Dato for udgivelse
04 Nov 2019 10:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Aug 2019 10:45
SKM-nummer
SKM2019.543.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-46551/2018, Retten i Lyngby
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Kapitalindkomst, låneforhold, renteforpligtelse, provenuopgørelse, understøttelse, møde, bevisførelse,
Resumé

Sagen vedrørte Skatteankenævnets afgørelse af den 5. september 2019 (red. SKAT 5. september 2018), hvorefter der ikke fandtes grundlag for at genoptage skatteankenævnets afgørelse af den 18. april 2018.

Skatteankenævnets afgørelse af den 18. april 2018 vedrørte sagsøgerens klage over SKATs afgørelse af den 14. april 2017, hvorefter sagsøgerens kapitalindkomst blev forhøjet med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for et låneforhold (herunder en renteforpligtelse) eller afholdelse af renteudgifter i forhold til selvangivne rentefradrag i forbindelse med salg af sagsøgerens ejendom. Sagsøgeren havde for skatteankenævnet fremlagt en provenuopgørelse over salget af ejendommen.

Ifølge sagsøgerens oplysninger blev dokumentation til understøttelse af provenuopgørelsen fremlagt under et møde med skatteankenævnet den 22. marts 2018.

Retten fandt, at der ikke efter bevisførelsen var grundlag for at antage, at provenuberegningen ikke forelå for skatteankenævnet, da nævnet traf afgørelsen den 18. april 2018. Det var herefter ikke godtgjort, at der forelå oplysninger, som ikke tidligere havde været fremme under sagen. Allerede derfor fandtes betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, ikke opfyldt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, A.A.10.2.6


Parter

A

(v/Peter Høyer Jensen (ægtefælle))

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Birgitte Kjærulff Vognsen v/adv.fm. Anne Rold)

Afsagt af Byretsdommer

Beth von Tabouillot

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 27. november 2018, vedrører Skatteankenævnets afgørelse af den 5. september 2019 (red. SKAT 5. september 2018), hvorefter der ikke var grundlag for at genoptage skatteankenævnets afgørelse af 18. april 2018. Sagen vedrører således, om der er grundlag for at genoptage den tidligere afgjorte sag.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skatteankenævnets afgørelse af 18. april 2018 skal genoptages af Skatteankenævnet.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Skatteankenævnet afholdt den 22. marts 2018 møde i sagen vedrørende A’s klage over SKATs afgørelse af 14. april 2017.

Ved e-mail af 22. marts 2018 kl. 15.37 skrev advokat IJ til advokat LS, cc. Skattestyrelsen m.fl., blandt andet:

”På vegne af mine klienter skal jeg anmode dig om STRAKS at bekræfte overfor Skatteankestyrelsen, at der er sket betaling af renter i overensstemmelse med vedlagt ifølge den oplyse af dig udarbejdede såkaldte provenu beregning uden ugrundet ophold.”

Skatteankestyrelsen besvarede henvendelsen ved e-mail af 23. marts 2018 kl. 11.23, hvori man anmodede om oplysning om, hvilken sag henvendelsen vedrørte, hvilket blev besvaret senere samme dag.

Ved e-mail af 23. marts 2018 kl. 15.49 skrev advokat LS til advokat IJ, cc Skatteankestyrelsen m.fl., blandt andet:

”På given foranledning kan jeg oplyse at vedlagte provenuberegning er udarbejdet af mig som kurator i konkursboet G1 v. JP og omhandlede opgørelse af provenuet efter bortsalg af ejendommen Y1-adresse.

Opgørelsen har været forelagt og forhandlet på et retsmøde i Sø- og Handelsrettens Skifteafdeling og har dannet grundlag for opgørelsen af provenu delt mellem konkursboet (JP) og samejeren ægtefællen A. Der er således betalt og afregnet renter overfor F1-kredit mv.”

Skatteankenævnet traf den 18. april 2018 afgørelse vedrørende A’s klage over SKATts afgørelse af 14. april 2017, hvorefter A’s kapitalindkomst blev forhøjet med 250.000 kr. for indkomståret 2014 og med 180.000 kr. for indkomståret 2015. Af Skatteankenævnets afgørelse fremgår blandt andet:

”Faktiske oplysninger

Klageren har den 30. juni 2015 og 1. maj 2016 selvangivet renteudgifter for indkomstårene 2014 og 2015 med henholdsvis 250.000 kr. og 180.000 kr. Renteudgifterne er selvangivet i rubrik 44 "Anden gæld, herunder studielån (privat indberettet).

Klageren har i forbindelse med SKATs anmodning om materiale til brug for sagen fremlagt en provenuopgørelse over salget af hendes tidligere bolig beliggende Y1-adresse. Klageren ejede ejendommen sammen med sin ægtefælle, JP.

Ejendommen blev på grund af ægtefællens konkurs solgt af kurator den 1. oktober 2014 for 6.600.000 kr. Bruttoprovenu er opgjort til 1.692.864,29 kr. efter bl.a. indfrielse af realkreditlån, betaling af restancer og morarenter.

SKAT har den 28. februar 2017 udsendt forslag til afgørelse om forhøjelse af klagerens kapitalindkomst i 2014 og 2015 med henholdsvis 250.000 kr. og 180.000 kr.

SKAT har lagt til grund, at klageren med den fremlagte provenuopgørelse mener, at hun i 2014 og 2015 har afholdt renteudgifter på henholdsvis 250.000 kr. og 180.000 kr. vedrørende ejendommen Y1-adresse.

SKAT har i forslag til afgørelsen anført, at klageren som udgangspunkt kan fradrage renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Det er et krav, at klageren fremsender dokumentation for, at der foreligger en låneaftale, herunder en reel renteforpligtelse, samt at hun fremsender dokumentation for, at hun faktisk har afholdt renteudgifter.

Klageren har fremlagt udateret og uunderskrevet uigenkaldelig salgsfuldmagt mellem klageren som fuldmagtsgiver og konkursboet efter JP som fuldmagtshaver, hvoraf bl.a. fremgår:

"Ved sin underskrift på nærværende salgsfuldmagt giver undertegnede Fuldmagtsgiver samtidig hermed Fuldmagtshaver ret til at lade den kontante købesum deponere i et pengeinstitut valgt af konkursboet, idet Fuldmagtsgivers andel af provenuet på 50%, efter afregning af salgsudgifter, låneindfrielse af fælleslån (realkreditlån til F1-kredit) samt refusionssaldo, afregnes til Fuldmagtsgiver efter følgende nøgle:

    • Fuldmagtsgiver har efter aftale skullet afholde samtlige udgifter på Ejendommen i perioden fra konkursdekretets afsigelse og indtil tidspunktet for indgåelse af formidlingsaftale. Restancer opstået i denne periode fragår Fuldmagtsgivers provenuandel.
    • Nedbringelse af gæld til F1-kredit sket i perioden efter konkursdekrets afsigelse tilfalder fuldt ud Fuldmagtsgivers provenuandel
    • Opstående restancer i salgsperioden på ydelser til F1-kredit, ejendomsskatter, forsikring samt driftsudgifter fragår alene Fuldmagtsgivers ejerandel ved den endelige provenuberegning, hvilket modsvares af, at Fuldmagtsgiver har brugsretten i salgsperioden, men formelt set ikke betaler husleje herfor.
    • Lån sikrer ved pant optaget af Fuldmagtsgiver i egen andel af Ejendommen er konkursboet og Fuldmagts havers ejerandel og provenuandel uvedkommende."

Det fremgår af provenuopgørelsen, at klageren har betalt 53.502,14 kr. i morarenter til F1-kredit.

Klageren har tillige fremlagt opgørelse af 16. oktober 2014 fra F1-kredit i anledning af indfrielse af lån i ejendommen pr. 2. oktober 2014.

Klageren har endvidere fremlagt årsopgørelse for 2014 fra F1-kredit, hvoraf fremgår, at rente og bidrag inklusiv morarenter og opsigelsesrente udgør 219.270,67 kr., og at der er sket indberetning af dette beløb på flere låntagere.

De af F1-kredit angivne skyldige og beregnede morarenter svarer til de i provenuberegningen angivne morarenter.

Af SKATs årsopgørelse for 2014 fremgår, at klageren har fået rentefradrag med 109.635 kr. svarende til halvdelen af de af F1-kredit indberettede renteudgifter på 219.270,67 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har udsendt årsopgørelser for 2014 og 2015 i overensstemmelse med forslag til afgørelse.

Da klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at der foreligger en låneaftale, herunder en renteforpligtelse samt ikke har fremlagt dokumentation for, at hun faktisk har afholdt renteudgifter, som berettiger til et rentefradrag på henholdsvis 250.000 kr. og 180.000 kr., er det SKATs vurdering, at klagerens selvangivne renteudgifter på henholdsvis 250.000 kr. og 180.000 kr. ikke skal indgå i hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015.

SKAT har således forhøjet klagerens kapitalindkomst med 250.000 kr. for indkomståret 2014 og med 180.000 kr. for indkomståret 2015.

(…)

Skatteankenævnets afgørelse

Renteudgifter er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Skatteankenævnet finder, at klageren foruden de af F1-kredit for indkomståret 2014 indberettede renteudgifter på 109.635 kr. svarende til halvdelen af de samlede renteudgifter for dette år, er berettiget til et yderligere rentefradrag på halvdelen af de betalte morarenter på 53.503 kr. ifølge provenuopgørelsen, svarende til 26.751 kr., idet hun alene har betalt dette beløb ved modregning i provenuopgørelsen.

For så vidt angår de selvangivne renteudgifter i 2015 på 180.000 kr. er klageren ikke berettiget til rentefradrag dette år, idet lånet blev indfriet den 1. oktober 2014. Det bemærkes, at klageren heller ikke for dette år har dokumenteret, hvorledes de selvangivne renteudgifter på 180.000 kr. er beregnet.

Den påklagede afgørelse ændres derfor.”

A anmodede Skatteankenævnet om at genoptage sagen.

Skatteankenævnet traf den 5. september 2018 afgørelse vedrørende genoptagelsesanmodningen. Af skatteankenævnets afgørelse fremgår blandt andet:

Skatteankenævnets afgørelse

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Skatteankenævnet har afgjort, fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

(…)

Skatteankenævnet har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes.

Ved afgørelsen har skatteankenævnet lagt vægt på, at skatteankenævnet har været forelagt samtlige de dokumenter, der har været fremlagt i sagen, samt at klageren ikke anses for berettiget til yderligere rentefradrag, jf. begrundelsen i skatteankenævnets afgørelse af 18. april 2018.”

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår blandt andet:

”Sagsøgers påstand om genoptagelse af sagen i Skatteankenævnet bygger på følgende tre punkter:

Punkt 1.

Jeg er fortsat overbevist om, at Skatteankenævnet ikke har taget den seneste dokumentation fra advokat LS med i beslutningsprocessen. Dokumentationen til understøttelse af provenuopgørelsen modtog jeg fra advokat IJ, der havde hjulpet med formå advokat LS til at udarbejde den. Jeg modtog den på min mobiltelefon, medens jeg ventede på at blive kaldt ind til mødet med Skatteankenævnet på Y2 Rådhus. Jeg kunne derfor kun vise dokumentet på den lille skærm, men oplyste at det ville blive fremsendt til skatteankestyrelsen samme eftermiddag. Det blev derfor ikke tillagt betydning på mødet, og jeg er af den overbevisning, at det ikke er blevet lagt ind i dokumentationen for sagen efterfølgende. Jeg har gentagne gange i processkrifter opfordret sagsøgte til at dokumentere, at det modsatte skulle være tilfældet. Det er ikke sket, hvilket er ydermere besynderligt, eftersom advokatfuldmægtig NA rettede skriftlig henvendelse til VA, der er sagsbehandler i Skatteankestyrelsen, for at få afklaret hendes forkerte oplysning om den korrekte dato for mit møde med Skatteankenævnet (bilag D). Det havde været meget enkelt ved samme lejlighed at forespørge om det dokument, der i første omgang ikke kunne placeres (bilag 7), rent faktisk var blevet registreret på sagen, og derfor indgik i materialet.

Punkt 2.

Det er uforståeligt, at Skatteankenævnet indrømmer fradrag for morarenterne, der jo bygger på fuldstændig den samme dokumentation, som de ordinære renter Skatteankenævnet ikke vil godkende. Såfremt man er af den opfattelse, at låneforholdet er udokumenteret, eller at provenuberegningen og salgsfuldmagten ikke kan lægges til grund, hvorledes kan man så godkende morarenterne, der er en del af de samlede omkostninger på lånet?

Punkt 3.

Skatteankenævnet skriver i deres afgørelse at salgsfuldmagten mellem advokat LS og A “hverken er dateret eller underskrevet”. I vore elektroniske tider bruges oftere og oftere computer filer som dokumentation.

Såfremt Skatteankenævnet betvivlede gyldigheden af salgsfuldmagten, hvad der bestemt ikke var mit indtryk på mødet, kunne man have udbedt sig det originale fysiske dokument med underskrifter, der naturligvis må forefindes i den arkiverede sag hos advokat LS. Indholdet i salgsfuldmagten dokumenterer til fulde, at A skal betale samtlige renter og skatter på ejendommen, frem til salget finder sted, fuldstændig ligesom opgørelsen af salgsprovenuet gør det.

Konklusion

På denne baggrund mener A med al ønskelig tydelighed at have bevist, at der i forbindelse med skrivelsen om genoptagelse forelå ikke bare nye nøgledokumenter, der ville have ændret udfaldet, såfremt de var blevet lagt til grund for Skatteankenævnets beslutning. Der blev også begået en teknisk fejl, da Skatteankenævnet kun valgte at godkende dele af renteomkostningerne, nemlig morarenterne, men ikke resten på trods af, at de bygger på den samme dokumentation.”

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår blandt andet:

”Det gøres til støtte for frifindelsespåstanden overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 g er opfyldt, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge Skatteankenævnet at genoptage afgørelsen af 18 april 2018 (bilag B).

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, at myndigheden – i denne sag Skatteankenævnet – kan genoptage en sag, når der forelægges Skatteankenævnet nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og Skatteankenævnet skønner, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 g om genoptagelse blev indsat ved lov nr. 649 af 12. juni 2013. Det anføres i forarbejderne til bestemmelsen, at:

”Efter den foreslåede regel er det en betingelse for genoptagelse, at der forelægges den pågældende myndighed oplysninger, som ikke har været fremme under sagen, og at det skønnes, at disse oplysninger kunne have ført til et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.(min understregning)

Det påhviler efter ordlyden og retspraksis A at godtgøre, at der foreligger ”oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen”, og at de nye oplysninger ville have medført et ”væsentligt ændret udfald”, såfremt de havde foreligget tidligere, jf. eksempelvis TfS 2004.120Ø, TfS 2015.104Ø og UfR 2018.325 V.

A har ikke fremlagt nye oplysninger, som kunne have medført et væsentligt ændret udfald af Skatteankenævnets afgørelse af 18. april 2018.

A gør i stævningen, side 3, gældende, at hun først ”i sidste øjeblik” opnåede adgang til kurator LS’s erklæring (bilag 1) og anførte videre, at ”det [er] desværre min opfattelse, at der ikke blev taget hensyn til erklæringen ved skattenævnets afgørelse den 18. april 2018, hvor jeg fik delvis medhold.

A fremlagde allerede erklæringen på et ankenævnsmøde den 22. marts 2018 (bilag D). Dette bekræftes også af det af A anførte i anmodning om genoptagelse (bilag C, side 1):

Erklæringen fra kurator LS, der er vedlagt som bilag, blev også fremlagt på mødet, men der er overraskende nok ikke taget hensyn til den i afgørelsen.”

Skatteankenævnet var altså i besiddelse af kurators erklæring (bilag 1), da afgørelsen af 18. april 2018 blev truffet. Det har derfor ingen betydning for adgangen til genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse, om erklæringen fra kurator LS, der blev sendt til skatteankenævnet den 22. marts 2018 (bilag 1), blev modtaget før eller efter ankenævnsmødet, idet mødet fandt sted 27 dage inden afgørelsen blev truffet. Der er dermed ingen tvivl om, at erklæringen indgik i det materiale, Skatteankenævnet var i besiddelse af, da skatteankenævnet traf afgørelsen.

Skatteankenævnet var dermed ikke forelagt nye oplysninger, da A anmodede om genoptagelse af afgørelsen.

Selv hvis erklæringen fra kurator LS (bilag 1) ikke var indgået i det materiale, Skatteankenævnet var i besiddelse af, da Skatteankenævnet traf afgørelsen den 18. april 2018, ville erklæringen ikke kunne føre til et ”væsentligt ændret udfald” i Skatteankenævnets afgørelse. Betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 35 g er således ikke opfyldt.

Erklæringen dokumenterer ikke, at A har afholdt de indberettede renteudgifter på 250.000 kr. i 2014 og 180.000 kr. i 2015. Erklæringen fastslår blot, at provenuet ved salget af den faste ejendom er delt mellem konkursboet og A, og at der i forbindelse hermed er ”betalt og afregnet renter overfor F1-kredit mv.” (bilag 1, side 1, afsnit 2).

Skatteministeriet gør på den baggrund gældende, at A ikke har fremlagt ”oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen”, og som kunne have ført til et ”væsentligt ændret udfald” af Skatteankenævnets afgørelse, hvis de havde foreligget tidligere.”

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, at den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, efter anmodning fra en part kan genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. Det fremgår af samme bestemmelses stk. 3 endvidere, at myndigheden kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Efter den stedfundne bevisførelse er der ikke grundlag for at antage, at provenuberegningen, fremlagt som sagens bilag 2, ikke forelå for Skatteankenævnet,  da nævnet traf afgørelse den 18. april 2018. Det er herefter ikke godtgjort, at der nu foreligger oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen. Allerede derfor er betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, ikke opfyldt, hvorfor der ikke er grundlag for at genoptage Skatteankenævnets afgørelse af 18. april 2018.

Det er endvidere ikke godtgjort, at der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at der er grundlag for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne er fastsat til 22.500 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er herved henset til sagens værdi, karakter og forløb. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 22.500 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.