Dato for udgivelse
12 Dec 2019 13:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Nov 2019 10:49
SKM-nummer
SKM2019.619.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
19-0593478
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst
Emneord
Fuld skattepligt, dobbeltdomicil, Indien, midtpunkt, livsinteresse
Resumé

Skatterådet bekræftede, at spørgeren blev fuldt skattepligtig, da spørger tog ophold her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og § 7, stk. 1. Det var oplyst, at spørgeren var dansk gift og fra 2019 havde fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Spørgeren havde fået bopæl på sin danske ægtefælles adresse i København, og det var oplyst, at spørgeren ville opholde sig i Danmark mere end 180 dage indenfor en 12-månedersperiode.

Skatterådet bekræftede også, at spørgeren ville blive anset for hjemmehørende i Indien i henhold til artikel 4 i den dansk-indiske dobbeltbeskatningsaftale, idet spørgeren har centrum for sine livsinteresser i Indien. Det fremgik, at spørgeren er født og opvokset i Indien, hvor spørgeren var bosat. Spørgeren havde ligeledes sin familie i Indien, og det var oplyst, at spørgeren og dennes ægtefælle agtede at være bosat både i Indien og Danmark. Spørger havde alene økonomiske interesser i Indien, hvor denne havde indkomst fra sin virksomhed og anden indkomst.

Hjemmel

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1
Kildeskattelovens § 7, stk. 1

Reference(r)

Dansk/indisk dobbeltbeskatningsoverenskomst
Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1
Kildeskattelovens § 7, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.F.1.2.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.F.9.2.9.1.2


Offentliggjort i redigeret form.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørgeren vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, såfremt hun opholder sig i Danmark i mere end 180 dage inden for en 12-måneders-periode?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at spørgeren vil blive anset for hjemmehørende i Indien i medfør af artikel 4 i den dansk-indiske dobbeltbeskatningsaftale?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er indisk statsborger, født og opvokset i Indien, hvor hun er bosat, og hvor hun er fuldt skattepligtig. Spørgerens familie er ligeledes bosat i Indien. Spørgeren arbejder i Indien, hvor hun driver en praksis.

Spørgerens bopæl i Indien er en lejet lejlighed på omkring 350 m2, ejet af en familiefond.

Hun har indgået ægteskab med A, der er dansk statsborger og bosat i Danmark.

Ægteparret har ingen børn, og de har hidtil opholdt sig mest i Indien.

Fra 2019 har spørgeren fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og det medfører, at hun fra dette tidspunkt også kan opholde sig i Danmark hos sin danske ægtefælle i hans lejlighed.

Spørgeren og dennes ægtefælle agter at være bosat både i Indien og i Danmark. Spørgeren vil beholde sin bolig i Indien. Hun vil fortsat arbejde i Indien og drive sin praksis. Hun vil kun være i Danmark i kortere perioder – men sammenlagt 181 – 190 dage inklusiv rejsedage inden for en 12-måneders-periode, og i den resterende tid vil hun være bosat og arbejde i Indien.

Hendes ægtefælle driver en mindre virksomhed, der delvis udøves i Indien. Han agter derfor ligeledes at være bosat omkring halvdelen af tiden i Indien.

Spørgeren agter ikke at drive virksomhed i Danmark eller arbejde her. Den eneste relation, som hun har til Danmark er ægtefællens bopæl, hvor hun og ægtefællen vil opholde sig halvdelen af året.

Spørgeren og dennes ægtefælle agter at have regelmæssige ophold i begge lande. Opholdene i Indien vil være bopæls- og arbejdsrelateret medens opholdene i Danmark for spørgerens vedkommende kun vil være bopælsorienteret.

Spørgerens repræsentant har supplerende oplyst, at spørgerens praksis drives som selvstændig personlig virksomhed.

Repræsentanten bemærker, at det indiske skatteår er 1. april til 31. marts.

Spørger har de sidste 3 år haft følgende indtægter i Indien:

2016 – 2017 indkomst fra egen virksomhed 92.114 d.kr., og anden indkomst 88.693 d.kr.

2017 - 2018 indkomst fra egen virksomhed 131.294 d.kr., og anden indkomst 131.033 d.kr.

2018 – 2019 indkomst fra egen virksomhed 183.541 d.kr., og anden indkomst 98.245 d.kr.

Repræsentanten oplyser desuden, at spørger ikke udfører arbejde i ægtefællens virksomhed i Danmark.

Spørgers opfattelse og begrundelse

I medfør af kildeskattelovens §§ 1 og 7, vil spørgeren blive fuldt skattepligtig til Danmark, da hun har rådighed over en bopæl i Danmark og vil være her mere end 180 dage inklusiv rejsedage inden for en 12-måneders-periode.

Da spørgeren også er bosat og fuldt skattepligtig til Indien, vil hun være dobbelt-domicileret. Det skattemæssige hjemsted skal herefter fastslås efter dobbeltbeskatningsaftalen art. 4, stk. 2. Bestemmelsen har følgende ord:

”..

Stk. 2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

1.      han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, men hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

2.      hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

3.      hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

4.      er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

...”

Spørgeren har rådighed over en bolig i både Indien og Danmark.

Såfremt en person har rådighed over en bolig i to stater, er det afgørende, hvor personen har de stærkeste personlige og økonomiske interesser, jf. oven for art. 4, stk. 2 nr. 1.

Spørgeren har personlige interesser i Danmark, hvor ægtefællen er bosat. Hun har ligeledes personlige interesser i Indien, hvor hun er opvokset, hvor hele hendes øvrige familie er bosat, hvor ægtefællen opholder sig i forbindelse med sit arbejde, og hvor ægteparret har opholdt sig hidtil.

Spørgeren har ingen økonomiske interesser i Danmark. Hendes økonomiske interesser er i Indien, hvor hun har egen privatpraktiserende praksis.

Det følger af OECDs kommentar til stk. 2, nr. 1:

”..

The circumstances must be examined as a whole, but it is nevertheless obvious that considerations based on the personal acts of the individual must receive special attention. If a person who has a home in one State sets up a second in the other State while retaining the first, the fact that he retains the first in the environment where he has always lived, where he has worked, and where he has his family and possessions, can, together with other elements, go to demonstrate that he has retained his centre of vital interests in the first State.

..”

Jf. ligeledes Den juridiske vejledning, 2019-2, C.F.8.2.2.4.1.2:

”En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.

I den forbindelse lægges der vægt på:

  • hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
  • hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
  • hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrere sine aktiviteter osv.

Omstændighederne skal bedømmes ud fra en helhed. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.”

Da spørgeren både har personlige interesser og økonomiske interesser i Indien, og hendes eneste tilknytning til Danmark er ægtefællens bopæl, hvor ægteparret kun vil opholde sig halvdelen af året, er det min opfattelse, at spørgeren har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i Indien. Dermed vil hendes skattemæssige hjemsted være Indien.

Spørgsmålet om dobbeltdomicil vil derfor kunne afgøres efter art. 4, stk. 2, nr. 1. For så vidt angår nr. 2, sædvanligt ophold kan anføres følgende:

Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresse, skal det vurderes, i hvilket af de to lande den pågældende sædvanligvis opholder sig.

Der henvises til Den Juridiske vejledning om sædvanligt ophold:

”Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land.”

Der henvises endvidere til kommentarerne i OECD’s Modeloverenskomst, punkt 19, til art. 4:

” The application of the criterion provided for in subparagraph b) requires a determination of whether the individual lived habitually, in the sense of being customarily or usually present, in one of the two States but not in the other during a given period; the test will not be satisfied by simply determining in which of the two Contracting States the individual has spent more days during that period. The phrase “séjourne de façon habituelle”, which is used in the French version of subparagraph b), provides a useful insight as to the meaning of “habitual abode”, a notion that refers to the frequency, duration and regularity of stays that are part of the settled routine of an individual's life and are therefore more than transient. As recognised in subparagraph c), it is possible for an individual to have an habitual abode in the two States, which would be the case if the individual was customarily or usually present in each State during the relevant period, regardless of the fact that he spent more days in one State than in the other.”

I den konkrete situation, hvor spørgeren agter at opholde sig i Danmark i omkring

181 - 190 dage om året inklusiv rejsedage, og hvor opholdene i Indien vil have regelmæssig karakter på grund af hendes erhvervsmæssige interesser, vil hun ikke have overvejende ophold i Danmark eller Indien, da opholdet vil være ligeligt fordelt på de to lande.

Spørgsmålet om dobbeltdomicil kan derfor ikke afgøres efter art. 4, stk. 2, nr. 2.

I medfør af art. 4, stk. 2, nr. 3, træffes afgørelsen, om dobbeltdomicil på baggrund af statsborgerskab, såfremt det ikke kan afgøres ud fra de første kriterier.

Da spørgeren er indisk statsborger og ikke har dansk statsborgerskab, vil hun derfor ligeledes efter denne bestemmelse anses for hjemmehørende i Indien i medfør af dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Indien.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgeren vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, såfremt hun opholder sig i Danmark i mere end 180 dage inden for en 12-måneders-periode.

Begrundelse

Der foreligger fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, for personer, der har bopæl her i landet.

I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Det er oplyst, at spørgers ægtefælle er dansk statsborger og bosat i Danmark.

Det er oplyst, at spørger fra 2019 har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og det medfører, at hun fra dette tidspunkt kan opholde sig i Danmark hos sin danske ægtefælle i hans lejlighed. 

Efter fast praksis anses spørger at have erhvervet bopæl i Danmark på sin ægtefælles danske adresse.

Fuld skattepligt indtræder dog ikke ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet. For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende anses ikke for ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Efter fast praksis indebærer et uafbrudt ophold på mere end 3 måneder eller et samlet ophold på mere en 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, at opholdet ikke længere kan anses for et kortvarigt ophold. Overstiger opholdet disse grænser indtræder den fulde skattepligt på det tidspunkt, hvor den pågældende tager ophold.

Det er oplyst, at spørger vil opholde sig i Danmark i sammenlagt mere end 180 dage indenfor en 12-måneders-periode.

Skattestyrelsen kan derfor bekræfte, at spørgers fulde skattepligt indtræder, når spørger tager ophold her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og § 7, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørgeren vil blive skattemæssigt hjemmehørende i Indien i medfør af den dansk-indiske dobbeltbeskatningsaftale, artikel 4.

Begrundelse

Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i den dansk-indiske dobbeltbe-skatningsoverenskomst. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Indien ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Indien, der skal forhandle om dette.

Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien, artikel 4, stk. 1, er spørger - på det tidspunkt, at spørgers skattepligt indtræder i Danmark - hjemmehørende i begge stater, da spørger har bolig til rådighed i både Indien og Danmark.

I tilfælde af, at en person er hjemmehørende i begge lande, følger det af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, at personens status som hjemmehørende bestemmes efter følgende regler:

  • har fast bolig til sin rådighed,
  • har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser),
  • sædvanligvis har ophold,
  • er statsborger,
  • ved gensidig aftale.

Der er tale om en prioriteret rækkefølge.

Da spørger, efter det oplyste, vil have fast bolig til rådighed i begge stater, skal spørger anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Det følger af kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater spørger har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser.

Der skal således tages hensyn til spørgers familie og sociale forhold, beskæftigelse, politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, forretningssted, det sted hvorfra spørger administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.

Den dansk-indiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 2, skal fortolkes på denne måde.

For så vidt angår spørgerens personlige interesser fremgår det, at spørgeren er født og opvokset i Indien, hvor hun er bosat. Spørgerens familie er ligeledes bosat i Indien. Spørgeren har personlige interesser i Danmark, hvor ægtefællen er bosat, men spørgeren og dennes ægtefælle agter at være bosat både i Indien og i Danmark. Der henvises til det beskrevne opholdsmønster i Danmark og i Indien.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at spørgers har de stærkeste personlige interesser i Indien.

For så vidt angår de stærkeste økonomiske forbindelser er det oplyst, at spørger ikke har indkomst i Danmark. Spørger har således ikke økonomiske interesser her i landet.

I Indien har spørger økonomiske interesser i form af indkomst fra sin praksis og anden indkomst.

Da spørger både har de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Indien, finder Skattestyrelsen, at spørger har centrum for sine livsinteresser i Indien, og dermed skal anses for hjemmehørende dér.

Skattestyrelsen kan derfor bekræfte, at spørgeren vil blive skattemæssigt hjemmehørende i Indien i medfør af den dansk-indiske dobbeltbeskatningsaftale, artikel 4.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Ja”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

1)      personer, der har bopæl her i landet,

(…)

Kildeskattelovens § 7, stk. 1

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Praksis

Den Juridiske vejledning, 2019-2, C.F.1.2.2 Hvornår indtræder skattepligten ved tilflytning?

(…)

Regel

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark. Se KSL § 7, stk. 1.

Det er denne regel, der afgør spørgsmålet om skattepligtens indtræden, når en person råder over en helårsbolig. Skattepligten indtræder således ikke kun fordi, den pågældende fx har de stærkeste personlige relationer til Danmark.

Efter bestemmelsen indtræder skattepligten ved en kombination af bopæl og ophold her i landet. I praksis er erhvervelse af bopæl som udgangspunkt ensbetydende med, at den pågældende eller dennes ægtefælle har købt eller lejet sig en bolig her i landet. Men den pågældende kan også have erhvervet bopæl her i landet ved at bo hos forældre mv.

Bopæl erhverves ved køb eller leje af helårsbolig, men som udgangspunkt ikke ved køb eller leje af et sommerhus.  Hvis personen eller dennes ægtefælle benytter sommerhuset som helårsbolig, behandles sommerhuset på samme måde som en helårsbolig. Se SKM2015.313.SR, SKM2015.290.SR og SKM2018.156.SR. Det samme gælder benyttelsen af andre boligformer. Om bopæl, se nærmere afsnit C.F.1.2.1.

Det forekommer, at en person, der er fuldt skattepligtig i udlandet, ønsker at blive anset for fuldt skattepligtig i Danmark. En skatteyder kan ikke vælge at blive omfattet af reglerne om fuld skattepligt, hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Dette kan ofte få konsekvenser for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2002.230.VLR, SKM2009.482.VLR og SKM2013.543.ØLR.

Absolutte grænser for opholdets længde

Skattepligten indtræder ikke ved et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende". Se skd.1972.21.139.

Overstiger opholdets længde disse grænser, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor personen tager ophold her. Se KSL § 7, stk. 1.

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes rejsedage ("brudte døgn") som hele dage.

Ophold under de 3 måneder, eller 180 dage, udløser efter praksis ikke skattepligt for personer, medmindre de udøver erhvervsmæssig aktiviteter her i landet. Se nedenfor.

Dette lægges til grund, hvor der er tale om personer, der anses for bosiddende i et andet land på grund af bopæl, familie, arbejde eller statsborgerskab. Her vil opholdene i Danmark naturligt have karakter af "ferie eller lignende". Se SKM2017.121.BR, hvor retten bemærkede, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde bopæl i og var skattepligtig til Spanien eller noget andet land.

(…)

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Dansk/indisk dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. BKI nr. 118 af 10. november 1984

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

     1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue.

     2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

  • a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, men hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
  • b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
  • c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
  • d) er han statborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

     3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Afgørelser

SKM2005.79.HR

Skatteyder flyttede fra Danmark til Tyskland i 1992. I 1994 flyttede han tilbage til Danmark, hvor han også blev gift. Ægtefællen havde i 1993 erhvervet en ejendom hvor skatteyderens kommanditselskab havde virksomhedsadresse. Han havde i 1994 bolig til rådighed i både Tyskland og England. Landsretten anså skatteyderen for at have erhvervet skattemæssig bopæl her i landet i 1993 og at han havde taget ophold her i landet fra det tidspunkt. Det var i landsrettens dom lagt til grund, at skatteyderen var hjemmehørende i Danmark, idet Danmark i kraft af skatteyderens personlige og økonomiske forhold måtte anses for centrum for livsinteresser. Der var henset til skatteyderen havde sin ægtefælle og væsentlige erhvervsinteresser i Danmark.  Højesteret fandt herefter at tilknytningen til Danmark, var større end tilknytningen til Tyskland og England, hvorfor de anså ham for hjemmehørende her.

SKM2019.118.BR

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der var udrejst til Schweiz, var fuldt skattepligtig i Danmark i indkomstårene 2009 og 2010. Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at skatteyderen havde to boliger til rådighed i Schweiz, og at skatteyderen også efter udrejsen til Schweiz og salget af sin ejendom i Danmark havde bevaret en boligmulighed i Danmark, som skatteyderen i ganske betydeligt omfang også benyttede sig af. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen, udover sine tætte familiemæssige relationer, også havde alle sine væsentlige erhvervsmæssige aktiviteter og sit indtægtsgrundlag i Danmark. På baggrund af en samlet vurdering fandt retten, at skatteyderen havde den stærkeste personlige og økonomiske tilknytning til Danmark, således at beskatningsretten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten tilkom Danmark.

SKM2010.486.LSR

Efter fraflytning til Sverige var klager fortsat skattepligtig til Danmark, da han fortsat havde bopælsmulighed i et stort sommerhus i Vestjylland, som var godkendt til helårsbeboelse. Efter fraflytningen havde klager derfor dobbeltdomicil i Danmark og Sverige. Da klager havde en fast og vedvarende bolig i Sverige, mens han alene havde en bopælsmulighed i Danmark, og da han faktisk boede og arbejdede i Sverige blev han anset for hjemmehørende i Sverige.

SKM2019.206.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Sverige ifølge den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Spørger havde anskaffet sig en bolig i Danmark, som han ville bruge til overnatning, når han arbejdede i her i landet. Det var oplyst, at spørger var fast bosat i Sverige med sin familie, hvor han har boet hele sit liv. Det var også i Sverige han havde sine fritidsinteresser og sin omgangskreds. Dertil kom, at spørger ville fortsætte med at arbejde med samme fordeling mellem arbejde i Danmark og Sverige, som før han anskaffede sig bolig i Danmark.

Praksis

Af kommentarerne til OECD´s modeloverenskomst artikel 4, stk. 2, fremgår det af punkt 9-15, at:

"9. Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er bosat i begge kontraherende stater.

10. For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle sådan en tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. (...)

(...) 14. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, giver stk. 2 forrang til den stat, med hvilken hans personlige og økonomiske forbindelser er stærkest, forstået som midtpunktet for hans livsinteresser. I de tilfælde, hvor bopæl ikke kan afgøres under henvisning til denne regel, giver stk. 2 et subsidiært kriterium, først sædvanligt ophold og dernæst statsborgerskab. (...)

(...) 15. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted, hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden i den anden stat og bibeholder den første, kan det faktum, at han bibeholder den første i de omgivelser, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele sammen med andre elementer, bidrage til at vise, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i den første stat.”