Dato for udgivelse
04 Feb 2020 14:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Jan 2020 14:13
SKM-nummer
SKM2020.54.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-46568/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Rette indkomstmodtager, salg, domæner,
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger skulle udbyttebeskattes af et beløb modtaget i forbindelse med salg af to domæner.

Retten lagde først til grund, at sagsøgeren havde modtaget beløbet hidrørende fra salg af de to omhandlede domæner.

Retten fremhævede herefter, at det fremgik af faktura af 15. februar 2012, at det var sagsøgerens selskab, der havde erhvervet domænet, samt at det fremgik af senere overdragelsesaftale af 1. august 2012, at det var selskabet, der solgte domænerne.

Med henvisning til de fremhævede forhold fandt retten efter en samlet vurdering, at sagsøgeren over for de tilgængelige dokumenter ved sin forklaring hverken havde bevist, at det var ham, der oprindeligt havde betalt for domænerne, at det var ham, og ikke selskabet, der var ejer af domænerne, eller at han havde et krav mod selskabet, som blev udlignet af de modtagne beløb.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Ligningslovens § 16 A

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1 C.B.3.5.2.1


Parter

A

(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Mattias Chor)

Afsagt af byretsdommer
Dorthe Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 27. november 2018. Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af en maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A af kr. 85.000 i 2012 og kr. 40.000 i 2013.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Der nedlægges påstand om, at A aktieindkomst for indkomståret 2012 nedsættes med kr. 85.000 og for indkomståret 2013 nedsættes med kr. 40.000.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Skatteankenævn Y1-adr. traf den 27. august 2018 afgørelse om blandt andet forhøjelse af A aktieindkomst med 85.000 kr. for indkomståret 2012 og 40.000 kr. for indkomståret 2013. Beløbene hidrørte fra salg af domænerne Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2.

Af Skatteankenævnets afgørelse fremgår:

"

Salg af domæne

Der er fremlagt faktura af 15. februar 2012, hvoraf fremgår, at klagerens selskab, G1 har købt domænet Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2 af G2 for en købesum på 125.000 kr. ekskl. moms. Klageren har forklaret, at domænenavnet er købt kontant af klageren for 125.000 kr. af BM.

Der er fremlagt forligsaftale mellem BM og klageren/selskabet. Aftalen er ikke underskrevet eller dateret af parterne. Det fremgår heraf, at Rene Nørgaard forpligtes til at underskrive købsaftale af 30. juli 2012 omkring køb af domænenavnene Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2. Det fremgår af aftalen, at købesummen skulle berigtiges ved en engangsbetaling på 65.000 kr. den 7. august 2012, mens resten af købesummen skulle erlægges ved successive betalinger på 5.000 kr. indtil købesummen var betalt. Ifølge aftalen er klageren tillagt beføjelser i forbindelse med misligholdelse af aftalen.

Der er efter mødet for skatteankenævnet fremlagt overdragelsesbekræftelse af 29. februar 2012 fra G3. Det fremgår heraf, at domænet den 29. februar 2012 er overdraget til Hjemmeside-1 (tidligere navn for G1). Mailen er sendt til Hjemmeside-2.

Der er fremlagt overdragelsesaftale af 1. august 2012 mellem G1 og NR. Det fremgår heraf, at Rene Nørgaard køber domænenavnene domænet Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2 for en købesum på 125.000 kr. Det fremgår af aftalen, at købesummen skulle berigtiges ved en engangsbetaling på 65.000 kr. den 7. august 2012, mens resten af købesummen skulle erlægges ved successive betalinger på 5.000 kr. indtil købesummen var betalt. Det fremgår, at G1 er tillagt beføjelser i forbindelse med misligholdelse af aftalen.

Skatteankenævn Y1-adr's afgørelse

Salg af domæne

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Det må på baggrund af fakturaen af 15. februar 2012, overdragelsesbekræftelse af 29. februar 2012 og overdragelsesaftalen af l. august 2012 lægges til grund, at det er klagerens selskab, der har erhvervet og solgt domænet, hvorfor selskabet er rette indkomstmodtager i henhold til den aftalte salgssum på 125.000 kr.

Overførslerne til klageren anses for maskerede udlodninger, jf. ligningslovens § 16A.

At klageren efter det oplyste har betalt købssummen kontant, og derved kan have et tilgodehavende overfor selskabet, kan ikke medføre et andet resultat.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og vidnet HB.

A har forklaret, at han var udsat for en arbejdsulykke i 1990 og havde et langt skadesforløb. Han blev revalideret til ortopædist men kunne ikke holde til at arbejde, så han fik førtidspension omkring 2000. Han havde løbende fået udbetalt erstatning men fik den kapitaliseret og fik en check fra Arbejdsskadestyrelsen. Han stiftede et selskab G1 i 2011. Selskabet købte og ejede anparter i et byggeprojekt i Y2-land. Der var tale om en investering på 100.000 kr. Det var én fra projektet, der hjalp ham med at oprette selskabet. Han har i personligt regi udført havearbejde, ikke i selskabets. Omkring årsskiftet 2011-2012 kom han via en virksomhedsbørs i kontakt med BM, som havde et selskab i Y5-by, der arbejdede med køb og salg af brænde, støjhegn til motorveje og mobile saunaer. De mødtes og talte sammen. BM havde problemer med en emsig bankmand men sagde, at hvis sagsøgeren stolede på ham, kunne de finde ud af noget. Han skulle købe de to domænenavne Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2 af BM, og det gjorde han. Der var ikke et egentligt kundekartotek, men tidligere kunder fremgik af siden. Han skulle købe brænde i Y3-land og Y4-land og sælge til private. Han betalte pengene kontant hjemme ved BM's køkkenbord tredje eller fjerde gang, de mødtes. Han ville hjælpe BM og hans familie. Han ved ikke, hvorfor det var hans selskab, der kom til at stå på fakturaen, det var ham personligt, der var køber. Der gik nogen tid, før han fik fakturaen, men han ville gerne have en bekræftelse på, at han havde betalt. Han var i kontakt med BM, som blandt andet inviterede ham til Y4-land for at se på saunaer, men det blev ikke til noget. Det var ham og ikke selskabet, der var køber. Selskabet ejede kun anparterne i byggeprojektet. Han havde de 125.000 liggende i en bankboks. De hidrørte fra hans erstatning og lå i boksen, så de kunne holdes adskilt fra hans øvrige økonomi. Det var han blevet rådet til i forbindelse med udbetalingen fra Arbejdsskadestyrelsen. Der var nok i alt 800.000 kr. Checken blev sat ind på en konto, og han hævede pengene og lagde dem i bankboksen. Hans sagsbehandler ved kommunen havde også sagt, at han kun måtte have et vist beløb stående af hensyn til de tilskud, han kunne få. Samarbejdet med BM krakelerede lige så stille. Han tog BM i at lyve og blev mistænksom. Han rykkede for at se driftsregnskaber og talte med andre, der advarede ham mod BM. Han fik ikke regnskaberne og kunne ikke få adgang til netbanken, som BM's kone sad med. Der blev udstedt falske fakturaer, som han betalte. På et tidspunkt sagde han til BM, at handlen skulle nulstilles, ellers ville han melde det til politiet. Der var en tredje person inde i billedet, som ikke tålte dagens lys.

Sagsøgeren talte med BM's revisor og bankmand, som advarede ham. BM kontaktede advokat JM. Sagsøgeren ville have sine penge tilbage, og der blev lavet en afdragsordning/forlig og overdragelsesaftale. De to dokumenter, der blev lavet i august, hænger sammen. Han har et underskrevet eksemplar. Han ved ikke, hvorfor selskabet er nævnt i aftalen. Han havde ikke advokatbistand men havde fået hjælp af sin onkel. Advokaten har nok skrevet det, som BM sagde. Det har aldrig været meningen, at domænerne skulle overdrages til selskabet. Det var ham personlig, der købte det. Selskabet kom nok ind i billedet, fordi han fortalte BM, at han havde et holdingselskab. Der var en plan om, at der skulle laves et datterselskab, hvor han skulle ansættes i fleksjob, og BM skulle være direktør. Han havde talt med kommunen om det. Det var BM, der styrede det, men der kom et brev fra Skat om, at der skulle stilles sikkerhed, hvis BM skulle være direktør. De afdrag, han i henhold til forliget fik udbetalt, gik ind på hans mor konto. Det var igen for ikke at blande dem med hans øvrige midler. Han havde skyldt sin mor penge fra en periode, hvor han havde været på kontanthjælp, men hun havde sagt, at han ikke skulle betale tilbage. Han står ved det, han sent i forløbet skrev til Skat (sagens bilag B). HB har været selskabets revisor og har lavet bogføringen. Selskabet tilhørte sagsøgeren, og det var ham, der rådede over det. Han ved ikke, hvorfor selskabet på et tidspunkt skiftede navn, han tror ikke, det er ham, der har gjort det.

HB har som vidne forklaret, at han i 16 år, herunder i 2011-12, var ansat i RR-revision. Han er nu selvstændig revisor. Han var ikke revisor for A privat, kun for hans holdingselskab. Det var JB, der skrev under på regnskaberne, fordi han var indehaver af revisionsfirmaet. Vidnet havde løbende kontakt med A og lavede den løbende bogføring og årsregnskab/årsrapport, og selvangivelse. Det er ikke vidnet, der har stiftet selskabet. Selskabet ejede anparter i projektejendomme i Y2-land. A havde fået en erstatning og ville investere. Det gik ikke så godt. Der var ikke ret mange bilag at bogføre. Han har ikke mødt BM, men han ved, at A havde drøftelser med ham. A spurgte sent i forløbet, om han havde hørt noget negativt om BM. A fik at vide, vist nok af BM's revisor, at han var en svindler. Vidnet mener, at A betalte noget vedrørende et domænenavn. Det var ikke selskabet, der købte. Han har ikke bogført noget, og han mener heller ikke, at der havde været penge i selskabet til det, men det er længe siden. Han mener ikke, der var indtægter i selskabet. Han er ikke blevet præsenteret for et bilag vedrørende køb. Han har udarbejdet årsrapporten 2012 for selskabet. Han har ikke vurderet, at der var aktivitet med køb og salg. Der var ikke et aktiv i form af et domænenavn i selskabet. De 100.000 kr. var dem, A havde betalt. Han havde indskudt midler til at afholde udgifter/dække underskud. Dækningsbidraget, der er anført, svarer til underskuddet. Der har ikke været en postering på 125.000 kr. i selskabet, selskabet har ikke haft det beløb. Han har ikke drøftet planer om, at domænet skulle ind i holdingselskabet, og det ville også være uhensigtsmæssigt. Han var ikke klar over, at selskabet på et tidspunkt skiftede navn

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at realiteten i nærværende sag er, at det er sagsøgeren, der har afholdt udgiften til købet af domænenavnene Hjemmeside-2 og Hjemmeside-1. Sagsøger gør gældende, at det også var ham, som blev ejer af domænenavnene på trods af, at fakturaen blev udstedt til hans selskab.

Hvis retten måtte finde, at det var Selskabet, som var ejer af domænenavnene som følge af, at fakturaen blev stilet til Selskabet, gøres det gældende, at sagsøgeren i så fald havde et tilgodehavende hos Selskabet, og at dette tilgodehavende blev indfriet ved de betalinger fra Rene Nørgaard, som sagsøger er blevet beskattet af som maskerede udlodninger. Selskabet kan ikke anses for at have afholdt udgifter til købet, medmindre det lægges til grund, at sagsøgeren har en fordring på Selskabet, jf. ligeledes det ovenfor citerede fra Skatteankenævnets afgørelse.

Det gøres videre gældende, at der, uanset om sagsøger var ejer af domænenavnene eller ej, ikke er hjemmel til at beskatte sagsøgeren af en maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A, idet sagsøgeren ikke i nogen af situationerne har modtaget en økonomisk fordel fra Selskabet.

Det bestrides, at sagsøgeren har afgivet skiftende forklaringer, og at der derfor gælder en skærpet bevisbyrde. De faktiske oplysninger i sagen er baseret på det fremlagte bilagsmateriale, som understøtter sagsøgerens forklaring.

I det følgende uddybes ovennævnte anbringender.

Det er fast antaget i teori og praksis, at skatteretten kun er styret af privatretten i det omfang, der er overensstemmelse mellem den anvendte privatretlige klassifikation og de faktiske realiteter. Der kan i den henseende henvises til dr.jur. Jan Pedersen i Skatteretten 1, 7. udgave, 2015, s. 60, hvor der bl.a. anføres følgende:

"Uanset det vide indhold i den privatretlige begrebsbestemmelse kan det hævdes, at danske domstole i visse tilfælde har ladet beskatningen ske uden sammenhæng med den privatretlige styring. Beskatningen er i stedet sket ud fra en realitetsbedømmelse af de faktisk foretagne økonomiske dispositioner, uanset hvorledes disse må karakteriseres i privatretlig henseende." (min understregning)

Der henvises videre til dr.jur. Jan Pedersens artikel "Realitetsgrundsætningen i ti år", bragt i TfS 2000.142, hvor forfatteren bl.a. anfører følgende:

"Hovedindholdet i realitetsgrundsætningen er derfor, at beskatningen under visse betingelser kan rettes mod den faktiske økonomiske realitet på bekostning af den modstående civilretlige formalitet. Herved frigøres beskatningen fra den civilretlige styring, idet lovlige og retskraftige dispositioner frakendes skattemæssig betydning.

Realitetsgrundsætningen indebærer ikke hjemmelsmæssige problemer, idet normen ikke foreskriver fortolkninger eller analogislutninger ud over de berørte skatteloves klare ordgrænse. Realitetsgrundsætningen relaterer sig derimod til den præjudicielle

fastlæggelse af det faktum, som skattelovene skal anvendes på. Nærmere bestemt gennemføres en prøvelse af, om den hævdede civilretlige form har en hertil svarende realitet. Dette er malende beskrevet som kravet om, at dispositionerne skal være af “kød og blod". Realitetsgrundsætningen relaterer sig således til faktumbestemmelsen snarere end lovfortolkningen."

I forlængelse af ovenstående kan det udledes af praksis, at en given økonomisk disposition, for at blive anerkendt skattemæssigt, skal have et reelt økonomisk indhold og være forretningsmæssigt begrundet. Endvidere lægges der i bevismæssig henseende vægt på, om der har været pengestrømme, der kan underbygge realiteten i en given disposition. Der kan i den henseende henvises til Højesterets dom af 28. januar 2010, UfR 2010.1190 H, hvor Højesteret tilsidesatte et skattearrangement ud fra en helhedsbedømmelse, idet det savnede forretningsmæssig begrundelse. Landsretten udtalte bl.a. følgende ved afgørelsen af sagen, hvilket Højesteret efterfølgende tiltrådte:

"Christiania Bank påtog sig ikke nogen risiko ved købet af den konvertible obligation, da banken havde fuld sikkerhed i de nominelt 225 mio.kr. AIGobligationer, som Selskabet samtidig købte, og som ligeledes skulle indfries den 2. oktober 1996. Forrentningen af den konvertible obligation med 25% var derfor ikke et udslag af bankens krediteller markedsrisiko ved købet heraf, men konstruktionen af høj forrentning af den konvertible obligation sammenholdt med en høj købskurs herfor må antages udelukkende at være sket af skattemæssige grunde med henblik på at etablere en rentefradragsret og en efter dagældende regler skattefri kursgevinst for Selskabet. Banken, der må antages ikke at have haft til hensigt at konvertere obligationen til anparter i Selskabet, fik for sin deltagelse i arrangementet det forud aftalte provenu, som var eneste reelle pengestrøm mellem Selskabet og banken.

Landsretten finder på denne baggrund, at arrangementet, som således var uden risici for de implicerede parter, ikke var forretningsmæssigt begrundet, men alene etableret med henblik på at gennemføre en skatteudnyttelse. Efter en samlet bedømmelse finder landsretten herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende."

Der kan endvidere henvises til Højesterets præmisser i UfR 1983.705 H, hvor flertallet bl.a. anførte følgende:

"….

Det er under denne straffesag et hovedspørgsmål, om tiltaltes dispositioner var retligt bindende aftaler eller kun indholdsløse posteringer i hans bogholderi. Både byret og landsret fastslog, at der ikke forelå retligt bindende aftaler. Disse fem dommere kan tiltræde denne bedømmelse og er derfor enige i, at de oplysninger, tiltalte gav til brug ved klienternes skatteansættelser, har været urigtige.

Tiltalte, der var særlig sagkyndig i skatteret, findes ikke at have

haft grundlag for den opfattelse, at hans dispositioner i administrationssystemet dispositioner, der alene havde skatteunddragelser som formål var holdbare over for skattemyndighederne. Det bemærkes i denne forbindelse, at han ikke har givet disse myndigheder nærmere oplysninger om den indbyrdes sammenhæng mellem de bogholderimæssige posteringer i administrationssystemet og om dispositionernes mangel på økonomisk realitet.

Oplysningerne til skattemyndighederne er kun givet for hver enkelt klient for sig på grundlag af de på klientens kontokort bogførte dispositioner, der blev angivet som normale, reelle retshandler."

Der kan også henvises til Højesterets præmisser i TfS 2008.1400 H, hvor Højesteret ikke gav tabsfradrag for tab for annullering af egne aktier i forbindelse med en kapitalnedsættelse, idet der alene var tale om et beregningsteknisk tab uden selvstændigt økonomisk indhold. Højesteret anførte bl.a. følgende:

"..

S' nedsættelse af aktiekapitalen ved annullering af egne aktier indebærer imidlertid ikke noget tab for S, som kan begrunde fradrag efter aktieavancebeskatningslovens § 3, stk. 4. Det påståede tab er alene et beregningsteknisk tab, der som anført fremkommer ved, at S foretager årsopgørelsen uden at lade de annullerede aktier udgå af primosaldoen og uden at lade dem indgå i ultimosaldoen med markedsværdien ved annulleringen. I denne særlige situation må der ved anvendelsen af § 3, stk. 4, foretages en regulering, der som anført af Skatteministeriet kan ske på den måde, at de annullerede aktier anses for afstået til den kurs, aktierne havde på tidspunktet for generalforsamlingens beslutning om kapitalnedsættelsen."

Der kan ligeledes henvises til Højesterets dom, UfR 2009.1241 H, hvor Højesteret tilsidesatte et lånearrangement i skattemæssig henseende, idet det savnede forretningsmæssig begrundelse. Landsretten udtalte bl.a. følgende ved afgørelsen af sagen, hvilket Højesteret efterfølgende tiltrådte:

"…..

Lånene var ikke efter deres ordlyd uopsigelige, men henset til aftalekompleksets indbyrdes sammenhæng og sagsøgers manglende adgang til at sælge anparterne i S var lånene reelt uopsigelige. Banken var forpligtet til på forfaldsdagen at indfri lånene mod tilbagekøb af de pantsatte obligationer. På denne baggrund findes sagsøger selvom om han ifølge låneaftalernes ordlyd hæfter personligt for gælden ikke ved arrangementet at have haft en reel økonomisk risiko. Arrangementet savner forretningsmæssig begrundelse og er alene etableret med det formål at opnå et skattemæssigt fradrag på ca. 33 millioner mod indbetaling af ca. 5 millioner kr. Herefter finder landsretten, at rentebeløbet ikke er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og at kursværdien og gælden ikke skal medregnes ved opgørelsen af sagsøgers skattepligtige formue."

Realitetsgrundsætningen har i praksis hovedsageligt været brugt af skattemyndighederne og domstolene til at tilsidesætte skatteyderens foretagne skattemæssige kvalifikation af en given disposition. Det gøres imidlertid gældende, at der ikke er noget til hinder for, at samme grundsætning anvendes af skatteyderen selv til netop at underbygge en allerede foretagen selvangivelse. Dette synspunkt er da også fremført af Skatteministeriet selv under højesteretssagen, refereret i UfR 2006.592 H, hvor Kammeradvokaten på vegne af Skatteministeriet anførte følgende:

"Det bestrides ikke, at skatteyderen kan påberåbe sig en realitetsgrundsætning. Der må imidlertid stilles strenge bevisbyrdekrav til skatteyderen."

Som det fremgår af ovennævnte, så kan domstolene efter realitetsgrundsætningen i skattemæssig henseende omkvalificere en i øvrigt gyldig civilretlig aftale, hvis aftalens realøkonomiske strømninger ikke svarer til den civilretlige iklædning. Det gøres i forlængelse heraf gældende, at der i nærværende sag ikke er tale om, at sagsøgeren benytter en realitetsgrundsætning i et ønske om at ændre en allerede foretagen skatteretlig kvalifikation, pga. uhensigtsmæssige skattemæssige konsekvenser. I nærværende sag har sagsøgeren økonomisk ageret ud fra realiteterne i sine dispositioner, og realitetsgrundsætningen påberåbes alene som et anbringende til støtte for, at skattemyndighederne ikke kan ændre sagsøgerens skatteansættelse med den følge, at beskatningen ikke følger realiteterne. Selskabet fremstår alene rent formelt på overdragelsesaftalen og fakturaen; men der er ikke afholdt udgifter af Selskabet til købet af domænenavnene.

Aktivet fremgår ikke af Selskabets årsregnskab; ligesom der ikke af bogføringsmaterialet figurerer posteringer, som indikerer, at Selskabet har afholdt udgifterne til købet af domænenavnene. De eneste måder Selskabet kunne have fået ejerskabet til domænenavnene på var, hvis Selskabet var blevet tilskudsbeskattet af værdien af domænenavnet, eller hvis sagsøgeren som følge af købet havde en fordring mod Selskabet.

Det gøres derfor gældende, at Selskabet ikke har det økonomiske ejerskab til domænenavnene, og at realiteten i nærværende sag er, at det er sagsøgeren, der har afholdt udgiften til købet af domænenavnene Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2. Dette gør sig gældende, uanset der er anført andet i fakturaen og overdragelsesaftalen. Der ses da heller ikke at være konsekvens i henhold til det frivillige forlig, som netop lægger til grund, at det er sagsøgeren, der ejer domænenavnet.

Udbyttebegrebet i ligningslovens § 16 A indebærer, at samtlige økonomiske fordele, der opnås fra selskabet som følge af aktionærindflydelsen, skal anses som skattepligtigt udbytte. Det er dermed en forudsætning for beskatning af udbytte, at aktionæren har modtaget en økonomisk fordel fra selskabet. Det gøres i den forbindelse gældende, at allerede fordi Selskabet ikke har haft det reelle ejerskab til domænenavnene, kan sagsøgeren ikke beskattes af maskeret udlodning ved salget af disse. Sagsøgeren har således ikke modtaget en økonomisk fordel fra Selskabet. Det eneste måde Selskabet kan have det fået det reelle ejerskab til domænenavnene er, hvis det lægges til grund, at sagsøgeren har finansieret det på vegne af Selskabet. Eftersom Selskabet ikke er blevet tilskudsbeskattet af værdien, må konsekvens være, at sagsøgeren har en fordring på Selskabet, som indfries i forbindelse med indgåelsen af det frivillige forlig. Heller ikke i denne situation skal sagsøgeren anses for at have modtaget en økonomisk fordel fra Selskabet, som skal beskattes som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A. Selvom Selskabet har anvendt domænenavnene, ændrer det ikke på, at Selskabet ikke har betalt for domænenavnene.

På baggrund af ovennævnte gøres det sammenfattende gældende, at de realøkonomiske forhold i sagen medfører, at sagsøgeren ikke kan anses for at have modtaget en økonomisk fordel fra Selskabet, som skal beskattes i henhold til ligningslovens § 16 A.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

3. ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gør Skatteministeriet overordnet gældende, at A skal beskattes af de kr. 125.000,-, som A modtog dels ved en check på kr. 65.000,-, dels ved indbetalinger på sin moders konto.

A har ikke bevist, at hans selskab skyldte ham kr. 125.000,-, eller at udbetalingerne via check og A moders konto var afdrag på denne gæld - særligt ikke når henses til den skærpede bevisbyrde, der påhviler A dels i kraft af interessefællesskabet mellem ham og hans selskab, dels i kraft af de modstridende forklaringer, han har afgivet om de kr. 125.000,-.

I stedet for at fremlægge konkrete beviser såsom regnskabsbilag, kontooverførsler eller lignende, der beviser, at tingene forholder sig, som A hævder, har A fremsat en række abstrakte bemærkninger, der er uden sammenhæng med spørgsmålet i sagen.

3.1 Nærmere om bevisbyrden

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1, at udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer - med undtagelse af de særlige udlodninger nævnt i § 16 A, stk. 4 - medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1. Medmindre A kan bevise, at betalingerne på i alt kr. 125.000,var hans selskabs afdrag på et lån, som selskabet havde optaget hos ham, skal han udlodningsbeskattes.

Der påhviler desuden A en skærpet bevisbyrde for, at hans selskab skyldte ham kr. 125.000,i kraft af interessefællesskabet mellem ham og hans selskab, jf. f.eks. UfR 2007.1049 H, UfR 2009.2325 H og SKM2017.142.ØLR.

A bevisbyrde er endvidere skærpet, idet han har afgivet skiftende forklaringer.

Under sagens behandling ved SKAT hævdede A ved telefonisk henvendelse af 27. august 2014, at han var blevet snydt, og at han ikke kunne udtale sig i sagen pga. løfte om tavshed i forbindelse med modtagelse af de kr. 125.000,(bilag A, s. 2, nederste række, idet der for en ordens skyld gøres opmærksom på, at dokumentet - ubestridt - er endeligt, selvom der er påført "kladde").

I brev til SKAT af 30. november 2015 anførte A, at selskabet aldrig havde ejet domænet eller købt det af ham (bilag B, s. 1, lidt under midten).

Ved A og hans repræsentants møde med skatteankenævnet den 21. juni 2018 fastholdt A dette synspunkt, idet repræsentanten fremførte, at "der er således ikke et tilgodehavende i selskabet vedrørende det beløb som klageren har betalt for køb af domænet." (bilag C).

I stævningen (s. 2. 2. afsnit) anførte A det synspunkt, at domænenavnet faktisk blev erhvervet af selskabet, men at han havde et tilgodehavende på selskabet, og at betalingen af de kr. 125.000,derfor ikke skulle beskattes.

I replikken (s. 2, 4. afsnit) anførte A så, at der "ved en fejl" blev udarbejdet en faktura til selskabet (bilag 3). Det fremgår af en mail fra G3 af 29. februar 2012 (bilag D), at domænenavnet blev overdraget til "Hjemmeside-1". Af en udskrift fra CVR (bilag E) fremgår, at G1 den 29. februar 2012 hed Hjemmeside-1 (bilag E, side 3, øverst). Det kan herefter ikke lægges til grund, at fakturaen blev adresseret til selskabet ved en fejl; tværtimod.

Både synspunktet anført i stævningen, og at A i replikken hævdede, at fakturaen til selskabet (bilag 3) var udtryk for "en fejl", står i modsætning til, hvad A hævdede under sagens administrative behandling.

Den radikalt ændrede forklaring skærper også A bevisbyrde for, at det faktisk forholder sig, som han nu gør gældende, jf. f.eks. SKM2009.124.HR, UfR 2009.230 H og UfR 1998.898 H.

3.2  A har ikke løftet sin bevisbyrde

A har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde, idet han ikke har dokumenteret, at han betalte for domænet Hjemmeside-3 i forbindelse med købet, samt at betalingen blev anset for et lån fra A til selskabet, og idet han ikke har dokumenteret, at betalingerne på i alt kr. 125.000,i 2012-2013 udgjorde afdrag på dette lån. Der foreligger således ingen dokumentation i form af regnskabsbilag, kontooverførsler eller lignende, der viser, at det forholder sig, som A (nu) hævder.

I stedet for at fremlægge konkrete beviser for, at tingene forholder sig, som A hævder, og som kræves ifølge den retspraksis, der - i overensstemmelse med de udvekslede processkrifter - er gennemgået ovenfor i afsnit 3.1, har A fremsat en række abstrakte bemærkninger om den skatteretlige realitetsgrundsætning (bl.a. replikken, s. 3, 2. sidste afsnit ff.), som ingen sammenhæng har med de synspunkter, Skatteministeriet har gjort gældende, og som ikke løfter A bevisbyrde.

A kan heller ikke løfte sin bevisbyrde ved at opfordre Skatteministeriet til at fremlægge dokumentation for, at selskabet betalte købesummen og dermed forsøge at vende bevisbyrden.

3.3  Adressering af A indsigelser

A abstrakte betragtninger om den skatteretlige realitetsgrundsætning (bl.a. replikken, s. 3, andet sidste afsnit ff.) har ingen sammenhæng med Skatteministeriets synspunkter. Skatteministeriet har ikke på noget tidspunkt gjort gældende, at der skal lægges vægt på andet end realiteterne, men anført at A ikke har bevist, at hans synspunkter er i overensstemmelse med realiteterne, idet hans synspunkter grundlæggende er udokumenterede.

A har i den forbindelse gjort gældende (replikken, s. 2, 1. og 2. afsnit), at Skatteankenævnets udtalelse (Skatteankenævnets afgørelse (bilag 1), s. 10, 2. afsnit):

"At klageren efter det oplyste har betalt købesummen kontant, og derved kan have et tilgodehavende overfor selskabet, kan ikke medføre et ændret resultat."

er en bekræftelse af, at såfremt A har betalt for domænenavnet, så må A have en fordring på selskabet. Der er ikke grundlag for at forstå udtalelsen, som A hævder, og Skatteministeriet er under alle omstændigheder ikke bundet af den, jf. UfR 2018.3603 H.

Realiteten er, at A ingen beviser har fremlagt for, at han har betalt for domænet Hjemmeside-1, endsige at det var tilbagebetaling af en fordring på selskabet, der var årsagen til, at han modtog de kr. 125.000,- til dels via sin moders konto.

A gør videre gældende (replikken, s. 8, første afsnit), at den oprindelige købsaftale efterfølgende er hævet, hvorved den ikke får skattemæssige konsekvenser for A eller selskabet.

For det første angår nærværende sag Skatteankenævn Y1-adr's stadfæstelse af SKATs afgørelse om SKATs forhøjelse af A skattepligtige indkomst og ikke selskabets skatteansættelse. Idet aftalens skattemæssige konsekvenser for selskabet er et nyt spørgsmål, kan spørgsmålet ikke prøves under nærværende sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

For det andet foreligger der ikke i sagen dokumentation for, at den oprindelige købsaftale er hævet.

Den fremlagte "Forligsaftale" (bilag 7) er hverken dateret eller underskrevet og kan derfor ikke lægges til grund ved sagens afgørelse.

For det tredje er det svært at se, hvad formålet med den fremlagte forligsaftale (bilag 7) mellem domænets oprindelige sælger, BM, og "A og G1" er, eftersom det ligger fast, at A, som følge af overdragelsesaftalen mellem G1 og NR (bilag 6), har modtaget kr. 125.000,fra NR, som netop ikke er selskabets oprindelige sælger af domænet.

A betragtninger om tilskudsbeskatning af selskabet (bl.a. replikken, s. 7, 2. afsnit) er i øvrigt også uden betydning for, om han skal udlodningsbeskattes af de modtagne beløb, idet der ikke er nogen sammenhæng mellem de to forhold.

A indsigelser kan derfor ikke føre til, at A skal have medhold i sin påstand om, at hans aktieindkomst skal nedsættes.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det kan lægges til grund, at sagsøgeren har modtaget i alt 125.000 kr. hidrørende fra salg af domænerne Hjemmeside-1 og Hjemmeside-2.

Det fremgår af faktura af 15. februar 2012, at der var G1, der erhvervede domænerne, og det fremgår af overdragelsesaftale af 1. august 2012, at NR købte domænerne af G1.

Sagsøgeren har forklaret, at han var ejer af domænerne, som han havde købt og betalte kontant med penge hidrørende fra personskadeerstatning, opbevaret i bankboks. Der har været tanker om etablering af et datterselskab til G1, som skulle beskæftige sig med blandt andet handel med brænde, hvor sagsøgeren skulle ansættes.

Efter en samlet vurdering af de fremhævede forhold finder retten ikke, at sagsøgeren overfor de tilgængelige dokumenter ved sin forklaring har bevist, at det var ham, der betalte for domænerne, at det var ham, og ikke selskabet, der var ejer af domænerne, eller at han havde et krav mod selskabet, som blev udlignet af de modtagne beløb. At selskabets revisor har forklaret, at selskabet formentlig ikke har haft penge til at købe for, og at køb/salg er ikke registeret i selskabet, kan, ligesom det forhold, at både sagsøgeren og G1 har stået som forligsparter i forbindelse med videresalget af domænerne, ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriet frifindes derfor.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 15.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 15.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.