Dato for udgivelse
10 Oct 2018 14:05
Dato for afsagt dom/kendelse
21. september 2018
SKM-nummer
SKM2018.514.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Helsingør, BS 3H-965/2017
Dokument type
Dom
Emneord
Krav, transporteret, rådgiver, hæfte, betale, honorar
Resumé

Sagen angik, om skatteyderen i henhold i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. UfR 2015.3383 H, (SKM2015.479.HR) hæftede for rådgiverens honorar, sådan at skatteyderen havde krav på omkostningsgodtgørelse, der var transporteret til rådgiveren.

Byretten anførte, at Østre Landsret i dom af 27. juni 2018 (SKM2018.313.ØLR) havde fastslået, at der ikke var krav på omkostningsgodtgørelse i en tilsvarende situation, fordi kravet om hæftelse ikke var opfyldt.

Skatteministeriet fik derfor medhold i frifindelsespåstanden

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, A.A.13.4


Parter

H1 ApS Direktør SH

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Niels Østergaard (retsassesor)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører fortolkning af skatteforvaltningslovens § 52 om omkostningsgodtgørelse i skattesager.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte skal anerkende, at IC er berettiget til omkostningsgodtgørelse på kr. 13.750, som ansøgt i brev af 3. oktober 2015 til SKAT.

Sagøgtes påstande er

Principalt: Frifindelse.

Subsidiært: Ansættelsen af sagsøgerens, H1 ApS, krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Oplysningerne i sagen

Sagsøger har i sit påstandsdokument givet følgende sagsfremstilling:

Sagsøgeren bistod IC i forbindelse med hendes klage til Landsskatteretten over en skatteansættelse.

IC og sagsøgeren havde forinden indgået en rådgivningsaftale (bilag 1), i hvilken det om honoraret var aftalt, at timeprisen udgjorde 2.750 kr. inkl. moms. Det var samtidigt aftalt, at IC overdrog sit krav på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren.

SKAT meddelte i brev af 10. august 2015, at IC havde fået fuldt medhold (bilag 2).

Sagsøgeren skrev herefter den 26. september 2015 en regning på 13.750 kr. til IC for sit arbejde med sagen (bilag 3) og søgte på det grundlag SKAT om 100 % omkostningsgodtgørelse i brev af 3. oktober 2015 (bilag 4).

I forslag af 22. januar 2016 nægtede SKAT at imødekomme ansøgningen om omkostningsgodtgørelse med henvisning til SKM2015.479.HR og at ”Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige »skal betale eller har betalt« rådgivningshonoraret.” (bilag 5)

Sagsøgeren kommenterede forslaget i brev af 23. januar 2016 til SKAT (bilag 6).

I afgørelse af 10. februar 2016 fastholdt SKAT sin nægtelse af at imødekomme ansøgningen om omkostningsgodtgørelse (bilag 7)

Sagsøgeren indbragte sagen for Skatteankestyrelsen den 14. februar 2016.

Skatteankestyrelsen har ikke truffet afgørelse i sagen.

Sagen blev ved stævning af 26. august 2017 indbragt for Retten i Helsingør af sagsøgeren.

H1 ApS har således benyttet overspringelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Efter bestemmelsen kan selskabet indbringe SKATs afgørelse for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse 6 måneder efter indbringelsen af afgørelsen.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument gengivet sine anbringender således:

1. IC har betalt og opfylder de øvrige betingelser for at være berettiget til omkostningsgodtgørelse. Det er i rådgivningsaftalen (bilag 1) om honoraret aftalt, at timeprisen udgør 2.750 inkl. moms, og at IC som en del af aftalen overdrager sit krav på omkostningsgodtgørelse til rådgiveren. IC opfylder således betingelsen ”har betalt” i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. IC opfylder endvidere lovens øvrige betingelser for at være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

2. IC har hæftet, og hæftelsen vil kunne vågne op igen. Efter i rådgivningsaftalen at have overdraget sit krav på omkostningsgodtgørelse til H1 ApS, hæfter IC ikke længere for betalingen af honoraret. IC har betalt. IC’s hæftelse vil ikke vågne op, selvom Staten skulle være ude af stand til at betale, jf. herved gældsbrevslovens § 10, men vil kunne vågne op igen, jf. herved gældsbrevslovens § 9, såfremt Folketinget eksempelvis ophævede muligheden for, at fysiske personer kan få omkostningsgodtgørelse, ligesom Folketinget i sin tid ophævede muligheden for, at selskaber kunne få omkostningsgodtgørelse,1 og ligesom Folketinget for nyligt har begrænset skattepligtiges mulighed for at få omkostningsgodtgørelse i sager om vurdering af fast ejendom.2

3. Det er ikke et krav, at IC stadig hæfter, når hun søger om omkostningsgodtgørelse. Loven kræver ikke, at IC skal hæfte for betalingen af honoraret helt frem til det tidspunkt, hvor der søges om omkostningsgodtgørelse. Efter vedtagelsen af 2001/2 LSF 543 vil et krav på omkostningsgodtgørelse således kunne overdrages til rådgiveren allerede på tidspunktet for indgåelsen af rådgivningsaftalen. Adgangen til efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, at kunne overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige skal netop at sikre, at den skattepligtige ikke af økonomiske grunde afskæres fra at få en rådgiver til at påtage sig sagen, jf. herved 2001/2 BTL 54, bemærkninger til ændringsforslag § 1, nr. 3, hvor det hedder: ”Efter lovforslaget vil det ikke længere være en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til sagkyndig bistand m.v. er betalt. Udgifterne skal blot fremgå af den sagkyndiges regning. Som følge heraf og for ikke at lægge økonomiske hindringer i vejen for den skatte- eller afgiftspligtiges ønske om at kunne antage en sagkyndig til at føre sagen for sig foreslås det, at kravet på omkostningsgodtgørelse kan overdrages til den sagkyndige, herunder pantsættes. I øvrigt opretholdes det generelle forbud mod overdragelse af kravet samt forbuddet mod at gøre kravet til genstand for retsforfølgning eller modregning.” 

4. Det er ikke et krav, at IC skal risikere selv at betale. Der er intet krav i loven om, at IC, for at være berettiget til omkostningsgodtgørelse, selv skal betale eller skal risikere selv at komme til at betale en del af sagens omkostninger. Tredjemand, herunder den sagkyndige, kan således yde et tilskud til den skattepligtige, uden at dette reducerer omkostningsgodtgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 2, modsætningsvist, og 1999/1 LSF 2674, specielle bemærkninger til § 33 C, stk. 2, hvor det hedder: ”Forslaget går ud på, at beregningen af omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede. ...”. Den skattepligtige kan få betalt samtlige sine omkostninger og mere til af tredjemand, uden at det får indflydelse på retten til omkostningsgodtgørelse. Konsekvensen af at et tilskud fra tredjemand sammen med tilkendt omkostningsgodtgørelse overstiger den skattepligtiges samlede sagsomkostninger er alene, at det overskydende beløb bliver skattepligtigt, jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2.

5. At en sagkyndig rådgiver kan tilbyde en skatteyder juridisk bistand, uden at skatteyderen risikerer selv at betale, har Folketinget været klar over I 2001/2 BTL 54 blev følgende således bemærket:5 ”Det vil være muligt for ekspertbistanden at tilrettelægge et produkt, hvor »no cure no pay« er det bærende princip, idet omkostningerne mindst refunderes med 50 pct. Ministerens ændringsforslag om, at der ikke længere skal være afholdt en likvid betaling fra skatteyderens side til ekspertbistanden, men at denne kan pantsættes eksklusivt til ekspertbistanden, vil yderligere give incitament til en sådan adfærd.”

6. I SKM2015.479.HR (UfR 2015.3383 H) var der ikke indgået en rådgivningsaftale, og der var derfor ingen hjemmel for hæftelse. I den foreliggende sag er der indgået en rådgivningsaftale mellem H1 ApS og IC. I sagen SKM2015.479.HR var der derimod ikke indgået nogen rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige. Derfor lagde Højesteret til grund, at den skattepligtige ikke hæftede for honoraret til advokatfirmaet. Der fandtes således ikke en aftale, i hvilken en hjemmel for hæftelse kunne findes.

7. Den skattepligtiges forklaring i sagen UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), ”S har forklaret, at han blev ringet op af R1 og telefonisk accepterede, at sagen blev overgivet til R2. Dette bekræftede han senere ved transporterklæringen af 2. juli 2008 og fuldmagten af 2. august 2008. S' oprindelige aftale med R1 er ikke blevet fraveget, men er blevet suppleret af den senere aftale med R2.”, kan ikke – som påstået af sagsøgte – tages til indtægt for, at der var indgået en rådgivningsaftale mellem advokatfirmaet og den skattepligtige. Det er ikke en part, men retten der afgør, hvilket faktum der skal lægges til grund, når retten pådømmer en sag, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1. Og som sagen er refereret i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), har hverken byretten, landsretten eller Højesteret lagt til grund, at der mellem advokatfirmaet og den skattepligtige var indgået en rådgivningsaftale.

8. Kun Folketinget kender risikoen for, at IC selv skal betale, hvilket følgende tænkte eksempler kan illustrere:
IC vinder sagen mod skattemyndighederne. H1 ApS kræver et honorar på 3 x 2.750 kr. for 3 timers arbejde med sagen: Da IC har vundet sagen, er hun berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, og aftalen om overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse får derfor til følge, at IC ikke selv skal betale noget.

  • IC vinder sagen. H1 ApS kræver et honorar på 3 x 2.750 kr. for 3 timers arbejde med sagen, men SKAT vil med henvisning til skatteforvaltningslovens § 57 kun udbetale omkostningsgodtgørelse svarende til 2 timers arbejde: IC hæfter som udgangspunkt for et honorar på 3 x 2.750 kr., men da IC kun kan få udbetalt omkostningsgodtgørelse for 2 timers arbejde, nedsættes honoraret efter aftalen til 2 x 2.750 kr. Aftalen om overdragelsen af omkostningsgodtgørelsen i kombination med nedsættelsen af honoraret får derfor til følge, at IC ikke selv skal betale noget.

  • IC vinder sagen. H1 ApS kræver et honorar på 3 x 2.750 kr. for 3 timers arbejde med sagen. Staten skal betale omkostningsgodtgørelse med 100 %, men Staten er kun i stand til at betale 1/3, da der er et hul i statskassen, fordi nogle udenlandske svindlere har bedraget SKAT for adskillige milliarder: IC hæfter som udgangspunkt for et honorar på 3 x 2.750 kr., men selvom Staten kun betaler 2.750 kr., skal IC ikke betale de resterende 2 x 2.750 kr., da IC ikke indestår for Statens betalingsevne, jf. herved gældsbrevslovens § 10.

  • IC vinder sagen. H1 ApS kræver et honorar på 3 x 2.750 kr. for 3 timers arbejde med sagen. Da sagen skal afregnes, har Folketinget imidlertid fjernet muligheden for, at skattepligtige kan få omkostningsgodtgørelse i sager om fradrag efter ligningsloven, der føres for Landsskatteretten:

  • IC hæfter for 3 x 2.750 kr. og må selv betale hele beløbet til H1 ApS, da hun indestår for, at kravet på omkostningsgodtgørelse består, jf. herved gældsbrevslovens § 9.


9. Østre Landsrets dom af 4. maj 2018 i sagen B-1813-17, SKM2018.313.ØLR er forkert, idet dommerne ved afsigelsen af dommen har inddraget uvedkommende hensyn, jf. herved bilag 8 og 9.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gengivet sine anbringender således:

1. Hæftelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at IC ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet hun ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand ifølge fakturaen af 26. september 2015 (bilag 3) på 13.750 kr. H1 ApS, der har transport i hendes krav på omkostningsgodtgørelse, har derfor heller ikke noget krav.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)

I UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) udtalte Højesteret:

"[…]
Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. […] Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.
[…]". (min understregning)

Af H1 ApS’s ”Tilbud om juridisk bistand” til IC, der er fremlagt som bilag 1, fremgår:

”[…]
Timeprisen udgør kr. 2.750 inkl. moms. Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand: 

  • Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100% af honoraret. 
  • Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50% af honoraret, afholdes de resterende 50% af honoraret af H1 ApS. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50% af honoraret. 

Et eventuel klageafgift til Landsskatteretten afholdes af rådgiveren. […]” 

Da IC således ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav om omkostningsgodtgørelse, jf. UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR).

Resultatet er i overensstemmelse med SKM2018.313.ØLR. Den sag drejede sig om omkostningsgodtgørelse til en anden af H1 ApS’s kunder, der havde indgået samme aftale med selskabet som IC, jf. bilag 1.

2. Skatteministeriets subsidiære påstand

Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at H1 ApS er berettiget til omkostningsgodtgørelse. I så fald gøres det gældende, at SKAT er berettiget til at udøve et skøn over rimeligheden af det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af skatteforvaltningslovens § 52 fremgår, at "der ydes en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand... dog... 100 %, hvis...)"

Det er således ifølge ordlyden en betingelse, at skatteyderen "skal betale eller har betalt".

Højesterets dom i U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) vedrører en situation, hvor skatteyderen indgik en "no cure no pay" aftale med en rådgiver. Ifølge aftalen ville rådgiveren, såfremt sagen blev vundet, have ret til en andel af sagsgenstanden, men ville ikke herudover have krav mod skatteyderen d.v.s. rådgiveren havde efter aftalen ikke krav på omkostningsdækning. Rådgiveren (rådgiver 1) indgik aftale med et advokatfirma (rådgiver 2) om førelse af sagen. Højesterets dom er ikke begrundet med, at det er en "no cure no pay" konstruktion, men i det forhold, at skatteyderen ikke skal betale mere til rådgiver end han har aftalt med sin rådgiver (rådgiver 1). Konklusionen var derfor, at skatteyderen ikke hæftede for rådgiver 2´s honorarkrav, hvorfor der ikke var krav på omkostningsdækning fra SKAT.

Man kan i den foreliggende sag overveje den betragtning at skatteyderen ved transporten til rådgiver af sit honorarkrav har betalt rådgiveren. Det forhold at skatteyderen ikke (længere) hæfter eller "skal betale" ville således være uden betydning, da skatteyderen "har betalt." Betragtningen harmonerer med almindelige formueretlige principper.

Spørgsmålet er imidlertid, om der i skatteforvaltningslovens § 52 skal fortolkes en forudsætning om, at en betingelse for omkostningsgodtgørelse er, at det skal koste skatteyderen noget at føre sagen. D.v.s. hvis aftalen mellem skatteyder og rådgiver er konstrueret således, at det i alle tilfælde er gratis for skatteyderen at føre sagen, er der ikke omkostningsdækning, da skatteyderen i så fald ikke "skal betale" eller "har betalt". Dette underbygges af betænkning 1382 af 2000 om omkostningsdækningen, navnlig side 16 og side 127 hvor det nævnes, at der bør være en vis "selvrisiko" eller et vist "selvfinansieringselement".

Østre Landsret har i dom af 27. juni 2018 (SKM2018.313.ØLR) statueret, at der ikke er krav på omkostningsdækning i en situation som den foreliggende, da betingelsen om "skal betale" eller "har betalt" ikke vurderedes opfyldt.

Retten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand tilfølge.

Efter sagens udfald skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte. Beløbet fastsættes til 15.000 kr. incl. moms. Beløbet er fastsat skønsmæssigt som et beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokat, jf. herved retsplejelovens § 316, stk. 1. Ved skønnet er der lagt vægt på, at sagen har en vis juridisk kompleksitet, men at hovedforhandlingen var tidsmæssigt begrænset til 65 minutter.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t: 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøger, H1 ApS, inden 14 dage betale 15.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter