Dato for udgivelse
14 Mar 2019 10:49
Dato for afsagt dom/kendelse
19 Feb 2019 07:56
SKM-nummer
SKM2019.157.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Hjørring, BS-21809/2019
Dokument type
Dom
Emneord
Overført, selskab, låneforhold, overførsler, lånedokumenter, lånevilkår, regnskabsoplysninger,
Resumé

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik skattemyndighederne oplysning om, at sagsøgeren til sin bankkonto i Danmark havde fået overført ti beløb på i alt 162.681 kr. fra sagsøgerens selskab i Spanien. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om tilbagebetaling af et lån, som sagsøgeren havde ydet selskabet.

Retten fandt det ikke bevist, at der var tale om et låneforhold, eller at overførslerne var tilbagebetaling af lån. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke forelå lånedokumenter eller andre oplysninger om lånevilkår, regnskabsoplysninger fra det spanske selskab eller objektive forhold i øvrigt, der kunne understøtte sagsøgerens synspunkt.

Under hensyn til indbetalingernes størrelse, at sagsøgeren selv havde foretaget overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som ”salario”, fandt retten endvidere, at det måtte tilregnes sagsøgeren som groft uagtsomt, at skatteansættelsen var sket på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således til stede.

Efter det beskrevne forløb fandt retten endelig, at der ikke var grundlag for at fastslå, at fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 var udløbet, da skattemyndighederne sendte agterskrivelsen til sagsøgeren.

Skatteministeriet blev som følge heraf frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1, C.C.2.1.2.1

Den Juridiske Vejledning 2019-1, A.A.8.2.2.1.2.5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1, A.A.8.2.2.1.4

Redaktionelle noter

Dommen er anket til Vestre Landsret


Parter

A

(v/adv. Henrik Rahbek)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv.fm. Anders Vangsø Mortensen v/adv.fm. Rasmus Blom)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 21. juni 2018. Sagen drejer sig om, hvorvidt der i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for at beskatte sagsøger af i alt kr. 162.681, der relaterer sig til i alt ti overførsler fra et spansk selskab til sagsøgers konto i F1-bank i 2011, om der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for 2011, og om fristen herfor i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er overholdt.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstand:

Der nedlægges principalt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A’s personlige indkomst for indkomståret 2011 skal nedsættes med kr. 162.681.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A’s indkomstopgørelse for indkomståret 2011 skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagen, at Skatteankenævnet den 26. marts 2018 forhøjede A’s personlige indkomst for 2011 med 162.681 kr.

Af afgørelse fra Skatteankenævnet fremgår:

”…

Materielt

...

Der er indsendt et bankbilag, der viser, at der den 28. maj 2005 er blevet overført 26.500 Euro fra G1 ApS til G2 S.L. Der er fremlagt regnskab samt mellemregningskonto vedrørende G1 ApS, heraf fremgår, at overførslen i 2005 er debiteret mellemregningskontoen, samt at selskabets gæld til klageren pr. 30. juni udgjorde 50.848 kr. Der er ikke fremlagt regnskaber for det spanske selskab, som viser, at klageren havde et tilgodehavende, ligesom der ikke er fremlagt lånedokument hvoraf fremgår, at klageren har udlånt 196.900 kr. til det spanske selskab i indkomståret 2005.

Der er konstateret indsætninger på klagerens bankkonti, hvoraf det af teksten for en del af indbetalingerne fremgår, at der er tale om løn til klageren. Det ses ikke, at være dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at indsætningerne stammer fra midler, der ikke skal undergives beskatning, og det anses derfor med rette, at SKAT har henført indsætningerne til den skattepligtige indkomst.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring ikke er dokumenteret ved objektive kendsgerninger, f.eks. gældsbreve, der er udstedt i forbindelse med udbetaling af midlerne, ligesom der ikke er fremlagt regnskaber for G2 S.L., hvoraf fremgår, at selskabet havde en gæld til klageren. Der er i sagen endvidere ikke fremlagt anden form for dokumentation, der viser at klageren personligt har udlånt 196.000 kr. til G2 S.L. i indkomståret 2005 og at indbetalingerne på klagerens konto i indkomståret 2011 skulle være tilbagebetaling heraf.

Formelt

Klageren har i indkomståret 2011 modtaget indsætninger på sin bankkonto, der for en del af beløbene er benævnt inv/salario. Der er samlet set tale om betydelige beløb, som klageren har fået udbetalt, uden at oplyse SKAT herom.

Klageren har ikke dokumenteret, at de i 2011 overførte beløb på i alt 162.681 kr. hidrører fra tilbagebetaling af lån, fra selskabet G1 ApS til G2 S.L., ligesom der ikke foreligger regnskaber eller andet fra det spanske selskab, som viser, at klageren har haft et tilgodehavende.

Ved at undlade at oplyse om indtægterne og dermed hindre SKAT i at foretage en korrekt skatteansættelse, må klageren anses at have handlet mindst groft uagtsomt, hvorfor ansættelsen for indkomståret 2011, har kunnet foretages efter udløbet af den ordinære ligningsfrist jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1 nr.5. Der henvises til byrettens dom i SKM2010.552.BR.

Reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Derfor skal fristen ikke regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT har modtaget rådata i projekt Money Transfer, hvilket kan udledes af byrettens dom offentliggjort i SKM2013.910.BR.

SKAT har den 9. december 2014 anmodet klageren om indsendelse af en redegørelse for overførsler modtaget fra Spanien. Den 7. januar 2015 modtog SKAT en kort redegørelse fra repræsentanten, hvorefter Skat den 12. januar 2015 anmodede om indsendelse af yderligere dokumentation. Den 1. juni 2015 modtog SKAT dokumentation, hvorefter SKAT udarbejdede et forslag, som var dateret den 4. juni 2015. Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 kan herefter tidligst anses at løbe fra den 1. juni 2015, hvor SKAT havde fået tilstrækkelige oplysninger til at varsle en korrekt opgørelse. Der henvises til byrettens dom i SKM2014.464.BR.

…”

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet murer og har arbejdet som sådan i 49 år, heraf 40 år som selvstændig. I 2002 flyttede han sammen med sin daværende ægtefælle til Spanien, hvor han startede virksomhed i 2003. Han havde på ferier set, at der var en masse byggekraner, og han tænkte, at der måtte være noget arbejde. Han blev kompagnon med én dernede. De købte en grund sammen og byggede et hus, men det kostede ham en del penge. Han havde ikke kassekredit. Han havde en mellemregningskonto med sit danske selskab, og fra denne overførte han den 28. juni 2005 ca. 26.500 euro til det spanske selskab. Han manglede penge i Spanien og troede stadig, han skulle blive dernede. Han flyttede fra Spanien i 2008 eller 2009, da var der ingen aktivitet dernede. Han flyttede hjem for at tjene penge. Der blev i løbet af 2011 overført penge fra Spanien til hans konto. Det gjorde han via en netbank-adgang til den spanske konto. Han ved ikke, hvorfor der som overførselstekst i nogle tilfælde kom til at stå INV/SALARIO A og lignende, men han brugte meget at kopiere tidligere tekst, så det kan være derfor. Der var ikke tale om løn, han arbejdede ikke i Spanien på det tidspunkt. Det var tilbagebetaling af de penge, han tidligere havde overført, og derfor blev de ikke selvangivet som indkomst. Han betragtede det som et lån, der blev tilbagebetalt. Der var ikke lavet vilkår for lånet med hensyn til tilbagebetaling, renter eller lignende. Han er håndværker, og der var ikke andre impliceret i det. Det spanske selskab blev lukket, han husker ikke hvornår, men det var efter overførslerne.

Vidnet IH har forklaret, at han er bror til A. Han er uddannet registreret revisor, og har beskæftiget sig med revision siden 1970. Han har bistået A og hans danske selskab, G1 ApS, med regnskab. Det var ham, der bogførte på mellemregningskontoen, hvor de 26.513 euro blev debiteret. De blev hævet på selskabets konto og overført til Spanien som indskud i det spanske selskab. A's tilgodehavende i det danske selskab blev reduceret med det tilsvarende beløb. Han ved ikke, hvorfor beløbet skulle overføres. Det er ham, der har svaret på forespørgslerne fra SKAT. Selskabet havde adresse hos ham, og A var formentlig ikke engang klar over forespørgslerne. Når han svarer, at anden gæld er mellemregning med selskabets direktør og eneanpartshaver, betyder det, at der er tale om selskabets gæld til A. Det var også ham, der modtog besked fra SKAT om henlæggelse (bilag 15). Han opfattede svaret sådan, at SKAT havde fået de ønskede oplysninger og godkendt dem.

Han havde sendt bankbilag til SKAT, ikke bilag fra mellemregningen, det havde de ikke bedt om. Han ved, at A senere har overført beløb fra Spanien til Danmark. Disse blev ikke selvangivet, fordi der var tale om tilbagebetaling af lån.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

”…

HOVEDANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i første række helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for at beskatte sagsøger af i alt kr. 162.681 i indkomståret 2011 med henvisning til en række overførsler til sagsøgers bankkonto i F1-bank, idet overførslerne stammer fra allerede beskattede midler, hvorfor overførslerne er sagsøgers skatteansættelse uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5, litra c.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i anden række helt overordnet gældende, at SKAT ikke har overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, idet forhøjelsen først er varslet ved forslag til afgørelse af den 4. juni 2015, og at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse, idet hverken sagsøger eller nogen på hans vegne har handlet groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, eller at SKAT i øvrigt har iagttaget reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2.

1     OVERFØRSLERNE

Det følger helt overordnet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes - med undtagelse af særlige fastsatte begrænsninger -alt hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Til indkomst henregnes imidlertid ikke de indtægter, der hid rører fra kapitalforbrug eller optagelse af lån, jf. statsskattelovens § 5, litra c, idet der således er tale om ikke skattepligtige formuebevægelser.

Det følger af praksis, at en skatteyder som udgangspunkt skal kunne redegøre for de større beløb, som indsættes på dennes bankkonto. Det følger imidlertid videre af praksis, at det alene er op til skatteyderen at sandsynliggøre, at indsætningerne ikke udgør skattepligtig indkomst, hvis disse i stedet udgør lån eller andre formuebevægelser, som er den personlige skatteansættelse uvedkommende i henhold til statsskattelovens § 5, jf. eksempelvis SKM2018.573.BR og SKM2011.143.BR.

Afgørende for denne sag er herefter, hvorvidt sagsøger har sandsynliggjort, at de i sagen omhandlede overførsler ikke er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4.

… …

Til støtte for at sagsøger i denne konkrete sag har sandsynliggjort, at de i sagen omhandlede overførsler ikke er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, skal der henvises til følgende forhold:

For det første skal der henvises til, at de i sagen omhandlede overførsler er tilbagebetaling af et udlån fra sagsøger til G2 S.L. i 2005.

Dette fremgår således også af udskrift fra den i sagen omtalte mellemregningskonto mellem G1 ApS og sagsøger, at overførslen i 2005 blev debiteret på sagsøgers mellemregningskonto, jf. bilag 4.

At overførslen blev debiteret på sagsøgers mellemregningskonto, havde den naturlige konsekvens, at sagsøgers tilgodehavende i G1 ApS blev reduceret mod, at sagsøger omvendt fik et tilgodehavende i det spanske selskab G2 S.L.

Da de i sagen omhandlede overførsler er tilbagebetaling af omtalte lån fra 2005, er disse ikke skattepligtig indkomst hos sagsøger.

For det andet skal der henvises til, at de i sagen omhandlede overførsler er en efterfølgende helt naturlig tilbageførsel af udlånet i nær tilknytning til sagsøgers tilbageflytning til Danmark og afvikling af det spanske selskab, jf. tilsvarende LSR.2013.12-0191767.

For det tredje skal der henvises til, at de i sagen omhandlede overførsler fandt sted i 2011, hvor der ikke var aktiviteter i det spanske selskab G2 S.L, idet sagsøger fraflyttede Spanien i 2008, hvorfor der ikke er tale om vederlag som antydet af sagsøgte.

At de i sagen omhandlede overførsler ikke er vederlag, har også støtte i den omstændighed, at det vederlag - som sagsøger fik udbetalt fra det spanske selskab G2 S.L. under sit ophold i Spanien - blev anført med posteringsteksten "WAGES", hvortil der henvises til udskrift fra G2 S.L.'s bankkonto i F2-bank, jf. bilag 2.

For det fjerde har SKAT tidligere tilbage i 2007 i forbindelse med en kontrol af regnskabsmæssige poster i G1 ApS ikke fundet grundlag for at betragte beløbet på EUR 26.500 som en skattepligtig indkomst hos sagsøger, jf. bilag 12 til bilag 15.

Sagsøger har således sandsynliggjort, at de i sagen omhandlede overførsler på i alt kr. 162.681,90 til sagsøgers konto i F1-bank i indkomståret 2011 ikke er skattepligtig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4.

2      EKSTRAORDINÆR GENOPTAGELSE

Det følger helt overordnet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKAT for at ændre en skatteansættelse skal varsle ændringen senest 1. maj i det fjerde år efter indkomståret udløb, hvorved en ændring af en skatteyders skatteansættelse for indkomståret 2011 skulle varsles overfor skatteyderen senest den 1. maj 2015.

Varsles en skatteansættelse ikke indenfor denne ovennævnte ordinære frist, kan der alene ske genoptagelse af en skatteyders skatteansættelse, såfremt en af de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldte.

Herudover er det en betingelse, at SKAT iagttager reaktionsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Således har SKAT - efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 - eksempelvis i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 mulighed for at foretage ændringer i en skatteansættelse, såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det er med henvisning til denne bestemmelse, at SKAT ved afgørelse af den 20. august 2015 har genoptaget sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2011, jf. bilag 10.

2.1     Grov uagtsomhed

Som det direkte fremgår af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5, er det en betingelse, at den skattepligtige som minimum har handlet groft uagtsomt.

I relation til vurderingen af om en skatteyder har handlet groft uagtsomt, er det særdeles væsentligt at have for øje, at det ikke alene ud fra det forhold, som er grundlag for en forhøjelse af skatteansættelsen, kan sluttes, at der som konsekvens heraf er tale om mindst grov uagtsomhed.

Om der er handlet groft uagtsomt, kræver derimod en samlet konkret vurdering af skatteyderens subjektive forhold på selvangivelsestidspunktet, jf. eksempelvis SKM2011.143.BR, LSR2015.13-0115046, LSR.2016.15-2263320 og SKM2018.396.BR.

Det er således væsentligt at have for øje, at det forhold, at der måtte være selvangivet forkert, ikke er ensbetydende med, at skatteyder har handlet som minimum groft uagtsomt, idet der skal foretages en helt konkret vurdering af den enkelte skatteyders subjektive forhold.

… …

Til støtte for at sagsøger i denne sag ikke har handlet som minimum groft uagtsomt, skal der overordnet henvises til følgende forhold:

For det første at det er sagsøgers opfattelse, at de i sagen omhandlede overførsler er tilbagebetaling af et udlån til det spanske selskab G2 S.L.

Som allerede anført fremgår det af udskrift fra den i sagen omtalte mellemregningskonto mellem G1 ApS og sagsøger, at overførslen blev debiteret på sagsøgers mellemregningskonto, jf. bilag 4.

Sagsøger var af samme grund af den helt klare overbevisning, at han i 2011 ikke skulle selvangive de i sagen omhandlede overførsler, idet disse udgjorde tilbagebetaling af udlånet.

Hertil kommer for det andet, at SKAT tilbage i 2007 foretog en kontrol af blandt andet mellemregningskontoen mellem G1 ApS og sagsøger, i hvilken forbindelse SKAT henlagde sagen uden bemærkninger hertil, jf. bilag 12 til bilag 15.

Sagsøger har således på den baggrund været af den opfattelse, at SKAT allerede i 2007 ved omtalte kontrol havde godkendt mellemregningen med G1 ApS i 2005, og at det ikke havde nogen skattemæssig konsekvens for ham, at lånet til det spanske selskab blev tilbagebetalt ved de ti overførsler i 2011.

Der er således ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 grundlag for en ekstraordinær genoptagelse, idet den manglende selvangivelse ikke er et udslag af minimum grov uagtsom adfærd, da sagsøger ikke har haft til hensigt at unddrage sig skat.

2.2  Reaktionsfristen

Det er videre væsentligt at holde sig for øje, at en ekstraordinær ansættelse kun kan foretages i de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nævnte tilfælde, herunder hvis der er handlet groft uagtsomt i henhold til bestemmelsens stk. 1, nr. 5, såfremt den varsles af skattemyndighederne senest seks måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Den omtalte frist benævnes reaktionsfristen og er en absolut frist, der skal iagttages ved gennemførelse af ekstraordinær ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som er aktuel for afgørelsen af denne sag.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 35, stk. 2) blev indsat i skatteforvaltningsloven på baggrund af lovforslag nr. 175 af den 12. marts 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love.

Af bemærkningerne til dette lovforslag anføres vedrørende § 35, stk. 2 følgende:

"Efter gældende ret, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, kan en ansættelse uden for de ordinære ansættelsesfrister kun foretages eller ændres, såfremt denne varsles eller anmodningen fremsættes inden rimelig tid efter, at den skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af de almindelige frister. Hvad der kan anses for rimelig tid, beror på en konkret vurdering af omstændighederne, idet der dog normalt skal reageres inden 6 måneder.

Det foreslås, jf forslaget til§ 35, stk. 2, at det direkte i loven angives, at anmodningen eller varslingen af den ekstraordinære ansættelse skal ske inden 6 måneder. Det foreslås endvidere, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til i særlige tilfælde at dispensere fra fristen .. " (min understregning)

Afgørende for beregningen af reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2 er alene, hvornår SKAT er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om skatteyderens samlede indkomstforhold til at udarbejde et forslag til afgørelse og altså ikke hvornår SKAT havde alle oplysningerne om skatteyderens samlede indkomstforhold, jf. eksempelvis LSR2011.06-04141, LSR2011 .10-02304 og SKM2012.390.BR.

… …

Det forholder sig således i denne sag, at SKAT var bekendt med både overførslerne samt alle sagsøgers øvrige indkomstforhold allerede den 3. december 2014.

Til støtte for at SKAT allerede den 3. december 2014 var bekendt med både de i sagen omhandlede overførsler samt alle sagsøgers øvrige indkomstforhold, skal der henvises til følgende:

For det første modtog SKAT oplysningerne fra F1-bank om de i sagen omhandlede overførsler allerede den 7. april 2014, jf. bilag 8 og det anførte side 2, afsnit i sagsøgtes svarskrift af den 13. august 2018.

For det andet trak SKAT i forlængelse heraf den 3. december 2014 en R75 for sagsøger for indkomståret 2011, hvilken fremgår af aktindsigtsmaterialet fra SKAT, jf. bilag 11.

Den pågældende R75 er udskrevet den 3. december 2014, hvorfor SKAT således allerede på dette tidspunkt kunne konstatere, at sagsøger ikke havde selvangivet de i sagen omhandlede overførsler.

SKAT havde således allerede på dette tidspunkt kendskab til såvel overførslerne som det forhold, at disse ikke var indtægtsført, hvorfor SKAT allerede den 3. december 2014 var i stand til at fremsende en agterskrivelse med et indholdsvarende til den agterskrivelse, som SKAT først fremsendte den 4. juni 2015, jf. bilag 9.

Sagsøgte har under sagen blandt andet gjort gældende, at reaktionsfristen tidligst er begyndt at løbe fra den 4. december 2014, jf. det anførte side 5, 1. afsnit i duplikken af den 5. oktober 2018.

Sagsøgtes synspunkt kan tages til indtægt for, at sagsøgte er af den opfattelse, at SKAT den 4. december 2014 var i besiddelse af det materiale og de oplysninger, der dannede grundlag for den varslede forhøjelse. Sagsøgte var imidlertid som anført ovenfor allerede den 3. december 2014 i besiddelse af netop det materiale og de oplysninger, der dannede grundlag for den varslede forhøjelse.

Det bestrides således, at reaktionsfristen - i forhold til de i sagen omhandlede overførsler kan regnes fra senere end den 3. december 2014.

SKAT fremsendte først agterskrivelsen seks måneder og en dag efter, at SKAT havde tilstrækkelige oplysninger om sagsøgers indtægts- og formueforhold til at kunne varsle den i denne sag gennemførte forhøjelse.

Henset til at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. udgør en absolut frist, har SKAT således ikke iagttaget reaktionsfristen ved den fremsendte varsling af den 4. juni 2015, jf. bilag 9.

Det gøres således gældende, at SKAT ikke har været berettiget til at gennemføre en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2011, idet reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, 1. pkt. ikke er opfyldt.

-

…”

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

”…

3.1  Pengeoverførelserne

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at A er skattepligtig af pengeoverførelserne fra selskabet G2 S.L for indkomståret 2011.

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Desuden følger det af skattekontrollovens § 1, stk. 1 og 6 B, stk. 1, at den skattepligtige skal selvangive sin indkomst og på anmodning af skattemyndighederne kunne dokumentere sine indtægts- og formueforhold.

I den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode fra hans spanske selskab er overført en række beløb i den omhandlede størrelsesorden til A’s bankkonto – sammenholdt med at der ved 5 af de i alt 10 overførsler er anført ”/INVI/SALARIO A”, ”/INVI/SALARIO A”, ”/INVI/ SALARIO A”, ”/INVI/SALARIO A” og ”/INVI/SALARIO A”, som leder tankerne i retning af, at beløbene udgør vederlag til ham – påhviler det ham at bevise, at de modtagne beløb ikke skal indgå ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst, jf. eksempelvis UfR 2009.163 H, UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR) og SKM2016.327.ØLR.

A har ikke løftet denne bevisbyrde.

Til støtte for sin påstand gør A gældende, at overførelserne til hans private konto i 2011 skal anses for tilbagebetalinger af lån, og at lånets hovedstol udgør den driftskapital, som hans danske selskab, G1 ApS, indskød i hans spanske selskab, G2 S.L., i 2005.

Udgangspunktet er, at G1 ApS den 28. juni 2005 overførte 26.500 euro til det spanske selskab og i den forbindelse betalte et kursgebyr på 13,44 euro, jf. overførelsesbekræftelsen fra F1-bank (bilag 3, s. 2). Det spanske selskab modtog overførelsen på 26.500 euro den 1. juli 2005, jf. kontoudskriften fra den spanske bank F2-bank (bilag 2).

Det, A herefter gør gældende, er, at overførelsen i 2005 af 26.500 euro til det spanske selskab blev debiteret på hans mellemregningskonto med G1 ApS (bilag 4), hvorved hans tilgodehavende i G1 ApS blev reduceret mod, at han til gengæld fik et tilsvarende tilgodehavende i det spanske selskab.

A’s påstår altså, at det var ham, der via sit tilgodehavende i G1 ApS i 2005, overførte de 26.500 euro til det spanske selskab, og at overførelsen var et lån fra ham til det spanske selskab.

Det følger af fast retspraksis, at påberåbelsen af et lån mellem interesseforbundne parter skal være bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H, UfR 2011.1599 H (SKM2011.208.HR) og UfR 2007.1049 H (SKM2007.90.HR).

Der foreligger ingen objektive kendsgerninger, der bestyrker A’s oplysning om, at han i 2005 lånte 26.500 euro til det spanske selskab.

Udskriften af mellemregningskontoen (bilag 4) er et internt regnskabsdokument. Der foreligger ikke gældsbreve eller andet, som beviser rigtigheden af den interne mellemregningskonto mellem A og G1 ApS (bilag 4) og dermed heller ikke noget bevis for, at A overhovedet havde et tilgodehavende i G1 ApS, hvoraf han i 2005 kunne udlåne 26.500 euro til sit spanske selskab, jf. en lignende situation i UfR 2009.332 H.

Der er heller ikke noget gældsbrev, der fastsætter vilkårene for et sådant lån i form af helt centrale forhold som afvikling, forrentning og sikkerhedsstillelse.

Det fremgår hverken af overførselsbekræftelsen (bilag 3, s. 2) eller bankkontoudskriften fra den spanske bank (bilag 2), at de 26.500 euro blev overført som et lån, endsige som et lån fra A, med dertil hørende tilbagebetalingsforpligtelse.

Tilsvarende gælder den interne mellemregningskonto i bilag 4, side 3, nederst, og det interne kontoudtog i bilag 5, side 4. Her er de 26.500 euro bogført uden nogen tilkendegivelse af, at der er tale om et lån, endsige et lån fra A, til hans spanske selskab.

Der foreligger heller ikke regnskaber eller lignende dokumentation for, at nogen del af det påståede lån er tilbagebetalt.

Det fremgår herunder ikke af posteringsteksterne i bilag 8, at de i alt 10 påståede tilbagebetalinger i 2011 på i alt 162.681,90 kr., seks år efter ydelsen af det påståede lån, vitterlig udgør tilbagebetalinger af lån. Ved 5 af overførslerne er der intet anført. Ved de 5 andre overførsler er der anført ”/INVI/SALARIO A”, ”/INVI/SALARIO A”, ”/INVI/SALARIO A”, /INVI/SALARIO A” og ”/INVI/SALARIO A ”, hvilket som anført ovenfor leder tankerne i retning af, at beløbene udgør vederlag til A.

………

Herudover gør A gældende, at den overførsel, der blev foretaget i 2005, fra det danske selskab, G1 ApS, til det spanske selskab, G2 S.L., tidligere er blevet godkendt af SKAT, og at han af samme grund har været af den helt klare overbevisning, at han ikke skulle selvangive overførslerne fra det spanske selskab til ham selv i 2011.

Dette baserer A på en kontrol af hans selskab G1 ApS, som SKAT foretog i 2007 for indkomstårene 2004-2005 (bilag 12-15).

Den godkendelse, som A nævner, og den overbevisning, som A påstår at have været i som følge heraf, kan dog ikke støttes på nogen tilkendegivelse fra SKATs side; hverken eksplicit eller implicit.

SKAT tilkendegav på intet tidspunkt over for A, at myndighederne anså overførslen mellem G1 ApS og G2 S.L. for at være et lån endsige et lån mellem A og G2 S.L. SKAT vidste ikke engang, at posteringen på mellemregningskontoen var en overførsel fra G1 ApS til G2 S.L.

Som det fremgår af korrespondancen med A (bilag 12, 14 og 15) forholdte SKAT sig alene til forrentningen af mellemregningen, hvilket må forstås som forrentningen af det samlede tilgodehavende på selskabets mellemregningsregningskonto. SKAT undersøgte således ikke de enkelte posteringer på mellemregningskontoen, herunder posteringen af 28. juni 2005 på 197.000 kr., jf. bilag 14, side 4, nederst. SKAT vidste altså ikke, at posteringen vedrørte en overførsel fra G1 ApS til G2 S.L.

Det forhold, at skattemyndighederne ikke undersøgte posteringen nærmere i forbindelse med indkaldelsen og gennemgangen af bogføringsmaterialet, er heller ikke ensbetydende med, at myndighederne godkendte posteringen endsige godkendte posteringen som værende et lån endsige godkendte posteringen som værende et lån mellem netop A og G2 S.L., jf. lignende situation i SKM2002.312.ØLR og SKM2009.39.ØLR.

3.2  Ekstraordinær genoptagelse

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at SKAT var berettiget til at genoptage A’s skatteansættelse for indkomståret 2011.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKAT ikke kan afsende varsel om ændring af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Uanset fristerne i § 26 kan en skatteansættelse dog ændres efter SKATs bestemmelse, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT fremsendte agterskrivelsen den 4. juni 2015 (bilag 9), og altså efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, for så vidt angår indkomståret 2011.

SKATs forhøjelse af A’s personlig indkomst blev således foretaget som en ekstraordinær genoptagelse.

Ved bedømmelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er det et faktum, at A ikke har selvangivet en skattepligtig indtægt.

A har handlet forsætligt, eller i hvert fald mindst groft uagtsomt, ved ikke at selvangive indtægten, hvorved han har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. eksempelvis SKM2018.46.VLR og SKM2015.633.ØLR.

SKAT var derfor berettiget til ekstraordinært at genoptage hans skatteansættelse for indkomståret 2011, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

……

Ligeledes gøres det gældende, at SKAT har iagttaget reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”En ansættelse kan kun foretages i de stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af Told- og skatteforvaltningen […] senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen […] er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26(min understregning)

Det følger af SKM2018.481.HR, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for en ekstraordinær ansættelse.

Reaktionsfristen begynder således at løbe, når skattemyndighederne er kommet til kundskab om, at skatteyderen eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtig eller ufuldstændig grundlag.

SKAT havde tidligst denne kundskab, da SKAT modtog A’s brev af 26. maj 2015 (bilag 3).

Det var først i brevet af 26. maj 2015, at A sendte dokumentation for overførslen af 26.500 euro, svarende til 196.900 kr., fra G1 ApS til G2 S.L. (bilag 3, s. 2), og først i dette brev, at A oplyste, at A ikke havde arbejdet for G2 S.L. i 2011, og at der ved angivelsen af ”SALARIO” (”løn”) var tale om en fejl.

SKAT modtog brevet den 1. juni 2015, jf. sagsnotatet (bilag H). SKAT iagttog dermed reaktionsfristen, da agterskrivelsen blev fremsendt få dage senere, den 4. juni 2015 (bilag 9).

A gør gældende, at myndighederne allerede den 3. december 2014 var i besiddelse af det materiale og de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære skatteansættelse. A støtter sit anbringende på, at skattemyndighederne på dette tidspunkt var i besiddelse af oplysningerne fra Money Transfer-databasen (bilag 8) og A’s R75 (bilag 11).

Dette bestrides af Skatteministeriet.

Det eneste SKAT vidste den 3. december 2014 var, at A havde modtaget en række pengeoverførsler fra selskabet G2 S.L. i Spanien, jf. udskriften fra Money Transferdatabasen (bilag 8).

Disse oplysninger er ikke tilstrækkelige til, at der foreligger grundlag for en ekstraordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Dette følger af Højesterets dom af 30. august 2018, der er refereret i SKM2018.481.HR.

Dommen vedrørte netop en Money Transfer-sag, hvor skattemyndighederne havde genoptaget skatteyderens skatteansættelse ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Spørgsmålet i sagen var bl.a., hvilket tidspunkt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 begyndte at løbe fra. Skatteyderen gjorde gældende, at fristen begyndte at løbe allerede fra det tidspunkt Money Transfer-oplysningerne fra F1-bank blev lagt ind i SKATs system og dermed lå klar til sagsbehandleren, hvorimod skattemyndighederne gjorde gældende, at fristen tidligst begyndte at løbe fra det tidspunkt myndighederne modtog yderligere oplysninger fra skatteyderen.

Højesteret udtalte følgende om skattemyndighedernes kundskabstidspunkt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2:

”Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at SKAT den 7. december 2010, hvor de modtagne oplysninger fra F1-bank forelå i læsbar form, alene havde kundskab om, at A havde fået indsat de omhandlede to beløb på sin konto, og at beløbene var betalt af selskabet X. Disse oplysninger gav efter Højesterets opfattelse ikke i sig selv SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Kundskab herom fik SKAT først ved i forlængelse heraf at have indhentet yderligere oplysninger fra A og hans ægtefælle i perioden fra marts til maj 2011.”

Udover oplysningerne fra Money Transfer-databasen påpeger A, at skattemyndighederne udskrev en R75 allerede den 3. december 2014, og at myndighederne derfor havde konstateret på dette tidspunkt, at A ikke havde selvangivet overførslerne fra det spanske selskab.

A’s manglende selvangivelse kunne dog netop være udtryk for, at overførslerne rent faktisk vedrørte tilbagebetaling af et lån, hvilket skattemyndighederne ikke kunne vide på daværende tidspunkt, da myndighederne alene havde oplysningerne fra Money Transfer-databasen og endnu ikke havde taget kontakt til A. Hvis overførslerne var tilbagebetalinger på lån, kunne A med rette have ladet være med at selvangive dem. Det var også netop det, A senere gjorde gældende i sit brev af 2. januar 2015 (bilag B) – at der var tale om tilbagebetalinger på lån. Dette brev var det første skattemyndighederne modtog fra A om overførslerne.

Skattemyndighederne kunne først vide, at der ikke var tale om noget lån, da myndighederne den 1. juni 2015 modtog den lovede dokumentation fra A (bilag 3). Det var på dette tidspunkt, at myndighederne kunne konstatere, at det ikke var godtgjort, at overførslerne fra det spanske selskab var tilbagebetalinger på lån.

Skattemyndighederne fik først på dette tidspunkt kundskab om, at A forsætligt eller i hvert fald mindst groft uagtsomt, ved ikke at selvangive indtægten, havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelsen på et ufuldstændigt grundlag.

Det er således også dette tidspunkt, den 1. juni 2015, at reaktionsfristen tidligst begyndte at løbe fra.

I det tilfælde at retten måtte finde, at reaktionsfristen begyndte at løbe fra et tidligere tidspunkt, gøres det subsidiært gældende, at fristen begyndte at løbe fra det tidspunkt skattemyndighederne modtog A’s første brev af 2. januar 2015.

Brevet, der var dateret den 2. januar 2015, er fremlagt som bilag B. Brevet indeholdte ikke nogen redegørelse som anmodet om af SKAT, men kun følgende besked:

”For A skal jeg hermed besvare SKATs brev af 9. december 2014. De ikke specificerede betalinger fra udlandet er tilbagebetaling af overførsler foretaget i 2005”

Endelig gøres det mere subsidiært gældende, i det tilfælde at retten måtte finde, at reaktionsfristen lå endnu tidligere, at fristen allertidligst begyndte at løbe den 4. december 2014, og at reaktionsfristen således under alle omstændigheder blev iagttaget.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A overførte den 28. juni 2005 fra sin mellemregning med G1 ApS 197.000 kr. eller 26.513,44 euro til det spanske selskab, som han også var ejer eller medejer af. Han har forklaret, at der var tale om lån. Der foreligger ikke lånedokumenter eller andre oplysninger om lånevilkår, regnskabsoplysninger fra det spanske selskab eller objektive forhold i øvrigt, der kan understøtte denne forklaring. Overførslerne fra det spanske selskab til A i 2011 var dels uden ledsagende tekst og dels med spansk tekst, der tyder på, at der var tale om løn. Herefter og når henses til, at A og det spanske selskab er interesseforbundne parter, har A ikke bevist, at der var tale om et låneforhold, og at overførslerne var tilbagebetaling af lån og derfor ikke skattepligtig indkomst.

A har således udeholdt indkomst, der var skattepligtigt i indkomståret 2011. Under hensyn til indbetalingernes størrelse, at han selv foretog overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som ”salario” må det tilregnes ham som groft uagtsomt, at skatteansættelsen skete på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Betingelserne for at foretage ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor til stede. Det kan ikke, som af A anført, føre til et andet resultat, at SKAT i 2007 havde foretaget kontrol af hans mellemregningskonto med G1 ApS.

SKAT blev den 7. april 2014 via Money Transfere databasen gjort bekendt med indbetalingerne og kunne den 3. december 2014 ved udskrift af R75 konstatere, at beløbene ikke var selvangivet som løn. På forespørgsel fra SKAT oplyste revisor IH den 2. januar 2015 på A’s vegne, at indbetalingerne var tilbagebetaling af overførsler fra 2005.

SKAT bad 12. januar 2015 om yderligere oplysninger og fastsatte frist hertil til den 4. februar 2015. Revisor IH bad derefter den 20. januar 2015 om aktindsigt. SKAT rykkede den 11. maj 2015 for oplysningerne og fastsatte frist for svar til den 29. maj 2015. Revisor IH indsendte den 1. juni 2015 redegørelse/dokumentation. SKAT varslede den 4. juni 2015 ændret ansættelse.

Efter det beskrevne forløb, herunder oplysningen fra revisor den 2. januar 2015 om at der var tale om tilbageførsler, var SKAT i hvert fald ikke på dette tidspunkt kommet til kundskab om grundlaget for at varsle korrekt ansættelse. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var udløbet, da SKAT den 4. juni 2015 varslede ændret ansættelse.

Skatteministeriet frifindes derfor.

Sagsomkostningerne er efter oplysning om sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 18.750 kr., som A skal betale ti Skatteministeriet.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet inden 14 dage betale sagsomkostninger med 18.750 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter