Dato for udgivelse
07 Oct 2019 08:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Sep 2019 11:08
SKM-nummer
SKM2019.491.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Københavns Byret, BS-33730/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Tilsagn, afslag, udgifter, forbundet,
Resumé

Sagen angik en prøvelse af Skatteankestyrelsens afslag på skatteyderens anmodning om at meddele forudgående tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i en verserende sag ved Skatteankestyrelsen.

Retten fandt, at Skatteankestyrelsen var tillagt en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der burde ydes fuld omkostningsgodtgørelse af omkostningerne til syn og skøn. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over, at der foreløbig ikke skulle ydes fuld omkostningsdækning.

At Skatteforvaltningen, der var modpart i den for byretten verserende sag om isoleret bevisoptagelse, ikke havde protesteret mod afholdelse af syn og skøn, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningens § 52, stk. 3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, A.A.13.2


Parter

A

(v/adv. Henrik Holst Dietz)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Per Lunde Nielsen)

Afsagt af Byretsdommer

Lone Bach Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 11. september 2018 og angår en prøvelse af Skatteankestyrelsens afslag på A’s anmodning om at meddele tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i en verserende sag ved Skatteankestyrelsen.

A har påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at der skal gives fuld omkostningsdækning i forbindelse med syn og skøn på baggrund af anmodning om isoleret bevisoptagelse indsendt til Byretten den 10. august 2018.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Den verserende sag ved Skatteankestyrelsen angår en prøvelse af en del af Skatterådets bindende svar af 25. oktober 2016. Skatterådet besvarede 18 spørgsmål vedrørende værdiansættelsen af selskaberne G1 A/S og G2 ApS, herunder følgende spørgsmål:

”1. Kan Skatterådet bekræfte, at markedsværdien af A-aktierne i G1 A/S på fraflytningstidspunktet 1. november 2010 kan opgøres til kr. 1.184.911.080?

2. Såfremt Skatterådet mod forventning besvarer spørgsmål 1 benægtende, skal vi anmode Skatterådet oplyse markedsværdien pr. 1. november 2010, der kan lægges til grund ved opgørelse af henstandssaldo i forbindelse med fraflytning fra Danmark, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 5, og § 39 for A-aktierne i G1 A/S?”.

”11. Kan Skatterådet bekræfte, at markedsværdien af de øvrige anparter end A-anparterne i G2 ApS, kan opgøres til anparternes nominelle værdi på tidspunktet for en opdeling af selskabet i anpartsklasser og efterfølgende salg af de øvrige anparter samme dag til en ikke uafhængig part både i relation til foretagen og eventuelle fremtidige salg ?

Såfremt Skatterådet mod forventning besvarer spørgsmål 11 benægtende, skal vi anmode Skatterådet oplyse efter hvilke principper markedsværdien skal opgøres?”

 

A’s klage til Skatteankestyrelsen af 8. februar 2017 angår udelukkende spørgsmål 1 og spørgsmål 11, som Skatterådet havde besvaret med ”Nej”.

A anmodede på et møde den 18. april 2018 Skatteankestyrelsen om, at der skulle foretages syn og skøn over A-aktierne i G1 A/S samt de øvrige anparter end A-anparterne i G2 ApS, og at der skulle gives tilsagn om fuld omkostningsdækning.

Ved skrivelse af 11. juni 2018 afviste Skatteankestyrelsen anmodningen om forhåndstilsagn til fuld omkostningsgodtgørelse. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

”Du har bedt om tilsagn om, at alle udgifter til syn og skøn bliver dækket fuldt ud af det offentlige (fuld omkostningsgodtgørelse).

Skatteankestyrelsen mener foreløbig, at et syn og skøn ikke kan tilføre sagen nye væsentlige oplysninger. Derfor vil vi ikke på nuværende tidspunkt give tilsagn om, at alle udgifter til syn og skøn bliver dækket fuldt ud efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.

Vi har lagt vægt på, at besvarelsen af de pågældende spørgsmål kan foretages ud fra en juridisk vurdering og ikke omfatter en skønsmæssig ansættelse af aktiernes og anparternes værdi.

Hvis du ønsker syn og skøn

Hvis der bliver afholdt syn og skøn, vil vi ved sagens afslutning tage endelig stilling til, om du får dækket udgifterne til syn og skøn.”

A anmodede ved skrivelse af 10. august 2018 Byretten om udmeldelse af syn og skøn. Der er udmeldt syn og skøn. Skønserklæringen er endnu ikke udarbejdet.

Sagen ved Skatteankestyrelsen verserer fortsat, hvorfor der endnu ikke er truffet afgørelse om sagens materielle spørgsmål.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende blandt andet:

Om værdiansættelse af aktier og anparter kan ske ved en juridisk vurdering:

Der bør gives tilsagn om fuld omkostningsdækning for udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter Skatteforvaltningslovens § 47 i forbindelse med en sag for Skatteankestyrelsen, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 3., hvoraf der fremgår: ”Udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i forbindelse med en sag for et skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet eller skatteankeforvaltningen, kan godtgøres fuldt ud.”

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at syn og skøn vil tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt kan indhentes på andre måder, og at der er flere forhold, som taler for, at sagen ikke hensigtsmæssigt kan afgøres alene ud fra en juridisk vurdering.

I forarbejderne til bestemmelsen, jf. § 1, nr. 9 i lovforslag nr. 121 af 11. december 1996 vedrørende dagældende § 33 C, stk. 2 i skattestyrelsesloven (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3), anføres følgende:

”Landsskatteretten kan i den enkelte sag bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal dækkes fuldt ud og ikke kun delvist. Bestemmelsen er tænkt anvendt i tilfælde, hvor afholdelse af syn og skøn har tilført sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet indhentes på anden måde.”

Opgørelsen af værdien af A-aktierne i G1 A/S og alle andre anpartsklasser i G2 ApS end A-anparterne er stridspunktet, hvorfor et syn og skøn må formodes at kunne bringe større klarhed over dette forhold og dermed vil være af væsentlig betydning for sagen.

Derudover gøres det gældende, at markedsværdien af A-aktierne i G1 A/S og alle andre anpartsklasser i G2 ApS end A-anparterne bør baseres på en konkret opgørelse af værdien af aktierne og anparterne. Det gøres endvidere gældende, at den konkrete opgørelse af værdier og fordeling på aktier og anpartsklasser ikke er en juridisk vurdering, som anført af Skatteankestyrelsen, jf. sagens bilag 2.

I Landsskatterettens afgørelse SKM2013.770.LSR havde en advokatvirksomhed på vegne af en skatteyder anmodet om, at der udmeldtes syn og skøn med tilsagn om at yde fuld omkostningsdækning med henblik på endelig fastsættelse af værdier for stuehus henholdsvis værkstedsbygninger.

Skatteankenævnet fandt, at afholdelse af syn og skøn ikke ville kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger. Skatteankenævnet ville derfor ikke inden afholdelse af syns- og skønsforretning give tilsagn om, at omkostningerne skulle dækkes fuldt ud.

Landsskatteretten bemærkede, at et syn og skøn forekommer at være en både relevant og nærliggende måde at belyse disse faktiske forhold nærmere på. Herefter fandt Landsskatteretten at det måtte forholde sig således, at oplysningerne om de respektive bygningers værdi i forhold til overdragelsessummen på overdragelsestidspunktet ikke på anden vis kunne indhentes mere hensigtsmæssigt end ved et syn og skøn.

Landsskatteretten ændrede således Skatteankenævnets afgørelse og meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der ville blive afholdt til syn og skøn.

I Højesterets dom af 27. april 1983, j.nr. II 187/1981 (U.1983.521) lagde Højesteret vægt på det tilvejebragte syn og skøn over handelsværdien af aktierne, og fandt herefter at skatteyderen var berettiget til at fradrage et tab opgjort som forskellen mellem afståelsessummen til kurs 600 og anskaffelseskursen på 1100.

Endvidere henvises til Højesterets dom af 27. juni 2000, j.nr. I 186/1999 (U.2000.2039) vedrørende fastsættelse af aktiernes handelsværdi pr. 19. maj 1993 i Aktieselskabet af 31. december 1994, hvor Højesteret hjemviste sagen til Ligningsrådet til fornyet skønsmæssig ansættelse af handelsværdien, idet den fornyede ansættelse skulle ske under hensyntagen til den merværdi som følge af virksomhedens indtjeningsevne, som var dokumenteret under det tidligere udmeldte syn og skøn.

De to højesteretsdomme er i overensstemmelse med langvarig praksis hvor såvel Skatterådet (tidligere Ligningsrådet), Landsskatteretten og domstolene tillægger en syn- og skønserklæring betydeligt vægt ved vurderingen af aktiers handelsværdi. Der kan f.eks. henvises til TfS 1998.244, SKM2002.578.LSR og SKM2003.117.LSR hvor Landsskatteretten fandt, at handelsværdien af aktierne pr. 19. maj. 1993 kunne ansættes i overensstemmelse med synsog skønserklæringen.

I artikel ”Omkostningsdækning i syn og skønssager” i Revision og Regnskabsvæsen 1998, nr. 7, side 19 af Poul Bostrup (nu retsformand hos Landsskatteretten), fremgår det, at der ved syn og skøn er mulighed for, ”at en afgørelse kan blive baseret på en branchekyndigs vurdering af et givent spørgsmål fremfor på skattemyndighedernes mere eller mindre vilkårlige skøn.

Skattemyndighederne kan i sagens natur i mange tilfælde ikke have samme viden om en given branches forhold som en branchekyndig skønsmand.

Det har vist sig, at Landsskatteretten i meget vidt omfang og for så vidt i videre omfang end domstolene følger resultatet af skønsrapporterne i afgørelserne.

Skatteretten er således i disse sager i højere grad blevet bragt i overensstemmelse med det virkelige liv, hvilket efter min opfattelse er udtryk for en betydelig retssikkerhedsmæssig landvinding.

Syn og skøn er velegnet i sager om værdiansættelse af aktiver som goodwill, varelagre, driftsmidler, software, aktier, fordringer og faste ejendomme samt i sager om, hvorvidt f.eks. landbrug eller skovbrug er drevet erhvervsmæssigt forsvarligt. Syn og skøn kan i princippet afholdes i alle sager, hvori der er et skønselement, bortset fra sager, hvor der er fastsat standardiserede regler for skønnet f.eks. værdi af fri bil til rådighed.

[.…]

Den nævnte urimelige retsstilling gælder ikke ved syn og skøn i de tilfælde, hvor Landsskatteretten har meddelt tilsagn om fuld omkostningsdækning jf. skattestyrelseslovens § 33 C, stk 2. Landsskatteretten har i langt de fleste syn og skønssager jeg er bekendt med, meddelt dette tilsagn”.

Der er således i retspraksis klare holdepunkter for, at værdiansættelse af aktier og anparter ikke alene bør baseres på et juridisk skøn, som Skatteankestyrelsen anfører i sin afgørelse (sagens bilag 2), men af hensyn til sagens korrekte oplysning bør der indgå et syn og skøn. Dertil kommer, at parterne ikke på anden måde kan tilvejebringe dokumentation for eller sandsynliggørelse af, hvad der er den korrekte værdiansættelse af de omhandlede aktier og anparter.

Det fremgår tydeligt af de ovenstående domme og artikel, at spørgsmål vedrørende værdiansættelse af aktier og anparter kan søges opgjort ved syn og skøn, samt at skønnet over aktiernes og anparternes værdi kan have væsentlig betydning for udfaldet af sagen, som ikke hensigtsmæssigt alene kan søges afgjort på baggrund af en juridisk vurdering, som baserer sig på en standardiseret regel for skønnet.

Vedrørende sagsøgtes påstand og anbringender:

Sagsøgtes påstand og anbringender om, at der ikke skal gives fuld omkostningsdækning i forbindelse med syn og skøn, er ikke i overensstemmelse med hverken ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52 eller formålet med bestemmelsen. Heller ikke forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52 giver støtte til påstanden om at afvise fuld omkostningsdækning i forbindelse med syn og skøn.

Endvidere er et afslag på fuld omkostningsdækning i strid med gældende praksis.

Det må i sagens natur lægges til grund, at et syn og skøn ved en uenighed om værdien af kapitalandele er særdeles velegnet til at kunne indgå som støtte ved værdiansættelsen af A-aktierne i G1 A/S samt øvrige anparter end A-anparterne i G2 ApS, idet det er handelsværdien af disse kapitalandele på fraflytningstidspunktet, der er afgørende for opgørelsen af beskatningsgrundlaget ved A’s fraflytning fra Danmark.

Til støtte for, at der ydes fuld omkostningsdækning, henvises til Byrettens dom af 27. oktober 2005, j.nr. BS 8 C 13886/2001. Dommen er offentliggjort på Skattestyrelsens hjemmeside som SKM2005.462.BR. Det fremgår af dommen, at der under sagens behandling ved Landsskatteretten blev foretaget syn og skøn til brug for fastsættelse af handelsværdien af A-aktierne i G3 A/S. Landsskatteretten gav forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning for udgifterne ved syn og skøn, ligesom Landsskatteretten ved udøvelsen af sit skøn over handelsværdien af de unoterede A-aktier i G3 A/S tog udgangspunkt i syn- og skønsmændenes vurdering af handelsværdien.

Sagsøgte gør gældende, at Landsskatteretten kan afgøre spørgsmål 1 og spørgsmål 11 ud fra en juridisk vurdering, der ikke omfatter en skønsmæssig ansættelse af A-aktierne i G1 A/S og de øvrige anparter end A-anparterne i G2 ApS. Sagsøgtes opfattelse er ikke i overensstemmelse med Højesterets praksis.

Det fremgår således af Højesteretsdom af 20. december 2017 (sags.nr. 19/2017) offentliggjort pa Skattestyrelsens hjemmeside som SKM2018.41.HR, hvor SKAT (nu Skattestyrelsen) til brug for beregning af aktiernes handelsværdi på fraflytningstidspunktet havde anvendt de økonomiske principper i Transfer Pricing vejledningens EV/EBIT-metode (Enterprise Value/Earnings Before Interest & Tax) samt Transfer Pricing vejledningens DCF-metode (Discounted Cash Flow). Højesterets anfører i sine præmisser til dommen blandt andet:

"SKAT har derfor været berettiget til at udøve et værdiskøn over handelsværdien på grundlag af almindeligt anerkendte og anvendte værdiansættelsesmetoder, og A har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn.

Højesteret finder derfor, at det var med rette, at SKAT ved værdiansættelsen så bort fra hjælpereglerne og i stedet fastsatte anparternes værdi efter et skøn [...]

Højesteret finder imidlertid på baggrund af oplysningerne om H1, at SKATs skøn ikke har ført til en værdiansættelse, som må anses for åbenbart urimelig. Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Høiesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af anparternes handelsværdi pr. 29. november 2010 til 150 mio. kr. " (mine fremhævninger).

Det skal særligt i forhold til nærværende sag fremhæves, at Skatteministeriet i SKM2018.41.HR blandt andet gjorde gældende, at:

"Sagsøgeren har ikke ved syn og skøn eller på anden vis dokumenteret et grundlag for en konklusion om, at SKATs værdiskøn kan tilsidesættes".

Det gøres derfor gældende, at et syn og skøn er en sædvanlig og af skattemyndighederne anerkendt metode til at kunne dokumentere vurderinger og værdiskøn. Det er ikke af sagsøgte eller på anden vis godtgjort, at der i denne sag skulle være særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afskære A fra at oplyse og dokumentere sine synspunkter via den i retspraksis anerkendte metode, som syn og skøn er. Det gøres derfor gældende, at et syn og skøn vil kunne indgå med væsentlig værdi ved en ansættelse af aktiernes handelsværdi pa fraflytningstidspunktet. Dette underbygges også af, at Skatteforvaltningen i BS-29123/2018-BH har stillet spørgsmål om værdierne af aktierne til syn- og skønsmanden. Endvidere vil et værdiskøn over handelsværdien ved fraflytningsbeskatning af aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 38 skulle ske på grundlag af almindeligt anerkendte og anvendte værdiansættelsesmetoder, hvilket kan ske ved et syn og skøn, jf. SKM2018.41.HR.

Som anført i stævning vil et syn og skøn i nærværende sag være i overensstemmelse med langvarig praksis, hvor såvel domstolene, Skatterådet (tidligere Ligningsrådet) og Landsskatteretten tillægger en syn- og skønserklæring betydeligt vægt ved vurderingen af aktiers handelsværdi.

Skattestyrelsen har i det bindende svar fra Skatterådet indstillet til, at Skatterådet besvare spørgsmål 1 og 11 med ”Nej”, med den begrundelse, at A-aktierne ikke kan adskilles værdiansættelsesmæssigt fra de andre to aktieklasser, da det er den samlede værdi af aktierne i G1 A/S og G2 ApS, der skal værdiansættes.

Afholdelse af syn og skøn vil imødekomme Skattestyrelsens begrundelse for ikke at besvare spørgsmålene. Dette understreges ved, at Skatteforvaltningen i deres egne spørgsmål i syn- og skønstemaet har bedt om at få opgjort den samlede værdi af G1 A/S og G2 ApS (sagens bilag 4).

Afholdelse af syn og skøn om handelsværdien af A-aktierne i G1 A/S samt øvrige anparter end A-anparter i G2 ApS på fraflytningstidspunktet vil tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke på anden vis kan indhentes mere hensigtsmæssigt end ved et syn og skøn. Det er afgørende, at der afholdes syn og skøn for, at der kan indgå en fagkyndig og uafhængig vurdering ved sagens behandling for Landsskatteretten.

Det gøres endvidere gældende, at EM forinden afholdelse af syns- og skønsforretning gives tilsagn om, at omkostningerne dækkes fuldt ud.…”

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende blandt andet:

”Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at A ikke har godtgjort et grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afslag på forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i sagen ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4, at:

"Stk. 3. Udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i forbindelse med en sag for et skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet eller skatteankeforvaltningen, kan godtgøres fuldt ud.

Stk. 4. Afgørelse af, om udgifter som nævnt i stk. 3, der vil blive afholdt, skal godtgøres fuldt ud, træffes af:

1) …

2) Skatteankeforvaltningen i en sag for skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten.” (understreget her)

I bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen, § 16, stk. 6, er det anført herom:

"Skatteankestyrelsen kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn skal godtgøres fuldt ud, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde." (understreget her)

Ved lov nr. 238/1997 blev der i skattestyrelseslovens § 33 C indført hjemmel til, at

”Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal dækkes fuldt ud.”

Af forarbejderne til bestemmelsen i LFF 1996-1997.1.121 fremgår det: ”Landsskatteretten kan i den enkelte sag bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal dækkes fuldt ud og ikke kun delvist. Bestemmelsen er tænkt anvendt i tilfælde, hvor afholdelse af syn og skøn har tilført sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet indhentes på anden måde.”

Ved lov nr. 464/2000 blev der i skattestyrelseslovens § 33 A indført hjemmel til også at meddele forhåndstilsagn om omkostningsdækning.

” Stk. 3. Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal godtgøres fuldt ud.”

Lovforslaget herom, LFF 1999-2000.1.267, var en udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets betænkning nr. 1382/2002. Heraf fremgår side 20:

”Det er Landsskatterettens praksis, at der på begæring gives tilsagn om fuld omkostningsdækning forud for afholdelse af syn og skøn, hvis retten finder, at syn og skøn i sagen vil være hensigtsmæssig. Hvis der er tvivl om, om syn og skøn vil kunne tilføre sagen nye oplysninger, giver retten et foreløbigt afslag på fuld omkostningsdækning med bemærkning om, at spørgsmålet vil blive afgjort i forbindelse med afsigelse af kendelse i sagen.” (understreget her)

Endvidere fremgår det af side 73:

”I de tilfælde, hvor Landsskatteretten ikke umiddelbart skønner, at syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden måde, bør retten fortsat have mulighed for at afslå at give forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifterne til syn og skøn. En sådan mulighed for retten vil medvirke til at afholde klagere fra at begære syn og skøn afholdt i sager, hvor det forekommer unødvendigt, men omvendt vil Landsskatteretten have mulighed for efterfølgende at bestemme, at der skal ydes fuld dækning af udgifterne, hvis klageren alligevel vælger at begære syn og skøn i de tilfælde, hvor det alligevel viser sig, at syn og skøn har tilført sagen væsentlige oplysninger.” (understreget her)

Hverken ordlyden eller forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4, eller bestemmelsen i bekendtgørelsen om Skatteankestyrelsen, § 16, stk. 6, indeholder nærmere anvisninger på, hvornår der ”kan” gives forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn.

Skatteankestyrelsen har dermed en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, hvorvidt der bør ydes fuld omkostningsdækning til dækning af udgifterne til syn og skøn, jf. SKM2014.774.BR, og A har i intet tilfælde et egentligt retskrav på forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning.

Domstolsprøvelse af Skatteankestyrelsens skønsudøvelse er begrænset til rammerne for skønnet, og skønnet kan alene tilsidesættes af domstolene, hvis det er behæftet med en retlig mangel af væsentlig karakter, jf. f.eks. U.2015.3687H og SKM2015.641.ØLR.

Skatteankestyrelsens skøn er ikke behæftet med en sådan retlig mangel af væsentlig karakter, hvilket A da heller ikke har gjort gældende.

Allerede derfor er der ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afslag.

Ex tuto bemærkes, at det tilkommer Skatteankestyrelsen, som sekretariat for Landsskatteretten, som skal træffe afgørelse i den materielle sag at tage stilling til, om der skal gives forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4. Skatteankestyrelsen har vurderet, at den administrative klagesag kan afgøres uden afholdelse af syn og skøn, og det gøres gældende, at der må overlades den administrative myndighed en betydelig ”margin”, når den administrative myndigheds afgørelse om, hvilke oplysninger der er nødvendige for sagens administrative afgørelse, skal efterprøves af domstolene.

Det fremhæves herved også, at Skatteankestyrelsen blot foreløbigt har vurderet, at et syn og skøn ”ikke kan tilføre sagen nye væsentlige oplysninger”, jf. § 16, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen. Således anfører Skatteankestyrelsen udtrykkeligt i afslaget (bilag 2), at Skatteankestyrelsen såfremt der alligevel afholdes syn og skøn ”ved sagens afslutning [vil] tage endelig stilling til, om du får dækket udgifterne til syn og skøn” (dækkes udgifterne til syn og skøn ikke, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, ydes der som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse med 50 %, dog med 100 %, hvis der opnås fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 3).

Det gøres derfor gældende, at der skal foreligge et meget sikkert grundlag herfor, såfremt domstolene skal kunne tilsidesætte Skatteankestyrelsens afslag, og et sådant sikkert grundlag har A ikke godtgjort.

Hertil kommer, at besvarelsen af spørgsmål 1 og 11 som udelukkende er de spørgsmål, som foreligger til prøvelse hos Skatteankestyrelsen ikke forudsætter en skønsmæssig ansættelse af værdien af A-aktierne i G1 A/S og de øvrige anparter end A-anparterne i G2 ApS. Besvarelsen af spørgsmålene kan derimod foretages ud fra en ”juridisk” vurdering på baggrund af det materiale, som A har forelagt for Skatterådet.

Det fremhæves herved også, at Skatterådet i det bindende svar af 25. oktober 2016 (bilag 1, under bilag A, side 25-28 og 31-32) netop afviste at besvare spørgsmål om, hvilken værdi A-aktierne i G1 A/S og de øvrige anparter end A-anparter i G2 ApS har (spørgsmål 2 og 12). Disse spørgsmål foreligger ikke til prøvelse ved Skatteankestyrelsen.”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i forbindelse med en sag for et skatteankenævn, Landsskatteretten, Skatterådet eller skatteankeforvaltningen, kan godtgøres fuldt ud.

Af bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen, § 16, stk. 6, fremgår det videre, at Skatteankestyrelsen kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn, skal godtgøres fuldt ud, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 og 4, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.

Det følger af ovennævnte bestemmelser, at skattemyndighederne er tillagt en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der bør ydes fuld omkostningsdækning af omkostningerne til syn og skøn.

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over, at der foreløbig ikke ydes fuld omkostningsdækning til A’s omkostninger til syn og skøn i den for Skatteankestyrelsen verserende skattesag.

Det forhold, at Skatteforvaltningen, der er modpart i den for byretten verserende sag om isoleret bevisoptagelse, ikke har protesteret mod afholdelse af syn og skøn, kan ikke føre til et andet resultat. Retten har lagt vægt på blandt andet, at det efter retspraksis er vanskeligt at få medhold i en protest mod et syn og skøn.

Der er endvidere lagt vægt på, at det ved skattesagens afslutning må vurderes af skattemyndighederne, om syn og skønnet har tilført sagen nye væsentlige oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet indhentes på anden måde.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens omfang, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 37.500 kr.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A betale sagsomkostninger med 37.500 kr. til Skatteministeriet.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.