Dato for udgivelse
05 Oct 2018 14:18
Dato for afgørelse
25 Sep 2018 11:03
SKM-nummer
SKM2018.505.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0502412
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Godtgørelse, Elafgift
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kan anses for den faktiske forbruger af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere opsat på havne i forbindelse med levering af affugtning til bådejere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger er berettiget til godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Hjemmel

Elafgiftsloven

Reference(r)

Elafgiftsloven § 11, stk. 1, nr. 1 og stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit E.A.4.6.3.2.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger kan anses for den faktiske forbruger af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere opsat på havne i forbindelse med levering af affugtning til bådejere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger er berettiget til godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en global virksomhed, der er specialiseret i fugtighedsstyring. Selskabet udvikler, designer og producerer nogle af de mest avancerede og driftssikre og energieffektive adsorptionsaffugtere på markedet.

Spørgers adsorptionsaffugtere fungerer ved, at der blæses luft gennem en silicagel rotor. Silicagelen er meget hygroskopisk, hvormed den suger vandmolekyler fra luften til sig. Ved denne proces dannes en tør luft. Før rotoren bliver mættet af vand, bringes den til en regenereringszone, hvor en separat opvarmet luftstrøm (regenereringsluft) fjerner vandet fra silicagelen igen. Disse to processer – hvor rotoren optager vand og afgiver vand – kører kontinuerligt i adsorptionsaffugte-ren. Den energi, som skal bruges til affugtningsprocessen, hidrører hovedsageligt fra opvarmning af den separate regenereringsluft og ventilatorer, som styrer luftstrømmene inde i adsorptionsaffugteren.

Spørger påtænker at opstille adsorptionsaffugtere på centrale steder på en række danske havne. Konceptet fremgår af følgende illustration:

Adsorptionsaffugterne er i stand til at lave en tør luftstrøm, som blæses ind i kahytterne på de enkelte både. Hermed skabes et lille overtryk af tør luft inde i båden, som i vinterhalvåret vil kunne beskytte båden mod råd, svamp, korrosion og kodens og samtidig sikre, at der ikke trænger fugt ind i båden.

I nærværende disposition vil spørger afholde samtlige omkostning til drift, vedligeholdelse og tilsyn af adsorptionsaffugterne, herunder elektricitet, der forbruges i affugterne. Betalingen for affugtningsydelsen sker uden specifikation af elforbrug og elafgift.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1: Ja

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at:

”Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet,

2) af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er særskilt leveret til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, og

3) af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.”

Objektivt set er der, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, tre forhold, som skal være opfyldt, for at en virksomhed kan opnå godtgørelse efter elafgiftsloven. For det første skal virksomheden være registreret efter momsloven. Endvidere skal den afgiftspligtige elektricitet være forbrug af virksomheden. Sluttelig må aktiviteten, hvortil elektriciteten forbruges, ikke falde under ét af de nævnte tilfælde i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Spørger er registreret for moms og opfylder dermed betingelsen om momsregistrering.

Elafgiftsloven er underlagt energibeskatningsdirektivet (Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003). Hvorvidt Spørger eller de enkelte bådejere skal anses for den faktiske forbruger af elektriciteten skal således fortolkes i forlængelse af direktivet.

Erhvervsmæssigt forbrug defineres i energibeskatningsdirektivets artikel 11 som:

”forbruget i en erhvervsmæssig enhed, som identificeret i overensstemmelse med stk. 2, der selvstændigt og uanset stedet leverer varer og tjenesteydelser, uanset formålet med eller resultatet af den pågældende økonomiske virksomhed.”

Rådet for Den Europæiske Union har således defineret, at en virksomhed skal anses for en erhvervsmæssig forbruger af energi, såfremt virksomheden forbruger energi med henblik på en erhvervsmæssig levering af varer eller ydelser. Dette uanset formålet med den økonomiske virksomhed eller resultatet heraf.

Det er Spørgers opfattelse, at Spørger ud fra energibeskatningsdirektivets forbrugerdefinition er den egentlige forbruger af elektriciteten, der anvendes af Spørger til at producere ydelsen (affugtningen), der leveres til de enkelte bådejere. Det er således Spørger, der afholder omkostningerne til elektriciteten og forbruger denne til affugtningsproduktionen. Videre er det Spørger, og ikke den enkelte bådejer, der har råderetten over adsorptionsaffugteren, dvs. Spørger kan tænde/slukke for affugteren.

Problemstillingen er behandlet flere gange i praksis. Der henvises til SKM2006.137.SKAT, der blev udstedt i forlængelse af SKM2006.394.HR. I meddelelsen anfører SKAT, at:

”Det er SKATs opfattelse, at et afgørende moment er, at virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.”

Der henvises desuden til SKM2016.527.SR, hvor Skatterådet behandlede, hvorvidt spørger er berettiget til godtgørelse af elafgift forbrugt til blandt andet serverdrift m.v. I vurderingen af, hvorvidt virksomheden er den egentlige forbruger af elektriciteten lægger Skatterådet til grund, at:

”(…) spørger ikke - for så vidt angår selve serverdriften - kan anses som driftsmæssig ansvarlig. Spørger har ingen indflydelse på, om serverne er tændt eller på det faktiske elektricitetsforbrug for hver enkelt server. Spørger ejer ikke de omhandlende servere, og det arbejde, der udføres på serverne, sker som led i kundernes virksomhed. Det fremgår videre af clause 16.6, at spørger ikke har ret til at bruge kundens udstyr til eget formål.”

Problemstillingen er ligeledes behandlet i SKM2017.459.SR, hvor Skatterådet behandlede spørger var berettiget til godtgørelse af den afgift som virksomheden betalte af elektricitet fra UPS-batterier, som anvendes til at sikre en stabil strøm-tilførsel i spørgers datacentre. Skatterådet finder, at virksomheden er de faktiske forbruger af elektriciteten og anfører:

”(…) spørger i sit datacenter driver en selvstændig erhvervsmæssige aktivitet. UPS’erne er en vigtig del af denne aktivitet, idet strømmen fra UPS’erne sikrer, at spørger kan levere en stabil ydelse til sine kunder. UPS´en og de øvrige ydelser kan ikke umiddelbart skilles ad.”

Ved vurderingen af, hvorvidt Spørger er den egentlige forbruger af elektriciteten er det således afgørende, at spørger skal drive en selvstændig aktivitet. Endvidere skal Spørger have råderet over adsorptionsaffugterne, herunder kunne foretage egne dispositioner i forhold til personale, driftsmidler mv.

I nærværende disposition vil det være Spørger, der drifter og har råderet over adsorptionsaffugterne, dvs. det er Spørger, der kan tænde/slukke for affugterne og ikke de enkelte bådejere. De enkelte bådejere vil således blot betale for en affugtningsydelse i en periode. Det er Spørger, som tilkobler tørluftsslangen i forbindelse med levering af ydelsen, og det er ligeledes Spørger, der skal frakoble tørluftsslangen igen. Bådejerne kan således ikke tænde/slukke for affugteren og har ingen indflydelse på personel, driftsmidler m.v. Spørger vil dermed havde den fulde råderet og kontrol over affugteren, herunder forbruget af elektricitet til produktion af affugtningen.

Spørgers levering af affugtningen kan sammenlignes med en bilvask leveret af et bilvaskeri. Ydelsen, som bilvaskeriet leverer, er selve bilvasken og ikke energien og vandet forbrugt til vasken. Det vil ligeledes være bilvaskeriet, der vil have den fulde kontrol over personale, driftsmidler mv. Bilvaskeriet vil således være den faktiske forbruger af energi samt vand og dermed være berettiget til godtgørelse af afgifterne henholdsvis energi og vand.

Endelig skal det bemærkes, at Spørgers forbrug af elektricitet ikke er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Det er på baggrund af ovenstående Spørgers opfattelse, at Spørger er den faktiske forbruger af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere opsat på havne i forbindelse med levering af affugtning til bådejere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmål 2: Ja

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., at der ikke ydes

”(…) tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra virksomheden. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn.”

Der henvises i den forbindelse til lovforslag 195 af 27. april 2011, afsnittet om ”Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser”, hvoraf det fremgår, at:

”Ved leverancer af varme eller kulde er det dog producenten heraf, og ikke modtageren, som er berettiget til tilbagebetaling efter den foreslåede tilbagebetalingsordning.”

Adsorptionsaffugterne producerer tør luft/affugtning, som leveres til de enkelte bådejere. Ved afsætningen af fugtigheden i adsorptionsaffugternes rotorer frigives energien bundet i fugten (på gasform), hvilket bidrager til en beskeden temperaturforøgelse på den tørre luft. Denne temperaturforøgelse er et uundgåeligt biprodukt af tørreprocessen. Der vil derfor være en beskeden temperaturstigning på den luftstrøm, der ledes til bådene, selvom tørreprocessen principielt er ener-gibevarende. Der leveres således en smule uundgåelig varme sammen med den tørre luft, uanset at formålet med systemet ikke er at levere opvarmet luft, men tør luft.

Det er Spørgers opfattelse, at levering af affugtningen kan sammenlignes med levering af både kulde og varme. Det følger hertil klart af lovforarbejderne, at Spørger, som producent og leverandør af affugtningsydelsen, der kan sidestilles med levering af varme og kulde, er berettiget til godtgørelse af elektriciteten forbrugt til produktion af affugtningen.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger kan anses for den faktiske forbruger af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere opsat på havne i forbindelse med levering af affugtning til bådejere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Begrundelse

Det lægges til grund, at det er oplyst, at Spørger forbruger elektricitet til affugtningsprocessen i adsorptionsaffugteren med at henblik på at fremstille den tørre luft, der via slanger pustes ned i de enkelte både. Det lægges desuden til grund, at det er oplyst, at Spørger afholder udgifterne til den elektricitet, der anvendes til at drive adsorptionsaffugteren.

Det lægges videre til grund, at det er oplyst Spørger, der til- og frakobler tørluftsslangen i forbindelse med levering af den tørre luft, og at bådejerne således ikke kan tænde/slukke for affugteren, samt at det er oplyst, at bådejerne ikke har nogen anden indflydelse på personel, driftsmidler m.v.

Endelig lægges det til grund, at det er oplyst, at fakturaen for levering af den tørre luft ikke indeholder en særskilt afregning for hverken den forbrugte elektricitet i kWh eller for elafgiften af forbruget af elektricitet.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger kan anses for den faktiske forbruger af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere opsat på havne i forbindelse med levering af affugtning til bådejere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger er berettiget til godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt i Spørgers adsorptionsaffugtere, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Begrundelse

Det lægges til grund, at adsorptionsprincippet i en adsorptionsaffugter er beskrevet som, at der blæses luft gennem en silicagel, hvor vandmolekyler fra luften bliver tiltrukket af silicagelens porøse overflade, og at når vandmolekylerne bliver fjernet fra luften bliver den mere tør. Derved sker der en kondensering og den bundne varme fra kondenseringen frigives. Herved opnår man en temperaturstigning, hvorved luften bliver varmere og mere tør.

Adsorptionsprincippet indebærer dermed, at energien i luften er den samme på trods af temperaturstigningen, og temperaturstigningen er således opnået uden tilførsel af energi i form af elektricitet eller varme.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at en adsorptionsaffugter ikke kan anses for at kunne henføres under betegnelserne ”vandvarmere, varme-pumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg” efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

Det er desuden Skattestyrelsens opfattelse, at den tørre luft fra adsorptionsaffugteren ikke kan anses for energitilførsel i form af varme, da adsorptionsprincippet indebærer, at luftens energiindhold er uændret trods ændringen af luften fra fugtig til tør og den deraf følgende temperaturstigning.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers tilbagebetaling af afgifter af forbrug af elektricitet ikke er omfattet af den delvise godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, men at Spørger kan opnå fuld tilbagebetaling af elafgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, jf. dog elafgiftslovens § 11c, stk. 1, hvorefter tilbagebetaling af afgift nedsættes med 0,4 øre pr. kWh.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Ja, se dog begrundelse”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Energibeskatningsdirektivets artikel 11, stk. 1, 1 og 2. afsnit:

I dette direktiv forstås ved »erhvervsmæssigt forbrug« forbruget i en erhvervsmæssig enhed, som identificeret i overensstemmelse med stk. 2, der selvstændigt og uanset stedet leverer varer og tjenesteydelser, uanset formålet med eller resultatet af den pågældende økonomiske virksomhed.

Den økonomiske virksomhed omfatter alle former for erhvervsmæssig virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug og liberale erhverv.

Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 2

Stk. 1. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, hvorved elektricitet til belysning anses for at være forbrugt af den, som forbruger belysningen,

2) af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er særskilt leveret til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, og

3) af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kulde-producent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.

Stk. 2. Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilag 1 til nærværende lov nævnte ydelser, jf. dog stk. 3.

Praksis

SKM2016.527.SR

En virksomhed kunne opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af den elektricitet, der blev forbrugt i datacenteret. Der kunne dog ikke opnås godtgørelse for den elafgift, der blev forbrugt til serverdrift.

Virksomheden havde et datacenter og lagde datacenterplads til carriers, tele- og internetoperatører samt enterprise-virksomheder.

Kunderne tjekkede deres IT-udstyr ind i datacentret, hvor der blev tilbudt forskellige løsninger til placering af IT-udstyr, således at sikkerhedsydelsen kunne tilpasses kundens præferencer og behov.

Datacenteret leverede omfattende muligheder for netværksforbindelser, strøm, køling, backup, brand- og vanddetektorer, overvågning, vagter og flere lag fysisk sikkerhed til beskyttelse af kundernes data. Virksomheden anvendte elektricitet til levering af ovennævnte løsninger til deres kunder.

Der var opsat elmålere, og hver kunde havde en eller flere dedikerede elmålere. Kunden blev faktureret særskilt for det målte elforbrug. Der blev afregnet efter en fast strømpris, som var fastsat af spørger tillagt elafgift, idet kunden hidtil havde været anset for forbruger. Elafgiften blev afregnet efter faktisk forbrug. Enkelte kunder betalte en fast pris uafhængigt af det faktiske forbrug af elektricitet. Elafgift blev faktureret dog efter faktisk forbrug. Det var kun kundens eget IT udstyrs forbrug, der blev målt.

I afgørelsen blev der lagt til grund, at virksomhedens aktiviteter i relation til de ydelser, som ikke var serverdrift, havde et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold. Virksomheden var driftsmæssigt ansvarlig for deres ydelser.

På denne baggrund blev virksomheden anset som forbruger af den elektricitet, som blev anvendt til andre ydelser end serverdrift. Som følge heraf kunne virksomheden opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Der blev endvidere lagt vægt på, at virksomheden ikke kunne anses som driftsmæssig ansvarlig i forhold til servicedriften. Virksomheden havde ingen indflydelse på, om serverne var tændt eller på det faktiske elektricitetsforbrug for hver enkelt server. Virksomheden ejede ikke de omhandlende servere, og det arbejde, der udførtes på serverne, skete som led i kundernes virksomhed.

Derved kunne virksomheden ikke få godtgørelse for elafgiften forbrugt på serverne.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 11, stk. 3, 1.-5 pkt.

Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvar-mebehov. Endvidere ydes der ikke tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra virksomheden. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, som er leveret til virksomheden, og som virksomheden forbruger som rumvarme eller varmt vand eller leverer til andre.

Forarbejder

Elafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. blev indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Det fremgår hertil af lovforslag 210 af 31. marts 2004, nr. 3.2 under ”Bemærkninger til lovforslaget”:

(…)

Tekniske installationer der ikke giver anledning til godtgørelse af elafgiften.

I den nugældende elafgiftslovs § 11, stk. 3, findes en beskrivelse af de tekniske installationer, der ikke giver anledning til godtgørelse af elafgift.

Energi til varmeleverancer er i almindelighed ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse, medmindre leverancen omfattes af en specifik procesrelateret undtagelse. Godtgørelsesreglerne i elafgiftslovens § 11, stk. 3, er blevet fortolket i overensstemmelse hermed ud fra et grundsynspunkt om, at begrebet »rumopvarmning« i bestemmelsen både dækker forbrug af elektricitet til fremstilling af varme, der anvendes af varmeproducenten selv, og i relation til forbrug af elektri-citet til fremstilling af varme, der leveres fra varmeproducenten.

Det må dog også erkendes, at en snæver ordlydsfortolkning af bestemmelsen kan give det indtryk, at der kan ydes godtgørelse af afgift af elektricitet til brug i f.eks. varmepumper til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden. Dette blev også resultatet af Landsskatterettens behandling af en sag, hvori en virksomhed anvendte elektricitet til fremstilling af varme, der blev leveret fra virk-somheden, jf. følgende uddrag af kendelsen:

»Landsskatteretten finder, at det omhandlede forbrug ikke er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3. I henhold til bestemmelsens ordlyd er forbrug i nærmere angivne anlæg/installationer, herunder varmepumper, samt lignende anlæg beregnet til rumopvarmning undtaget fra tilbagebetalingsretten. Retten finder herefter, at elforbrug i forbindelse med drift af de i sagen omhandlede varmepumper ikke kan anses for omfattet af § 11, stk. 3, idet der konkret ikke er tale om varme-pumper beregnet til rumopvarmning. Det omhandlede forbrug må derfor anses for tilbagebetalingsberettiget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, idet der ikke i øvrigt i elafgiftsloven er hjemmel til at undtage elektricitet anvendt til fremstilling af varme, der er leveret af virksomheden, fra tilbagebetalingsretten.

Det bemærkes, at energi forbrugt til varmeleverancer ikke er godtgørelsesberettiget i henhold til de øvrige afgiftslove samt, at det af lovbemærkningerne til den i 1995 foretagne ændring af elafgiftsloven kan udledes, at det var hensigten, at dette tillige skulle være gældende for elafgiften. Sådant forbrug kan imidlertid på grundlag af en ordlydsfortolkning af elafgiftslovens § 11 ikke anses for undtaget fra tilbagebetalingsretten, ligesom den dagældende § 11, stk. 4, som klart omfattede dette forbrug, blev ophævet ved lovændringen. Da det omhandlede elektricitetsforbrug opfylder betingelserne for tilbagebetaling efter § 11, stk. 1, nr. 1, er virksomheden herefter ikke afgiftspligtig i henhold til elafgiftslovens § 8, stk. 2.«.

Skatteministeriet finder, at der grundlæggende ikke kan være tvivl om, at det har været hensigten med udformningen af § 11, stk. 3, at der skal gælde de samme regler uanset, om der anvendes olie, gas, kul eller el til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, men at dette ikke er kommet tilstrækkeligt klart til udtryk i den gældende lovbestemmelse. Da resultatet af Landsskatterettens fortolkning samtidig kan medføre, at der sker en afgiftsmæssig spekulation, foreslås det, at bestemmelsen præciseres, således at det klart fremgår, at der ikke er adgang til godtgørelse af afgift af elektricitet i varmepumper m.v. til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden.

Lovforslag 195 af 27. april 2011 under ”Bemærkninger til de enkelte bestemmelser”, til nr. 1 til § 1

(…)

Nævnte § 11, stk. 3, 1. pkt., har denne ordlyd:

»Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.«

Nævnte § 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., lyder således:

»Endvidere ydes der ikke tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra virksomheden. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn.«

Ved leverancer af varme eller kulde er det dog producenten heraf og ikke modtageren, som er berettiget til tilbagebetaling efter den foreslåede tilbagebetalingsordning.

Ordningen gælder for momsregistrerede varmeværkers varmefremstilling på basis af el, men omfatter dog ikke elforbrug for hvilket varmeværket har valgt at få tilbagebetaling af elafgift efter elpatronordningen, da det ville føre til utilsigtet tilbagebetaling. Ordningen gælder generelt ikke for elforbrug, hvis der opnås tilbagebetaling af afgift for elforbruget efter andre ordninger i elafgiftsloven.

Den foreslåede ordning med tilbagebetaling af afgift kan højest gælde i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms vedrørende elektriciteten. Dette princip gælder allerede i forbindelse med anden tilbagebetaling af afgift efter den gældende elafgiftslov, jf. lovens § 11, stk. 16, 1. pkt.

Tilbagebetalingen forudsætter, at det tilbagebetalingsberettigede elforbrug opgøres efter nærmere regler. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter