Dato for udgivelse
17 Apr 2020 07:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 Mar 2020 09:33
SKM-nummer
SKM2020.157.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0301069
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Kvalifikation – LLP – Transparent enhed
Resumé

Spørger ejede en andel af det britiske limited liability partnership LLP, som bl.a. havde to typer af deltagere, der henholdsvis havde en begrænset og ubegrænset hæftelse, og fordelte overskuddet efter en såkaldt carry-mekanisme. 

Skatterådet bekræftede, at det britiske LLP på baggrund af en samlet konkret vurdering skulle anses for at være transparent i en dansk skattemæssigt henseende

Hjemmel

 Selskabsskatteloven

Reference(r)

 Selskabsskattelovens § 1

Henvisning

 Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.D.1.1.3

Henvisning

 Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.D.1.1.10.12


Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at A LLP skal kvalificeres som en skattemæssigt transparent enhed, når det lægges til grund, at B ApS er optaget som ubegrænset hæftende medlem?

Svar:

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold
Baggrund
Spørger er ejer af A LLP, og ved denne anmodning om bindende svar ønskes Skatterådets bekræftelse af, at A LLP fra dansk synsvinkel skal kvalificeres som skattemæssigt transparent. 

Det er vigtigt for de danske investorer i spørger, herunder pensionsinvestorer omfattet af PAL-beskatning, at A LLP anses som skattemæssigt transparent fra et dansk skattemæssigt perspektiv, herunder til dels for at investorerne kan anvende relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster samt opnå lempelser for udenlandske skatter i investeringsstrukturen.

A LLP
A LLP er et britisk Limited Liability Partnership. 

A LLP er registreret af deltagerne i henhold til Limited Liability Partnerships Act 2000.

LLP er en særskilt juridisk enhed. LLP kvalificeres i Storbritannien ikke som en særskilt enhed i skattemæssigt henseende, men er derimod skattetransparent efter engelske regler og er ikke underlagt engelsk selskabsbeskatning.

A LLP har ifølge Limited Liability Partnership Agreement (herefter "LLPA") og Amendmend Agreement af 12. februar følgende karakteristika, der vil blive beskrevet nærmere i det følgende:

  • Deltagere benævnes "Members" og har en "Membership Interest".
  • Medlemmer hæfter ikke personligt for A LLPs forpligtelser, dog har B ApS ubegrænset hæftelse.
  • A LLP udsteder ikke aktier. Hvert medlem har i stedet en kapitalkonto (som i et dansk K/S).
  • Membership Interest opdeles i class A, B og C med forskellige rettigheder, herunder skævdeling af afkast (carry interest)
  • Udbytte og likvidationsprovenu fordeles efter klasser.
  • Der gælder begrænsninger i muligheden for at udvide medlemskredsen.
  • Formuen er adskilt fra medlemmerne.
  • B ApS har mod markedsmæssigt vederlag påtaget sig ubegrænset hæftelse for A LLPs underskud og forpligtelser. Hæftelsen ophører tidligst to år efter eventuel udtræden af A LLP som medlem.
  • A LLP har selvstændige vedtægter.
  • A LLP skal udarbejde særskilt regnskab.

Om de enkelte karakteristika for A LLP
Hæftelse
De "almindelige" deltagere vil ikke hæfte personligt for A LLPs forpligtelser, men kun med indskudt kapital. Der er således tale om en begrænset hæftelse med undtagelse af B ApS, der påtager sig ubegrænset hæftelse for gæld og forpligtelser i A LLP. 

Pkt. 8.2.2 i LLPA:

Each member will only be liable to the Partnership up to an amount equal to the sum of:

    1. its Net Capital (if any);
    2. its contribution of Incorporation Capital (if any), as described in Recital (B); and
    3. any distributions received by such Member from the Partnership that, subject to any other applicable provision of this Agreement, may be required to be returned by such Member to the Partnership.  

Pkt. 1.3 i Amendment Agreement: 

(1.3) Notwithstanding clause 8.2 of the Original Agreement, but subject to clause 1.4 of this Amendment Agreement, ApS hereby undertakes to the Partnership that (a) for such periods as ApS is a Member of the Partnership and (b) for a period of two years after ceasing to be a Member of the Partnership, ApS shall have unlimited liability (joint and several with the Partnership) towards the Partnership for any and all current and future claims by a creditor of the Partnership, as if such claim was addressed to ApS. As remuneration for the unlimited liability undertaken by ApS, the Partnership will pay a yearly remuneration of GBP 1,000 to ApS (the "ApS Remuneration").

(1.4) Notwithstanding clause 1.3 above, the unlimited liability of ApS as described in that clause shall not extend to satisfying the ApS Remuneration, which shall be payable by the Partnership.

Fordeling af overskud
A LLP geninvesterer ikke overskud, men intentionen er derimod at uddele overskud til deltagerne så hurtigt som praktisk muligt, eftersom A LLP er etableret specifikt med det formål at varetage den konkrete investering.

Pkt. 14.2.1 i LLPA:

During the [...] Investment Period, it is the intention of the Partnership to distribute substantially all of the proceeds of the Partnership deriving from asset sales or refinancing (or which is analogous or economically similar to an asset sale or refinancing) in connection with Investments, Intermediate Holding Companies or Portfolio Companies, as soon as practicable after the receipt of such proceeds by the Partnership, subject to Applicable Law and after taking into account the Funding Requirements in the next six months.

I forhold til fordelingen af afkastet, er der i Limited Liability Partnership Agreement indsat mekanismer (en såkaldt fordelingsnøgle), som skævdeler afkastet mellem investorerne og således ikke blot fordeler afkastet i forhold til investorernes foretagne kapitalindskud. Der er således tale om carry-mekanismer, som ofte ses i danske private equity fonde organiseret som K/S'er.

Pkt. 14.1.1 i LLPA:

Subject to clauses 4.5 (Junior-to-Senior Conversion), 10 (Leavers), 12.3 (Variation of accounts), 14.2 (Timing) and 22.3 (Withholding), all Distributable Proceeds attributable to any disposition of an Investment, distributions in kind of Securities, and any dividends, interest or other income received by the Partnership shall be apportioned among and distributed to the Members in the following order of priority (with each determination made as of the time of distribution):

    1. firstly, 100% to the Class A Members according to their Senior Class A Pro Rata Shares, until:
      1. the Class A Members have been repaid their Net Senior Class A Capital; and 
      2. the X Members collectively have received aggregate distributions equal to the aggregate amount of their Senior Class A Capital;
    2. secondly, 100% to the Class A Members according to their Junior Class A Pro Rata Shares until they have been repaid their Net Junior Class A Capital (noting that it shall be subject to Junior-to-Senior Conversion as and when repaid, in accordance with clause 4.5.1);
    3. thirdly, 100% to the Class A Members according to their Senior Class A Pro Rata Shares (after taking into account the Junior-to-Senior Conversion) until the cumulative amount distributed to such Class A Members under this clause 14.1.1(c) is sufficient to provide them with the Preferred Return; and
    4. thereafter, 80% to the Class A Members according to their Senior Class A Pro Rata Shares (after taking into account the Junior-to-Senior Conversion) and 20% to the Class C Member.  

Ledelse
Bestyrelsen i A LLP skal bestå af 2 Directors. Disse skal begge være medlem af Class A. Directors skal ligeledes vælge en bestyrelsesformand.

Bestyrelsen skal udpege en Operator, der skal varetage A LLPs daglige ledelse. Ledelsen er således udskilt fra A LLP til en separat enhed. Operator har fuld beføjelse til at varetage den daglige ledelse af A LLP.

Pkt. 6.2 i LLPA:

The Operator shall have the power and authority, on behalf of the Partnership, to operate the Partnership as an unregulated collective investment scheme in accordance with the terms of the Operator Agreement.

Bestyrelsens beføjelser er afgrænset til, hvad der anses som nødvendigt, for at A LLP kan efterleve sit formål. 

Pkt. 7.1.1 i LLPA:

Subject to clause 6.2, clause 7.1.2, compliance with Applicable Law or any contrary term of this Agreement, the Board shall have general power and authority to do all such things as are, in the reasonable opinion of the Board, necessary or desirable in the furtherance of the Partnership’s business, so as to bind the Partnership […]

Salg af andele
Deltagerne er ikke berettigede til at sælge andele i A LLP. Der er således omsættelighedsbegrænsning på andelene i A LLP.

Pkt. 17.1 i LLPA: 

No Member shall be permitted to Transfer any Interests, […]

Likvidation af A LLP
Ved likvidation skal likvidationsprovenuet fordeles mellem deltagerne efter deres klasser som beskrevet ovenfor. Der er således tale om en skævdeling, der alene indirekte følger medlemmernes kapitalindskud. 

Pkt. 18.2.2 I LLPA:

[…] The proceeds of the realisation of any Investments and other Partnership Assets and any assets distributed in specie shall be distributed amongst the Members on the basis set out in clauses 13 and 14. […]

I pkt. 13 og 14 angives det, hvordan overskud samt provenu fordeles mellem deltagerne, hvortil de forskellige klasser har forskellige rettigheder. Se hertil pkt. 14.1.1 ovenfor.

Deltagernes forudsætning om skattemæssig transparens
Det er deltagernes hensigt, at A LLP både fra et UK og dansk skattemæssigt perspektiv skal være skattemæssigt transparent. På baggrund af dette har deltagerne indsat en bestemmelse i LLPA, som regulerer, hvordan deltagerne så vidt muligt skal foranledige ændringer til A LLP for at opnå skattemæssig transparens. 

Pkt. 22.4 i LLPA:

It is the intention of the Members that, to the fullest extent permitted by Applicable Law, the Partnership should be treated as a fiscally transparent entity for all purposes relating to the Taxation of the income, profits or gains of the Partnership and that, accordingly, any liability to Taxation arising in respect of any such income, profits or gains is treated as a liability of the Members according to their respective shares of such income, profits or gains, and not of the Partnership. In the event that any Taxation Authority in Denmark determines that the Partnership should be treated as an entity which is not fiscally transparent for all such purposes, the Members shall, and shall procure that the Partnership will, take all reasonable steps to contest such determination and, if necessary, to adjust the constitution or structure of the Partnership (including, without limitation, by making any necessary amendment to any provision of this Agreement) to ensure that the Partnership is treated as a fiscally transparent entity for all such purposes in Denmark, provided that such steps, adjustment or amendments must not cause the Partnership to cease to be fiscally transparent for such purposes in the United Kingdom.

Spørgers opfattelse og begrundelse
Det er spørgers opfattelse på baggrund af de beskrevne karakteristika for A LLP og ud fra en sammenligning med gældende retspraksis på området, som gennemgås i den følgende, at A LLP skal anses som skattemæssigt transparent. 

Tidligere praksis
I følgende sager har SKAT, Skatterådet og Ligningsrådet taget stilling til kvalifikationen af amerikanske LLC'er og konkluderet, at disse skulle anses for skattemæssigt transparente efter danske regler:

I sagerne er der ved begrundelsen for skattemæssig transparens blevet lagt særlig vægt på følgende væsentlige kriterier: 

  • Begrænsninger i eller særlige regler for muligheden for at udvide medlemskredsen
  • Selskabsformen er ikke selskabslignende, men har mere karakter af sameje eller et kommanditselskab
  • Der udstedes ikke aktier
  • Medlemmer hæfter ikke personligt for selskabets forpligtelser
  • Der føres en særskilt kapitalkonto for hver af medlemmerne
  • Selskabet har ikke selvstændige ledelsesorganer, men ledes af medlemmerne, som dog kan uddelegere ledelseskompetencer til f.eks. manager

Som ovenfor beskrevet er disse karakteristika i høj grad sammenfaldende med A LLPs karakteristika.

I SKM2010.654.SR lagde Skatterådet særligt vægt på fraværet af selvstændige ledelsesorganer, da dette klart peger mod, at der ikke er tale om et selvstændigt skattesubjekt. For A LLP udgøres ledelsen blot af beføjelsen til at udpege en Operator, som forestår den daglige ledelse og er underlagt beføjelser til at handle på A LLPs vegne. Dermed er det spørgers opfattelse, at der er et fravær af selvstændigt ledelsesorgan, da denne kompetence er udskilt til en separat enhed.

I samme sag pointerede Skatterådet, at enhedens struktur samt virkemåde blev tillagt særlig vægt. I denne sag blev enheden ledet af en manager, som er sammenlignelig med A LLPs Operator. Ligeledes hæfter ingen af deltagerne personligt for forpligtelser i enheden, og deltagerkredsen er begrænset.

I SKM2012.426.SR tog Skatterådet stilling til den skattemæssige kvalifikation af et LLP. Her blev det konkluderet, at LLP var et selvstændigt skattesubjekt og dermed ikke transparent. Der blev i det bindende svar i begrundelsen lagt vægt på, at:

  • Selskabet har en bestyrelse
  • Ejerandel i forhold til indskud, ejerandel er omsættelig
  • Begrænset hæftelse
  • Overskud/likvidationsprovenu fordeles i forhold til indskudt kapital
  • Selskabet har vedtægter, og der udarbejdes regnskab

I SKM2018.254.SR har Skatterådet bekræftet, at en hollandsk "stichting" bl.a. med henvisning til én deltagers ubegrænsede hæftelse kunne anses for skattemæssig transparent. 

Ubegrænset hæftelse er ifølge Den juridiske vejledning et vigtigt kriterium for, at enheden er skattemæssigt transparent, og der findes, så vidt vi ved, ikke nogen retspraksis, hvor en enhed er blevet betragtet som et selvstændigt skattesubjekt, når en anden juridisk eller fysisk person har påtaget sig en ubegrænset hæftelse for enhedens forpligtelser.

Den ubegrænsede hæftelse er en meget vigtig - hvis ikke afgørende - faktor, som indebærer, at enheden bør betragtes som skattemæssigt transparent.

Opsummerende adskiller A LLP sig i forhold til det ikke-transparente LLP i SKM2012.426.SR sig bl.a. ved at, 

  1. et enkelt medlem, B ApS, har påtaget sig ubegrænset hæftelse
  2. den daglige ledelse er udskilt til en separat enhed, Operator,
  3. ejerandelene i A LLP er ikke omsættelige, samt
  4. overskud og underskud samt likvidationsprovenu i A LLP skal fordeles efter en carry interest mekanisme, der skævdeler afkastet mellem deltagerne.

Ud fra en samlet konkret vurdering er A LLP således sammenlignelig med de transparente LLC'er i ovennævnte afgørelser samt den skattemæssigt transparente hollandske stichting. A LLP adskiller sig på væsentlige punkter fra det ikke-transparente LLP i SKM2010.654.SR og særligt i relation til den ubegrænsede hæftelse som et medlem har påtaget sig. Samlet set er A LLPs selskabsretlige karakteristika sammenlignelige med transparente limited partnerships, hvorfor A LLP skal kvalificeres som skattemæssigt transparent. 

Juridisk vejledning
Afsnit C.D.1.1.3 beskriver hvilke selskabsretlige karakteristika, der tillægges vægt ved afgørelsen af, om en enhed er skattemæssigt transparent eller ej.

Her oplyses det, at et udenlandsk selskab kan anses for et selvstændigt skattesubjekt i Danmark, såfremt ingen af deltagerne hæfter personligt, og overskuddet fordeles efter kapitalindskud fra hver deltager. 

Hverken den første del eller den sidste del er opfyldt for A LLP, da B ApS har påtaget sig ubegrænset hæftelse, og overskuddet skævdeles baseret på fordelingsnøglen udgjort af carry-mekanismen, som ikke typisk ses i danske selskaber, men derimod er karakteristisk for danske kommanditselskaber.

Også på øvrige punkter som oplistes i vejledningen afviger A LLPs selskabskarakteristika fra selvstændige skattesubjekter:

  • der udstedes certifikater til investorerne
  • alle certifikater har samme rettigheder og er omsættelig

I vejledningen fremhæves i særdeleshed fraværet af selvstændige ledelsesorganer som et karakteristika for transparente enheder. A LLP har en selvstændig bestyrelse, hvilket isoleret taler imod transparens, men A LLP har dog udpeget en Operator til varetagelse af den daglige ledelse, hvorved deltagerne således har udskilt ledelsesbeføjelserne.

Øvrige forhold
Som nævnt anses A LLP som skattemæssigt transparent i henhold til UK skatteret, og det er deltagernes hensigt, at A LLP både ud fra en UK og dansk skattemæssig behandling skal kvalificeres som skattemæssigt transparent. På den baggrund har deltagerne indsat en klausul i LLPA'en vedrørende omstrukturering, således deltagere - hvis relevant - er indstillet på at vedtage nødvendige selskabsretlige tilpasninger m.v., for om muligt at undgå at A LLP får status af en skattemæssig hybrid enhed.

Sammenfatning
En gennemgang af A LLPs karakteristika som fastlagt i LLPA'en inkl. Amendment Agreement ud fra retspraksis samt Juridisk Vejledning viser, at de væsentligste kriterier for, at A LLP kan blive anset som skattemæssig transparent fra et dansk perspektiv, er opfyldt. 

Det er således spørgers opfattelse på baggrund af de ovenstående præsenterede argumenter, at det stillede spørgsmål bør besvares med 'ja'.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at A LLP skal kvalificeres som en skattemæssigt transparent enhed, når det lægges til grund, at B ApS er optaget som ubegrænset hæftende medlem.

Begrundelse
Spørgsmålet angår det omhandlende LLP’s skattemæssige status efter danske skatteregler.

Kvalifikationen af, om en udenlandsk enhed i henhold til dansk ret udgør et selvstændigt skattesubjekt eller ej, foretages på baggrund af en samlet konkret vurdering.

Af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, fremgår, at skattepligten påhviler andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.

Efter praksis, se herunder Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.D.1.1.3 Andre selskaber, kan følgende kriterier tale for, at den pågældende enhed kan anses for et selvstændigt skattesubjekt:

  • ingen af deltagerne hæfter personligt
  • fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
  • det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
  • selvstændige vedtægter
  • særskilt regnskab
  • særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
  • mulighed for udvidelse af medlemskredsen
  • bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
  • indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).  

Afsnittet indeholder efterfølgende en række kriterier, der kan tale imod, at en enhed efter dansk ret kan anses for et selvstændigt skattesubjekt:

  • fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
  • én eller flere hæfter personligt
  • ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
  • overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål.  

Om enheden er det bl.a. oplyst, at den har selvstændige vedtægter, at der skal udarbejdes særskilt regnskab, og at formuen er adskilt fra investorerne.

Videre oplyses det, at enheden ikke udsteder aktier, men at investorerne er opdelt i klasser med forskellige rettigheder.

I forhold til udbetaling af udbytte og likvidationsprovenu oplyses det, at fordelingen følger de vedtægtsmæssige bestemmer for de enkelte klasser. Vedtægterne indeholder imidlertid en fordelingsnøgle, som skævdeler afkastet mellem investorerne - en såkaldt carry-mekanisme.

Overordnet fungerer carry-mekanismen på den måde, at afkastet først skal fordeles til en bestemt klasse, således at klassen i henhold til fordelingsnøglen er blevet vederlagt til fulde, førend afkastet kan fordeles til investorerne i den næste klasse osv.

I denne forbindelse bemærkes, at grundlaget for fordeling af afkast til investorerne i en klasse er afhængigt af investorernes i den pågældende klasses indskud og foretages således ikke på grundlag af f.eks. omsætningen, som særligt er kendetegnet for transparente kooperative virksomheder.

Den anvendte carry-mekanisme synes således til forveksling at kunne sidestilles med en forlods udbytterettighed, hvilket bl.a. også anvendes af aktie- og anpartsselskaber.

For så vidt angår ledelsesorganer er det oplyst, at enheden skal bestå af mindst 2 Directors, og at der skal udvælges en bestyrelsesformand. Den daglige ledelse af enheden varetages dog af en særskilt enhed, som er udpeget af bestyrelsesmedlemmerne. Derudover oplyses det, at der årligt skal afholdes Members Meeting, hvor bl.a. årsregnskabet skal præsenteres og underskrives, samt at medlemmer af Senior Class-klassen er tildelt stemmeret, der kan udøves ved møderne.

Selvom forvaltningen af enhedens daglige ledelse er uddelegeret til eksterne aktører, er enheden ifølge vedtægterne organiseret med et selvstændigt ledelsesorgan, der er bemyndiget til at tage beslutninger på enhedens evne. Bemyndigelsen er ej heller uden virkning, idet bestyrelsen f.eks. fortsat har beføjelser til at agere, så længe det anses som nødvendig for, at enheden kan efterleve sit formål. Ovennævnte forhold taler for, at enheden skal betragtes som et selvstændigt skattesubjekt.

Om enheden er det endvidere oplyst, at én af investorerne hæfter ubegrænset for enhedens underskud og forpligtelser, at der gælder begrænsninger i muligheden for at udvide medlemskredsen, at der er omsættelighedsbegrænsninger på andelene, at hver investor har en kapitalkonto i enheden, og at indtægterne som udgangspunkt vil blive udloddet til deltagerne så hurtigt som praktisk muligt. Disse forhold taler for, at enheden kan anses for skattemæssigt transparent.

Efter en samlet konkret vurdering af A LLP er Skattestyrelsen af den opfattelse, at enheden i dansk skattemæssig henseende må anses for at være skattemæssigt transparent. Der er ved indstillingen særligt lagt vægt på, at enheden har to typer af deltagere, der henholdsvis har en begrænset og ubegrænset hæftelse, samt at enhedens organisatoriske form og virkemåde i høj grad er sammenlignelige med et dansk kommanditselskab.

Skattestyrelsen indstiller på baggrund af ovenstående, at det stillede spørgsmål besvares bekræftende.

Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Selskabsskattelovens § 1
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

  1. […]
  2. andre selskaber, i hvilke igen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og registrerede selskaber med begrænset ansvar,
  3. […]

Praksis
Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.D.1.1.3 Andre selskaber
Hvad er en enhed?
Om der foreligger et selskab, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men derudover kan nedennævnte forhold være af betydning for vurderingen. Det bemærkes, at de nævnte forhold ikke er udtryk for en udtømmende liste. Endelig bemærkes, at et enkelt af disse forhold ikke kan være ubetinget afgørende.

Ved vurderingen kan følgende tale for, at selskabet er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2:

  • ingen af deltagerne hæfter personligt
  • fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
  • det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
  • selvstændige vedtægter
  • særskilt regnskab
  • særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
  • mulighed for udvidelse af medlemskredsen
  • bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
  • indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).  

 Følgende kan tale imod, at selskabet er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2:

  • fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
  • èn eller flere hæfter personligt
  • ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
  • overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål.

Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.D.1.1.10.12 Værdipapirfonde
Tidligere praksis
Værdipapirfonde er særskilte økonomiske, men ikke juridiske, enheder.

Værdipapirfonde etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber eller administrationsselskaber. Beslutninger vedrørende en værdipapirfond træffes af det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrer værdipapirfonden.

Værdipapirfonde organiseres med en eller flere afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne.

Skattemæssigt blev værdipapirfonde tidligere anset for transparente.

At værdipapirfonde var transparente betyd, at deltagerne hver især blev beskattet af deres andel af værdipapirfondens gevinster, tab, udbytter, renter m.v.

Ny praksis
Skattestyrelsen har ændret sin opfattelse af den skattemæssige behandling af værdipapirfonde, således at disse fremover i udgangspunktet skal anses for selvstændige skattesubjekter.

[…]

Der skal efter Skattestyrelsens opfattelse foretages en vurdering efter de almindelige praksisskabte kriterier for, hvornår der er tale om et selskab eller forening mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, se Den juridiske vejledning, afsnit C.D.1.1.3. Listen er ikke udtømmende.

Skattestyrelsen finder på baggrund af en fornyet overvejelse, at denne vurdering medfører, at danske værdipapirfonde i udgangspunktet vil være selvstændige skattesubjekter, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Dette skyldes, at ingen af investorerne hæfter personligt, at fordeling af overskud sker i forhold til den af investorerne indskudte kapital, at værdipapirfonden har selvstændige vedtægter (fondsbestemmelser), at der foreligger særskilte regnskaber, at der er mulighed for udvidelse af kredsen af investorer, at det er bestemt, hvad der sker med formuen ved den enkelte investors udtræden/opløsning, og at der foreligger indskudskapital, idet investorernes indskud svarer til den pågældendes andel af formuen.

[…]

SKM2018.254.SR
Skatterådet bekræftede på baggrund af en samlet konkret vurdering, at et hollandsk Stichting administratie kantoor efter danske skatteregler må anses for at være skattemæssigt transparent.

SKM2014.28.SR
Skatterådet bekræfter, at det i Delaware, USA, registreret LLC efter danske skatteregler er en skattemæssig transparent enhed.

SKM2013.361.SR
Skatterådet bekræftede, at et amerikansk LLC efter danske regler er en skattemæssigt transparent enhed. Skatterådet bekræftede videre, at et fransk SCI efter danske regler er en skattemæssigt transparent enhed.

SKM2012.426.SR
Skatterådet bekræfter, at Y ApS' britiske moderselskab, X LLP, efter dansk skatteret anses som et selskab i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Skatterådet afviser, at Y ApS kan udlodde udbytte til moderselskabet uden indeholdelse af udbytteskat, da et LLP ikke er omfattet af Rådets direktiv 2011/96/EU.

Skatterådet bekræfter, at Y ApS og selskabets danske søsterselskab er omfattet af national sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31.

SKM2011.766.SR
Skatterådet fandt, at et amerikansk registreret Limited Liability Company (LLC) efter de danske regler var skatteretligt transparent. Dette medførte, at aktiviteten, under den forudsætning, udgør en selvstændig erhvervsvirksomhed og vil kunne indgå i virksomhedsordningen.

SKM2010.654.SR
Skatterådet bekræftede, at en amerikansk enhed LLC skulle klassificeres som en skattemæssig transparent enhed og at dette medførte, at hovedaktionæren ansås for personligt at eje anparterne i et dansk holding selskab. Det bekræftedes endvidere, at en gevinst på anparter og udbytter fra et holdingselskab til et andet selskab ikke udløste beskatning hos holdingselskabet ultimative anpartshavere, da betingelsen i ABL § 4A, stk. 3, nr. 3, ikke var opfyldt og selskabet derfor ikke ansås for et mellemholdingselskab.