Dato for udgivelse
27 Feb 2020 11:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 Feb 2020 10:58
SKM-nummer
SKM2020.87.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0000373
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Forskerskatteordningen, 10 år, betingelse, skatteansættelse, krav
Resumé

Sagen drejede sig om forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Klageren ansøgte Skattestyrelsen om beskatning efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F for sin fremtidige ansættelse i Danmark. Klageren fik afslag herpå, idet Skattestyrelsen henviste til, at klageren var registreret som begrænset skattepligtig til Danmark af en lønudbetaling i indkomståret 2008, som lå inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen. I klagesagen henviste klageren til, at det var en fejl, at han var registreret som begrænset skattepligtig til Danmark i indkomståret 2008, idet lønudbetalingen retteligt skulle periodiseres til beskatning i indkomståret 2006, som lå mere end 10 år forud for ansættelsen. Heri fik klageren ikke medhold. Landsskatteretten fandt, at klageren efter den gældende skatteansættelse for indkomståret 2008 var begrænset skattepligtig til Danmark, og at klageren derfor ikke var berettiget til at anvende forskerskatteordningen. Landsskatteretten lagde herved vægt på de faktiske forhold, hvorefter SKAT foretog en skatteansættelse for indkomståret 2008, som klageren ikke påklagede, og hvorefter klageren først 6 år efter SKATs afgørelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008 - og umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen om beskatning efter forskerskatteordningen - anmodede om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, hvilket efterfølgende afslag klageren heller ikke påklagede.

Reference(r)

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, § 48 E, stk. 3, nr. 1, § 48 F

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.F.6.1.3

-


SKAT har givet afslag på anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.                    

Faktiske oplysninger
Klageren (A) er hos SKAT registreret som fuldt skattepligtig til Danmark frem til den 25. november 2006. Samme dato er klageren registreret som udrejst til land Y1 i CPR-registret. Frem til udrejsen var klageren ansat i H1 A/S. I oktober måned 2008 fik klageren udbetalt et manglende offshore-tillæg på 8.020 kr. for december 2006. SKAT traf den 4. november 2010 afgørelse om, at klageren var begrænset skattepligtig til Danmark af indtægten på 8.020 kr. Klageren har ikke påklaget denne afgørelse.

Klageren anmodede den 6. september 2016 om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2006 og 2008. Ved afgørelse af 3. marts 2017 afslog SKAT denne anmodning. Klageren har ikke påklaget denne afgørelse.

Den 4. november 2016 ansøgte klagerens revisor om beskatning efter KSL § 48 E-F for fremtidig ansættelse ved H2 A/S.

Den 31. december 2016 flyttede klageren til Danmark og fik ansættelse ved H2 A/S pr. 9. januar 2017.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet anmodningen om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Som begrundelse er anført følgende:

"Du har modtaget et beløb fra en dansk arbejdsgiver i 2008, hvilket gør at du bliver skattepligtig her til landet. Samtidig betyder dette også at betingelsen i kildeskattelovens § 48E stk. 3 nr. 1 ikke er opfyldt hvorfor du ikke kan beskattes efter bestemmelserne i Kildeskattelovens § 48 E-F - forskerskatteordningen - fra det tidspunkt hvor du tager bopæl her i landet og ansættes ved en dansk arbejdsgiver og i øvrigt opfylder kravet om mindstelønnens størrelse.

Konklusion

Da du har fået afslag på ekstraordinær genoptagelse af din skatteansættelse for indkomståret 2008 betyder det, at du ikke opfylder betingelserne i Kildeskattelovens § 48E stk. 3 nr. 1.

Da vi ikke kan registrere dig på forskerskatteordningen laver vi en ordinær forskudsregistrering for indkomståret."

Klagerens opfattelse
Der er nedlagt påstand om, at klageren kan anvende reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F fra den 9. januar 2017.

Subsidiært, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Klageren har anført følgende anbringender til støtte for påstanden:

"(…)
For at blive betragtet på ordningen skal man have været ikke-skattepligt i Danmark i 10 år. Der er i begrundelsen for afslag lagt vægt på en tilsyneladende indkomst i 2008 på 8020,23 kr. Som nævnt i indledningen er dette en fejl da dette vedrørte 2006.

Jeg klager over afgørelsen fordi det ikke er taget hensyn til, og ej heller vidst interesse for, beviserne for at denne indkomst ikke vedrører 2008. I min brev af 04-10-2017 beder jeg SKAT overveje:

De 8020,83 dkk var u-udbetal offshore tillæg fra 2006 fra mit virke som […] ansat hos H1 (e-mail korrespondance vedr. dette kan sendes).

Min ansættelse hos "H1" blev termineret 1. december 2006. Dog giver "H1" giver mig dette u-udbetalte offshore tillæg (lønseddel med referance til "H1" kan sendes) i en tilfældig måned i 2008.

Jeg var fuldtids ansat på kontor i den periode i 2008, lokalt i by Y1 (min gældende job kontrakt for perioden kan sendes). Et offshore tillæg der vitterligt var tjent i DK ville jo have krævet at jeg ikke var på min pind i by Y1, så at sige, i en betragtelig tid.

Der er reference til 3 støttende dokumenter, email, lønseddel og job kontrakt.
Disse documenter er aldrig blevet efterspurgt.

For at summere, ved jeg at jeg opfylder kravene til § 48. Jeg mener ikke SKAT har overvejet alle omstændigheder, og har været hurtige til at afvise. "

Klagerens repræsentant har supplerende anført følgende til støtte for påstanden:

"Begrundelse
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en person har adgang til at anvende forskerordningen, når personen uberettiget er blevet beskattet af en indtægt inden for de sidste 10 år forud for tilflytningen til Danmark, og SKAT i den forbindelse har afslået en anmodning om ekstraordinær genoptagelse med henvisning til, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.

Reglerne om den såkaldte forskerordning er reguleret i kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F. Efter kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 er det en betingelse for at kunne anvende forskerordningen, at den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29.

Reglerne om beskatningstidspunktet er overordnet reguleret i statsskatteloven og kildeskatteloven.

Ifølge statsskattelovens § 4 skal indtægter som altovervejende udgangspunkt beskattes på retserhvervelsestidspunktet. Retserhvervelsestidspunktet indtræder som udgangspunkt på det tidspunkt, hvor der opnås et retskrav på betaling i form af kontanter eller andre formuegoder. Det er i den forbindelse uden betydning, hvornår betalingen faktisk finder sted.

Lønindtægter og anden A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af en indtjenings-periode, skal medregnes til indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted. Hvis udbetalingen bliver udskudt, skal beløbet dog med på indkomstopgørelsen senest seks måneder efter retserhvervelsen er indtrådt, eller ved ophøret af personens subjektive skattepligt, jf. kildeskattelovens § 46 samt kildeskattebekendtgørelsens §§ 20 og 22.

I de anvisninger, jf. Juridisk Vejledning, afsnit C.A.3.1.1.2, hedder det da også:

"Hvis en arbejdsgiver eller tidligere arbejdsgiver fejlagtigt har udbetalt for lidt i løn eller i pension til en ansat eller tidligere ansat og derfor foretager en efterregulering af lønnen eller pensionen, skal den skattemæssige efterregulering af den for lidt udbetalte løn eller pension ske i de år, hvor retten til yderligere løn eller pension er erhvervet. Reguleringen kræver ikke en særlig tilladelse til tilbagefordeling, fordi den følger af de almindelige periodiseringsprincipper. Genoptagelse af indkomstansættelsen skal ske efter reglerne i skatteforvaltningsloven. "

Som anført under faktum var A ansat hos H1 A/S […] fra den 6. februar 2006 til den 1. december 2006, og beløbet på 8.020.83 kr. er således skattepligtigt i 2006, jf. såvel bestemmelserne i statsskatteloven som kildeskatteloven.

Det forhold, at H1 A/S […] indberetter beløbet som indkomst i 2008, hvor A ikke var fuldt skattepligtigt til Danmark, ændrer ikke herved. I øvrigt har A ikke udført arbejde i Danmark i 2008, hvorfor beløbet på 8.020.83 kr. heller ikke er omfattet af den begrænsede skattepligt i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Materielt er det således forkert, at A er registreret som fuld skattepligtig til Danmark én dag i 2008, og SKAT har da heller ikke på noget tidspunkt foretaget en egentlig prøvelse heraf.

Sammenfattende ses der ikke at være tvivl om, at beløbet på 8.020,83 kr. materielt skulle have været beskattet i indkomståret 2006. Det er med andre ord i strid med såvel lovgivningen som administrativ praksis, at beskatningen af de 8.020,83 kr. er sket i indkomståret 2008.

SKAT har nægtet at genoptage skatteansættelsen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27. Afvisningen er ikke sket som følge af, at SKAT har udtrykt uenighed i, at beskatningen skulle have været sket i indkomståret 2006, men som følge af, at SKAT har fundet, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 ikke er opfyldt. SKATs afgørelse herom er ikke påklaget, og begrundelsen og rigtigheden bestrides derfor ikke.

Spørgsmålet er imidlertid, om en fristregel, der afskærer muligheden fra at opnå det åbenbart materielt rigtige resultat i gamle indkomstår, samtidig indirekte kan afskære en skatteyder fra at opnå det korrekte resultat i et indkomstår, der ikke er forældet.

I Betænkning fra Fristudvalget om fristerne for skatteansættelse og fastsættelse af afgiftstilsvar, genoptagelse og forældelse (Skatteudvalget, Alm. del - bilag 166 2002-03) refereres der til Frist-udvalgets kommissorium:

"Forældelsesfrister og frister for ansættelsesændringer er nødvendige for at skabe retsafklaring, af bevismæssige årsager og af hensyn til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af administrationen og en rimelig anvendelse af de til rådighed værende ressourcer.

Disse hensyn ligger bag såvel de generelle forældelsesregler som de specifikke fristregler i skattelovgivningen.

Imidlertid strider fristregler grundlæggende imod hensynet til at opnå de materielt rigtige afgørelser. En borger, som på grund af fristregler m.v. afskæres fra et i øvrigt berettiget krav, oplever afgørelsen som materielt urigtig og mener sig dermed udsat for et retstab.

Den gældende afvejning af disse to modstridende hensyn har jævnligt været kritiseret, hvilket også har afstedkommet justeringer af reglerne.

På denne baggrund nedsættes et udvalg, som med udgangspunkt i Skatteretsrådets beskrivelse skal komme med forslag til forenklede regler på skatte- og afgiftsområdet om ansættelsesfrister, genoptagelse og forældelse, som både tager hensyn til borgernes krav på materielt rigtige afgørelser og til hensynet til en hensigtsmæssig og betryggende afvikling af administrationen af skatte- og afgiftssager."

I betænkningen anføres endvidere:

"Forældelsesregler sigter grundlæggende til at skabe sikkerhed og klarhed i retsforhold, idet kreditor tilskyndes til at fremsætte sine krav overfor skyldneren uden ugrundet ophold, således at bevisførelse om forhold, som kan ligge langt tilbage i tiden, og som kan være omkostningskrævende og usikker, overflødiggøres.

Baggrunden for denne målsætning om at fordringer afvikles, eller dog afklares inden for rimelig tid, er således dels bevismæssige årsager, dels hensynet til skyldnerens tryghed, idet det må antages, at ældre krav udgør en relativ tung byrde for debitor, idet han på baggrund af kreditors passivitet har haft grund til at forudsætte, at kravet ikke ville blive gjort gældende.

Forældelsesreglerne er således som udgangspunkt karakteriseret ved objektiverede regler. Hensynet til det "rigtige" resultat iagttages herefter af reglerne om afbrydelse og suspension.
Henry Ussing anfører om de praktiske hensyn bag de formueretlige regler om forældelse, jf. Obligationsretten, Almindelig del, 4. udgave, § 40.II, side 381 følgende:

"De hensyn, der kan motivere forældelsesregler, er meget sammensatte. Men i al almindelighed kan siges, at det ikke drejer sig om en afvejelse af parternes interesser i det enkelte tilfælde. Hovedformålet er at opnå faste regler, der gennemgående skaber sikkerhed og klarhed. Til gengæld tager man med i købet, at et uforskyldt tab nu og da kan ramme en person. Det skal nu belyses nærmere.

Forældelsesreglerne skaber sikkerhed. Det er vanskeligt at skaffe pålideligt bevis for gamle bevisligheder. I gamle skyldforhold vil både kreditors og debitors stilling let blive usikker, fordi bevisvanskeligheder gør det tvivlsomt, om fordringshaveren kan vinde en retssag. Særligt fremhæves gerne, at krav, som aldrig har været gyldigt stiftet, eller som for længst er bragt til ophør, kan tænkes at blive anerkendt af domstolene, fordi skyldneren ikke husker de fjerne begivenheder eller dog ikke kan bevise sine indsigelser. Men bevisvanskeligheder kan også umuliggøre gennemførelsen af gyldige, endnu bestående fordringer. Disse ulemper kan formindskes meget ved hensigtsmæssige forældelsesregler, som tvinger parterne til at søge klarhed bragt til veje inden en vis tid. Derved undgås mange tvivlsomme og bekostelige retssager, og man vinder først og fremmest den almindelige fordel, at den store mængde personer, som intet har skyldt, eller hvis forpligtelser er ophørt før forældelsesfristens udløb, opnår tryghed, fordi forældelsen er så klart et forsvarsmiddel, at de regelmæssig får fred for sagsanlæg efter fristens udløb.

Navnlig de nyere korte forældelsesfrister har værdi ved at overflødiggøre skriftlig fiksering og varig bogføring af mange mellemværender og ved at fritage skyldnerne for at opbevare kvitteringer eller lignende bevismidler i ubegrænset tid. De tjener fremdeles i nogen grad til at modvirke, at skyldforhold henstår uafviklet i alt for lang tid, hvilket gennemsnitlig er en dårlig økonomi for skyldnerne og medfører tab for kreditorerne.

På den anden side kan forældelsesreglerne nu og da bevirke, at en fordringshaver mister sin fordring uden egen skyld. Ved rimelige regler om afbrydelse eller suspension af forældelsen kan faren herfor dog bringes så langt ned, at forældelsesreglerne ikke virker hæmmende på samhandelen.

Dertil kommer, at forældelsen i mange tilfælde ikke vil føles som at tab af fordringshaveren, fordi han har glemt fordringen eller i øvrigt ikke mere regner med den, f.eks. på grund af skyldnerens insolvens. Omvendt vil en tvang til at opfylde gamle forpligtelser ofte ramme skyldnerne hårdt, fordi skyldneren har glemt forpligtelsen eller kreditors passivitet har ført ham til at vente, at fordringen ikke ville blive gjort gældende. Hensyn som de sidstnævnte har dog ringere vægt ved forældelse end ved hævd. Dette sandsynliggøres af, at de ikke har præget de gældende retsregler, og navnlig af, at god tro ikke er en almindelig betingelse for forældelse.""

Det fremgår således, at forældelsesreglerne overordnet er indsat for at skabe retsafklaring for parterne og hensynet til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af administrationen. Ved fristreglerne indsættes der således en grænse for, hvor lang tid man kan gå tilbage i tid, idet såvel skatteyderen som administration således er sikre på, at der ikke kan opstå krav, når en vis tid er gået.

Forældelsesregler sigter således alene på, at "gamle krav" ikke kan vækkes til live, og at man kan disponere i henhold hertil. I skatteretten forhindrer fristreglerne således, at gamle indkomstår kan genoptages.

Fritsreglerne sigter derimod ikke på at afskære for det materielt rigtige resultat i et indkomstår, der ikke er forældet. Fristregler er netop indsat under hensyn til afvejningen af det materielt rigtige resultat og kan efter en formålsfortolkning således ikke obstruere for, at det materielt rigtige resultat opnås i et ikke-forældet indkomstår, blot som følge af at et gammel indkomstår ikke kan genoptages som følge af forældelse.

Det ses således hverken at være proportionalt eller i tråd med forarbejderne, at en materielt forkert skatteansættelse i et forældet indkomstår kan have afgørende indflydelse på adgangen til at kunne anvende forskerordningen i et indkomstår, der ikke er forældet.

På denne baggrund bestrides det, at det forhold, at der er sket beskatning i indkomståret 2008 af en indkomst, der helt åbenbart skulle have være beskattet i 2006, herunder at A materielt ikke kan have været fuldt skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 1, eller begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 i 2008, kan afskære A fra at kunne have anvende forskerordningen.

Ifølge praksis indebærer en forkert skattemæssig behandling i forældede indkomstår da heller ikke, at retstillingen for efterfølgende indkomstår er låst.

SKAT ses da heller ikke i andre sammenhænge at være af den opfattelse, at retsstillingen i forældede indkomstår binder for de efterfølgende indkomstår. Dette er i øvrigt fulgt op af domstolene. Se f.eks.:

SKM2003.413.HR

Sagen angik en assurandør, der for indkomstårene 1990-1996 havde opsparet overskud i virksomhedsordningen, uden at dette var blevet anfægtet af skattemyndighederne. Skattemyndighederne fandt efterfølgende, at den skattepligtige hverken for indkomståret 1997 eller tidligere indkomstår havde været selvstændigt erhvervsdrivende, hvorfor betingelserne for at anvende virksomhedsordningen ikke var opfyldt. Den skattepligtige blev derfor beskattet af det samlede opsparede overskud i indkomståret 1997. Dette protesterede den skattepligtige imod, idet han gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til beskatte hele opsparingen i indkomståret 1997, men at de opsparede beløb burde beskattes i de indkomstår, hvor de var indtjent. Vestre Landsret fandt, at det samlede opsparede overskud skulle beskattes i indkomståret 1997, idet landsretten ikke fandt, at det var en forudsætning for at foretage ophørsbeskatning efter virksomhedsskattelovens § 15 b, stk.1, at den skattepligtige havde været berettiget til at anvende virksomhedsordningen. Dommen blev stadfæstet af Højesteret.

SKM2004.409.HR

Sagen angik en skattepligtig, der for indkomstårene 1990-1995 havde selvangivet indkomst fra en bådudlejningsvirksomhed som erhvervsmæssig virksomhed. I indkomståret 1995 anerkendte skattemyndighederne ikke virksomheden som erhvervsmæssig og anså båden for overført fra udelukkende erhvervsmæssig til privat benyttelse i henhold til den dagældende bestemmelse i afskrivningslovens § 32 og beskattede genvundne afskrivninger. For landsretten var parterne enige om, at båden heller ikke i tidligere indkomstår havde været erhvervsmæssig. Den skattepligtige gjorde derefter gældende, at båden ikke kunne anses for overført fra privat til erhvervsmæssig benyttelse. Landsretten fandt, at det ikke var en forudsætning for anvendelse af afskrivningslovens § 32, at formuegodet med rette havde været anvendt erhvervsmæssigt. Der blev herved lagt vægt på, at den skattepligtige havde selvangivet benyttelsen i de pågældende år som erhvervsmæssig, og at beskatningen var sket i overensstemmelse hermed. I 1995 var benyttelsen ubestridt ikke erhvervsmæssig, og beskatningen var derfor sket i overensstemmelse med de deraf følgende skattemæssige konsekvenser. Højesteret stadfæstede dommen af de grunde, der var anført af landsretten.

SKM2005.25.ØLR

Sagen angik en skattepligtig, der havde foretaget salg af filmrettigheder i indkomståret 1997, hvorfor der skulle foretages avanceopgørelse efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16 E, stk. 7. Den skattepligtige havde ved selvangivelsen foretaget større afskrivninger end loven gav mulighed for. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt det var de faktisk foretagne afskrivninger, eller om det alene var de afskrivninger, der lovligt kunne foretages, der skulle danne grundlag for avanceopgørelsen. Landsretten udtalte, at det ikke var en forudsætning for anvendelse af den nævnte bestemmelse om avancebeskatning, at afskrivningerne var foretaget med rette. Avancebeskatningen skulle herefter foretages på grundlag af de faktisk foretagne afskrivninger.

Konkret ses Landsskatterettens praksis da heller ikke at være restriktiv i forhold til problemstilling i nærværende sag.

LSR j.nr. 11-02504 af den 24. februar 2012
Sagen angik en klager, hvor SKAT havde givet afslag på ansøgning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F med henvisning til, at klageren havde været begrænset skattepligtig indenfor de seneste 3 år inden ansættelsen. Klageren var i medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 registreret som begrænset skattepligtig til Danmark fra den 3. oktober 2005 til den 31. december 2008 med to virksomheder. Klageren gjorde gældende, at der var tale om hobbyvirksomheder, og det fremgik af årsopgørelserne for 2007 og 2009, at indkomsten havde været 0 kr. Klageren havde meddelt både SKAT og Erhvervsstyrelsen, at han havde lukket de to virksomheder, men fandt senere ud af, at virksomhederne ikke var lukket, hvilket han flere gange havde talt med SKAT om. Endvidere fremgik det af den fremlagte korrespondance med SKAT, at der havde været problemer med at få virksomhederne afmeldt. Landsskatteretten bemærkede, at der ved vurdering af, om klageren havde været begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 skulle foretages en vurdering af, om klageren udøvede erhverv med fast driftssted i Danmark. Det var i den forbindelse uden betydning, at klageren var registreret med virksomhed i Danmark, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.

Uanset klageren således formelt havde været registeret med virksomheder i Danmark og begrænset skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, fandt Landsskatteretten, at dette var uden betydning for adgangen til at kunne anvende forskerordningen. Dvs. at uanset de formelle registreringer var en hindring, så medførte en korrekt materiel bedømmelse af retsstillingen trods registreringerne, at forskerordningen kunne finde anvendelse.

Herudover skulle der foreligge i hvert fald en landsskatteretskendelse, der ikke er offentliggjort med SKM-nummer, hvor den manglende adgang til at kunne genoptage skatteansættelsen ikke var en forhindring i forhold til at kunne opfylde betingelserne for at anvende forskerordningen. SKAT JURA burde være bekendt med afgørelsen.

Sammenfatning
I nærværende sag er A registeret som begrænset skattepligtig til Danmark én dag i indkomståret 2008, selvom beløbet materielt skulle have været beskattet i 2006. Det forhold, at der ikke er adgang til fristgennembrud, og A dermed er afskåret fra at kunne berigtige den åbenbart forkerte skatteansættelse i 2006 og 2008, afstedkommer imidlertid ikke, at betingelserne i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 ikke er opfyldt. Forældelsesreglerne er med andre ord ikke en forhindring for, at A kan anvende forskerordningen i indkomstår, der ikke er forældet."

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om klageren opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, for at blive beskattet efter reglerne i kildeskattelovens § 48 F, det vil sige den såkaldte forskerskatteordning.

Af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, fremgår følgende:

"Stk. 3. Det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at

1) den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været skattepligtig efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, jf. dog stk. 5,"

Efter det oplyste fik klageren i oktober 2008 udbetalt et manglende offshore-tillæg for december 2006 på 8.020,83 kr. fra H1 A/S. H1 har indberettet dette beløb til skattemyndighederne som en indtægt, som klageren skal medregne ved sin indkomstopgørelse for indkomståret 2008, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Hans skatteansættelse for 2008 blev foretaget i overensstemmelse hermed den 4. november 2010. Skatteansættelsen for 2008 blev ikke påklaget.

Næsten 6 år efter afgørelsen af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008, den 6. september 2016, anmodede klageren om ekstraordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2006 og 2008 med henblik på at få flyttet beskatningen af offshore-tillægget fra 2008 til 2006. Ca. 2 måneder senere, den 4. november 2016, ansøgte klagerens revisor om, at klageren blev omfattet af forskerskatteordningen i forbindelse med hans ansættelse ved H2 A/S pr. 9. januar 2017. Den 3. marts 2017 afslog SKAT klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse. Afslaget på ekstraordinær genoptagelse blev ikke påklaget.

Efter den gældende skatteansættelse er klageren således skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, i 2008. Ved sin ansættelse hos H2 A/S den 9. januar 2017 opfyldte han derfor ikke kravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter det er en betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været skattepligtig efter bl.a. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.