Dato for udgivelse
30 Apr 2019 14:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Mar 2019 10:10
SKM-nummer
SKM2019.235.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-1500714
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ikke åbenbar ulovlig afgørelse, parcelhusreglen, beboelseskrav
Resumé

Skatterådet afviste, at Skatteankenævn (…) afgørelse, var åbenbar ulovlig. Klageren havde anmodet SKAT om bindende svar på om salg af 2/3 af klagerens ejendom kunne sælges skattefrit til klagerens søn og datter?

Skattestyrelsen havde svaret ”NEJ” til det stillede spørgsmål.

Skatteankenævnet ændrede Skattestyrelsens afgørelse til et ”JA” til det stillede spørgsmål. Et flertal på fem medlemmer fandt, at klageren er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet klageren på mødet oplyste, at han tog bopæl på ejendommen, og han samtidigt ikke havde haft adgang til den ejendom, hvor hans ægtefælle boede.  

Et mindretal på fire medlemmer fandt, at klageren havde haft adgang til adressen, hvor klagerens ægtefælle boede, og derfor ikke kunne sælge ejendommen skattefrit, til trods for at klager havde boet på adressen og betalt skat til den kommune hvori ejendommen er beliggende.  

Hjemmel

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.H.2.1.15.7.


Ikke åbenbar ulovlig skatteankenævnsafgørelse – Ejendom skattefri efter parcelhusreglen.

Afgørelsen er offentliggjort i en forkortet og redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Sagen vedrører et bindende svar om, hvorvidt delafståelse af en ejendom kan ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Klageren har anmodet SKAT om bindende svar på følgende spørgsmål:

”Vil jeg kunne sælge 2/3 af min ejendom beliggende ejendommen x1-vej, y1-by til min søn og datter skattefrit?”

SKAT har svaret ”NEJ” til det stillede spørgsmål.

Skatteankenævnet ændrede Skattestyrelsens afgørelse til et ”JA” til det stillede spørgsmål. Et flertal på fem medlemmer fandt, at klageren er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet klageren på mødet oplyste, at han tog bopæl på adressen x1-vej, y1-by, og han samtidigt ikke havde haft adgang til adressen x2-vej, y2-by.

Et mindretal på fire medlemmer fandt, at klageren havde haft adgang til adressen x2-vej, y2-by, og derfor ikke kunne sælge ejendommen skattefrit, til trods for at klager havde boet på adressen x1-vej, y1-by og betalt skat til y1-kommune.  

Mindretallet ønsker sagen forelagt Skatterådet, idet man anser afgørelsen for at stride mod retspraksis på området.

Ifølge oplysninger fra skatteankestyrelsen fremgår, at indtil klageren den 1. september 1985 meldte flytning til ejendommen x1-vej, y1-by, boede klageren sammen med sin ægtefælle og to børn på x2-vej, y2-by, hvor de havde boet sammen siden april 1973. Flytningen til x1-vej skyldtes efter klagerens forklaring samlivsophævelse på grund af ægteskabelige problemer. Efter 8 år på ejendommen x1-vej flyttede klageren tilbage på adressen x2-vej, y2-by til sin ægtefælle og børn. Klageren og hans ægtefælle har i perioden på de 8 år med samlivsophævelse ikke været separeret eller skilt, ligesom de har været sambeskattet i alle årerne.

Klageren havde således adresse på ejendommen x1-vej i 8 år og 15 dage, og opfyldte dermed bopælspligten i henhold til landbrugslovens § 8, hvorefter klageren og hans ægtefælle opnåede dispensation til ikke at skulle bebo ejendommen længere, således at ejendommen herefter kunne anvendes som fritidsbolig. Ejendommen har siden da tjent til fritidsbolig for klageren og hans ægtefælle og børn.

I perioden 1. september 1985 til 15. september 1993, hvor klageren var tilmeldt adressen x1-vej, y1-by, var han fortsat ejer af ejendommen beliggende x2-vej, y2-by, hvor klagerens ægtefælle og børn stadig boede.

Der har under sagen været tvivl om, hvorvidt det er klager eller klagerens ægtefælle, der har været eneejer af ejendommen x1-vej, y1-by.

Under faktiske forhold i Skatteankenævnets afgørelse er anført:

For så vidt angår ejendommen x1-vej, y1-by, fremgår det af tingsbogsattesten og skødet, at det er klagerens nu afdøde ægtefælle, der erhvervede ejendommen, og var eneejer heraf indtil hendes bortgang, hvorefter klageren overtog ejendommen. ”

Ifølge SKATs afgørelse fremgår, at spørger pr. 1. september 1985 ifølge CPR-registret flytter til ejendommen x-1vej, y1-by, som spørger sammen med hans ægtefælle købte i 1977, og bor der indtil den 15. september 1993.

I Vurderingsstyrelsens systemer ser det ud til at klagerens nu afdøde hustru har ejet ejendommen x1-vej alene siden 1. januar 1986 og at ejendommen er overgået til klager den 10. april 2014 efter hendes død.

Der er ingen ejerregistrering i vurderingssystemerne for denne ejendom før 1. januar 1986.

Det må lægges til grund, at klagerens afdøde hustru har været eneejer af ejendommen i den periode klageren beboede ejendommen.

Det fremgår også af sagen, at der i 1988 har været en tvist mellem skatteforvaltningen i y1 og y2 Kommune angående, hvilken kommune klageren havde bopæl i og skulle betale skat til. Ifølge klagers egne oplysninger har han i perioden betalt skat til y1 kommune indtil tilbageflytningen til x2-vej, y2-by.

Skatteforvaltningen har således anset klager for at have bopæl på ejendommen x1-vej, x1-by.

Skatteankenævn (...) afgørelse:

(…)

Faktiske oplysninger

(…)

Det fremgår af anmodningen om bindende svar.

”Spørgsmål

Min klient overvejer at sælge 2/3 af ejendommen x1-vej, y1-by til sin søn og datter med 1/3 til hver. Prisen fastsættes til ejendomsværdi +- 15 %.

Ejendommen er på 4,8 ha og vurderet som beboelsesejendom med 1 lejlighed jfr. vedlagte vurdering.

Der kan ikke foretages udstykning jfr. vedlagte brev fra y1 kommune.

Ejendommen har i en periode været bolig for min klient og bruges stadig som alternativ bolig.

Det fremgår af de faktiske forhold i SKATs bindende svar:

(…)

Du og din hustru blev gift i 1967. I flyttede i 1973 ind på adressen x2-vej, y2-by, hvor din nu afdøde hustru blev boende indtil hendes død i 2014. Du boede i perioden 1. september 1985 – 15. september 1993 på ejendommen x1-vej, y1-by. Ifølge SKATs systemer har I ikke været separeret/ skilt, ligesom I har været sambeskattet gennem tiderne. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR-registret) har følgende haft bopæl på adressen x1-vej, y1-by.

Navn     Tilflyttet    Fraflyttet
01.10.2001 01.11.2001
01.10.2001 01.11.2001
01.10.2001  01.11.2001
C 01.10.1993 01.01.1998
31.12.1991 01.01.1998
E    24.10.1990  25.05.1991
24.10.1990  25.05.1991
Klager  01.09.1985  15.09.1993

(…)

Du har telefonisk oplyst, at du og din afdøde ægtefælle anskaffede ejendommen i 1977. Stuehuset, som var i meget dårligt stand, blev nedrevet, og ejendommen var bygningsløs i nogle år. I blev efterfølgende pålagt at opføre et nyt stuehus på ejendommen, således at bopælspligten i henhold landbrugsloven kunne opfyldes. Stuehuset er opført i 1985.

Du oplyste desuden, at du og din afdøde hustru havde ægteskabelige problemer, hvorfor du den 1. september 1985 flytter til ejendommen, og bor der indtil den 15. september 1993. Herefter er du flyttet tilbage til din oprindelige bopæl. Ejendommen på x1-vej, x1-by er herefter anvendt som fritidsbolig for jer og jeres familie. ”

(…)

Der fremgår af skrivelse af 21. oktober 1988 fra y2s Skattevæsen til klageren vedrørende bestemmelse af bopælskommune for indkomståret 1988:

”I henhold til lov om kommunal indkomstskat § 2 stk. 2 bestemmes en skattepligtig persons skattekommune på grundlag af den pågældendes hovedbopæl.

På grundlag af de foreliggende oplysninger er man af den opfattelse, at Deres hovedbopæl må anses for at være x2-vej, y2-by, og i konsekvens heraf agter man for indkomståret 1988 at ændre Deres bopælskommune fra y1 til y2.

Man har herved bl.a. henset til at Deres ægtefælle og børn er tilmeldt ovenstående adresse, samt til at der ikke foreligger oplysninger om ophævet samliv.

Evt. bemærkninger til det foranstående bedes fremsat inden 14 dage fra dato.  Såfremt man ikke hører fra Dem inden nævnte frist, vil ændring af bopælskommune blive foretaget som anført”

I skrivelse af 10. november 1988 fra Skatteforvaltningen i y1 Kommune til y2s Skattevæsen vedrørende klageren og flytning af skattekommune fremgår det:

”Ved skrivelse af 6.10.1988, har De, med henvisning til § 2, stk. 3 i "Lov om kommunal indkomstskat", anmodet om, at ovennævnte skatteyders skattekommune flyttes fra y1 til y2 med virkning for indkomståret 1988.

I den anledning skal oplyses, at omhandlede skatteyder, ved skrivelse af 7.11.1988 til y1 kommunes skatteforvaltning, har meddelt, at, han af praktiske grunde har bopæl i y1kommune på adressen x1-vej, og at han agter at blive boende på denne adresse.

Fotokopi af skatteyders skrivelse af 7.11.1988 vedlagt.

Det skal derfor meddeles, at y1kommune, med henvisning til § 2, stk. 1 i "Lov om kommunal indkomstskat", og med henvisning til ovennævntes valg af bopæl, må fastholde bopælsadressen x1-vej for klager. ”

Det fremgår af skrivelse af 22. juli 1993 vedrørende bopælspligt fra Jordbrugskommissionen for y2 Amt til klageren, at klageren har oplyst, at han opfyldte bopælspligten på landbrugsejendommen x1-vej, y1-by:

”De har med skrivelse af 1. juli 1993 forespurgt til gældende regler ved fraflytning af en landbrugsejendom.

De skriver, at De opfylder bopælspligten og nedenstående regler er kun gældende, hvis De har beboet ejendommen mindst 8 år.

(…)”

I udstykningserklæring fra y1 Kommune af 23. maj 2016, konkludere kommunen, at der ikke kan opnås landzonetilladelse til udstykning af ejendommen:

”Udstykningserklæring, § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven, for ejendommen – x1-vej, y1-by.

Det er y1 kommunes vurdering, at der ikke vil kunne opnås landzonetilladelse til at udstykke en boligparcel fra ejendommen.

(…)

Begrundelse

Udstykning af en boligparcel fra ejendommen vil efter Forvaltningens opfattelse stride mod planlovens og kommuneplanens bestemmelser. Desuden vil det stride mod y1Kommunes retningslinjer for administration af planlovens landzonebestemmelser. ”

SKATs bindende svar

SKAT har svaret ”NEJ” til det stillede spørgsmål.

SKAT har anført følgende begrundelse herfor:

”(…)

Generelt:

Ifølge landbrugslovens § 8 indtræder bopælspligten under normale omstændigheder 6 måneder efter, købet af ejendommen.

Når bopælspligten er opfyldt i mindst 10 år, er der ikke længere bopælspligt på landbrugsejendommen. Der indtræder altid en ny tiårsperiode ved ejerskifte, eller hvis en af de ejede landbrugsejendomme suppleres med yderligere arealer. Ved landbrugsejendomme erhvervet før 1. april 2010 gælder det dog fortsat, at pligten til fast bopæl kun skal være opfyldt i 8 år.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste ved salg af beboelsesejendomme medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Kravet om beboelse er beskrevet i Den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit C.H.2.1.15.7. Heraf fremgår det, at det alene er en betingelse, at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet. Der er alene krav om, at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand, og ikke noget krav om beboelsens længde.

Det beror på en konkret vurdering, om det er godtgjort, at beboelse har fundet sted. Det skal sandsynliggøres, at ejerens beboelse af ejendommen har haft karakter af reel permanent bolig og ikke kun midlertidig bolig. Det er således ikke tilstrækkeligt, at ejendommen har tjent til ophold eller i øvrigt stået til rådighed for ham.

Det er ejeren, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig for ham eller hans husstand i en del af ejertiden.

Det følger af praksis, at faktisk beboelse kan sandsynliggøres (dokumenteres) eksempelvis ved folkeregistertilmelding, avisabonnement, el-, gas- og varmeforbrug mv. Der lægges endvidere vægt på, om ejeren har anden bolig til rådighed. Folkeregistreringen kan ikke alene tages som udtryk for et reelt bopælsforhold, da det er afgørende, om ejeren rent faktisk har haft bopæl på ejendommen og dermed opgivet sin oprindelige bopæl.

I SKM2005.404.HR fandt højesteret, at spørgsmål om avancen ved salg af en ejerlejlighed var skattepligtig i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham.

Højesteret lagde herved vægt på, at appellanten, før han meldte flytning til ejerlejligheden, boede sammen med sin ægtefælle, at flytningen til ejerlejligheden angiveligt skyldtes samlivsophævelse, og at ægtefællen blev boende på den hidtidige adresse og fortsat boede der, da appellanten på ny blev tilmeldt denne adresse. I de af landsretten (SKM2004.143.VLR) anførte grunde, som Højesteret i øvrigt tilsluttede sig, fremgår bl.a., at der var tale om et lavt energiforbrug i lejligheden, og at det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at appellanten i et vist omfang havde opholdt sig i ejerlejligheden.

I SKM2012.171.BR henviser Byretten til ovenstående dom fra Højesteret, samt SKM2007.74HR. Byretten anfører, at fritagelse for beskatning efter parcelhusreglen forudsætter, at sagsøgeren kan bevise, at ejendommen - i lovens forstand - har tjent til bolig for vedkommende, eller vedkommendes husstand.

Efter højesteretspraksis har en ejendom alene tjent til bolig i lovens forstand, hvis der har foreligget "reel permanent beboelse" og ikke, hvis der blot er tale om et "midlertidigt ophold".

Det skal gøres gældende, at kravene til beviset for "reel permanent beboelse" er særligt strenge i sager, hvor der sker tilbageflytning til den oprindelige bopæl, og det påhviler ejeren at fremlægge et sikkert bevis for, at ejeren eller dennes husstand reelt har opgivet sin oprindelige bopæl med henblik på reel permanent beboelse.

Konkret:

Du og den nu afdøde hustru har siden 1967 været gift.

I flytter sammen med jeres børn i 1973 ind i ejendommen x2-vej, y2-by. Altså tjener ejendommen her som bolig for husstanden.

Pr. 1. september 1985 flytter du ifølge CPR-registret til ejendommen x1-vej, y1-by, som du og din hustru købte i 1977, og bor der indtil den 15. september 1993. Herefter flytter du tilbage til din ægtefælle, og bor fortsat på adresse x2-vej.

Du har således adresse på ejendommen i 8 år, og opfylder dermed bopælspligten i henhold til landbrugslovens § 8.

Ejendommen har herefter tjent som fritidsbolig for jer. Jeres søn og tidligere svigerdatter har i desuden haft bopæl på ejendommen.

Efter en samlet vurdering finder SKAT det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at x1-vej, y1-by har fungeret som varig bopæl for dig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Det er opfattelsen, at ejendommen kun har fungeret som et midlertidigt ophold.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at du efter flytning til x1-vej, y1-by ikkehar opgivet din oprindelige bopæl på ejendommen x2-vej, y2-by, som din nu afdøde hustru fortsætter med at bebo efter din fraflytning. I er ikke blevet separeret eller skilt, og har i alle årene været sambeskattet. Altså har du rådighed over anden bolig, og kan dermed ikke sælges bolig nr. 2 skattefrit.

SKAT bestrider på baggrund af oplysningerne ikke, at du kan have haft ophold på x1-vej, y1-by, men anser ikke, at dette ophold på ejendommen har karakter af reel, permanent beboelse.

SKAT finder på det foreliggende grundlag ikke, at du har løftet bevisbyrden for, at du har haft varig bopæl på ejendommen i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Betingelserne for skattefri afståelse af beboelsesejendommen i EBL § 8 er således ikke opfyldt, hvorfor du vil være skattepligtig af en eventuel fortjeneste ved delsalg af ejendommen til dine 2 børn.

Det stillede spørgsmål besvares med ”nej”.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs besvarelse af spørgsmålet skal ændres til et ”JA”.

Klageren har som begrundelse herfor anført:

”Klage over ”Bindende svar” fra Skat. Skat`s vurdering, af om jeg har boet på adressen x1-vej, y1-by i den anførte periode, er forkert. Jeg har boet permanent på adressen, hvilket bl.a. dokumenteres af vedlagte oversigt over forbrug af telefon, vand og el.

Havde det ikke været på grund af en uforskammet optræden fra y1 Kommunes Skatteforvaltning, havde jeg formentlig stadig haft fast bopæl på x1-vej, y1-by. Med holdningen hos y1 Kommunes Skatteforvaltning ville jeg simpelthen gå fallit.

Sagsbehandlingen resulterede i dels klage til Landsskatteretten og dels til Folketingets ombudsmand af …1995 for magtmisbrug. Brev til ombudsmanden og klage over y1 Kommunes Skatteforvaltning er vedlagt.

Den af y1kommune rejste skattesag fik sin endelige afslutning på et møde indkaldt af skattedirektøren for Skatteforvaltningen i y2. Ud over direktøren deltog Skatteankenævnssekretariatet samt Revisionsafdelingen. De uhyrlige sigtelser, rejst af y1 Kommunes Skatteforvaltning, blev frafaldet. Brev fra Skattedirektøren samt sagens afgørelse vedlægges. Tillige vedlægges kopi af min dagbog for 17. november.

Det kan oplyses at min hustru i forbindelse med min flytning til y1 har søgt bistand hos Advokat med henblik på skilsmisse samt køb af mindre bolig i området.

Efter min tvungne tilbagevending til x2-vej, skete der en forbedring af forholdet til min hustru, som jeg efterfølgende boede sammen med til hendes død for 2½ år siden.

Og der skal lyde stor tak til et uforskammet Skattevæsen i y1, som var direkte årsag til en lykkelig udgang.

Min flytning til og fra y1 Kommune har været omgærdet af megen stor interesse fra SKAT´s side og det undrer mig meget at SKAT ikke er bedre informeret, idet det modtagne negative svar på hele 6 sider indikerer et stort researcharbejde.

Flytningen til y1afstedkom kraftig aktivitet både fra afgivende kommune (y2) og modtagende kommune (y1) om hvem, der mente sig berettiget til at være skatteopkrævende kommune. Da y1 løb af med ”sejren”, må det antages, at y1Kommune har kunnet overbevise y2 om mit faktiske ophold på adressen x1-vej, y1-by og ikke blot en tilmelding på folkeregistret. Tilsvarende har y2 vel undersøgt min ”ikke tilstedeværelse” på x2-vej. Årsagen til interessen kan findes i SKAT´s egne arkiver for selvangivne beløb. Breve fra de 2 kommuner vedlægges.

Tilbageflytning, som var nødvendig iflg. foranstående, gav et nyt problem – bopælspligten. Iflg. vedlagte skrivelse fra Jordbrugskommissionen af 22. juli 1993 er der meddelt fritagelse for bopælspligten, når opholdet har varet minimum 8 år. En sådan dispensation gives ikke med mindre bopælspligten har været opretholdt indtil fraflytning. Fraflytning på grund af dispensationen foranledigede ikke y1 Kommune til at gøre indsigelse. Y1 Kommune har gennem erhvervelse af skatteopkrævningsrettigheden sikret sig, at jeg faktisk har boet på adressen. Y1 Kommunes skatteforvaltning giver formentlig ikke frivilligt afkald på en nylig fremsendt skatteopkrævning på ekstra kr. x-tusindeuden at have sikret sig, at formalia var opfyldt.

Som et kuriosum henledes opmærksomheden på at jeg …1987 klagede til y2 over ændring i beskatningen af landbrugsjorden. Ejendommen var blevet vurderet som enfamiliehus med et jordtilliggende. Da arealet kun er på 4,8 ha, vil denne omvurdering være en væsentlig årsag til at ejendommen ikke skal beskattes ved salg. Klagen viser, at jeg ikke har spekuleret i, hvordan ejendommen senere ville blive beskattet.

Som det fremgår af foranstående er SKAT`s egne arkiver mine bedste og eneste ”nulevende” vidner. Øvrige, der kunne bekræfte fakta, er døde.

Jeg er glad for at have taget sagen op nu. Jeg er den eneste, der kan huske begivenhederne samt fremfinde dokumenter. Den mulighed vil mit dødsbo ikke have.”

Klageren er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(…) Undertegnede kan ikke acceptere den modtagne afgørelse fordi:

Der er fremsendt dokumentation for faktisk beboelse i perioden 1985 – 1993. Yderligere dokumentation – 33 år tilbage i tiden – er umulig at fremskaffe. Selv fra Skattevæsenet.  El forsyning kun tilbage til 2010. Vand forsyning kun tilbage til 2008. SKAT har den 25/6 ikke noget journaliseret tidligere end 2005.

Havde Skatteankestyrelsen gjort sig den ulejlighed at vurdere de tilsendte forbrugsbeløb, i stedet for blot at blåstemple SKAT’s opfattelse, ville man kunne, ex. for 1988, se et elforbrug på kr. 6.157,30. Med en forbruger pris pr. Kwh i 1988 på 64,9 øre giver det et årlig Kwh forbrug på 9.487 Kwh. Ifølge Dansk Energi bruger en dansker i 2017 gennemsnitlig 1.600 Kwh pr. år. En gen. familie 4.450 Kwh. I 1987 er forbruget kr. 6.949, 1989 kr. 3.079, 1990 kr. 4.463, 1991 kr. 2.924. Spørgsmålet er så, hvem der har brugt el på x1-vej, y1-by? Ifølge SKAT er det ikke mig.

SKAT´s begrundelse (som er et indkopieret Worddokument) siger, at det er ejeren, der har bevisbyrden, og at bevisførelse skal ske gennem fremlæggelse af dokumenter for forbrug af el, varme etc. SKAT og Skatteankestyrelsen ved udmærket godt, at de krævede bilag ikke kan fremskaffes 33 år tilbage i tiden. Fra mine regnskabsbøger har jeg alligevel kunnet oplyse beløb og dato for el, vand og telefon for 1985 – 93.  Mine vidner: Naboer på z-vej 147, Forpagter på z-vej 230, min hustru og dennes advokat er alle døde. Ved fortsat at kræve dokumentation, som ikke kan fremskaffes, er jeg dermed gjort retsløs.

Forhandlinger mellem y2 og y1 skattevæsen i 1988 resulterede i, at y1 blev betragtet som hjemkommune i skattemæssig forstand. Da forhandlingerne pågik 3 år efter flytning af folkeregister adresse, har begge forvaltninger nøje sat sig ind i, hvor jeg faktisk boede. Så en mistænkeliggørelse af mit faktiske ophold er både en desavuering af SKAT´s egne medarbejdere og en stik modsat vurdering. Se afgørelsen i korrespondancen mellem de 2 kommuner i 1988. Heraf fremgår, at hovedbopæl er x1-vej, y1-by.

Ejendommen er vurderet som beboelsesejendom med 1 lejlighed med tilhørende ”stor” have til trods for, at der er landbrugspligt på de ca. 4,3 ha.  I over 20 er der betalt ejendomsskat af jorden som et parcelhus i stedet for den langt lavere skat for landbrugsjord. At påligne skat ved salg af ejendommen er ikke i overensstemmelse med parcelhusreglen og heller ikke for salg af fritidshus.

Når Jordbrugskommissionen for y2 Amt i 1993 meddeler dispensation for bopælspligt, sker det efter, at kommissionen har undersøgt, om grundlaget herfor er til stede. Nemlig at ejendommen har været beboet af ansøgeren i den krævede dispensationsperiode.

Tilbageflytning til oprindelig adresse blev nødvendiggjort af utilstedelig opførsel og opkrævning fra y1 Skattevæsen.  Krav om efterbetaling på kr. x-tusinde blev senere omstødt af y2s Skattevæsen.

Skatteankenævnet bedes omstøde det fremsendte forslag. ”

Skatteankenævn (…) afgørelse

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste ved salg af beboelsesejendomme medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Det er skatteyderen, der skal bevise, at ejendommen reelt har tjent som bolig for ham i ejerperioden.

Kravet om, at den faste ejendom skal have tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, for at fortjenesten ved afståelse er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, er, at opholdet skal have karakter af reel permanent beboelse med henblik på varigt ophold.

Indtil klageren den 1. september 1985 meldte flytning til ejendommen x1-vej, y1-by, boede klageren sammen med sin ægtefælle og to børn på x2-vej, y2-by, hvor de havde boet sammen siden april 1973. Flytningen til ejendommen x1-vej, y1-by skyldtes efter klagerens forklaring samlivsophævelse på grund af ægteskabelige problemer. Efter 8 år på ejendommen ejendommen x1-vej, y1-by flyttede klageren tilbage på adressen x2-vej, y2-by til sin ægtefælle og børn. Klageren og hans ægtefælle har i perioden på de 8 år med samlivsophævelse ikke været separeret eller skilt, ligesom de har været sambeskattet i alle årerne.

Klageren havde således adresse på ejendommen ejendommen x1-vej, y1-by i 8 år og 15 dage, og opfyldte dermed bopælspligten i henhold til landbrugslovens § 8, hvorefter klageren og hans ægtefælle opnåede dispensation til ikke at skulle bebo ejendommen længere, således at ejendommen herefter kunne anvendes som fritidsbolig. Ejendommen har siden da tjent som fritidsbolig for klageren og hans ægtefælle og børn.

I perioden 1. september 1985 til 15. september 1993, hvor klageren var tilmeldt adressen ejendommen x1-vej, y1-by, var han fortsat ejer af ejendommen beliggende x2-vej, y2-by, hvor klagerens ægtefælle og børn stadig boede. Klageren var i beboelsesperioden ikke ejer af ejendommen ejendommen x1-vej, y1-by. Det var klagerens ægtefælle der alene ejede ejendommen ejendommen x1-vej, y1-by, frem til hendes bortgang.

Et flertal på fem medlemmer finder, at klageren er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet klageren på mødet oplyste, at han tog bopæl på adressen ejendommen x1-vej, y1-by, og samtidigt ikke havde haft adgang til adressen x2-vej, y2-by.

Et mindretal på fire medlemmer finder, klageren har haft adgang til adressen x2-vej, y2-by, og derfor ikke kan sælge ejendommen skattefrit, til trods for at klager har boet på adressen ejendommen x1-vej, y1-by og betalt skat dertil.

Mindretallet ønsker sagen forelagt Skatterådet, idet man anser afgørelsen for at stride mod retspraksis på området.

Nævnet svarer derfor ja til, at ejendommen kan sælges skattefri.

Klagers opfattelse og begrundelse

Skattestyrelsen har modtaget følgende høringssvar fra spørger:

Har modtaget høringsbrev den 21. januar 2019 til forelæggelse for Skatterådet den 26. marts.

Kan tilslutte mig indstillingen, som dermed stadfæster afgørelsen fra Skatteankenævnet den .. august 2018.

Min forespørgsel hos Skat skete den .. august 2016.

Skatteankestyrelsens opfattelse og begrundelse

Skattestyrelsens ændrede indstilling og begrundelse har været sendt i høring hos Skatteankenævn (…). Nævnet var enige om, at man ikke havde bemærkninger til sagsfremstillingen

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Det fremgår af SKM2013.95.SKAT, at for at en afgørelse kan anses for at være åbenbart ulovlig, skal den være 

  • i utvivlsom modstrid med en lov eller bekendtgørelse, eller
  • i utvivlsom modstrid med en fast domstolspraksis, eller
  • i utvivlsom modstrid med fast praksis i Landsskatteretten, og denne praksis ikke er underkendt ved domstolene.

En afgørelse kan ikke anses for at være åbenbart ulovlig, hvis

  • der er tvivl om lovligheden af afgørelsen, eller
  • afgørelsen hviler på et skøn eller en bevismæssig vurdering.

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningsloven 8, stk. 1:

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

1) ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m² eller

2) der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse eller

3) udstykning ifølge erklæring fra told- og skatteforvaltningen vil medføre værdiforringelse på mere end 20 pct. af restarealet eller den bestående bebyggelse

Begrundelse

Skatteankenævnets afgørelse af 1.. september 2018 lægger til grund, at klageren har beboet ejendommen beliggende ejendommen x1-vej, y1-by, og at ejendommen derfor kan sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Ifølge SKM2013.95.SKAT kan en afgørelse ikke anses for åbenbar ulovlig, hvis afgørelsen hviler på et skøn eller en bevismæssig vurdering.

Hvorvidt ejendommen ejendommen x1-vej, y1-by har tjent til bolig for klageren og han derfor opfylder beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og hvorvidt klageren har været en del af ægtefællens husstand, mens han beboede ejendommen, er en bevismæssig vurdering, som ifølge SKM2013.95.SKAT ikke kan anses for åbenbar ulovlig.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at afgørelsen ikke kan være åbenbar ulovlig.

Bemærkninger til klagers høringssvar:

I forhold til klagers høringssvar bemærkes, at Skatteankenævnets afgørelse er dateret den … september 2018. 

Indstilling

Det indstilles på baggrund af ovenstående, at Skatteankenævn (…) afgørelse af … september 2018 ikke er åbenbar ulovlig.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.