Dato for udgivelse
28 Feb 2019 12:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
21 Dec 2018 14:22
SKM-nummer
SKM2019.112.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-3496/2017
Dokument type
Dom
Emneord
Erstatningskrav, opkrævet, registreringsafgift, tilsidesat,
Resumé

Sagen angik, om sagsøgeren havde et erstatningskrav mod skatteforvaltningen i anledning af, at SKATs afgørelse af 25. november 2013, hvorved sagsøgeren blev opkrævet fuld registreringsafgift af en varevogn indregistreret efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, var blevet tilsidesat ved domstolene, som gav sagsøgeren medhold i, at han ikke skulle opkræves fuld registreringsafgift af køretøjet.

Retten frifandt skatteforvaltningen for erstatningsansvar. Retten fandt, at der i forbindelse med SKATs afgørelse ikke var begået sådanne fejl, eller at SKATs afgørelse var klart ubeføjet eller i øvrigt så kritisabel, at SKAT derved havde pådraget sig et erstatningsansvar.

Herunder fandt retten bl.a., at selv om SKATs afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift var blevet tilsidesat ved domstolene med den begrundelse, at SKAT ikke havde afprøvet styrken på en plade i varevognens varerum, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende rummet over denne plade til personophold, var denne manglende afprøvning ikke ansvarspådragende. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgerens indsigelse om, at det ikke var faktisk muligt for en person at ligge på pladen i varerummet, først fremkom for domstolene under retssagen om prøvelse af SKATs afgørelse. Da der ikke i forbindelse med SKATs afgørelse var aktualiseret nogen berettiget tvivl hos SKAT om, hvorvidt det var muligt for en person at ligge og opholde sig på pladen i varerummet, kunne SKAT ikke bebrejdes for i forbindelse med sin afgørelse ikke at have taget højde for sagsøgernes indsigelse herom.

Reference(r)

Registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1 Dagældende E.A.8.1.3.5

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 14-0189861


Parter

A

(v/adv. Christian Ternvig Karkussen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Robert Andersen)

Afsagt af Byretsdommer

Søren Ejdum

Sagens baggrund og parternes påstande:

Denne sag, der er anlagt den 21. november 2017, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, Skattestyrelsen, er erstatningsansvarlig over for sagsøgeren, A, som følge af, at sagsøgte, efter to kontroleftersyn af den af sagsøgeren som registreret bruger daværende anvendte varebil af mrk. Mercedes-Benz, reg.nr. ...Q, hvilken bil G1 A/S var registreret som ejer af, den 25. november 2015 traf afgørelse om, at bilen ikke opfyldte betingelserne i den dagældende registreringsafgiftslovs § 5, stk. 1, om afgiftsberigtigelse, hvorfor sagsøgeren skulle betale 193.082 kr. i registreringsafgift af bilen. Afgørelsen blev af A indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse af 9. december 2015 stadfæstede afgørelsen.

Herefter blev Landsskatterettens afgørelse indbragt for denne ret, der ved dom af 30. december 2016 (BS 1-269/2016) ændrede Landsskatterettens afgørelse og dømte Skatteministeriet til at anerkende, at A’s varebil af mrk. Mercedes-Benz reg.nr. ...Q opfyldte betingelserne for at blive afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Sagsøgeren har fremsat følgende endelige påstand:

Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale kr. 169.062,83 med tillæg af rente af kr. 62.018,83 2,5% pr. påbegyndt måned fra 12.06.2015 og af kr. 107.044,00 med sædvanlig procesrente fra d. 18.06.2017 til betaling sker.

Den endelige påstand er opgjort sådan:

1) Leasingaftalen

Misligholdelsesbeføjelser opgjort af G1 A/S                             62.018,83 kr.

Med tillæg af rente 2,5 % fra den 12. juni 2015 til betaling.

Engangsydelse i leasingforholdet                                                 50.000,00 kr.

2) Leje af VW

9.848 km. á 3,00 kr. inkl. moms, PS                                            29.544,00 kr.

3) Indretning og dekorering af VW og Renault

Aluminiumstransportkasse, JS 625,00 kr.

Sponsortryk m.v., SM                                                                   8.125,00 kr.

Indretning af Renault, JK                                                              8.750,00 kr.

Samlet inkl. moms    169.062,83 kr.

Sagsøgte har fremsat følgende påstand:

Frifindelse

Oplysningerne i sagen:

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

I rettens endelige dom af 30. december 2016 (BS 1-269/2016) mellem A som sagsøger og Skatteministeriet som sagsøgt, er blandt andet anført:

”Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 7. marts 2016, vedrører spørgsmålet, om der er foretaget sådanne ændringer i sagsøgers varebil af mærket Mercedes-Benz reg. Nr. ...Q, at denne ikke opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgers varebil af mærket Mercedes-Benz reg. Nr. ...Q opfyldte betingelserne for at blive afgiftsberigtiget efter Registreringsafgiftslovens § 5 stk. 1.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 9. december 2015. Afgørelsen, sagsbeskrivelsen og begrundelsen er som følger:

"SKAT har pålagt klageren yderligere registreringsafgift med 193.082kr. vedrørende en ombygget varebil.

Den afgiftspligtige værdi er fastsat af SKATs motorkompetencecenter i Y6-by.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

SKAT har i samarbejde med politiet foretaget kontrol af et motorkøretøj af mærket Mercedes med registreringsnummeret ...Q d 2. august 2013 på adressen Y1-adresse, og d. 4. september 2013 ved Y2.

Køretøjets registrerede ejer er G1 A/S i Y3-by, og den registrerede bruger er klageren.

Føreren af køretøjet var klageren. Klageren forklarede, at han mente at indretningen var i orden og at den var købt sådan.

SKAT har fotograferet varerummets forreste del. Det fremgår af fotografierne, at varerummet var indrettet med et fasthængende TV og løse madrasser. Herudover blev der opbevaret personlige genstande i varerummet.

SKATs afgørelse

SKAT har pålagt klageren at betale 193.082 kr. i registreringsafgift med henvisning til den dagældende registreringsafgiftslovs § 5, stk. 12.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført:

”[…]

Sagens faktiske forhold

SKAT har i samarbejde med politiet foretaget kontrol den 02.08 2013, kl. hvor køretøjet var til stede på Y1-adresse og 04.09 2013 ved Y2.

Ved besigtigelse af køretøjet blev det konstateret, at køretøjet var på gule plader, men at varerummet var indrettet på følgende måde varerummet var opdelt i 2 dele. Adskillelsen bestod af 2 lodrette plader, som i hele varerummets bredde dækkede fra gulv til loft. De 2 lodrette plader var forbundet med en vandret plade, ligeledes i hele varerummets bredde. Ved denne konstruktion fremkom der i varerummets forreste del en vandret plade. Den vandrette flade var hævet ca. 100 cm over gulvplan og ca. 50 cm fra loftet. Fladen målte ca. 180 x 180 cm.

Varerummets bageste del blev anvendt til opbevaring af motorcykler og udstyr til disse.

Varerummets forreste del blev anvendt til opbevaring af personlig bagage, såsom sportstasker, tøj mv. Der var i loftet monteret et TV/fladskærm. Apparatet var fastmonteret med et stykke vinkelret aluminiumsplade, som var skruet fast, dels i apparatet, dels i loftet, umiddelbart i forlængelse af den vandrette flade, frem mod førerrummet. Der var monteret lys, dels i skillevægge ind til varerummets bageste del, dels i loftet over der vandrette flade.

Ved kontrollen i Y4-by lå der på den vandrette flade, der fremkom ved adskillelsen mellem de 2 varerum, 2 madrasser oven på hinanden, som var tilpasset den vandrette flade. Endvidere lå der en hovedpude på madrasserne.

Der henvises til vedlagte fotos af køretøjet. […]

SKATs endelige afgørelse

SKAT finder, at køretøjet efter ombygning ikke længere opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1 for registrering som varebil, hvorfor køretøjet i henhold til § 5 stk. 12, skal indregistreres som personbil efter § 4. Omregistrering af køretøj et skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 43, stk. 2 ske inden køretøjet tages i anvendelse efter ombygning.

[…]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den af SKAT opkrævede registreringsafgift med 193.082,00 kr. beregnet på grundlag af bilens værdi fastsat af Motor kompetencecenter Y6-by ophæves, således at der ikke skal betales yderligere registreringsafgift.

Der er til støttet for påstanden bl.a. anført:

”[…]

SAGSFREMSTILLING:

Med hensyn til sagsfremstilling henvises til vedlagte afgørelse fra Skat, idet der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold.

Uenigheden går derimod på, om den yderligere indretning, der er foretaget af bilen, udløser yderligere registreringsafgift.

Det er klagers opfattelse, at indretningen ikke udløser yderligere registreringsafgift, idet ændringen af varerummet i to rum ikke medfører, at køretøjet herefter ikke længere utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.

Der bør herved lægges vægt på, at ændringerne er af en sådan karakter, at der blot er tale om opdeling af rummet, og ikke at køretøjet er blevet mindre egnet til godstransport, hvorfor køretøjet opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Det kan tilføjes, at Landsskatteretten tidligere har behandlet en fuldstændig parallel sag under j. nr. 11-0301248. Kendelsen i denne sag er afsagt den 5. marts 2013, hvor Landsskatteretten nåedetil det resultat, at der ikke skulle betales yderligere registreringsafgift.

Kopi af Landsskatterettens kendelse vedlægges i anonymiseretform.

Den kendelse, Landskatteretten afsagde i marts måned, går for så vidt længere end nærværende sag, idet der rent faktisk i strid med færdselsloven blev transporteret en person i varerummet.

[…]”

Landsskatterettens afgørelse

Af den dagældende registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013), fremgår, at afgiftssatsen for nye biler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, udgør 0 af et reguleret grundbeløb og 50 % af resten.

Af § 5, stk. 12 fremgår, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 111, afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Det lægges i henhold til det oplyste til grund, at der er foretaget ændringer på køretøjet ved montering af to lodrette plader samt en vandret plade, således at der er fremkommet en vandret flade, der måler 180 x 180 cm. Herudover er der monteret et fjernsyn og der er madrasser, der er tilpasset størrelsen på den vandrette flade.

Ændringerne medfører samlet set, at køretøjet herefter ikke længere utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.

Køretøjet opfylder herefter ikke betingelserne iregistreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, og der er derfor berettiget, at SKAT har opkrævet en yderligere registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse."

Der er under domsforhandlingen foretaget besigtigelse af en Mercedes Benz, som sagsøgeren efter det oplyste nu benytter i forbindelse med sit arbejde som motorcykelkører. Videre er besigtiget en Renault, der angives at anvendes til samme formål..

Der er afgivet følgende forklaringer:

A har forklaret, at han har kørt motorsport i en årrække, startende i Midtjylland og nu i hele Europa. Han har været udtaget til landshold, både U 21 og U 25. Han kører for tiden i 5 lande i Europa. Han har derfor et stort transportbehov. Han købte bilen af en kollega, der havde anvendt den til indenlandsk kørsel. Overtagelsesprisen var 200.000 kr. Han brugte bilen, som den var, men satte dog en monitor i. Han fik signal via kabler, som blev trukket på de steder, hvor de overnattede. Bilen blev stoppet ved to lejligheder, i Y5-by, hvor en mekaniker førte bilen samt ved Y4-by, hvor han selv var fører.

Den vandrette flade, indrettet over motorcykelrummet, som SKAT hæftede sig ved, har han aldrig ligget på. Det er en spinkel uunderstøttet konstruktion, der slet ikke kan holde til, at en fuldvoksen person, som sagsøgeren er, ligger på den. Der var heller ikke plads nok til, at nogen kunne opholde sig deroppe. SKAT afprøvede ham bekendt ikke konstruktionens styrke eller anvendelighed, men konstaterede blot, at den var der.

Skærmen, som var løst sat op, har han anvendt til at følge med i, hvornår der var løb mv. Den kunne også bruges til at se film på, men det har ikke været hans anvendelse.

Det er rigtigt, at der er som bagage er medbragt sovepose og tæpper, som lå på træhylden over cyklerne, men rytterne sover i klubhuse, og soveposen bruges i klubhuset, når man skal overnatte der. Den er ikke anvendt i bilen.

Der var også to madrasser på 160 cm, de var pillet ud af en campingvogn. De var uanvendelige som underlag for ham, der er 190 cm.

Der er ikke monteret lamper, der var LEDlys i bilen, der tændte, når døren blev åbnet, og slukkede, når døren blev lukket. Det var derfor uanvendeligt som læselys.

Det flade filt, der ses på fotos, var ilagt i bilen, da han købte den, og er ikke udtryk for nogen særlig indretning.

Dimensionerne på den tidligere Mercedes, som han straks efter episoden, hvor han blev stoppet, gav tilbage til leasingselskabet uden plader, og på den Mercedes som retten og parterne ved domsforhandlingen har besigtiget, er i alt væsentligt ens.

Han har to faste hjælpere, JK, der hans bedstefar, samt IP, der er en god ven af familien.

IP har forklaret, at han arbejder indenfor IT-branchen. Han kender A’s far og bedstefar og kender lidt til motor-branchen. Han hjælper A med IT-relaterede ting. Skærmen i bilen kan ikke bruges, mens bilen kører. Den kræver ekstern strøm. Han installerede skærmen til brug for kontrol med pladskalender og træningstider. Den var flytbar og således ikke fastmonteret.

Træpladen over cyklerne kunne ikke holde til at blevet ligget på. Den var - ligesom den er i den nye bil - til udnyttelse af pladsen i bilen og til opbevaring af ting. A har, så vidt ham bekendt, aldrig sovet endsige overnattet i bilen.

Den gamle og den nye Mercedes er bygget op efter helt samme principper, også mht. den tunge træplade over cyklerne og mht. opsætning af monitoren.

Efter at de var blevet stoppet, anskaffede A en Renault. De kørte den straks til SKAT for at få en godkendelse af, hvorledes den var indrettet, så de ikke kunne blive mødt med strafkrav igen. Folkene hos SKAT vidste ikke, hvad de snakkede om. En kvindelig medarbejder tog en række billeder, og sagde, at de ikke blot kunne godkende den. Så kom der en mandlig medarbejder, der heller ikke turde tage stilling. A’s bedstefar, JK, bad dem om en godkendelse, for ellers kunne de jo på vejen blive stoppet. Så kom de ind til 3 mænd, der heller ikke kunne træffe afgørelse. En time efter blev JK ringet op af en af medarbejderne, der lovede JK en skriftlig godkendelse.

JK har forklaret, at han er bedstefar til A og bistår ham med alt det mobile. Han holder alt udstyr vedlige samt hjælper med det organisatoriske. Han har været bilhandler i 20 år. Familien, herunder vidnets søn, har dyrket motorsport siden 1970’erne.

Han havde intet med købet af den første Mercedes at gøre, men fandt, at det var en rigtig god investering. Familien foretog ingen ændringer i bilen efter købet. Dog satte han skærm ind, dette for at man kunne være opdateret med hensyn til løb og baner mv. Skærmen krævede 220 Volt og kunne således ikke bruges i bilen uden kabelforbindelse. Den hænger mindst i vejen i loftet, og er her også sikret mod beskadigelse.

Den vandrette tynde plade over cyklerne er til tøj, jakker, og alt lettere udstyr, så man har et sted at lægge disse ting. Pladen var af krydsfinér, og var meget tynd, og alt for klejn til, at nogen kunne ligge på den. Han husker ikke, om den var gjort fast, men den var blød og ville knække ned midtpå, hvis man lå på den. Den var dækket af helt tyndt filt, som var isat, da de købte bilen. Filt tager resonans og skærmer bagagen. Madrasserne var fra en campingvogn og ret så korte. De passede til rummet ovenpå cyklerne.

A overnatter ved stævner og turneringer hovedsagelig på hoteller og ellers i klubhuse, ikke i bilen.

Vidnet har vedrørende godkendelse af den Renault, der afløste den omhandlede Mercedes, forklaret i alt væsentligt som vidnet IP.

Senere anskaffede de en ny Mercedes, i alt væsentligt indrettet som den gamle. Pladen i den nye er en smule tykkere, men lidt blødere end pladen i den gamle.

ØW har forklaret, at han er ansat i SKAT og arbejdede i kontrol-afdelingen på tidspunktet, hvor sagsøgerens bil blev stoppet. Han deltog, da bilen blev kontrolleret ved en motorbane. Det må have været ved standsningen den 2. august 2013. De beså indretningen og konkluderede, at den ikke kunne anses indrettet udelukkende til godstransport. Der var en trækonstruktion i bilen i hele dens bredde, der var en bagvæg og en plan flade. Den plane flade var tæppebelagt i varerummets bredde og 180 cm lang. Sagsnotatet er ikke skrevet af ham, men af en kollega, NR. Han ved ikke, om NR har målt pladen, men det har vidnet forstået på ham, at han har. Han deltog ikke i Y4-by, det var NR. Oplyste mål er taget i Y4-by. Han kan ikke udtale sig om opmålingen. På kontrollen lå der nogle madrasser på træfladen. Han husker ikke, hvad der ellers lå. De vurderede, at pladen var egnet til at ligge på og tilstrækkelig solid. Han har ikke afprøvet, om hylden var egnet til at ligge på. De gjorde føreren opmærksom på, at de fandt, at køretøjet på baggrund af det nævnte måtte anses som anvendelig til at ligge på.

Han har siden talt med JK om sagen, og denne har ikke nævnt, at han mente, at man ikke kunne ligge på pladen. De har nok talt om indretningen. Han husker, at de har diskuteret skærmen, der efter vidnets bedømmelse sad sådan, at det gav mening at bruge den, hvis man lå på pladen. Den sad fast i loftet, men kunne frit drejes i forskellige retninger. Man sagde efterfølgende, at den var anvendelig til at tjekke løb, starter mv.

Han husker ikke, om lyset var automatisk eller i det hele taget, hvorledes det virkede.

Der blev ikke efter vidnets erindring taget notater, og billederne blev ikke særlig gode.

Han var flyttet til SKAT, …afdeling, da JK bad om godkendelse af Renault trafficen, og det kom han til at stå for.

Den nye Mercedes ligner ikke den gamle. Princippet i konstruktionen og opbygningen er dog den samme. Denne er dog "rå" og med metal på siderne og uden tæppe på gulv, dvs. på træpladen og siden.

De havde 12-14 sager fra samme stævne. Vidnet skrev alt ind i sagsfremstillingen. Han husker ikke, om der var en kladde, men det er muligt.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i alt væsentligt procederet efter sit påstandsdokument, hvori er gjort gældende,

at varevognen Mercedes-Benz reg. Nr. ...Q (herefter varevognen) utvivlsomt er indrettet til godstransport,

at indretningen af varerummet er begrundet i det konkrete godstransportbehov, hvilket har gjort varevognen mere anvendelige til godstransport,

at opdelingen af varerummet ikke har medført, at varebilen er blevet mindre egnet til godstransport,

at indretningen er sædvanlig og almindelig inden for sagsøgers branche,

at sagsøger har fået godkendelse til afgiftsberigtigelse efter Registreringsafgiftslovens § 5 stk. 1 for varevogn Renault med tilsvarende indretning,

at godkendelsen af Renault forpligter sagsøgte overfor varevognen,

at der skal foretages en samlet vurdering af varerummets indretning, og således ikke kun varerummets forreste del,

Ad vandret krydsfinerplade

At vandret krydsfinerplade over cyklerne giver mulighed for udnyttelse af pladsen til opbevaring af gods,

at udnyttelse af pladsen over cyklerne til godstransport ikke funktionelt kan gøres på anden måde,

at fladen ikke var indrettet til personophold, idet krydsfinerpladen ikke kan bære vægten af en voksen person,

at fladens grundmål var 168x168cm med indsnævring i højden, hvorved sagsøgtes opmåling bestrides,

at der opnås større sikkerhed ved kollision eller anden ulykke, ved at cyklerne hindres den direkte adgang til førerkabinen, ved opsætning af plader,

Ad computerskærm

at skærmen blev benyttet på stævnepladserne i ryttergården og fra førerkabine og var alene under transport hængt op i loftet i varerummets forreste del (transportplads),

at skærmen hverken var eller kunne tilsluttes strøm eller andet signal i transportpladsen,

at skærmen ikke var permanent fastgjort i varerummet,

at skærmen qua sin position ikke kunne benyttes fra sin transport-plads,

Ad lys

at lys i varerummet ikke har forringet varebilens anvendelighed til godstransport,

at lys i varerummet ikke medfører, at varerummet ikke længere utvivlsomt er indrettet til godstransport,

Ad madrasser, puder mv. på den vandrette krydsfinerplade

at størrelsen på madrasserne ikke er tilpasset til den vandrette flade,

at madrasser mv. blev benyttet til overnatning i klubhuse og klublokaler i forbindelse med stævner og ikke i varevognen,

at transport af madrasser mv. ikke er uforeneligt med afgiftsberigtigelse efter Registreringsafgiftslovens § 5 stk. 1,

at konstatering af transport af madrasser mv. i varerummet er uden betydningen for vurderingen af, hvorvidt varerummet utvivlsomt er indrettet til godstransport.

Det er yderligere gjort gældende, at SKAT ikke har foretaget nogen efterprøvning af hyldens anvendelighed til at hvile eller overnatte på, hvorfor retten bevismæssigt bør lægge sagsøgerens og dennes vidners forklaringer om, at hylden var uanvendelig til personophold, til grund.

Sagsøgte har i alt væsentligt procederet efter sit påstandsdokument, hvori er gjort følgende gældende:

Ved spørgsmålet, om en bil ”utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport”, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2, skal deri overensstemmelse med lovens ordlyd og praksis anlægges en streng vurdering. Hvis blot konstruktionen og/eller indretningen af bilens varerum gør det egnet til eller muliggør personophold, f.eks.så det kan anvendes til overnatning, kan bilen ikke anses for utvivlsomt at være konstrueret og indrettet til godstransport, jf. TfS 1997,912 Ø, TfS 1998,441 Ø og TfS 1998,413 Ø samt Landsskatterettens kendelser af 29. august 2012 (j.nr. 12-02549) og 17. september 2010 (j.nr. 08-03111).

Ved de to kontroller af sagsøgerens bil konstaterede SKAT, at bilens varerum var konstrueret og indrettet på en sådan måde, at det var egnet til personophold, herunder overnatning. Således kan på baggrund af SKATs sagsnotat om kontrollen den 4. september 2013 (bilag B), af billederne af bilen fra samme kontrol (bilag C) og af billederne af bilen fra kontrollen den 2. august 2013 (bilag D, særligt s. 10-12) konstateres følgende:

Varerummet var opdelt i to dele, hvor den bageste del blev anvendt til opbevaring af motorcykler og tilhørende udstyr, mens den forreste del var konstrueret på en sådan måde, at der fremkom en større vandret flade på ca. 180 x 180 cm. (alternativt 168 x 168 som hævdet af sagsøgeren), som var placeret ca. 100 cm. over varevognens gulvplan. Hele det forreste varerums inderside var tæppebeklædt, således at varerummet ikke længere fremstod råt, og der var monteret lys både i loftet over den vandrette flade og i bagvæggen ved den bageste ende af den vandrette flade. Den vandrette flade var indrettet med to madrasser, som var tilpasset fladens længde, og med en hovedpude samt soveposer og tæpper. Derudover var der i loftet lige ud for den vandrette flade monteret en fladskærm, som man kunne kigge på, hvis man lå på den vandrette flade.

Herved fremkom der er et sengekøjelignende miljø i varerummets forreste del, der gjorde varerummet egnet til personophold, herunder overnatning. Køretøjet opfyldte herefter ikke betingelsen i registreringslovens § 5, stk. 1, nr. 2, hvorefter bilen skal være ”utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport”.

Heroverfor kan det af sagsøgeren anførte ikke føre til andet resultat, idet følgende bemærkes herom:

Sagsøgeren påberåber sig, at indretningen er sædvanlig og almindeligvis identisk med varevogne, der benyttes til tilsvarende transportbehov indenfor sagsøgerens erhverv. Dette er uden betydning for sagen og er i øvrigt ikke godtgjort.

Det er heller ikke godtgjort, at den pågældende konstruktion og indretning, der skabte det nævnte sengekøjelignende miljø i varerummets forreste del, og som gjorde varerummet egnet til personophold, var særligt begrundet i et behov for godstransport. Det er i øvrigt uden betydning, om køretøjet fortsat var egnet til godstransport, når det også er egnet til personophold.

Det påhviler sagsøgeren at bevise, at den vandrette flade ikke kunne bære vægten af en person – og ikke Skatteministeriet at bevise det modsatte. For det første, fordi dette ikke fremgår af det af SKAT observerede (bilag B) og de fremlagte billeder fra kontrollerne (bilag C og D) – tværtimod fremgår det, at fladen var understøttet af tværgående bjælker, jf. bilag D, s. 8 og 9. For det andet, fordi sagsøgeren er nærmest til at bevise dette, særligt da sagsøgeren først anførte synspunktet sent i forberedelsen af retssagen og ikke på et tidligere tidspunkt, hvor SKAT ville have haft mulighed for at efterprøve indsigelsen. Sagsøgeren har haft al mulig anledning til at fremføre dette over for SKAT fra sagens start, men det er ikke sket – tværtimod anførte sagsøgerens tidligere advokat over for Landsskatterettens, at ”der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold”, jf. bilag F.

Hvad angår det af sagsøgeren anførte om, at fladskærmen kun skulle bruges til at føre vare- og reservekatalog over gods eller til logføring, er der ikke belæg herfor. Det må på baggrund af fladskærmens placering og dens fastmontering sammenholdt med indretningen af varerummets forreste del samt ikke mindst tilstedeværelsen af dvd-film i køretøjet lægges til grund, at fladskærmen var opsat for at man kunne se film eller lignende, når man opholdt sig på madrasserne på den vandrette flade.

I replikken anførte sagsøgeren som noget nyt, at det kun var under transport, at skærmen blev fastgjort i varerummets loft, og at skærmen kun var fastgjort med et kliklignende system, hvorved skærmen hurtigt og nemt kunne afmonteres og opsættes på stævnepladsen. Der er ikke belæg for dette. Det fremgår således af den detaljerede beskrivelse fra kontrollen den 4. september 2013 (bilag B), at ”[a]pparatet var fastmonteret med et stykke vinkelret aluminiumsplade, som var skruet fast, dels i apparatet, dels i loftet…”; der fremgår intet om, at skærmen var let aftagelig med kliklignende system, ligesom de fremlagte billeder heller ikke tyder herpå. Om det nye bilag 4 bemærkes, at billederne antageligt er taget mere end 3 år efter de i sagen omhandlede kontroller, og at det i øvrigt ikke ud fra billederne kan ses, om der skulle var tale om samme køretøj, idet overfladen ikke er betrukket, men glat.

Dertil kommer, at selv hvis fladskærmen ikke var ment til at blive anvendt under personophold i varerummet, må varerummets forreste del stadig anses for egnet til personophold, herunder overnatning, af de af ovenfor anførte øvrige grunde.

Det af sagsøgeren anførte om, at han af SKAT fik godkendt en anden bil af mærket Renault (bilag 2), som var indrettet identisk med bilen i denne sag, kan ikke føre til, at sagsøgeren får medhold, allerede fordi den pågældende Renault ikke var identisk med den i sagen omhandlede bil.

SKAT har oplyst, at da den pågældende Renault blev fremvist for SKAT, fremstod den med et råt uindrettet varerum med en adskillelse af plader i råt træ, og at varerummet således ikke fremstod som egnet til personophold, herunder overnatning, hvilket bekræftes af de fremlagte billeder af bilens varerum (bilag 2, side 4-6). Endvidere fremgår det af skitse og billeder vedrørende bilen (bilag 2, side 36), at dimensionerne og opdelingen af varerummet ikke svarer til den i denne sag omhandlede Mercedes. Varerummet i sagsøgerens Mercedes var således konstrueret og indrettet væsentligt anderledes og fremstod ikke længere som et råt varerum, jf. det ovenfor anførte på s. 2, sidste afsnit.

Det bestrides, at der i sagsøgerens Renault,  da køretøjet blev fremvist for SKAT, var monteret en fladskærm i loftet på samme måde som i den i denne sag omhandlede bil. En sådan indretning fremgår hverken af tegningen eller billederne af køretøjet i bilag 2.

Dertil kommer, at selv hvis sagsøgerens Renault blev godkendt med en konstruktion og indretning, der er på helt samme måde som i den i denne sag omhandlede bil, kan det ikke føre til, at sagsøgeren får medhold. Der vil i det tilfælde være tale om en forkert afgørelse vedrørende sagsøgerens Renault, som sagsøgeren ikke kan støtte ret på i denne sag. Sagsøgeren vil heller ikke kunne støtte ret på godkendelsen ud fra et synspunkt om berettigede forventninger, allerede fordi sagsøgerens Renault er blevet godkendt lang tid efter denne sags opståen.

Skatteministeriet har opfyldt de af sagsøgte fremsatte opfordringer 13 i det omfang, de kan opfyldes af ministeriet, jf. duplikken, s. 1-3, og processkrift A, s. 2, og der er ikke grundlag for at tillægge ministeriets besvarelse af opfordringerne processuel skadevirkning som påstået af sagsøgeren.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter forklaringerne og de fremlagte fotos lægges det til grund, at der i den omhandlede Mercedes var opsat adskillelse, således at varerummet var opdelt i to dele, og at to lodrette plader dækkede hele varerummets bredde fra gulv til loft, samt at der som forbindelse mellem de to lodrette plader var lagt en vandret plade. Ifølge oplysninger fra SKAT var den vandrette flade hævet ca. 100 cm over gulvplan og var ca. 50 cm fra loft. Flademålet var ca. 180 x 180 cm. Retten lægger i al væsentlighed målene til grund, dog kan det i mangel af nærmere bevisførelse herom samt efter sagsøgerens indsigelse ikke udelukkes, at flademålet i stedet var 168 x 168 cm.

Det fremgår, at SKAT hverken har afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold. På dette grundlag, og idet retten ikke kan bortse fra forklaringerne om, at pladen generelt blev anvendt som ekstra plads til udstyr og bagage, kan retten ikke anse det for godtgjort, at varerummet var opdelt på en sådan måde, at en del af varerummet var egnet til eller muliggjorde en benyttelse til anden anvendelse end godstransport.

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge.

Sagsøgte skal betale sagens omkostninger med 34.000 kr., der udgøres af retsafgift 4.000 kr. samt udgifter til advokat med 30.000 kr.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, A’s varebil af mærket Mercedes-Benz reg. Nr. ...Q opfyldte betingelserne for at blive afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5 stk. 1.

Sagsøgte betaler inden 14 dage til sagsøgeren sagens omkostninger med 34.000 kr.”

Forklaringer:

Der er under hovedforhandlingen den 8. oktober 2018 afgivet forklaring af A, JK, PS og ØW, samt under den fortsatte hovedforhandling den 27. november 2018 af SM og JS.

har forklaret, at han blev stoppet af politiet i Y5-by den 2. august 2013, da han var drejet ned ad grusvejen ned til banen. SKAT skulle checke hans bil. Hans ærinde var bare at hente en motor. ØW fra SKAT var der og en anden kvindelig medarbejder fra SKAT var også til stede. Han blev spurgt af kvinden om forskellige ting, herunder hvad han skulle. Han var lidt stresset, fordi han kom fra udlandet og bare skulle hente og installere den nævnte motor. Han og bilens fører blev trukket lidt til side, mens en anden person tog nogle billeder af bilen. Det varede ca. 20 minutter. Han kunne fornemme på deres kropssprog, at der var noget, der ikke var i orden. Han fik at vide, at han ville høre fra dem. I Y4-by den 4. september 2013 blev han standset igen. Han og hans mekaniker var til stede. Han skulle køre motorsport den aften og var lidt presset på tiden. Han spurgte, om de ikke bare kunne bruge billederne fra Y5-by, men det kunne de ikke. Personen fra SKAT tog nogle billeder af bilen, men hans kamera var ikke i orden. Han tror, at medarbejderen fra SKAT var NR, som skulle se bilen på et senere tidspunkt. Han var blevet stoppet tidligere i 2013. Det var lidt nord for grænsen til Tyskland, hvor alle blev kaldt ind på en rasteplads. SKAT var til stede, og de tog nogle billeder. Han hørte ikke noget fra den kontrol, og han antog, at bilen var i orden.

Efter afgørelsen fra SKAT afleverede han bilens nummerplader, fordi det stod i det, som han fik tilsendt fra SKAT. Han lavede så aftalen om leje af en bil med PS, der er en god ven af ham. Prisen på 3,00 kr. pr. kilometer regnede PS ud. Han tror, at PS tjente en lille smule på det. Det var JK, der tog over. Han var i lære på det tidspunkt og havde nok at se til. Han kunne stå oprejst i det meste af varerummet i varebilen Mercedes-Benz reg.nr. ...Q.

På forespørgsel fra advokat IR forklarede han, at han havde madrasserne med i bilen, hvis de skulle overnatte i et klubhus. Han var 19 år gammel, så hans bedstefar tog sig af drøftelserne med SKAT. Foreholdt at SKAT forlangte nummerpladerne indleveret den 1. november 2013, forklarede han, at han husker, at SKAT forlangte nummerpladerne indleveret, men han husker ikke datoen. Han har aftalt med PS, at de skal vente med at få afklaret deres økonomiske mellemværende, til denne retssag er afsluttet.

JK har forklaret, at han ikke var til stede i Y5-by den 2. august 2013 og i Y4-by den 4. september 2013, da SKAT foretog kontroleftersyn af A’s bil Mercedes-Benz, reg.nr. ...Q. Han var chauffør i bilen den 1. maj 2013, hvor de kom kørende fra Tyskland. De blev vinket ind til siden, og medarbejdere fra SKAT tog nogle billeder af bilen. Medarbejderne sagde, at de ville høre fra dem, men det gjorde de ikke.

Han kom ind i billedet igen, da A fortalte, at NR fra SKAT ville se bilen igen. Han aftalte med SKAT, at den nye besigtigelse af bilen kunne ske den 20. september 2013. 8 dage inden da fik han at vide, at besigtigelsen ikke blev til noget, og at sagen var flyttet til SKAT i Y6-by hos ØW. Han fortalte ØW, at sagsfremstillingen indeholdt nogle forkerte mål, men ØW ville ikke se bilen. Det var i oktober 2013. Den omhandlede MercedesBenz, reg.nr. ...Q, er ca. på A’s højde i kasserummet.

I brevet fra SKAT stod, at nummerpladerne skulle afleveres straks, så det gjorde de. De turde ikke købe en anden bil. A talte med sin ven PS, der tilbød A, at A kunne låne en bil af PS. Vidnet talte nærmere med PS herom, og de indgik en aftale, hvorefter A lejede en VW Shuttle, reg.nr. …Q1, af PS for en pris på 3,00 kr. pr. kørt kilometer. Aftalen fremgår af sagens bilag 6.

Foreholdt sagens bilag 7 forklarede vidnet, at de var nød til at have transportkassen. JS har kørt motorsport sammen med vidnets søn, der ikke er mere. De aftalte en pris på 8.500 kr., som var udgiften til materialer. JS skulle vente med at få betaling, indtil A havde råd til at betale. SM har lavet reklamerne, som de var forpligtede til efter sponsoraftalerne. Vidnet har lavet hele opbygningen.

Til billederne fra kontrollen den 2. august 2013 af bilen Mercedes-Benz, reg.nr. ...Q, bilag D, side 8-10, forklarede vidnet, at han har lavet hele huset i A’s bil af mærket Renault, hvor det er bygget op med profilrør. De 7.000 kr. er til materialer, som vidnet har skaffet gennem en kammerat, som vidnet kender gennem sine mange år som bilforhandler.

Han har haft den primære kontakt til G1 A/S. Han henvendte sig til selskabet, da afgørelsen fra SKAT kom. Han mente, at G1 A/S havde et økonomisk medansvar. Den, der havde leaset bilen før, havde ikke haft et tilsvarende problem. Leasingaftalen blev ophævet, fordi A ikke betalte mere. Der var drøftelser med advokaterne i Y6-by, men de sendte bare et frivilligt forlig, som A skulle underskrive. G1 A/S er ikke blevet betalt endnu. De afventer udfaldet af denne sag. Han har talt med selskabets direktør fra Y7-by.

Han har siden 1970’erne været med i motorsporten. MJ, ST’s far, blev stoppet første gang i maj 2013 af SKAT. Han blev ved med at beholde nummerpladerne på. Han har set afgørelsen fra MJ, der skulle betale 150.000 kr. Han har i Landsskatterettens anonyme afgørelser set endnu en, hvor der var 4 mand i bilen. De fik også lov til at beholde nummerpladerne på bilen.

På forespørgsel fra advokat IR forklarede han, at de modtog et forlig fra leasingselskabet. Det er nok et års tid siden, at han har talt med selskabet. A’s tidligere advokat, advokat SE, skrev ikke noget om målene i bilen, derfor har de skiftet advokat. A’s udgifter bliver afholdt af hans virksomhed. Det står hans mor for.

PS har forklaret, at han ved, hvad sagen drejer sig om. A har lejet en bil af ham. Det var en VW. Forevist bilag 6 forklarede han, at det er hans underskrift. Han har ikke fået betaling endnu. Han er en af A’s bedste kammerater, så han har ikke travlt med at få sine penge. De 29.544 kr., der fremgår af sagens bilag 6, er det beløb, som A skal betale ham. Han er ikke momsregistreret.

ØW har forklaret, at han deltog i den første kontrol i Y5-by. Han har udfyldt kontrolskemaet, der er fremlagt i sagen som bilag I. Det bruges til at sammenholde med optagne billeder. De havde en computer med. Han mener, at hans kollega, NA, skrev direkte på computeren under kontrollen. Han mener, at der lå et notat fra den anden kontrol. Han har anført ”100 % erhverv” på kontrolskemaet. En stor del af deres snak under kontrollen derude gik på, hvad bilen blev brugt til. A oplyste, at han skulle hente en motor. Det har ikke haft nogen betydning for sagen. De snakkede nok en halv time under kontrollen. Han har i dag lidt svært ved at skelne mellem, hvad der blev sagt under kontrollen, og hvad der i efterfølgende telefonsamtaler blev sagt af A’s bedstefar, JK. Samtalerne med JK gik en del på, at bilen var synet, og på det monterede Tv oppe i loftet. Der blev ikke talt om, hvorvidt pladerne var stærke nok, men derimod om der var plads til at ligge der. Det vigtige, der kom frem under samtalen ved kontrollen, er skrevet ind samme dag eller dagen efter.

På forespørgsel fra advokat Christian Ternvig Markussen forklarede han, at han ikke husker, om han har fået at vide, at bilen blev stoppet den 1. maj 2013. Til bilag I forklarede han, at samtalen med JK egentlig ikke fremgår nogen steder. De havde bemærkninger til brugen, men dem er der ikke lagt vægt på i afgørelsen. Det havde ikke relevans for deres vurdering. Han husker ikke, hvem der var chauffør i bilen. Der var ikke så mange den dag. Han tror, at hans kollega, NA, kan have startet sagen. NR havde den anden kontrol i Y4-by. Forevist de to billeder fra kontrollen i Y4-by kan vidnet genkende dem. Han så madrasser på pladsen og på billederne. Han tror, at han har talt med JK om fremvisning af bilen, men husker ikke hvorfor de ikke skulle se bilen igen. Han har lagt oplysningerne fra NR (sagens bilag C) til grund. Da de sendte et forslag til afgørelse, byggede det på, hvad de vidste om bilen.

Der blev tastet ind i stamdata. Noget af den halve time, kontrollen varede, er samtale, som der ikke er lavet et komplet referat af. Det vigtige, der blev forklaret, er taget med. Det er ikke et referat af en halv times samtale. Han går ud fra, at det er skrevet ind i Captia, men måske i Word af NA.

SM har forklaret, at A havde 2 varebiler, en Mercedes-Benz og en Renault, som han har lavet sponsorreklamer på siderne af. Materialerne hertil havde en værdi på 6.500 kr. med tillæg af moms. A fik henstand med betaling, og de har aftalt, at de ville afvente resultatet af denne retssag.

På forespørgsel fra advokat IR forklarede han, at han er ret sikker på, at det var de 2 nævnte biler, som han påførte sponsorreklamer. Han har endnu ikke udfærdiget en faktura for arbejdet. Det afventer, at A har midler til at betale.

JS har forklaret, at han ved, hvad sagen drejer sig om. Han har hjulpet A med at lave en transportkasse i aluminium. A var et af de unge talenter. Transportkassen blev lavet omkring 2014 til en Renault varevogn. Før den bil havde A en Mercedes-Benz, hvori der var installeret en fast transportkasse. Transportkassen til Renault varevognen var en midlertidig løsning. De materialer, som han har brugt til arbejdet, løber op i ca. 8.500 kr. Beløbet skal ikke tillægges moms. Aftalen var, at A, som et af de unge talenter, som de troede på, i løbet af 1-1½ år skulle kunne betale for transportkassen. Han har talt med A igen om mellemværendet, og det ”hænger” stadigt.

Parternes synspunkter:

A har i sit påstandsdokument af 24. september 2018 blandt andet anført følgende:

Ansvarsgrundlag

Sagsøgte har ved kontrolforanstaltningerne i Y5-by den 02.08.2013 og Y4-by den 04.09.2013 udvist ansvarspådragende adfærd, idet sagsøgte ikke har udvist fornøden grundighed og forskriftsmæssighed ved gennemførelsen af kontrolforanstaltningerne.

Sagsøgtes afgørelse af 25.11.2013, der er fremlagt som sagens bilag A, er udarbejdet af ØW. ØW var ligeledes til stede med kollegaen NR under kontrollen i Y5-by den 02.08.2013.

Det fremgår af dommen, sagens bilag 1 pagina 7, vidneforklaring af ØW, at ØW alene deltog i kontrollen i Y5-by og ikke i Y4-by. ØW forklarede endvidere, at han ikke tog notater under kontrollen, foretog opmåling af den vandrette plade eller så NR gøre dette og i øvrigt ikke kan udtale sig om opmålingen, uagtet vidnet indledningsvis forklarede, at han kunne huske pladen var varerummets bredde gange 180 cm i længden, uagtet det blev dokumenteret at varerummets bredde ikke var 180 cm.

ØW forklarede videre, at de vurderede pladen tilstrækkelig solid til at ligge på, dog uden at foretage nogen form for kontrol heraf eller i øvrigt undersøge pladens tykkelse, fæstning, tværunderstøttelse m.v.

Det fremgår videre om ØW’s forklaring, at ”Der blev ikke efter vidnets erindring taget notater, og billederne blev ikke særlig gode”

Det fremgår af sagsøgtes internt udarbejdede kontrolskema, bilag 9, næstnederst:

”Bilens indretning – HUSK FOTO

Vigtigt at registrere hvad der er til stede og/eller ikke er til stede af camperudstyr.

Husk målebånd så du kan måle sovepladsernes mål.”

Feltet er besvaret med teksten ”100 % Erhverv” samt en linje sagsøger ikke kan tyde.

Det kan således lægges til grund, at sagsøgte under kontrollen i Y5-by ikke har udarbejdet pligtigt notat, foretaget opmålinger eller registreret indholdet i bilen, samt at registreringsnotatet i det hele med teksten 100 % erhverv indikerer, at der ikke blev fundet påtalelige forhold under kontrollen i Y5-by.

Afslutningsvis fremgår der intet om, hvad sagsøger som ejer af bilen har forklaret under kontrollen, da denne rubrik er efterladt tom. Dette står dog i kontrast til afgørelsen fra sagsøgte, bilag 1, hvor det anføres, at sagsøger mente, at indretningen var i orden, at den var købt sådan, at han ikke selv skulle køre men hente en motor.

Det fremgår ikke af afgørelsen, bilag 1, at sagsøger forklarede, at den vandrette plade ikke var egnet til tunge ting herunder personer, samt at skærmen i loftet ikke var fastmonteret.

I sagsøgtes afgørelse af 25.11.2013, bilag A, fremgår det, at varerummet var opdelt i to og i forreste del med en vandret plade. Dette bestrides ikke. Det fremgår dog videre, at den vandrette flade udgør 180x180 cm og var hævet 100 cm fra bunden med 50 cm fra loftet.

Det forholder sig midlertidig sådan, at de indvendige mål i varevognens lastrum ville medføre, at den vandrette flade 50 cm fra loftet alene ville kunne måle 168 cm i bredden, idet bilens sider buer ind mod toppen i den øverste del af varerummet.

Endvidere måtte det have stået sagsøgte klart, at varerummet naturligvis var højere end 150 cm. Varerummets højde er nær 2 meter. Sagsøgte har stået inde i varerummet og burde derved have opdaget de faktuelt forkerte forhold. Tilsvarende ville sagsøgte, såfremt der var blevet målt efter i den rigtige højde, kunne have konstateret, at den vandrette flade maksimalt kunne udgøre 168 cm i bredden.

Idet sagsøger måler ca. 185 cm i højden, ville det ikke med rimelighed kunne anføres, at den vandrette flade tog karakter af soveplads.

Det er sagsøgers formodning, at sagsøgte ikke har foretaget reelle opmålinger i varerummet. Havde sagsøgte gjort dette, ville sagsøgte have opdaget, at de forudsatte forhold ikke kunne stemme overens med de reelle forhold.

Det fremgår endvidere af afgørelse, at der var fastmonteret TV/fladskærm i varerummet. Dette blev tilbagevist i bevisførelsen, partog vidneforklaringer og under besigtigelsen under retssagen. Skærmen hang der kun under transport. Dette blev underbygget ved, at 1) skærmen ikke var fastmonteret, 2) skærmen ikke var eller kunne tilsluttes signal eller elektricitet på den angivne plads og der var i førerkabinen installeret ”arm”, hvorpå skærmen var beregnet til at kunne påmonteres.

Endelig har sagsøgte i afgørelsen lagt vægt på, at der var lys i varerumsloftet, hvilket var standardudstyr i stort set alle varebiler på daværende tidspunkt. Lyset var endvidere automatisk, således at dette slukkede, når dørene til varerummet blev lukket. Dette blev heller ikke efterprøvet under kontrollerne.

Det kan samlet konkluderes, at sagsøgte i afgørelsen har lagt adskillige faktuelt forkerte forhold til grund. Oplysningerne om forholdene har sagsøgte selv indhentet, og de er indhentet på skrømt. Ved sædvanlig grundighed og agtpågivenhed skulle fejlene have været opdaget, hvorved der ikke ville være sket en afmontering af sagsøgers nummerplader med det efterfølgende adækvate og kausale tab til følge.

Havde sagsøgte udvist den nødvendige grundighed i sine kontroller, ville afgørelsen have baseret sig på et mere korrekt oplyst grundlag.

Leasing

Det gøres gældende, at henholdsvis bilag 10 og bilag 11, ophævelsesskrivelse fra G1 A/S af 24.01.2014 og leasingkontrakt med G1 A/S af 27.01.2013 dokumenter sagsøgers tab overfor G1 A/S.

Sagsøgte gør gældende, at skyldig leasingydelse på kr. 17.097,56, som er indeholdt i beløbet på 62.018,83 kr., ikke kan kræves erstattet. Det er korrekt, at der er tale om skyldig leasingydelse, men da ydelserne er påløbet i perioden efter sagsøgtes afmontering af nummerpladerne på bilen, kan beløbet indgå i erstatningsopgørelsen.

Engangsbetaling på kr. 50.000,00 var en forudsætning for indgåelsen af leasingaftalen. Engangsbetalingen var således ligeledes forudsat, at leasingkontrakten løb leasingperioden ud.

Det skal endvidere gøres gældende, at sagsøgers øvrige tab er som anført i opgørelsen i nærværende påstandsdokument, der er dokumenteret ved sagens bilag og forklaringer for retten.

Moms

Med henvisning til sagens bilag A, blev den oprindelige afgiftssag rejst mod A personligt af sagsøgte, hvilket fremgår af CPR. nr. i højre side af afgørelsen, hvor det kan drøftes, om ikke rette part havde været sagsøgers virksomhed.

Idet afgørelsen er truffet overfor A, har denne været part helt ind til afslutningen af forløbet ved dom afsagt af Retten i Viborg.

Grundet sagsøgtes partsangivelse med sagsøger personligt, er nærværende sag anlagt af A personligt, da anførelse af virksomheden som sagsøger i nærværende sag kunne føre til drøftelser og anbringender fra sagsøgtes side om, hvorvidt virksomheden var ”rette sagsøger” eftersom den tidligere sag var ført mod og af A personligt.

Derfor må erstatningsopgørelsen tillægges moms.

Afslutningsvis skal det gøres gældende at, sagsøger er rette skadelidte, sagsøger har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, at sagsøger har lidt et tab, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende, at det fremgår af domspræmissen i sagen BS 1-269/2016, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende bl.a. ved, ”…at SKAT hverken har afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold.”, at sagsøgers tab er såvel en adækvat som kausal følge af sagsøgtes ansvarspådragende handlinger og undladelser og at dom af 30.12.2016 i BS-1269/2016 har materiel retskraft over for sagsøgte.

OPGØRELSE AF PÅSTANDEN

1) Leasingaftalen

Misligholdelsesbeføjelser opgjort af G1 A/S                           62.018,83 kr.

Med tillæg af rente 2,5 % fra den 12. juni 2015 til betaling.

Engangsydelse i leasingforholdet                                         50.000,00 kr.

2) Leje af VW Shuttle

9.848 km. á 3,75 kr. inkl. moms, PS                                    36.930,00 kr.

3) Indretning og dekorering af VW og Renault

Aluminiumstransportkasse, JS                                             10.625,00 kr.

Sponsortryk m.v., SM                                                           8.125,00 kr.

Indretning af Renault, JK                                                     8.750,00 kr.

Samlet inkl. moms                                                           176.448,83 kr.

Under den fortsatte hovedforhandling den 27. november 2018 nedsatte sagsøgeren under proceduren sin påstand med 7.386 kr., idet den anførte pris pr. km. af de kørte 9.848 kilometer blev reduceret fra 3,75 kr. til 3,00 kr., jf. det ovenfor anførte.

Skattestyrelsen har i sit påstandsdokument af 24. september 2018 blandt andet anført følgende:

”2. SAGENS TEMA OG BAGGRUND

Sagen angår, hvorvidt sagsøgeren har et erstatningskrav i anledning af SKATs afgørelse af 25. november 2013 (bilag A), som blev tilsidesat ved Retten i Viborgs dom af 30. december 2016 (bilag 1).

Sagen udspringer af, at SKAT den 2. august og 4. september 2013 standsede og kontrollerede sagsøgerens daværende køretøj, en varevogn af mærket Mercedes-Benz. Køretøjet var indregistreret efter en særlig bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, hvorefter et køretøj kan indregistreres mod betaling af en særlig lav registreringsafgiftssats, hvis en række betingelser er opfyldt, herunder at køretøjet utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Sidstnævnte betingelse indebærer efter praksis, at køretøjets varerum ikke må være konstrueret eller indrettet på en måde, som gør det egnet til eller muliggør personophold, f.eks. så det kan anvendes til overnatning, jf. f.eks. TfS 1998,413 Ø.

Det var SKATs opfattelse, at køretøjet på tidspunktet for kontrollerne var indrettet på en måde, som gjorde det egnet til eller muliggjorde personophold, herunder overnatning, og at køretøjet derfor ikke (længere) opfyldte betingelsen om utvivlsomt at være konstrueret og indrettet til godstransport. SKAT traf derfor den 25. november 2013 afgørelse over for sagsøgeren om opkrævning af fuld registreringsafgift af køretøjet efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, jf. § 5, stk. 12, jf. § 4, jf. bilag A.

Sagsøgeren betalte ikke den opkrævede registreringsafgift, og køretøjets nummerplader blev indleveret til SKAT.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelse til Landsskatteretten, som ved afgørelse af 9. december 2015 (bilag B) stadfæstede SKATs afgørelse. Sagsøgeren indbragte herefter sagen for Retten i Viborg, som ved dom af 30. december 2016 (bilag 1) fandt, at det ikke var godtgjort, at køretøjets varerum på tidspunktet for kontrollerne var indrettet sådan, at det var egnet til eller muliggjorde benyttelse til andet end godstransport, med den følge at SKAT ikke kunne kræve betaling af fuld registreringsafgift af køretøjet.

3.  PROCESSUELLE BEMÆRKNINGER

Med virkning fra den 1. juli 2018 er SKAT erstattet af 7 styrelser.

Ressortansvaret for denne erstatningssag er overtaget af Skattestyrelsen, som er en af de 7 nye styrelser.

Partsbetegnelsen for sagsøgte er derfor ændret til Skattestyrelsen.

4.  ANBRINGENDER

Det bestrides, at erstatningsbetingelserne er opfyldt, og at sagsøgeren dermed har et erstatningskrav mod sagsøgte.

Sagsøgeren har bevisbyrden for, at betingelserne for, at han har et erstatningskrav mod sagsøgte, er opfyldt. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

For det første har sagsøgeren ikke godtgjort, at SKAT har udvist ansvarspådragende adfærd, og at der dermed foreligger et ansvarsgrundlag, jf. afsnit 4.1 nedenfor. For det andet har sagsøgeren ikke godtgjort, at han har lidt et tab, som er en følge af ansvarspådragende forhold, jf. afsnit 4.2 nedenfor.

4.1 Der foreligger ikke et ansvarsgrundlag

Offentlige myndigheder er ikke i almindelighed undergivet et objektivt ansvar eller et præsumptionsansvar for afgørelser, som måtte vise sig at være forkerte, jf. eksempelvis U.2013.3393H. Offentlige myndigheders erstatningsansvar reguleres grundlæggende af dansk rets almindelige civilretlige erstatningsregel, dvs. ansvarsstandarden er den almindelige culparegel, jf. eksempelvis FED2009.147Ø. Det er ikke enhver fejl i myndighedsudøvelsen, som kan begrunde et ansvarsgrundlag, jf. eksempelvis U.2013.3393H og U.2006.74Ø.

SKAT har ikke udvist ansvarspådragende adfærd.

Retten i Viborg har ved dommen af 30. december 2016 ikke taget stilling til, om SKAT har handlet ansvarspådragende, men alene vurderet, at skattemyndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omhandlede køretøj ikke opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, på kontroltidspunkterne.

Retten i Viborg har ved dommen af 30. december 2016 foretaget en anden bevisafvejning end SKAT. Derfra kan ikke sluttes, at SKAT har udvist en ansvarspådragende adfærd.

Rettens konklusion om, at det ikke var godtgjort, at varerummet i køretøjet var egnet til eller muliggjorde en benyttelse til andet end godstransport (og at der dermed ikke var grundlag for at opkræve fuld registreringsafgift af køretøjet), er begrundet med, ”at SKAT hverken har afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold”.

Det bestrides, at SKATs manglende afprøvning af det anførte er ansvarspådragende.

Det bestrides endvidere, at SKAT ikke har udvist fornøden grundighed ved sagens behandling, med den følge at SKATs afgørelse må anses for truffet på et så kritisabelt grundlag, at det er ansvarspådragende.

SKAT foretog forud for afgørelsen af 25. november 2013 skridt til oplysning af sagen. Der kan herved bl.a. henvises til SKATs sagsnotat udarbejdet i anledning af kontrollen den 4. september 2013 om, hvad der var blevet konstateret ved besigtigelsen, jf. bilag C, og de billeder som blev taget af SKAT i forbindelse med kontrollerne, jf. bilag D og bilag E.

SKAT foretog på baggrund af de fremkomne oplysninger en objektiv og saglig vurdering af, om betingelserne for (fortsat) afgiftsberigtigelse af det omhandlede køretøj efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, var opfyldt på tidspunktet for kontrollerne.

Det fremgik bl.a. af de fremkomne oplysninger, jf. bl.a. bilag C-E, at størrelsen af den vandrette flade var 180 x 180 cm. og dermed var tilstrækkelig stor til personophold, at rummet var tæppebeklædt og indrettet med to madrasser tilpasset fladens længde og med en hovedpude samt soveposer og tæpper, at der var monteret lys i både loftet og bagvæggen, og at der lige ude foran den vandrette flade var monteret et tv/fladskærm. Det var på baggrund af bl.a. disse oplysninger, at SKAT vurderede, at køretøjets varerum var indrettet sådan, at det var egnet til eller muliggjorde personophold, og at køretøjet derfor ikke (længere) opfyldte betingelsen efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, om, at køretøjet utvivlsomt skal være konstrueret og indrettet til godstransport.

At SKAT ikke konkret afprøvede styrken på den vandrette plade i køretøjets varerum, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over pladen til personophold, er ikke en sådan fejl ved SKATs oplysning af sagen eller sagsbehandling i øvrigt, at SKAT har pådraget sig et erstatningsansvar, navnlig fordi sagsøgerens indsigelse om pladsens anvendelighed til personophold først fremkom under retssagen, hvor det ikke var muligt at efterprøve indsigelsen, jf. nedenfor.

SKAT havde ikke særlig anledning til konkret at foretage yderligere undersøgelser af anvendeligheden af pladsen over den vandrette plade i varerummet til personophold, dels fordi køretøjets varerum under kontrollerne fremstod som om, at det var muligt at anvende pladsen over den vandrette flade til overnatning, og at pladsen rent faktisk også blev brugt hertil, jf. SKATs notat fra beskrivelsen og de fremlagte billeder fra kontrollerne (bilag C-E), dels fordi sagsøgeren ikke på noget tidspunkt gjorde SKAT opmærksom på, at det ikke var muligt for en person at opholde sig på den vandrette flade i køretøjets varerum, selv om han havde anledning hertil.

I tilknytning til sidstnævnte bemærkes, at SKATs kontrolmedarbejder allerede under kontrollen gjorde sagsøgeren opmærksom på, at fladen så ud til at kunne anvendes til at ligge på (bilag 1, s. 7, 1. afsnit, sidste punktum), og at det fremgik af SKATs afgørelse, at det var afgørende for afgørelsen, at varerummet var indrettet sådan, at det kunne anvendes til ophold og overnatning (bilag A, sagsfremstillingen, s. 3, 3. afsnit, og s. 7, 3. afsnit). På trods heraf fandt sagsøgeren ikke anledning til at gøre indsigelse herimod. Tværtimod anførte sagsøgeren efterfølgende i klagen over SKATs afgørelse til Landsskatteretten, at ”der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold”, jf. bilag F.

Det bestrides, at sagsøgeren under kontrollerne skulle have forklaret, ”at den vandrette plade ikke var egnet til tunge ting herunder personer” (replikken side 4, andet afsnit). At sagsøgeren skulle have forklaret det anførte fremgår hverken af SKATs afgørelse (bilag A), af sagsøgernes klage til Landsskatteretten (bilag F), af Landsskatterettens afgørelse (bilag 3) eller af forklaringerne for Retten i Viborg (bilag 1).

Der var således hverken ud fra, hvordan varerummet fremstod under kontrollerne, eller hvad der under og efter kontrollerne blev forklaret/oplyst af sagsøgeren og hans repræsentanter til SKAT, aktualiseret nogen tvivl om, hvorvidt en person kunne ligge og opholde sig på fladen i varerummet.

Først under retssagen ved Retten i Viborg om SKATs afgørelse gjorde sagsøgeren gældende, at den vandrette plade i varerummet slet ikke kunne anvendes til personophold (bilag 1, s. 8, midt for, s. 9, midt for), hvilket var den indsigelse, som gjorde, at sagsøgeren fik medhold i retssagen.

SKAT kan altså ikke bebrejdes for ikke at have taget højde for sagsøgerens indsigelse i forbindelse med afgørelsen af 25. november 2013.

…………

Sagsøgeren har kritiseret en række andre forhold ved SKATs sagsbehandling, herunder de oplysninger som SKAT lagde til grund for sin afgørelse. Bortset fra, at det ikke er godtgjort, at de faktiske forhold var som hævdet af sagsøgeren, og at de af sagsøgeren påberåbte forhold i øvrigt ikke kan anses for kritisable eller mangelfulde som hævdet af sagsøgeren, så er forholdene under alle omstændigheder uden betydning for spørgsmålet, om SKAT har udvist ansvarspådragende adfærd. SKATs afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift blev tilsidesat ved Retten i Viborgs dom af 30. december 2016, ikke på grund af de forhold som efter sagsøgerens opfattelse er kritisable, men fordi SKAT ikke havde ”afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold”, hvilket som beskrevet ovenfor ikke kan anses for en ansvarspådragende fejl.

Det bestrides, at SKAT ikke har udvist fornøden ”forskriftsmæssighed” som hævdet af sagsøgeren, herunder har undladt at foretage pligtige notater af betydning for spørgsmålet om SKATs eventuelle erstatningsansvar. Der blev udarbejdet et udførligt notat om indretningen af køretøjets varerum i forbindelse med kontrollen den 4. september 2013 (bilag C), hvortil kommer, at der blev taget en række billeder under begge kontroller (bilag D og E).

Der er på ingen måde tale om, at SKATs oplysninger til brug for afgørelsen blev ”indhentet på skrømt” som hævdet af sagsøgeren (replikken, s. 5, tredje afsnit). SKAT baserede sin afgørelse på de oplysninger, som fremkom under kontrollerne, og som bl.a. fremgår af et udførligt sagsnotat (bilag C) og billeder fra kontrollerne (bilag D og E).

Sagsøgeren har gjort gældende, at det i kontrolskemaet fra den 2. august 2013 (bilag 9) anførte om ”100 % Erhverv” indikerer, at der ikke blev fundet påtalelige forhold under kontrollen i Y5-by (replikken, side 3, næstsidste afsnit).

Dette er en forkert udlægning af kontrolskemaet. Det anførte om ”100 % erhverv” er blot udtryk for, at det under kontrollen blev forklaret, at køretøjet udelukkende blev anvendt til erhverv. Det må således lægges til grund, at det er førerens eller sagsøgerens forklaring, som er anført i det pågældende felt i kontrolskemaet. Dette understøttes af, at det i øvrigt anførte i feltet er teksten ”Hente motor”, jf. den som bilag I fremlagte mere læsbare udgave af kontrolskemaet, hvilket stemmer med gengivelsen af sagsøgerens forklaring i SKATs afgørelse (bilag A, sagsfremstillingen, side 3, øverst). Dertil kommer, at den omstændighed, at et køretøj anvendes udelukkende til erhverv, ikke er afgørende for, om køretøjet kan anses for at opfylde betingelsen efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, om, at køretøjet skal være utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, og også af denne grund indikerer teksten ”100 % erhverv” ikke noget om, at der ikke blev fundet påtalelige forhold under kontrollen.

Det fastholdes, at den vandrette flade i køretøjets varerum målte 180 x 180 cm. Dette blev anført i sagsnotatet (bilag C) og gentaget i SKATs afgørelse (bilag A), uden at sagsøgeren gjorde indsigelse herimod – tværtimod anførte sagsøgeren som nævnt i klagen til Landsskatteretten, at ”der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold”, jf. bilag F. Det må lægges til grund, at fladen blev målt under kontrollen den 4. september 2013, jf. det i sagsnotatet anførte om, at ”Fladen målte ca. 180 x 180 cm.”, og ØW’s forklaring herom for byretten, jf. bilag 1, side 7. Retten i Viborg lagde da også ved dommen af 30. december 2016 i al væsentlighed de i SKATs sagsnotat anførte mål til grund.

Sammenfattende gøres det på den baggrund gældende, at der i forbindelse med SKATs afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift af det omhandlede køretøj (bilag A) ikke blev begået sådanne fejl, at SKAT (nu Skattestyrelsen) har pådraget sig et erstatningsansvar. Der er heller ikke tale om, at SKATs afgørelse var klart ubeføjet eller i øvrigt så kritisabel, at SKAT (nu Skattestyrelsen) af den grund har pådraget sig et erstatningsansvar.

4.2 Sagsøgeren har ikke godtgjort tab, som er en følge af ansvarspådragende forhold

Det er sagsøgeren, som har bevisbyrden for, at han har lidt et erstatningsberettiget tab som følge af, at SKAT måtte have udvist ansvarspådragende adfærd.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet for de beløbsposter, han kræver erstatning for:

4.2.1   Ad misligholdelsesomkostninger opgjort af G1 A/S på 62.018,83 kr.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at leasingselskabets krav om betaling af 62.018,83 kr., jf. bilag 3 og 5, er et erstatningsberettiget tab som følge af SKATs afgørelse af 25. november 2013.

De af sagsøgeren fremlagte oplysninger om baggrunden for leasingselskabets krav gør det ikke muligt at vurdere, om leasingselskabets krav er en kausal følge af SKATs afgørelse, ligesom det ikke er muligt at vurdere, om kravet kunne være undgået, og dermed om sagsøgeren har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af bilag 5, side 2, første afsnit, at leasingselskabets ophævelse af leasingaftalen skyldes sagsøgernes manglende betaling af leasingydelse. Det kan derfor ikke på det foreliggende lægges til grund, at ophævelsen skyldes SKATs afgørelse af 25. november 2013.

Sagsøgeren blev i svarskriftet opfordret til at oplyse, hvad der er sket i sagen mellem sagsøgeren og leasingselskabet siden leasingselskabets brev af 17. september 2015 (bilag 5), og om sagsøgeren har betalt beløbet til leasingselskabet, jf. opfordring (4) i svarskriftet, s. 7.

Sagsøgeren har ikke besvaret opfordringen. Det er således ikke oplyst, endsige dokumenteret, hvad der er sket i sagen mellem sagsøgeren og leasingselskabet, herunder om sagsøgeren har betalt det omhandlede beløb til leasingselskabet.

Da det er en grundlæggende betingelse for at kunne kræve de pågældende misligholdelsesomkostninger erstattet, at sagsøgeren endeligt har afholdt eller endeligt skal afholde omkostningerne, har sagsøgeren også af den grund ikke godtgjort, at han har lidt et erstatningsberettiget tab.

Det bemærkes, at sagsøgerens manglende besvarelse af SKATs opfordring og fremlæggelse af relevant dokumentation ikke kan afhjælpes ved en eventuel mundtlig forklaring herom til hovedforhandlingen.

Derudover kan sagsøgeren under ingen omstændigheder få erstatning for det fulde beløb på 17.097,56 med beskrivelsen ”Skyldig ydelse”, som er indeholdt i beløbet på 62.018,83 kr., jf. bilag 3. Det fremgår af leasingselskabets brev 17. september 2015, at beløbsposten ”Skyldig ydelse” dækker over leasingydelse for ”månederne oktober 2013 til januar 2014”, jf. bilag 5, s. 2, andet afsnit. SKAT traf første afgørelse den 25. november 2013 (bilag A). Forfaldne leasingydelser for perioden forud for SKATs afgørelse udgør ikke et erstatningsberettiget tab som følge af afgørelsen.

4.2.2   Engangsydelse i leasingforholdet på 50.000 kr.

 Engangsydelsen på 50.000 kr. er ikke et økonomisk tab, som sagsøgeren har lidt som følge af SKATs afgørelse af 25. november 2013, men er en udgift, som sagsøgeren har afholdt før og uafhængigt af SKATs afgørelse.

4.2.3   Udgifter til leje af VW  for 36.930 kr., aluminiumstransportskasse for 10.625 kr., sponsortryk m.v. for 8.125 kr. og indretning af Renault for 8.750 kr.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at han har haft et tab i form af de nævnte udgifter.

Udgifterne er således udokumenterede.

Bilag 6 og 7 er udaterede opgørelser over udgifter udarbejdet af sagsøgeren. Sådanne opgørelser udarbejdet af sagsøgeren selv udgør ikke behørig dokumentation for sagsøgerens udgifter.

Såfremt sagsøgeren måtte have haft de hævdede udgifter, må det være muligt for ham at fremlægge udgiftsbilag i form af fakturaer eller lignende samt dokumentation for, at han har betalt de pågældende udgifter.

Sagsøgeren kan ikke løfte sin bevisbyrde for de hævdede tab ved mundtlige forklaringer, som ikke er understøttet af objektive kendsgerninger i form af fakturaer eller lignende – navnlig ikke, når der burde foreligge objektiv dokumentation. Det bemærkes herved, at sagsøgeren har oplyst, at han har betalt moms af udgifterne, og der må derfor – om sagsøgerens oplysninger om udgifterne er korrekte – foreligge forskriftsmæssige fakturaer for udgifterne, hvoraf denne moms fremgår, idet dette er en forudsætning for, at sagsøgeren kan være blevet opkrævet moms.

Derudover er det heller ikke godtgjort, at sagsøgeren endeligt har afholdt de hævdede udgifter. Også af denne grund kan det ikke lægges til grund, at han har lidt et erstatningsberettiget tab.

I øvrigt omtaler bilag 6 og 7 kun udgifter for henholdsvis 29.544 kr., 8.500 kr., 6.500 kr. og 7.000 kr., og ikke også betaling af moms med henholdsvis 7.386 kr., 2.125 kr., 1.625 kr. og 1.750 kr., som er indeholdt i det af sagsøgeren angivne krav, jf. bilag J. Sagsøgeren kan derfor under ingen omstændigheder få erstatning af de fulde krævede beløb, som er helt udokumenterede.

Hvad angår udgifterne i bilag 6 til leje af en VW , har sagsøgeren i øvrigt kun krav på erstatning for de merudgifter han har haft til leje af køretøjet sammenlignet med de leasingudgifter mv., han måtte have haft til sin leasede Mercedes-Benz, såfremt han havde haft køretøjet til rådighed. Efter det af sagsøgeren oplyste lejede sagsøgeren den pågældende VW i knap én måned (stævningen, side 4, og bilag 6), og det fremgår af leasingaftalen for den omhandlede Mercedes, at den månedlige leasingydelse var 3.040 kr. ekskl. moms (bilag 11), dvs. at sagsøgeren eventuelle krav vedrørende udgifter til leje af VW under alle omstændigheder skal reduceres med knap 3.040 kr.

Hvad angår udgifterne i bilag 7, fremgår det af bilaget, at udgifterne er fra 2014, men endnu ikke er betalt af sagsøgeren. Da beløbene som udgangspunkt er forældede i dag, har sagsøgeren ikke lidt et tab.

4.2.4   Ikke erstatning for moms på udgifter

Det fremgår af sagsøgerens brev af 18. maj 2017 til SKAT (bilag J), at engangsydelsen på 50.000 kr. i leasingforholdet, som sagsøgeren kræver erstatning for, er inkl. moms på 10.000 kr., at beløbet for leje VW på 36.930 kr. er inkl. moms på 7.386 kr., og at udgifter til indretning mv. af køretøjer er inkl. moms på 5.500 kr. Dvs. ud af sagsøgerens samlede krav på 176.448,83 kr. udgør 22.886 kr. moms.

Bortset fra, at det er helt udokumenteret, at sagsøgeren har skullet betale moms af udgifter til leje VW og indretning af køretøjer mv., jf. afsnit 4.2.3 ovenfor, kan sagsøgeren ikke kræve erstatning for moms, som han eventuelt måtte have betalt.

Sagsøgeren har siden den 14. februar 2012 været registeret med sin personlige virksomhed ”G2 v/A”, jf. bilag G. Sagsøgeren er momsregistreret med virksomheden, jf. bilag H, hvilket sagsøgeren har været siden virksomhedens etablering.

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at sagsøgeren har afholdt udgifterne til de omhandlede køretøjer i sin virksomhed. Da virksomheden var momsregistreret, må det – i fraværet af andre oplysninger om det modsatte – lægges til grund, at han har foretaget fuldt fradrag for momsen. Det bemærkes herved, at leasingkontrakten for det omhandlede køretøj (bilag 11) blev indgået i regi af sagsøgerens personlige virksomhed, og at engangsydelsen på 50.000 kr., som er inkl. moms, således er blevet betalt i regi af virksomheden, hvorfor det må antages, at sagsøgeren har foretaget fradrag for momsen, og at det må det lægges til grund, at de hævdede udgifter til leje af erstatningskøretøj og indretning mv. af køretøjet, som skulle bruges i sagsøgerens virksomhed, også blev afholdt i virksomheden ligesom udgifterne vedrørende det oprindelige køretøj.

Moms, som sagsøgeren har betalt på udgifter, men som der er foretaget fuldt momsfradrag for, udgør ikke et tab, idet sagsøgeren har fået ”refunderet” momsen ved fradraget herfor. Sagsøgeren kan derfor ikke få erstattet den andel af ovennævnte udgiftsposter, der består af moms.

Hvis sagsøgeren får momsen erstattet, vil det medføre en uberettiget berigelse af sagsøgeren, idet han i så fald får ”erstattet” momsen to gange.

Hvis sagsøgeren ikke har foretaget fradrag for momsen i sin virksomhed og dermed fået ”refunderet” momsen, er der i givet fald tale om en åbenbar tilsidesættelse af sagsøgerens tabsbegrænsningspligt, med den følge at sagsøgeren ikke kan kræve momsen erstattet.

Det forhold, at SKATs afgørelse er truffet over for sagsøgeren og ikke sagsøgerens personlige virksomhed, er uden betydning for sagsøgerens mulighed for at trække momsen på de hævdede udgifter fra i sin personlige virksomhed og dermed uden betydning for, om sagsøgeren har lidt et tab i form af momsen. Det bemærkes i tilknytning hertil, at sagsøgerens virksomhed ikke er en selvstændig juridisk person, men at sagsøgeren og hans personlige virksomhed for så vidt er en og samme person.

4.2.5  Renter

Sagsøgeren har ikke besvaret SKATs opfordring (5) i svarskriftet, s. 9, om at redegøre for grundlaget for sin påstand om forretning af en del af påstandsbeløbet med 2,5 pct. fra den 12. juni 2015. Det er således uklart, hvad sagsøgeren støtter dette rentekrav på.

Det af sagsøgeren rejste krav mod SKAT blev fremsat den 18. maj 2017, jf. bilag J. Sagsøgeren kan kun kræve sit krav forrentet fra 30 dage efter denne dato, jf. rentelovens § 3, stk. 2. Det fremgår udtrykkeligt af rentelovens § 3, stk. 2, 2. pkt., at der ikke kan kræves renter for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af kravet.

Såfremt der måtte være tale om, at sagsøgerens krav om forretning pr. 12. juni 2015 støttes på, at leasingselskabet har krævet sit krav mod sagsøgeren forrentet, gøres det gældende, at sagsøgeren ikke kan kræve renterne til leasingselskabet erstattet, idet sagsøgeren har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at betale kravet, hvorved rentekravet kunne været undgået. ”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat:

SKAT traf den 25. november 2013 afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift af sagsøgerens køretøj efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, jf. § 5, stk. 12, jf. § 4 (bilag A).

Sagsøgeren betalte ikke den opkrævede registreringsafgift, og køretøjets nummerplader blev indleveret til SKAT.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelse til Landsskatteretten, som ved afgørelse af 9. december 2015 (bilag B) stadfæstede SKATs afgørelse.

Sagsøgeren indbragte herefter sagen for Retten i Viborg, som ved endelig dom af 30. december 2016 (BS 1-269/2016) fandt, at det ikke var godtgjort, at køretøjets varerum på tidspunktet for kontrollerne var indrettet sådan, at det var egnet til eller muliggjorde benyttelse til andet end godstransport, med den følge at SKAT ikke kunne kræve betaling af fuld registreringsafgift af køretøjet.

Ved dommen af 30. december 2016 blev der ikke taget stilling til, om SKAT har handlet ansvarspådragende, men alene vurderet, at skattemyndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for, at det omhandlede køretøj ikke opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, på kontroltidspunkterne.

Rettens konklusion, om at det ikke var godtgjort, at varerummet i køretøjet var egnet til eller muliggjorde en benyttelse til andet end godstransport (og at der dermed ikke var grundlag for at opkræve fuld registreringsafgift af køretøjet), er begrundet med, ”at SKAT hverken har afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold”.

Retten finder ikke, at SKATs manglende afprøvning af det anførte er ansvarspådragende.

Retten finder heller ikke, at SKAT ikke har udvist fornøden grundighed ved sagens behandling, med den følge at SKATs afgørelse må anses for truffet på et så kritisabelt grundlag, at det er ansvarspådragende.

Retten har herved lagt vægt på, at SKAT forud for afgørelsen af 25. november 2013 foretog skridt til oplysning af sagen, jf. herved SKATs sagsnotat udarbejdet i anledning af kontrollen den 4. september 2013 om, hvad der var blevet konstateret ved besigtigelsen, jf. bilag C, og de billeder som blev taget af SKAT i forbindelse med kontrollerne, jf. bilag D og bilag E.

SKAT foretog på baggrund af de fremkomne oplysninger en vurdering af, om betingelserne for (fortsat) afgiftsberigtigelse af det omhandlede køretøj efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, var opfyldt på tidspunktet for kontrollerne.

Det fremgik af de fremkomne oplysninger, jf. bl.a. bilag C-E, at størrelsen af den vandrette flade var 180 x 180 cm. og dermed var tilstrækkelig stor til personophold, at rummet var tæppebeklædt og indrettet med to madrasser tilpasset fladens længde og med en hovedpude samt soveposer og tæpper, at der var monteret lys i både loftet og bagvæggen, og at der lige ude foran den vandrette flade var monteret et tv/fladskærm. Det var på baggrund af bl.a. disse oplysninger, at SKAT vurderede, at køretøjets varerum var indrettet sådan, at det var egnet til eller muliggjorde personophold, og at køretøjet derfor ikke (længere) opfyldte betingelsen efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, om, at køretøjet utvivlsomt skal være konstrueret og indrettet til godstransport.

Uanset at SKAT ikke konkret afprøvede styrken på den vandrette plade i køretøjets varerum, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over pladen til personophold, finder retten ikke, at der er en sådan fejl ved SKATs oplysning af sagen eller sagsbehandling i øvrigt, at SKAT har pådraget sig et erstatningsansvar, også henset til at sagsøgerens indsigelse om pladsens anvendelighed til personophold først fremkom under retssagen, hvor det ikke var muligt at efterprøve indsigelsen, og at SKAT ikke havde særlig anledning til konkret at foretage yderligere undersøgelser af anvendeligheden af pladsen over den vandrette plade i varerummet til personophold, dels fordi køretøjets varerum under kontrollerne fremstod som om, at det var muligt at anvende pladsen over den vandrette flade til overnatning, og at pladsen rent faktisk også blev brugt hertil, jf. SKATs notat fra beskrivelsen og de fremlagte billeder fra kontrollerne (bilag C-E), dels fordi sagsøgeren ikke på noget tidspunkt gjorde SKAT opmærksom på, at det ikke var muligt for en person at opholde sig på den vandrette flade i køretøjets varerum, selv om han havde anledning hertil, idet han allerede under kontrollen af SKATs kontrolmedarbejder blev gjort opmærksom på, at fladen så ud til at kunne anvendes til at ligge på (bilag 1, s. 7, 1. afsnit, sidste punktum), og at det fremgik af SKATs afgørelse, at det var afgørende for afgørelsen, at varerummet var indrettet sådan, at det kunne anvendes til ophold og overnatning (bilag A, sagsfremstillingen, s. 3, 3. afsnit, og s. 7, 3. afsnit).

På trods heraf fandt sagsøgeren ikke anledning til at gøre indsigelse herimod, ligesom sagsøgeren efterfølgende i klagen over SKATs afgørelse til Landsskatteretten anførte, at ”der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold”, jf. bilag F.

Det er ikke godtgjort af sagsøgeren, at sagsøgeren under kontrollerne skulle have forklaret, ”at den vandrette plade ikke var egnet til tunge ting herunder personer” (replikken side 4, andet afsnit). Det fremgår således ikke af SKATs afgørelse (bilag A), af sagsøgernes klage til Landsskatteretten (bilag F), af Landsskatterettens afgørelse (bilag 3) eller af forklaringerne for Retten i Viborg i dommen af 30. december 2016 (BS 1-269/2016).

Det lægges derfor til grund ud fra, hvordan varerummet fremstod under kontrollerne, eller hvad der under og efter kontrollerne blev forklaret/oplyst af sagsøgeren og hans repræsentanter til SKAT, at der ikke var blevet aktualiseret nogen berettiget tvivl hos SKAT om, hvorvidt en person kunne ligge og opholde sig på fladen i varerummet.

Først under retssagen ved Retten i Viborg om SKATs afgørelse gjorde sagsøgeren gældende, at den vandrette plade i varerummet slet ikke kunne anvendes til personophold (bilag 1, s. 8, midt for, s. 9, midt for), hvilket var den indsigelse, som gjorde, at sagsøgeren fik medhold i retssagen.

Efter det anførte finder retten, at SKAT ikke med rette kan bebrejdes for ikke at have taget højde for sagsøgerens indsigelse i forbindelse med afgørelsen af 25. november 2013.

De øvrige forhold vedrørende SKATs sagsbehandling, som sagsøgeren har påberåbt sig, finder retten ikke kan begrunde et andet resultat, idet forholdene er uden betydning for spørgsmålet, om SKAT har udvist ansvarspådragende adfærd.

Det bemærkes herved, at SKATs afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift blev tilsidesat ved Retten i Viborgs dom af 30. december 2016, fordi SKAT ikke havde ”afprøvet styrken på pladen, eller om der i øvrigt rent faktisk var mulighed for at anvende pladsen over cyklerne til personophold”, hvilket ikke kan anses for en ansvarspådragende fejl, ligesom det bemærkes, at retten ikke finder grundlag for at anse det for godtgjort af sagsøgeren, at SKAT ikke har udvist fornøden ”forskriftsmæssighed”, herunder har undladt at foretage pligtige notater af betydning for spørgsmålet om SKATs eventuelle erstatningsansvar, jf. det af SKAT udarbejdede notat om indretningen af køretøjets varerum i forbindelse med kontrollen den 4. september 2013 (bilag C), samt den række billeder der blev optaget under begge kontroller (bilag D og E).

Det er ikke bevist af sagsøgeren, at SKATs oplysninger til brug for afgørelsen blev ”indhentet på skrømt”, ligesom det ikke er bevist, at SKAT baserede sin afgørelse på andet end de oplysninger, som fremkom under kontrollerne, og som bl.a. fremgår af det udarbejdede sagsnotat (bilag C) og billeder fra kontrollerne (bilag D og E).

I kontrolskemaet fra den 2. august 2013 (bilag 9 og I) er anførte”100 % Erhverv” og ”Hente motor”, hvilket retten anser for at være en gengivelse af, hvad der under kontrollen blev forklaret af føreren eller sagsøgeren, som er anført i det pågældende felt i kontrolskemaet. Dette understøttes af gengivelsen af sagsøgerens forklaring i SKATs afgørelse (bilag A, sagsfremstillingen, side 3, øverst).

Det må efter bevisførelsen endeligt lægges til grund, at den vandrette flade i køretøjets varerum blev målt til at være ca. 180 x 180 cm., hvilket blev anført i sagsnotatet (bilag C) og gentaget i SKATs afgørelse (bilag A), uden at sagsøgeren gjorde indsigelse herimod – tværtimod anførte sagsøgeren som nævnt i klagen til Landsskatteretten, at ”der for så vidt ikke er uenighed om de faktiske forhold”, jf. bilag F, ligesom målet fremgår af forklaringen fra ØW, jf. bilag 1, side 7.

Retten i Viborg lagde ved dommen af 30. december 2016 (BS 1-269/2016) i al væsentlighed de i SKATs sagsnotat anførte mål til grund.

Efter det anførte må det lægges til grund, at der i forbindelse med SKATs afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift af det omhandlede køretøj (bilag A) ikke blev begået sådanne fejl, at SKAT (nu Skattestyrelsen) har pådraget sig et erstatningsansvar. Det må ligeledes lægges til grund, at SKATs afgørelse ikke var klart ubeføjet eller i øvrigt så kritisabel, at SKAT (nu Skattestyrelsen) af den grund har pådraget sig et erstatningsansvar.

Retten tager derfor den af sagsøgte nedlagte påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal A betale sagsomkostninger til Skattestyrelsen med 40.000 kr. Beløbet er til dækning af advokatudgifter med moms. Det er oplyst, at Skattestyrelsen ikke er momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Sagsøgte, Skattestyrelsen, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, til sagsøgte betale 40.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter