Dato for udgivelse
09 Jul 2019 13:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 May 2019 13:43
SKM-nummer
SKM2019.365.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
B-225-17
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Yderligere, materiale, bevis, omkostninger, ophævet, godtgøre, omkostningsfastsættelse
Resumé

Det materielle spørgsmål i sagen var, om et selskab var berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af en ekstern vej i medfør af den dagældende vurderingslovs § 17, fordi kommunen havde overvæltet en del af sine anlægsudgifter ved salget af grunden til selskabet.

Skatteministeriet fik ved byrettens dom (SKM2017.209.BR) medhold i, at der ikke var grundlag for at indrømme selskabet et fradrag i grundværdien, idet selskabet ikke havde bevist, i hvilket omfang kommunen havde afholdt udgifter til vejen, eller i hvilket omfang kommunens udgifter var overvæltet på selskabet.

Under sagens behandling for landsretten fremlagde selskabet yderligere materiale vedrørende kommunens anlæg af og udgifter til vejen samt fastsættelsen af grundpriserne. En betydelig del af materialet blev fremlagt med ankereplikken på dagen for forberedelsens slutning. Med henvisning til det fremlagte materiale tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for selskabets påstand, men påstod samtidig sagens omkostninger ophævet. Selskabet påstod sig herover for tillagt sagsomkostninger.

Landsretten bemærkede, at det påhvilede selskabet, der ønskede fradrag for grundforbedring, at godtgøre, at selskabet havde bekostet forbedringen og fremhævede, at de konkrete udgifter til etableringen af vejen eller de overvæltede udgifter ikke var kendte under sagens behandling for byretten, og der således ikke var tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger, der gav grundlag for skønsmæssigt at fastsætte et fradrag for selskabets udgifter til etablering af vejen.

Selv om selskabet efter sagens endelige udfald måtte anses for den vindende part, måtte der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til, at der først med det materiale, som selskabet fremlagde i forbindelse med ankereplikken for landsretten, forelå oplysninger, der gav grundlag for at indrømme selskabet et fradrag. Henset hertil fandt landsretten, at særlige grunde talte for, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part for byog landsret, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Reference(r)

Retsplejelovens § 312, stk. 3.

Henvisning

-

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byrettens dom, SKM2017.209.BR


Parter

H1 A/S

(v/adv. Claus Rosenkilde) 

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mattias Chor)

Afsagt af Landsretsdommerne

Thomas Lohse, Peter Mørk Thomsen og Kåre Mønsted

Sagens oplysninger og parternes påstande

Dom afsagt af Byretten den 2. januar 2017 (BS 11-448/2016, SKM2017.209.BR) er anket af H1 G/S med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at ansættelsen af fradrag i grundværdien i henhold til vurderingslovens §§ 17-18 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21), for udgifter til ekstern vej ved vurderingerne og årsreguleringerne pr. 1. oktober 2009, 1. oktober 2010, 1. oktober 2011 og 1. oktober 2012 hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Skatteministeriet, der i ankesvarskriftet nedlagde påstand om stadfæstelse, har ved mail af 24. januar 2018 taget bekræftende til genmæle over for H1 G/S’s påstand.

H1 G/S har herefter nedlagt yderligere påstand om, at H1 G/S tillægges sagsomkostninger, subsidiært delvise sagsomkostninger for sagens behandling ved byretten og/eller landsretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har heroverfor nedlagt påstand om, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved byretten eller ved landsretten.

Supplerende sagsfremstilling

Med ankestævningen af 30. januar 2017 fremlagde H1 G/S en udskrift fra beslutningsprotokollen for et møde den 8. juni 1999 i Y2 Kommunes miljø- og teknikudvalg. Det fremgår af beslutningsprotokollen, hvorledes salgspriserne for grundene i området er fastsat, og af et vedlagt ”Byggemodningsregnskab for etape I og II” fremgår det, at ved fastsættelsen af salgspriserne var medregnet udgifter på 15 mio. kr. til ”Vej, 1. etape”.

Ved ankesvarskrift af 1. marts 2017 nedlagde Skatteministeriet påstand om stadfæstelse, og ministeriet anførte, at de fremlagte dokumenter har karakter af planer i form af budget og et skitseprojekt, men ikke kunne tjene til at bevise, hvilke udgifter Y2 Kommune rent faktisk afholdt til etablering af vejen, eller hvilke udgifter kommunen overvæltede på selskabet gennem købesummen.

Sagen blev ved retsbog af 29. maj 2017 berammet til hovedforhandling den 31. januar 2018. Det fremgår af retsbogen bl.a., at der blev fastsat frist for modtagelse af påstandsdokumenter og ekstrakt til den 24. januar 2018, og at sagens forberedelse skulle afsluttes 4 uger forud for hovedforhandlingen.

Den 3. januar 2018 indleverede H1 G/S ankereplik. Med ankereplikken blev fremlagt en række dokumenter, der efter Skatteministeriets opfattelse beviste, at planerne om bl.a. etablering af vejen var blevet realiseret, og hvad kommunens anlægsudgifter udgjorde.

Skatteministeriet tog herefter ved mail af 24. januar 2018 bekræftende til genmæle over for påstanden fra H1 G/S.

Spørgsmålet om fastsættelse af sagens omkostninger har været forhandlet mundtligt.

Procedure

H1 G/S har vedrørende spørgsmålet om sagens omkostninger anført blandt andet, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, skal Skatteministeriet derfor betale sagsomkostninger til H1 G/S.

Det materiale, som H1 G/S fremlagde for Landsskatteretten og i særdeleshed det materiale, som H1 G/S fremlagde for byretten, var tilstrækkeligt til at opfylde vurderingslovens dokumentationskrav efter de regler, der gjaldt frem til 1. januar 2013. Et mindretal i Landsskatteretten fandt da også, at det fremlagte materiale for Landsskatteretten på tilstrækkelig vis godtgjorde, at kommunens byggemodningsomkostninger i et eller andet omfang blev finansieret gennem salgsindtægter for grundene, og at der således var grundlag for at fastsætte et fradrag herfor skønsmæssigt. Byretten var tilsvarende enig i, at H1 G/S via grundkøbesummen indirekte havde afholdt udgifter til anlæg af Y3-vej, og at der var tale om udgifter, som ville kunne fradrages efter vurderingslovens § 17. Byretten anerkendte således, at betingelserne for fradrag var opfyldte, hvorfor retten burde have hjemvist sagen til vurderingsmyndigheden til skønsmæssig fastsættelse af fradraget.

Ved ankestævningen fremlagde H1 G/S yderligere materiale til belysning af spørgsmålet om ejerens bekostning af vejen. Da Skatteministeriet fortsat bestred, at betingelsen om ejers bekostning var opfyldt, var det derfor naturligt, at H1 G/S fortsatte sin søgen efter yderligere materiale, der blev fremlagt snarest muligt efter dets fremkomst. Først efter fremlæggelsen af dette yderligere materiale anerkendte Skatteministeriet udgiftsafholdelsen.

Retssagen er et udslag af den retsuvished, der er om kravene til den bevisbyrde, som H1 G/S skulle løfte i sagen. En retsuvished, som alene kan tilskrives Skatteministeriet, der først med indførelsen af det skærpede dokumentationskrav ved lov nr. 925 af 18. september 2012 har skabt klarhed over, hvilken dokumentation der skal fremlægges for at opnå fradrag i grundværdien efter vurderingslovens regler.

Det forhold, at H1 G/S og Skatteministeriet har været uenige om den juridiske ramme for den bevisvurdering af de faktuelle forhold, som domstolene skal foretage efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler i vurderingsloven, kan ikke føre til, at sagsomkostningerne helt eller delvist skal ophæves, når Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle. I denne sag har H1 G/S gjort det samme faktum gældende under hele sagens forløb fra behandlingen ved SKAT og frem til byretten – nemlig at have afholdt udgifter til etablering af Y3-vej indirekte via grundkøbesummen. Herved adskiller denne sag sig fra sager, hvor der har været tale om vildfarelser om sagernes faktuelle forhold.

Når Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle og påstår sagsomkostningerne ophævet, er det udtryk for, at Skatteministeriet fratager domstolene bevisbedømmelsen. Hertil kommer, at det må anses for en uønsket retsstilling at fremlæggelse af yderligere understøttende materiale under en retssag, indebærer en risiko for tab af sagsomkostninger.

Skatteministeriet har vedrørende spørgsmålet om sagens omkostninger anført blandt andet, at der er grundlag for at ophæve sagens omkostninger, fordi det beror på den vindende part H1 G/S’s forhold, at retssagen blev anlagt og ikke blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end sket. Der foreligger således særlige omstændigheder, der fører til, at Skatteministeriet ikke skal betale sagsomkostninger til H1 G/S for sagens behandling ved byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 315, jf. § 312, stk. 3.

Sagen angik spørgsmålet, om H1 G/S havde bevist, at selskabet via købesummen for selskabets grund på Y3-vej havde betalt for (en del af) vejen, fordi Y2 Kommunes udgifter til vejen var (delvist) indeholdt i købesummen, herunder om de foreliggende oplysninger gav grundlag for at fastsætte fradraget skønsmæssigt.

Parterne har under sagen været enige om, at H1 G/S har bevisbyrden for, at fradragsbetingelserne var opfyldt, herunder at H1 G/S har betalt for vejen, men uenige om beviskravene og (bl.a. som følge heraf) også om H1 G/S konkret havde løftet sin bevisbyrde. Beviskravene i sagen har betydning for afgørelsen af, hvornår H1 G/S havde bevist, at selskabet var berettiget til et fradrag. H1 G/S er af den opfattelse, at det var tilstrækkeligt at fremlægge materiale, der klart indikerede, at der i grundkøbesummen var indeholdt udgifter til etablering af vejen. Dette synspunkt er Skatteministeriet ikke enig i, og det har ikke støtte i retspraksis.

H1 G/S havde allerede på baggrund af Landsskatterettens afgørelse en klar anledning til at fremskaffe bevis for udgiften til anlæg af vejen og en eventuel fordeling af udgifterne på grundene i området, herunder særligt H1 G/S’s egen grund. H1 G/S rettede da også under byretssagen henvendelse til Y2 Kommune, men ingen af henvendelserne resulterede i oplysninger om kommunens udgifter til vejen, eller i hvilket omfang disse var betalt af H1 G/S. Kommunen bekræftede imidlertid, at udgifterne var fordelt på de salgbare arealer og dermed H1 G/S’s grund.

Byretten fandt, at H1 G/S hverken havde bevist, hvor meget Y2 Kommune havde betalt for vejen, eller hvor stor en del af kommunens anlægsudgifter, der var indeholdt i købesummen for grunden.

I forbindelse med ankestævningen fremlagde H1 G/S en række dokumenter, der imidlertid alene havde karakter af planer i form af et budget og et skitseprojekt. Dokumenterne beviste ikke, at kommunen faktisk havde ageret i henhold hertil, eller hvad kommunens udgifter udgjorde, hvorved bemærkes, at dokumenterne var udarbejdet seks år før H1 G/S’s overtagelse af grunden.

Først på dagen for afslutningen af ankesagens forberedelse (med ankereplikken) fremlagde H1 G/S dokumenter, der beviste, at planerne i vidt omfang var realiseret i form af udbuds- og aftaledokumenter, og hvad kommunens anlægsudgifter udgjorde. Særligt den omstændighed, at kommunens anlægsudgifter langt oversteg de budgetterede udgifter, gjorde det sandsynligt, at de oprindeligt indregnede 15 mio. kr. også var indgået ved salget af H1 G/S’s grund. I forbindelse med det i øvrigt fremlagte kunne SKAT herefter skønne over dels udgifterne til vejen, dels i hvilket omfang udgifterne konkret var indeholdt i grundkøbesummen. H1 G/S havde dermed løftet sin bevisbyrde i tilstrækkeligt omfang.

Der er intet grundlag for H1 G/S’s udsagn om, at det fremlagte materiale for byretten og landsretten alene havde karakter af yderligere understøttende materiale. Der er tale om helt centralt materiale, som kunne og burde have været fremlagt allerede for Landsskatteretten og for byretten. Der er heller ikke grundlag for H1 G/S’s synspunkt om, at fordi selskabet har gjort det samme faktum gældende under hele sagens forløb, så skal den sene fremlæggelse af de afgørende beviser alligevel ikke tillægges omkostningsmæssig betydning.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i umiddelbar forlængelse af fremlæggelsen af de afgørende beviser, hvorfor der heller ikke er grundlag for, at H1 G/S tillægges delvise sagsomkostninger for landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for H1 G/S’s påstand, således at Skatteministeriet anerkender, at ansættelsen af fradrag i grundværdien i henhold til vurderingslovens §§ 17-18 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) for udgifter til ekstern vej ved vurderingerne og årsreguleringerne pr. 1. oktober 2009, 1. oktober 2010, 1. oktober 2011 og 1. oktober 2012 hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Landsretten afsiger herefter dom i overensstemmelse hermed.

Med hensyn til spørgsmålet om sagens omkostninger bemærker landsretten, at det følger af retsplejelovens § 312, stk. 1, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. Da der er tale om en ankesag, hvor der er sket en forandring i forhold til byrettens dom, skal den vindende part i landsretten som udgangspunkt have tilkendt omkostninger for sagens behandling for såvel by- som landsretten, jf. § 315. Retten kan dog efter § 312, stk. 3, bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

Det følger af forarbejderne til § 312, stk. 3, (FT 2004-05, Tillæg A, s. 5552), at der kan blive tale om hel eller delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger til den vindende part, hvis denne part ved sin ageren har fremtvunget sagen, hvis resultat lige så vel kunne være opnået uden retssag.

Sagen har angået spørgsmålet om, hvorvidt H1 G/S havde ret til fradrag i grundværdien for etablering af vejen Y3-vej, og om sagen derfor skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT. Der har under sagen været enighed mellem parterne om, at H1 G/S havde bevisbyrden for, at fradragsbetingelserne var opfyldt, herunder særligt at H1 G/S havde betalt for vejen, men parterne har været uenige om beviskravene og mere konkret, om H1 G/S havde løftet bevisbyrden.

Landsskatteretten fandt, at H1 G/S ikke havde ret til fradrag i grundværdien for vejen og udtalte i sin afgørelse, at H1 G/S ikke havde fremlagt dokumentation for udgiften til anlæg af vejen, ligesom der ikke var dokumentation eller oplysninger om, hvorvidt de enkelte udstykninger eller parceller havde betalt for vejens anlæggelse. Byretten kom frem til samme resultat og anførte som begrundelse herfor, at H1 G/S ikke havde bevist i hvilket omfang, Y2 Kommune havde afholdt udgifter til vejen, og i hvilket omfang kommunen havde overvæltet etableringsudgifterne på H1 G/S gennem købesummen for grunden.

Landsretten bemærker, at det påhvilede H1 G/S, der ønskede fradrag for grundforbedring, at godtgøre, at selskabet havde bekostet forbedringen. Under sagens behandling for byretten var de konkrete udgifter til etableringen af vejen eller de overvæltede udgifter ikke kendte, og der var således ikke tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger, der gav grundlag for skønsmæssigt at fastsætte et fradrag for selskabets udgifter til etablering af vejen.

Selv om H1 G/S efter sagens endelige udfald må anses for den vindende part, må der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til, at der først med det materiale, som H1 G/S fremlagde i forbindelse med ankereplikken for landsretten, forelå oplysninger, der gav grundlag for at indrømme H1 G/S et fradrag. Henset hertil finder landsretten, at særlige grunde taler for, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for by- og landsret, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet skal anerkende, at ansættelsen af fradrag i grundværdien i henhold til vurderingslovens §§ 17-18 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) for udgifter til ekstern vej ved vurderingerne og årsreguleringerne pr. 1. oktober 2009, 1. oktober 2010, 1. oktober 2011 og 1. oktober 2012 hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for by- og landsret.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter