Dato for udgivelse
13 Dec 2019 14:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jul 2019 14:50
SKM-nummer
SKM2019.624.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS 3A-1863/2015 og B-308-19
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Processuelle bestemmelser
Emneord
Valg af skønsmand, afvisning af valg af anden skønsmand
Resumé

Sagen drejede sig om hvorvidt en skønsmand, efter afgivelsen af skønserklæringen, kunne afsættes på grund af manglende faglig indsigt og egnethed, samt om skønserklæringen var fejlbehæftet i et sådant omfang, at skønsmanden enten kunne afsættes og en ny udmeldes, eller om der kunne udmeldes én yderligere skønsmand.

Såvel byretten som landsretten afviste at der var usikkerhed om skønsmandens faglige kvalifikationer og egnethed, og da rekvirenten ikke havde godtgjort, at skønsmanden havde begået grundlæggende fejl ved sin skønsudøvelse, blev rekvirentens påstand om en ny skønsmand eller udmeldelse af én yderligere skønsmand afvist.

Reference(r)

Retsplejelovens kapitel 19

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2 A.A.11.2.4 og A.A.11.3


Byrettens kendelse af 15. marts 2019

Parter

mod

SKAT

Ingen var indkaldt eller mødt.

Afsagt af dommer

Jakob Groth-Christensen.

Der blev fremlagt skønsmand HHs besvarelse af supplerende spørgsmål 14, mail af 14. november 2018 med bilag 46-48 fra advokat Martin Bekker Henrichsen på vegne A, mail af 4. januar 2018 fra JH fra Skattestyrelsen og mail af 28. januar 2019 fra advokat Martin Bekker Henrichsen på vegne A.

Det fremgår heraf, at A principalt har anmodet om, at skønsmand HH udskiftes med en fagligt egnet skønsmand, jf. retsplejelovens § 209, subsidiært at der udmeldes en yderligere skønsmand med anden faglig relevant kompetence, jf. retsplejelovens § 204, stk. 2, jf. § 201, mens SKAT i det hele har protesteret herimod.

A har endvidere anmodet om mundtlig forhandling af spørgsmålet om udskiftning af skønsmand HH, hvis parterne ikke kan opnå enighed herom.

Parterne har i deres skriftlige indlæg nærmere redegjort for deres påstande.

Retten afsagde

KENDELSE

Der findes efter sagens og spørgsmålenes karakter ikke grundlag for at imødekomme As anmodning om mundlig forhandling af spørgsmålene om udskiftning eller udmeldelse af en ny skønsmand.

Sagen angår herefter spørgsmålene, om skønsmand HH skal udskiftes, eller om der skal udmeldes en yderligere skønsmand.

A har anført, at skønsmand HH ikke er egnet til at være skønsmand i den verserende sag, og at skønsmandens skønsrapport er fejlbehæftet i et sådant omfang, at den vil føre til det forkerte materielle resultat i den materielle skattesag.

SKAT har heroverfor anført, at der ikke er belæg for at afsætte skønsmanden, da der ikke er begået fejl i skønserklæringerne, ligesom det utvivlsomt må lægges til grund, at en anden skønsmand ikke vil nå til en anden konklusion.

Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at A med den fornødne sikkerhed har rejst en sådan tvivl om skønsmand HHs faglige kvalifikationer og egnethed, at der er grundlag for at udskifte skønsmanden og tillade nyt skøn og skøn. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at parterne har været enige om udpegningen af skønsmand HH og dennes egnethed, at den isolerede bevisoptagelse af verseret i over 3 år, og at skønsmanden undervejs har besvaret skønstemaet samt supplerende spørgsmål af tre omgange, uden at dette forinden har givet anledning til indsigelser fra A mod skønsmandens kvalifikationer og egnethed.

Retten finder på baggrund af sagens oplysninger heller ikke, at A med den fornødne sikkerhed har godtgjort, at skønsmand HHs har begået grundlæggende fejl ved udøvelsen af sit skøn og besvarelsen af spørgsmålene i sagen, hvorfor der heller ikke af den grund er grundlag for at imødekomme anmodningen om udskiftning af skønsmanden og tillade nyt syn og skøn.

På denne baggrund og da A selv har anført, at der ikke er tale om, at skønsmand HH har besvaret spørgsmålene "efter en skole af flere mulige retninger indenfor sit fagområde", finder retten, at det heller ikke som følge heraf kan anses for hensigtmæssigt at udmelde en yderligere skønsmand og tillade nyt syn og skøn.

Da parterne ikke i øvrigt har gjort indsigelse mod skønsmandens honorarforslag for besvarelsen af de supplerende spørgsmål, godkender retten skønsmandens samlede honorarer for de supplerende spørgsmål med samlet 30.625 kr. med tillæg af moms.

Derfor bestemmes:

As anmodning om udskiftning af skønsmand HH eller udmeldelse af en supplerende skønsmand tages ikke til følge.

Retten godkender skønsmand HHs honorar for de samlede supplerende spørgsmål med samlet 30.625 kr. med tillæg af moms. Beløbet betales inden 14 dage af A.

Sagen blev sluttet på ny.

Retten hævet.

_____________________________________________________________________________________________________________________

Østre Landsrets kendelse af 4. juli 2019

Parter

A

(advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

SKAT

Ingen var mødt eller indkaldt.

Som dommere fungerede landsdommerne

Bloch Andersen, Annette Dam Ryt-Hansen og Morten Lange (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Der fremlagdes kæreskrift af 27. marts 2019, hvorved A har kæret Roskilde Rets afgørelse af 15. marts 2019 (BS 3A-1863/2015). Ved afgørelsen blev det bestemt, at As anmodning om udskiftning af skønsmand HH eller udmeldelse af en supplerende skønsmand ikke tages til følge. Endvidere blev skønsmandens samlede honorar for supplerende spørgsmål godkendt med samlet 30.625 kr. med tillæg af moms.

Endvidere fremlagdes dommerens fremsendelsesbrev af 29. marts 2019 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.

Der fremlagdes videre mail af 1. juli 2019 fra advokat Martin Bekker Henrichsen.

A har principalt påstået, at skønsmanden udskiftes med en fagligt egnet skønsmand, subsidiært at der udmeldes en yderligere skønsmand med anden faglig relevant kompetence, således at de to skønsmænds kompetencer supplerer hinanden, og således at alle de stillede spørgsmål vil blive besvaret af begge skønsmænd.

A har til støtte for påstandene anført blandt andet, at skønsmanden har begået en række fejl i skønsrapporten, som A med de supplerende spørgsmål har forsøgt at rette op på. Dette er ikke lykkedes. Det må lægges til grund, at skønsrapporten er fejlbehæftet i et sådant omfang, at den vil føre til det forkerte materielle resultat i skattesagen. Skønsmanden har senest i besvarelsen af spørgsmål 14 anført, at han ikke er i stand til at foretage beregning af afskrivninger for de enkelte aktiver ud fra de faktiske forhold. Denne tilgang til sagen er kendetegnende for skønsmandens tilgang til sagen. Det er for As revisor muligt at beregne afskrivningerne eksakt. Skønsmanden er derfor ikke egnet til at være skønsmand i denne sag. Dette må føre til, at skønsmanden udskiftes med en fagligt egnet skønsmand. Forarbejderne til den seneste ændring af retsplejelovens § 209 med udvidede muligheder for nyt syn og skøn om samme spørgsmål støtter dette. Der er ikke tale om, at skønsmanden har besvaret spørgsmål efter en skole af flere mulige retninger, men om, at grundlaget for besvarelsen trods opfordring hertil er faktuelt forkert. Såfremt skønserklæringen lægges til grund, vil det føre til et forkert resultat. Der ønskes således ikke udmeldt en skønsmand med samme baggrund som den nuværende, men en skønsmand udmeldt af FSR. Subsidiært skal der udmeldes en yderligere skønsmand med en anden faglig kompetence, således at de to skønsmænds kompetencer supplerer hinanden, og således at alle de stillede spørgsmål besvares af begge skønsmænd. Der foreslås en skønsmand udmeldt af FSR, der vil være i stand til at beregne resultatet af landbrugsvirksomheden ud fra de af den nuværende skønsmand fastlagte afskrivningsperioder, men hvor der regnes med en restværdi svarende til de faktiske forhold samt øvrige faktuelle faktiske forhold. Uanset om der skal udpeges en ny skønsmand eller en yderligere skønsmand, bør FSR anmodes om at bringe en egnet skønsmand i forslag.

Såfremt en af As anmodninger tages til følge, skal spørgetemaet gennemarbejdes i lyset af de i sagen fremkomne supplerende oplysninger.

SKAT har ikke udtalt sig vedrørende kæremålet.

Landsretten har ikke fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra A om mundtlig forhandling.

A har herefter anmodet om, at landsretten træffer afgørelse på det foreliggende grundlag.

Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e :

Fornyet syn og skøn over samme genstand ved andre skønsmænd kan gennemføres, når retten finder det hensigtsmæssigt under hensyn til fremførte indsigelser og andre muligheder for at få skønstemaet yderligere belyst eller til sagens og skønstemaets karakter, jf. retsplejelovens § 209.

Af forarbejderne til bestemmelsen herunder blandt andet L 20, FT 2016, almindelige bemærkninger, fremgår blandt andet følgende:

"2.1.2. Retsplejerådets overvejelser

2.1.2.3. Udvidet mulighed for nyt syn og skøn om samme spørgsmål

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 209 kan nyt syn og skøn ved andre skønsmænd finde sted, når retten “finder det hensigtsmæssigt". Det er i praksis vanskeligt at få udmeldt en ny skønsmand under påberåbelse af, at den første skønserklærings indhold er urigtigt eller mangelfuldt. I de fleste tilfælde må en part, som er utilfreds, nøjes med at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Der er dog i praksis givet tilladelse til nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, hvis der har foreligget konkrete og rimeligt bestyrkede oplysninger, som har skabt tvivl om den tidligere udmeldte skønsmands kvalifikationer. Der skal være tale om ret graverende forhold, hvor den første skønserklæring må formodes at være fejlbehæftet, ufuldstændig og/eller indholdsmæssig uklar i en sådan grad, at der er tvivl om, hvorvidt erklæringen opfylder de faglige krav, der er nødvendige for, at den kan opfylde sit formål.

Retsplejerådet finder, at denne praksis er velbegrundet og bør videreføres. Der ville ellers være risiko for at anspore til et stort antal processer om skønsmandens egnethed, som egentlig blot dækker over utilfredshed med dennes konklusioner.

Justitsministeriet er desuden enig med Retsplejerådet i, at der bør gives mulighed for at tillade nyt syn og skøn ved en anden skønsmand i de samme tilfælde, som er omtalt ovenfor, med henblik på at opfange de tilfælde, hvor man ikke forud for udmeldingen af syn og skøn har været opmærksom på risikoen for, at skønsmanden ikke dækker hele det relevante faglige spektrum i sin tilgang til sagen.

Justitsministeriet er i den forbindelse enig med rådet i, at der fortsat skal være mulighed for, at retten efter en konkret vurdering kan lægge vægt på væsentlige hensyn til sagens fremdrift, som kan tale afgørende imod at tillade nyt syn og skøn, ligesom retten bør inddrage muligheden for at stille supplerende spørgsmål til den første skønsmand i vurderingen af, om nyt syn og skøn skal udmeldes."

Skønsmanden, der er udmeldt den 4. august 2016, efter at parterne havde erklæret sig enige heri, har bevaret en række supplerende spørgsmål. Skønstemaet har ikke ændret sig siden udmeldelsen, og skønsmanden har nøje redegjort for grundlaget for de foretagne skøn og vurderinger.

Landsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at skønsmanden ikke har den nødvendige sagkundskab eller har begået væsentlige fejl i forbindelse med besvarelsen af skønstemaet.

På denne baggrund og af de grunde, der er anført af byretten, finder landsretten ikke anledning til at træffe afgørelse om nyt syn og skøn ved en anden skønsmand eller udmelde en yderligere skønsmand.

Skønsmandens samlede honorarindstilling til byretten for besvarelsen af de supplerende spørgsmål udgør 30.625 kr. med tillæg af moms. Byretten fastsatte ved brev af 8. november 2018 en frist på 14 dage til eventuelle indsigelser herimod. Der er ikke protesteret mod indstillingen. Landsretten finder efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at ændre byrettens honorarfastsættelse.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

T h i b e s t e m m e s :

Byrettens afgørelse stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part. Retten hævet.