Dato for udgivelse
22 Oct 2019 12:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 Oct 2019 10:38
SKM-nummer
SKM2019.516.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-43674/2018, Retten i Nykøbing Falster
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Når man vil klage
Emneord
Udløbet, transport, bopæl, arbejdssteder, befordringsfradrag
Resumé

Skatteyderen havde påklaget Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomstårene 2011-2013 til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden meddelte i et brev af 17. juli 2018, at han afsluttede sin behandling af sagen. Da skatteyderen først havde indbragt sagen for domstolene den 9. november 2018, afviste retten sagen vedrørende disse indkomstår, da søgsmålsfristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, var udløbet. Det suspenderede ikke søgsmålsfristen, at skatteyderen havde indgivet en genoptagelsesanmodning til Folketingets Ombudsmand.

Skatteministeriet havde under sagen anerkendt, at skatteyderen i indkomståret 2014 var berettiget til et befordringsfradrag på kr. 26.114,81 for rejser til Y5-by, Y6-by og Y4-by. Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han var berettiget til et højere befordringsfradrag for 2014. Ved denne vurdering blev der blandt andet lagt vægt på, at transporten mellem skatteyderens bopæl og arbejdssteder klart oversteg det sædvanlige, hvorfor skatteyderens bevisbyrde for, at transporten havde fundet sted, var skærpet.

Reference(r)

Ligningslovens § 9 C, stk. 1-3

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, C.A.4.3.3.2.1

Den Juridiske Vejledning 2019-2, A.A.10.3.5.1


Parter

A

(v/adv. Rasmus Lindsten)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af Byretsdommer

Camilla Felbo (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 9. november 2018, vedrører befordringsfradrag for indkomstårene 2011-2014, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Sagsøgeren, A, har fremsat påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at A’s skattemæssige indkomst for indkomståret

  • 2011 nedsættes med et befordringsfradrag på 112.532 kr.,
  • 2012 nedsættes med et befordringsfradrag på 121.432 kr.,
  • 2013 nedsættes med et befordringsfradrag på 113.076 kr. og
  • 2014 nedsættes med et befordringsfradrag på 103.905 kr.

Subsidiært har A fremsat påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans skattemæssige indkomst for indkomståret 2011 til og med 2014 nedsættes med et befordringsfradrag efter rettens skøn.

Skatteministeriet har vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 fremsat påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse og mere subsidiært om, at skatteansættelserne for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget.

Vedrører indkomståret 2014 har Skatteministeriet nedlagt endelig påstand om frifindelse, idet Skatteministeriet dog kan anerkende, at A skal indrømmes et befordringsfradrag på 26.141,81 kr., subsidiært, at skatteansættelsen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Landsskatteretten traf den 24. november 2017 på baggrund af en klage fra A over SKATs afgørelse af 20. juli 2015 en afgørelse, der blandt andet omhandlede befordringsfradrag for indkomstårene 2011-2013.

Følgende fremgår blandt andet af afgørelsen:

”Faktiske oplysninger

(…)

Befordringsfradrag

Klageren havde i 2011, 2012 og 2013 en bil, der var indregistreret i Tyskland. SKAT gav tilladelse til direkte kørsel fra den dansk-tyske grænse til bopælen på Y1-adresse og retur. For perioden fra 14. august 2009 til 14. august 2011 omfattede tilladelsen en indkørsel pr. weekend, og for perioden fra 21. januar 2013 til 21. august 2013 omfattede tilladelsen en indkørsel og en udkørsel i forbindelse med afholdelse af ferie- og fridage.

Klageren har fremlagt en række syns- og servicerapporter som dokumentation for kørslens omfang. Ifølge klagerens opgørelse kørte bilen i perioden fra den 1. januar 2011 til den 1. januar 2014 ca. 126.500 km.

Der er fremlagt en erklæring (udateret) fra G1 ltd, hvoraf fremgår, at selskabet ikke ydede fri befordring i 2011, 2012 og 2013 mellem den ansattes bopæl og den sædvanlige arbejdsplads.

Klageren har for 2011, 2012 og 2013 fremlagt henholdsvis 1, 12 og 21 færgebilletter for overfart mellem enten Y8-Y9 eller Y9-Y8. Udgiften har omregnet til danske kroner udgjort henholdsvis 466 kr., 6.746 kr. og 11.638 kr.

Klageren har for indkomståret 2011 opgjort befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C til i alt 112.532 kr., svarende til befordring mellem bopælen i Y2-by og overnatningssted i Y4-by med 98.100 kr. (75 ture á 808 kr. tillagt udgift til færgebilletter på 37.500 kr.) og befordring mellem overnatningssted i Y4-by og lufthavnen i Y4-by med 14.432 kr. (164 ture á 88 kr.).

For indkomståret 2012 har klageren opgjort befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C til i alt 121.432 kr., svarende til befordring mellem bopælen i Y2-by og overnatningssted i Y4-by med 106.278 kr. (76 ture á 848,40 kr. tillagt udgift til færgebilletter på 41.800 kr.) og befordring mellem overnatningssted i Y4-by og lufthavnen i Y4-by med 15.154 kr. (164 ture á 92,40 kr.).

Klageren har for indkomståret 2013 opgjort befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C til i alt 113.076 kr., svarende til befordring mellem bopælen i Y2-by og overnatningssted i Y4-by med 98.736 kr. (70 ture á 860,52 kr. tillagt udgift til færgebilletter på 38.500 kr.) og befordring mellem overnatningssted i Y4-by og lufthavnen i Y4-by med 14.339 kr. (153 ture á 93,72 kr.).

Klageren har opgjort afstanden mellem bopælen i Y2-by og overnatningsstedet i Y4-by til 428 km og afstanden mellem overnatningsstedet i Y4-by og lufthavnen i Y4-by til 34 km.

(…)

Landsskatterettens afgørelse

(…)

Befordringsfradrag

I henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan en lønmodtager foretage et standardiseret fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet, uanset om befordringen rent faktisk er foregået med andre transportmidler, og uanset hvilke udgifter skatteyderen konkret har haft til sin transport. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge, beregnes fradraget på grundlag af den normale transportvej i bil. Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af transportvejens længde, men udgiften til færge kan fradrages. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der anvendes ruteflytransport, er der fradrag for den faktiske udgift til rutefly-transport.

Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag, som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang. Efter praksis er der et skærpet beviskrav i tilfælde af, at afstanden mellem bopælen og arbejdspladsen er ekstraordinær lang.

Befordringen mellem bopælen på Y3 og arbejdspladsen i Y4-by overstiger klart det sædvanlige, og det påhviler derfor klageren at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at den angivne befordring faktisk har fundet sted.

Der henvises til Højesterets dom i SKM2004.162.HR.

Uanset de fremlagte færgebilletter og dokumenter vedrørende kilometerstanden på bilen finder Landsskatteretten ikke, at det er godtgjort eller sandsynliggjort, at klageren i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 har befordret sig mellem bopælen pa Y3 og arbejdspladsen i Y4-by/arbejdspladsen i Y4-by og bopælen på Y3 eller mellem adressen i Y4-by og arbejdspladsen i Y4-by/arbejdspladsen i Y4-by og adressen i Y4-by i det angivne omfang.

Klageren har fremlagt 1 færgebillet for indkomståret 2011, 12 færgebilletter for indkomståret 2012 og 21 færgebilletter for indkomståret 2013. På baggrund heraf har SKAT i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten indstillet, at der for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 gives klageren fradrag for befordring i henhold til ligningslovens § 9 C for henholdsvis en tur, 12 ture og 21 ture, hvilket Landsskatteretten kan tiltræde.

Afstanden mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen i Y4-by via Y8 - Y9 er 456 km. Der er ikke fradrag for de første 24 km. Da klageren bor i en udkantskommune, er han berettiget til et forhøjet befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 3, 3. pkt., for kørsel over henholdsvis 100 km, 120 km og 120 km i 2011, 2012 og 2013, svarende til satsen for kørsel mellem 25 km og 100 km. Denne sats var i 2011, 2012 og 2013 på henholdsvis 2 kr., 2,10 kr. og 2,13 kr.

Befordringsfradraget kan herefter beregnes til henholdsvis 864 kr., 10.886 kr. og 19.323 kr. Hertil skal lægges udgift til færgebillet(ter) på henholdsvis 466 kr., 6.746 kr. og 11.638 kr.

Der er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 er berettiget til fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med henholdsvis 1.330 kr., 17.632 kr. og 30.961 kr., jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse på dette punkt.”

Landsskatteretten traf endvidere den 24. november 2017 på baggrund af en klage fra A over SKATs afgørelse af 3. august 2016 en afgørelse, der blandt andet omhandlede befordringsfradrag for indkomståret 2014.

Følgende fremgår blandt andet af afgørelsen:

Faktiske oplysninger

(…)

Fradrag for befordring

Klageren har for indkomståret 2014 opgjort befordringsfradrag i henhold til ligningslovens 9 C til i alt 103.905 kr. for befordring mellem bopælen i Y2-by og henholdsvis overnatningssted i Y4-by, bolig i Y5-by og bolig i Y6-by med tillæg af færgebilletter.

Klageren har opgjort afstanden mellem bopælen i Y2-by og henholdsvis overnatningsstedet i Y4-by, boligen i Y5-by og boligen i Y6-by til henholdsvis 428 km, 1.113 km og 185 km.

(…)

Landsskatterettens afgørelse

(…)

Befordringsfradrag

I henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan en lønmodtager foretage et standardiseret fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet, uanset om befordringen rent faktisk er foregået med andre transportmidler, og uanset hvilke udgifter skatteyderen konkret har haft til sin transport. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge, beregnes fradraget på grundlag af den normale transportvej i bil. Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af transportvejens længde, men udgiften til færge kan fradrages. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der anvendes ruteflytransport, er der fradrag for den faktiske udgift til rutefly-transport.

Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag, som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang. Efter praksis er der et skærpet beviskrav i tilfælde af, at afstanden mellem bopælen og arbejdspladsen er ekstraordinær lang.

Befordringen mellem bopælen pa Y3 og arbejdspladsen i henholdsvis Y4-by, Y5-by og Y6-by overstiger klart det sædvanlige, og det påhviler derfor klageren at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at den angivne befordring faktisk har fundet sted.

Der henvises til Højesterets dom i SKM2004.162.HR.

Landsskatteretten finder ikke, at det er godtgjort eller sandsynliggjort, at klageren i indkomståret 2014 har befordret sig mellem bopælen på Y3 og arbejdspladsen i henholdsvis Y4-by, Y5-by og Y6-by/arbejdspladsen i henholdsvis Y4-by, Y5-by og Y6-by og bopælen på Y3 i det angivne omfang. Klageren har i øvrigt ikke fremlagt dokumentation for befordringen.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 er berettiget til fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse på dette punkt.”

Ved brev af 19. februar 2018 klagede A til Folketingets Ombudsmand over Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017.

Folketingets Ombudsmand anførte blandt andet følgende i brev af 17. juli 2018 til skattekonsulent IC, der repræsenterede A:

”Befordringsfradrag

3.1. SKAT kom i begge sine afgørelser (for henholdsvis indkomstårene 2011, 2012 og 2013 og for indkomståret 2014) frem til, at A ikke er berettiget til befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse og fastslog, at A har ret til befordringsfradrag mellem den sædvanlig bopæl på Y3 og arbejdspladsen i Y4-by med henholdsvis 1.330 kr., 17.632 kr. og 30.961 kr.

Vedrørende indkomståret 2014 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

3.2. Afgørelsen vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 
3.2.1. Af underafsnittet ”Sagsfremstilling” i afsnittet ”Klagerens opfattelse” i Landsskatterettens afgørelse fremgår bl.a. følgende:

”Befordringsfradragene er ikke medtaget i selvangivelsen [for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, min tilføjelse], da fradraget er uden skattemæssig effekt, når dansk skat af lønnen lempes efter exemptionsmetoden i overenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Med den i SKATs afgørelse anlagte fortolkning af overenskomsten med Storbritannien vil befordringsfradraget få en skattemæssig effekt.”

På den baggrund lægger jeg til grund, at spørgsmålet om, hvorvidt A er berettiget til befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, alene vil få økonomisk betydning for ham, hvis udfaldet af den sag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), ikke falder ud til sagsøgers fordel.

3.2.2. Jeg har herefter besluttet, at jeg ikke på nuværende tidspunkt vil foretage mig mere i anledning af klagepunktet. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven, hvorefter ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

3.2.3. Jeg beder dig og A om at afvente det endelige udfald af den retssag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), før I tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig

Se endvidere pkt. 5 om frist for at klage til ombudsmanden og pkt. 6.1. og 6.2. om suspension af søgsmålsfristen mv.

3.3. Afgørelsen vedrørende indkomståret 2014 (behandles særskilt under mit j.nr. 18/03093)
Hvis du mener at have grundlag for at bede mig om at tage stilling til afgørelsen om befordringsfradrag for indkomståret 2014, må jeg bede dig om at indsende den dokumentation for befordringsfradraget, som er forelagt myndighederne.

Hvis jeg ikke modtager materialet inden 6 uger fra dateringen af dette brev, foretager jeg mig ikke mere.

(…)

6. Suspension af søgsmålsfristen

6.1. For klager over en skattemyndigheds endelige administrative afgørelse, som er truffet den 1. januar 2017 eller senere, udskydes fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene, hvis klage indgives til ombudsmanden inden udløbet af den frist på 3 måneder, som følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk.

En afgørelse, som er indbragt for ombudsmanden inden 3-månedersfristens udløb, kan indbringes for domstolene senest 1 måned efter, at ombudsmanden har afsluttet sin behandling af sagen. Fristen kan dog aldrig være kortere end 3 måneder efter den endelige administrative afgørelse. Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, som affattet ved § 1, nr. 2, i lov nr. 1665 af 20. december 2016 om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven.

Din klage til Folketingets Ombudsmand over de dele af Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017, der vedrører lempelse, befordringsfradrag og fradrag for rejseudgifter, er således omfattet af den udskydelse af søgsmålsfristen, som følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4. Jeg bemærker, at det er domstolene, der i forbindelse med sagens eventuelle efterfølgende indbringelse for domstolene må tage stilling til, om der er indgivet klage til mig inden fristen på 3 måneder.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at din klage over de dele af Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017, der vedrører lempelse, befordringsfradrag og fradrag for rejseudgifter, er registreret modtaget i ombudsmandsinstitutionen den 20. februar 2018.

I forlængelse heraf bemærker jeg, at jeg med dette brev afslutter min behandling af sagen – dog ikke spørgsmålet om befordringsfradrag for indkomståret 2014, jf. pkt. 3.3.

6.2. Afgørelsen af, om fristen på en måned – for så vidt angår Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017 om lempelse for 2011, 2012 og 2013 samt 2014 og om befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 løber fra datoen på dette brev, eller om fristen, hvis du/A klager til mig på ny, efter at der er afsagt endelig dom i den retssag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), først løber fra mit endelige svar på din/A’s efterfølgende klage, hører under ”

Folketingets Ombudsmand anførte blandt andet følgende i brev af 12. oktober 2018 til skattekonsulent IC:

”De har i brev af 27. august 2018 kommenteret mit brev af 17. juli 2018. Desuden har De indsendt den dokumentation for befordringsfradraget, som har været forelagt skattemyndighederne, jf. pkt. 3.3 i brevet af 17. juli 2018.

For så vidt angår Deres klage over befordringsfradraget for indkomståret 2014 (mit j.nr. 18/03093) henvises til pkt. 4 og 4.1. nedenfor.

2. Det, som De har skrevet, giver mig ikke grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klage over Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017 om lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, om befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 og om fradrag for rejseudgifter. Jeg henviser i det hele til det, som fremgår af pkt. 2, pkt. 3.1. og 3.2. samt pkt. 4 i brevet af 17. juli 2018.

(…)

4. Vedrørende mit pkt. 3 om befordringsfradrag har De ud over at indsende dokumentation for indkomståret 2014, jf. pkt. 3.3. i brevet af 17. juli 2018 også indsendt den dokumentation, som vedrører indkomstårene 2011, 2012 og 2013. De har i den forbindelse bl.a. oplyst, at forholdet er "ens for alle indkomstårene", og at befordringsfradraget for alle indkomstårene har betydning for A, uanset udfaldet af prøvesagen, idet han ikke er part i den sag, som advokat SA har anlagt mod Skatteministeriet.

4.1 På baggrund af Landsskatterettens afgørelse af 24. november 2017 om lempelse for indkomståret 2014 og Deres oplysninger i brevet af 27. august 2018, der er gengivet ovenfor i pkt. 4, mener jeg, at det må lægges til grund, at det, som jeg skrev i pkt. 3.2.1. i brevet af 17. juli 2018 om befordringsfradraget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, også gælder for befordrings-fradraget for indkomståret 2014.

Jeg har derfor i lighed med det, som jeg besluttede vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, jf. pkt. 3.2.2. i brevet af 17. juli 2018 besluttet ikke på nuværende tidspunkt at foretage mig mere i anledning af Deres klage over den del af Landskatterettens afgørelse af 24. november 2017, som vedrører befordringsfradraget for indkomståret 2014.

Jeg beder Dem og A om at afvente det endelige udfald af den retssag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), før I tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig. Jeg henviser til pkt. 3.2.3. i brevet af 17. juli 2018.

(…)

Jeg gør opmærksom på, at jeg med dette brev afslutter min behandling af Deres klage over den del af Landsskatterettens afgørelse af 24. november 2017, som vedrører befordringsfradraget for indkomståret 2014.

Jeg skal derfor samtidig henlede Deres opmærksomhed på det, som er anført om suspension af søgsmålsfristen mv. i pkt. 6 i mit brev af 17. juli 2018. Det fremgår bl.a., at Deres klage over Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017, herunder om befordringsfradraget for indkomståret 2014, er omfattet af den udskydelse af søgsmålsfristen, som følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4.

Afgørelsen af, om fristen på en måned løber fra datoen på dette brev, eller om fristen, hvis De/A på ny klager til mig over befordringsfradraget for indkomståret 2014, efter at der er afsagt endelig dom i den retssag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), først løber fra mit endelige svar på Deres/A’s efterfølgende klage, henhører under domstolene.

4.2. Deres bemærkninger til mit pkt. 3 i brevet af 17. juli 2018 og det forhold, at De tillige har indsendt den forelagte dokumentation for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, giver mig ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at foretage mig mere vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Jeg henviser i det hele til det, som fremgår af 3.2 i brevet af 17. juli 2018.”

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han siden 2007 har arbejdet som pilot og siden som luftkaptajn for G1 ltd. Han har været pendler i 11 år. Han bor i Y2-by og har blandt andet pendlet til Y6-by og Y4-by. Han rejser hjem til familien i Y2-by, når han har fri. Han har to børn. I øjeblikket møder han ind i Y4-by. Det tager cirka 5 ½ time at komme til Y4-by. Han kører til Y8 og tager færgen til Y9. Han har en lejet en lejlighed i Y7 i Y4-by. Han har også tidligere haft en lejlighed i Y6-by.

Transportopgørelserne i sagen er lavet i samarbejde med hans revisor. De er lavet på baggrund af hans arbejdsplan og pilotlogbøger. Det er ikke alt arbejde, der fremgår af logbøgerne. Standby-vagter fremgår således ikke af logbøgerne. Det samme gør sig gældende for træningstjenester. I perioden 2011-2014 blev færgebilletter købt med kreditkort eller betalt kontant.

Parternes synspunkter

A har anført,

at fristen for indbringelse af sagen vedrørende befordring for 2011-2013 skal beregnes efter Folketingets Ombudsmands brev af 12. oktober 2018,

at sagen vedrørende indkomståret 2011-2013 er rettidigt indbragt for domstolene,

at han for at opnå befordringsfradrag skal sandsynliggøre at befordringen er sket, og

at han har sandsynliggjort sin befordring i det angivne omfang, hvorfor han skal indrømmes befordringsfradrag i overensstemmelse med hans principale påstand eller efter rettens skøn.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

”2.1 Indkomstårene 2011, 2012 og 2013

2.1.1  Skatteministeriets afvisningspåstand

Til støtte for påstanden om afvisning vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 gøres det gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 24. november 2017 (bilag 1) er indbragt for domstolene efter udløbet af søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48.

En endelig administrativ afgørelse truffet af en skattemyndighed kan ikke indbringes for domstolene senere end tre måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. I bestemmelsens stk. 4, er det dog bestemt, at:

”En endelig administrativ afgørelse, hvorover der inden udløbet af fristen i stk. 3, 1. pkt. er indgivet en klage til Folketingets Ombudsmand, kan ikke indbringes for domstolene senere end 1 måned efter, at Folketingets Ombudsmand har afsluttet sin behandling af sagen. Fristen kan dog aldrig være kortere end fristen efter stk. 3, 1. pkt.” (understreget her)

Det følger af fast retspraksis, at for sent anlagte sager afvises, jf. eksempelvis SKM2006.496.HR og SKM2007.246.ØLR.

Sagsøgeren påklagede Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017 (bilag 1 og 2) til Folketingets Ombudsmand ved skrivelse af 19. februar 2018, jf. bilag A, side 2, 2. afsnit.

Folketingets Ombudsmand besvarede sagsøgerens klage ved brev af 17. juli 2018 (bilag A). Det fremgår af brevet, at Folketingets Ombudsmand manglede dokumentation for at kunne tage stilling til spørgsmålet om befordringsfradrag for indkomståret 2014 (bilag 2), jf. bilag A, afsnit 3.3. Han gav derfor sagsøgeren en frist på seks uger til at indsende en sådan dokumentation. I øvrigt oplyste ombudsmanden i brevets punkt 6.1, at:

”I forlængelse heraf bemærker jeg, at jeg med dette brev afslutter min behandling af sagen dog ikke spørgsmålet om befordringsfradrag for indkomståret 2014, jf. pkt. 3.3.” (understreget her)

I brevets afsnit 6.2 vejledte Folketingets Ombudsmand afslutningsvis om søgsmålsfristen:

”Afgørelsen af, om fristen på en måned for så vidt angår Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017 om lempelse for 2011, 2012 og 2013 samt 2014 og om befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 løber fra datoen på dette brev, eller om fristen, hvis du/A klager til mig på ny, efter at der er afsagt endelig dom i den retssag, hvori der er indgivet stævning den 21. februar 2018 (prøvesagen), først løber fra mit endelige svar på din/A’s efterfølgende klage, hører under domstolene.”(understreget her)

Sagsøgeren indsendte den 27. august 2018 dokumentation vedrørende befordringsfradrag for 2014. Der udover indsendte sagsøgeren tillige yderligere materiale, der relaterede sig til befordringsfradrag i indkomstårene 2011-2013.

På den baggrund fremsendte Folketingets Ombudsmand på ny et brev til sagsøgeren den 12. oktober 2018 (bilag 3). I brevets punkt 2 oplyste Folketingets Ombudsmand, at:

”Det som De har skrevet, giver mig ikke grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klage over Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2017 om lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, om befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 og om fradrag for rejseudgifter. Jeg henviser i det hele til det, som fremgår af pkt. 2, pkt. 3.1. og 3.2. samt pkt. 4 i brevet af 17. juli 2018.” (understreget her)

Folketingets Ombudsmand meddelte i brevets punkt 4.1. endvidere, at.

”Jeg gør opmærksom på, at jeg med dette brev afslutter min behandling af Deres klage over den del af Landsskatterettens afgørelse af 24. november 2017, som vedrører befordringsfradraget for indkomståret 2014.” (understreget her)

Folketingets Ombudsmand gjorde også i dette brev sagsøgeren opmærksom på søgsmålsfristen ved at henvise til sit brev af 17. juli 2018 og anførte, at klage over Landsskatterettens afgørelse om befordringsfradrag for indkomståret 2014 er omfattet af søgsmålsfristen, der følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4.

Det følger udtrykkeligt af Folketingets Ombudsmands brev af 17. juli 2018, at han med dette brev afsluttede behandlingen af spørgsmålet om befordringsfradrag for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, jf. bilag A, punkt 6.1, sidste afsnit. I henhold til skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, skulle sagsøgeren herefter indbringe Landsskatterettens afgørelse (bilag 19) for domstolene senest den 17. august 2018.

Sagsøgeren indbragte imidlertid først afgørelsen for domstolene den 9. november 2018. Søgsmålsfristen efter Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, er dermed overskredet med 2 måneder og 23 dage.

Den del af sagsøgerens påstande, der vedrører indkomstårene 2011, 2012 og 2013 skal derfor afvises.

Det er uden betydning, at sagsøgeren efter den 27. august 2018 sendte nye oplysninger vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 til Folketingets Ombudsmand. Det følger således af fast retspraksis, at en anmodning om genoptagelse indgivet til en forvaltningsmyndighed ikke suspenderer en søgsmålsfrist, jf. eksempelvis Østre Landsrets domme i MAD 1998.561 og MAD 1998.565.

Dertil kommer, at søgsmålsfristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4, allerede var overskredet, da sagsøgeren den 27. august 2018 fremsendte yderligere materiale vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 til Folketingets Ombudsmand.

2.1.2  Skatteministeriets frifindelsespåstand

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han for disse indkomstår er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1 i videre omfang end fastsat af Landsskatteretten (bilag 1).

Ligningslovens § 9 C, stk. 1 3, giver mulighed for et standardiseret fradrag for befordring mellem skatteyderens sædvanlige bopæl og arbejdsplads.

Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet uanset hvilke udgifter skatteyderen konkret har haft til sin transport. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge, beregnes fradraget på grundlag af den normale transport i bil. Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af transportvejens længde, men den faktiske, dokumenterede udgift til færgetransport kan fradrages. Hvor transportvejen nødvendiggør, at der anvendes ruteflytransport, er der fradrag for den faktiske, dokumenterede udgift til ruteflytransport jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 om visse ligningslovsregler m.v.

Der kan alene opnås fradrag for en befordring, der faktisk har fundet sted.

Bevisbyrden for at der har fundet en befordring sted påhviler i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag sagsøgeren. Når sagsøgeren anser sig for berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må sagsøgeren derfor i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det anførte omfang.

Denne bevisbyrde skærpes når der - som i denne sag - er ekstraordinært langt mellem den sædvanlig bopæl og arbejdsstedet, jf. U 2004.1516H.

Sagsøgeren var ansat som pilot i flyselskabet G1 ltd. i de for sagen relevante indkomstår. Efter det oplyste var sagsøgerens arbejdssted i indkomstårene 2011-2013 Y4-by. Sagsøgeren har oplyst, at han kørte i bil mellem sin bopæl i Y2-by og Y4-by.

Ved den som bilag 1 fremlagte afgørelse fandt Landsskatteretten, at sagsøgeren var berettiget til et fradrag for befordring mellem Y2-by og Y4-by i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 på henholdsvis kr. 1.330,-, kr. 17.632,- og kr. 30.961,-, jf. bilag 1, side 1. Landsskatteretten har opgjort sagsøgerens befordringsfradrag for de tre indkomstår ud fra de færgebilletter, sagsøgeren fremlagde under sagens administrative behandling (bilag C). Sagsøgeren havde fremlagt én færgebillet for indkomståret 2011, 12 færgebilletter for indkomståret 2012 og 21 færgebilletter for indkomståret 2013.

Landsskatteretten har ved beregningen af befordringsfradraget opgjort afstanden mellem sagsøgerens bopæl i Y2-by og arbejdspladsen i Y4-by via Y8-Y9 til 456 kilometer, jf. bilag 1, side 31, 7. afsnit. Det er således forkert, når sagsøgeren i stævningen på side 3, 1. afsnit, anfører, at Landsskatteretten alene har opgjort fradraget på grundlag af en afstand på 315 kilometer.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse og fastsætte befordringsfradragene for de tre indkomstår til et højere beløb.

Der er således ikke fremlagt dokumentation for, at sagsøgeren har transporteret sig flere gange mellem sin bopæl i Y2-by og arbejdsstedet i Y4-by, end hvad der fremgår af de for Landsskatteretten fremlagte færgebilletter.

Sagsøgeren har opgjort det befordringsfradrag han anser sig for berettiget til for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 i den som bilag 6 fremlagte opgørelse.

I henhold til opgørelsen skulle sagsøgeren i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 have transporteret sig henholdsvis 75, 76 og 70 gange mellem Y4-by og Y2-by, ligesom sagsøgeren skulle have transporteret sig henholdsvis 164 gange, 164 gange og 153 gange mellem en lejlighed i Y4-by og lufthavnen i Y4-by i de tre indkomstår. Sagsøgeren har endvidere opgjort et fradrag for færgebilletter for de tre indkomstår på henholdsvis 37.500,-, 41.800,- og 38.500,-.

Sagsøgeren har ikke under sagen fremlagt dokumentation for, at han har transporteret sig mellem Y2-by og Y4-by i det omfang, der følger af bilag 6.

Skatteministeriet opfordrede i svarskriftet sagsøgeren til for hver enkelt af de befordringer, han ønsker fradrag for, at redegøre for og dokumentere, på hvilken dato befordringen fandt sted, med hvilket transportmiddel befordringen fandt sted, samt hvilken transportvej, der faktisk blev anvendt.

Til besvarelse heraf har sagsøgeren blot anført, at det fremgår af de kontoudskrifter, sagsøgeren har fremlagt, at der er flere posteringer, der vedrører køb af benzin og flybilletter, uden dog at redegøre nærmere for, hvilke posteringer, der er tale om.

Vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 har sagsøgeren alene fremlagt en ufuldstændig udskrift af transaktioner foretaget med sagsøgerens Mastercard, der vedrører enkelte perioder mellem november 2012 og juli 2013. Denne udskrift dokumenterer ikke, at sagsøgeren har transporteret sig mellem Y2-by og Y4-by i det anførte omfang, ligesom udskriften ikke dokumenterer, at sagsøgeren har anvendt færgen mellem Y8 og Y9 i videre omfang end anerkendt af Landsskatteretten. Det bemærkes i den forbindelse, at fradrag for de faktiske udgifter til færgetransport alene kan ske mod dokumentation, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1044 om visse ligningslovsregler mv. af 8. november 2012 (samt dagældende § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009).

Skatteministeriet opfordrede endvidere i svarskriftet sagsøgeren til at oplyse adressen på hans midlertidige bolig i Y4-by, samt til at dokumentere rådigheden over denne bolig i de af sagen omfattede indkomstår.

Til besvarelse af denne opfordring har sagsøgeren i replikken alene oplyst, at den midlertidige boligs adresse var ”Y10-adresse”.

Da sagsøgeren således alene har oplyst navnet på en gade i Y4-by, og da sagsøgeren ikke har dokumenteret sin rådighed over den pågældende bolig, bestrides det som udokumenteret, at sagsøgeren har haft rådighed over en lejlighed i Y4-by. Det er derfor også udelukket at give sagsøgeren befordringsfradrag for transport mellem denne lejlighed og lufthavnen i Y4-by.

2.1.3  Skatteministeriets hjemvisningspåstand

Skatteministeriets hjemvisningspåstand vedrørende indkomstårene 2011, 2012 og 2013 er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at der ikke er grundlag for at afvise sagen vedrørende disse indkomstår og at det af Skattestyrelsen og Landsskatteretten udøvede skøn over sagsøgerens befordring ikke kan lægges til grund. I så fald skal fastsættelsen af sagsøgerens befordringsfradrag for 2011, 2012 og 2013 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, da den af sagsøgeren i bilag 6 foretagne opgørelse under ingen omstændigheder kan lægges til grund.

2.2        Indkomståret 2014

2.2.1  Skatteministeriets principale påstand 

Sagsøgerens arbejdssteder var i indkomståret 2014 henholdsvis Y5-by, Y4-by og Y6-by.

2.2.1.1 Sagsøgerens transport til Y5-by 

Sagsøgeren anfører i stævningen på side 4, 1. afsnit, at:

”Der er hhv. motorvejsforbindelse og færgeoverfart på hele strækningen mellem Y2-by og Y5-by (og Y6-by og Y4-by). Sagsøger har således uproblematisk kunne anvende sin bil til den angivne befordring.”

I replikken har sagsøgeren ændret forklaring om transportmåden til Y5-by, idet det på side 2, 6. afsnit, anføres, at han fløj til Y5-by i stedet for at køre i bil. Sagsøgeren har imidlertid ikke ændret sin påstand vedrørende indkomståret 2014, så den er i overensstemmelse hermed, idet sagsøgeren fortsat opgør sit befordringsfradrag for 2014 som om, han er kørt i bil til Y5-by, jf. bilag 7. Dette er ikke foreneligt med § 3 og § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 om visse ligningslovsregler m.v.

Sagsøgeren har med replikken fremlagt 26 flybilletter til dokumentation for flytransporten mellem Y11 og Y5-by. Alle flybilletterne er købt hos sagsøgerens arbejdsgiver G1 ltd. til meget fordelagtige priser.

25 af de fremlagte flybilletter harmonerer med sagsøgerens pilotlog for 2014, således at sagsøgeren typisk er fløjet til Y5-by dagen, før han skulle foretage en flyvning herfra, og derefter er fløjet retur til Y12 efter at have arbejdet et par dage fra Y5-by. Skatteministeriet kan anerkende, at sagsøgeren er berettiget til befordringsfradrag for disse 25 flyvninger.

Skatteministeriet kan ikke anerkende, at sagsøgeren er berettiget til befordringsfradrag for den fremlagte billet fra Y12 til Y5-by med afgang den 29. marts 2014, da denne billet ikke harmonerer med sagsøgerens pilotlog for 2014. I henhold til sagsøgerens pilotlog var hans næste flyvning fra Y5-by således den 8. april 2014, og sagsøgeren har fremlagt en billet fra Y12 til Y5-by af 7. april 2014.

På baggrund af de fremlagte flybilletter kan Skatteministeriet således anerkende, at sagsøgeren har befordret sig mellem sin bopæl i Y2-by og Y13 i Y5-by 25 gange i indkomståret 2014.

Da sagsøgeren har anvendt ruteflytransport, kan han i henhold til § 3 og § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1044 af 8. november 2012 om visse ligningslovsregler m.v. foretage fradrag for de faktiske udgifter til flytransport.

Sagsøgerens udgifter til de 25 flybilletter udgør i alt kr. 5.182,-.

Sagsøgeren er derudover berettiget til fradrag for kørslen mellem hans bopæl på Y1-adresse og Y12’s Lufthavn. I henhold til google maps er afstanden mellem disse to destinationer 157 kilometer, jf. bilag F.

Den af Skatterådet fastsatte kilometertakst for 2014 var kr. 2,10,- pr. kilometer, jf. § 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1300 af 12. november 2013 om Skatterådets satser for 2014 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring.

Der gives alene fradrag for den del af befordringen, der overstiger 24 kilometer, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 2. Da sagsøgeren bor i en kommune oplistet i ligningslovens § 9 C, stk. 3, 3. pkt., skal sagsøgerens fradrag for befordring udover 120 kilometer ikke reduceres.

På baggrund heraf kan sagsøgerens befordringsfradrag for kørslen mellem bopælen på Y3 og Y12’s Lufthavn opgøres til kr. 6.982,5,- (133*2,10*25).

Samlet set kan sagsøgerens befordringsfradrag for rejserne til Y5-by i indkomståret 2014 derfor opgøres til kr. 12.164,5,-.

2.2.1.2 Sagsøgerens transport til Y4-by og Y6-by

 I henhold til den under sagen fremlagte pilotlog har sagsøgeren haft følgende flyvninger fra Y4-by og Y6-by i 2014:

28.-30. januar (Y4-by)

20.-23. september (Y6-by)

28.-30. september (Y6-by)

4.-8. oktober (Y6-by)

11.-14. oktober (Y6-by)

23.-25. oktober (Y6-by)

2.-3. november (Y6-by)

6. november (Y6-by)

13.-17. november (Y6-by)

27. november (Y6-by)

29.november-1. december (Y6-by)

12.-15. december (Y6-by)

20. december (Y6-by)

26. december (Y6-by)

29. december (Y6-by)

Sammenholdes disse datoer med den som bilag 9 fremlagte udskrift fra sagsøgerens konto i F1-bank, kan det konstateres, at sagsøgeren umiddelbart inden og umiddelbart efter alle de oplistede perioder med flyvninger fra Y4-by og Y6-by har anvendt sit Visa kort på G2’s færger mellem Y8 og Y9. I fem tilfælde er der endvidere betalinger til G2, der beløbsmæssigt harmonerer med prisen på en færgebillet mellem Y8 og Y9.

På baggrund heraf kan Skatteministeriet anerkende, at sagsøgeren i indkomståret 2014 har befordret sig to gange mellem sit hjem i Y2-by og Y4-by og 28 gange mellem sit hjem i Y2-by og Y6-by.

Sagsøgeren er derfor berettiget til et fradrag opgjort som afstanden mellem sagsøgerens bopæl på Y1-adresse og lufthavnene i henholdsvis Y4-by og Y6-by ganget med den af Skatterådet fastsatte kilometertakst.

Som nævnt ovenfor gives der dog alene fradrag for den del af befordringen, der overstiger 24 kilometer, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 2.

Afstanden mellem sagsøgerens hjem og lufthavnen i Y6-by er ifølge google maps 184 kilometer, jf. bilag G. Landsskatteretten opgjorde i sin afgørelse vedrørende indkomstårene 2011-2013 afstanden mellem sagsøgerens hjem og Y14 i Y4-by til 456 kilometer, jf. bilag 1, side 31, 7. afsnit.

Den af Skatterådet fastsatte kilometertakst for 2014 var kr. 2,10,- pr. kilometer, jf. ovenfor.

For kørslen til Y4-by kan sagsøgerens befordringsfradrag derfor opgøres til kr. 1.814,40,- (2*432*2,10).

For kørslen til Y6-by kan sagsøgerens befordringsfradrag opgøres til kr. 9.408,- (160*28*2,10).

Dertil kommer udgifterne til de fem færgebilletter nævnt ovenfor, der samlet beløber sig til kr. 2.754,91,-

Sagsøgerens befordringsfradrag for transporten til Y4-by og Y6-by kan på baggrund af ovenstående opgøres til kr. 13.977,31,-

2.2.1.3 Samlet vedrørende 2014

På baggrund af det ovenfor anførte, kan Skatteministeriet anerkende, at sagsøgeren er berettiget til et befordringsfradrag for indkomståret 2014 på kr. 26.141,81,-, svarende til 25 enkeltture til Y5-by, 2 enkeltture til Y4-by og 28 enkeltture til Y6-by.

Sagsøgeren har i den som bilag 7 fremlagte opgørelse over fradraget for 2014 anset sig for berettiget til befordringsfradrag for 30 enkeltture til Y5-by, 10 enkeltture til Y4-by og 28 enkeltture til Y6-by.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han har transporteret sig mellem sin bopæl i Y2-by og de tre destinationer i indkomståret 2014 i videre omfang end anerkendt af ministeriet, og der er derfor ikke grundlag for at fastsætte sagsøgerens befordringsfradrag for 2014 til et højere beløb end kr. 26.141,81,-.

2.2.2 Skatteministeriets subsidiære påstand

Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning vedrørende indkomståret 2014 er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at sagsøgeren er berettiget til et højere befordringsfradrag end anerkendt af ministeriet i den principale påstand. I så fald bør sagen hjemvises til behandling ved Skattestyrelsen til opgørelse af dette fradrag, da den af sagsøgeren som bilag 7 fremlagte opgørelse under ingen omstændigheder kan lægges til grund.”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Indkomstårene 2011, 2012 og 2013

Landsskatteretten traf den 24. november 2017 afgørelse i sagen om blandt andet befordringsfradrag vedrørende indkomstårene 2011-2013. Samme dag traf Landsskatteretten afgørelse i sagen om blandt andet befordringsfradrag vedrørende indkomståret 2014.

Ved brev af 19. februar 2018 påklagede A både Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomstårene 2011-2013 og Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 2014 til Folketingets Ombudsmand.

Ved brev af 17. juli 2018 anmodede ombudsmanden om dokumentation vedrørende befordringsfradraget for indkomståret 2014 med en frist på 6 uger. Endvidere afsluttede ombudsmanden behandlingen af sagen vedrørende indkomstårene 2011-2013.

Ved brev af 27. august 2018 indsendte A dokumentation vedrørende befordringsfradraget for indkomståret 2014, ligesom han samtidig indsendte yderligere materiale vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2011-2013.

Ved brev af 12. oktober 2018 meddelte ombudsmanden, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen vedrørende befordringsfradraget for indkomstårene 2011-2013. Endvidere meddelte ombudsmanden, at sagen vedrørende befordringsfradraget for indkomståret 2014 blev afsluttet.

Sagen blev herefter anlagt ved Retten i Nykøbing Falster den 9. november 2018.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at fristen for at indbringe en endelige administrativ afgørelse truffet af en skattemyndighed er 3 måneder. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 4, at såfremt der er indgivet en klage til Folketingets Ombudsmand inden 3 måneder, er fristen 1 måned efter, at ombudsmanden har afsluttet sin behandling af sagen.

Søgsmålsfristen vedrørende sagen om befordringsfradrag for indkomstårene 2011-2013 udløb herefter den 17. august 2018.

På denne baggrund og da en genoptagelsesanmodning til ombudsmanden ikke suspenderer en søgsmålsfrist – skal sagen for så vidt angår befordringsfradrag for indkomstårene 2011-2013 afvises.

Indkomståret 2014

Denne del af sagen er anlagt inden for søgsmålsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 4.

Skatteministeriet har efter en gennemgang af de bilag om befordring, herunder pilotlog, som A har fremlagt under retssagen, imødekommet et befordringsfradrag på i alt 26.141,81 kr. svarende til 25 enkeltture til Y5-by med fly samt to enkeltture til Y4-by og 28 enkeltture til Y6-by, herunder fem færgebilletter.

Opgørelsen af beløbet er ikke bestridt af A.

Spørgsmålet er herefter, om befordringsfradraget skal forhøjes yderligere som påstået af A, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

A har bevisbyrden, hvorfor han i fornødent omfang skal kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted. Der er en skærpet bevisbyrde, når transporten mellem bopæl og arbejdssted klart overstiger det sædvanlige, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004 (U.2004.1516H).

Retten lægger til grund, at A har arbejdet som luftkaptajn for G1 ltd. som forklaret og som anført i den fremlagte pilotlog. Endvidere lægger retten til grund, at A har rejst mellem bopælen i Y2-by og til arbejdsstederne i henholdsvis Y5-by, Y6-by og Y4-by.

Retten finder, at transporten mellem bopæl og arbejdssted i denne sag klart overstiger det sædvanlige, hvorfor bevisbyrden er skærpet.

A har ikke fremlagt kreditkortoplysninger, færgebilletter mv., der kan underbygge hans forklaring om, at han har ret til befordringsfradrag i det påståede omfang.

A har herefter ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Skatteministeriets nu anerkendte befordringsfradrag, hvorfor Skatteministeriet skal frifindes, idet Skatteministeriet dog anerkender et befordringsfradrag for indkomståret 2014 på 26.141,81 kr.

A skal endvidere betale sagens omkostninger med 30.000 kr., der vedrører Skatteministeriets advokatudgifter. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

Sagsomkostningerne er fastsat efter sagens forløb, karakter, udfald og værdi på 148.812 kr.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Vedrørende indkomstårene 2011-2013 afvises sagen.

Vedrørende indkomståret 2014 skal befordringsfradraget fastsættes til 26.141,81 kr.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 30.000 kr., der skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.