Dato for udgivelse
07 Jan 2019 12:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Oct 2018 12:13
SKM-nummer
SKM2019.3.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
BS 1-426/2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Hjemvisning, bekræftende til genmæle
Resumé

 

Sagen angik oprindeligt spørgsmålet om, hvorvidt et boligselskab var berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af et kloakanlæg internt på boligselskabets ejendom.

Landsskatteretten havde i sin afgørelse fundet, at det kun var en mindre del af det interne kloakanlæg som medførte en stigning i grundens værdi, dvs. udgjorde hovedanlæg. Boligselskabet fik dog ikke fradrag herfor, da det ikke var godtgjort, at boligselskabet havde afholdt udgifterne til etablering af anlægget.

Under sagen ændrede boligselskabet påstand efter SKM2017.330HR, idet boligselskabet erklærede sig enig i Landsskatterettens vurdering af hovedanlæggets omfang. Boligselskabet frafaldt derfor synspunktet om hovedanlæggets udstrækning.

Sagen angik herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt boligselskabet havde godtgjort at have betalt for etableringen af kloakanlægget.

Efter boligselskabet bl.a. på baggrund af opfordringer i Skatteministeriets duplik havde fremlagt en række yderligere dokumenter vedrørende betalingen for kloakanlægget, anerkendte Skatteministeriet, at boligselskabet med det nu fremlagte materiale havde løftet bevisbyrden for, at selskabet havde betalt etableringen af kloakanlægget.

Skatteministeriet var imidlertid ikke i stand til at tage bekræftende til genmæle over for boligselskabets påstand, fordi den ikke havde den fornødne præcision til at indgå i en domskonklusion. I stedet for at nedlægge en påstand om afvisning over for boligselskabets uegnede påstand nedlagde Skatteministeriet en påstand, som havde den fornødne præcision.

Selvom det var ubestridt fra boligselskabets side, både at boligselskabets påstand ikke var egnet til at indgå i en domskonklusion, og at den af Skatteministeriet nedlagte påstand var egnet, valgte boligselskabet at nedlægge en ny påstand, som var identisk med den af Skatteministeriet nedlagte. Boligselskabet bemærkede i den forbindelse, at det ikke var boligselskabets opgave at tage bekræftende til genmæle.

Retten erklærede sig enig med Skatteministeriet i, at boligselskabets påstand ikke havde den fornødne klarhed. Retten tog derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Retten bemærkede endvidere, at boligselskabet ikke havde fået medhold i sin oprindeligt nedlagte påstand, og at boligselskabet havde fortsat sagen, hvor denne kunne have taget bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets påstand, hvorfor Skatteministeriet skulle tildeles sagsomkostninger.

 

Reference(r)

-

Henvisning

-


Parter  

H1-boligselskab

(v/adv. Kristine Martin Berg)

 Mod

 Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. fm. Nynne Marie Brandt)

Afsagt af byretsdommer

 Bybjerg Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om fradragsansættelsen ved vurderingsårene 2003, 2004 og 2006 på nærmere markerede kloakforsyningsanlæg for ejendommen beliggende Y1-adresse, som tilhører sagsøgeren, H1-boligselskab, skal hjemvises til Vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse. Parterne er enige om hjemvisningen, men uenige om hvilken påstand, der kan danne grundlag for hjemvisningen.

Sagsøgerens endelige påstand er, at fradragsansættelsen ved vurderingsårene 2003, 2004 og 2006 for det med grøn og gul farve på bilag A markerede kloakforsyningsanlæg for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejd. nr…13) hjemvises til Vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Sagsøgtes endelige påstand er, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradrag i grundværdien i vurderingsårene 2003, 2004 og 2006 for den del af kloakanlægget, som er markeret med gul og grøn på sagens bilag A.

Oplysningerne i sagen

Sagen er efter parternes aftale og med rettens accept behandlet på skriftligt grundlag.

Sagen har sin baggrund i en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 18. januar 2016, hvilken afgørelse er indbragt for retten ved stævning modtaget den 13. april 2016, og som angik spørgsmålet, om H1-boligselskab var berettiget til fradrag i grundværdien for størstedelen af det interne kloakanlæg på boligselskabets ejendom og derved ikke kun den begrænsede del, som Landsskatteretten i sin afgørelse havde anset for grundforbedrende, dvs. udgørende hovedanlæg, og som er indtegnet på ledningskortet, sagens bilag A.

I replik af 18. maj 2017 og efter afsigelsen af dommen refereret i UfR2017.2052H, ændrede boligselskabet sin påstand, idet boligselskabet nu erklærede sig enig i Landsskatterettens vurdering af, i hvilket omfang kloakanlægget var grundforbedrende. Boligselskabet frafaldt derfor synspunktet om, at kloakanlægget var grundforbedrende i et større omfang, end Landsskatteretten havde anerkendt.

Den ændrede påstand lød:

”Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgør hovedanlæg, ved vurderingerne 2004 og 2006 for ejendomme beliggende Y1-adresse (ejd. nr…13) hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse. ”

Sagen angik herefter materielt kun spørgsmålet om, hvorvidt boligselskabet havde godtgjort at have betalt for etableringen af kloakanlægget. Efter at boligselskabet – bl.a. efter opfordring i Skatteministeriets duplik – havde fremlagt en række nye dokumenter vedrørende betalingen for kloakanlægget, anerkendte Skatteministeriet i processkrift A af 26. september 2017, at boligselskabet med det nu fremlagte materiale havde løftet bevisbyrden for, at selskabet havde betalt etableringen af kloakanlægget.

Under anbringende af, at boligselskabets påstand ikke havde den fornødne klarhed, nedlagde Skatteministeriet herefter den påstand, der fortsat er Skatteministeriets påstand.

Sagsøgeren ændrede herefter sin påstand, således at den blev som ovenfor anført.

Parternes synspunkter 

Sagsøgeren har gjort gældende, at da der er enighed om, at sagsøgeren har anlagt og bekostet kloak og vandforsyningsledninger, og da parternes påstande materielt har samme indhold, udestår kun at tage stilling til, hvilken af påstandene, der skal danne baggrund for domskonklusionen i sagen.

Det var først ved indgivelsen af sit processkrift A, at sagsøgte anerkendte, at sagsøgeren havde afholdt udgifterne til de omhandlede ledninger, og at der derved var tale om fradragsberettigende foranstaltninger.

Sagsøgeren anlagde sagen imod sagsøgte med henblik på et korrekt beskatningsgrundlag. Der er nu enighed om, at sagsøgeren er berettiget til et yderligere fradrag, en enighed, der ikke var til stede ved sagsanlægget. Der er derfor ikke grundlag for en frifindelse i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand.

Sagsøgte har i det væsentlige gjort gældende, at denne ikke var i stand til at tage bekræftende til genmæle overfor boligselskabets ændrede påstand, fordi den i kraft af sin henvisning til ”parternes enighed” ikke havde den fornødne præcision til at indgå i en domskonklusion.

En påstand skal have en sådan klarhed og bestemthed, at den er egnet til at indgå i en domskonklusion, jf. eksempelvis UfR2005.2134H, UfR2012.679H og UfR2012.2520Ø. Såfremt en påstand ikke opfylder de kriterier, kan retten ikke tage påstanden til følge, og den må i stedet afvises.

I stedet for at nedlægge en påstand om afvisning over for boligselskabets uegnede påstand, nedlagde Skatteministeriet den påstand, som ministeriet også endeligt har nedlagt for retten og frafaldt påstanden om frifindelse. Baggrunden for den fremgangsmåde er, at det er dét resultat, som efter ministeriets opfattelse er det materielt rigtige resultat i sagen.

Selvom det er ubestridt fra boligselskabets side, både at boligselskabets påstand i replikken ikke var egnet til at indgå i en domskonklusion, og at Skatteministeriets påstand i processkrift A var egnet til et indgå i en domskonklusion, samt at boligselskabet desuden var materielt enig i påstanden, valgte boligselskabet at ændre sin påstand, jf. processkrift II af 10. oktober 2017, til følgende:

”Fradragsansættelsen ved vurderingsårene 2003, 2004 og 2006 for det med grøn og gul farve på bilag A markerede kloakforsyningsanlæg for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejd. nr…13) hjemvises til Vurderingsmyndigheden til beløbsmæssige opgørelse. ”

Boligselskabet nedlagde altså efterfølgende en påstand, der indholdsmæssigt er identisk med den påstand, ministeriet allerede havde nedlagt.

Skatteministeriets påstand følger den traditionelle formulering, som Højesteret også benytter i sine præmisser, jf. f.eks. UfR1996.1139/2H og UfR1999.793/3H.

At tage bekræftende til genmæle er bare udtryk for, at man erklærer sig enig i det, modparten har anført. Og det er selvfølgelig enhver parts ”opgave” at tage bekræftende til genmæle, hvis man er enig i det, modparten påstår – i stedet for at fortsætte processen for processens skyld, således som boligselskabet har gjort.

Skatteministeriet har påstået sig tilkendt sagsomkostninger, da Skatteministeriet må anses for at være den vindende part for så vidt angår størstedelen af sagen. Herunder bør boligselskabet betale de omkostninger, der har været forårsaget af, at boligselskabet har undladt at tage bekræftende til genmæle over for påstanden nedlagt i Skatteministeriets processkrift A. Det drejer sig nærmere bestemt om omkostningerne relateret til gennemgang af processkrift II og III samt boligselskabets procedureindlæg og til omkostningerne til udarbejdelsen af Skatteministeriets breve af 16. oktober og 9. november 2017 samt til Skatteministeriets procedureindlæg.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Retten er enig i sagsøgtes synspunkt, at sagsøgerens påstand nedlagt i replikken ikke havde den fornødne klarhed, særlig idet den henviste til "parternes enighed". Sagsøgtes påstand nedlagt i processkrift A indeholder derimod den til en domskonklusion fornødne klarhed.

Retten tager derfor af de grunde, der er anført af sagsøgte dennes påstand til følge.

Sagsøgeren har ikke fået medhold i sin oprindeligt nedlagte påstand, som denne frafaldt, efter at der var afsagt ledende afgørelser om emnet. Sagsøgeren nedlagde derefter den påstand, der ikke havde den fornødne klarhed. Sagsøgte har nedlagt den i processkrift A nævnte påstand, efter at sagsøgeren nærmere havde dokumenteret sit krav. Sagsøgeren har fortsat sagen, hvor denne kunne have taget bekræftende til genmæle overfor sagsøgtes påstand i processkrift A. Sagsøgte har som følge af det anførte krav på sagsomkostninger. Efter sagens skønnede værdi, og under hensyn til, at sagen er afgjort på skriftligt grundlag, samt idet den sidste del af sagen kun har angået enkle formelle spørgsmål, tillægges der sagsøgte til dækning af advokatomkostninger 12.500 kr.

T h i  k en d e s  f o r  r e t:

Denne sag hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradrag i grundværdien i vurderingsårene 2003, 2004 og 2006 for den del af kloakanlægget, som er markeret med gul og grøn på sagens bilag A.

Sagsøgeren, H1-boligselskab, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 12.500 kr.