Dato for udgivelse
17 Apr 2020 11:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Mar 2020 11:47
SKM-nummer
SKM2020.160.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-34491/2019-KBH
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Renter og gebyrer
Emneord
ej, hjemmel, forrentning, sagsomkostninger, tilbagebetalte, påstand, nedlagt
Resumé

Sagen angik, om sagsøgeren havde krav på renter efter renteloven af tilbagebetalte sagsomkostninger, herunder om det er en betingelse for forrentning af tilbagebetalte sagsomkostninger, at der er nedlagt påstand herom.

Retten anførte, at rentelovens § 8 a ikke indeholder hjemmel til at udbetale renter af tilbagebetalte sagsomkostninger. Krav på tilbagebetaling af sagsomkostninger forrentes i stedet som udgangspunkt efter den almindelige regel i rentelovens § 3, stk. 2, dvs. fra 30 dage efter at krav om tilbagebetaling er fremsat eller ved en påstand under et sagsanlæg, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Retten bemærkede, at skyldneren ikke skal betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen, jf. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

Retten fastslog, at forrentning af krav på tilbagebetaling af sagsomkostninger derfor kræver, at der forudgående er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren havde ikke nedlagt en sådan påstand for Højesteret. På den baggrund fandt retten, at der ikke var hjemmel til at forrente kravet om tilbagebetaling af sagsomkostninger.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Rentelovens § 3, stk. 2,

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1 A.A.12.3


Parter 

H1 

(v/advokat Eduardo Panzeri Vistisen)  

mod 

Skatteministeriet

(v/advokat Steffen Sværke) 

Afsagt af byretsdommer 

Poul Gorm Nielsen

Afgørelsen er jf. retsplejelovens § 366 behandlet på grundlag af parternes skriftlige grundlag. 

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen er anlagt den 1. august 2019. Sagen drejer sig om forrentning af tilbagebetaling af sagsomkostninger. 

Sagsøger har nedlagt påstand om at Skatteministeriet skal betale 3.909,70 kr. med rente efter renteloven fra 2. maj 2019. 

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse 

Retten har med parternes samtykke at sagen kan afgøres uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 366 stk. 1. Parterne er endvidere enige om at afgørelse kan træffes på de foreliggende processkrifter. 

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. 

Parternes synspunkter 

Sagsøger har i sine processkrifter anført følgende til støtte for sin påstand: 

Det gøres gældende, at beløbet på 46.875 kr. skal forrentes efter renteloven fra 28. november 2017 til 11. december 2018, i alt 3.909,70 kr., jf. U.2010.3165H. 

Det er ikke en betingelse for forrentningen, at H1 har nedlagt påstand om forrentning af - eventuelt - tilbagebetalte sagsomkostninger. 

Renter efter renteloven afhænger ikke af, at kreditor har nedlagt påstand om renter i en retssag. 

Skatteministeriet gør gældende, at nærværende sag vedrører fortolkning af rentelovens § 3, stk. 2 eller stk. 4. 

I U.2010.3165H lægger Højesteret imidlertid vægt på, at der foreligger "særlige forhold", hvilket må betyde, at sagen skal afgøres efter rentelovens § 3, stk. 5. Rentelovens § 3, stk. 5 forudsætter ikke, at der er anmodet om tilbagebetaling efter § 3 stk. 2. 

Når en part ønsker betalte sagsomkostninger tilbagebetalt, er fremgangsmåden anke af dommen. Der skal ikke nedlægges påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger. 

Ankeinstansen afgør således ex officio, om bl.a. sagsomkostningerne i forudgående instans skal fastholdes, jf. retsplejelovens § 322, stk. 1. 

Anke af dommen er dermed den korrekte fremgangsmåde ved bl.a. krav om tilbagebetaling af betalte sagsomkostninger. 

Det er derfor overflødigt yderligere at nedlægge påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger. Skatteministeriet kan derfor ikke have ret i, at appellanter skal udsættes for et dobbelt hjemmelskrav vedrørende tilbagebetaling af sagsomkostninger fra den forudgående instans. 

Det bemærkes yderligere, at rentelovens § 3, stk. 2 vedrører anmodning om betaling af hovedstolen, dvs. sagsomkostningerne. Anmodning om betaling af hovedstolen, dvs. sagsomkostningerne, foretages ved at anke dommen, jf. hertil retsplejelovens § 322, stk. 1. Heller ikke efter rentelovens § 3, stk. 2 er der derfor krav om, at der nedlægges påstand om forrentning. 

I U.2010.3165H blev sagsomkostningerne på 250.000 kr. forrentet fra betalingstidspunktet. På det tidspunkt havde appellanten i U.2010.3165H ikke nedlagt påstand om tilbagebetaling af de 250.000 kr. 

Skatteministeriets synspunkt er derfor ikke i nøje overensstemmelse med U.2010.3165H. 

Sagsøgte har i sine processkrifter anført følgende til støtte for påstanden: 

Frifindelsespåstanden støttes på, at der ikke er lovhjemmel til at kræve renter af de tilbagebetalte sagsomkostninger. 

Det kræver hjemmel at udbetale renter. Spørgsmålet om forrentning af sagsomkostninger er reguleret i rentelovens § 8 a, stk. 1, hvoraf følger, at sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter lovens § 5, stk. 1 og 2. 

Rentelovens § 8 a indeholder ikke hjemmel til at udbetale renter af tilbagebetalte Sagsomkostninger. Dette er fastslået af Højesteret i UfR 2010.3165 H. Krav på tilbagebetaling af pålagte sagsomkostningsforløb forrentes derimod som udgangspunkt efter den almindelige regel i rentelovens § 3, stk. 2, dvs. fra 30 dage efter at krav om tilbagebetaling er fremsat eller ved en påstand under et sagsanlæg, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen, jf. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt. Forretning af krav på tilbagebetaling af sagsomkostninger kræver, at der forudgående er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren ikke for Højesteret nedlagde en sådan påstand, hvilket sagsøgeren havde kunnet gøre, er der ikke hjemmel til at forrente kravet om tilbagebetaling. 

Sagsøgeren henviser i stævningen til Højesterets dom af 22. september 2015 (UfR 2016.191 H), hvor Højesteret ophævede landsrettens omkostningsafgørelse og fastsatte, at ingen af parterne under hensyn til sagens karakter skulle betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part. Ministeriet modtog af modparten påløbne renter for de tilkendte og udbetalte sagsomkostninger ved landsretsdommen, selvom ministeriet ikke havde nedlagt påstand om forretning af kravet for Højesteret. 

Det har ingen betydning for afgørelsen af det retlige spørgsmål, at der ved en fejl blev anmodet om renter i 22. september 2015-dommen, og at der ved en fejl skete betaling. Det bemærkes, at et tilbagesøgningskrav på renter i den anden sag er forældet. 

UfR 2010.3165 H viser, at tilbagebetalte sagsomkostninger forrentes efter reglerne i rentelovens § 3. En anke fører ikke i sig selv til, at rentelovens § 3, stk. 2 eller 4, finder anvendelse. 

Det kræver, at der bliver nedlagt en særskilt påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger med renter, som det f.eks. var tilfældet i UfR 2010.3165 H. I UfR 2010.3165 H fandt Højesteret, at "der i denne sag foreligger sådanne særlige forhold, at beløbet som påstået bør forrentes fra betalingsdagen". 

I højesteretssagen var der netop nedlagt påstand om tilbagebetaling af sagsomkostningerne med renter. 

De "særlige forhold" må være begrundet i, at den pågældende part ikke havde mulighed for at handle anderledes, herunder at anke uden tilladelse. Henvisningen til særlige forhold viser, at der ikke i almindelighed er hjemmel til tilbagebetaling af sagsomkostninger med forrentning fra betalingstidspunktet uden påstand herom. 

I nærværende sag foreligger der, modsat Højesterets dom fra 2010, ikke sådanne særlige forhold, der begrunder forrentning af de tilbagebetalte sagsomkostninger fra betalingstidspunktet. Sagsøgeren kunne have nedlagt påstand om forrentning af tilbagebetalte sagsomkostninger i forbindelse med ankesagen for landsretten, som det bl.a. blev gjort i Højesterets dom, UfR 2016.1630 H. 

Ovenstående fremgår også af Højesterets dom af 27. november 2019 (sag 191/2018). I sagen tog Højesteret appellantens påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger med renter til følge. Sagsomkostningerne skulle tilbagebetales med procesrente fra datoen for indlevering af ankestævning til Højesteret, og altså ikke fra betalingstidspunktet, der lå forud for indleveringen af ankestævningen. 

Rettens begrundelse og resultat 

Spørgsmålet om forrentning af sagsomkostninger er reguleret i rentelovens § 8 a, stk. 1, hvoraf følger, at sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter lovens § 5, stk. 1 og 2. 

Rentelovens § 8 a indeholder ikke hjemmel til at udbetale renter af tilbagebetalte sagsomkostninger. 

Krav på tilbagebetaling af pålagte sagsomkostningsbeløb forrentes som udgangspunkt efter den almindelige regel i rentelovens § 3, stk. 2, dvs. fra 30 dage efter at krav om tilbagebetaling er fremsat eller ved en påstand under et sagsanlæg, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen, jf. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt. jf. herved UfR 2010.3165 H. 

Forrentning af krav på tilbagebetaling af sagsomkostninger kræver, at der forudgående er nedlagt påstand herom. 

Da sagsøgeren ikke for Højesteret nedlagde en sådan påstand, er der ikke hjemmel til at forrente kravet om tilbagebetaling af sagsomkostninger. 

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge. 

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 9.500 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. 

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

Skatteministeriet frifindes 

H1 skal til Skatteministeriet inden betale sagsomkostninger med 9.500 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.