Dato for udgivelse
28 Oct 2019 11:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Oct 2019 11:06
SKM-nummer
SKM2019.535.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0000312
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, visitering, fritvalgsordning, strukturændring, klagestruktur
Resumé

Klageren ansøgte om omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en klagesag vedrørende fradrag for grundforbedringer. SKAT havde afslået ansøgningen med henvisning til, at sagen ikke var visiteret til Landsskatteretten og derfor ikke var omfattet af skatteforvaltningslovens § 55. Klageren gjorde gældende, at der var blevet indgået en generel aftale med Skatteankestyrelsen om automatisk overflyttelse til Landsskatteretten af de klagesager, der før 1. januar 2014 var påklaget til et vurderingsankenævn, og hvor klageren var indtrådt som repræsentant for grundejerne. Landsskatteretten fandt, at en mail fra klageren, der var stilet til Landsskatteretten, måtte anses for en tilkendegivelse af, at grundejeren ønskede, at sagen skulle afgøres af Landsskatteretten og ikke Vurderingsankenævnet, jf. dagældende § 35 b, stk. 5, i skatteforvaltningsloven. Retten fandt derfor, at grundejeren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand frem til den 1. januar 2017. Da SKAT alene havde taget stilling til, om klagesagen var godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, blev sagen hjemvist til fornyet behandling og afgørelse ved Skattestyrelsen.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens dagældende § 6 og § 11, stk. 1, nr. 4, § 35 b, stk. 1, stk. 5, § 52, stk. 1 og § 55, stk. 1 og 3
Ændringsloven (lov nr. 1665 af 20. december 2016) § 3, de almindelige bemærkninger til ændringsloven

Henvisning

-


Der er ansøgt om acontogodtgørelse med 50 % af et beløb på 8.750 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage over en afgørelse fra vurderingsmyndigheden.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har afslået at imødekomme ansøgningen om acontogodtgørelse med henvisning til, at sagen ikke kan anses for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 55.

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger
Rådgivningsfirmaet R1 indgav den 29. oktober 2013 på vegne af H1, by Y1 (herefter grundejeren) en klage over SKATs afgørelse af 1. august 2013 vedrørende ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2005 og frem. Sagen vedrørte genoptagelse af fradrag for forbedringer.

Af klagen fremgik det:

Klage over afgørelse af 1. august 2013.

Vejnavn:
Adresse Y1 x-y og z, by Y1

(…)

Klager er ikke enig i følgende:

Fradrag for forbedringer – Vurderingslovens § 17 og 18
Undertegnede er uenig med SKATs ansættelse af fradrag for byggemodningsomkostninger på følgende områder:

Landinspektør
Siden Landsskatterettens kendelse af 26. marts 1986 har udgiften til landinspektør i praksis været fradragsberettigende, idet den betragtes som afgørende for, at der overhovedet kan finde en byggemodning sted.

Projektering og tilsyn
10 procent af godkendte anlægsudgifter.

Intern vej
Der er intern vej, der er ændret i forbindelse med ejendommens ombygning i 1982.

Forsyningsnet
Vedr. kloak, vand, el og varme.

Der tages forbehold for yderligere påstande og anbringender i sagens videre forløb.”

Vurderingsankenævn […] sendte den 16. december 2013 en kvittering for klagen. Af kvitteringsskrivelsen fremgik blandt andet følgende.

”Den 09-12-2013 har vurderingsankenævnet fra SKAT modtaget jeres klage over ansættelsen af fradrag i grundværdien for forbedringer for ejendommen adresse Y1 x-y og z, by Y1.

Som hovedregel behandler vi klagerne i den rækkefølge, de er modtaget. Da vi allerede har et stort antal ubehandlede klager, må I regne med en vis sagsbehandlingstid. Vi forventer, at jeres klage bliver behandlet af nævnet inden 01-12-2014.

Nævnet behandler klager over ejendomsvurderingen. Nævnet er sammensat af borgere fra de kommuner, nævnet omfatter. Det er nævnets sekretariat, der forbereder sagen, men det er nævnet, der træffer afgørelsen på et møde.

Som grundlag for nævnets behandling af sagen, bliver der lavet en sagsfremstilling, der beskriver alle forhold af betydning for sagen. Hvis nævnet som led i sagsbehandlingen ønsker at besigtige ejendommen, vil sekretariatet give besked herom.

(…)”

Folketinget ændrede ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 klagestrukturen på skatte- og vurderingsområdet. Ved ændringen blev Skatteankestyrelsen oprettet pr. 1. januar 2014. Skatteankestyrelsen overtog den indledende behandling af klager over afgørelser fra blandt andet vurderingsmyndigheden.

Den 10. december 2013 underskrev grundejeren et dokument med titlen ”Stillingtagen til ankeproces”, som grundejeren havde modtaget fra R1. Af dokumentet fremgik følgende:

”SKAT har nu truffet afgørelse i sagen vedrørende ejendommen beliggende:
Adresse Y1 z,
By Y1.

Jeg/Vi er orienteret om den nye klagestruktur på skatteområdet gældende fra 1. januar 2014, som indebærer, at anke af SKATs afgørelse alene kan ske til én instans – enten Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten.

Som følge af ændringen i klagestrukturen instrueres R1 hermed til at tilrettelægge det fremadrettede sagsforløb således:

R1 skal overdrage sagen til Advokatanpartsselskabet R2, som skal føre ankesagen i Landsskatteretten. Der stiftes herved et direkte advokat/klient-forhold mellem R2 og jeg/vi hæfter overfor R2 i relation til deres honorar. Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller 100 % af honoraret til R2. R1 giver som lovet tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes R2s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud. Som klient hæfter jeg/vi overfor R2, hvis R1 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

(…)”

Den 24. oktober 2016 sendte R2 en mail til Skatteankestyrelsen med yderligere bemærkninger til klagesagen:

”Vedr. […] – revidering af klage vedr. afgørelse for adresse Y1 x-y og z, by Y1.

Til Landsskatteretten

Efter gennemgang af nærværende sag på vegne min klient vurderes denne at kunne afgøres på det foreliggende grundlag.

Der vil derfor ikke blive fremsendt egentlig revideret klage i sagen.”

Den 24. november 2016 har R2 på grundejerens vegne ansøgt SKAT om acontogodtgørelse med 50 % af et beløb på 8.750 kr., inklusive moms, til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen over afgørelsen fra vurderingsmyndigheden. Det fremgår af ansøgningsblanketten, at der ikke er udbetalt godtgørelse tidligere, at der ville fremkomme yderligere ansøgning ved samme instans senere, at klageinstansen ikke har truffet afgørelse, og at kravet på acontogodtgørelse er overdraget til bistandsyder.

SKAT har den 28. april 2017 sendt en mail til R2 og anmodet om dokumentation for, at R2 har ønsket en klagesag visiteret til Landsskatteretten.

R2 har ved mail af 1. maj 2017 besvaret SKATs anmodning. Af mailen fremgår følgende:

”I forbindelse med strukturændringen i 2014 aftales det med Skatteankestyrelsen, at i sager allerede klaget til Vurderingsankenævnet, hvor R2 overtager partsrepræsentationen, ca. 1.300 sager, der skulle der udarbejdes mere fyldestgørende klage og påstandsrevision af R2 med henblik på at lette Landsskatterettens behandling af sagen, såfremt det vurderedes nødvendigt.

Visiteringen af Landsskatteretten lægger forudsætningsvist i denne aftale med Landsskatteretten og det forhold, at repræsentationen i den enkelte sag er overgået til R2 fra R1. Der vil med andre ord ikke være anden konkret dokumentation for visiteringen til Landsskatteretten i de sager, hvor det er vurderet, at der ikke var behov for egentlig revidering af den oprindelige klage.”

Skatteankestyrelsen har den 17. maj 2017 sendt et brev til SKAT. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”(…)

SKATTEANKESTYRELSEN har modtaget SKATs brev af 8. maj 2017, der har følgende indhold:

”Vi har modtaget en del ansøgninger om omkostningsgodtgørelse, der alle vedrører klager om fradrag for forbedringer. Alle klagerne er oprindeligt sendt til Vurderingsankenævnet, da R1 var klagers repræsentant.

I en stor andel af sagerne har klagers nye repræsentant, R2, indsendt en revideret klage, hvori de anmoder om at sagen behandles i Landsskatteretten. Der er dog også nogle af sagerne, hvor R2 blot har sendt en mail til Skatteankestyrelsen, hvori de oplyser, at sagen blot skal behandles på det foreliggende, dvs. der ikke laves en revideret klage – og dermed heller ikke anmodes om at sagen behandles af Landsskatteretten.

Det er væsentligt i forhold til sagsbehandlingen af ansøgning om omkostningsgodtgørelse, at vi ved hvilken instans der behandler klagen; Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Derfor har vi i nogle af sagerne nu anmodet R2 om dokumentation for, at de på anden vis har anmodet om at få klagen behandlet i Landsskatteretten. Vi har fået følgende svar fra R2:

”I forbindelse med strukturændringen i 2014 aftales det med Skatteankestyrelsen, at i sager allerede klaget til Vurderingsankenævnet, hvor R2 overtager partrepræsentationen, ca. 1.300 sager, der skulle der udarbejdes mere fyldestgørende klage og påstandsrevision af R2 med henblik på at lette Landsskatterettens behandling af sagen, såfremt det vurderedes nødvendigt.

Visiteringen til landsskatteretten lægger forudsætningsvist i denne aftale med Landsskatteretten og det forhold, at repræsentationen i den enkelte sag er overgået til R2 fra R1. Der vil med andre ord ikke være anden konkret dokumentation for visiteringen til Landsskatteretten i de sager, hvor det er vurderet, at der ikke var behov for egentlig revidering af den oprindelige klage.”

Da R2 ikke kan fremlægge dokumentation for at alle FFF-klagerne er visiteret til Landsskatteretten, har vi derfor brug for jeres bekræftelse på at der er indgået en generel aftale om automatisk overflytning af disse sager, så behandlingen overgik til Landsskatteretten uden nærmere ansøgning?”

Skatteankestyrelsen kan ikke bekræfte, at der er indgået en generel aftale med et sådant indhold.

I de konkrete sager, hvor SKAT mangler oplysninger om visiteringen, vil Skatteankestyrelsen gerne være SKAT behjælpelig med oplysninger om, hvorvidt de pågældende sager er visiteret til Landsskatteretten.

(…)”

SKAT har den 18. maj 2017 sendt en mail til R2. Heraf fremgår følgende:

”Som opfølgning på din mail af 4. maj 2017, hvori du oplyser at samtlige sager ifølge aftale med Skatteankestyrelsen automatisk blev visiteret til Landsskatteretten, kan jeg oplyse at jeg har været i skriftlig dialog med Skatteankestyrelsen. De kan ikke bekræfte at der foreligger en sådan aftale.

Jeg har derfor sendt forespørgsel til dem i foreløbigt 11 sager, hvor der ikke foreligger en revideret klage, for at få oplyse hvor disse sager er visiteret hen. Behandlingen af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse afventer således svar fra Skatteankestyrelsen, inden de færdigbehandles.”

R2 har ved mail af 18. maj 2017 henvendt sig til en medarbejder ved Skatteankestyrelsen. Af mailen fremgik blandt andet følgende:

”I forhold til de reviderede klager, herunder sådanne, hvor vi efter gennemgang af sagen ikke har vurderet behov for egentlig revidering af den oprindelige klage, spørger SKAT ind til, hvortil disse sager er visiteret.

Jeg har oplyst, at dette er til Landsskatteretten med henvisning til vores aftale om revision af VAN klager overgået til R2, som vi lige er blevet færdig med.

(…)”

R2 har igen henvendt sig ved mail af 24. maj 2017 til en medarbejder ved Skatteankestyrelsen. Af mailen fremgår blandt andet følgende:

” (…) Billedet er, at vi har modtaget en bekræftelse på modtagelse af ”klagerevisionen, men denne indeholder ingen oplysning om visitering, jf. vedhæftede.

Dette forhold bekræfter efter min mening kun, at behandlingen af sagen konkret er visiteret til Landsskatteretten som en naturlig forudsætning i det aftalte klagesetup – ellers skulle bekræftelsen eller senere skriv jo have givet klager mulighed for at vælge behandling ved Landsskatteretten, jf. SFL § 35b.

(…)”

Skatteankestyrelsen har ved brev af den 7. juni 2017, besvaret R2s henvendelser. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”(...) I anledning af dine mails skal her herved meddele, at Skatteankestyrelsen fastholder, at Skatteankestyrelsen ikke kan bekræfte, at der er indgået en generel aftale om automatisk overflytning af de sager, der før den 1. januar 2014 var påklaget til vurderingsankenævn, og hvor Advokatanpartsselskabet R2 har overtaget partsrepræsentationen.

Til uddybning heraf bemærker Skatteankestyrelsen, at der alene var tale om en generel aftale om, at Skatteankestyrelsen lod påbegyndelsen af Skatteankestyrelsens sagsbehandling i ovennævnte sager afvente modtagelsen af en revideret klage. Der har ikke været indgået en generel aftale om automatisk overflytning af sagerne til Landsskatteretten. Visitering til Landsskatteretten kan ej heller forudsætningsvis udledes af ovennævnte aftale, eller af det vedhæftede eksempel på kvitteringsmail.

(…)”

R2 har den 11. juni 2017 sendt en mail til SKAT. Heraf fremgår følgende:

”Jeg har modtaget vedhæftede som svar på mine henvendelser vedr. nedenstående.

Jeg er lidt uforstående over for deres svar, og fastholder min forståelse af aftalen – det er jo åbenlyst at vi ikke ville have foretaget nogen revidering, hvis ikke der var adgang til omkostningsgodtgørelse for vores arbejde.

Derudover må svaret betyde, at visitering i disse sager ikke er foretaget, idet klager ved SANST kvittering for klagen ikke oplyser om dennes valgmuligheder mellem behandling ved LSR og VAN, hvortil bemærkes, at klager efter overgangen til os åbenlyst ville have valg behandling ved LSR.”

I forbindelse med R2s henvendelser har SKAT forespurgt Skatteankestyrelsen om, hvor en klagesag er visiteret til, samt i hvilket tidsrum sagen har været ved de enkelte instanser.

Skatteankestyrelsen har ved brev af 15. juni 2017 besvaret SKATs anmodning. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”(…) Klagen blev modtaget i et vurderingsankenævn før den 1. januar 2014.

Klagen overgik den 1. januar 2014, hvor den nye klagestruktur trådte i kraft, til Skatteankestyrelsen til sagsforberedelse.

Sagen er en del af en sagsbeholdning i Skatteankestyrelsen, hvor sager overgået pr. 1. januar 2014 fra vurderingsankenævn til den nye klagestruktur efter ønske fra R1 ApS og Advokatanpartsselskabet R2 blev berostillet afventende repræsentanternes afklaring med klagerne om det videre forløb og indsendelse af en revideret klage.

Skatteankestyrelsen modtog den 20. november 2016 mail fra Advokatanpartsselskabet R2 om, at sagen ønskes behandlet på det foreliggende grundlag, og at der ikke vil blive indsendt en revideret klage. Mailen indeholder ingen tilkendegivelse af, at sagen ønskes behandlet af Landsskatteretten. Mailen indledes med ordene ”Skatteankestyrelsen”.

Der er endnu ikke blevet udsendt sagsfremstilling i sagen. Der er ej heller blevet udsendt meddelelse om visitering og vejledning om fritvalgs-ordningen.

Sagen er ikke blevet visiteret.

Fra og med den 1. januar 2017 har sagen været en obligatorisk vurderingsankenævnssag, jf. lov nr. 1665 af 20. december 2016, § 3, stk. 10, idet klagen vedrører FFF.

Til orientering kan oplyses, at Skatteankestyrelsens faste procedure for de sager, der pr. januar 2014 overgik fra vurderingsankenævn til den nye klagestruktur, var og fortsat er, at Skatteankestyrelsens meddelelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35b, stk. 5, om, hvortil sagen er visiteret, samt vejledning om fritvalgs-ordningen som udgangspunkt sker i forbindelse med udsendelse af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling i sagen.

Sammenfattende skal Skatteankestyrelsen oplyse, at sagen i perioden fra og med den 1. januar 2014 til og med den 31. december 2016 ikke var visiteret, og at sagen fra og med den 1. januar 2017 er en obligatorisk vurderingsankenævnssag.

(…)”

SKAT har den 20. juni 2017 forespurgt Skatteankestyrelsen om hvor den pågældende klagesag er visiteret til. Af mailen fremgår følgende:

”(…)

Til brug for behandlingen af ansøgning om omkostningsgodtgørelse i flere enslydende FFF-sager, har vi brug for oplysning om, hvor disse sager er visiteret hen; Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Hvis sagerne har været visiteret ved både Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten, har vi brug for oplysning om, i hvilket tidsrum sagerne har været ved de enkelte instanser.

Det drejer sig om:

Adresse Y1 z, by Y1. Ejd.nr. […]. SANST j.nr. ukendt.

(…)”

Skatteankestyrelsen har ved mail af 26. juni 2017 besvaret SKATs anmodning. Af mailen fremgår blandt andet følgende:

”(…)

Adresse Y1 z:)

Denne sag er også visiteret til et Vurderingsankenævn.”

R2 har den 22. august 2017 sendt en mail til SKAT. Heraf fremgår følgende:

”(…)

Problemet vedrørende visiteringen er gennemgående for en del sager, og vi har på det seneste modtaget en række forslag til afslag baseret på antagelsen om, at sagerne, hvor der ikke er udarbejdet en egentlig revideret klage, er visiteret til et vurderingsankenævn. De bør alle være sat i bero.

Jeg vil derfor værdsætte om du med udgangspunkt i denne tilbagemelding vil koordinere og vende tilbage med en samlet stillingtagen fra SKAT på mine klienters ret til omkostningsgodtgørelse i sagerne omfattet af problemstillingen.

I det følgende vil jeg opridse problemstillingen.

I alle sagerne vil der oprindeligt være klaget til et vurderingsankenævn af vores klients tidligere partsrepræsentant R1.

I forbindelse med strukturændringen pr. 1. januar 2014 overgik alle sagerne til Skatteankestyrelsen uden visitering til hverken Vurderingsankenævn eller Landsskatteret. I den forbindelse blev der indgået en aftale med Skatteankestyrelsen. Aftalen gik på, at der ville kunne foretages en revision og tilskæring af klagen for klienten i sager, hvor vi overtog partsrepræsentationen. Herefter ville det være de i den reviderede klage indeholdte påstande, der blev lagt til grund for medholdsvurderingen.

I alle sager, hvor klienten valgte os som deres repræsentant, foretog vi derfor en gennemgang af sagen. Dette arbejde afstedkom enten en egentlig revideret klage eller meddelelse - til den af Skatteankestyrelsen nedsatte taskforce til varetagelse af de reviderede klager – om, at sagen ville kunne fortsætte på det eksisterende grundlag, jf. fx (…) og vedhæftede mails.

Allerede her mener jeg, at det er så åbenbar en forudsætning for vores igangsættelse af revision af klagerne for de af vores klienter, der har accepteret overgang til os, at dette arbejde er udført med den forudsætning, at sagerne skal behandles af Landsskatteretten med deraf afledt ret til omkostningsgodtgørelse for vores klienters udgifter til vores salær. En positiv angivelse heraf synes ikke nødvendig, særligt når ordningen var så koordineret som den var med Skatteankestyrelsen. Derudover så er elementet i aftalen om påstandsændringernes betydning for medholdsvurdering også kun relevant i det omfang, at Skatteankestyrelsen også forudsatte, at der var adgang til omkostningsgodtgørelse, og at de dermed forudsætningsvist skulle behandles af Landsskatteretten.

Desuagtet så blev der med strukturændringen indført fritvalgsordning, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 2, og § 35b, stk. 2. Klager ville altså kunne vælge behandling af Landsskatteretten. Var klager ved henvendelsen til Skatteankestyrelsen i (…), således blevet vejledt om fritvalgsordningen (se pdf navngivet 39 Sagsfremstil….. for eksempel på sådan vejledning), så ville vores klient åbenbart have valgt visitering til Landsskatteretten. Allerede fordi klager havde denne valgmulighed på tidspunktet for indgivelsen af klagen, så er klientens udgifter til bistand forbundet med arbejdet udført forud for dette også forudsætningsvist omkostningsgodtgørelsesberettiget.

I de forslag til afslag vi har modtaget, eksempelvis j.nr. (…), lægges det til grund, at sagerne er visiteret til et vurderingsankenævnet. Det er ikke korrekt. Sagen behandles alene af et vurderingsankenævn fordi alle klagesager med et FFF element automatisk er overgået til behandling ved et vurderingsankenævn fra og med 1. januar 2017, jf. lov nr. 1665 af 20. december 2016, § 3, stk. 10. Lovens retsvirkninger for adgangen til omkostningsgodtgørelse er dog positivt begrænset til kun at have fremadrettet virkning.

I forhold til spørgsmålet om ret til omkostningsgodtgørelse er det derfor også tidspunktet for det erlagte arbejde og indgivelsen af klagen, der er bestemmende for retten til omkostningsgodtgørelse. Idet klager på daværende tidspunkt havde mulighed for at vælge visitering til Landsskatteretten, så bør det også lægges til grund, at sagen de facto var - eller ville have været, hvis spurgt - visiteret til Landsskatteretten.

Det fremhæves i den forbindelse, at klagerne fortsat har fritvalgsordning for så vidt angår visitering i sager, der ikke vedrører fradrag for forbedringer. Således følger det også af Skatteankestyrelsens svar i (…) (vedhæftede pdf navngivet Besvarelse af hendv….), at klager kan vælge visitering til Landsskatteretten. I denne sag er der således uomtvisteligt adgang til omkostningsgodtgørelse, men de fleste sager vil have et element af FFF, hvorfor de i dag er overgået til behandling ved et vurderingsankenævn, herunder (…), jf. vedhæftede.

Jeg gør gældende, at Skatteankestyrelsen burde have vejledt mine klienter om fritvalgsordningen ved vores indsendelse af klager eller meddelelser, hvor der ikke positivt var taget stilling til visiteringsspørgsmålet, og at den manglende vejledning nok mere er et resultat af, at det var så klar en forudsætning – også for Skatteankestyrelsen - at sagerne ved fordeling skulle visiteres til Landsskatteretten.

Det skal i den forbindelse ikke komme vores klienter til skade, at Skatteankestyrelsen har så lange sagsbehandlingstider, at der i mellemtiden er kommet en lovændring, der har medført, at sagen automatisk overgår til et vurderingsankenævn med deraf afledt fortabelse af retten til omkostningsgodtgørelse for arbejde, der er udført forud for lovændringen.

En sådan retsstilling strider mod de retsvirkningsbegrænsninger, der er indeholdt i loven i forhold til, at der netop stadig er adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til arbejde udført forud for 1. januar 2017. Det må særligt gøre sig gældende i tilfælde, hvor klager har indgået en klientrelation med R2 i forhold til gennemgang og eventuel tilskæring af klagen, foranlediget af R2 og SANSTs aftale om, at de tidligere VAN klager netop kunne revideres.

Der ses i den forbindelse heller ikke i SFL at være hjemmel til at nægte omkostningsgodtgørelse i den situation, at en sag er uvisiteret, som tilfældet er for alle sagerne omfattet af problemstillingen. Det fremhæves, at den manglende regulering heraf alene kan være baseret på det forhold, at SANST forudsætningsvist skal visitere sagen straks, hvilket ikke er sket, hvorfor det heller ikke kan komme klager til skade i forhold til adgangen til omkostningsgodtgørelse for udgifter til bistand udført forud for lov nr. 1665 af 20. december 2016.

Der synes på ovenstående baggrund således ikke grundlag for at give afslag for mine klienters ansøgning om omkostningsgodtgørelse i sagerne omfattet af problemstillingen.”

SKAT har den 25. august 2017 besvaret R2s mail. Af svaret fremgår følgende:

”Du har sendt nedenstående til (…). Vi har drøftet problemstillingen, og vi fastholder, at sagerne ikke er godtgørelsesberettigede, hvis der ikke foreligger en revideret klage (eller en anden form for meddelelse) med tilkendegivelse af, at sagen ønskes behandlet ved Landsskatteretten, og Skatteankestyrelsen derfor oplyser, at sagen ikke er eller har været visiteret til Landsskatteretten.

Vi har i hver enkelt sag helt konkret anmodet Skatteankestyrelsen om at oplyse, hvortil sagen er/har været visiteret. Skatteankestyrelsen har tilsvarende helt konkret i hver enkelt sag oplyst, om sagen er/har været visiteret til Vurderingsankenævn eller Landsskatteretten.

Hvis svaret fra Skatteankestyrelsen var, at sagen på intet tidspunkt har været visiteret til Landsskatteretten, har vi sendt forslag til afslag, da sagen ikke er godtgørelsesberettiget jf. skatteforvaltningsloven § 55.

Der er således ikke tale om, at vi har sendt forslag til afslag ud fra en ”antagelse” om, at sagerne ligger ved Vurderingsankenævnet, men derimod ud fra en konkret oplysning modtaget fra Skatteankestyrelsen.

Det bemærkes, at Skatteankestyrelsen i brev af 7. juni 2017 til R2 har oplyst følgende:

”I anledning af dine mails skal jeg herved meddele, at Skatteankestyrelsen fastholder, at Skatteankestyrelsen ikke kan bekræfte, at der er indgået en generel aftale om automatisk overflytning af de sager, der før den 1. januar 2014 var påklaget til vurderingsankenævn, og hvor Advokatanpartsselskabet R2 har overtaget partsrepræsentationen.

Til uddybning heraf bemærker Skatteankestyrelsen, at der alene var tale om en generel aftale om, at Skatteankestyrelsen lod påbegyndelsen af Skatteankestyrelsens sagsbehandling i ovennævnte sager afvente modtagelsen af en revideret klage. Der har ikke været indgået en generel aftale om automatisk overflytning af sagerne til Landsskatteretten. Visitering til Landsskatteretten kan ej heller forudsætningsvis udledes af ovennævnte aftale, eller af det vedhæftede eksempel på kvitteringsmail.” 

Desuden har Skatteankestyrelsen i deres svar til os om visitering oplyst følgende:

”Til orientering kan det oplyses, at Skatteankestyrelsens faste procedure for de sager, der pr. 1. januar 2014 overgik fra vurderingsankenævn til den nye klagestruktur, var og forsat er, at Skatteankestyrelsens meddelelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, om, hvortil sagen er visiteret, samt vejledning om fritvalgsordningen som udgangspunkt sker i forbindelse med udsendelse af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling i sagen.” (min understregning).

Vi behandler sagerne ud fra de faktiske forhold. Det er Skatteankestyrelsen, der har kompetencen til at visitere sagerne. Hvis Skatteankestyrelsen oplyser til os, at en sag er visiteret til vurderingsankenævnet, så lægger vi det til grund i vores afgørelse.

Det må være afgørende, hvad klageren/R2 reelt har valgt, ikke hvad klageren/R2 havde mulighed for at vælge. Det må derfor alene være klageren/R2, der bærer risikoen for den manglende anmodning om visitering til Landsskatteretten.

Du oplyser i øvrigt, at alle disse sager bør være sat i bero. Det er ikke tilfældet. I har fået yderligere frist til at komme med bemærkninger til vores forslag. Når fristen er udløbet, vil vi træffe afgørelse i sagerne. Vi tager naturligvis stilling til jeres eventuelle bemærkninger. Hvis afgørelsen ikke giver jer medhold, kan I – som altid – benytte klageadgangen til Skatteankestyrelsen.”

R2 har den 4. september 2017 sendt en mail til SKAT. Heraf fremgår følgende:

”(…)

I forhold til din bemærkning om min antagelse, så er denne ikke udtryk for andet end, at Skatteankestyrelsen i sager vedr. fff alt andet lige vil meddele jer, at sagerne behandles af et vurderingsankenævn, idet behandlingen af disse sager automatisk er overgået til dem pr. 1. januar 2017 - i den forbindelse bemærker jeg, at der er stor forskel mellem "behandling af" vurderingsankenævnene efter de nye regler og "visitering til " vurderingsankenævnene efter de gamle regler.

Der vil således ikke være en eneste af vores sager, hvor Skatteankestyrelsen positivt har visiteret den til behandling ved et vurderingsankenævn. Lægger I andet til grund, som jeg lidt forstår på nedenstående, så er det forkert. I bedes derfor venligst fremhæve i hvilke sager Skatteankestyrelsen har oplyst jer, at sagen positivt er visiteret til et vurderingsankenævn.

I forhold til Skatteankestyrelsens svar om den oprindelige aftale, så har jeg tidligere bemærket, at dette svar kom bag på mig, idet jeg ikke delte denne opfattelse. Jeg har nu også fremfundet korrespondance vedr. aftalen, som vedhæftet, hvor (…), der var primusmotor fra Skatteankestyrelsens side i forhold til at får revisionsaftalen på plads, positivt bekræfter min information om, at forudsætningen for aftalen var, at det var Landsskatteretten, der skulle behandle alle de tidligere sager klaget til vurderingsankenævnene.

Det er efter min mening alt for nemt for jer at sige, at I behandler sagerne ud fra de faktiske forhold. Jeg synes konstateringen er misvisende og under alt kritik, når nu der rent faktisk er uenighed om, hvad der blev lavet af aftaler. Særligt i denne situation, hvor R2s brug af ressourcer på klagegennemgangen i de enkelte sager ingen mening giver, medmindre overgangen af klientforholdet, og aftalen med Skatteankestyrelsen, netop byggede på den klare forudsætning, at vores klienter var berettiget til godtgørelse for det af os udførte arbejde - hvilket altså kun var muligt ved oprindelig - eller efterfølgende - visitering til Landsskatteretten. Ellers havde R2 jo aldrig brugt tid på gennemgang eller udarbejdelse af reviderede klager. Den modsatte antagelse savner efter min mening helt grundlæggende fornuft og rationale.

Desuagtet mener jeg, at det med fremlæggelsen af e-mailen fra (…) er klart, at hans udtalelse ikke er indhentet forud fra nedenstående udtalelse om forudsætningerne for aftalen. Min udlægning af de faktiske forhold, og forudsætningerne der lå til grund for aftalen, må herefter anses korrekte. Jeg har også anden dokumentation, men mener vedhæftede e-mail tilstrækkeligt fastslår intentionen og forudsætningen om, at alle ca. 1400 sager skulle behandles af Landsskatteretten, hvorfor den konkrete og positive stillingtagen til visiteringsspørgsmålet må anses underordnet.

Slutteligt bemærker jeg, at I skriver, at det afgørende må være, hvad klageren rent faktisk har valgt. Det giver efter min opfattelse ikke mening, når lovændringen jo netop fratager klageren valgmuligheden. I sagerne omfattet af problemstillingen er valgmuligheden jo ikke positivt udnyttet, men kun forudsætningsvist, jf. ovenfor. Havde lovændringen således ikke været der, så ville klager fortsat have mulighed for at udnytte sin ret til at vælge visitering til Landsskatteretten og ville derfor ikke være afskåret fra omkostningsgodtgørelse.

Det I skriver er med andre ord altså, at det er klager, der bærer risikoen for lovændringer, der ændrer klagers retsstilling og ret til omkostningsgodtgørelse for allerede udført arbejde. Den tilgang kan jeg ikke se nogen dommer støtte op omkring - særligt i dette tilfælde, hvor retsvirkningerne af loven, og den deri indeholdte begrænsning i adgangen til omkostningsgodtgørelse for bistand til arbejde i sager, der automatisk er overført til et vurderingsankenævn, positivt afgrænses til kun at have virkning for det fremadrettede arbejde. Det er altså ikke meningen at afskære adgangen til omkostningsgodtgørelse for allerede udført arbejde. Med det udgangspunkt er det derfor også forkert at anskue borgerens ret til omkostningsgodtgørelse alene i lyset af de nye regler uden skelen til borgerens rettigheder under de gamle regler, hvilket jeg mener I gør nedenfor. Det er jo reelt udtryk for, at I giver de nye regler tilbagevirkende kraft uden at dette fra lovgivers siden var intentionen.

Jeg indstiller derfor, at I på ny drøfter problemstillingen - særligt i lyset af vedhæftede."

SKAT har den 6. september 2017 besvaret R2s mail af 4. september 2017. Heraf fremgår følgende:

”(…)

Vi fastholder, at sagerne ikke er godtgørelsesberettigede, hvis det ikke positivt er meddelt til Skatteankestyrelsen, at sagen ønskes behandlet af Landsskatteretten.

Før lovændringen blev klager over afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme visiteret til Vurderingsankenævnet i henhold til skatteforvaltningsloven § 6. I henhold til § 35b, stk. 5 kunne klager dog fremsætte ønske om, at sagen blev behandlet af Landsskatteretten. Klagerens valg skulle meddeles til Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter klageren havde modtaget meddelelse om visitering.

Det var således klageren, der positivt skulle meddele Skatteankestyrelsen, at sagen ønskedes behandlet ved Landsskatteretten.

Med lovændringen overføres sagerne til fortsat behandling og afgørelse ved Vurderingsankenævnet, med mindre der er tale om en klage over Vurderingsankenævnets afgørelse eller hvis klager har modtaget sagsfremstilling fra Skatteankestyrelsen med forslag til sagens afgørelse. Der ydes ikke godtgørelse i disse sager for arbejde udført fra 1. januar 2017 og senere.

Faktum i sagerne er, at R1 har indsendt klage til Vurderingsankenævnet. R2 har gennemgået sagerne, hvilket resulterer i en meddelelse til Skatteankestyrelsen om, at sagerne kan afgøres på det foreliggende grundlag. Der er ikke – som det er tilfældet i de reviderede klager – fremsat ønske om, klagen skal behandles i Landsskatteretten, hvorfor sagerne som udgangspunkt skal visiteres til Vurderingsankenævnet (lovændring eller ej).

Vi kan ikke gå ind i en diskussion om, hvad der er aftalt med Skatteankestyrelsen. Det må du afklare med Skatteankestyrelsen.

Vi [forholder] os til de oplysninger, vi har fået af Skatteankestyrelsen: at sagerne på intet tidspunkt har været visiteret til Landsskatteretten og nu vil blive visiteret til Vurderingsankenævnet. Sagerne er dermed ikke godtgørelsesberettigede.”

R2 har ved mail af den 11. september 2017 henvendt sig til en medarbejder ved Skatteankestyrelsen. Af mailen fremgår blandt andet følgende:

”(…)

Der er ikke nogen nem indgangsvinkel til denne forespørgsel, som skyldes, at SKAT har taget et standpunkt som efter min mening bygger på nogle forkerte forudsætninger i forhold til klagers [adgang til omkostningsgodtgørelse] for arbejde med gennemgang og revidering af klager indgivet til Vurderingsankenævnene forud for strukturændringen.

Jeg har derfor brug for din hjælp til belysning af faktum.

Du kommer nok ikke uden om at læse nedenstående mailkorrespondance vedr. visitering af sager efter strukturændringen og efter lovændringen i januar for sager omfattende fff.

(…)

Med henvisning til vedhæftede skal jeg derfor venligst anmode dig bekræfte at det fra start af var forudsat, at alle sagerne skulle behandles ved Landsskatteretten, og derfor også, at visitering skulle ske til disse. Som jeg forstår (…) meldte du også dette ud på et kickoff møde i Skatteankestyrelsen vedr. de reviderede den 14. januar 2014.

Det fremhæves, at (…) har udtalt sig herom tidligere, men jeg tror ikke, at hun har haft dig involveret.

Derudover skal jeg venligst anmode om din hjælp til at opklare og udrede misforståelser omkring Skatteankestyrelsens visitering af sager indeholdende fff efter 1. januar 2017.

I den forbindelse skal jeg venligst anmode Skatteankestyrelsen om at bekræfte, at

Disse sager ikke længere visiteres efter de gamle regler, hvor klager havde valgmulighed mellem behandling ved Landsskatteretten eller et Vurderingsankenævn, idet sagerne automatisk overflyttes til behandling ved et Vurderingsankenævn i henhold til lov nr. 1665 af 20. december 2016, § 3, stk. 10.

Klagerne i sager vedr. grundværdi alene, hvor der ikke forudgående er taget positivt stilling til visitering, der vil klager efter de gamle regler fortsat kunne vælge visitering til Landsskatteretten.

Skatteankestyrelsen efter de gamle regler ikke har visiteret nogen sager, hvor R2 er repræsentant, til behandling ved et vurderingsankenævn.

Det alene er introduktionen af § 3, stk. 10 i lovændring nr. 1665 af 20. december 2016, der har medført, at klagerne i sagerne ikke længere har mulighed for at vælge visitering til Landsskatteretten.

I lyset af ovenstående skal jeg derfor også anmode om, at svar på SKATs anmodninger om oplysninger vedrørende visiteringen af en sag, ikke besvares med, at sagen visiteres til et vurderingsankenævn (som SKAT nedenfor oplyser, at Skatteankestyrelsen oplyser dem), men alene at sagen ikke længere visiteres da den i henhold til lov nu skal behandles af et vurderingsankenævn, jf. § 3, stk. 10 i lovændring nr. 1665 af 20. december 2016.

(…)”

Den pågældende medarbejder ved Skatteankestyrelsen har ved mail af 20. september 2017 afgivet følgende svar på R2s henvendelse:

”(…) I forbindelse med strukturændringen pr. 1. januar 2014 holdt jeg møder med såvel [R1] som [R2] om det fremtidige samarbejde. Mødet med [R2] blev afholdt d. 31. januar 2014, men jeg kan desværre ikke finde et referat fra mødet.

Det var på daværende tidspunkt Skatteankestyrelsens opfattelse, at FFF sagerne som udgangspunkt ville blive visiteret til ankenævnene, idet de som udgangspunkt ikke fandtes at være principielle. Fritvalgsordningen gjorde det jo så muligt for såvel R1 som R2 at vælge behandling ved Landsskatteretten.

[R1] skrev om dette i mail af 6. januar 2014 følgende: ”Det bliver i høj grad op til kunderne at bestemme, om de vil have deres sag ført videre af os eller om de vil have sagen ført af R2. Hvis de vælger sidstnævnte skal sagerne i Landsskatteretten uanset hvad. Hvis de vælger os, bliver det op til mig at bestemme.”

R2 har oftest i klagerevisioner skrevet, at klagen ønskes behandlet af Landsskatteretten og jeg mindes ikke at klager med R2 som repræsentant før 2017 er behandlet i et ankenævn.

Det er korrekt, at sager, der inden 1. januar 2017 indeholdt FFF og som verserede ved Landsskatteretten, blev overført til behandling i ankenævn, medens fritvalgsordningen fortsat er gældende for rene grundværdiklager.

Jeg tror ikke, at Skatteankestyrelsen efter de gamle regler har visiteret en R2 sag til et ankenævn. I givet fald skal der være udsendt et visiteringsbrev med 4 ugers frist til at benytte fritvalgsordningen.

(…)”

R2 har herefter stillet følgende spørgsmål i mail af 20. september 2017 til den samme medarbejder ved Skatteankestyrelsen:

”(…) Tak for svar.

Har der for dit vedkommende været tvivl om, at alle sagerne, herunder R2 sagerne, skulle behandles ved Landsskatteretten efter fritvalgsordningen?

Er dette blevet meldt ud på kickoff møde?

(…)”

Medarbejderen ved Skatteankestyrelsen har ved mail af 20. september 2017 besvaret spørgsmålet med følgende:

”(…) Jeg kan ikke huske, hvad jeg måtte have sagt på Kick-off møde primo 2014, men jeg har aldrig været i tvivl om, at R2 sagerne skulle for LSR.

(…)”

R2 har den 20. september 2017 sendt en mail til SKAT. Af mailen fremgår følgende:

”Nedenfor er svar fra (…) i forhold til forudsætningerne for aftalen med Skatteankestyrelsen. Efter min mening viser hans svar, i modsætning til det tidligere udmeldte fra Skatteankestyrelsen, klart, at der var tale om, at reviderede klager indgivet af R2 altid skulle behandles af Landsskatteretten.

Den manglende konkrete stillingtagen i de fremsendte e-mails, bør derfor heller ikke afskære klagerne fra deres ellers gældende ret til omkostningsgodtgørelse, og særligt i lyset af, at denne ret alene er blevet begrænset i januar i år for fremadrettet arbejde. I den forbindelse fremhæves, at det bekræftes, at der ikke længere sker visitering af sager, men at disse i et hug er overført.

Jeg foreslår, at vi tager en drøftelse heraf telefonisk.”

SKAT har den 4. oktober 2017 besvaret R2s henvendelse. Heraf fremgår følgende:

”Vi er ikke enige i din opfattelse.

Der er intet i det fremsendte, der dokumenterer, at I er fritaget for at tilkendegive, hvor hver enkelt sag ønskes behandlet. At (…] ”aldrig har været i tvivl om, at sagerne skulle for LSR” er ikke ensbetydende med, at der foreligger en aftale om automatisk overførsel af sagerne til Landsskatteretten. I skal stadig tage konkret stilling i hver enkelt sag.

Det er i fuld overensstemmelse med det, Skatteankestyrelsen har skrevet til dig i brev af 7. juni 2017:

”I anledning af dine mails skal jeg herved meddele, at Skatteankestyrelsen fastholder, at Skatteankestyrelsen ikke kan bekræfte, at der er indgået en generel aftale om automatisk overflytning af de sager, der før den 1. januar 2014 var påklaget til vurderingsankenævn, og hvor Advokatanpartsselskabet R2 har overtaget partsrepræsentationen.

Til uddybning heraf bemærker Skatteankestyrelsen, at der alene var tale om en generel aftale om, at Skatteankestyrelsen lod påbegyndelsen af Skatteankestyrelsens sagsbehandling i ovennævnte sager afvente modtagelsen af en revideret klage. Der har ikke været indgået en generel aftale om automatisk overflytning af sagerne til Landsskatteretten. Visitering til Landsskatteretten kan ej heller forudsætningsvis udledes af ovennævnte aftale, eller af det vedhæftede eksempel på kvitteringsmail.”

Vi henholder os til de oplysninger, vi konkret har fået fra Skatteankestyrelsen i de enkelte sager, og vi træffer afgørelse ud fra det. Hvis afgørelsen ikke giver jer fuldt medhold, henvises I til at benytte klageadgangen.”

Vurderingsankenævn […] har den 22. juni 2018 sendt en sagsfremstilling og forslag til afgørelse til R2.

Vurderingsankenævnet traf afgørelse i vurderingssagen den 23. august 2018 og stadfæstede SKATs afgørelse.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet ansøgningen om acontogodtgørelse.

SKAT har begrundet afgørelsen således:

” (…) Vores bemærkninger og begrundelse:
Af Landsskatterettens afgørelse SKM2012.313.LSR fremgår det, at udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til et Vurderingsankenævn ikke er omfattet af Skatteforvaltningslovens § 55.

Da Skatteankestyrelsen har oplyst til SKAT, at den pågældende sag er visiteret til Vurderingsankenævnet, vurderes sagen således ikke godtgørelsesberettiget.

Vi kan ikke dække udgifter til rådgiver i forbindelse med klager, der behandles i Vurderingsankenævnet. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 55. Derfor imødekommer vi ikke ansøgningen.

(…).”

I en udtalelse i forbindelse med klagen har SKAT fastholdt, at der ikke kan ydes acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen over afgørelsen fra vurderingsmyndigheden.
SKAT har endvidere anført følgende i udtalelsen:

”R2 har i klage af 5. januar 2018 lagt vægt på, at det er forkert når Skatteankestyrelsen i sin besvarelse på SKATs forespørgsel har oplyst, at sagen var SKAT giver afslag på baggrund af, at sagen var visiteret til et Vurderingsankenævn. R2 lægger vægt på, at ved tidspunktet for SKATs afgørelse, var sagen endnu uvisiteret.

Det ændrer ifølge SKATs vurdering ikke på sagen. Fakta er, at R2 aldrig har anmodet om at få sagen visiteret til Landsskatteretten. R2 har oplyst, at sagen skal behandles på foreliggende grundlag. Det vil sige R1s oprindelige klage af den 29. oktober 2013, der ej heller var anmodet om at blive behandlet i Landsskatteretten.

(…)

Uagtet at R2s arbejde er udført med den forudsætning, at sagerne skulle behandles af Landsskatteretten, ændrer det ikke på det faktum, at de har udnyttet deres mulighed for fritvalgsordningen, og anmodet om at sagen behandles af Landsskatteretten. De har derfor ikke positivt tilkendegivet, at sagen ønskes visiteret dertil. Sagen har derfor, siden indsendelse af R1s oprindelige klage, været en vurderingsankenævnssag – visiteret eller ej.

Det er SKATs opfattelse, at R2s klage ikke fremkommer med nye oplysninger i sagen.

SKAT fastholder afgørelsen af den 6. oktober 2017.”

Skattestyrelsen har supplerende anført:

”(…)
Der findes ikke hjemmel til udbetaling af omkostningsgodtgørelse jf. dagældende Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 3 (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) for sager behandlet i Vurderingsankenævnet.

Den sag, der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, vedrører klage over en afgørelse fra vurderingsmyndigheden vedrørende fradrag for forbedringer. Klagen er dateret den 15. november 2013.

Sagen skal behandles ved Vurderingsankenævnet og dermed kan der ikke opnås omkostningsgodtgørelse for udgifter betalt til sagkyndig bistand. Efter den dagældende § 55 i skatteforvaltningsloven kan der alene ydes omkostningsgodtgørelse ved klager der behandles ved Landsskatteretten og Skatteankenævnet. Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Vurderingsankenævnet. I kendelse af 26. april 2012, offentliggjort som SKM2012.413.LSR har landsskatteretten afgjort, at udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til et Vurderingsankenævn ikke var omfattet af skatteforvaltningslovens § 55.

Klageren havde jf. dagældende bestemmelse i Skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23 februar 2011 som ændret ved lov nr. 649 af 12. juni 2013) mulighed for at vælge, at sagen skulle afgøres af Landsskatteretten. Klagerens valg skulle være meddelt Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren havde modtaget meddelelse om, at klagen var visiteret til et Vurderingsankenævn. En sådan anmodning er ikke modtaget fra klager. Det bemærkes i den forbindelse, at det var Skatteankestyrelsens praksis, at visitering først skete i forbindelse med udsendelse af sagsfremstillingen.

Med virkning fra 1. januar 2014 skulle klager over afgørelser fra vurderingsmyndigheden, truffet efter lov om vurdering af landets ejendomme, som udgangspunkt behandles ved et Vurderingsankenævn. Dette fremgår af dagældende § 35 b, stk. 1 i Skatteforvaltningsloven. Bestemmelsen angiver, at klager omhandlende FFF netop skulle visiteres til et Vurderingsankenævn hvilket Skatteankestyrelsen har gjort i fuld overensstemmelse hermed.

Klager har oplyst, at der i forbindelse med lovændringen i 2014 blev indgået en generel aftale med Skatteankestyrelsen om automatisk overflyttelse til Landsskatteretten af de klager, der før 1. januar 2014 var påklaget til et Vurderingsankenævn, og hvor klageren var indtrådt som repræsentant. Skattestyrelsen vil her bemærke, at der hverken foreligger skriftlig eller anden dokumentation på, at en sådan generel aftale er indgået. Skatteankestyrelsen bekræfter, at der ikke har været indgået en generel aftale om et sådant forhold

(…)”

Klagerens opfattelse
R2 har fremsat påstand om, at grundejeren er berettiget til acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til vurderingsmyndigheden med 50 % af i alt 8.750 kr., inkl. moms.

Af klagen fremgår blandt andet følgende:

”(…) Helt overordnet henvises til de faktiske omstændigheder gengivet i vurderingsmyndighedens afgørelse, jf. bilag 1, fra side 1 til 2, i forhold til den materielle klagesags forløb.

I relation til Skatteankestyrelsens svar på vurderingsmyndighedens henvendelse vedrørende Skatteankestyrelsens faktiske visitering af sagen, jf. bilag 1, side 2, nederst, fremhæves, at sagen ikke er visiteret til behandling ved et vurderingsankenævn. Der har i sagen ikke været foretaget en visitering, fordi alle klagesager indeholdende påstande om fradrag for forbedringer automatisk overgik til behandling ved et vurderingsankenævn fra og med 1. januar 2017, jf. lov nr. 1665 af 20. december 2016, § 3, stk. 10.

Eftersom Skatteankestyrelsens sagsbehandling af den konkrete klagesag først er påbegyndt efter 1. januar 2017, så er klagers sag altså også behandlet af et vurderingsankenævn. Skatteankestyrelsen betegner i andre sammenhænge, at sådanne sager udgør obligatoriske vurderingsankenævnssag.

I forhold til R2s involvering i sagen, så skyldes denne, at alle ejendomsskatteklagesager indgivet til vurderingsankenævnene overgik til Skatteankestyrelsen i forbindelse med strukturændringen pr. 1. januar 2014.

Som konsekvens heraf blev der indgået en aftale med Skatteankestyrelsen om afvikling af de ejendomsskattesager, hvor R1 var repræsentant. R2s part i denne aftale bestod i, at der ville kunne foretages en revision og tilskæring af den af R1 indsendte klage, såfremt sagen blev overdraget til R2 som klientens partsrepræsentant. Herefter ville det være de i sådan revideret klage indeholdte påstande, der ville blive lagt til grund for medholdsvurderingen i sagen.

I alle sager, hvor R2 var blevet udpeget som partsrepræsentant, blev der derfor foretaget en gennemgang af sagen. Dette arbejde afstedkom enten en egentlig revideret klage eller meddelelse – til den af Skatteankestyrelsen nedsatte taskforce til varetagelse af de reviderede klager – om, at sagen skulle behandles på det eksisterende grundlag.

ANBRINGENDER:
Det gøres gældende, at det er en åbenbar forudsætning for R2s igangsættelse af revisionen af klagerne for de af vores klienter, der havde accepteret overgang til R2, at dette arbejde er udført med den forudsætning, at sagerne skulle behandles af Landsskatteretten med deraf afledt ret til omkostningsgodtgørelse for vores klienters udgifter til vores salær, og at dette var, eller burde være Skatteankestyrelsen bekendt.

En positiv angivelse af ønsket om visitering til Landsskatteretten synes dog ikke nødvendig i de konkrete sager. Særligt når revisionsordningen var så koordineret som den var med Skatteankestyrelsen, herunder ved længerevarende forudgående telefonmøder mellem parterne. Det fremhæves i den forbindelse, at revisionsaftalen med Skatteankestyrelsen også omfattede, at det var de reviderede påstande, der skulle tillægges betydning for medholdsvurderingen.

Det ville kun være et relevant forhold at indgå aftale om, såfremt Skatteankestyrelsen også forudsatte, at der var adgang til omkostningsgodtgørelse. Idet en sådan adgang forudsætter Landsskatterettens behandling, eftersom der ved fortsættelse af sagen ved vurderingsankenævnene fortsat ikke ville være adgang til omkostningsgodtgørelse efter de dagældende regler herom i skatteforvaltningsloven, så burde det altså være Skatteankestyrelsen bekendt på mere generelt plan, at klagerne ønskedes behandlet af Landsskatteretten.

Samtidigt med strukturændringen blev der indført en fritvalgsordning for klager i forhold til om sagen skulle behandles ved enten Landsskatteretten eller et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 2, og § 35b, stk. 2.

Var klager ved R2s henvendelse i sagen (bilag 3) blevet vejledt om denne fritvalgsordning, fx ved fremsendelse af kvitteringsmailen, så ville vores klient åbenbart også positivt have valgt visitering til Landsskatteretten.

Det gøres dog desuagtet gældende, at allerede fordi klager havde denne valgmulighed på tidspunktet for det udførte arbejde, så er klientens udgifter til bistand også forudsætningsvist omkostningsgodtgørelsesberettiget, desuagtet at valgmuligheden efter 1. januar 2017 ikke kunne udnyttes grundet sagens karakter af en obligatorisk vurderingsankenævnssag efter 1. januar 2017 som følge af lovændring.

Til videre støtte for, at der er adgang til omkostningsgodtgørelse for arbejde udført under den forudsætning, at behandling ved Landsskatteretten var en mulighed, fremhæves at lov nr. 1665 af 20. december 2016, § 3, stk. 10, vedrørende den obligatoriske overgang af sager til behandling ved et vurderingsankenævn, positivt er begrænset til kun at have virkning for fremadrettet arbejde i relation til retten til omkostningsgodtgørelse.

Det er derfor også tidspunktet for det erlagte arbejde, der er bestemmende for retten til omkostningsgodtgørelse. Idet klager på tidspunktet for R2s erlæggelse og fakturering af udført arbejde havde mulighed for at vælge visitering til Landsskatteretten, så bør det også lægges til grund, at sagen de facto var – eller ville have været, hvis spurgt – visiteret til Landsskatteretten.

Det skal i den forbindelse ikke komme vores klienter til skade, at Skatteankestyrelsen har så lange sagsbehandlingstider, at der i mellemtider er kommet en lovændring, der har medført, at sagen automatisk overgår til et vurderingsankenævn med deraf afledt fortabelse af retten til omkostningsgodtgørelse for arbejde, der er udført forud for lovændringen.

En sådan retsstilling strider mod de retsvirkningsbegrænsninger, der er indeholdt i loven i forhold til, at der efter loven netop stadig er adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til arbejde udført forud for 1. januar 2017. Det må særligt gøre sig gældende i tilfælde, hvor klager har indgået en klientrelation med R2 i forhold til gennemgang og eventuel tilskæring af klagen, foranlediget af R2 og Skatteankestyrelsens aftale om, at der tidligere vurderingsankenævnssager kunne revideres.

Der ses i den forbindelse heller ikke i skatteforvaltningsloven at være hjemmel til at nægte omkostningsgodtgørelse i den situation, at en sag [er] uvisiteret. Det fremhæves, at den manglende regulering heraf alene kan være baseret på det forhold, at Skatteankestyrelsen forudsætningsvist bør visitere sagen straks, hvilket ikke er sket, hvorfor det heller ikke kan komme klager til skade i forhold til adgangen til omkostningsgodtgørelse for udgifter til bistand udført forud for lov nr. 1665 af 20. december 2016.

Den manglende konkrete visitering af sagen synes heller ikke at kunne udgøre grundlag for at antage, at arbejde udført forud for 1. januar 2017 er sket under den forudsætning, at sagen skulle behandles af et vurderingsankenævn.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at afvise omkostningsgodtgørelse med henvisning til Skatteforvaltningslovens § 55, da denne slutning i forhold til de udførte arbejde, der søges om godtgørelse for, netop forudsætter, at sagen på dette tidspunkt var under behandling ved et vurderingsankenævn. Det er ikke tilfældet, idet nærværende sag var uvisiteret på tidspunktet for det erlagte arbejde.

Sammenfattende er klagers udgifter til bistand afholdt under den klare og åbenlyse forudsætning, at sagen skulle behandles af Landsskatteretten, idet klager havde ret til at vælge en sådan behandling på det tidspunkt, men ligeså meget fordi hele revisionsaftalen med Skatteankestyrelsen bygger på samme forudsætning om, at klagerne i de konkrete sager ønskede sagerne behandlet af Landsskatteretten, som det eneste sted, hvor der var adgang til omkostningsgodtgørelse.

Derudover følger det af loven, som introducerer obligatorisk overgang til og behandling af klagesager vedrørende fradrag for forbedringer ved et vurderingsankenævn, at denne overgang ikke skal have betydning for adgangen til omkostningsgodtgørelse for arbejde udført forud herfor.

På ovenstående baggrund gøres det derfor også sammenfattende gældende, at klager i nærværende sag alene er afskåret adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til bistand ydet efter 1. januar 2017, men at klagers udgifter til bistand ydet før denne dato er omkostningsgodtgørelsesberettiget. Det forhold, at klager med loven afskæres muligheden for at udnytte sine tidligere valgmuligheder i forhold til behandling ved Landsskatteretten bør ikke tillægges betydning for retten til omkostningsgodtgørelse.”

Under mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har R2 oplyst, at R2 i henhold til aftalen med Skatteankestyrelsen ikke fandt det nødvendigt at anføre, hvem der skulle behandle klagesagen. R2 har desuden oplyst, at R2 ikke har skriftlig dokumentation for den nævnte aftale.

R2 har endvidere fremsendt følgende yderligere bemærkninger:

”(…)
I relation til referatet har jeg kun den bemærkning, at kickoff mødet var et møde i Skatteankestyrelsen for medarbejderne i Skatteankestyrelsen, hvor bl.a. (navn udelades) redegjorde for det fremadrettede forløb for de ca. 1.500 VAN-klager. Det var altså et møde, der blev afholdt efter at […], [navn på medarbejder i Skatteankestyrelsen udeladt] og [R2] havde talt sammen om, hvordan man kunne komme de pågældende klager til livs.
Jeg syntes også det er vigtigt at få fremhævet vores drøftelser om, at der i sagerne ikke er tale om egentlig ”visitering” til VAN som behandlende klageorgan, idet VAN alene behandler dem som resultat af seneste lovændring, hvorefter klager vedr. fradrag blev tvangsflyttet til behandling af VAN. Situationen er således den, at i dette sagskompleks, hvor der ikke er sket egentlig visitering i forbindelse med fremsendelse af klage/fremsendelsesmail, så har SANST åbenbart ikke gjort det, men det ændrer ikke på, at klagerne havde denne mulighed på tidspunktet for klageudarbejdelsen/sagsgennemgangen – en mulighed som klager så blev afskåret fra at udnytte i forbindelse med tvangsflytningen af alle sager med FFF til VAN.

(…)”

R2 har yderligere anført:

”(…)

Det er bekymrende, at Skatteankestyrelsen ikke vil stå ved den aftale, der blev indgået om afvikling af sager i forbindelse med strukturændringen på klageområdet pr. 1. januar 2014.

Jeg henviser til e-mailkorrespondance mellem advokat [fra R2] og […] om denne aftale (vedlagt dette indlæg).

Det er påfaldende, at man ikke direkte har spurgt […], der på Skatteankestyrelsens vegne afholdt møder med henholdsvis R1 og R2 om afviklingen af de sager, der pr. 1. januar 2014 var påklaget til de daværende vurderingsankenævn men endnu ikke afgjort, ligesom det er påfaldende, at der ikke kan findes et referat af det koordinerende møde, der blev afholdt med R2 den 31. januar 2014.

Af den nu fremlagte e-mailkorrespondance fremgår det dog med alt ønskelig tydelighed, at Skatteankestyrelsen aldrig har været i tvivl om, at de sager, som R2 overtog partsrepræsentation i, skulle for Landsskatteretten.

Når det således i de fremsendte e-mails med meddelelse om, at sagerne ønskes behandlet på det foreliggende grundlag ikke direkte er anført, at sagerne ønskes afgjort af Landsskatteretten, skyldes det selvsagt, at der har været en fælles konsensus om, at dette var tilfældet.

På det tidspunkt, hvor R2 meddeler Skatteankestyrelsen, at der ikke findes grundlag for at udarbejde en egentlig revideret klage, og at sagerne ønskes afgjort på det foreliggende grundlag, er der altså en sag, der skal afgøres af Landsskatteretten.

---oo0oo---

Skatteankestyrelsen har ikke foretaget en positiv og aktiv visitering af sagerne til behandling i et vurderingsankenævn. I så fald skulle der have været givet meddelelse til grundejerne herom, der så ville have haft muligheden for (igen) at vælge behandling i Landsskatteretten.

Alle sager om fradrag for grundforbedringer blev derimod overført til behandling i vurderingsankenævn ved lov nr. 1065 af 20. december 2016 med virkning fra 1. januar 2017. Samtidig blev fritvalgsordningen afskaffet for sager med et element af fradrag for grundforbedringer. Det fremgår såvel af lovens bestemmelser som af forarbejderne klart, at det er hensigten, at reglerne alene skal have fremadrettet virkning, mens der stadig kan opnås omkostningsgodtgørelse for udgifter til arbejde udført forud for 1. januar 2017.

SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling medfører reelt, at loven også [får] bagudrettet virkning ved at afskære omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der var en klar fælles forståelse for, at sagerne skulle behandles af Landsskatteretten.

Det følger videre af § 4, stk. 2 i bekendtgørelse om Skatteankestyrelsen, at Skatteankestyrelsen skal underrette klageren om den foretagne visitering på det tidspunkt, hvor Skatteankestyrelsen har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om klagen skal visiteres til ankenævnsbehandling eller behandling i Landsskatteretten.

Skatteankestyrelsen har i brev af 15. juni 2017 oplyst, at det var praksis, at visitering først skete i forbindelse med udsendelse af sagsfremstilling. Skatteankestyrelsen har i øvrigt ikke redegjort for, hvorfor visitering først kan ske på tidspunktet for udsendelse af sagsfremstilling.

Der må allerede på klagetidspunktet være tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om sagens skal visiteres til behandling [i] ankenævn eller Landsskatteretten.

En sådan praksis ses derfor ikke umiddelbart at være forenelig med § 4, stk. 2 i bekendtgørelsen, hvorfor den ikke kan tillægges betydning i vurderingen af de foreliggende sager.

Det bemærkes i øvrigt, at det i sagen […] er anført, at e-mailen er stilet til Landsskatteretten. Heri ligger for den konkrete sag en klar og positiv tilkendegivelse om, at sagens ønskes behandlet af Landsskatteretten.

Når grundejeren én gang har udnyttet fritvalgsordningen og tilkendegivet behandling i Landsskatteretten, bør det ikke være nødvendigt at gøre det igen. Skatteankestyrelsen kan ikke mod grundejerens vilje efterfølgende visitere sagen til behandling i et vurderingsankenævn.

Der må derfor som minimum for denne sag må være adgang til omkostningsgodtgørelse for arbejde udført forud for 1. januar 2017.

---oo0oo---

Afslutningsvist bemærker jeg, at det i forbindelse med den koordinering, der skete omkring afviklingen af sager i forbindelse med strukturændringen, for alle parter – også Skatteankestyrelsen selvom styrelsen nu ikke vil stå ved det – har været en klar forudsætning, at de sager, hvor grundejerne ønskede R2 som partsrepræsentant, skulle overgå til behandling i Landsskatteretten.

Der ses ikke at være grundlag for at lægge en anden forståelse til grund i forbindelse med vurderingen af, om de pågældende grundejere er berettiget til omkostningsgodtgørelse eller ej.”

Ved retsmøde den 27. september 2019 har R2 anført, at man er uforstående overfor, at Skatteankestyrelsen ikke kan huske aftalen på kickoff mødet den 31. januar 2014 om, at alle ca. 4.000 verserende sager skulle til Landsskatteretten, når Skatteankestyrelsen godt kan huske aftalen på mødet om, at R2 skulle indsende påstandsrevision i alle verserende sager efter en nærmere fastsat plan.

Landsskatterettens afgørelse
Følgende fremgik af den dagældende § 52, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 3, i skatteforvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015):

§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.”

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.
2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.
3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som Skatteministeriet har indbragt efter § 40, stk. 1.
4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
5) I en sag vedrørende skatter for EU-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
6) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst.
(…)
Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4, ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, hvor et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har truffet afgørelse, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.”

Den sag, der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, vedrører klage over en afgørelse fra vurderingsmyndigheden vedrørende fradrag for forbedringer. Klagen er dateret den 29. oktober 2013.

Det fremgår ikke af dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 1, om der er adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til vurderingsankenævnet. Landsskatterettens kontor har dog i en afgørelse af 26. april 2012, offentliggjort som SKM2012.413.LSR, anført, at der ikke er hjemmel til at yde godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til et vurderingsankenævn.

På tidspunktet for indgivelsen af den omhandlende klage, kunne afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen, efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, påklages til et vurderingsankenævn, og afgørelser truffet af et vurderingsankenævn kunne påklages til Landsskatteretten, jf. dagældende § 6 og § 11, stk. 1, nr. 4, i skatteforvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011).

Klagen af 29. oktober 2013 blev således også indgivet til et vurderingsankenævn.

Med virkning fra 1. januar 2014 skulle klager over afgørelser fra vurderingsmyndigheden, truffet efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, som udgangspunkt behandles af et vurderingsankenævn. Dette fremgår af dagældende § 35 b, stk. 1, i skatteforvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 som ændret ved lov nr. 649 af 12. juni 2013).

Klagen skulle dog i henhold til dagældende § 35 b, stk. 1, 2. og 3. punktum, afgøres af Landsskatteretten, hvis Skatteankestyrelsen visiterede sagen til Landsskatteretten som følge af en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, var opfyldt, eller hvis sagen udsprang af samme forhold som en sag, der verserede ved Landsskatteretten.

Endvidere kunne klageren i henhold til dagældende § 35 b, stk. 5, vælge at sagen skulle afgøres af Landsskatteretten. Klagerens valg skulle være meddelt Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren havde modtaget meddelelse om, at klagen var visiteret til et vurderingsankenævn.

R2 anførte den 24. oktober 2016 i en mail der indledes med: ”til Landsskatteretten” at grundejeren ønskede sagen behandlet på det foreliggende grundlag.

Skatteforvaltningsloven blev ændret ved lov nr. 1665 af 20. december 2016, fremsat som lovforslag nr. 28 den 5. oktober 2016, folketingsåret 2016-17 (herefter ændringsloven). Af ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelse fremgår blandt andet følgende:

§ 3.
(…)
Stk. 10. Klager til Landsskatteretten, som helt eller delvist angår en ansættelse om fradrag for forbedring af grundværdi eller afslag på ordinær genoptagelse af en ansættelse om fradrag for forbedring af grundværdi efter de tidligere gældende regler i vurderingslovens §§ 17 og 18, jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 2. september 2002, overføres til fortsat klagebehandling og afgørelse ved vurderingsankenævnene. Det gælder dog ikke, hvis
1) der er tale om en klage over et vurderingsankenævns afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013, eller
2) klageren fra skatteankeforvaltningen har modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øvrigt i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering fører til.”

Af de almindelige bemærkninger til ændringsloven fremgår blandt andet følgende:

”For at undgå en stigning i sagsbehandlingstiden ved Landsskatteretten foreslås det, at beholdningen af FFF-sager ved Landsskatteretten overføres til fortsat behandling og afgørelse ved vurderingsankenævnene. Det gælder som udgangspunkt alle FFF-sager (…)

Også klager som modtages af Skatteankestyrelsen fra og med den 1. januar 2017, vil være omfattet af forslaget og vil således skulle overføres til behandling ved vurderingsankenævnene.

Forslaget gælder dog ikke i følgende tilfælde:

Hvis der er tale om en klage over et vurderingsankenævns afgørelse, jf. § 16, stk. 5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013. I disse sager, hvor klagen over vurderingsankenævnets afgørelse er indgivet til Landsskatteretten efter de tidligere gældende klageregler, og hvor ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 16. 5, i lov nr. 649 af 12. juni 2013 giver mulighed for at færdigbehandle en klage, giver det ikke mening at overføre sagen til afgørelse i vurderingsankenævnet. Klagen må færdigbehandles ved Landsskatteretten.

Hvis klageren inden lovens ikrafttræden den 1. januar 2017 fra Skatteankestyrelsen har modtaget en sagsfremstilling med oplysninger om den afgørelse, som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurdering fører til, jf. § 35 d, stk. 1, 2 eller 4, eller hvis klageren i øvrigt i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om den afgørelse som sagens oplysninger efter Skatteankestyrelsens vurdering fører til.

Om de nævnte undtagelser er opfyldt, kan fastlægges på objektivt grundlag.

Det foreslås endvidere at Skatteankestyrelsen beslutter, at en sag, som er blevet overført pr. 1. januar 2017 til behandling ved et vurderingsankenævn, skal behandles af Landsskatteretten, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., er opfyldt. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor den pågældende sag vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige, er af større økonomiske værdi, angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen, eller hvis klagen udspringer af samme forhold som en sag, som i forvejen verserer ved Landsskatteretten.
Sager, der opfylder ét eller flere af disse kriterier, udgør et væsentligt kerneområde for Landsskatterettens afgørelser. Det er derfor naturligt, at behandlingen af disse sager fortsætter i Landsskatteretten. Antallet af sådanne sager på FFF-området skønnes at være meget begrænset.

Skatteankestyrelsens beslutning er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, men en processuel beslutning.

I sager, hvor klageren har modtaget Skatteankestyrelsens indstilling til sagens afgørelse, vil sagen være fremskreden og ofte tæt på sin afslutning. Selv om Landsskatteretten ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2017 endnu ikke har fået forelagt sagen af Skatteankestyrelsen, herunder modtaget Skatteankestyrelsens indstilling, og det derfor var muligt at aflaste Landsskatteretten for sagen ved overførsel af sagen til et vurderingsankenævn, findes det alligevel hensigtsmæssigt at anvende klagens modtagelse af indstillingen set i forhold til lovens ikrafttrædelsestidspunkt som kriterium for, hvilke sager Landsskatteretten fortsætter med at behandle.
Klageren vil ved lovens ikrafttræden derved kunne konstatere, om Landsskatteretten fortsætter med at behandle sagen.

(…)

For så vidt angår de sager, som overføres til afgørelse i vurderingsankenævnene, vil det i forbindelse med udsendelse af sagsfremstilling i sagerne med indstilling om sagernes afgørelse fremgå mere præcist, hvilket vurderingsankenævn som træffer afgørelse i sagen. På den måde vil klageren og dennes repræsentant få besked om, hvilket vurderingsankenævn sagen er blevet overført til.

(…)

Det foreslås endvidere, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndigt arbejde, som udføres efter lovens ikrafttræden i sager, som overføres til vurderingsankenævnene. Dermed flugter forslaget de almindelige regler, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved vurderingsankenævnene. FFF-sagerne er som andre vurderingssager karakteriseret ved oftest at være af konkret og teknisk karakter. Afgørelsen i disse sager vil typisk bero på fremlæggelse af dokumentation, hvortil sagkyndig bistand som udgangspunkt ikke er nødvendig.

(…)

Forslaget om at overføre FFF-sager fra Landsskatteretten til vurderingsankenævnene har økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. I de sager, som overføres til behandling ved vurderingsankenævnet, bortfalder muligheden for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndigt arbejde fra lovens ikrafttræden.

(…)”

Grundejeren modtog ikke en sagsfremstilling inden ændringslovens ikrafttrædelse den 1. januar 2017. Sagen blev derfor overflyttet til fortsat klagebehandling og afgørelse ved vurderingsankenævnet, jf. ændringslovens § 3, stk. 10, 1. punktum.

Det er imidlertid Landsskatterettens opfattelse, at det anførte i mailen af 24. oktober 2016 må anses for en tilkendegivelse af, at grundejeren ønskede, at sagen skulle afgøres af Landsskatteretten og ikke vurderingsankenævnet, jf. dagældende § 35 b, stk. 5, i skatteforvaltningsloven.

Landsskatteretten finder herefter, at der vil være adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen over SKATs afgørelse af 1. august 2013 frem til den 1. januar 2017, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 1, nr. 1.

Udgifter til bistand ydet fra den 1. januar 2017 vil ikke være godtgørelsesberettigede udgifter, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 55 modsætningsvis og SKM2012.413.LSR.

Da SKAT i den påklagede afgørelse alene har taget stilling til, hvorvidt klagesagen kan anses for at være en godtgørelsesberettiget sag efter skatteforvaltningslovens § 55, hjemvises sagen til fornyet behandling og afgørelse ved Skattestyrelsen.