Dato for udgivelse
18 Dec 2018 13:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Nov 2018 13:19
SKM-nummer
SKM2018.635.HR
Myndighed
Højesteret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
27/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Handelsværdi, udgangspunkt, nedskrevne, genanskaffelsesværdier, transaktioner, skøn, 6-års frist
Resumé

Sagen angik opgørelse af den skattemæssige indgangsværdi af aktiver, som en kommune havde indskudt i et vand- og spildevandsforsyningsselskab. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse.

Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver.

Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at ”hvile i sig selv”-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter ligningslovens § 2 burde fastsættes.

Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5

Skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1

Ligningslovens § 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, A.A.8.2.1.5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1 C.D.11.13.1.3.3

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 11-0301864

Tidligere instans: Østre Landsrets dom af 16. januar 2018, (SKM2018.91.ØLR).


Parter

H1

(v/adv. Arne Møllin Ottosen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Steffen Sverke og Sune Riisgaard)

Afsagt af Højesteretsdommerne

Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Lars Apostoli og Kristian Korfits Nielsen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 24. afdeling den 16. januar 2018 (SKM2018.91.ØLR).

Påstande

Appellanten, H1, har bortset fra påstanden om, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 er ugyldig, gentaget følgende påstande:

Principalt: Skatteministeriet skal anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af DANVAs værdiansættelsesmodel til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 509.726.604 kr. og 2.740.103.855 kr. for spildevandsforsyningen samt 70.565.458 kr. og 607.593.321 kr. for vandforsyningen.

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet til henholdsvis 352.335.458 kr. og 2.644.193.468 kr. for spildevandsforsyningen samt 71.183.205 kr. og 669.843.222 kr. for vandforsyningen.

Mere subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 2.865.184.419 kr. for ledningsnettet og 170.893.581 kr. for produktionsanlægget samlet for både vand- og spildevandsforsyningen.

Mest subsidiært: Hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse. 

Anbringender

H1 har anført navnlig, at de overdragne aktivers handelsværdi, jf. ligningslovens § 2, må fastsættes til den nedskrevne genanskaffelsesværdi eller til den regulatoriske indgangsværdi baseret på det pris- og levetidskatalog, som er godkendt af Forsyningssekretariatet i henhold til vandsektorlovgivningen (den såkaldte POLKA-værdi, der er gennemsnittet af den samlede nedskrevne genanskaffelsesværdi og den samlede nedskrevne anskaffelsesværdi).

Skatteministeriet må godtgøre, at der findes en værdiansættelsesmetode, der er mere egnet til at fastsætte handelsværdien end en af disse to værdiansættelsesmetoder. Det må tages i betragtning, at det efter lovgivningen på området ikke er muligt at tjene penge på vandforsynings- og spildevandsvirksomhed, jf. ”hvile i sig selv”-princippet, og at der derfor ikke findes et almindeligt frit marked, som handelsværdien af de overdragne aktiver kan fastsættes på baggrund af. Det savner således mening, når det i forarbejderne til vandsektorlovgivningen er anført, at handelsværdien er afgørende, i hvert fald hvis det er i et almindeligt frit marked.

Den handelsværdi, som ifølge lovgiver skal finde anvendelse ved opgørelse af den skattemæssige indgangsværdi, må derfor tilnærmes på anden måde.

Der er ikke grundlag for at anvende DCF-modellen (”discounted cash flow”), heller ikke i tillempet form, sådan som SKAT har gjort. Den anvendte tillempede DCF-model er ikke egnet til at fastsætte handelsværdien. Dette har skønsmanden fastslået i sit svar på spørgsmål E, hvor det er anført, at de regulatoriske krav i vandsektorlovgivningen ikke muliggør, at der skabes et frit ”cash flow” i et vandselskab. De midler, der tilvejebringes ved hjælp af effektivisering, skal enten geninvesteres i selskabets anlæg mv. eller anvendes til at sænke priserne. Da det ikke tillades at skabe et frit ”cash flow”, kan man heller ikke med mening operere med en diskonteringsfaktor, som skal omfatte bl.a. det risikofrie afkast i den investerede virksomhed og en risikopræmie. Den anvendte DCF-model er således – som anført af skønsmanden – ikke egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Modellen fører endvidere til et åbenbart urimeligt resultat, og SKATs skøn skal også af den grund tilsidesættes. Anvendelse af modellen fører reelt til, at aktiverne ingen handelsværdi havde på overdragelsestidspunktet. Dette er uforeneligt med lovgivers forudsætning om, at vandsektorens aktiver havde betydelig værdi, og med lovgivers forventning om, at skattepligten for vandselskaberne ikke ville have nogen umiddelbar provenuvirkning på hverken kort eller mellemlangt sigt, fordi selskaberne som følge af åbningsbalancerne ville have store afskrivninger. Lovgiver har således ikke tilsigtet en værdiansættelsesmetode, der baserer sig på DCF-modellen, og denne model er heller ikke nævnt noget sted i forarbejderne til vandsektorloven eller den hertil knyttede samlelov.

De værdiansættelsesmetoder, som vandselskabet ønsker anvendt, er ikke i strid med vandsektorlovgivningen. Der er ikke grundlag for at sige, at lovgivningsmagten i forbindelse med vedtagelsen af denne lovgivning har afvist metoderne. Hverken miljøministerens svar af 14. april 2009 på spørgsmål 5 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg eller notater fra Skatteministeriet med kommentarer til høringssvar kan ses som udtryk for, at lovgiver har afvist værdiansættelse på baggrund af nedskrevne genanskaffelsesværdier eller POLKAværdier. Det gælder således bl.a. Skatteministeriets kommentarer til et høringssvar fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, hvor der blev rejst spørgsmål om i vandsektorlovgivningen at fastsætte en tilsvarende overgangsordning som på el-området. Tværtimod taler bl.a. de provenumæssige forventninger i bemærkningerne til forslaget til samlelov og bemærkningerne i samme lovforslag om, at der ved opgørelsen af handelsværdien skal skelnes mellem city, by og land, for, at værdiansættelsen skal ske på baggrund af omkostninger forbundet med vandforsynings- og spildevandsvirksomhed.

Den nedskrevne genanskaffelsesværdi og POLKA-værdien er udtryk for, hvad aktiverne er værd set i forhold til, at der ikke er noget marked at sælge vandforsynings- og spildevandsvirksomhed i. Skønsmanden har således i svaret på spørgsmål F anført, at ”en måling af de indskudte aktiver til en eller anden form for genanskaffelsesværdier er mere velegnet” end den af SKAT anvendte DCF-model til at ansætte handelsværdien af overdragne aktiver. Som skønsmandens svar viser, er det relevant ved opgørelsen af den skattemæssige indgangsværdi at inddrage POLKA-værdien. POLKA-værdien er fastlagt af en anden myndighed og vil danne grundlag for fremtidig indtjening i selskaberne ved indregning i prisloftet. Anvendelse af disse standardpriser sikrer et ensartet værdiansættelsesgrundlag for vandselskabernes aktiver, og værdierne er dermed det bedste bud på en handelsværdi af aktiver, der indgår i vandforsynings- og spildevandsvirksomhed omfattet af ”hvile i sig selv”-princippet. POLKA-værdierne er ikke beregnet for 2007, men skønsmanden har i svaret på spørgsmål F udtalt, at dette ikke ændrer ved POLKA-værdiens relevans.

Den opgjorte regnskabsmæssige værdi af de overdragne aktiver i vandselskabets årsrapport for 2007 kan ikke indgå som et bevismoment ved opgørelsen af aktivernes skattemæssige indgangsværdi. Der er ikke tale om sammenfaldende vurderinger, men om forskellige balancer, da den regnskabsmæssige værdi er fastsat på et tidspunkt, hvor der var usikkerhed om metoden til opgørelse af den skattemæssige indgangsværdi, og da der må udvises forsigtighed ved fastlæggelsen af den regnskabsmæssige værdi, der tjener et andet formål end den skattemæssige åbningsbalance.

Vandselskaberne har under alle omstændigheder krav på, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi anvendes, da der foreligger en fast administrativ praksis herfor eller i hvert fald er sket en ”lovfæstelse” af denne værdiansættelsesmetode i forbindelse med vandsektorlovgivningens tilblivelse.

Hvis Højesteret ikke finder at kunne lægge nogen af de opgjorte beløb i vandselskabets påstande til grund, bør sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har anført navnlig, at kommunens overdragelse af aktiver til vandselskabet ubestridt er omfattet af ligningslovens § 2. Den skattemæssige indgangsværdi skal dermed fastsættes til det, som kommunen kunne have solgt aktiverne for til en af kommunen uafhængig part. Hverken den nedskrevne genanskaffelsesværdi eller den regulatoriske indgangsværdi godkendt af Forsyningssekretariatet (POLKA-værdi) udtrykker handelsværdien efter ligningslovens § 2.

Lovgiver har afvist, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi kan anvendes som skattemæssig værdiansættelsesmetode for vandsektoren. Det er eksplicit sket i miljøministerens svar på spørgsmål 5 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg vedrørende forslagene til vandsektorlovgivning, hvor det er anført, at nedskrevne genanskaffelsesværdier kun kan anvendes, hvis vandselskabet dokumenterer, at de nedskrevne genanskaffelsesværdier konkret svarer til handelsværdien. Denne dokumentationspligt har vandselskabet ikke løftet, hvilket understøttes af skønsmandens svar på spørgsmål F og spørgsmål SS2, hvor det er anført, at genanskaffelsesværdier er noget andet end handelsværdier.

Lovgiver har også afvist, at POLKA-værdier kan anvendes til at fastlægge den skattemæssige indgangsværdi. Dette er navnlig kommet til udtryk ved, at bemærkningen i et tidligere lovudkast om, at ”selskabernes reguleringsmæssige åbningsbalancer kan samtidig danne grundlag for de skattemæssige indgangsværdier”, ikke blev medtaget i det fremsatte forslag til vandsektorlov. POLKA-værdier anvendes af vandselskaberne til at foretage forsyningsmæssige afskrivninger, men heraf kan ikke sluttes, at POLKA-værdier så også kan anvendes som det skattemæssige afskrivningsgrundlag. Skønsmanden har i svaret på spørgsmål SS IA afvist, at POLKA-værdien udtrykker handelsværdien. Det kan ikke ændre herved, at det i bemærkningerne til vandsektorlovgivningen er anført, at opdelingen i city, by og land er relevant for opgørelsen af handelsværdien. Disse forhold afspejles i vandselskabernes budgetter, og SKATs anvendelse af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode (DCF-modellen) tager netop udgangspunkt i vandselskabernes budgetter. Dermed tages der i SKATs skøn hensyn til forskelle i omkostninger mv. i de forskellige zoner, og dette er en mere retvisende metode til at opgøre handelsværdien end at basere sig på eksempelvis, om vandledninger er placeret i kategorien ”by” eller ”city”. Ved – som SKAT har gjort – at basere værdien på vandselskabernes budgetter bruges den til enhver tid aktuelle værdi af aktivernes placering.

Der er således ikke lovhjemmel til at anvende hverken den nedskrevne genanskaffelsesværdi eller POLKA-værdien, og der er da heller ikke nogen uafhængig part, der ville være villig til at købe de overdragne aktiver til en pris, som var baseret på en af disse to værdiansættelsesmetoder.

SKAT har derfor været berettiget og forpligtet til at udøve et skøn over aktivernes handelsværdi. SKAT har skønsmæssigt ansat værdien af aktiverne på baggrund af en tillempet DCF-model. Denne model er som anført af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer relevant at anvende, når det ikke er muligt at identificere nogen sammenlignelige handler mellem uafhængige parter, som kan bruges til at vurdere aktivernes markedsværdi. Forenklet udtrykt estimerer DCF-modellen markedsprisen ved at sammenholde den indtjening, som man kan opnå, hvis man køber aktiverne, med det afkastkrav, som en investor vil have, hvis vedkommende skal købe aktiverne. SKAT har tillempet modellen, idet der er taget hensyn til, at det foreløbige overskud, som vandselskabet kunne skabe, ikke kunne udloddes, men skulle geninvesteres i selskabet eller anvendes til at reducere vandpriserne. I stedet er der taget udgangspunkt i vandselskabets egne budgetter og heri opgjorte fremtidige indtægter, og på baggrund heraf er beregnet en nutidsværdi af indtægterne. Desuden er der fastsat et forsigtigt afkastkrav, ligesom den gennemsnitlige forventede restlevetid på de overdragne aktiver er opgjort ud fra vandselskabets årsrapport. De overdragne aktivers værdi er beregnet på baggrund heraf. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte elementerne i SKATs tillempede DCF-model, og vandselskabet har således ikke godtgjort, at SKATs skøn hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller er åbenbart urimeligt. Der er ikke grundlag for at tage skønserklæringen til indtægt for, at SKATs skøn på baggrund af den tillempede DCF-model kan tilsidesættes, fordi der ikke skabes et frit ”cash flow”. Skønsmanden har ikke i svaret på spørgsmål E – eller andre svar – forholdt sig specifikt til den anvendte model, men kun udtalt sig generelt om DCF-modellens anvendelighed. Skønsmanden er ikke i stand til at pege på en metode, der er mere velegnet end SKATs metode, og som udtrykker handelsværdien inden for rammerne af ligningslovens § 2, jf. navnlig svaret på spørgsmål F og spørgsmål SS 2. Når skønsmanden ikke kan pege på en lovlig alternativ model, der er mere velegnet til at finde handelsværdien, kan SKATs metode ikke kritiseres for at være baseret på et forkert grundlag. Heller ikke vandselskabet har peget på en værdiansættelsesmetode, der er mere egnet end den tillempede DCF-model til at udfinde handelsværdien.

Der foreligger ikke en fast administrativ praksis for at anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som den skattemæssige indgangsværdi, og denne værdiansættelsesmetode kan ikke anses for ”lovfæstet” i forbindelse med vandsektorlovgivningens tilblivelse.

Det bestrides, at værdien af de overdragne aktiver kan opgøres til nogle af de beløb, som fremgår af H1s påstande. 

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

H1 blev stiftet af Y1 Kommune med regnskabsmæssig virkning fra den 1. september 2006 ved apportindskud af kommunens vandforsynings- og spildevandsaktiviteter, og kommunen ejede derefter aktierne i vandselskabet.

Sagen angår opgørelse af den skattemæssige indgangsværdi af det ledningsnet og produktionsanlæg, som blev overdraget til H1 i forbindelse med udskillelsen af de kommunale vandforsynings- og spildevandsaktiviteter. Indgangsværdien danner grundlag for vandselskabets skattemæssige afskrivninger på de overdragne aktiver.

Overdragelsen er omfattet af ligningslovens § 2 om transaktioner mellem interesseforbundne parter, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skal således fastsættes efter denne bestemmelse.

Værdiansættelsen efter ligningslovens § 2

Af ligningslovens § 2, stk. 1, nr. 1, fremgår, at skattepligtige, der kontrolleres af juridiske personer, ved opgørelsen af værdien i forbindelse med en indbyrdes transaktion skal anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

Højesteret lægger i overensstemmelse med skønserklæringen, jf. svarene på spørgsmål A, A/B 1 og SS 2, til grund, at der som følge af de regulatoriske krav på området, herunder navnlig ”hvile i sig selv”-princippet, ikke er et marked for handel med vandforsynings- og spildevandsvirksomheder eller sådanne virksomheders aktiver, og at der ikke findes tilsvarende eller lignende transaktioner mellem uafhængige parter, som kan danne grundlag for en vurdering af værdien af H1s ledningsnet og produktionsanlæg. Der kan således ikke i den foreliggende sag fastsættes en værdi af ledningsnet og produktionsanlæg baseret på, hvad dette kan sælges for i almindelig fri handel.

Forarbejderne til ligningslovens § 2 indeholder ikke anvisning på, hvordan handelsværdien af overdragne aktiver nærmere skal fastsættes i en situation som den foreliggende. I den vandsektorlovgivning, som blev vedtaget i 2009, er der heller ikke taget nærmere stilling hertil.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har ved udøvelsen af sit skøn over de overdragne aktivers skattemæssige værdi anvendt en tillempet DCF-model (”discounted cash flow”). Skønsmanden har i svaret på spørgsmål E anført, at denne model ikke er egnet til at fastsætte handelsværdien af overdragne aktiver, idet et væsentligt element i modellen er det fremtidige frie ”cash flow”, der defineres som den likviditet, som skabes ud over det, der skal geninvesteres i virksomheden eller bevares i denne. Som følge af de regulatoriske krav kan der i vandsektoren ikke skabes et frit ”cash flow”, og det er ifølge skønsmanden derfor ikke meningsfuldt at operere med en diskonteringsfaktor, som er en forudsætning for DCF-modellen. Højesteret finder i overensstemmelse med skønsmandens besvarelse, at DCF-modellen ikke udgør et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af det ledningsnet og produktionsanlæg, som er overdraget til H1.

For vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at ”hvile i sig selv”-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret finder på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af ledningsnettet og produktionsanlægget må være, hvilken værdi aktiverne må skønnes at have haft for H1.

Som følge af overtagelsen af forsyningspligten har det for H1 været nødvendigt at råde over et ledningsnet og produktionsanlæg. Udgangspunktet for værdiansættelsen må derfor være, hvad det under markedsmæssige betingelser ville have kostet for H1 at overtage det allerede eksisterende ledningsnet og produktionsanlæg. Nettets og anlæggets nedskrevne genanskaffelsesværdi er et tilnærmet udtryk herfor. Alternativet for H1 ville være nyetablering af et ledningsnet og produktionsanlæg. Efter ligningslovens § 2 skal værdien fastsættes i overensstemmelse med, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter. Ved skønnet over, hvilken værdi det erhvervede ledningsnet og produktionsanlæg bør fastsættes til, må der derfor også tages hensyn til, at kommunen som den sælgende part ikke havde noget at bruge ledningsnettet og produktionsanlægget til efter H1’s overtagelse af forsyningspligten. H1 må derfor antages som den købende part at kunne have forhandlet sig til en lavere købspris for ledningsnettet og produktionsanlægget end den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

På den anførte baggrund og i overensstemmelse med skønsmandens svar på spørgsmål F finder Højesteret, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), er et rimeligt udtryk for, hvorledes ledningsnettets og produktionsanlæggets værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.

Højesteret bemærker, at der i forarbejderne til vandsektorlovgivningen, herunder ministersvar afgivet under behandlingen af lovforslagene, ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse lovgiver for at have bestemt, at den metode, som POLKA-værdien beregnes efter, ikke kan anvendes til at fastsætte den skattemæssige indgangsværdi af overdragne aktiver.

Den konkrete sag

Højesteret har ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med Y1 Kommunes overdragelse af ledningsnet og produktionsanlæg til H1.

Højesteret finder på denne baggrund, at sagen bør hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling med henblik på fastsættelse af den skattemæssige indgangsværdi af de overdragne aktiver og tager herefter H1s mest subsidiære påstand til følge.

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret med i alt 4.010.000 kr. Heraf er 4.000.000 kr. til dækning af udgift til advokat og 10.000 kr. til dækning af retsafgift for landsret og Højesteret. Der er ved fastsættelsen af udgift til advokat taget hensyn til sagens værdi, principielle karakter samt arbejdets omfang og til, at sagen er blevet hovedforhandlet sammen med sagen vedrørende G2 (sag 28/2018).

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale i alt 4.010.000 kr. til H1. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.