Dato for udgivelse
27 Aug 2019 11:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 Aug 2019 12:33
SKM-nummer
SKM2019.415.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
B-565-18 og B-607-18
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Opgørelse, angivelse og betaling
Emneord
Tilbagebetaling, skøn, faktiske, tidsforbrug, lønsumsafgiftspligtige, aktiviteter, datter-leasingselskaber, sektoropdeling, fordeling, omsætningsbaserede, fordeling, omsætning, retvisende, misvisende
Resumé

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for bl.a. et bankselskab og et leasingselskab, som var fællesregistrerede for moms og lønsumsafgift. Fællesregistreringen havde både lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (primært leasing) og andre aktiviteter, der ikke var lønsumsafgiftspligtige (almindelig bankvirksomhed). Derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling af fællesregistreringens lønsum på de lønsumsafgiftspligtige henholdsvis de andre aktiviteter efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4, som var gældende før 1. marts 2013.

Fællesregistreringen havde foretaget denne fordeling på grundlag af en omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1. SKAT fandt, at fællesregistreringens fordeling gav et misvisende billede af de ansattes faktiske tidsforbrug på fællesregistreringens lønsumsafgiftspligtige henholdsvis andre aktiviteter. SKAT tilsidesatte derfor fordelingen og erstattede det med en fordeling, som var baseret på SKATs skøn over de ansattes tidsforbrug.

Landsretten fandt ligesom byretten, at en fordeling af lønsummen baseret på en omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1, ikke gav et retvisende skøn over det faktiske tidsforbrug. Endvidere fandt landsretten ligesom byretten, at SKATs skøn var baseret på relevante og saglige kriterier, som var egnede til at belyse det faktiske anvendte tidsforbrug.

Reference(r)

Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 2 og 4 (dagældende)

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, D.B.4.7.4

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byrettens dom, SKM2018.219.BR


Parter

H1

(v/adv. Jakob Krogsøe)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Søren Horsbøl Jensen)

Sagens baggrund og parternes oplysninger

Retten i Odenses dom af 12. marts 2018 (BS 10-1192/2016 og BS 10-1193/2016, SKM2018.219.BR) er anket af H1 med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 (fællesregistreringen) er berettiget til at opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4, ved anvendelse af en omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1, for perioderne 1. februar 2008 til 31. december 2009 og 1. marts 2010 til 28. februar 2013.

Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at opgørelsen af H1s lønsumsafgiftstilsvar for perioderne 1. februar 2008 til 31. december 2009 samt 1. marts 2010 til 28. februar 2013 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget og uddybet deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

H1 har supplerende gjort gældende, at der ikke skal ske intern fakturering, da der netop er tale om en fællesregistrering. H1 har endvidere gjort gældende, at Skatteministeriets subsidiære påstand ikke kan tages til følge, da man i stedet skal lægge den opgørelse, som H1 har anvendt, til grund.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som fastslået i dom afsagt af Højesterets den 4. juni 2019 i sag BS-42571/2018 er formålet med reglerne om opgørelse af afgiftsgrundlaget i de dagældende bekendtgørelser udstedt i medfør af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, at opnå en fordeling af en virksomheds lønsum, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den lønsumsafgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden, og det er alene et udgangspunkt, at en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsummen vil blive lagt til grund. Skattemyndighederne har således mulighed for at anfægte virksomhedens skøn.

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at en opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget ved anvendelse af omsætningsfordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1, ikke giver et retvisende skøn over det af fællesregistreringen faktisk anvendte tidsforbrug. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at G1 ikke selv havde nogen ansatte, at fællesregistreringens leasingydelse primært blev leveret til kunder, som ikke i øvrigt var kunder i fællesregistreringen, og at leasingaktiviteterne ville have været underskudsgivende, hvis der havde været afholdt lønudgifter til fællesregistreringens leasingaktiviteter svarende til det tidsforbrug, der følger af en fordeling i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Det følger af § 3 i bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner, at aftaler herom skal indgås på skriftligt grundlag. Der foreligger ingen skriftlige aftaler mellem H1 og G1. Landsretten lægger derfor til grund, at H1 selv har opfattet deres rådgivning om leasing som omfattet af den almindelige bankdrift eller alene at være af så bagatelagtig karakter, at en skriftlig aftale ikke har været nødvendig.

På den baggrund, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten endvidere, at SKAT´s skøn er baseret på relevante og saglige kriterier, som er egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Med disse bemærkninger og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, er landsretten enig i byrettens resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 350.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 betale 350.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.