Dato for udgivelse
04 Oct 2018 14:53
SKM-nummer
SKM2018.498.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0000615
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Erstatningsbeløb, kompensationsbeløb, investeringsbeviser, lagerprincippet, forældelse
Resumé

Landsskatteretten havde i en tidligere kendelse fundet, at et erstatningsbeløb var skattepligtigt, men at det skulle henføres til et andet indkomstår. SKAT forhøjede herefter dette indkomstår med erstatningen under henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Landsskatterettens flertal fandt, at der ikke kunne ske fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 i et tilfælde, hvor klager var omfattet af den korte ligningsfrist, og hvor denne frist var udløbet på tidspunktet for den oprindelige forhøjelse.  

 

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 7
Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, § 27, stk. 1, nr. 2 og nr. 5, stk. 2
§ 1, stk. 1, samt § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.B.2.16.


Der klages over, at SKAT har beskattet klageren af et erstatningsbeløb (kompensationsbeløb) på 27.056 kr., som klageren i 2013 modtog fra F1-Bank vedrørende sin investering i obligationer i bankens investeringsforening i 2013.

SKAT har forhøjet indkomsten med 25.556 kr.

Landsskatteretten nedsætter SKATs forhøjelse til 0 kr.

Faktiske oplysninger
Klageren modtog i 2013 et erstatningsbeløb (kompensationsbeløb) på 27.056 kr. fra F1-Bank vedrørende en investering i obligationer i bankens investeringsforening i 2007. Skattemæssigt behandles de omhandlede obligationer som investeringsbeviser, der skal beskattes efter lagerprincippet i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, jf. § 19, stk. 1. Klageren har i klagen til Skatteankestyrelsen oplyst, at hans samlede anskaffelsessum i 2007 udgjorde 33.819,23 kr., og at beløbet på 27.056 kr. svarer til 80 % af anskaffelsessummen.

Klageren solgte sine obligationer i 2010 til en lavere salgssum end anskaffelsessummen i 2007.

Den 29. juni 2016 foreslog SKAT at genoptage og forhøje klagerens indkomst i 2010 ekstraordinært med 25.556 kr., svarende til erstatningsbeløbet på 27.056 kr. med fradrag af 1.500 kr. i advokatomkostninger. SKAT har begrundet afgørelsen med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet SKAT fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive erstatningsbeløbet.

SKAT traf afgørelse i form af en kendelse den 12. juli 2016. Klageren indbragte SKATs afgørelse for Skatteankestyrelsen.

Ved en afgørelse af 4. august 2017 nedsatte Landsskatteretten SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2010 på 25.556 kr. til 0 kr., idet Landsskatteretten fandt, at beskatningen af kompensationsbeløbet skulle ske i 2013, som er det indkomstår, hvor klageren erhvervede endelig ret til erstatningsbeløbet. Landsskatterettens afgørelse har sagsnr. 16-0866095. Hverken Skatteministeriet eller klageren har indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolen.

Den 15. januar 2018 varslede SKAT en forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 med 25.556 kr.  Klageren gjorde indsigelse mod den varslede forhøjelse af klagerens indkomst den 20. januar 2018 og den 21. januar 2018. SKAT traf afgørelse i form af en kendelse den 23. januar 2018. I kendelsen har SKAT taget stilling til klagerens anbringender.

Som konsekvens af SKATs afgørelse blev der den 27. januar 2018 dannet en ny årsopgørelse, som viser en skattepligtig indkomst på 241.067 kr. og en restskat på 7.715,57 kr. ekskl. procenttillæg og tidligere overskydende skat inkl. rente.

Klageren er omfattet af reglerne om kort ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 gældende for indkomståret 2013.

SKATs afgørelse
Da Landsskatteretten har underkendt SKAT i, at beskatningen kan ske i afståelsesåret, finder SKAT, at SKAT kan foretage en ændring af indkomståret 2013, selv om det er forældet efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26. Det er begrundet med, at SKAT, da SKAT varslede og gennemførte beskatningen i 2010, kunne have ændret indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og SKM2011.533.HR. Erstatningsbeløbet er skattepligtigt. Der henvises til aktieavancebeskatningslovens § 19.

Klagerens indsigelser mod SKATs varsling om forhøjelse af indkomsten er:

  • At klageren reelt har lidt et tab på 8.624 kr. på sine obligationer
  • At SKAT har anvendt selvtægt og udskrevet en skatteopkrævning uden forudgående meddelelse
  • At sagen er forældet
  • At klageren ikke kan finde tingene på hjemmesiden

Vedrørende fradrag for tab på 8.264 kr. bemærkes, at obligationerne skal beskattes efter lagerprincippet. Det betyder, at kursudsving skal beskattes/fradrages i det år, hvor ned- og opskrivningen foregår. I 2008 var der et stort negativt kursudsving på de pågældende obligationer. Kurstabet var fradragsberettiget i indkomståret 2008. SKAT har ikke kontrolleret, om klageren har fratrukket tabet i 2008, da indkomståret 2008 er forældet. Kurstabet i 2008 kan ikke bringes til modregning i en afståelsessum (erstatningsbeløbet i 2013).

SKAT skal i henhold til skatteforvaltningslovens regler udsende en ny årsopgørelse, når SKAT har truffet en ny afgørelse. Der kan klages over årsopgørelsen. Klagevejledningen fremgår af årsopgørelse.

SKAT mener ikke, at sagen er forældet. Der henvises til begrundelsen ovenfor.

Klageren opfordres til at kontakte SKAT, [navn udeladt] direkte, hvis klageren ikke kan finde oplysningerne på SKATs hjemmeside. [Navn udeladt]s direkte nr. er […].

SKAT har efterfølgende bl.a. udtalt, at SKATs forslag og afgørelse for 2013 er en direkte følge af Landsskatterettens afgørelse af 4. august 2007 vedrørende samme forhold for 2010, og skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, finder derfor anvendelse. Se også Den Juridiske Vejledning A.A.8.2.2.2.1.2.2.

I henhold til praksis finder skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor en klageinstans - her Landsskatteretten - ændrer beskatningstidspunktet. I denne sag ændrede Landsskatteretten i sin afgørelse af 4. august 2017 beskatningstidspunktet vedrørende erstatningen fra indkomståret 2010 til indkomståret 2013, og SKAT kan derfor med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 beskatte det pågældende beløb i 2013, da dette er en direkte konsekvens og følge af Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 2010.

SKAT henviser til SKM2018.203.HR, SKM2011.533.HR, SKM2012.596.ØLR, SKM2012.721.ØLR og SKM2010.670.VLR – der alle fastslår, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 finder anvendelse på en situation som denne.

Vi skal bemærke, at Landsskatteretten i sin afgørelse af 4. august 2017 fastslog, at der ikke var tale om forkert retsanvendelse, der var alene tale om forkert periodisering.

Det er en betingelse for kunne gennemføre en ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at forhøjelsen (følgeændringen) på tidspunktet for den oprindelige ansættelsesændring, kunne være sket indenfor ordinær frist.

I dette tilfælde er klager som udgangspunkt omfattet af kort frist i henhold til bek. nr.  534 af 22. maj 2013.

I henhold til bek. nr. 534 af 22. maj 2013 § 3 er klager dog ikke omfattet af kort frist vedrørende dette forhold – beskatningen af erstatningen fra F1-Bank – da skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 finder anvendelse, og den korte frist er derfor ikke gældende for SKATs forslag og afgørelse for indkomståret 2013.

Klageren har handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive erstatningen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og også af denne grund finder kort frist ikke anvendelse på SKATs ansættelse for 2013, jf. § 3 i bek. nr. 534 af 22. maj 2013.

SKAT sendte forslag vedrørende indkomståret 2010 29. juni 2016, og da den korte frist ikke finder anvendelse, jf. ovenfor, kunne SKAT på dette tidspunkt have sendt forslag og afgørelse vedrørende beskatning af erstatningen i indkomståret 2013.

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 nedsættes til 0 kr., og at klageren herudover godkendes et fradrag i indkomsten på 8.264 kr. Tabsbeløbet fremkommer således:

Stk.

Køb 26.10.2007

 

Salg 08.04.2010

Tab

145

100,25

14.536,25 kr.

24,08

3.491,60 kr.

11.044,65 kr.

146

100,25

14.636,25 kr.

24,08

3.515,68 kr.

11.120,57 kr.

153

100,25

15.338,25 kr.

24,08

   3.684,24 kr.

11.654,01 kr.

44.511,00 kr.

10.691,00 kr.

33.819,23 kr.

Erstatning

0,80 %

-27.055,52 kr.

34.378,90 kr.

+7.323,28 kr.

Udbetalt 18.03.13

27.055 kr.

Gebyr

-1.500 kr.

Udbetalt af F1-Bank

25.556 kr.

Erstatning 18.03.13

8.323 kr.

8.296 kr.

  8.823 kr.

25.542 kr.

Tab inkl. 1.500 kr. i gebyr

33.820 kr.

-25.556 kr.

8.264 kr.

Problematikken er den samme som i sidste sag. Klageren skal ikke betale skat af et tab i 2013 på 6.764 kr. med tillæg af salær på 1.500 kr. Formålene med skattelovgivningen er, at skatteyderen skal betale skat af en indtægt og ikke af en udgift.

Sagens faktum er, at klageren den 28. oktober 2009 skrev til F1-Bank med krav om erstatning. Det fik klageren ikke noget ud af. Den 7. juli 2010 meldte klageren sig ind i foreningen, som via advokatfirmaet R1 kørte sagen mod F1-Bank. Den 18. marts 2013 udbetalte F1-Bank erstatning.

Sagen kørte således fra 28. oktober 2009, og sagen blev ikke afsluttet før den 18. marts 2013. Klageren glemte i 2013 at fratrække tabet på 8.264 kr. (6.764 kr. + 1.500 kr.) på sin selvangivelse for 2013, hvilket klageren efterfølgende bad SKAT om at gøre. SKAT imødekom ikke klagerens anmodning. Klageren har gentaget sin anmodning. Klageren er almindelig folkepensionist og lægmand og forstår ikke de paragraffer, som SKAT henviser til.

Klageren mener i øvrigt, at sagen er forældet.

Klageren har ikke yderligere bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og indstilling.

Landsskatteretten afgørelse
Af statsskattelovens § 4 fremgår, at alle indtægter med de undtagelser, der fremgår af statsskattelovens § 5, er skattepligtige.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, at gevinst og tab for investeringsbeviser m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, skal opgøres efter lagerprincippet.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, fremgår, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter skatteforvaltningens bestemmelse, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold fremgår, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Af § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Skatteforvaltningslovens § 27 gælder i så fald for de punkter i ansættelsen, der omfattes heraf. For de øvrige dele gælder den korte ligningsfrist.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at skatteforvaltningslovens § 27 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35. Skattestyrelsesloven blev ophævet ved ikrafttrædelsen af skatteforvaltningsloven.  Skattestyrelseslovens dagældende §§ 34 og 35 blev ophævet ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (Lovforslag nr. 175, fremsat den 12. marts 2003, FT 2002-03, tillæg A, side 4592 ff), og der blev indsat ny §§ 34 og 35.

Under Folketingets behandling af lovforslag nr. L 175, blev der stillet spørgsmål til ministeren.

Af ministerens besvarelse af spørgsmål 28 fremgår blandt andet:

”Formålet med ansættelsesfristerne i skattestyrelsesloven er at opstille tidsmæssige rammer for, hvor længe skatteansættelsen kan ændres for derved at skabe klarhed for såvel borgerne som myndighederne. Indbygget i fristreglerne er dog samtidig, at krav, der kunne være fremsat, hvis der bortses fra fristreglerne, ikke uden for fristerne kan gøres gældende. Fristerne kan med andre ord medføre, at ansættelsen bliver materielt forkert. I sager vedrørende periodiseringsspørgsmål vil udgangspunktet være, at bestemmelsen vil give adgang til en korresponderende nedsættelse eller forhøjelse i tilfælde, hvor det under sagen må konstateres, at et fradrag eller en indkomst er periodiseret forkert, således at fradraget/indkomsten kan henføres til det rigtige år. Dette gælder efter den nugældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 3, og vil ligeledes gælde efter den tilsvarende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2. Den i bemærkningerne anførte begrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde, der henvises til i spørgsmålet under a), vedrører udelukkende den situation, hvor ansættelsesændringen på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget, ikke kunne være foretaget under hensyntagen til de almindelige ansættelsesfrister. Har myndighederne således f.eks. for indkomståret 2001 forhøjet skatteansættelsen den 1. februar 2003, dvs. inden for den almindelige ansættelsesfrist, og viser det sig efterfølgende, at indkomsten burde være henført til indkomståret 1997, kunne forhøjelsen ikke være gennemført på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2001 blev gennemført. Fristen for indkomståret 1997 var med andre ord sprunget allerede på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget. I disse tilfælde vil ansættelsen alene kunne ændres, hvis der foreligger en af de øvrige fristgennembrudsgrunde i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.”

Det almindelige princip for periodiseringer af erstatningsbeløb er retserhvervelsesprincippet/pligtspådragelsesprincippet, jf. Højesterets dom i UfR 1981.968, hvor Højesteret udtalte, at: ”det afgørende tidspunkt for beskatningen af en indtægt er tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil”.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der har været en reel tvist om, hvorvidt F1-Bank har været forpligtet til at yde erstatning i overensstemmelse med de rejste krav fra investorforeningen. Når der er en reel tvist om et krav, følger det af domstolspraksis, at indtægtsførelsen af erstatningskravet, sker i det indkomstår, tvisten afgøres endeligt.

Det er ubestridt, at klageren tiltrådte forliget med F1-Bank i 2013, og at F1-Bank betalte klageren til fuld og endelig afgørelse et beløb på 27.056 kr., og at F1-Bank forinden udbetalingen modregnede et beløb på 1.500 kr. i advokatomkostninger.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at erstatningsbeløbet på netto 25.556 kr. er skattepligtig indkomst for klageren.

Det forhold, at klageren samlet set har lidt et tab på sin investering i obligationerne, er uden betydning for den beskatning, som skal gennemføres i 2013, idet tabet ikke kan periodiseres til indkomståret 2013. Dette er begrundet med, at gevinst og tab på obligationerne skal opgøres efter lagerprincippet, og at tabet - efter det oplyste om kursudviklingen - skal periodiseres til et tidligere indkomstår. Den manglende selvangivelse af tabet beror på forhold hos klageren og ikke hos SKAT.

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 er ugyldig på grund af forældelse.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren i 2010 og i 2013 var omfattet af reglerne om kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold. Det følger heraf, at fristen for SKAT for at varsle en ændring af skatteansættelsen for klageren i indkomstårene 2010 og 2013 udløb hhv. den 1. juli 2012 og den 1. juli 2015.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at SKAT kan foretage en ekstraordinær genoptagelse af klagerens indkomst for indkomståret 2013, når ansættelsen er en direkte følge af ansættelsen af klageren for indkomståret 2010. 

Det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om kort ligningsfrist, at den korte ansættelsesfrist ikke gælder, når betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. SKATs varsling om ændring af skatteansættelsen for 2010 og 2013 er sket hhv. den 29. juni 2016 og den 15. januar 2018.

På det tidspunkt, hvor SKAT varslede og gennemførte forhøjelsen af klagerens indkomst i 2010 og 2013, var den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 således udløbet.

Højesteret har i SKM2011.533.HR og SKM2018.203.HR udtalt, at det er en betingelse for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at den ordinære ansættelsesfrist for det korrekte indkomstår ikke var udløbet på tidspunktet for ansættelse af det forkerte indkomstår. I SKM2017.623.ØLR er det fastslået, at samtlige betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, herunder stk. 2, skal være opfyldt i tilfælde, hvor en klager, der er omfattet af den forkortede ligningsfrist, anses for at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt, hvorefter den forkortede ligningsfrist ikke finder anvendelse. Dette gælder også i tilfælde, hvor den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26 ikke var udløbet, da ændringen varsledes.

3 retsmedlemmer, herunder retsformanden udtaler, at den for klager gældende ordinære ansættelsesfrist for 2013 således må anses for at være den forkortede ligningsfrist, og da denne var udløbet den 30. juni 2015, og varslingen for 2010 først skete den 29. juni 2016, er betingelsen for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 som fastslået i de to Højesteretsdomme ikke opfyldt. Det forhold, at den almindelige ordinære ansættelsesfrist for 2013 i skatteforvaltningslovens § 26 ikke var udløbet på dette tidspunkt, kan ikke føre til et andet resultat, da ansættelsen ikke reguleres heraf, jf. SKM2017.623.ØLR.

1 retsmedlem finder, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 kan anvendes i dette tilfælde, idet SKAT på tidspunktet for den oprindelige varsling for 2010 kunne have foretaget varslingen for 2013 under henvisning til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Dette retsmedlem finder, at Højesteretsdommene kan anvendes analogt, når der kunne være sket fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for det rigtige indkomstår 2013 på tidspunktet for varslingen af det forkerte indkomstår 2010.   

Der afsiges kendelse efter stemmeflertal, hvorefter SKATs forhøjelse for indkomståret 2013 ikke anses for at være foretaget rettidigt, og forhøjelsen nedsættes til 0 kr.