Dato for udgivelse
05 Feb 2019 13:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
10 Dec 2018 15:08
SKM-nummer
SKM2019.61.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS C2-922/2017
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Samlever, tidligere, erhvervet, retskrav, overførsler, ukendskab, betydelig, størrelse, beløb,
Resumé

Sagen vedrørte i første række spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig i Danmark af beløb overført til hendes og hendes barns konto fra hendes tidligere samlever i Schweitz. I anden række angik sagen, om der var grundlag for genoptagelse som følge af grov uagtsomhed fra sagsøgeren, og om SKAT havde overholdt varslingsfristen for genoptagelsen.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at sagsøgeren havde erhvervet et retskrav på betalingerne ved indgåelse af en mundtlig aftale inden hun flyttede til Danmark. Sagsøgeren blev derfor anset for skattepligtig i Danmark for overførslerne, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Retten fandt, at sagsøgeren måtte have været klar over, at man ikke hos SKAT var i besiddelse af oplysninger om de omhandlede overførsler, så der rettidigt kunne foretages korrekte skatteansættelser. Sagsøgerens ukendskab til de relevante skatteregler kunne ikke i sig selv medføre, at sagsøgerens uagtsomhed, ved at undlade at indsende korrekte selvangivelser, alene skulle anses for simpel. Sagsøgeren burde dermed have indset muligheden for, at beløbene var skattepligtige, og derfor have søgt sagkyndig bistand til afklaring af spørgsmålet, eller i forbindelse med sine selvangivelser have givet særskilt oplysning om, at hun havde modtaget beløb af en betydelig størrelse, som hun anså for skattefrie. På den baggrund anså retten det for groft uagtsomt, at hun undlod at selvangive de omhandlede beløb. Derfor havde SKAT hjemmel til at ændre hendes skatteansættelser i medfør at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten lagde til grund, at modtagelsen af oplysninger fra Projekt Money Transfer ikke gav SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Dette grundlag forelå først efter sagsøgerens besvarelse af de spørgsmål, som oplysningerne fra Projekt Money Transfer gav SKAT anledning til at stille. Varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet, da SKAT sendte sin agterskrivelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Reference(r)

Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra C

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.A.2.2.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1, A.A.8.2.2.1.2.5,

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1 A.A.8.2.2.1.2.5

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 16-0117979

Sagen er anket af sagsøger til Vestre Landsret


Parter

A

(v/adv. Leo Jantzen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mads Høeg Sørensen)

Afsagt af Byretsdommer

Poul Henrik Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, A, er skattepligtig af beløb, som hun i 2007, 2010, 2012 og 2013 modtog fra sin tidligere samlever, IH, der er bosat i Schweiz. Sagsøgeren levede papirløst sammen med IH i Schweiz i årene 1997-2006, og de har sammen børnene, JW, født i 2002 og NM, født i 2005. Gennem oplysninger fra Projekt Money Transfer modtog SKAT i marts 2014 oplysninger om, at der i de pågældende år var overført penge fra IH til sagsøgeren og sagsøgerens børn.

Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelser for de pågældende indkomstår nedsættes således:

2007 nedsættes med 450.400 kr.

2010 nedsættes med 580.900 kr.

2012 nedsættes med 59.440 kr.

2013 nedsættes med 49.510 kr.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelser for de pågældende indkomstår hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Det er under sagen omtvistet, om sagsøgeren har modtaget de nævnte beløb i henhold til bindende løfter, som IH gav sagsøgeren, før hun i juli 2006 flyttede tilbage til Danmark med børnene, og hvis dette spørgsmål må besvares benægtende, om skattemyndighederne efter skatteforvaltningslovens § 26 er afskåret fra at foretage ændringer af sagsøgerens indkomstansættelser for årene 2007 og 2010.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 17. maj 2017. Det hedder i Landsskatterettens afgørelse bl.a.:

"..

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1 og 6 B.

I de omhandlede perioder er der konstateret indsætninger på klagerens og klagerens søns bankkonti i F1-bank på i alt 3.139.425,68 kr., hvoraf de 1.209.515 kr. af SKAT er blevet vurderet til at vare skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Der er indsat to enkeltstående, større beløb i 2007 og 2010, på henholdsvis 450.400,98 kr. og 580.900 kr. Fra juli 2012 til og med maj 2013, hvortil SKAT har money transfer oplysninger, er der indsat et månedligt beløb i starten af hver måned på omtrent 9.900 kr. Klagerens tidligere samlever i Schweiz er afsender på samtlige beløb.

Klagerens repræsentant har i klageskrivelsen anført, at de indsatte beløb er erhvervet mens klageren var udenlandsdansker i Schweiz, og at bevisbyrden for, at det modsatte er gældende, påhviler SKAT.

Det anføres i repræsentantens tidligere skrivelser til SKAT, at beløbene udspringer af et kompensationskrav, som klageren har overfor sin tidligere samlever. Der er fremlagt en underskrevet aftale herom, dateret den 18. oktober 2010, som efter repræsentantens udsagn er en ændring af en aftale, som blev indgået den 10. november 2006. Ifølge repræsentanten udspringer kompensationskravet af, at klageren ved samlivets ophør blev købt ud af en restaurant, som hun har ejet i fællesskab med sin tidligere samlever.

Ved ophør af samliv er udgangspunktet, at hver part ejer sit, da der ikke er indgået ægteskab. I henhold til praksis skal der foreligge et retskrav mellem parterne, f.eks. for værdiskabende indsats eller for indskudte midler, før der kan overføres midler skattefrit i forbindelse med samlivets ophør, medmindre der foreligger ganske særlige tilfalde. Foreligger der ikke et retskrav, skal der ske beskatning som gave eller vederlag for arbejde, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten finder ikke at klageren har godtgjort, at der består et kompensationskrav mellem parterne. Der er lagt vagt på, at det påståede krav på kompensation ved salg af klagerens ejerandel i en fællesejet restauration ikke er dokumenteret af klageren. Der er desuden lagt vagt på, at klageren i almindelighed ikke ses at have bidraget til, at klagerens tidligere samlever har kunnet oparbejde eller bevare virksomhed, ejendom eller formue. Dette underbygges af, at klageren og klagerens repræsentant selv anfører, at de omhandlede midler først overførtes fra den tidligere samlever på et senere tidspunkt end aftalt, grundet den tidligere samlevers mangel på likviditet.

Landsskatteretten finder derfor, at de omhandlede beløb må anses for en gave. Spørgsmålet er herefter, om gaven falder ind under § 22, stk. 1, litra d, i lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), og dermed ikke skal henregnes til klagerens skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, eller om gaven er skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at de omhandlede beløb er overført som følge af en af tale mellem parterne, som er indgået den 10. november 2006 og revideret den 18. oktober 2010. Der er fremlagt dokumentation herom.

Landsskatteretten finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de omhandlede beløb er overført som følge af den fremlagte aftale. Ifølge aftalen er der betalt 100.000 kr. i november 2006, men et sådant beløb ses ikke at være gået ind på klagerens konto før 21. september 2007. Endvidere skulle der ifølge aftalen overføres 1.000 CHF månedligt til klagerens konto i perioden 2007-2009, samt i januar-oktober 2010. De i nærværende sag omhandlede, månedlige overførsler er dog kun set indsat i perioden 3. juli 2012 til juni 2013, og er alle på omtrent 9.900 kr., svarende til cirka 1.600 CHF. Det bemærkes, at selvom beløbene kunne anses for at udspringe af den fremlagte aftale, er denne underskrevet den 10. november 2006, hvilket ligger efter tidspunktet for klagerens tilflytning til Danmark den 11. juli 2006. Aftalen ville således ikke være indgået mens klageren boede i udlandet.

Beløbene er erhvervet imens klageren var bosiddende i Danmark, og efter parrets samlivsophævelse. Beløbene er dermed ikke omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, men derimod § 4, stk. 1, litra c.

Der henvises til SKM2012.105.HR, hvor den ene part i forbindelse med en samlivsophævelse havde faet en gave på 6 mio. kr. Højesteret anså beløbet for at vare en skattepligtig gave efter statsskattelovens § 4, litra c, idet retten ikke fandt at der bestod et kompensationskrav imellem parterne. Beløbet var overført efter samlivsophævelsen, og retten fandt det ikke godtgjort, at der forud for partens fraflytning var blevet afgivet et gaveløfte til hende om betaling af 6 mio. kr.

Klageren har som anført faet indsat et månedligt beløb på sin søns konto i starten af hver måned på omtrent 9.900 kr. i perioden 3. juli 2012 til og med 2. maj 2013, hvortil SKAT har money transfer oplysninger. Udover at beskatte de konstaterede indsætninger, har SKAT ligeledes beskattet klageren af skønnet 7 gange 9.894,97 kr. for sidste halvdel af 2013. Landsskatteretten har modtaget kontoudtog for samtlige af de bankkonti, som tilhørte klageren samt klagerens sen i indkomståret 2013. De skønnede beløb ses ikke at være tilgået klagerens eller klagens søns konti, hvorfor klageren ikke skal beskattes heraf.

Landsskatteretten nedsætter derfor SKATS afgørelse med 69.265 kr.

..."

Den i Landsskatterettens kendelse nævnte aftale mellem sagsøgeren og IH dateret 10. november 2006 lød i dansk oversættelse således:

"...

Vi har været sammen siden 1998 og er gået hver til sit i sommer: Vi er ikke gift og har to børn sammen. A flytter til Danmark med JW og NM. Derfor har vi aftalt, at hun får CHF 300.000. -

Vi har åbnet en restaurant i vinteren 2005. Derfor er det ikke muligt at udbetale A’s andel til hende. Der betales nu CHF 100.000,-

Indtil de resterende CHF 200.000,- overføres til A, betaler IH hver måned CHF 1.000,- første gang i januar 2007. Dette beløb på CHF 1.000, (CHF 12.000,- pr. år) trækkes fra det samlede beløb"

Sagsøgeren og IH har den 18. oktober 2010 underskrevet en aftale af følgende indhold (i dansk oversættelse).

"Som aftalt vil IH næste måned overføre CHF 100.000,- til A.

Status er så:

November 2006     CHF 100.000,-
Månedligt CHF 1.000,- i 2007  CHF 12.000,-
"           "  1.000,- i 2008    CHF 12.000,-
"           "  1.000,- i 2009    CHF 12.000,-
"           "  1.000,- i 2010: januar-oktober   CHF 10.000,-
November 2010   CHF 100.000,-
I alt  CHF 246.000,-

Indtil de resterende CHF 54.000,- er betalt, vil IH fortsat overføre CHF 1.000,- om måneden".

Efter modtagelsen af oplysningerne fra Projekt Money Transfer bad SKAT ved brev af 28. januar 2015 sagsøgeren om forskellige oplysninger. SKAT's henvendelse blev besvaret af sagsøgeren den 17. februar 2015, og SKAT har herefter den 20. maj 2015 meddelt sagsøgeren, at man agtede at ændre sagsøgerens skattepligtige indkomst med i alt 1.209.515 kr. vedrørende årene 2007, 2010-2013.

I henhold til et responsum indhentet i Schweiz vedrørende formueforholdet mellem ugifte samlevende har ugifte samlevende i princippet ikke ret til at modtage noget fra den anden part i henhold til schweizisk ret.

Sagsøgeren har under hovedforhandlingen oplyst, at det ikke af sagsøgeren gøres gældende, at det beløb, som hun modtog fra IH, skal anses som skattefrie kompensationskrav i forbindelse med samlivsophævelsen.

Sagsøgeren har forklaret, at hun er uddannet i tekstilbranchen. Efter uddannelsens afslutning tog hun til Schweiz på et 6 måneders ophold, men mødte IH i november 1997. Hun forlængede derfor sit ophold, og i 1998 eller 1999 flyttede hun og IH sammen. De giftede sig ikke. Hun var flyttet til et katolsk område, men var selv protestant. Af denne grund og fordi sagsøgeren var ældre end IH, syntes især hendes svigermor ikke om forholdet. Sagsøgeren arbejdede på svigerforældrenes hotel.

Sagsøgeren og IH fik to børn sammen, og det betød, at sagsøgeren fik en lidt anden status. Hun og IH ville gerne åbne deres egen restaurant, men det trak ud med tilladelsen. Da de åbnede restauranten, havde de fået JW. I den periode havde sagsøgeren morgentjansen i restauranten. Hun tog sig af børnene og kunne derfor ikke præstere den store arbejdsindsats i restauranten. I Schweiz er det sådan, at kvinder normalt ikke arbejder, efter at de har fået børn. Sagsøgeren fik ingen løn for det arbejde, hun lagde i restauranten. Det var en hård tid for sagsøgeren, dels på grund af det religiøse, men også fordi hun blev opfattet som en "guldrytter", der var gået efter hotelejerens søn. Sagsøgeren tænkte ikke på, hvad der ville ske, hvis de gik fra hinanden. De åbnede restauranten i vinteren 2003-2004. Svigerforældrene havde solgt nogle lejligheder, så de kunne give IH penge til køb af grunden som arveforskud. Der blev optaget lån til huset i IH’s navn. Restauranten gik godt fra dag 1. De købte en bil, men bortset herfra kunne de ikke trække noget ud, men betalte afdrag på gælden. Restauranten har kørt godt, siden den blev åbnet, og IH har været i stand til at lade sig pensionere allerede som 41 årig. Sagsøgeren flyttede tilbage til Danmark i 2006. Hun havde problemer med at finde en omgangskreds, og der var også problemer for JW med at finde nogen at lege med. I maj 2006 indså hun, at det ikke kunne fortsætte. Der var ikke plads til sagsøgeren og børnene dernede. Før de skiltes, lovede IH at betale hende 300.000 CHF. Dette løfte gav han hende, da de lukkede restauranten ned for sommeren, før de kørte til Danmark. IH sagde, at det var passende med 300.000 CHF. Sagsøgeren havde ikke regnet med noget som helst. IH gav hende løftet ca. en måned før sagsøgeren flyttede til Danmark. Hun fik ikke løftet på skrift på daværende tidspunkt, idet hun stolede på ham. Hun ved ikke, hvorfor aftalen blev skrevet ned i november 2006. De har også underskrevet et lånedokument, men det var blot noget, som IH’s revisor sagde, han skulle bruge. Hun har meddelt SKAT, at hun ikke efter schweizisk ret havde krav på penge fra IH, men at hun havde et krav efter det løfte, han havde givet hende. Hun har arbejdet for ham siden 2002 uden løn. Hun var med til at bygge restauranten op, og der var for hende at se tale om en ganske almindelig skilsmisse, da de ophævede samlivet. Det havde aldrig strejfet hende, at der kunne blive tale om at betale skat af de penge, hun modtog. Hun læste ikke kontrakten om underholdsbidrag til børnene igennem. IH betalte 1.000 CHF om måneden i underholdsbidrag til børnene, men skulle egentlig efter de to kontrakter have betalt 1.000 CHF for hvert barn. Derimod betalte han andre udgifter vedrørende børnene. Det var hans ønske, at sagsøgeren og børnene skulle have en levefod af en vis standard. Da sagsøgeren på et tidspunkt fik det så dårligt, at hun blev nødt til at sige sit job op, betalte han hende ca. 10.000 kr. om måneden. Det var penge, der blev sat ind på kontoen, så sagsøgeren ikke blev nødt til at søge offentlig hjælp. IH havde på det tidspunkt ikke betalt alle de 300.000 CHF, og hans betaling af de ca. 10.000 kr. om måneden har nok for ham været en måde at afvikle den resterende del af gælden på. Efter at de havde åbnet deres egen restaurant, kom hun dér i frokostpausen, ligesom hun deltog i arbejdet på lageret. Hun har ikke ført kontrol med, hvor meget IH betalte, idet hun stolede på, at han ville opfylde sine forpligtelser. De penge, som hun modtog fra IH, er blevet beskattet i Schweiz. Det var IH, som betalte for, at børnene gik i friskole. Hun troede, at det beløb, han betalte for dette, ville komme ud over det, som IH havde forpligtet sig til at betale til hende, men det viste sig ikke at være tilfældet.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det efter hendes forklaring må lægges til grund, at IH gav sit tilsagn om betaling af pengene, før hun flyttede fra Schweiz, og dermed før hun blev skattepligtig i Danmark. Det var naturligt, at der i forbindelse med samlivsophævelsen blev indgået aftaler af denne art. Hun har ikke fået de betalinger vedrørende børnene, som hun efter aftalerne med IH var berettiget til. Sagsøgeren har sandsynliggjort, at de beløb, der blev indsat på JW’s konto, kan være indeholdt i de 300.000 CHF, som IH havde forpligtet sig til at betale, eller at der var tale om børnepenge, som skulle have været indsat på NM’s konto. SKAT har ikke været berettiget til at forhøje sagsøgerens skattepligtige indkomst i årene 2007 og 2010, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Fristerne er ikke overholdt, og der er ikke, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, grundlag for en ekstraordinær genoptagelse. Sagsøgeren har ikke i forbindelse med sine selvangivelser for årene 2007 og 2010 handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Der foreligger ikke noget strafbart forhold fra sagsøgerens side, hvilket, jf. forarbejderne til § 27, stk. 1, nr. 5, er en betingelse for ekstraordinær ansættelse. Det må ved vurderingen af, om tilregnelseskravet er opfyldt, lægges vægt på, at sagsøgeren hverken efter sin stilling eller sin uddannelsesmæssige baggrund har haft forudsætninger for at vurdere de skatteretlige aspekter ved dispositionerne. Det er skattemyndighederne, som har bevisbyrden for, at der har foreligget grov uagtsomhed, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Skattemyndighederne må i denne sammenhæng bevise, at aftalen med IH ikke er indgået, før hun flyttede til Danmark. Selv om det eventuelt bevises, at aftalen ikke er indgået før hendes flytning, har der alligevel kun foreligget simpel uagtsomhed fra sagsøgerens side. Desuden har skattemyndighederne ikke overholdt reaktionsfristen på 6 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet skattemyndighederne modtog oplysningerne om pengeoverførslerne mere end 6 måneder, før ændringerne af den skattepligtige indkomst blev varslet.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren var skattepligtig i Danmark, da beløbene blev modtaget. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at betalingerne skete i henhold til aftaler indgået, før sagsøgeren blev skattepligtig i Danmark. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at dette var tilfældet. Der foreligger ingen objektive kendsgerninger, der understøtter sagsøgerens forklaring. Sagsøgerens manglende selvangivelse af de modtagne beløb må tilregnes hende som forsætlig eller begået af grov uagtsomhed. 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, må regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne fik kundskab om overførslerne, og dette er først sket, efter at sagsøgeren har besvaret de spørgsmål, som oplysningerne fra Projekt Money Transfer gav anledning til at stille. Skattemyndighederne kunne ikke udelukkende på grundlag af oplysningerne fra Projekt Money Transfer udlede, hvad indbetalingerne på sagsøgerens og JWs konti betød. Skattemyndighederne modtog først de relevante oplysninger den 7. maj 2015 dvs. mindre end 6 måneder før varslingerne skete. 

Rettens begrundelse og resultat:

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at sagsøgeren under sagens behandling i Landsskatteretten gjorde gældende, at de omhandlede beløb blev overført som følge af en aftale indgået den 10. november 2006, på hvilket tidspunkt sagsøgeren boede i Danmark. Sagsøgeren har forklaret, at pengene blev overført i henhold til et bindende løfte afgivet af IH, mens sagsøgeren stadig var bosat i Schweiz. Der er ikke af sagsøgeren ført andet bevis for et sådant løfte. Sagsøgeren findes herefter ikke at have dokumenteret, at hun, før hun flyttede til Danmark, havde erhvervet et retskrav på betalingerne, som hun må derfor anses for skattepligtige af i Danmark, jf. statsskattelovens § 4, stk.1 litra c.

Sagsøgeren må have været klar over, at man ikke hos SKAT var i besiddelse af oplysninger om de stedfundne pengeoverførsler, så der rettidigt kunne foretages korrekte skatteansættelser for 2007 og 2010. Sagsøgerens ukendskab til de relevante skatteregler kan ikke i sig selv medføre, at sagsøgerens uagtsomhed ved at undlade at indsende korrekte selvangivelser alene skal anses for simpel. Sagsøgeren burde have indset muligheden for, at beløbene var skattepligtige, og derfor have søgt sagkyndig bistand til afklaring af spørgsmålet, eller i forbindelse med sine selvangivelser have givet særskilt oplysning om, at hun havde modtaget beløb af en betydelig størrelse, som hun anså for skattefrie. Det kan på denne baggrund bebrejdes sagsøgeren som groft uagtsomt, at hun undlod at selvangive de fra IH modtagne beløb i 2007 og 2010. SKAT findes herefter at have haft hjemmel til at ændre hendes skatteansættelser for 2007 og 2010 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.5.

Det lægges til grund, at SKAT modtog oplysningerne fra Projekt Money Transfer i marts 2014, men det kan ikke antages, at disse oplysninger i sig selv gav SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.5. Dette grundlag forelå først efter sagsøgerens besvarelse den 17. februar 2015 af de spørgsmål som oplysningerne fra Projekt Money Transfer havde givet SKAT anledning til at stille. Varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk.2, 1.pkt var derfor ikke overskredet, da SKAT sendte sin agterskrivelse den 20. maj 2015.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Efter sagens udfald i forhold til de nedlagte påstande skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbet skal dække Skatteministeriets udgifter til advokat incl. moms. 

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale Skatteministeriet 50.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet skal forrentes i henhold til rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter