Dato for udgivelse
25 Oct 2019 14:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Sep 2019 14:09
SKM-nummer
SKM2019.532.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
15-3119409
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, medhold, overvejende grad, forlig, medholdsvurdering, dobbeltbeskatning
Resumé

Landsskatteretten havde i en forudgående sag fundet, at et selskab var skattepligtig til Danmark. Denne afgørelse indbragte selskabet for domstolene med påstand om, at selskabet ikke var omfattet af dansk skattepligt. Sagen afsluttede ved domstolene med et forlig, hvorefter Danmark blev tilkendt 80 % af beskatningsretten og Tyskland 20 % af beskatningsretten.  Landsskatteretten fandt ikke, at klager ved forliget havde fået medhold i overvejende grad, og at der derfor ikke var grundlag for at yde omkostningsgodtgørelse med 100 % jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Reference(r)

Dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1
Selskabsskattelovens § 1, stk. 6
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 3

Henvisning

-


Klageren har ansøgt om omkostningsgodtgørelse med yderligere 50 % af tidligere udbetalt acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag, som først blev behandlet ved Landsskatteretten og efterfølgende ved Vestre Landsret.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har ikke imødekommet ansøgningen, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad i sin sag ved Landsskatteretten og Vestre Landsret.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 GmbH var et tysk indregistreret selskab, som blev stiftet den 11. december 1997. Selskabets aktivitet var industrifiskeri og dermed forbundne opgaver.

Selskabet ejede fiskefartøjet ”[fiskefartøjet]”, som var indregistreret i det tyske søfartsregister.

Fiskeriet blev primært foretaget fra By Y1 Havn og foregik i Nordsøen. Fangsten blev udelukkende landet i enten By Y1 Havn eller i By Y2 Havn. 

Selskabet var til og med indkomståret 1996 anset for at være fuldt skattepligtig til Tyskland, og de på skibet forhyrede betalte tysk skat og tyske sociale bidrag.

Skatteforvaltningen i By Y1 traf den 26. juni 2001 afgørelse om, at selskabet for indkomstårene 1997-2000 blev anset for at være skattepligtigt til Danmark i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 6.

Selskabets daværende repræsentant, PC fra R1, påklagede på selskabets vegne skatteforvaltningens afgørelse til Landsskatteretten, hvor der blev nedlagt følgende påstand:

Påstand
Beslutningstagningen i H1 GmbH foregår hovedsageligt om bord på skibet og i mindre omfang i By Y3 i Tyskland.

Ifølge Ligningsvejledningen Dobbeltbeskatning 2000, D.D.2, s. 138f, beror afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges der først og fremmest vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse i selskabet. I den foreliggende sag kan der ikke være tvivl om, at den primære daglige beslutningstagning foregår om bord på skibet.
Da skibet som altovervejende hovedregel  befinder sig i internationalt farvand, er der herefter intet  belæg for, at selskabets daglige beslutningstagning foregår i Danmark. Det kan i denne sammenhæng ikke tillægges særskilt betydning, at selskabets direktør har bopæl  i Danmark  (jf. Jens Olav Engholm Jacobsen m.fl., Skatteretten 3, 3. udgave, s. 98). Selskabet er derfor ikke omfattet af dansk skattepligt.

Artikel 8, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst (bktg. nr. 158 af 6.12.1996) fastslår følgende om sædet for en virksomhed, som driver skibsfartsvirksomhed: "Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed,(....) har sit sæde om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted(....)". Selvom artikel 8 ikke direkte omhandler fiskerivirksomhed, men skibsvirksomhed i international trafik, er det vor opfattelse, at bestemmelsen kan anvendes analogt også på fiskerivirksomhed, når det er uomtvistet, at selskabets ledelse har sit sæde om bord på skibet. En anvendelse af den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst medfører derfor, at selskabet ikke er hjemmehørende i Danmark, men i Tyskland, hvor skibet har sit hjemsted.

Vor principale påstand er herefter, at H1 GmbH ikke er omfattet af dansk skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk.6. Subsidiært gøres gældende, at selskabet i medfør af den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, artikel 4, stk. 3, smh.m. artikel 8, stk. 3, er hjemmehørende i Tyskland.

Der henvises til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 19. december 1995 (TfS 1996, 257), som efter vor opfattelse kan anvendes analogt.

[…]”

Landsskatteretten stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse ved kendelse af 20. november 2002.

Selskabets daværende repræsentant, MU fra R2, indbragte Landsskatterettens kendelse for Vestre Landsret som 1. instans ved stævning af 19. februar 2003. Af stævningen fremgik det blandt andet:

[…]
Påstand
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for indkomstårene 1997, 1998, 1999 og 2000 ikke er skattepligtig til Danmark i medfør af Selskabsskattelovens § 1, stk. 6, samt at sagsøger er skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i henhold til Artikel 4, stk. 3 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland.
[…]”

Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse.

Der blev den 26. juli 2010 indgået følgende aftale mellem Danmark og Tyskland vedrørende beskatningen af selskabet:

”Closing letter - Mutual Agreement pursuant to the German-Danish Double Taxation Agreement

H1 GmhH

[…]

The Competent Authorities of Germany and Denmark have come to an agreement under the terms of Article 43 of the Double Taxation Agreement of 22 November 1994 between Germany and Denmark for the tax years 1997-2008.

The conditions agreed upon for concluding the case are:

  1. H1 GmbH (H1) is deemed to be resident in Denmark according to Article 4, Paragraph 3.
  2. H1 is deemed to have a permanent establishment in Germany.
  3. On the basis of the profit split method under Article 5 Germany will have the taxing right to 20 p.c. of the profit (negative as well as positive).
  4. The profit shall be calculated according to Danish tax law and the profit split shall only apply to income related to fishing operations. The Competent Authority of Denmark will inform the Competent Authority of Germany about the profit calculated according to Danish tax law for each tax year. H1 shall submit revised tax returns for each year to the responsible German tax office.
  5. The employees of ”H1” shall be taxed on the income derived from work performed on board [fiskefartøjet] in the state in which they are resident according to Article 4, Paragraph 2,  and not in the other state. The Competent Authority of Denmark will supply the Competent Authority of Germany with a list including the following information for each employee:  name, current address, concerned tax years, [state] of residence, amount of income in question for each year, amount of German withholding tax for each year.
  6. The tax authorities in both countries reimburse tax to persons resident in the other country who are covered by this agreement.
  7. The Competent Authorities inform each other of all reimbursements of taxes covered by this agreement
  8. The Competent Authorities agree not to charge or pay any interest of the taxes covered by this Agreement.
  9. H1 agrees to withdraw/abstain from any suit at law concerning the points settled in this agreement as regards the years 1997 - 2008.
  10. The individuals (fishermen) covered by this agreement agree to withdraw/abstain from any suit at law concerning the points settled in this agreement as regards the years 1998-2008 .
  11. H1 accepts the above mentioned conditions
  12. The individuals (fishermen) covered by this agreement accept the above mentioned conditions.
  13. The Competent Authority of Denmark will inform H1 and the individuals (fishermen) about this Agreement and will ask them for their written approval regarding the above mentioned conditions. The Danish Competent Authority will submit the approvals to the Competent Authority of Germany.
  14. This Agreement establishes no precedent the subsequent years of this case or for any other case between the Competent Authorities of Denmark and Germany.”

Skatteministeriets repræsentant anførte i mail af 1. december 2013 til selskabets daværende repræsentant, BC fra R3, blandt andet:

”[…]
Vi er enige om, at dette nu betyder, at retssagen kan afsluttes på den måde, at sagsøgeren hæver sagen og i den forbindelse meddeler landsretten, at det sker som led i et forlig, hvor det er et vilkår, at hver part bærer egne omkostninger/sagens omkostninger ophæves, jf. herved også punkt 14 i mødereferatet vedr. vores telefonmøde den 7. november 2013.

Som en praktisk fremgangsmåde foreslår jeg, at du i morgen sender et brev til Vestre Landsret om at sagen hæves som led i et forlig, hvor hver part bærer egne omkostninger, og at du i den forbindelse vedlægger en kopi af denne mail fra mig, hvor jeg jo netop bekræfter, at vi er enige herom. Så vil det også passe med, at brevet er fremme i Viborg på tirsdag, hvor den af Vestre Landsret fastsatte frist udløber.

[…]”

Selskabets daværende repræsentant anførte i brev af 2. december 2013 til Vestre Landsret:

V.L. B-[…] – […] afdeling – H1 GmbH mod Skatteministeriet

Ovennævnte sag er forligt mellem parterne, og sagen hæves derfor af sagsøger.

Parterne er enige om, at sagens omkostninger ophæves.

Som dokumentation herfor vedlægges kopi af advokat ALs e-mail af 1. december 2013.

Kopi af nærværende brev er samtidig hermed fremsendt til advokat AL, Kammeradvokaten, til orientering.”

Det fremgår af Vestre Landsrets retsbog af 3. december 2013, at Landsretten hævede sagen som forligt.

Skatteministeriet anførte i brev af 10 juni 2014 til de tyske skattemyndigheder at:

”[…]

Further to our earlier correspondences with Ms. KH concerning the implementation of the Mutual Agreement in the H1 case, I can inform you as follows.

H1 GmbH has withdrawn their court case at the Danish Supreme Court on the 3 December 2013 and the director of the GmbH, […], has at the same time signed the Closing Letter in the […] case.

[…]

Fiscal year

Income/Loss of the year

Carried forward loss

Taxable income according to Danish Tax legislation

Tax of the year

1997

-110.721

0

-110.721

0

1998

-21.671

0

-21.671

0

1999

0

0

0

0

2000

0

0

0

0

2001

0

0

0

0

2002

0

0

0

0

2003

-761.390

0

-761.390

0

2004

732.154

-732.154

0

0

2005

28.936

-28.936

0

0

2006

0

0

0

0

2007

0

0

0

0

2008

0

0

0

0

Sum

0

The company has not paid any taxes for the period concerned.

The losses which are carried forward are used in later years with positive income.

According to Paragraph 4 of the Closing Letter H1 shall submit revised tax returns to the responsible German tax office.

I will hereby ask you if it is possible for you to use the above information for the new calculation of German tax on the company income.

It will be connected with substantial costs for H1 to produce revised German tax returns which will result in no payment of taxes.

I hope that the enclosure to this letter which is the information we agreed upon in the Closing Letter is satisfactory for the implementation of the Mutual Agreement and the reimbursements of the German taxes.

[…]”

Selskabets daværende repræsentant, BC fra R4, har i brev af 20. februar 2015 til SKAT ansøgt om efterregulering af tidligere udbetalt acontogodtgørelse i forbindelse med bistanden ydet under sagens behandling ved Landsskatteretten og Vestre Landsret. Af brevet fremgår det blandt andet:

”[…]
Som advokat for H1 GmbH skal jeg herved anmode om 100% omkostningsgodtgørelse i alle tidligere fremsendte ansøgninger om omkostningsgodtgørelse fra sagens start.

Der er senest ved brev af 2. april 2014 foreløbigt søgt om 50 % godtgørelse. SKAT har ved afgørelser af 6. august 2014 tilkendt 50% omkostningsgodtgørelse i sagerne.

Efter nærmere gennemgang af sagens materiale og faktiske forhold i sagen er det undertegnedes opfattelse, at H1 GmbH er berettiget til 100% omkostningsgodtgørelse, idet der er givet medhold i overvejende grad.

Der er i det hele tale om sagkyndig bistand til den pågældende klagesag, som er behandlet ved Landsskatteretten, som afsagde kendelse af 20. november 2002 (bilag 1), og ved Vestre Landsret, hvor der blev indgået forlig, hvilket fremgår af retsbog af 3. december 2013 med forlig (bilag 2). Sagen blev således forligt efter 10 års behandlingstid.

Der blev indgivet stævning den 19. februar 2003 for byretten, men sagen blev efterfølgende henvist til behandling ved Vestre Landsret.

Sagen er mig bekendt ikke afsluttet, idet skatterne ikke er endelig opgjort mellem Danmark og Tyskland. Sagen er særdeles principiel på området "ledelsens sæde" vedrørende et internationalt fiskefartøj.

1. Sagens faktum

[…]

2. Medholdsvurderingen – subjektive momenter

[…]

3.1. Fakturaer

Der ønskes således 100% godtgørelse for alle tidligere ansøgninger om omkostningsgodtgørelse fra følgende:

  • R5
  • R6
  • R1
  • R7
  • R8
  • R4
  • R3
  • R2

[…]”

SKATs afgørelse
SKAT har afslået selskabets anmodning om efterregulering af tidligere indsendte ansøgninger om acontogodtgørelse.

Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende:

”Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Ved Landsskatteretten og for Landsretten har selskabet principalt nedlagt påstand om, at selskabet ikke er omfattet af dansk skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at selskabet er hjemmehørende i Tyskland i henhold til Artikel 4, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Sagen ved Vestre landsret blev forligt mellem parterne. Forliget er baseret på endelig gensidig aftale i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Tyskland og Danmark, dateret den 26. juli 2010. Aftalen er medsendt som del af bilag 2 i anmodning om omkostningsgodtgørelse af 20. februar 2015.

Det fremgår af aftalen at selskabet anses for at være hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 3 og fast driftssted i Tyskland. Danmark har beskatningsretten til 80 % af indkomsten og Tyskland 20 % af indkomsten. Det fremgår endvidere af aftalens punkt 14, at ”denne aftale har ikke retsvirkning for efterfølgende indkomstår eller for nogen anden sag mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Tyskland”.

På denne baggrund finder SKAT ikke at selskabet har fået overvejende medhold i sagen, idet der ikke er givet medhold i de nedlagte påstande om, at selskabet ikke er omfattet af dansk skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6 og at selskabet er hjemmehørende i Tyskland i henhold til Artikel 4, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Advokat BC bemærker under 1.3.:
”Det fremgår af SKATs brev af 10. juni 2014, side 2, til de tyske skattemyndigheder (bilag 5), at der på trods af det indgåede forlig, ikke af selskabet er opkrævet eller betalt yderligere skat til Danmark. Som det fremgår, har selskabet ikke betalt skat til Danmark i den pågældende periode. Tidligere tab er brugt til modregning i efterfølgende positiv indkomst.
Realøkonomisk er sagen den, at SKATs sagsrejsning ikke har flyttet 1 krone i selskabets indkomstbeskatning for 1997-2002 inkl., hvilket fremgår af SKATs tabel i brev af 10. juni 2014, side 2 (bilag 5).
Det er således ikke den beløbsmæssige forskel, som SKAT kan lægge til grund for deres vurdering af, om der skal tilkendes 100 % omkostningsgodtgørelse”.

SKAT bemærker hertil, at jf. SKM2014.655.SANST er der ikke belæg for at lægge vægt på den skatteværdi ændringerne har for den pågældende.

Advokat BC bemærker endvidere, at der tillige skal henses til, at afgørelsen har principiel betydning på det konkrete retsområde og vidererækkende betydning for selskabet.

SKAT bemærker, at det fremgår af nr. 14 i de aftalte betingelser i aftale af 26. juli 2010 at aftalen ikke har retsvirkning for efterfølgende indkomstår eller for nogen anden sag. SKAT finder derfor ikke, at sagen har principiel betydning eller vidererækkende betydning for klageren ud over aftaleperioden.

Advokat BCs bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse af 20. maj 2015:
Advokaten konkluderer, at der er givet medhold i overvejende grad, da der var berettiget tvivl om et principielt spørgsmål vedrørende skattepligtsforholdet for H1 GmbH.
Forliget medførte, at der er skete en fravigelse af de fremsatte påstande, men forliget må anses som et udtryk for, at sagen har været svær at løse og dette må tale til klientens fordel, at denne har søgt at få sagen afklaret. Derudover skal det tillægges betydning, at sagen er meget atypisk, da den involverer en dobbeltbeskatningsproblematik, som er løst via den gensidige aftaleprocedure. Det anføres endvidere, at Skatteministeriet ikke fik medhold i sin påstand om frifindelse, og at SKATs vurderinger i sagen er blevet tilsidesat ved en konkret fordeling af beskatningsretten efter reglerne om gensidig aftaleprocedure i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland.

SKAT mener ikke, at der i advokatens bemærkninger, ved brev af 4. juni 2015 og afsluttende bemærkninger, ved brev af 2. juli 2015 er fremkommet nye oplysninger der kan begrunde, at SKAT kan imødekomme ansøgningen jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet der ved medholdsvurderingen skal tages udgangspunkt i de påstande der er fremkommet ved landsretten, sammenholdt med hvad der blev opnået ved det indgåede forlig, jf. Juridisk Vejledning, afsnit A.A.13.6.

Advokaten bemærker, at der er tale om en langvarig sag. SKAT bemærker hertil, at det fremgår af SKATs oplysninger, at aftalen blev underskrevet den 26. juli 2010 af Tyskland. Det var et krav for implementering af denne, at omhandlede retssag blev trukket tilbage. Dette skete ikke før den 3. december 2013, hvorfor SKAT finder, at den lange sagsbehandlingstid til dels skyldes selskabets egne forhold.”

SKAT har anført følgende yderligere bemærkninger:

”Vurderingen af graden af medhold i sager om Mutual Agreement Procedure følger de almindelige retningslinjer som angivet i Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.6 og skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Vurderingen af medholdsgraden skal foretages med udgangspunkt i de ændringer af den danske skatteansættelse, som forhandlingerne med den anden stat har medført. I denne sag var påstanden at selskabet ikke var skattepligtig til Danmark. Sagen ender forligsmæssigt med at Danmark har beskatningsretten til 80 % af indkomsten.

Ved en samlet vurdering af medholdsgraden i sagen sættes udfaldet af de punkter der er behandlet i relation til de punkter der fremsat ved sagens start ved hver instans. Vurderingen sker på baggrund af en skønsmæssig vurdering af både målelige og ikke målelige forhold i sagen. Det er således påstanden i klagen til klageinstansen, der skal sammenholdes med sagens afgørelse ved instansen. Den underliggende sag blev afsluttet ved et forlig, og […] det er udfaldet af dette forlig, der må anses at være den afslutning af sagen, der skal vurderes på i relation for graden af medhold.”

Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til efterregulering med yderligere 50 % af tidligere imødekomne ansøgninger om acontogodtgørelse.

Af klagen til Skatteankestyrelsen fremgår blandt andet følgende:

”[…]
Sagens hovedspørgsmål er, om forlig af 3. december 2013 kan anses for at give H1 GmbH medhold i overvejende grad.

Det er min vurdering, at dette er tilfældet.

Der er tale om et atypisk sagsforløb, hvilket betyder, at der ikke ensidigt kan fokuseres på de for landsretten nedlagte påstande. Dette må i særdeleshed gælde, når der er tale om et forlig, som er baseret på en gensidig aftale i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark.

SKAT har i afgørelsen af 5. august 2015 alene fokuseret på de for landsretten nedlagte påstande og konkluderet, at H1 GmbH ikke har fået medhold i sin påstand.

Det er min vurdering, at denne fiksering på de oprindelige påstande er unødig streng, og SKAT tager ved denne vurdering ikke højde for, at SKAT heller ikke får medhold i sin frifindelsespåstand.

Sagens økonomiske genstand

Det fremgår af SKATs brev af 10. juni 2014, side 2, til de tyske skattemyndigheder (bilag 6), at der på trods af det indgåede forlig ikke af selskabet er opkrævet eller betalt yderligere skat til Danmark. Som det fremgår, har selskabet ikke betalt skat til Danmark i den pågældende periode. Tidligere tab er brugt til modregning i efterfølgende positiv indkomst.

Realøkonomisk er sagen den, at SKATs sagsrejsning ikke har flyttet 1 krone i selskabets indkomstbeskatning for 1997-2002 inkl., hvilket fremgår af SKATs tabel i brev af 10.juni 2014, side 2 (bilag 6).

Det er således ikke den beløbsmæssige forskel, som SKAT kan lægge til grund for deres vurdering af, om der skal tilkendes 100 % omkostningsgodtgørelse.

Derimod skal der inddrages en række andre mere retvisende subjektive momenter i vurderingen, hvilket der er redegjort for nedenfor.

Ad 1) Lovgrundlag og praksis for vurdering af medhold

 

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at godtgørelsen er 100 %, hvis den pågældende person har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Det fremgår ikke nærmere af bestemmelsen, hvorledes denne vurdering skal foretages.

Reglen i skatteforvaltningslovens § 52 er en videreførelse af reglerne herom i den tidligere skattestyrelseslov. Af forarbejderne til den daværende skattestyrelseslov, under almindelige bemærkninger pkt. 3, fremgik det, at medholdsvurderingen må foretages, som en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. 

Vurderingen kan således ikke foretages alene på baggrund af de af parterne nedlagte påstande.

Der må, som det fremgår af forarbejderne, foretages en skønsmæssig vurdering [af] de samlede omstændigheder ved sagen.

I denne relation er det min vurdering, at der er en række forhold, som gør, at der efter en samlet vurdering må tilkendes min klient 100 % omkostningsdækning for udgifter tilknyttet sagen.

Et forlig er netop udtryk for, at der sker en tilsidesættelse/fravigelse af parternes påstande, og disse bør derfor ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af medholdsgraden.

Det er ikke tilstrækkeligt, at SKAT alene vurderer medholdsgraden op imod den oprindelige påstand i sagen.

Der skal derfor inddrages subjektive momenter ud over sagens økonomiske værdi, herunder blandt andet sagens principielle karakter.

Dette er tillige fastslået i praksis, i en ikke offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten fra august 2010, j.nr. 09-01425. Landsskatteretten fandt i modsætning til SKAT, at klager var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, uanset at sagen beløbsmæssigt for klageårene ikke var vundet i overvejende grad.

Denne praksis fandt ligeledes anvendelse i SKM2009.28.ØLR, hvor Landsretten mente, at SKATs behandling af sagen havde været behæftet med fejl. Landsretten fandt ikke, at SKAT havde foretaget et påkrævet individuelt skøn. I den efterfølgende omkostningsgodtgørelsessag af 25. august 2010 (bilag 7) udtalte Landsskatteretten således, at i vurderingen af medholdsgraden skulle der lægges større vægt på de omstændigheder, at spørgsmålet var af principiel betydning og havde haft økonomisk betydning for klagers efterfølgende indkomstår, end blot den omstændighed, at klageren i de konkrete indkomstår ikke opnåede en økonomisk fordel af dommen og ikke beløbsmæssigt fik overvejende medhold.

Afgørelsen fra Landsskatteretten slår ligeledes fast, at SKAT skal sikre, at medholdsvurderingen ikke foretages ved skøn under regel.

Ligeledes skal subjektive momenter som sagens vidererækkende betydning for såvel klageren som for den generelle retstilstand på området inddrages.

Såfremt sagen har vidererækkende konsekvenser for klageren, skal dette forhold således tillægges betydelig vægt. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvor sagens udfald har betydning for flere indkomstår økonomisk og forretningsmæssigt.

Følgende fremgår af SKM2009.279.LSR:

"Vurderingen at om der er givet medhold i overvejende grad, foretages ikke alene på grundlag af en beløbsmæssig opgørelse, jf. bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) offentliggjort i Folketingstidende 2001/2002, tillæg A, spalte 1394 ff. Der skal tillige henses til, på hvilket niveau i det administrative klagesystem sagen er afgjort, om afgørelsen har vidererækkende betydning for den pågældende klager eller forretstilstande på området i øvrigt og/eller udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde)." (min understregning)

 

Det fremgår således direkte af bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) offentliggjort i Folketingstidende 2001/2002, tillæg A, spalte 1394 ff., at der tillige skal henses til, om afgørelsen har vidererækkende betydning for den pågældende klager eller for retstilstanden på området.

Det må lægges til grund, at sagen oprindeligt vedrørte et principielt spørgsmål, da der ikke på daværende tidspunkt forelå andre afgørelser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et udenlandsk fiskerifartøj kunne anses for at have "ledelsens sæde" i Danmark.

Ad 2) Sagens særlige omstændigheder og tidsmæssige udstrækning

 

For det første er der tale om en meget langvarig sag, der således ender ud med at blive [forligt] efter 10 år på trods af, at klager meget tidligt i sagen anmodede om, at gensidig forhandling med Tyskland blev igangsat. Det forhold, at den gensidige forhandling først igangsættes langt senere og dermed udsættes af SKAT, har endvidere betydet, at klager har haft langt flere omkostninger ved sagsførelsen end ved en normalt gennemført gensidig forhandling.

Derudover er der ikke tale om et almindeligt forlig mellem SKAT og borger, men derimod et forlig indgået mellem ikke blot min klient, men også mellem Danmark og Tyskland, om fordeling af beskatningsretten til den pågældende indkomst mv. fra H1 GmbH.

Der har således været en tvist mellem Danmark og Tyskland om beskatningsretten, og under sagen har min klient således været skattepligtig til Tyskland, da de tyske myndigheder har vurderet, at indkomsten skulle beskattes i Tyskland.

Forliget rækker således ud over sagens oprindelige kerne, som vedrørte skattepligtsforholdet mellem Danmark og min klient, hvilket må antages at være et særegent træk ved det omhandlede forlig.

Derudover er et forlig i sagens natur en fravigelse af de af parterne fremsatte påstande. Forliget kan dog tages som et udtryk for, at også SKAT har fundet det hensigtsmæssigt at forlige sagen, fremfor at gå rettens vej.

Den konkrete fordeling af beskatningsretten medfører, at Tyskland får retten til beskatning af indkomst henført til et fast driftssted i Tyskland. Denne beskatning sker således til trods for, at SKAT vurderede, at der ikke var tale om et fast driftssted i Tyskland. SKAT har således måtte give sig på punktet, og dette forhold taler til min klients fordel.

Ad 3) Berettiget tvivl om et principielt spørgsmål

 

Derudover viser indgåelse af det pågældende forlig, at der ikke har været tale om et spørgsmål med et "åbenlyst korrekt svar". Der har således været en berettiget tvivl om afklaringen af et principielt spørgsmål for min klient, nemlig min klients skattepligtsforhold til Danmark.

Sagen er særdeles principiel på området "ledelsens sæde" vedrørende et internationalt fiskefartøj både i forhold til den konkrete sag, men også generelt inden for området for fortolkning af "ledelsens sæde" vedrørende et internationalt fiskefartøj.

Sagen må anses at have principiel betydning på det konkrete retsområde, idet der ikke var klarhed om, hvor et sådant fiskefartøj var hjemmehørende, herunder beskatningsretten til indkomst hos skibets ansatte.

Sagen har ligeledes vidtrækkende konsekvenser for H1 GmbH og deres erhvervsmæssige drift. Sagen har vidtrækkende skattemæssig betydning for flere af H1 GmbH's indkomstsår samt økonomisk og forretningsmæssig betydning for de fremadrettede indkomstår.

Omkostningsgodtgørelsesreglerne skal sikre, at skatteyderen holdes skadesfri ved berettigede klager over SKATs afgørelser. Der bør derfor i relation til vurderingen af sagens principielle karakter og vidtrækkende konsekvenser henses til, hvilken betydning afklaring af sagen havde for rederiet ved klage over SKATs afgørelse, og ikke hvilken betydning det konkrete forliget endte med at få.

Vurderingen af, om et spørgsmål eller en sag er principielt, er derfor en forudgående vurdering, som ikke ændres løbende, og at sagen ender med at blive forligt, kan ikke ændre på, at sagen oprindeligt vedrørte et principielt spørgsmål.

Konklusion

 

SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse bør ændres til, at der er givet medhold i overvejende grad, da der var berettiget tvivl om et principielt spørgsmål vedrørende skattepligtsforholdet for min klient.

Forliget medførte, at der skete en fravigelse af de fremsatte påstande, men forliget må ikke desto mindre fortolkes som et udtryk for, at sagen har været svær at løse, og dermed må dette tale til min klients fordel, at denne har søgt at få sagen afklaret.

Derudover skal det tillægges betydning, at sagen er meget atypisk, da den involverer en dobbeltbeskatningsproblematik, som er løst via den gensidige aftaleprocedure. Der er således indgået en aftale mellem de tyske skattemyndigheder og de danske skattemyndigheder, som således heller ikke har været enige om, hvorledes den pågældende tvist skulle løses. Denne uenighed landene imellem bør ikke vurderes til ulempe for min klient.

Derudover skal det igen pointeres, at [Skatteministeriet] ikke fik medhold i sin påstand om frifindelse, og at SKATs vurderinger i sagen er blevet tilsidesat ved en konkret fordeling af beskatningsretten efter reglerne om gensidig aftaleprocedure i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland. Forliget er således udtryk for en særegen løsning af en principiel fortolkningstvist vedrørende den subjektive skattepligt af H1 GmbH.”

Der blev afholdt møde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 4. december 2017. På mødet anførte selskabets repræsentant blandt andet at baggrunden for, at der blev indgået forlig i sagen var, at selskabet kunne risikere, at flere af sagens forhold ville blive forældet i Tyskland. Endvidere var det problematisk, at både selskabet og besætningsmedlemmerne blev dobbeltbeskattet, indtil selskabet fik afklaret, om det var Danmark eller Tyskland, som havde retten til at beskatte. Efter repræsentantens opfattelse bør det ikke være selskabet, som skal afholde 50 % af udgiften for at undgå dobbeltbeskatningen, hvorfor selskabet efter repræsentantens opfattelse bør være berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse.

Selskabets repræsentant har den 16. januar 2017 fremsendt et supplerende indlæg, hvoraf blandt andet fremgår:

”[…]

Som det fremgår af referatet, blev det aftalt, at jeg skulle fremskaffe dokumentation for den betydning, sagen havde haft for min klient i relation til de efterfølgende indkomstår.

Det skal i denne henseende bemærkes, at SKATs afgørelse og den efterfølgende domstolsbehandling i skattesagen vedrørende H1s skattepligtsforhold vedrørte indkomstårene 1997-2000 inkl.

Forliget strækker sig fra 1997-2008 inkl., og det har således haft betydning for klagers efterfølgende indkomstår.

Det fremgår af Skatteministeriets processkrift B med bilag E, at opstarten af mutual agreement proceduren med Tyskland skete i 2003.

I 2008 var de danske myndigheder og de tyske myndigheder forsat ikke nået til enighed om, hvor klager var skattemæssig hjemmehørende, og hvorledes beskatningsretten skulle fordeles.

Der var således fortsat på dette tidspunkt en væsentlig risiko for, at klager ville blive dobbeltbeskattet, såfremt de danske myndigheder og de tyske myndigheder ikke nåede til enighed. Denne usikre situation var uholdbar for klager.

[Direktøren for H1] valgte derfor at flytte til Tyskland med sin hustru den 1. januar 2009. Herefter anså SKAT ikke længere klager for at være skattepligtig til Danmark, mens de tyske myndigheder som hidtil anså klager som skattepligtig til Tyskland.

Mutual agreement proceduren blev først færdigbehandlet mellem de danske og tyske myndigheder i 2010, men grundet [direktørens] fraflytning, indeholdte aftalen alene en regulering til og med indkomståret 2008, da klagers skattepligt til Danmark herefter var ophørt.

Det kan derfor lægges til grund, at aftalen har haft betydning for alle klagers efterfølgende år med skattepligt til Danmark.

Forhold der i øvrigt bør indgå i vurdering af medhold

Betydningen af en mutual agreement

Det er min vurdering, at der ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der er givet medhold i overvejende grad, er en række forhold, der bør tillægges afgørende vægt i denne særprægede sag.

Det skal erindres, at det overordnede formål med reglerne om omkostningsgodtgørelse er at dække udgifter til sagkyndig bistand i de tilfælde, hvor klagen har været berettiget.

Der bør således ske dækning af udgifterne i sager, hvor der eksempelvis har været en berettiget tvivl om rigtigheden af SKATs afgørelse.

Nærværende sag vedrørte to landes forskellige fortolkning af dobbeltbeskatningsaftales art. 4, og der var således tvivl om retstilstanden vedrørende art. 4. Spørgsmålet er derfor, om det er skatteyderen, der skal afholde udgifterne til afklaringen af en sådan generel tvivl.

Klagers indkomst blev beskattet fuldt ud i Danmark og fuldt ud i Tyskland. Dobbeltdomicilklausulen i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyskland løste ikke denne uoverensstemmelse mellem de to landes retsgrundlag, da [landene] grundlæggende fandt, at klager var fuldt skattepligtig til begge lande og var skattemæssig hjemmehørende i begge lande. Eneste mulighed for at undgå denne dobbeltbeskatning var at indlede et søgsmål i 2003 mod SKAT og i denne henseende opfordre til, at de to lande anvendte en mutual agreement procedure til at løse den pågældende situation. Dette opfordrede klager til på et meget tidligt stadie efter sagens anlæg ved domstolene i sin replik i landsretssagen i 2003.

I 2003 blev forhandlingerne indledt og en aftaletekst var først forhandlet færdig i 2010 og blev først endelig tiltrådt i 2013. Såfremt klager ikke havde indledt sagen, havde der ikke været hjemmel til at genoptage skatteansættelserne så langt tilbage i tid i Danmark og Tyskland.

Henset til den uløselige situation, som klager stod i efter SKATs afgørelse om fuld skattepligt til Danmark, og det udfald sagen fik, efter at sagen blev forligt, må klager derfor overordnet set anses for at have fået medhold i overvejende grad.

Anlæggelse af klagesagen var således eneste måde, hvorpå klager kunne undgå dobbeltbeskatning og samtidig bevare sine rettigheder i relation til forældelse bedst muligt. Det var derfor afgørende for klager, at der blev fundet en løsning mellem de danske myndigheder og de tyske myndigheder vedrørende fordeling af beskatningsretten.

Klager var derfor reelt tvunget til at forlige sagen ved domstolene, såfremt klager ønskede at anvende den aftale, der i 2010 blev indgået mellem de to lande. Såfremt klager havde valgt ikke at forlige sagen, men derimod havde valgt at føre sagen til dom ved Landsretten, havde klager fortabt muligheden for regulering i relation til tysk beskatning og havde dermed ikke fået løst det principielle spørgsmål for klager om dobbeltbeskatning.

SKAT har direkte over for klager udtalt, at det var en betingelse for ophævelse af dobbeltbeskatning, at klager tiltrådte aftalen mellem de danske og tyske myndigheder.

SKAT udtalte således i sagen, at:
En del af aftalen mellem Danmark og Tyskland for at undgå dobbeltbeskatning er at der afstås for evt. sagsanlæg og at allerede anlagte sager tilbagekaldes.”.

[…]

Betingelsen om opgivelse af sagsanlæg fremgår også af aftaletekstens punkt 9.

Klager havde således reelt ikke andre muligheder for at undgå dobbeltbeskatning end at acceptere den aftale, der var indgået mellem de danske myndigheder og de tyske myndigheder. Det skal fremhæves, at klager ikke har haft nogen indflydelse på forhandlingen mellem de to lande.

I nærværende sag adskiller det indgåede forlig sig således væsentligt fra et almindeligt forlig indgået mellem de to parter i sagen ved, at klager ikke har deltaget i forhandlingerne med de tyske myndigheder, og dermed ikke har haft nogen reel indflydelse på indholdet af forliget. Den særlige procedure i sagen har således en direkte sammenhæng med sagens resultat og det indgåede forlig.

Det forhold at klager ikke havde nogen indflydelse på forligsaftalens indhold, sammenholdt med det forhold, at aftalen var klagers eneste mulighed for med sikkerhed at undgå en dobbeltbeskatning, betyder at indholdet af aftalen skal tolkes i dette lys. I denne henseende må klager derfor anses for at have fået medhold i overvejende grad.

Det bør således ikke lægges klager til last, at klager accepterede at forlige sagen, henset til det resultat klager opnåede herved – nemlig at dobbeltbeskatningen blev undgået.

Det skal i denne henseende erindres, at spørgsmålet om dobbeltbeskatning var en del af den sag, der blev indledt, da påstanden tillige gik på en fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 4 om dobbeltdomicil.

Betydningen af opgivelse af sagsomkostninger og rentekrav

Det er sædvanligt og følger af retsplejeloven kap. 30, at den, der taber en sag, sædvanligvis vil skulle erstatte den vindende parts udgifter. Det fremgår dog tillige af reglerne, at såfremt begge parter taber og vinder, vil sagens omkostninger kunne hæves.

Det forhold, at Skatteministeriet ikke har påstået sig tilkendt sagsomkostninger, må tages til udtryk for, at Skatteministeriet ikke har anset sig som vinder i sagen.

Det skal derfor tillægges væsentlig betydning til fordel for klager, at forliget indeholdt en betingelse om, at hver part skulle afholde egne udgifter.

Derudover ville SKAT have været berettiget til at få rentegodtgørelse af et tilbagebetalingskrav, hvilket SKAT opgav at kræve. Det fulgte af de daværende regler i bl.a. opkrævningslovens § 15, stk. 6, at der kunne ske eftergivelse af renter, når forholdene i ganske særlig grad talte derfor. Højesteret udtalte i SKM2007.714.HR om den tilsvarende og dagældende bestemmelse i opkrævningsloven § 15, stk. 8, at bestemmelsen var ”tænkt anvendt restriktivt og fortrinsvis, hvor der er tale om myndighedsfejl, force majeure eller force majeure lignende situationer”. At der er tale om en særpræget sag, underbygger tillige at det forhold, at SKAT således har valgt at eftergive krav om rentegodtgørelse.

Opgivelse af rentekravet taler således tillige for, at sagen overordnet set anses som vundet af klager.

[…]

Afsluttende bemærkninger

På baggrund af ovenstående er det klagers vurdering, at en lang række momenter taler for, at klager skal anses som have fået medhold i overvejende grad.
1. Klager var tvunget til at forlige sagen for at undgå en dobbeltbeskatning som følge af uensartet fortolkning af dobbeltbeskatningsaftalens art. 4 i Danmark og Tyskland.
2. Dobbeltbeskatningen blev undgået.
3. Klager fik ret i sit anbringende om fast driftssted i Tyskland.
4. Skatteministeriet fik ikke ret i sin frifindelsespåstand, da klager havde fast driftssted i Tyskland og dermed var skattepligtig til Tyskland.
5. Skatteministeriet opgav [at] få tildelt sagsomkostninger.
6. Skatteministeriet opgav at få rentegodtgørelse for krav mod klager.”

Selskabets repræsentant har yderligere anført:

1. Essensen af den materielle skattesag
I den oprindelige sag, hvor Klager stævnede Skatteministeriet den 19. februar 2003, nedlagde Klager påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at Klager for indkomstårene 1997-2000 ikke var skattepligtig til Danmark i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, samt at Klager var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i henhold til artikel 4, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Påstanden var et udtryk for, at Klager var af den opfattelse, at beskatningsretten til Klagers indkomst tilkom Tyskland.

Skatteministeriet var ikke enig heri og nedlagde påstand om frifindelse, idet Skatteministeriet mente, at Klager var fuldt skattepligtig og hjemmehørende til Danmark. Påstanden kan også udtrykkes på den måde, at Skatteministeriet mente, at Danmark havde en eksklusiv beskatningsret til Klagers indkomst.

Hverken Klager eller Skatteministeriet fik medhold i de oprindeligt nedlagte påstande, idet sagens endelige udfald blev, at Klager hævede sagen ved Vestre Landsret som følge af den mutual agreement, der blev indgået mellem Danmark og Tyskland. Da Klager anlagde sag i 2003 mod Skatteministeriet, kunne det på ingen måde forudses, at retssagen ville blive udsat og at der ville blive indgået et forlig mellem sagens parter på baggrund en mutual agreement mellem Danmark og Tyskland.

Essensen af den materielle skattesag var således, om både Danmark og Tyskland kunne beskatte den samme indkomst. Inden der blev indgået en mutual agreement, var Danmark af den opfattelse, at Klager var fuldt skattepligtig til Danmark og tillige skattemæssig hjemmehørende her i landet. Tyskland var på den anden side af den opfattelse, at Klager var fuldt skattepligtig til Tyskland og skattemæssig hjemmehørende dér.

Der var således tale om en klassisk dobbeltbeskatningssituation, hvor både Tyskland og Danmark gjorde krav på at beskatte den samme indkomst. Denne dobbeltbeskatningssituation blev løst ved den indgåede mutual agreement mellem Danmark og Tyskland, hvor beskatningsretten blev fordelt mellem landene. Med den indgåede mutual agreement gik Klager således fra at blive dobbeltbeskattet af indkomsten til ikke at blive dobbeltbeskattet, hvilket efter vores opfattelse er et meget væsentligt moment ved vurderingen af medholdsvurderingen. Sat på spidsen fik Klager medhold i, at indkomsten ikke skulle beskattes to gange. Skatteministeriet fik ikke medhold i, at Danmark havde den fulde beskatningsret til Klagers indkomst, idet denne efter den indgående mutual agreement blev fordelt mellem Danmark og Tyskland, hvor Klager blev anset for at have fast driftssted i Tyskland.

2. Det indgåede forlig Mutual Agreement
Skatteankestyrelsen har i sin indstilling reelt alene henset til, at Danmark ved det indgåede forlig blev tildelt 80 % af beskatningsretten, og at Klager i forliget blev anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, men med et fast driftssted i Tyskland.

Sagen er meget særegen, idet der ikke er tale om en medholdvurdering, som skal foretages på baggrund af en dom eller et sædvanligt retsforlig mellem en skatteyder og Skatteministeriet.

Sagen er afgjort ved et forlig, der har sit udgangspunkt i en mutual agreement, som blev indgået mellem Danmark og Tyskland. Det vil sige, at den ikke er indgået mellem Klager og Skatteministeriet, idet Klager ikke har være part i mutual agreement proceduren, der alene er foregået mellem de kompetente danske og tyske skattemyndigheder. Klager har derimod været forpligtet til at tiltræde den mellem Danmark og Tyskland indgåede mutual agreement.

Når en skattesag forliges ved domstolene, er udgangspunktet, at det er sagens parter, skatteyder og Skatteministeriet, der finder en aftalemæssig løsning af tvisten. Et forlig medfører således ofte, at de oprindelige påstande fraviges for såvel sagsøger som sagsøgte. Dette taler klart for at tillægge de øvrige omstændigheder og momenter vægt, hvilket Skatteankestyrelsen efter vores vurdering ikke har gjort.

Det indgåede forlig er fuldt ud dikteret af indholdet af aftalen (mutual agreement) mellem Danmark og Tyskland, hvor det blev aftalt, hvordan beskatningsretten mellem landene skulle fordeles. Klager har ikke haft ret til eller mulighed for at deltage ved de forhandlinger, som der har været mellem de to lande. Klager har så sige været ”sat udenfor døren”, mens forhandlingerne har stået på.

Det indgåede forlig er således alene et produkt af en forhandling mellem to landes skattemyndigheder, og den indgåede mutual agreement er således alene et udtryk for, hvad de to lande har kunnet enes om.

Det skal i denne henseende erindres, at udgangspunktet var, at begge lande påstod at have beskatningsretten. Klager stod dermed til få sin indkomst beskattet to gange - både i Danmark og i Tyskland. Den mellem Danmark og Tyskland indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst har til formål at undgå sådan dobbeltbeskatning og landene fandt også en løsning på denne dobbeltbeskatning, idet beskatningsretten blev delt. Klager har derved opnået det ganske væsentlige, at indkomsten alene beskattes én gang efter den aftalte fordelingsnøgle mellem Danmark og Tyskland. Var der ikke opnået en sådan enighed mellem Danmark og Tyskland, ville Klager derimod have haft udsigt til at få sin indkomst dobbeltbeskattet. Det forhold, at dobbeltbeskatning ved den indgåede mutual agreement blev undgået, bør tillægges meget væsentlig betydning for vurderingen af, om der er opnået medhold i overvejende grad.

Forhandlingerne har således taget sit udgangspunkt i at løse en dobbeltbeskatningsproblematik, som var væsentlig for Klager. De danske og tyske myndigheder har ikke taget udgangspunkt i de nedlagte påstande, da begge lande påstod at have beskatningsretten.

Som tidligere fremhævet skete der ved forliget en fravigelse fra de nedlagte påstande. Hverken Klager eller Skatteministeriet fik ret i deres principale påstande. Den konkrete fordeling af beskatningsretten mellem Danmark og Tyskland kan efter Klagers vurdering tages som udtryk for, at det juridiske grundlag for skattemyndighedernes oprindelige afgørelse blev tilsidesat til fordel for en konkret og pragmatisk løsning, som ikke er udtryk for hverken Klagers eller Skatteministeriets påstande under landsretssagen.

Derudover skal det fremhæves, at hvis Klager ikke havde påklaget afgørelsen og ikke havde opfordret til, at der blev indledt en mutual agreement procedure, så ville dobbeltbeskatningssituationen ikke være blevet løst, hvorved Klager ville være blevet beskattet af den samme indkomst to gange. Allerede af denne grund havde Klager en interesse i, at sagen blev afgjort en gang for alle i relation til begge lande. Det indgåede forlig medførte, at dobbeltbeskatningen blev ophævet, og at indkomsten alene blev beskattet én gang med den konkrete fordeling 80/20 til henholdsvis Danmark og Tyskland.

Skatteankestyrelsen har ikke forholdt sig til det forhold, at der er tale om et forlig, der bygger på en mutual agreement, hvilket er et væsentligt moment. Så vidt ses har Landsskatteretten aldrig forholdt sig til medholdsvurderingen i en sådan særegen situation, hvor et retsforlig mellem en skatteyder og Skatteministeriet har sin baggrund i en mutual agreement mellem Danmark og et andet land.

3. Sagen havde principiel betydning
Skatteankestyrelsen afviser, at sagen kan anses som principiel med henvisning til, at det af forligsteksten fremgår, at aftalen ikke kan skabe præcedens. Det er imidlertid ikke dette forhold, der gør, at sagen er principiel.

Spørgsmålet om, hvorvidt en sag er principiel, skal afgøres ud fra sagens problemstilling/tvist og ikke ud fra det konkrete forlig/resultat.

Et forlig er en aftale om en løsning og dermed alene en løsning af den konkrete tvist, som er til prøvelse.

Det er et relevant forhold for medholdsvurderingen, om sagen er principiel, da det har en betydning, om det ud fra en generel betragtning var relevant af få efterprøvet spørgsmålet og den pågældende retsuvished.

Vurderingen af, om en sag er principiel, skal således ikke afgøres ud fra sagens resultat, men derimod ud fra sagens generelle problematik.

Dette er helt sædvanligt, og det kan fremhæves, at når sager visiteres til eksempelvis Landsskatteretten eller domstolssager ønskes henvist til en højere ret, sker vurderingen af, om sagen er principiel, ud fra sagens tvist og ikke sagens resultat. Det er således forkert, når Skatteankestyrelsen antager, at denne vurdering skal foretages ud fra, hvordan den konkrete sag afgøres.

4. Betydning af fordeling af sagsomkostninger og rentekrav
Skatteankestyrelsen afviser uden nærmere begrundelse, at fordelingen af sagsomkostninger og renter skulle have nogen betydning for medholdsvurderingen. Det er vores vurdering, at Skatteankestyrelsen herved ser bort fra et ikke uvæsentligt forhold.

Fordelingen af sagsomkostninger foretages sædvanligvis ud fra sagens resultat, og den tabende part pålægges som udgangspunkt at afholde sagsomkostninger til den vindende part. Såvel Klager som Skatteministeriet var enige om, at hver part skulle afholde egne omkostninger.

Når sagens omkostninger hæves, skyldes dette som udgangspunkt, at begge parter både taber og vinder, eller at sagen har været af principiel betydning. På den baggrund kan det konkluderes, at Skatteministeriet ikke har anset sig som vinder af sagen, idet Skatteministeriet ellers ville have anmodet Vestre Landsret om at tillægge Skatteministeriet sagsomkostninger.

Når der således sker en fravigelse fra udgangspunktet omkring fordeling af sagsomkostninger, er det selvsagt relevant for vurderingen af, om der er opnået medhold i overvejende grad eller ej.

Derudover bemærkes det, at det forhold, at Skatteministeriet har opgivet et rentekrav, som Skatteministeriet ville have været berettiget til, også taler klart for, at Skatteministeriet ikke har anset sig som vinder i sagen.

Hvis Skatteankestyrelsen mener, at fordelingen af sagsomkostninger og opgivelse af et rentekrav er uden retlig betydning for vurderingen af medholdsvurderingen, så må Skatteankestyrelsen komme med en egentlig begrundelse for, hvorfor dette forhold ikke i denne sag har nogen betydning. Det gælder særligt, når der henses til, at begge forhold klart taler i retning af, at Klager ikke skal anses som taber i relation til medholdsvurderingen, og at sagen var principiel.

5. Afsluttende bemærkninger
Med henvisning til ovenstående, de tidligere fremsendte bemærkninger og det i klagen anførte, fastholdes det, at Klager i relation til medholdsvurderingen, skal anses som have fået medhold i overvejende grad, idet der navnlig skal henses til:

  • at der er tale om et særegent forlig, som bygger på en mutual agreement mellem to landes skattemyndigheder,
  • at Klager fik løst et meget væsentligt dobbeltbeskatningsproblem, således at indkomsten alene blev beskattet 1 gang i stedet for 2 gange,
  • at Skatteministeriet ikke fik medhold i sin principale påstand
  • at sagens hovedtvist var af principiel betydning
  • at sagens omkostninger ved landsretten blev ophævet og
  • at Skatteministeriet opgav en forrentning af skattekravene

[…]”

Landsskatterettens afgørelse
Dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011), havde følgende ordlyd:

”Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.”                                     

Dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, var en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Denne bestemmelse fik sin formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, hvor blandt andet bestemmelsens 2. pkt. om godtgørelse på 100 procent blev indført.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 54, folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1394 ff. (herefter benævnt lovbemærkningerne), fremgår blandt andet følgende:

”[…]
Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen(medholdsvurderingen), foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.

Dernæst foretager told- og skatteregionen – på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om størrelsen af den godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge told- og skatteregionens egen medholdsvurdering er berettiget til.

Udgangspunktet er, at told- og skatteregionen følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men behøver det ikke,hvis told- og skatteregionen ikke er enig i disse myndigheders vurderinger. Medholdsvurderingen i udtalelserne er således kun vejledende. Endvidere skal told- og skatteregionen foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå
- sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
- på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort
- sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt
- udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).
[…]”

Af bilag 26 til ovenfor nævnte lovforslag fremgår følgende:

”[…]
Til Advokatrådets bemærkninger om kravet om medhold i overvejende grad

Høringssvar: Advokatrådet finder, at det bør præciseres, at medholdsvurderingerne skal foretages på grundlag af udfaldet vedrørende punkter, der under hele klagesagens behandling for den pågældende instans er blevet fastholdt af skatteyderen, og at udfaldet skal vurderes i forhold til de endelige påstande, således som disse måtte være blevet ændret, f.eks. efter afholdelse af syn og skøn.

Advokatrådet begrunder sit forslag med, at det sjældent er muligt inden klagefristens udløb at foretage en tilbundsgående vurdering af sagen, som er en forudsætning for at kunne træffe endelig afgørelse om, hvilke punkter der skal påklages.

Advokatrådet forudser, at der med gennemførelsen af den foreslåede ordning kan opstå situationer, hvor en skatteyder af omkostningsmæssige grunde undlader at påklage forhøjelser, fordi skatteyderen ikke vil løbe risikoen for, at retten til godtgørelse med 100 pct. mistes, hvis et eller flere klagepunkter senere må frafaldes.

Kommentar: Det er min opfattelse, at de gældende klagefrister på henholdsvis 1 måned (til skatteankenævnene) og 3 måneder (til Landsskatteretten) levner tilstrækkelig tid til at vurdere, hvilke klagepunkter der skal påklages.

Advokatrådets forslag indebærer, at skatteyderen har mulighed for at frafalde de usikre punkter - i princippet lige indtil instansen tager sagen op til afgørelse. Skatteyder og/eller den sagkyndige er måske på baggrund af myndighedernes sagsfremstilling eller efter møder med instansen blevet klar over, at myndighedernes afgørelse er korrekt. Er det så rigtigt at se bort fra disse punkter, når det skal vurderes, om en skatteyder har fået medhold i sin sag ?

Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er mest korrekt at vurdere, om en sag er vundet ved en instans ved at sætte udfaldet af sagen i relation til de punkter, som er blevet påklaget til instansen. Dette fremgår i øvrigt af pkt. 3 i lovforslagets bemærkninger. Jeg mener også, at det er den mest naturlige måde at forstå sagsbegrebet på. Også hensynet til ordningens enkelthed mener jeg taler for den i lovforslaget beskrevne forståelse af sagsbegrebet.
[…]”

Ved vurderingen af, om der er givet en skatteyder fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, er det således påstanden i klagen til klageinstansen, der skal sammenholdes med klageinstansens afgørelse.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at når sagen afsluttes ved et forlig, må det være udfaldet som følge af forliget, der skal sammenholdes med påstanden i klagen til klageinstansen.

Af Østre Landsrets dom af 12. august 2005, offentliggjort i SKM2005.358.ØLR, fremgår følgende:

”[…]
Vurderingen af, om en skatte- eller afgiftspligtig har vundet sagen fuldt ud eller i overvejende grad, foretages efter skattestyrelseslovens § 33 A instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.
[…]”

Medholdsvurdering skal således foretages instans for instans. Dog skal der, som nævnt i lovbemærkningerne ovenfor, foretages en samlet medholdsvurdering for tidligere instanser, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans.

I klagen til Landsskatteretten nedlagde selskabets daværende repræsentant principalt påstand om, at selskabet ikke var omfattet af dansk skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6. Subsidiært nedlagde selskabet påstand om, at selskabet var hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

I stævningen til domstolene nedlagde selskabets daværende repræsentant påstand om, at selskabet ikke var skattepligtig til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, samt at selskabet var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Som følge af forliget blev udfaldet af sagen ved Vestre Landsret, at Danmark blev tildelt 80 % af beskatningsretten, og Tyskland blev tildelt 20 % af beskatningsretten. Selskabet blev anset for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og med et fast driftssted i Tyskland.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at selskabet ikke kan anses for at have opnået medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten og Vestre Landsret, når påstandene nedlagt i klagen og stævningen sammenholdes med det indgåede forlig.

Det forhold, at forliget, ifølge klagerens repræsentant, ikke har haft betydning for klageren realøkonomisk, kan ikke ændre herved. Det følger således af praksis, at der ikke ved vurderingen af medholdsgraden skal lægges vægt på, hvilken skatteværdi en ændring har for den pågældende, jf. Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. januar 2014, offentliggjort som SKM2014.655.SANST.

Som det imidlertid fremgår af de ovenfor citerede lovbemærkninger, er der ved vurderingen af, om klageren har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, tale om en samlet vurdering på baggrund af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen.

Landsskatteretten finder, at fordelingen af sagsomkostninger mv. i klagesagen ved Vestre Landsret ikke har indflydelse på medholdsvurderingen, jf. Landsskatterettens kendelse af 19. februar 2008, offentliggjort som SKM2008.672.LSR.

Henset til, at aftalens punkt 14 stipulerer, at aftalen ikke kan skabe præcedens, er det endvidere Landsskatterettens opfattelse, at sagen ikke kan anses for at have været af større betydning for retstilstanden på området. Det forhold, at aftalen efter det af repræsentanten oplyste, har en vidererækkende betydning for selskabets skatteansættelser for senere indkomstår, kan ikke opveje, at selskabet alene opnåede medhold i mindre grad i forhold til de nedlagte påstande.

Der ses i øvrigt ikke at være oplyst andre momenter, der kan tillægges betydning ved vurderingen af medholdsgraden.

Efter en samlet vurdering af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen, må klageren derfor anses for ikke at have fået medhold i overvejende grad ved Landsskatterettens kendelse af 4. december 2013 og udfaldet af forliget indgået ved Vestre Landsret.

Det er derfor med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om efterregulering af tidligere indsendte ansøgninger om acontogodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter den påklagede afgørelse.