Dato for udgivelse
07 Mar 2019 10:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Jan 2019 12:32
SKM-nummer
SKM2019.132.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS 19678/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsværdiskat
Emneord
Ejendom, ejendomsværdiskat, betalte, materielt, forkert, ikke, betale, ejerskifte, myndighedsfejl, skatteopkrævning, årsopgørelse, kontrollere, rigtigheden
Resumé

En skatteyder solgte sin ejendom i 2008, men fortsatte med at betale ejendomsværdiskat af ejendommen frem til 2014. De nye ejere af ejendommen betalte også ejendomsværdiskat i de pågældende år.

Skatteyderen fik genoptaget sine skatteansættelser for 2012-2014 og begærede ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, af skatteansættelserne for de resterende år.

Der var under sagen enighed om, at skatteansættelserne for 2008-2011 var materielt forkerte, idet skatteyderen ikke skulle have betalt ejendomsværdiskat for 2009-2011 og kun delvist for 2008.

Skatteyderen gjorde blandt andet gældende, at SKAT som tinglysningsafgiftsmyndighed var bekendt med ejerskiftet, og at der derfor forelå en klar myndighedsfejl fra SKATs  side.

Landsretten fandt, at den forkerte skatteopkrævning ikke skyldtes fejl hos SKAT; Landsretten foretog herefter en konkret bedømmelse af, hvorvidt det måtte anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Landsretten udtalte, at ejendomsværdiskatten tydeligt fremgik af skatteyderens årsopgørelse, og at skatteyderen klart havde tilsidesat sin pligt til at kontrollere denne.

Landsretten fandt på denne baggrund og i øvrigt af de grunde, byretten havde anført at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1 A.A.8.3.2.2.2.4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1 A.A.8.2.2.2.2.6

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byretten dom, SKM2018.308.BR

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 15-2771622 


Parter

A

(v/adv. Martin Kenneth Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/vadv. Mattias Chor v/adv. Anette Ortvald Gamtofte)

Afsagt af Landsretsdommerne

Janni Christoffersen John Mosegaard og Morten Christensen

Retten på Frederiksberg har den 16. april 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS1268/2016-FRB og BS F-2361/2016) (SKM2018.308.BR).                                                                                            

Påstande

Appellanten A har gentaget sin påstand for by­ retten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A er berettiget til ekstraordinær genoptagelse.af SKATs ansættelse af ejendomsværdiskat for hende vedrørende ejendommen beliggende Y1-adresse, for så vidt angår årene 2008, 2009, 2010 og 2011, og at ejendomsværdiskat for årene 2009, 2010 og 2011 herefter skal ansættes til 0 kr., mens ansættelsen af ejendomsværdiskat for 2008 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.         

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Årsopgørelser for indkomstårene 2008 til 2011 indeholdt enslydende oplysnin­ger om ejendomsværdiskat. På side 2 i årsopgørelserne var der under "Skatte­ beregning og skatteopgørelse, Specifikation af beregnet skat mv." en fortrykt postering "Ejendomsværdieskat 12.660,00 kr." På side 3 var fortrykt følgende:

"Specifikation af ejendomsoplysninger

Ejendomsnr. …21. Y1-adresse

10 promille af 1.732.500

17.325,00

Erhvervet før 2/7 1998. Nedslag 2 promille af 1.732.5_00

3.465,00

Nedslag 4 promille af 1.732.500. Max 1.200

1.200,00

Ejendomsværdiskat

12.660,00

"Beregningsgrundlaget ..."

Ved afgørelse af 22. december 2016 nægtede Landsskatteretten at genoptage sagen som afgjort den26. september2016. Det hedder i afgørelsen:

"

Klageren var allerede ved modtagelsen af årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2008, der blev lagt i klagerens skattemappe den 7. december 2010, i besiddelse af oplysninger, der' gjorde hende i stand til at opdage, at hun blev opkrævet ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse.

Det påhviler klageren at kontrollere, at de fortrykte oplysninger i årsopgørelsen er korrekte. Der henvises til SKM2012.648.BR, SKM2015.433.BR og SKM2016.544.ØLR

Der foreligger i øvrigt ikke særlige omstændigheder, der kan begrunde dispensation fra fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., hvorfor anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2008-2011 er modtaget for sent.

"

Det er ved mails fra køberne af ejendommen dokumenteret og under sagen i øvrigt ubestridt, at også køberne er blevet opkrævet ejendomsværdiskat, således at der er opkrævet dobbelt ejendomsværdiskat i perioden.

SKAT, Kundeservice, Forretningsprocesser, Person, har den 7. november 2017 til brug for sagen udarbejdet et notat stilet til SKAT Jura med følgende indhold:

"Ejendommen Y1-adresse

Ejendommen Y1-adresse, (ejendomsnr. 201-41309) blev anskaffet.pr. 11.12.1980 af ægteparret A og PN med en ejerandel på 50% til hver.     ·

PN’s afgår ved døden den 09.12.2003. Ifølge registreringen i årsopgørelsessystemet er boet behandlet som et skiftet bo. Ejendommen formodes at være udlagt til ægtefællen A. ·

Ejerskiftet blev registreret i EjendomsStamRegisteret (ESR) pr. 26.02.2004, hvor A registreres som eneejer med datoen for ægtefællens død som overtagelsesdato. Den 01.03.2004 ændres ejerforholdet i ESR, så boet efter PN nu står som eneejer indtil ejendommen sælges pr. 01.03.2009. Ejerforholdet er således ikke registeret korrekt i ESR. ESR er, og har altid været et kommunalt system, hvorfor det er den kommunale myndighed, som har foretaget indberetningen til ESR.

Ved oprettelse af ejendommen til ejendomsværdibeskatning leverer ESR data til Ejendomsværdiskattesystemet (EVS).

Indtil 2003 har ejendomsværdiskatten været fordelt med 50% til hver af ægtefæl,lerne i overensstemmelse med ejerforholdet i ESR. På årsopgørelsen for 2003 er ejendommen i første omgang opsat i EVS som hidtil med 50% ejerandel hos hver af ægtefællerne, idet EVS normalt får leveret data fra ESR allerede primo februar dvs. inden der er sket ændring i ejerforholdene i ESR. Der er sket en manuelindberetning til EVS for 2003 på As ejerandele. Det medfører, at, hun ind til mandens dødsdato pr. 09.12.2003 står som 50%-ejer af ejendommen fra d. 09.12.2003 bliver ejerandelen ændret til 100%. Indberetningen er foretaget af en medarbejder i den kommunale skatteforvaltningen og er formentlig sket på grundlag af selvangivelse/ejendomsskema og er medtaget på den første (og eneste) årsopgørelse for 2003 udskrevet d. 15.06.2004. Indberetning er formentlig også i overensstemmelse med den endelige boopgørelse.

Som følge af den manuelle indberetning i EVS i 2004, sker der en automatisk fremføring af ejendommen til 2005 og efterfølgende år. Den automatiske fremføring sker, når ejendomme er oprettet manuelt, hvilket skyldes at der findes situationer, hvor der skal betales ejendomsværdiskat af en ejendom på trods af at ejerforholdet ikke er registeret i ESR. Det gælder f.eks. i hovedaktionærforhold hvor selskabet ejer ejendommen, bofællesskaber mv.

Indtil salget af ejendommen i pr. 01.03.2009 (evt. indtil udflytningsdatoen pr. 01.10.2008-) er det korrekt, at A skal betale ejendomsværdiskat af ejendommen. Som følge af, at boet efter PN er registreret som eneejer af ejendommen indtil den sælges pr. 01.03.2009, bliver der ikke automatisk opsat, afståelsesdato i EVS ved dannelse.af årsopgørelsen for 2009 for A. I de situationer, hvor en ejendom er fremført fra et tidligere år, er EVS afhængig af, at alle ændringer i ejerforhold bliver manuelt indberettet, herunder en afståelsesdatoen når ejendommen sælges eller evt. en udflytningsdato. Denne indberetning kan ske via TastSelv i forbindelse med årsopgørelsen eller eventuelt ved henvendelse til SKAT.

Ejendommen fremføres i EVS indtil SKAT modtager meddelelse om, at A ikke er ejer af ejendommen. Det sker først d. 30.06.2015·, hvor A retter henvendelse til SKAT. Dette medfører, at ejendommen slettes for årene 2012-2014, som på daværende tidspunkt var omfattet af den ordinære ligningsfrist. For årene 2008-2011 indsender A anmodning om ekstraordinær genoptagelse, hvilket ikke imødekommes jf. SKATs afgørelse af 28.07.2015.

Efter ejerskiftet i 2009 er ejendommen overført fra ESR til EVS med ejerforholdet på de nye ejere, som betaler ejendomsværdiskat for ejendommen fra 01.03.2009.

1. Indtil 1.11.2005 blev opgaven vedr. behandling og indtastning af selvangivelsesoplysninger varetaget af den kommunale skatteforvaltning.

2. Når der anvendes formuleringen "formentlig" er det fordi, at dette ikke er bekræftet. Forretningsprocesser Person har ikke unders øgt, hvad der evt. måtte ligge på arkiv fra vedrørende indkomståret 2003."

Forklaringer

A har forklaret, at hun blev skilt fra sin nye ægtefælle op til påske i 2015, og at hun herefter fik en ven i Y2-by.til at gennemgå hendes papirer. Hun er ikke selv god til tal og penge. Det har hun ikke forstand på. Det var efter vennens gennemgang, at hun i maj eller juni 2015 blev opmærksom på den fejlagtigt opkrævede ejendomsværdiskat. Hun har åbnet sine breve og set årsopgørelser, men hun så kun på, om hun skulle betale restskat eller have penge tilbage. Hun læste ikke i øvrigt, hvad der stod i årsopgørelserne, idet hun stolede på·oplysningerne fra SKAT.

Anbringender

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 13. december 2018, hvori det blandt andet anføres:

"4.2 De konkrete forhold

4.2.1 Særlige omstændigheder i Skatteforvaltningslovens- 27, stk. 1, nr. 8 Ifølge lovens bogstav og forarbejderne kan der indrømmes ekstraordinær genoptagelse, hvis der foreligger særlig omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 8. Som det fremgår af forarbejderne, blev reglen indsat som en "kattelem", idet det ikke var muligt for lovgiver at forudse alle de tilfælde, hvor omstændighederne burde give anledning til genoptagelse uden for de almindelige frister.

For det første gøres det gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, idet det er en fejl, at der er opkrævet ejendomsværdiskat i 8 år af den samme ejendom hos både køber og sælger. Det bemærkes i den forbindelse, at det er i skattemyndighedernes system, at der er opkrævet dobbelt ejendomsværdiskat af en fast ejendom. Skattemyndighederne kan altså ikke i nærværende sag, forlade sig på, at der er tale om en fejl begået af en anden offentlig myndighed. Samtidig er det skattemyndighederne-, der er ansvarlig for et system, hvor den samme ejendom kan belægges med dobbeltbeskatning. Allerede af disse grunde foreligger der særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 8.

Skattemyndighederne kan aldrig pålægge andre end den aktuelle ejer af en ejendom ejendomsværdiskat. Under disse omstændigheder er en eventuel fejlregistrering af ejerskiftet i EjendomsStamRegisteret (ESR), og at ansvaret herfor måtte påhvile kommunen, ikke afgørende for bedømmelsen i forhold til SKAT i nærværen de sag.

For det andet gøres det gældende, at ejerskiftet i (2008) er fremgået korrekt af tinglysningssystemet helt tilbage fra tinglysningstidspunktet. Der må således nødvendigvis være sket anmeldelse både til kommunen i forbindelse med indhentelse af ejendomsværdipåtegning og derefter til tinglysning.

Det har formodningen for sig og appellanten har måttet gå ud fra at der i sin tid er sket videregivelse til skattemyndighederne af disse oplysninger, jf. den obligatoriske videregivelsesregel i forvaltningslovens § 7, stk. 2. Skattemyndighederne har som ansvarlig administrativ myndighed i forhold til tinglysningsafgiftsloven været vidende om betaling af tinglysningsafgift som følge af overdragelsen af ejendom­men. Skattemyndighederne må derved også være vidende om, at der -  uhjelmet - er opkrævet og betalt ejendomsværdiskat i den omhandlede periode vedrørende den samme ejendom 2 gange.          ·

Det er ubestridt, at det ikke er en betingelse for pålæg af ejendomsværdiskat, at eje­ ren rent faktisk bebor ejendommen. Men det er en betingelse, at ejendommen står til rådighed for ejeren. Dette vil aldrig være tilfældet, når ejendommen er afhændet, hvilket skattemyndighederne har været vidende om i den konkrete situation. Skat­ temyndighederne har samtidig via CPR-systemet haft adgang til information om, at de nye ejere har været folkeregistertilmeldt på adressen siden ejendomsoverdragelsen, og har da også pålagt de nye.ejere ejendomsværdiskat vedrørende samme ejendom. Materielt er det ikke muligt at pålægge vores klient ejendomsskat, ligesom det ikke materielt er muligt at pålægge den samme ejendom skat to gange for samme periode.

Der er tale om pålæg af en skat, og skattemyndighederne har derfor som forvaltningsmyndighed en almindelig undersøgelsespligt ved siden af skatteyderens pligt til at kontrollere årsopgørelsen. Skattemyndighederne har dog intet undersøgt over adskillige år, endskønt der har været en direkte og konkret anledning hertil som følge af, at skattemyndighederne må have registreret, at der indgik ejendomsværdiskat vedrørende samme ejendom over en længere periode samtidig med, at skattemyndighederne har haft adgang til alle fornødne oplysninger vedrørende samme.

Det gøres derfor også af disse grunde gældende, at der foreligger en myndighedsfejl fra skattemyndighedernes side.

For det tredje gøres det gældende, at det må anses for at være en ansvarspådragen­ de fejl, at der ikke foretages nogen som helst undersøgelser ved opkrævning af ejendomsværdiskat, herunder at der ikke sker en samkøring med ejerregistret eller lignende, og at systemet ikke forhindrer, at den samme ejendom belægges med dobbelt ejendomsværdiskat.

For så vidt angår de af Skatteministeriet påberåbte domme, har de som anført alle det til fælles, at de angår forhold, som skattemyndighederne ikke har haft kendskab til, og som det ikke kan bebrejdes skattemyndighederne ikke at have haft kendskab til. Herved adskiller nærværende sag sig på et helt afgørende punkt fra de af Skatte­ ministeriet påberåbte domme, idet skattemyndighederne i nærværende sag netop burde have ind set og opdaget, at ejendomsværdiskatten ikke kunne opkræves to gange vedrørende den samme ejendom. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at have et system, hvor den samme ejendom belægges med skat to gange, hvilket er en fejl hos skattemyndighederne, og som de bærer ansvaret for.

Det gøres derfor for det fjerde gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. praksis på området. Således fastslog Højesteret i SKM2017.224.HR, at de såkaldte kirkeskattesager i SKM2011.448.LSR,er udtryk for praksis på området, men at de blot ikke fandt anvendelse i den konkrete sag for Højesteret, idet der i højesteretssagen var tale om et helt åbenlyst beløb.                                                                                                

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at der i nærværende sag ikke er sket en aktiv selvangivelse, og at der er tale om relativt beskedne beløb i det enkelte år, hvorfor skattebetalingen ikke i sig selv har givet anledning til en nærmere efterprøvelse af forholdene, ligesom disse pågældende oplysninger fremgår af skatteberegningen på side 2 i årsopgørelserne samt i en specifikation på side 3 på årsopgørelserne. Samtidigt har appellanten ikke haft fantasi til at forestille sig, at hun forsat kunne blive opkrævet ejendomsværdiskat.

Det er derfor også netop praksis i kirkeskattesagerne, som er relevant i forhold til nærværende sag, hvorfor der også af den grund foreligger særlige omstændigheder.

4.2.2 6-månedersfristen i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Som anført følger det af praksis i bl.a. kirkeskattesagerne, at 6-måneders fristen først regnes fra det tidspunkt, hvor skatteyder de facto subjektivt blev bekendt med den relevante fejl, og således ikke allerede fra det tidspunkt, hvor der blot bestod en adgang he1til. Tilsvarende følger af Landsskatterettens afgørelse i SKM2014.637.LSR.

I forbindelse med at appellanten blev s ilt i 2015, gennemgik en ven appellantens papirer, hvor hun blev gjort opmærksom på, at hun havde betalt ejendomsværdiskat på ejendommen i hele perioden efter ejendommen var blevet solgt i 2008. Den 30. juni 2015 rettede appellanten henvendelse til SKAT vedrørende genoptagelse af ansættelserne af ejendomsværdiskat, og det gøres derfor gældende, at anmodningen er fremsat rettidigt i henhold til 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Det har i den forbindelse klart formodningen for sig, at appellanten rettede henvendelse til SKAT relativt hurtig, efter hun blev gjo1t opmærksom på den fejlagtige opkrævning af ejendomsværdien.

Hertil gøres det gældende, at de særlige omstændigheder i sagen, herunder sagens karakter, hvor den samme ejendom er pålagt ejendomsværdiskat 2 gange, indebærer, at der kan dispenseres fra 6-måneders-fristen, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, sidste punktum.

4.3 Kort sammenfatning                                                                     

Sammenfattende har skattemyndighederne begået en væsentlig fejl ved at pålægge den samme ejendom skat to gange, ligesom det forekommer åbenbart urimeligt at opretholde en skatteansættelse, hvor skattemyndighederne har pålagt en skat, der utvivlsomt er materielt forkert. Det er netop i tilfælde som disse, at den af lovgiver fastsatte kattelem i skatteforvaltningslovens .§ 27, stk. 1, nr. 8 finder anvendelse, hvo1for appellantens påstand skal tages til følge."

Skatteministeriet har i det væsentlige proceder t i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 13. december. 2018; som i hovedsagen svarer til påstandsdokument af 2. februar 2018, der er gengivet i byrettens dom.

Retsgrundlaget

Det hedder i Fristudvalgets betænkning 2003 nr. 1426, Frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet, side 42, blandt andet:

"7.2.1.3. Symmetriske eller differentierede regler for den skattepligtige og myndighederne

Frist- og forældelsesreglerne er båret af mangeartede og i høj grad modsatrettede hensyn .. . Afvejningen i skattestyrelsesloven er efter de nugældende regler over­ ordnet foretaget således, at hensynet til skatteyders forventninger inden for den ordinære ansættelsesfrist må vige for hensynet til den materielt rigtige ansættelse, så­ ledes at myndighederne inden for denne frist kan foretage eller ændre ansættelsen. På den anden side har den skattepligtige tilsvarende adgang til genoptagelse inden for 3 år, såfremt der fremlægges oplysninger, der kan begrunde ændringen. Efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist træder hensynet til en materielt korrekt ansættelse i baggrunden til fordel for hensynet til såvel den skattepligtige som myndighedernes forventning om ikke at blive mødt med nye krav, idet ansættelsen efter dette tidspunkt - med mindre der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i § 35 er endelig."

Det hedder i lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 til lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love i de almindelige bemærkninger blandt andet:

"1.2.

Forældelsesfrister og frister for ansættelsesændringer er nødvendige for at skabe retsafklaring, af bevismæssige årsager og af hensyn til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af administrationen og en rimelig anvendelse af de til rådighed værende ressourcer.

Disse hensyn ligger bag såvel de generelle forældelsesregler som de specifikke fristregler i skattelovgivningen.

Fristreglerne udsættes imidlertid ofte for kritik, hvilket hænger sammen med, at reglerne kan afskære borgerne fra krav, som de uden fristregler havde kunnet oppe­ bære. Fristregler strider således grundlæggende imod hensynet til at opnå de materielt rigtige afgørelser, hvilket betyder, at borgeren kan føle sig udsat for et retstab.

På grund af denne· indbyggede konflikt mellem pet materielt rigtige resultat på den ene side og fristreglerne på den anden side er det vigtigt, at reglerne er helt rigtigt afbalanceret.        

1.3.

De gældende regler om fris ter for skatteansættelse og genoptagelse m.v. blev gennemført i 1999. Reglerne har bl.a. været kritiseret for at være uklare og for at give myndighederne en for vid adgang til at foretage ændringer af skatteansættelsen til­ bage i tid. Samtidig betød den gennemfø1te objektivering af reglerne, at der ikke ud fra en konkret vurdering af omstændighederne kan gives tilladelse til genoptagelse uden for de tilfælde, der udtrykkeligt er angivet i bestemmelsen, hvilket bl.a. Skatteretsrådet har fundet særdeles uhensigtsmæssigt. 

Hovedpunkterne i forslaget er forslaget om en »sikkerhedsventil«; der giver hjem­ mel til genoptagelse uden for den almindelige ansættelsesfrist, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der ikke er omfattet af de objektive regler i bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35."

Det hedder videre i bemærkningerne til lovforslagets§ 35, stk. 1, nr. 8, der svarer til skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 8, blandt andet:

"Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene . Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er om­ fattet af den gældende§ 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed; uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige om· stændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.                                                                             

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.   

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette-tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt 5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om genoptagelse imødekommes."   

Landsrettens begrundelse- og resultat

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, har den skattepligtige adgang til at få sin skatteansættelse genoptaget inden for 3 år (senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb), såfremt der fremlægges oplysninger, der kan begrunde ændringen. Efter udløbet af denne ordinære ansættelsesfrist frist giver lovens § 27 adgang til ekstraordinær ansættelse eller ændring. Bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 8, giver skattemyndighederne hjemmel til efter den skattepligtiges anmodning og efter en konkret bedømmelse af forholdene at ændre ansættelsen som følge af, at der foreligger "særlige omstændigheder". Bestemmelsen er i forarbejderne betegnet som en "sikkerhedsventil", der kan anvendes i tilfælde, hvor der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne, og i situationer, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i § 27, stk. 1, nr. 1-7, og det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen har efter sin ordlyd, placering og forarbejder et snævert anvendelsesområde.

SKAT har ikke ved egen kontrol, herunder ved digitale midler, registreret, at der for samme ejendom efter overdragelsen heraf blev påkrævet ejendomsværdiskat fra både køberne af ejendommen og A.

Landsretten finder imidlertid, at A hverken efter indholdet af SKATs notat af 7. november 2017, ud fra overvejelser om, hvorledes den digitale kontrol kunne yære indrettet, eller henset til SKATs myndighedsbeføjelser efter tinglysningsafgiftsloven har bevist, at SKAT herved har begået ansvarspådragende fejl.

Der skal herefter foretages en samlet, konkret bedømmelse af, om det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen, hvor det tillige må indgå, om den urigtige ansættelse skyldes særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes A.

Den begåede fejl har for de indkomstår, for hvilke anmodningen om genoptagelse ikke er blevet imødekommet, medført en uberettiget beskatning på i alt ikke under ca. 38.000 kr.

Landsretten lægger i den samlede vurdering afgørende vægt på, at årsopgørelserne med fed skrift tydeligt angav adressen på den ejendom, Y1-adresse, som hun var fraflyttet. _A kunne i hvert fald ved gennemgang af årsopgørelserne for 2009 til 2011 ikke være i tvivl om, at hendes pligt til at betale ejendomsværdiskat vedrørende denne ejendom var ophørt, og at der således måtte foreligge en fejl. Ifølge sin forklaring for landsretten har A i forbindelse med gennemgang af årsopgørelserne alene interesseret sig for om der var overskydende skat eller restskat. A har herved klart tilsidesat sin pligt til at kontrollere, at de fortrykte oplysninger i årsopgørelsen var rigtige, hvilket kan bebrejdes hende.

Under disse omstændigheder og i øvrigt af de grunde, byretten har anført til­ træder landsretten, at A ikke har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27·, stk. 1, nr. 8, hvorfor byrettens dom stadfæstes.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 18.750 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over-sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 18.750 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.