Dato for udgivelse
06 Nov 2020 14:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Oct 2020 13:20
SKM-nummer
SKM2020.449.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0740755
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Retmæssig ejer, beneficial owner, omgåelse
Resumé

Spørger var ejet af H2 i Luxembourg, som igen var ejet af en fond i Luxembourg. Spørger var finansieret med koncerninterne lån ydet af H2, der havde optaget lån med tilsvarende hovedstole hos fonden. Spørger skulle skifte ejer i fremtiden. I den forbindelse ønskede køberen en bekræftelse på, at hverken H2 eller andre enheder var begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, af de renteindtægter, der blev genereret i perioden 2017 til 2020. Skatterådet bekræftede, at H2 og fonden ikke var begrænset skattepligtige af renteindtægterne.

Hjemmel

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d
Ligningslovens § 3 (nugældende)
Kildeskattelovens § 65 D, stk. 1
Kildeskattelovens § 69, stk. 1 og 2
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2
Direktiv 2003/49/EF (Rente-/ Royaltydirektivet)

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d
Ligningslovens § 3 (nugældende)
Kildeskattelovens § 65 D, stk. 1
Kildeskattelovens § 69, stk. 1 og 2
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2
Direktiv 2003/49/EF (Rente-/ Royaltydirektivet)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.D.8.10.6.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.F.8.2.2.4.2.1.


Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at hverken H2 eller andre enheder skal anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til renteindtægterne genereret i perioden 2017 til 2020 fra Spørger, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d?

Svar:

  1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et ejendomsselskab, som har til formål at eje, udleje og administrere fast ejendom og anden i forbindelse hermed stående virksomhed. Spørger har ingen ansatte. Spørgers ledelse består af en direktion med tre medlemmer. I kraft af sit formål ejer spørger en ejendom beliggende X-adresse København, som Spørger erhvervede i X-måned 20XX. Ejendommen anvendes til udlejning til erhverv, idet en større del af Spørgers ejendom dog på nuværende tidspunkt er under ombygning.

Spørger ejes af H2. (herefter "HoldCo"), beliggende i Luxembourg. HoldCo ejes af H3 (herefter “Fonden"), der er organiseret som en "close ended common contractual fund" - specialiseret investeringsfond, og som er registreret i det Luxembourgske handels- og selskabsregister i overensstemmelse med den Luxembourgske lovgivning vedrørende specialiserede investeringsfonde. Se bilag med koncerndiagram.

Fonden er en såkaldt "value add fond", og kvalificerer sig som en "alternativ investeringsfond" således som disse defineres i direktiv 2011/61/EU om forvaltere af alternative investeringsfonde. Fonden har investeringer i en række lande. Grundet Fondens status som en specialiseret investeringsfond er Fonden underlagt tilsyn af det Luxembourgske finanstilsyn ("Luxembourg Supervisory Authority of the Financial Sector" eller "CSSF"). Fonden investerer i fast ejendom og ejendomsselskaber.

Ejerforholdet mellem Spørger, HoldCo og Fonden har været uændret siden 20XX.

Fonden anses efter Luxembourgsk ret i civilretlig henseende ikke som en juridisk enhed og Fonden er heller ikke et selvstændigt skattesubjekt. Fonden administreres derfor af et administrations-/management selskab, jf. mere herom nedenfor.

Det følger af Fondens fundats, at denne alene kan henvende sig til kvalificerede/institutionelle investorer. En oversigt over Fondens investorer er indsendt til Skattestyrelsen ("Investorerne"). Som det fremgår af oversigten, er Investorerne i overensstemmelse med fundatsen institutionelle investorer, herunder f.eks. pensionskasser.

Til Skattestyrelsen er indsendt en oversigt, der illustrerer hvilke lande, Investorerne er hjemmehørende i, og om det pågældende land har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Luxembourg henholdsvis Danmark. Som det fremgår af oversigten er XX % af Investorerne hjemmehørende i Sverige, XX % er hjemmehørende i Storbritannien, XX % er hjemmehørende i Danmark, XX % er hjemmehørende i Holland, XX % er hjemmehørende i Tyskland og XX % er hjemmehørende på Island. Investorerne er således beliggende i EU og/eller lande, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Fonden administreres af G1 (herefter "Management Company"). Management Company er autoriseret til at agere som administrationsselskab for alternative investeringsfonde af det Luxembourgske finanstilsyn / CSSF og er underlagt tilsyn af samme myndighed. Fonden administreres alene i Investorernes interesse og i overensstemmelse med fondsdokumenterne, der udgøres af fundatsen og en administrationsaftale. Fondsdokumenterne er godkendt af Investorerne og CSSF.

Management Company leverer således en række ydelser til Fonden og Fondens datterselskaber, herunder investment management og asset management. 

Foruden Management Company er Fonden tilknyttet selskabet G2, der agerer som "investment advisor" for Fonden. Endvidere er Fonden tilknyttet G3, der agerer som depositar for Fonden og opbevarer alle Fondens aktiver. 

Spørger er finansieret med en blanding af egenkapital, koncerninterne lån og lån fra tredjemand.

Spørger er finansieret med følgende koncerninterne lån, der er ydet af HoldCo:

  •  x kr. ved låneaftale af september 2017
  •  x kr. ved låneaftale af december 2017
  •  x kr. ved låneaftale af februar 2018
  •  x kr. ved låneaftale af april 2018
  •  x kr. ved låneaftale af oktober 2018
  •  x kr. ved låneaftale af marts 2019
  •  x kr. ved låneaftale af april 2019
  •  x kr. ved låneaftale af april 2019
  •  x kr. ved låneaftale af juni 2019

Svarende til et samlet mellemværende på x kr. (herefter omtalt som "Lånet" eller "Lånene"), hvoraf x  kr. er tilbagebetalt af Spørger til HoldCo.

Rentesatsen på samtlige af Lånene udgør 3,13 % p.a. og er fastsat i overensstemmelse med en transfer pricing analyse udarbejdet til Spørger og HoldCo. Skattestyrelsen bedes derfor i sin besvarelse om at lægge til grund, at rentesatsen er udtryk for armslængdevilkår, og således er i overensstemmelse med ligningslovens § 2.

HoldCo har optaget lån med tilsvarende hovedstole hos Fonden. Rentesatserne adskiller sig fra lånene fra HoldCo til Spørger, som derfor resulterer i en mark up hos HoldCo. Rentesatsen udgør 2,971 % p.a eller 3,013% p.a.

De samlede renteudgifter på Lånene udgør for perioden december 2017 til og med marts 2020 cirka x kr., hvoraf cirka x kr. er betalt til HoldCo (herefter omtalt som "Renter" eller "Renterne"). De resterende renteudgifter er tilskrevet Lånenes hovedstol.

En samlet skematisk oversigt over mellemværendet er indsendt til Skattestyrelsen.

Samtlige Renter, som Spørger har betalt til HoldCo, har HoldCo viderebetalt til Fonden. Disse renteindtægter er i Fonden - efter Management Companys beslutning - anvendt til geninvestering eller dækning af Fondens egne omkostninger. De betalte renter er således ikke blevet anvendt til udlodning til Investorerne, men idet Fonden skattemæssigt må anses som transparent, vil renterne formentlig skulle anses for modtaget af Investorerne og herefter geninvesteret. Det har dog ikke betydning i forhold til Spørgers vurdering af en eventuel begrænset skattepligt på Renterne.

Der er ikke indeholdt kildeskat i forbindelse med Renternes påløb eller betaling til HoldCo, da Spørger er af den opfattelse, at HoldCo ikke er begrænset skattepligtig til Danmark af Renterne efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Spørger skifter ejer i 20XX, forventeligt pr. X-dag.

Køber har i forbindelse med salget af Spørger ønsket at modtage en bekræftelse fra Skattestyrelsen på, at der ikke i forbindelse med tilskrivningen/betalingen af Renterne var pligt til at indeholde kildeskat heraf, jf. kildeskattelovens § 65 D, idet Spørger i modsat fald hæfter for en eventuel undladelse heraf, jf. kildeskattelovens § 69, hvilket er baggrunden for denne anmodning.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er vores opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares bekræftende.

Dette begrunder vi overordnet med, at HoldCo ikke er begrænset skattepligtig af Renterne efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Det nærmere grundlag for vores opfattelse er følgende:

Hovedreglen er, at en udenlandsk modtager af renteindtægter på kontrolleret gæld er begrænset skattepligtig til Danmark af disse, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Som følge heraf skal der indeholdes renteskat med 22 % af den samlede rente i forbindelse med hver udbetaling eller tilskrivning, jf. kildeskattelovens § 65 D, 1. pkt. Der skal dog ikke indeholdes renteskat af renter, som et udenlandsk selskab modtager eller tilskrives fra et dansk selskab, når renterne ikke er skattepligtige, jf. samme bestemmelse, modsætningsvis.

Den begrænsede skattepligt omfatter ikke renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter rente-/royaltydirektivet, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 3. pkt. Dette gælder dog kun, hvis det betalende og modtagende selskab er associerede i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 4. pkt.

Efter rente-/royaltydirektivets artikel 3, litra b, forstås ved associeret selskab blandt andet et selskab, der er associeret med et andet selskab, ved som minimum at besidde en andel på mindst 25 % af det andet selskabs kapital.

HoldCo er et Luxembourgsk S.à r.l., der er hjemmehørende i Luxembourg, og som ejer Spørger med 100 %. HoldCo nyder derfor beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet, jf. direktivets artikel 3, litra a og bilag 1, litra i. HoldCo nyder ligeledes beskyttelse efter den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 11, stk. 1.

Derved er betingelserne for skattefrihed for HoldCo ved betaling og tilskrivning af Renterne som udgangspunkt opfyldt.

Hvis HoldCo ikke er retmæssig ejer (beneficial owner) af renteindtægterne og/eller der er tale om omgåelse, kan der dog alligevel blive tale om begrænset skattepligt efter reglerne i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Som det fremgår ovenfor, er en af betingelserne for skattefrihed, at den danske beskatning skal nedsættes efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller efter EU's rente-/royaltydirektiv.

I dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand er det den retmæssige ejer og ikke den, som umiddelbart optræder som modtager, der anses for retmæssig ejer af renteindtægten.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, artikel 11, stk. 1, fremgår det således, at kildeskat ved tilskrivning eller betaling af renter kun kan frafaldes, hvis rentemodtageren er retmæssig ejer af indtægten.

Spørgsmålet om retmæssig ejer af rentebetalingen/godskrivningen må baseret på den foreliggende danske praksis foretages ud fra en transaktionsbaseret vurdering, der må foretages for hver enkelt tilskrivning/betaling af renter. Dette sker særligt med henblik på en fastlæggelse af, hvem der har dispositionsretten over renteindtægten.

Ud fra praksis kan det udledes, at såfremt renteindtægten ikke er ført videre fra det rentemodtagende selskab i EU, og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til et tredjeland uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter beskatning af renteindtægter skal frafaldes eller nedsættes, vil det rentemodtagende EU-selskab blive anset for at være retmæssig ejer.

Der foreligger efter vores opfattelse ikke retspraksis efter EU-Domstolens afgørelser i de såkaldte "beneficial ownership"-sager, som vedrører tilskrivning eller betaling af renter fra et dansk selskab til selskaber/enheder, som er konstrueret som Fonden.

Spørger bemærker dog, at Skatterådet i SKM2019.450.SR bekræftede, at en alternativ investeringsfond beliggende i EU ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af udloddet udbytte for 2018 og 2019, modtaget fra et dansk anpartsselskab, idet fonden blev anset for retmæssig ejer af de modtagne udbytter, og der var ikke omstændigheder ved udlodningen af udbytterne, der gjorde, at disse kunne anses for omfattet af omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3. I sagen var det et faktum, at det udbyttemodtagende selskab straks efter modtagelsen videreudloddede udbyttet til sine aktionærer. Efter det oplyste af Spørgeren ville den effektive skattebetaling af udbytte fra det danske selskab til de bagvedliggende investorer udgøre 2,97 %.

Skatterådet tillagde det vægt, at hovedparten af de bagvedliggende investorer ville være skattefrie af udbytterne, selvom de havde investeret direkte i det danske selskab, ligesom fonden og fondsforvalteren fremstod uafhængige af de individuelle investorer og således havde selvstændig dispositionsret over modtagne udbytter.

Endvidere kan transaktioner i form af betaling af renter eventuelt blive omfattet af ligningslovens § 3, der gælder ved grænseoverskridende transaktioner, uanset at disse er omfattet af rente-/royaltydirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået af Danmark.

Omgåelsesklausulen medfører, at der skal ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål - eller der som et af hovedformålene har - at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.

Endvidere medfører omgåelsesklausulen, at skattepligtige ikke har fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder ville være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Anvendelse af omgåelsesklausulen medfører, at den skattepligtige nægtes skattefordele efter skatteretten, herunder også rente-/royaltydirektivet. Tilsvarende kan den skattepligtige nægtes fordele forbundet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Det bemærkes, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 oprindeligt blev indført ved lov nr. 540 af 29. april 2015 som en international omgåelsesklausul, der medførte, at skattepligtige bl.a. kunne nægtes de fordele, der følger af rente-/royaltydirektivet. Ved lov nr. 1726 af 27. december 2018 blev der indsat en ny og generel omgåelsesklausul i ligningslovens § 3, der har et bredere anvendelsesområde idet den skal hindre misbrug af regler om selskabsbeskatningen generelt. Den nye generelle omgåelsesklausul har virkning fra og med den 1. januar 2019. Uanset at rentetilskrivninger i perioden til og med 1. januar 2019 principielt skal vurderes efter den tidligere omgåelsesklausul, mens rentetilskrivninger fra 1. januar 2019 og frem principielt skal vurderes efter den nye omgåelsesklausul, er det Spørgers opfattelse, at ændringerne i ligningslovens § 3 ikke gør nogen materiel forskel for vurderingen i denne sag.

Derudover bemærker Spørger, at skattemyndighederne har rejst en række sager, hvor det gøres gældende at hverken rente-/royaltydirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne afskærer Danmark fra at indeholde kildeskat på renter til udlandet.

De danske landsretter stillede i den forbindelse en række præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen omkring rente-/royaltydirektivet. Den 26. februar 2019 afsagde EU-domstolen domme i seks af disse sager. Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 omhandler indeholdelse af kildeskat på renter.

EU-Domstolen fastslog, at det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgere ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte fritagelse for kildeskat af renter, som et datterselskab betaler til sit moderselskab, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.

Vurderingen af, om der foreligger retsmisbrug, kræver et sammenfald af objektive omstændigheder samt et subjektivt element. EU-Domstolen anfører bl.a., at det er undersøgelsen af disse sammenfaldende omstændigheder, som muliggør en efterprøvelse af, om der foreligger elementer, der udgør misbrug, og navnlig om de pågældende erhvervsdrivende har foretaget rent formelle eller kunstige transaktioner, der savner enhver økonomisk og forretningsmæssig begrundelse, med det hovedformål at opnå en uretmæssig fordel.

I denne sag er spørgsmålet dels, om HoldCo kan anses for retmæssig ejer i relation til Renterne, samt om ligningslovens § 3 vil kunne finde anvendelse.

Det er vores opfattelse, at HoldCo skal betragtes som retmæssig ejer (beneficial owner) af Renterne. Det nærmere grundlag herfor er:

For så vidt angår de tilskrevne, men ikke betalte renteindtægter, svarende til cirka x kr., er det vores opfattelse at HoldCo skal anses som retmæssig ejer (beneficial owner) af disse.

De faktisk betalte renter på x kr. har HoldCo viderebetalt til Fonden, der har anvendt midlerne til geninvestering eller til afholdelse af egne omkostninger. Renteindtægterne er således ikke anvendt til udlodning til Fondens Investorer.

Det er vores opfattelse, at HoldCo også skal anses for retmæssig ejer (beneficial owner) for så vidt angår disse renteindtægter, uanset disse er viderebetalt til Fonden.

Baggrunden herfor er først og fremmest, at HoldCo er kreditor på lånene og således den eneste, der kontraktuelt er berettiget til at oppebære tilskrevne og betalte renter. Dette kommer blandt andet til udtryk ved at HoldCo disponerer over renteindtægterne ved at anvende disse til betaling af renter og eventuelt afdrag på egne lån fra Fonden.

Hertil kommer, at der ikke er identitet mellem lånene ydet fra Fonden til HoldCo og fra HoldCo til Spørger, idet rentesatserne anvendt mellem Spørger og Holdco er højere end rentesatserne anvendt mellem HoldCo og Fonden. Dette medfører naturligt, at HoldCo har større renteindtægter end bundne renteudgifter.

Endeligt bemærker vi, at der, henset til hvor Investorerne er hjemmehørende, ikke er grundlag for at anse strukturen for at være udtryk for misbrug eller forsøg herpå. 

For det tilfælde, at Skattestyrelsen alligevel måtte nå frem til, at HoldCo ikke skal anses for retmæssig ejer (beneficial owner) af Renterne, er det fortsat vores opfattelse, at der ikke er begrænset skattepligt til Danmark for disse. Baggrunden herfor er følgende:

Fonden er et Luxembourgsk FCP-SIF og er en specialiseret investeringsfond.

Skatterådet slog i bindende svar, SKM2017.184.SR, fast, at et Luxembourgsk FCP-SIF som udgangspunkt skal anses som værende skattemæssigt transparent efter dansk skatteret. Dette svarer til behandlingen af Fonden efter luxembourgsk ret, hvor Fonden anses som værende skattemæssigt transparent. Yderligere information om Fonden er indsendt til Skattestyrelsen.

Der er derfor efter Spørgers vurdering ikke behov for at foretage en særskilt vurdering af, om Fonden er retmæssig ejer (beneficial owner) af Renterne, idet vurderingen heraf skal foretages på niveau af Investorerne.

Investorerne er hjemmehørende i Sverige, Storbritannien, Holland, Tyskland, Island og Danmark. Tre af investorerne investerer gennem skattemæssigt transparente enheder i Luxembourg (partnerships). Disse tre investorer er tyske pensionskasser (hvor der investeres gennem en tysk Sondervermögen, der efter en dansk skattemæssig kvalifikation som udgangspunkt vil skulle anses som et selvstændigt skattesubjekt efter praksis).

Disse investorer er således alle hjemmehørende i lande, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med (hvoraf enkelte investerer gennem skattemæssigt transparente enheder i Luxembourg, jf. ovenfor), og må anses som selvstændige skattesubjekter i henhold til de respektive dobbeltbeskatningsoverenskomster. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der primært er tale om institutionelle investorer, hvorfor disse ikke nødvendigvis er almindelig selskabsskattepligtige.

Uanset dette, er det vores opfattelse, at de stadig må anses som berettiget til fordele efter dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvis de blot er subjektivt skattepligtige, men objektivt skattefritaget. I dansk kontekst modsvares dette eksempelvis af en investeringsforening med minimumsbeskatning efter ligningslovens § 16 C eller et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, der er objektivt skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19.

Der henvises i denne forbindelse til TfS 2000,394 hvoraf det fremgår, at Skatteministeriets Departement har udtalt, at pensionskasser og akkumulerende og udloddende investeringsforeninger kan betragtes som skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i den forstand, som udtrykket anvendes i de af Danmark indgåede dobbeltbeskatningsaftaler, uanset om de i henhold til intern dansk ret er fritaget for skattepligt.

Det er vores opfattelse at tilsvarende må gøre sig gældende for så vidt angår Investorerne, hvilket også er i overensstemmelse med den Juridiske Vejledning 2020-2, afsnit C.F.8.2.2.4.2.1 og kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst. Den skattemæssige kvalifikation af Investorerne er overvejende baseret på oplysninger fra FATCA/ CRS/ W-8BEN.

For fuldstændighedens skyld skal det desuden bemærkes, at det er Spørgerens forståelse, at de pensionsforsikrede/pensionsopsparende er personer der, i perioden hvor de indbetaler deres pensionsbidrag, arbejder i det land hvor Investor er hjemmehørende (dette er dog ikke blevet bekræftet ved en nærmere analyse, da renteindtægterne er blevet anvendt til afholdelse af omkostninger på Fondsniveau).

Investorerne i fonden er alle direkte eller indirekte (se anmodningen, hvor det angives, at enkelte tyske pensionsinstitutter investerer gennem skattemæssigt transparente enheder i Luxembourg) er pensionsinstitutter, der lokalt skal anses som selvstændige skattesubjekter, med den undtagelse, at der er en mindre medinvestering fra managementselskaberne, H4 and H5, der tilsammen har en investering på ca. X%. Disse selskaber er selskabsbeskattede i hhv. UK og Sverige.

Det kan derfor lægges til grund som en forudsætning for Skattestyrelsens indstilling, at alle de bagvedliggende investorer i fonden er pensionskasser. Se dog bemærkningen ovenfor i relation til managementselskabernes lille medinvestering.  

De dansk hjemmehørende Investorer er ikke begrænset skattepligtige af renteindtægterne, idet sådanne indtægter indgår i opgørelsen af Investorernes selskabsskat, der opgøres som følge af disse Investorers fulde skattepligt til Danmark. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at de danske Investorer enten er beskattet i henhold til den særlige pensionsafkastbeskatningsordning, PAL-beskatning (pensionskasser), eller en kombination af selskabsbeskatning og PAL-beskatning (livsforsikringsselskaber).

Under hensyntagen hertil, og taget i betragtning, at (i) samtlige af de betalte renter, enten er geninvesteret af Investorerne i regi af Fonden eller anvendt til at afholde Fondens omkostninger, (ii) den etablerede struktur fremstår forretningsmæssigt begrundet og (iii) Investorerne er selvstændige skattesubjekter, er det vores opfattelse, at der ikke vil være begrænset skattepligt til Danmark af renteindtægterne, selv i det tilfælde hvor HoldCo ikke kan anses for at være retmæssig ejer (beneficial owner) af renteindtægterne, da de direkte investorer i Fonden i det tilfælde må anses som retmæssige ejere, allerede fordi der ikke sker gennemstrømning fra Fonden samt at renteindtægterne anvendes til afholdelse af omkostninger på niveau af Fonden. 

Om misbrug samt ligningslovens § 3 bemærker vi, at som det er tilfældet i enhver anden fond, kendes investorerne ikke (nødvendigvis) på tidspunktet for fondens etablering. Dette understøtter en formodning imod, at skatteplanlægning har udgjort hoveddrivkraften bag at etablere strukturen, således som denne er blevet.

Der er derfor ikke holdepunkter for at betragte strukturen som etableret med henblik på at opnå en fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Hertil kommer, at Investorernes baggrund for at investere i Spørger fremstår forretningsmæssigt begrundet, idet det er sædvanligt for institutionelle investorer at investere indirekte via investeringsfonde, samt at Investorerne er uden sammenfaldende interesser.

Herefter er der efter Spørgers opfattelse ikke grundlag for at betragte HoldCo som et gennemstrømningsselskab, der er indskudt mellem Spørger og Investorerne med henblik på at undgå beskatning i Danmark af renteindtægterne. Dette understøttes af, at midlerne videreudloddet fra HoldCo til Investorerne er anvendt til geninvestering i regi af Fonden og afholdelse af Fondens omkostninger, jf. ovenfor.

Der er efter Spørgers opfattelse heller ikke grundlag for at anse situationen for at være omfattet af omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3.

På baggrund af argumentationen ovenfor, er det spørgers vurdering, at Renterne ikke er omfattet af begrænset dansk skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, uanset om HoldCo eller Investorerne i Fonden, der anses som retmæssige ejere af Renterne.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares med et "ja". 

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at hverken H2 eller andre enheder skal anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til renteindtægterne genereret i perioden 2017 til 2020 fra Spørger, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Begrundelse

Spørger anfører i sin anmodning om bindende svar, at Spørger ønsker at modtage en bekræftelse fra Skattestyrelsen på, at der ikke i forbindelse med tilskrivningen/betalingen af renterne var pligt til at indeholde kildeskat heraf, jf. kildeskattelovens § 65 D, idet Spørger i modsat fald hæfter for en eventuel undladelse heraf, jf. kildeskattelovens § 69, hvilket er baggrunden for denne anmodning.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, at der alene kan gives bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition eller den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage. Indeholdelsespligt efter kildeskattelovens § 65 er en administrativ regel om opkrævning. Indeholdelsespligt falder således udenfor det område, hvorom der afgives bindende svar. Se også SKM2013.783.SR.

Der gives derfor kun svar på, om der er begrænset skattepligt af rentebetalingerne.

Selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtige til Danmark af visse koncerninterne renter fra Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Skattepligten omfatter ikke renter, hvis beskatningen skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF (Rente- og Royaltydirektivet) eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det modtagende selskab m.v. er hjemmehørende, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 3. pkt.

Det er dog en betingelse herfor, at det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 4. pkt.

Det modtagende selskab, H2 er et "société à responsabilité limitée" og dermed omfattet af Direktiv 2003/49/EF, jf. direktivets art. 3, litra a) og bilagets litra i). Samtidig fremgår det af direktivets art. 3, litra b), i) at et associeret selskab er et selskab, der direkte besidder en andel på mindst 25 % af det andet selskabs kapitalH2 nyder derfor som udgangspunkt beskyttelse af Direktiv 2003/49/EF.

H2 nyder som udgangspunkt også beskyttelse efter art. 11, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, der fastslår, at renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvis denne person er renternes retmæssige ejer, kun kan beskattes i denne anden stat.                                                      

Beneficial owner

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hverken direktivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg afskærer Danmark fra at beskatte rentebeløbet, hvis det luxembourgske selskab ikke kan anses for "beneficial owner" af rentebeløbet.

Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, indeholder derfor i sig selv en klar hjemmel til at udnytte adgangen til at fastholde den begrænsede skattepligt med henblik på at imødegå misbrug.

I medfør af rente-/royaltydirektivets art. 1 er det en betingelse for bortfald af kildeskat på renter m.v., at det selskab i en anden medlemsstat, der modtager renter m.v., er den "retmæssige ejer" ("beneficial owner"). Betalingerne skal være til eget brug. Dette gælder kun, hvis det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i direktivet (25 % ejerskab).

Vurderingen af, hvem der kan anses for retmæssig ejer (beneficial owner) er således en transaktionsbestemt vurdering, der skal foretages for hver enkelt rentebetaling. Dette sker særligt med henblik på at fastlægge, hvem der har dispositionsretten over renterne.

Begrebet "retmæssig ejer" skal fortolkes i overensstemmelse med den internationale forståelse, der bl.a. er kommet til udtryk i kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst art. 10, stk. 2 (pkt. 12) og i SKM2012.121.SR. I kommentarerne til Modeloverenskomsten er spørgsmålet om forståelsen af udtrykket "beneficial owner" oversat til "retmæssig ejer". Se også punkt 9 og 9.1 i kommentarerne til art. 11 i OECD’s modeloverenskomst.

Af kommentarerne fremgår, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke i sig selv afskærer/begrænser kildestatsbeskatning af udbytter, medmindre den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Afgørende for fastlæggelsen af beneficial owner er efter kommentarerne, om den formelle udbyttemodtager blot "fungerer som "gennemstrømningsenhed" (conduit) for en anden person, der rent faktisk modtager den pågældende indkomst".

Det kan udledes af praksis, jf. SKM2012.320.SR, SKM2013.375.SR, SKM2014.18.SR, SKM2014.741.SR, at hvis udbyttet ikke er ført videre fra det udbyttemodtagende EU- eller DBO-selskab, og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til et tredjeland uden om en dobbeltbeskatningsoverenskomst, vil det udbyttemodtagende EU/DBO-selskab blive anset for at være beneficial owner, se dog nedenfor.

I Skatterådets afgørelser i SKM2019.450.SR samt SKM2018.504.SR har Skattestyrelsen bl.a. anført, at det kan udledes ud fra praksis, at et udbyttemodtagende EU-selskab vil blive anset for at være retmæssig ejer hvis udbyttet ikke er ført videre - og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre - fra det udbyttemodtagende selskab i EU til et tredjeland, som ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, som medfører at beskatning af udbytte skal frafaldes eller nedsættes.

Østre Landsret udtaler i SKM2012.121.ØLR, at det må antages, at tilsidesættelse af en overenskomstmæssig begrænsning i kildeskatten forudsætter, at udbetalingen er ført videre eller i hvert fald med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til personer i tredjelande uden dobbeltbeskatningsoverenskomst. Østre Landsret konkluderer, at for at kvalificere som misbrug skal selskabet i den stat, hvormed dobbeltbeskatningsoverenskomsten er indgået, være skudt ind mellem udbetaleren og den egentligt berettigede som et mellemled, der viderefører den skattefri udbetaling til den kontrollerende person i et tredjeland uden dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at selv hvis udbyttet føres videre fra den umiddelbare udbyttemodtager til en endelig udbyttemodtager i EU eller et land, der har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, så kan der stadigvæk foreligge misbrug, hvis den endelige udbyttemodtager beskattes lempeligere end hvis udbyttet var modtaget direkte fra det danske selskab, og formålet med strukturen netop er at opnå en sådan lempeligere beskatning fx ved udnyttelse af overenskomstmæssige fordele. Se Skatterådets afgørelse i SKM2016.197.SR, hvor det blev lagt til grund, at et indskudt holdingselskab blev anvendt til at opnå overenskomstmæssige fordele for investorerne, selvom disse også var bosiddende i lande inden for EU og lande, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Spørger oplyser, at der er renteindtægter på x kr. som er tilskrevne, men ikke betalte. Derudover er der faktisk betalte renter på x kr. De faktisk betalte renter på x kr. er viderebetalt til Fonden, der har anvendt midlerne til geninvestering eller til afholdelse af egne omkostninger. Renteindtægterne er således ikke anvendt til udlodning til Fondens Investorer.

Det er Spørgers opfattelse, at HoldCo skal anses for retmæssig ejer (beneficial owner) af alle renteindtægterne, uanset om disse er viderebetalt til Fonden. Spørgers begrundelse for denne opfattelse er, at HoldCo er kreditor på lånene og således den eneste, der kontraktuelt er berettiget til at oppebære tilskrevne og betalte renter.

Desuden henviser Spørger til, at der ikke er identitet mellem lånene ydet fra Fonden til HoldCo og fra HoldCo til Spørger, idet rentesatserne anvendt mellem Spørger og Holdco er højere end rentesatserne anvendt mellem HoldCo og Fonden.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der kun er marginal forskel på rentesatserne på lånene, og at der derfor er identitet mellem lånene. Det lægges i øvrigt til grund for besvarelse, at rentesatsen er fastsat på arms længde vilkår.

I medfør af rente- /royaltydirektivets artikel 1 er det en betingelse for bortfald af kildeskat på renter m.v., at det selskab i en anden medlemsstat, der modtager renter m.v., er den "retmæssige ejer" ("beneficial owner"). Betalingerne skal være til eget brug.

I dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand er det den retmæssige ejer og ikke den, som umiddelbart optræder som modtager, der anses for modtager af udbytte.

Det fremgår således også af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg art. 11, stk. 1, at kildeskat ved betaling af renter kun kan frafaldes, hvis udbyttemodtageren er retmæssig ejer af renteindtægten. Se også punkt 11 og 12 til artikel 10 i kommentaren til OECDs modeloverenskomst.

Spørger har oplyst, at fonden kvalificerer sig som en alternativ investeringsfond efter direktiv 2011/61/EU. Spørger henviser desuden til SKM2019.450.SR, hvor en alternativ investeringsfond beliggende i EU ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af udloddet udbytte for 2018 og 2019, modtaget fra et dansk anpartsselskab, idet fonden blev anset for retmæssig ejer af de modtagne udbytter.

I SKM2014.676.SR fandt Skatterådet, at et S.a.r.l. benævnt B, der var skattemæssigt hjemmehørende i Luxembourgikke var begrænset skattepligtig til Danmark af modtagne renter fra et dansk anpartsselskab, idet det blev lagt til grund, at rentebetalingerne ikke var bestemt og ikke ville blive ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen. B kunne anses for at være beneficial owner af de nævnte renter.

Da spørger har oplyst, at H3 er skattemæssigt transparent, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det er de bagvedliggende investorer, der kan anses for retmæssig ejer af renteindtægterne.

Selvom renterne ikke videreudloddes til investorerne, vil renterne - som følge af fondens transparens - blive anset for modtaget af investorerne og geninvesteret af disse.

Da fonden er skattemæssigt transparent efter Luxembourgs skattelovgivning, nyder den ikke beskyttelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Det må derfor vurderes, om der er kildeskat på rentebetalingerne til de bagvedliggende investorer.

Spørger har oplyst, at alle bagvedliggende investorer er pensionskasser - bortset fra X procent, der ejes af managementselskaberne, H4 og H5. Disse selskaber er selskabsbeskattede i hhv. UK og Sverige. Disse oplysninger lægges derfor til grund som en forudsætning for Skattestyrelsens indstilling.

OECD’s modeloverenskomst blev revideret i 2017. I den forbindelse blev udtrykket "anerkendt pensionskasse" bl.a. indsat i modeloverenskomstens artikel 4, stk. 1, for at sikre, at en pensionskasse, der opfylder definitionen, betragtes som hjemmehørende.

En anerkendt pensionskasse blev samtidig defineret i artikel 3, stk. 1, litra i).

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at indsættelsen af udtrykket "anerkendt pensionsinstitut" i artikel 4, stk. 1, og definitionen af begrebet "anerkendt pensionsinstitut" i artikel 3, stk. 1, litra i), i forhold til Danmark alene skal fortolkes som en præcisering af den gældende retstilstand. Anerkendte pensionskasser er derfor også omfattet af tidligere affattede dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Pensionsinstitutter etableret i et land anses derfor for hjemmehørende i det pågældende, selvom instituttet er helt eller delvist fritaget for skat. 

Kommentarerne i pkt. 8.6 til artikel 4 henviser til hele definitionen af "recognised pension fund" i artikel 3, stk. 1, dvs., at definitionen begrebsmæssigt også omfatter mellemliggende selvstændige skattesubjekter, som alene handler som formidlere ved investering af midler, der anvendes til udbetaling af pensionsydelser til fysiske personer. Som bevæggrund for denne behandling anføres det i pkt. 10.17 i kommentarerne til artikel 3, at:

 "[…] er det hensigtsmæssigt at behandle dem ligesom de pensionskasser, der investerer gennem dem."

F.s.v.a. de tyske pensionskasser, der investerer via en "Sondervermögen", anses derfor også den pågældende "Sondervermögen" som pensionskasse, når disse er retmæssige ejere af rentebetalingerne.  Der er tale om pensionsinstitutter, der samlet foretager en investering gennem mellemliggende selvstændige skattesubjekter.

En opnåelse af status som pensionskasse i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne medfører, at pensionskasserne opnår beskyttelse som hjemmehørende personer efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Efter mange dobbeltbeskatningsoverenskomster skal kildelandet frafalde kildebeskatningen af rentebetalinger. Det er også tilfældet for dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med de lande, som pensionskasserne, der i den konkrete sag har investeret via fonden, er hjemmehørende i: Sverige, Island, Storbritannien, Nederlandene, Tyskland og Luxembourg.

For så vidt angår de X procent af ejerne, der udgøres af managementselskaberne H4 and H5, som er selskabsbeskattede i henholdsvis UK og Sverige, vil disse også kunne opnå beskyttelse efter Storbritanniens og Sveriges dobbeltbeskatningsoverenskomster med Danmark, idet det forudsættes, at der er tale om selskaber omfattet af disse overenskomster.

De bagvedliggende investorer i fonden kan derfor anses som beneficial owners af rentebetalingerne.

Ligningslovens § 3

Omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 medfører, at der skal ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål - eller der som et af hovedformålene har - at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelle under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.

Endvidere medfører omgåelsesklausulen, at skattepligtige ikke har fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Anvendelse af omgåelsesklausulen medfører, at den skattepligtige nægtes skattefordele efter skatteretten, herunder også moder-/datterselskabsdirektivet. Tilsvarende kan den skattepligtige nægtes fordele forbundet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst, eksempelvis skattefritagelse, skatteudskydelse eller andre godtgørelser.

Det bemærkes, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 blev indført ved lov nr. 540 af 29. april 2015 som en international omgåelsesklausul, der medførte at skattepligtige kunne nægtes de fordele, der følger af rente-/royaltydirektivet, moder-/datterselskabsdirektivet, fusionsskattedirektivet og dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ved lov nr. 1726 af 27. december 2018 blev der indsat en ny og generel omgåelsesklausul i ligningslovens § 3. Den nye omgåelsesklausul har således et bredere anvendelsesområde end den tidligere, idet den skal hindre misbrug ikke blot af direktiverne og dobbeltbeskatningsoverenskomster, men af selskabsbeskatningen generelt.

Den nye generelle omgåelsesklausul har virkning fra og med den 1. januar 2019.

Det betyder, at de betalte renter fra december 2017 til 1. januar 2019 skal vurderes i forhold til den tidligere internationale omgåelsesklausul, mens de betalte renter fra 1. januar 2019 og frem skal vurderes i forhold til den nye generelle omgåelsesklausul. Skattestyrelsen finder dog ikke, at det i denne sag gør nogen materiel forskel.

Ved vurderingen af, om et arrangement kan tilsidesættes efter ligningslovens § 3, indgår tre elementer: 1) Der skal være en skattefordel, 2) ét af de væsentligste formål med arrangementet skal være at opnå skattefordelen, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og 3) arrangementet anses ikke for at være reelt under hensyntagen til alle de relevante faktiske forhold og omstændigheder, herunder om arrangementet er tilrettelagt af velbegrundede, kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Der indgår således både en objektiv og en subjektiv vurdering. Betingelserne er kumulative, og ved vurderingen skal der foretages en konkret afvejning af fordelene ved arrangementet i forhold til den forretningsmæssige begrundelse (proportionalitet).

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Lov nr. 1726 af 17. december 2018 (L 28 2018-19), at arrangementer skal fortolkes bredt og vil omfatte enhver aftale, fælles forståelse, ordning, transaktion eller serier heraf, uanset om der kan støttes ret herpå. Et låneforhold mellem to koncernselskaber er således også omfattet af begrebet arrangement(er).

I den foreliggende sag er spørgsmålet, om ligningslovens § 3 vil kunne finde anvendelse i forbindelse med de omhandlede renter.

Det arrangement, der skal bedømmes, er betalingen af renter på lånet fra H2 til H1, som er et viderelån fra H3 til H2, og betalingen af renterne fra H2 til H3.

Der lægges bl.a. vægt på, at HoldCo efter det oplyste ikke kan anses, at være et gennemstrømningsselskab, der er indskudt mellem H1 og fonden og de ultimative investorer for at undgå beskatning i Danmark af de omhandlede renter.

Det er således oplyst, at hovedparten af de bagvedliggende institutionelle investorer er hjemmehørende i enten Danmark eller i EU-lande. De investorer, der er hjemmehørende i EU-lande ville således have været skattefrie af renter, hvis de havde modtaget renteindtægterne direkte fra det danske selskab. De investorer, der er hjemmehørende i Danmark er ikke begrænset skattepligtige af renteindtægterne, uanset omHoldCo var indsat i strukturen eller ej, da disses indtægter beskattes i Danmark. I den henseende kan der henvises til præmis 137 i EU-domstolens dom i sagerne C-115/16.

De bagvedliggende investorer, der for størstedelens vedkommende er pensionskasser, må anses for beneficial owners af rentebetalingerne og skal ikke betale dansk kildeskat på renterne efter de respektive dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ud fra de foreliggende oplysninger er Skattestyrelsen enig med Spørger i, at formålet med arrangementet ikke er at opnå en skattefordel. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at ligningslovens § 3 ikke skal anvendes i den konkrete sag, idet der ikke er tale om et arrangement tilrettelagt med det hovedformål, eller et af hovedformålene at opnå en skattefordel, der virker mod formålet og hensigten med skatteretten.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

d)      oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af § 1 eller litra a har til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens kapitel 4 (kontrolleret gæld). Dette gælder dog ikke for renter af fordringer, som er knyttet til et fast driftssted omfattet af litra a. Skattepligten omfatter ikke renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab m.v. er hjemmehørende. Dette gælder dog kun, hvis det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i dette direktiv i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder, hvis et dansk moderselskab m.v. selv direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse i det modtagende selskab m.v., jf. § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder desuden, hvis det modtagende selskab m.v. er under bestemmende indflydelse af et moderselskab m.v., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab m.v. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne, hvis betingelserne herfor efter disse regler er opfyldt. Skattepligten bortfalder endvidere, hvis det modtagende selskab m.v. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst ¾ af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab m.v., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning,

Ligningslovens § 3 (nugældende)

Skattepligtige selskaber og foreninger m.v. skal ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som værende ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Stk. 3. Indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal foretages på baggrund af det reelle arrangement eller serie af arrangementer, hvis der ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer efter stk. 1.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for andre deltagere i arrangementerne eller serierne af arrangementer, når deltagerne er skattepligtige omfattet af kildeskattelovens §§ 1 eller 2 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2.

Stk. 5. Skattepligtige har ikke fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Stk. 6. Stk. 1-4 har forrang i forhold til stk. 5 ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU.

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge sager om anvendelse af stk. 1-5 for Skatterådet til afgørelse. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og § 27, stk. 2, 2. pkt., for foretagelse eller ændring af ansættelser, der er en direkte følge af anvendelsen af stk. 1-5, forlænges med 1 måned og anses for afbrudt ved told- og skatteforvaltningens fremsendelse til Skatterådet og den skattepligtige af indstilling til afgørelse.

Ligningslovens § 3 som affattet ved lov nr. 540 af 29. april 2015 (den tidligere gældende § 3 i ligningsloven)

Skattepligtige har ikke de fordele, der følger af direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater og direktiv 2009/133/EF om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, partiel spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater og ved flytning af et SE’s eller SCE’s vedtægtsmæssige hjemsted mellem medlemsstater som implementeret i dansk lovgivning, til arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod indholdet af eller formålet med direktiverne, og som ikke er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som ikke reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Stk. 3. Skattepligtige har ikke fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Stk. 4. Uanset stk. 3 skal stk. 1 og 2 anvendes ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en bestemmelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU, hvis den skattepligtige alternativt kunne påberåbe sig en fordel i et af direktiverne om direkte beskatning.«

Kildeskattelovens § 65 D, stk. 1

I forbindelse med enhver udbetaling eller godskrivning af renter til et selskab m.v., der er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skal den, for hvis regning udbetalingen eller godskrivningen foretages, indeholde 22 pct. af den samlede rente. Det indeholdte beløb benævnes »renteskat«. Pligten til at indeholde renteskat påhviler selskaber, fonde og foreninger, der har hjemting her i landet. Hvis den, for hvis regning udbetaling eller godskrivning foretages, ikke har hjemting her i landet og udbetalingen eller godskrivningen foretages af en dertil befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, påhviler det den befuldmægtigede at foretage indeholdelse. Bestemmelsen i § 46, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Kildeskattelovens § 69, stk. 1 og 2

Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Den, som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over for det offentlige for betaling af det indeholdte beløb.

Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2

Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Stk. 2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg art. 11, stk. 1 (BKI 1982-09-23 nr. 95 som ændret ved BKI 2010-06-09 nr. 44 og BKI 2015-01-08 nr. 2)

Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

Den nordiske dobbeltbeskatningsbeskatningsoverenskomst, art. 11 (BKI 1997-06-25, nr. 92)

Stk. 1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som betales til en i en anden kontraherende stat hjemmehørende person, kan kun beskattes i denne anden stat, hvis denne person er den retmæssige ejer af renterne.

Stk. 2. Såfremt renternes retmæssige ejer er hjemmehørende i en kontraherende stat og har et fast driftssted eller et fast sted i en anden kontraherende stat end den, i hvilken han er hjemmehørende, og den fordring, der ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med erhvervsvirksomhed, som drives fra det faste driftssted, respektive frit erhverv, som udøves fra det faste sted, skal, uanset bestemmelserne i stykke 1, renter, som hidrører fra en kontraherende stat og betales til en sådan retmæssig ejer, beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 i den kontraherende stat, hvori det faste driftssted, henholdsvis det faste sted, er beliggende.

Stk. 3. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, som ikke er udbytte i henhold til art. 10, stykke 6, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke. Udtrykket omfatter især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

Stk. 4. Såfremt en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer af renten, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renten set i forhold til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer af renten, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de berørte kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien

Art. 11 (BKI nr. 81-02-12 nr. 6, BKI 1992-01-22, nr. 7, BKI 19992-10-22, nr. 108, BKI 1996-11-07 nr. 141 og BKI 1997-07-31, nr. 93)

Stk. 1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.

Stk. 2. Udtrykket "rente" betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder præmier og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, men omfatter ikke indkomst, der er omhandlet i artikel 10. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

Stk. 3. Bestemmelserne i stykke 1 i denne artikel skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

Stk. 4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renten af en eller anden grund overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Stk. 5. Ingen bestemmelse i nogen af de kontraherende staters lovgivning, som kun vedrører rente, der betales til et selskab, der ikke er hjemmehørende i den pågældende stat, kan anvendes på en sådan måde, at det kan kræves, at en sådan rente, der betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal behandles som en udlodning, der er foretaget af det selskab, der betaler renten.

Stk. 6. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis det var hovedformålet eller et af hovedformålene hos enhver person, der medvirkede ved stiftelsen eller overdragelsen af den gældsfordring, som ligger til grund for udbetalingen af renter, at drage fordel af denne artikel ved hjælp af denne stiftelse eller overdragelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Nederlandene, art. 11 (BKI 1998-04-22, nr. 4)

Stk. 1. Renter, der hidrører fra en af staterne og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan, hvis den pågældende er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

Stk. 2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i henhold til denne artikel.

Stk. 3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en af staterne, driver erhvervsvirksomhed i den anden stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

Stk. 4. Renter skal anses for at hidrøre fra en af staterne, hvis de betales af denne stat selv, af en af dens politiske underafdelinger, en lokal myndighed deri, eller af en person, der er hjemmehørende i denne stat. I tilfælde, hvor den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en af staterne eller ej, har et fast driftssted eller et fast sted i en af staterne, i forbindelse med hvilket den gæld, hvoraf renten betales, er stiftet, og sådan rente afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, hvori det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

Stk. 5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renterne, set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver stat under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland, art. 11 (BKI 1996-06-12, nr. 158)

Stk. 1.Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

Stk. 2. Udtrykket "renter" betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel. Udtrykket "renter" omfatter dog ikke indkomst, som er omfattet af artikel 10.

Stk. 3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

Stk. 4. I tilfælde, hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og det som rente betalte beløb overstiger - uanset af hvilken grund - det rentebeløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende rentebeløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Direktiv 2003/49/EF (Rente-/ Royaltydirektivet)

Artikel 1

Anvendelsesområde og procedure

1.   Betalinger af renter eller royalties, der opstår i en medlemsstat, fritages for enhver form for skat i denne stat, hvad enten den opkræves ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse, forudsat at den retmæssige ejer af de pågældende renter eller royalties er et selskab i en anden medlemsstat eller et fast driftssted beliggende i en anden medlemsstat og tilhørende et selskab i en medlemsstat.

Artikel 3, litra a og b

Definition af selskab, associeret selskab og fast driftssted

I dette direktiv forstås ved:

a)

»selskab i en medlemsstat«: ethvert selskab,

i)

der har en af de former, der er nævnt på listen i bilaget, og

ii)

som i overensstemmelse med skattelovgivningen i medlemsstaten anses for at være hjemmehørende i denne stat, og som ikke i henhold til en dobbeltindkomstbeskatningsoverenskomst med et tredjeland kan anses for at være hjemmehørende uden for Fællesskabet i skattemæssig henseende, og

iii)

som er omfattet af en af følgende skatter uden fritagelse eller af en identisk eller næsten tilsvarende skat, der efter dette direktivs ikrafttræden pålignes som supplement til eller i stedet for de eksisterende skatter:

(…)

selskabsskat i Danmark

(…)

b) »associeret selskab«: et selskab, der er associeret med et andet selskab, som minimum ved at:

i)

det direkte besidder en andel på mindst 25 % af det andet selskabs kapital, eller

ii)

det andet selskab direkte besidder en andel på mindst 25 % af dets kapital, eller

iii)

et tredje selskab direkte besidder en andel på mindst 25 % af både dets kapital og af det andet selskabs kapital.

Kapitalandelene må kun angå selskaber, der er hjemmehørende i Fællesskabet.

Medlemsstaterne kan imidlertid erstatte kriteriet om en minimumsandel af kapitalen med kriteriet om en minimumsandel af stemmerettighederne.

Bilag til direktiv 2003/49/EF, litra i)

Liste over selskaber, der er omfattet af direktivets artikel 3, litra a)

(…)

i) selskaber, der i luxembourgsk ret benævnes »société anonyme«, »société en commandite par actions« og »société à responsabilité limitée«

(…)

OECD’s modeloverenskomst 2017, art. 3, stk. 1, litra i

Stk. 1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

(…)

i)udtrykket “anerkendt pensionskasse" i en stat betyder en enhed eller ordning, der er etableret i den pågældende stat og behandles efter den pågældende stats skattelovgivning som en selvstændig person og:

i)er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives for at administrere eller udbetale pensionsydelser og supplerende eller tilknyttede ydelser til fysiske personer, og som er reguleret som en sådan af den pågældende stat eller en af dennes politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, eller

ii)er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives for at investere midler til gavn for enheder omfattet af nr. i).

OECD’s modeloverenskomst 2017 art. 4, stk. 1

Stk. 1. I denne overenskomst anvendes udtrykket “hjemmehørende i en kontraherende stat" (eller andre former af dette udtryk) på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium, og udtrykket omfatter tillige staten, enhver politisk underafdeling og lokal myndighed samt de af den pågældende stat anerkendte pensionskasser. Udtrykket omfatter dog ikke personer, som er skattepligtige til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat eller formue, der befinder sig dér.

Forarbejder

Bemærkninger til ligningslovens § 3 - Lov nr. 1726 af 17. december 2018 (L 28 2018-29)

Skatteforvaltningen skal efter stk. 1, 1. pkt., fortsat foretage en objektiv analyse af alle relevante faktiske forhold og omstændigheder ved vurderingen af, hvorvidt et arrangement eller en serie af arrangementer udgør et misbrug, dvs. virker mod formålet og hensigten med skatteretten. Vurderingen af, om et arrangement eller en serie af arrangementer virker mod formålet og hensigten med skatteretten, vil skulle inddrage både formålet med den enkelte bestemmelse og de overordnede principper, som skattereglerne er baseret på.

Omgåelsesklausulen omfatter arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har, at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten.

Arrangementer skal fortolkes bredt og vil omfatte enhver aftale, fælles forståelse, ordning, transaktion eller serier heraf, uanset om der kan støttes ret herpå.

Ved hovedformål forstås, at det blot skal være et af formålene med arrangementet. Der kan med andre ord godt være andre formål med arrangementet.

Det vil påhvile Skatteforvaltningen at fastslå, at der er tale om et arrangement med det hovedformål eller et af hovedformålene at opnå en skattefordel, der virker mod formålet og hensigten med skatteretten.

Omgåelsesklausulen finder ikke anvendelse, hvis arrangementet eller arrangementerne er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at omgåelsesklausulens anvendelsesområde i forhold til den gældende bestemmelse udvides til at omfatte skatteretten som helhed. Klausulen vil således ikke længere være begrænset til at kunne nægte fordele efter selskabsskattedirektiverne. Dette indebærer, at omgåelsesklausulen fremover ikke vil være begrænset til anvendelse ved grænseoverskridende transaktioner, men at omgåelsesklausulen også kan finde anvendelse på rent nationale forhold.

Det følger endvidere af forslaget, at omgåelsesklausulen skal finde anvendelse på selskaber omfattet af selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 og fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningslovens § 1. Dette omfatter både danske selskaber, fonde og foreninger, der er fuldt skattepligtige til Danmark, og udenlandske selskaber, fonde og foreninger, der er begrænset skattepligtige til Danmark f.eks. som følge af, at de har et fast driftssted i Danmark eller modtager udbytte-, rente- eller royaltybetalinger fra Danmark. Klausulen vil også gælde for så vidt angår udenlandske selskaber, der deltager i en international sambeskatning i Danmark eller er omfattet af reglerne om beskatning af kontrollerede datterselskaber (CFC-reglerne).

(…)

Bestemmelsen i forslagets stk. 1, 2. pkt., hvorefter et arrangement kan omfatte flere trin eller dele, er udtryk for en præcisering af, at et arrangement godt kan bestå i flere sammenhængende transaktioner.

Det følger af forslagets stk. 2, at et arrangement eller en serie af arrangementer anses for reelt, hvis det er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Ved denne vurdering kan der tages hensyn til alle relevante forhold og omstændigheder, herunder den samlede koncerns forhold.

Det vil være op til den skattepligtige at godtgøre, at arrangementet eller arrangementerne er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed, hvilket den skattepligtige må antages at være den nærmeste til at godtgøre.

(…)

Praksis

SKM2019.450.SR

Skatterådet bekræftede, at et selskab beliggende i EU ikke var begrænset skattepligtigt til Danmark af udloddet udbytte for 2018 og 2019 fra A ApS, idet selskabet blev anset for retmæssig ejer af de modtagne udbytter og der ikke var omstændigheder ved udlodning af udbytterne der gjorde, at disse kunne omfattes af omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3.

SKM2018.504.SR

Skatterådet bekræftede, at et selskab beliggende i EU ikke var begrænset skattepligtigt til Danmark af udloddet udbytte for 2016 og 2017 fra A ApS, idet selskabet blev anset for retmæssig ejer af de modtagne udbytter og der ikke var omstændigheder ved udlodning af udbytterne der gjorde, at disse kunne omfattes af omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3.

SKM2018.222.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ikke ville være begrænset skattepligt til Danmark i forbindelse med en udlodning af en fordring, hvorved fordringen ville ophøre ved konfusion.

SKM2017.184.SR

Skatterådet fandt, at en luxembourgsk FCP SIV skal anses for skattemæssigt transparent. Den pågældende enhed, i hvilken nettoindtægten udloddes løbende, og der er tillagt eneinvestor betydelig medindflydelse gennem den oprettede investeringskomité, kan ikke anses for direkte omfattet af den praksisændring for værdipapirfonde, der er omtalt i SKM2016.98.SKAT.

SKM2017.333.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at alle aktionærerne i et dansk selskab er fritaget for begrænset skattepligt efter reglerne i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c i forbindelse med selskabets flytning til Luxembourg.

SKM2017.626.SR

Skatterådet kan bekræfte, at likvidationsprovenuet udloddet fra Spørger til Spørgers hollandske moderselskab NewCo i året hvor Spørger bliver endeligt likvideret ikke er undergivet dansk beskatning. Det er ved afgørelsen tillagt vægt, at beskatningen vil skulle frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet. NewCo vil være den retmæssige ejer af likvidationsprovenuet. Ligeledes er stiftelsen af NewCo ikke udtryk for misbrug af de fordele, der følger af moder-/datterselskabsdirektivet. Ligningslovens § 3 finder derfor ikke anvendelse.

SKM2014.741.SR

Skatterådet bekræfter, at et amerikansk selskab og et italiensk selskab ikke er begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, af likvidationsprovenu fra et dansk selskab, som udloddes samme år, som selskabet ophører, idet likvidationsprovenuet ikke er omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1.

Uanset om likvidationsudlodningen videreudloddes af det amerikanske selskab og det italienske selskab, ændres besvarelsen ikke herved, idet de bagvedliggende ejere er fysiske personer bosiddende i EU/EØS, der ikke er begrænset skattepligtige af aktieavancerne.

SKM2014.676.SR

Skatterådet bekræfter, at dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Luxembourg finder anvendelse ved fordeling af beskatningsretten til renter, der vedrører låneaftalen indgået mellem A ApS og det koncernforbundne selskab B S.à.r.l.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at B ikke er begrænset skattepligtig til Danmark af renter hidrørende fra selskabets udlån til A, hvis rentebetalingerne bliver ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

Skatterådet bekræfter, at B ikke er begrænset skattepligtig til Danmark af modtagne renter, såfremt det lægges til grund, at rentebetalingerne ikke er bestemt og ikke bliver ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

SKM2014.18.SR

A A/S er ejet med 59,0625 % af A Ltd., Cypern. Derudover er der en række mindre aktionærer i selskabet. A A/S er under omdannelse til et SE-selskab. A SE påtænker at flytte sin ledelse og sit hjemsted fra Danmark til Malta. Aktionæroverenskomsten i A A/S fastsætter, at visse beslutninger kræver flertalsafgørelser med mindst 75 % af aktiekapitalen. Skatterådet bekræfter, at A SE's danske skattepligt ophører på tidspunktet for flytningen af ledelsen og selskabets hjemsted fra Danmark til Malta. Skatterådet bekræfter også, at A SE skattemæssigt vil blive anset for at være likvideret, hvis A SE's skattepligt til Danmark ophører. Herudover bekræfter Skatterådet, at aktionæroverenskomsten for A A/S ikke anses for at give aktionærerne en samlet bestemmende indflydelse i A A/S. Skatterådet bekræfter endvidere, at A SE ikke skal indeholde skat af likvidationsprovenu ved selskabets likvidation. Endelig bekræfter Skatterådet, at A Limited, Cypern, eller andre af aktionærerne over A Ltd., og de øvrige aktionærer i A SE ikke er begrænset skattepligtige til Danmark af likvidationsprovenuet fra A SE.

SKM2013.783.SR

Skatterådet bekræfter, at der er tale om arbejdsudleje omfattet af reglerne i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, når et udenlandsk moderselskab udlejer medarbejdere til et dansk datterselskab. Dette er begrundet i, at medarbejderne udlejes til at udføre arbejde i Danmark for en dansk virksomhed, og at medarbejderne skal udføre serviceopgaver indenfor skov- og plantagevirksomhed, som er det danske datterselskabs forretningsområde, og dermed udgør en integreret del af det danske datterselskabs virksomhed.

Skatterådet afviser spørgsmål om indeholdelsespligt, da det falder udenfor det område, hvorom der kan gives bindende svar efter skatteforvaltningslovens § 21, men der gives en vejledende udtalelse herom.

SKM2013.375

A A/S er ejet med 59,0625 % af A Ltd., Cypern. Derudover er der en række mindre aktionærer i selskabet. A A/S er under omdannelse til et SE-selskab. A SE påtænker at flytte sin ledelse og sit hjemsted fra Danmark til Cypern. Aktionæroverenskomsten i A A/S fastsætter, at visse beslutninger kræver flertalsafgørelser med mindst 75 % af aktiekapitalen. Skatterådet bekræfter, at A SE's danske skattepligt ophører på tidspunktet for flytningen af ledelsen og selskabets hjemsted fra Danmark til Cypern. Skatterådet bekræfter også, at A SE skattemæssigt vil blive anset for at være likvideret, hvis A SE´s skattepligt til Danmark ophører. Herudover bekræfter Skatterådet, at aktionæroverenskomsten for A A/S ikke anses for at give aktionærerne en samlet bestemmende indflydelse i A A/S. Skatterådet bekræfter endvidere, at A SE ikke skal indeholde skat af likvidationsprovenu ved selskabets likvidation. Endelig bekræfter Skatterådet, at A Limited, Cypern, eller andre af aktionærerne over A Ltd., og de øvrige aktionærer i A SE ikke er begrænset skattepligtige til Danmark af likvidationsprovenuet fra A SE.

SKM2012.320.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at A DK A/S ikke skal indeholde skat i forbindelse med udlodning af en aktiepost i datterselskabet B AB til sit moderselskab C AB, jf. kildeskattelovens § 65, da C AB ikke er begrænset skattepligtig til Danmark af den modtagne udlodning, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Skatterådet kunne bekræfte, at A A/S ikke skal indeholde skat af likvidationsprovenu udloddet i forbindelse selskabets likvidation, jf. kildeskattelovens § 65, idet likvidationsprovenuet skal behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1.

Skatterådet kunne bekræfte, at C AB (eller andre af koncernselskaberne/aktionærerne over C AB) ikke er begrænset skattepligtig til Danmark af de udloddede aktieposter fra A A/S og/eller likvidationsprovenu fra A A/S

SKM2012.121.ØLR

I forbindelse med en kapitalfonds overtagelse af en dansk koncern blev der etableret en holdingselskabskonstruktion, hvor kapitalfondene stiftede det øverste danske holdingselskab ved kontantindskud. Derefter blev mellemliggende luxembourgske holdingselskaber stiftet ved aktieombytning, og i umiddelbar forlængelse heraf blev en væsentlig del af den kapital, der var indskudt i det danske øverste holdingselskab udloddet til det nederste luxembourgske holdingselskab. Det udloddede beløb blev på ny udlånt til det danske holdingselskab ved et konvertibelt lån, der ved årets udgang blev konverteret til egenkapital.

Det var oplyst, at fremgangsmåden ved stiftelsen af holdingselskabskonstruktionen var anvendt med henblik på at undgå kapitaltilførselsafgift i Luxembourg, idet kapitaltilførselsafgift var blevet pålagt, såfremt kapitalen i det luxembourgske selskab var indskud "fra oven". Det var endvidere oplyst, at det fra starten var tiltænkt at udstede det konvertible lån, idet renterne på lånet ville være fradragsberettigede i Danmark, mens afkastene betragtedes som skattefri udbytter i Luxembourg (den nugældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 2B var dengang ikke indført).

SKAT havde anset det øverste danske holdingselskab for pligtig til at indeholde kildeskat på det udbyttebeløb, der var udbetalt til det nederste luxembourgske holdingselskab. Begrundelsen herfor var blandt andet, at luxembourg-selskabet ikke havde nogen reel ret til at råde over udbyttebeløbet, idet det på forhånd var fastlagt, at beløbet straks skulle genudlånes til det danske selskab, og at luxembourg-selskabet ikke var udbyttets retmæssige ejer. SKAT havde fundet, at udbyttet derfor var skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1 litra c, idet indeholdelse af kildeskat ikke kunne anses for at være i strid med hverken den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller moder/datterselskabsdirektivet.

Landsretten tiltrådte Skatteministeriets synspunkt om, at begrebet retmæssig ejer så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med den internationale forståelse, der er kommet til udtryk i blandt andet kommentarerne til OECD's modeloverenskomst, ligesom landsretten tiltrådte, at ændringerne i 2003-kommentarerne har karakter af præciseringer, der kan inddrages ved fortolkningen af begrebet retmæssig ejer.

Landsretten fandt videre, at et holdingselskab kun kan frakendes status som retmæssig ejer, hvis ejeren/ejerne udøver en kontrol med selskabet, som ligger udover den planlægning og styring på koncernplan, som sædvanligvis forekommer i internationale koncerner, og hvis det pågældende selskab er indskudt som et mellemled med henblik på, at den/de bagvedliggende ejere kan opnå fordele i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som ikke ville kunne opnås af ejeren/ejerne direkte. I den foreliggende sag, hvor det af det danske selskab udbetalte udbytte ikke var ført videre til den/de bagvedliggende ejere, men derimod var tilbageført som et lån til den danske selskab, måtte det luxembourgske selskab efter landsrettens opfattelse anses for retmæssig ejer, således at selskabet ikke var skattepligtigt med hensyn til udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og artikel 10, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg.

TfS 2000, 394

Skatteministeriets Departement har udtalt, at pensionskasser samt akkumulerende og udloddende investeringsforeninger kan betragtes skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i den forstand, som udtrykket anvendes i de af Danmark indgåede dobbeltbeskatningsaftaler. Det gælder uanset, om de i henhold til intern dansk ret er fritaget for skattepligt. Attestationer om fritagelse for udbytteskat m.v. skal behandles i overensstemmelse hermed.

EU-domstolens dom i sagerne c-115/16 - Præmis 124, 125, 132 og 137

124 Som det fremgår af Domstolens praksis, kræves der med henblik på at bevise, at der foreligger misbrug, dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel (dom af 14.12.2000, Emsland-Stärke, C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 52 og 53, og af 12.3.2014, O. og B., C-456/12, EU:C:2014:135, præmis 58).

125 Det er således undersøgelsen af disse sammenfaldende omstændigheder, som gør det muligt at efterprøve, om de elementer, der udgør misbrug, foreligger, og navnlig om de pågældende erhvervsdrivende har foretaget rent formelle eller kunstige transaktioner, der savner enhver økonomisk og forretningsmæssig begrundelse, med det hovedformål at opnå en uretmæssig fordel (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Newey, C-653/11, EU:C:2013:409, præmis 47-49, af 13.3.2014, SICES m.fl., C-155/13, EU:C:2014:145, præmis 33, og af 14.4.2016, Cervati og Malvi, C-131/14, EU:C:2016:255, præmis 47).

130 Den kunstige karakter af et arrangement kan ligeledes underbygges ved, at den pågældende koncern er tilrettelagt således, at det selskab, der modtager de renter, der betales af debitorselskabet, selv skal betale disse renter til et tredje selskab, som ikke opfylder betingelserne for anvendelse af direktiv 2003/49, hvilket medfører, at dette selskab alene oppebærer en ubetydelig skattepligtig indkomst, når det opererer som gennemstrømningsselskab for at muliggøre pengestrømmen fra debitorselskabet til den enhed, som er det overførte beløbs retmæssige ejer.

131 Den omstændighed, at et selskab opererer som gennemstrømningsselskab, kan godtgøres, såfremt selskabets eneste aktivitet er at modtage renterne og videreoverføre dem til den retmæssige ejer eller til øvrige gennemstrømningsselskaber. Den manglende faktiske økonomiske aktivitet skal i denne henseende i lyset af de særlige kendetegn ved den pågældende økonomiske aktivitet udledes af en undersøgelse af samtlige relevante elementer vedrørende bl.a. driften af selskabet, dets regnskab, strukturern af selskabets omkostninger og de reelt afholdte udgifter, det personale, som selskabet beskæftiger, og de lokaler og udstyr, som det råder over.

132 Det kan endvidere udgøre et holdepunkt for, at der foreligger et kunstigt arrangement, at der findes forskellige kontrakter mellem de selskaber, der er involveret i de omhandlede finansielle transaktioner, som giver anledning til pengestrømme inden for koncernen, der - således som det er anført i artikel 4 i direktiv 2003/49 - kan have til formål, at der fra et modtagende erhvervsdrivende selskab overføres udbytte til aktionærenheder med henblik på at undgå at betale skat eller at nedsætte skattebyrden mest muligt. Derudover kan der findes holdepunkter for, at der foreligger et sådant arrangement, i fremgangsmåden for transaktionernes finansiering, i vurderingen af de mellemliggende selskabers egenkapital og i gennemstrømningsselskabernes manglende beføjelser til at råde økonomisk over de modtagne renter. I denne henseende er det ikke alene en kontraktuel eller juridisk forpligtelse for det selskab, der modtager renterne, til at videreformidle dem til tredjemand, der kan udgøre et sådant holdepunkt, men ligeledes den omstændighed, at dette selskab, uden at være bundet af en sådan kontraktuel eller juridisk forpligtelse, »substantielt« - som anført af den forelæggende ret i sag C-115/16, sag C-118/16 og sag C-119/16 - ikke har rettighederne til at bruge og nyde disse midler.

137 Når dette er sagt, kan det heller ikke udelukkes, såfremt der foreligger en situation, hvor renterne ville have været fritaget, hvis de var blevet overført direkte til det selskab, som har sit hjemsted i en tredjestat, at målet med koncernstrukturen ikke er udtryk for retsmisbrug. I et sådant tilfælde kan koncernens valg af en sådan struktur i stedet for direkte betaling af renterne til nævnte selskab ikke anfægtes.

Kommentarer til art. 3 i OECD’s modeloverenskomst 2017

10.17 Nr. ii) i definitionen omfatter enheder eller ordninger, som pensionskasser, der er omfattet af nr. i), anvender til indirekte investering. Pensionskasser investerer ofte sammen med andre pensionskasser og indskyder deres aktiver samlet i bestemte enheder eller ordninger og kan af forskellige kommercielle, juridiske eller administrative grunde investere via 100 % ejede enheder eller ordninger, der er hjemmehørende i den samme stat. Da sådanne ordninger og enheder alene handler som formidlere ved investering af midler, der anvendes til udbetaling af pensionsydelser til fysiske personer, er det hensigtsmæssigt at behandle dem ligesom de pensionskasser, der investerer gennem dem. (Skattestyrelsens understregning)

8.6 I stk. 1 henvises også udtrykkeligt til “anerkendt pensionskasse". De fleste medlemslande har længe anset en pensionskasse etableret i en kontraherende stat for at være hjemmehørende i den stat, uanset at den måtte have begrænset eller ingen skattepligt i den pågældende stat. Dette synspunkt var indtil 2017 afspejlet i den tidligere formulering af pkt. 8.6, hvor det var anført, at “pensionskasser, velgørende institutioner og andre organisationer" var enheder, som de fleste stater anså for at være hjemmehørende i den pågældende stat. Artiklens stk. 1 blev ændret i 2017 for at fjerne enhver tvivl om, at en pensionskasse, der opfylder betingelserne for at være omfattet af definitionen af “anerkendt pensionskasse" i art. 3, stk. 1, er hjemmehørende i den kontraherende stat, hvori den er etableret.

Kommentarer til artikel 11 i OECD’s modeloverenskomst 2017

9.      Kravet vedrørende retmæssig ejer blev indsat i art. 11, stk. 2, for at tydeliggøre betydningen af udtrykket “betales til en […] hjemmehørende person", således som det er benyttet i stk. 1 i artiklen. Det fremgår tydeligt heraf, at kildestaten ikke er forpligtet til at opgive sine beskatningsrettigheder vedrørende renteindtægter, blot fordi renterne er betalt direkte til en person, der er hjemmehørende i en stat, som kildestaten har indgået en overenskomst med.

9.1  Da udtrykket “retmæssig ejer" blev tilføjet for at adressere de potentielle vanskeligheder ved anvendelsen af ordene “betales til en […] hjemmehørende person" i stk. 1, var det hensigten, at det skulle fortolkes i denne sammenhæng, men ikke referere til nogen teknisk mening, som det ville kunne have efter den nationale lovgivning i en given stat (faktisk var det således, at da udtrykket blev tilføjet stykket, havde det i mange stater ikke en præcis lovgivningsmæssig betydning). Udtrykket “retmæssig ejer" er derfor ikke anvendt i en snæver, teknisk forstand (som den betydning, det har i trustlovgivningen i mange common law-stater, men det skal derimod forstås i sin kontekst, i særdeleshed i relation til ordene “betales til en […] hjemmehørende person", og i lyset af hensigten og formålet med overenskomsten, herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre skatteunddragelse og -omgåelse.

Kommentarer til artikel 10 i OECD’s modeloverenskomst 2017

12.  Kravet om retmæssigt ejerskab blev indsat i art. 10, stk. 2, for at præcisere betydningen af ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende", således som de anvendes i artiklens stk. 1. Det gøres herved klart, at kildestaten ikke er forpligtet til at give afkald på sin beskatningsret til udbytteindkomst, blot fordi indkomsten straks blev udbetalt direkte til en person, der er hjemmehørende i en stat, med hvilken kildestaten havde indgået en overenskomst.

12.1 Da udtrykket “retmæssig ejer" blev tilføjet for at adressere de potentielle vanskeligheder ved anvendelsen af ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende" i stk. 1, var det hensigten, at det skulle fortolkes i denne sammenhæng og ikke henvise til en teknisk betydning, som det ville kunne have efter den nationale lovgivning i en given stat (faktisk var det således, at da udtrykket blev tilføjet stykket, havde det i mange stater ikke en præcis lovgivningsmæssig betydning). Udtrykket “retmæssig ejer" er derfor ikke anvendt i snæver teknisk forstand (således som den betydning det har i trustlovgivningen i mange common law-stater), men det skal derimod forstås i sin kontekst, i særdeleshed i relation til ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende" og i lyset af hensigten og formålet med overenskomsten, herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre skatteunddragelse og -omgåelse.

12.2 Når en indkomst betales til en person, der er hjemmehørende i en kontrahe rende stat og handler i egenskab af repræsentant eller stedfortræder, vil det ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, at kildestaten giver en lempelse eller fritagelse alene på grundlag af den direkte indkomstmodtagers status som en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Den direkte indkomstmodtager er i denne sammenhæng en person, der er hjemmehørende i den anden stat, uden der som følge heraf opstår dobbeltbeskatning, da indkomstmodtageren ikke anses for at være ejer af indkomsten i skattemæssig henseende i den stat, hvor vedkommende er hjemmehørende.

12.3 Det ville ligeledes ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildestaten skulle give en lempelse eller fritagelse, når en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, på anden måde end som repræsentant eller stedfortræder blot fungerer som “gennemstrømningsenhed" (“conduit") for en anden person, der rent faktisk modtager den pågældende indkomst. Af disse grunde konkluderer den af Committee on Fiscal Affairs udarbejdede rapport “Double Taxation Conventions and the Use of Conduit Companies", at et “gennemstrømningsselskab" normalt ikke kan anses for at være den retmæssige ejer, hvis det, skønt det er den formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser, som i relation til den pågældende indkomst gør det til en bemyndiget eller administrator, der handler på vegne af andre parter.

12.4 I disse forskellige eksempler (repræsentant, stedfortræder, “gennemstrømningsselskab" i dets egenskab af bemyndiget eller administrator) er den direkte modtager af udbytte ikke den “retmæssige ejer", fordi modtagerens ret til at bruge og nyde udbyttet er begrænset af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person. En sådan forpligtelse vil sædvanligvis fremgå af relevante juridiske dokumenter, men kan eventuelt også være til stede i kraft af de faktiske omstændigheder, som klart viser, at modtageren i realiteten ikke har rettighederne til at bruge og nyde udbyttet uden at være bundet af en kontraktlig eller juridisk forpligtelse til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person. Denne type forpligtelse omfatter ikke kontraktlige eller juridiske forpligtelser, som ikke er betinget af, at den direkte modtager har modtaget udbetalingen, såsom en forpligtelse, der ikke er afhængig af modtagelsen af en sådan udbetaling, og som den direkte modtager har som debitor eller som part i finansielle transaktioner, eller sædvanlige fordelingsforpligtelser, som påhviler pensionsordninger eller kollektive investeringsinstitutter, som er berettiget til overenskomstmæssige fordele efter principperne angivet i pkt. 22-48 i kommentaren til art. 1. Når modtageren af udbytte har ret til at bruge og nyde udbyttet uden at være bundet af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de udbetalinger, som vedkommende har modtaget, til en anden person, er modtageren den “retmæssige ejer" af dette udbytte. Det bør også bemærkes, at art. 10 henviser til den retmæssige ejer af udbyttet i modsætning til ejeren af aktierne, og de kan være forskellige i visse situationer.

12.5 Det forhold, at modtageren af udbytte anses for at være den retmæssige ejer af dette udbytte, betyder imidlertid ikke, at den begrænsning af skatten, der er omhandlet i stk. 2, automatisk skal indrømmes. Denne begrænsning af skatten skal ikke indrømmes i tilfælde af misbrug af denne bestemmelse (jf. også pkt. 22 nedenfor). Bestemmelserne i art. 29 og de principper, der er omhandlet i afsnittet “Misbrug af overenskomsten" i kommentaren til art. 1, anvendes for at forebygge misbrug, herunder tilfælde af “treaty shopping", når modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet. Mens begrebet “retmæssig ejer" er relateret til nogle former for skatteomgåelse (dvs. den type, der involverer indsættelse af en modtager, som er forpligtet til at videreformidle udbyttet til en anden person), er der andre former for misbrug, som begrebet ikke er relateret til, f.eks. visse former for “treaty shopping", og som er omfattet af disse bestemmelser og principper. Det må derfor ikke betragtes som et begreb, der på nogen måde begrænser anvendelsen af andre principper vedrørende sådanne forhold.

12.5 De ovenfor angivne forklaringer om betydningen af begrebet “retmæssig ejer" viser, at den betydning, som begrebet har i relation til artiklen, må holdes adskilt fra den betydning, som begrebet har i andre sammenhænge, der vedrører identifikationen af den person (sædvanligvis en fysisk person), som udøver den ultimative kontrol over enheder eller aktiver. En sådan anden betydning af en “retmæssig ejer" kan ikke anvendes i forbindelse med fortolkningen af denne artikel. Rent faktisk er det imidlertid således, at den betydning af bestemmelsen, som henviser til en fysisk person, ikke er forenelig med den eksplicitte ordlyd af stk. 2, litra a), som henviser til tilfælde, hvor et selskab er den retmæssige ejer af udbytte. Begrebet “retmæssig ejer", således som det anvendes i art. 10, har til formål at løse de problemer, der opstår ved at benytte formuleringen “udbetalt til" vedrørende udbytte, frem for de vanskeligheder, der relaterer sig til ejerskabet af aktier i det udloddende selskab. Af den årsag vil det ikke være hensigtsmæssigt ved anvendelsen af denne artikel at overveje en betydning, der er blevet udviklet med henblik på at henvise til fysiske personer, der udøver: “ultimativ, effektiv kontrol over en juridisk person eller ordning".

(…)

Den juridiske vejledning 2020-2 C.D.8.10.6

(…)

Hovedregel

Renter, der betales af danske selskaber eller foreninger mv. til visse juridiske personer, der har hjemsted i udlandet, skal beskattes. Se SEL § 2, stk. 1, litra d. Beskatningen omfatter også rentebetalinger fra et udenlandsk selskabs faste driftssted, som ligger i Danmark, hvis betalingen er knyttet til udøvelsen af virksomheden i driftsstedet.

Betingelser for beskatningen

Det er en betingelse for beskatningen, at der er tale om gæld til juridiske personer som nævnt i SKL kapitel 4 (kontrolleret gæld). Det er endvidere en betingelse for beskatningen, at beskatningen af renterne udgør mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning.

Baggrunden for hovedreglen

Bestemmelsens formål er at imødegå, at et dansk selskab mv. nedsætter den danske beskatning ved at reducere den skattepligtige indkomst gennem rentebetalinger til visse finansielle selskaber i lavskattelande.

Undtagelser

Beskatning af renter skal frafaldes i følgende tilfælde:

  • Hvis renter af fordringen er knyttet til et fast driftssted, omfattet af SEL § 2, stk. 1,litra a),
  • Hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater.  Dette gælder imidlertid kun, hvis det betalende selskab og det modtagne selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
  • Hvis beskatningen af renter skal frafaldes eller nedsættes efter en DBO med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab mv. er hjemmehørende,
  • Hvis det modtagende selskab mv. er under væsentlig indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende her i landet, jf. SEL § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
  • Hvis det modtagende selskab mv. er under bestemmende indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab mv. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne,
  • Hvis det modtagende selskab mv. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst 3/4 af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab mv., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end 3/4 af den danske selskabsbeskatning.

Bemærk

Skattestyrelsen har i de seneste år rejst en række sager, hvor det gøres gældende, at hverken rente-/royaltydirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne afskærer Danmark fra at indeholde kildeskat på renter til udlandet, såfremt modtageren af renterne ikke er den retmæssige ejer. Vedrørende fastlæggelsen af begrebet retmæssige ejer og for udviklingen i sagerne om retmæssig ejer, henvises der til de nedenfor angivne afgørelser, domme mv.

Generel omgåelsesklausul

Ved lov nr. 540 af 29. april 2015, lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven, fondsbeskatningsloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love, er der indført en international omgåelsesklausul i ligningslovens § 3, som efterfølgende er erstattet af den generelle omgåelsesklausul ved lov nr. 1726 af 27. december 2018, dog med samme materielle indhold. 

LL § 3, stk. 1, er det fastsat, at skattepligtige skal se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Dette gælder også de fordele, der følger af direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater.

Det er ligeledes fastsat, jf. LL § 3, stk. 5, at skattepligtige ikke har fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Se afsnit C.I. for en nærmere gennemgang af LL § 3.

Bemærk

Indførelsen af omgåelsesklausulen i LL § 3 begrænser ikke de gældende muligheder for at tilsidesætte eller omkvalificere på andet grundlag.

(…)

Den juridiske vejledning 2020-2 C.F.8.2.2.4.2.1

(…)

Skattemæssigt hjemsted

En person, der ikke er en fysisk person - dvs. en juridisk person i form af et selskab mv., har skattemæssigt hjemsted i et land, hvis personen er skattepligtig til landet på grund af hjemsted, ledelsens sæde eller et lignende kriterium. "Ledelsens sæde" er en oversættelse af det engelske udtryk "place of management". Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 1. 

Ifølge dansk ret er alle selskaber og foreninger omfattet af fuld skattepligt, hvis de enten er registreret eller har ledelsens sæde her i landet, se afsnit C.D.1.1.1.2.

Bemærk

Enkelte lande har stillet spørgsmålstegn ved status for en juridisk person, der som udgangspunkt er hjemmehørende i et land, men er fritaget for beskatning i dette land. Er den juridiske person i så fald hjemmehørende i landet i modeloverenskomstens forstand? Se punkt 8.11-8.13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Det er den danske opfattelse, at den juridiske person også i dette tilfælde er hjemmehørende i landet i modeloverenskomstens forstand. Nyere danske DBO'er indeholder en særlig bestemmelse i artikel 4, stk. 2, som sikrer dette.

Modeloverenskomsten inkluderer nu anerkendte pensionsinstitutter i artikel 4, stk. 1. Grundet de meget forskellige institutioner og regler i de enkelte lande opfordres landene til at overveje at aftale en særskilt bestemmelse herom.

Se punkt 8.6 og 8.7 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

(…)