Dato for udgivelse
07 Dec 2020 13:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Nov 2020 12:45
SKM-nummer
SKM2020.497.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
19-0092872
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Afvisning, ansøgning, momsgodtgørelse, fuldmagt, officialmaksimen, undersøgelsesprincippet, vejledningspligten
Resumé

Skattestyrelsen afviste et selskabs ansøgning om momsgodtgørelse i henhold til momslovens § 45, stk. 1, under henvisning til, at ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt. Landsskatteretten fandt, at det ikke var med rette, at Skattestyrelsen afviste selskabets ansøgning om momsgodtgørelse. Landsskatteretten henviste herved til, at forvaltningslovens § 8 ikke indeholder hjemmel til at afvise en ansøgning om momsgodtgørelse med den begrundelse, at ansøgningen ikke er vedlagt en fuldmagt, at offentlige myndigheder i medfør af officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) har en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og at offentlige myndigheder efter vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal yde vejledning og bistand til personer, herunder vejlede borgerne om, hvordan formelle mangler kan rettes. Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at Skattestyrelsen burde have kontaktet selskabet med henblik på at indhente en fuldmagt, forinden der blev truffet afgørelse om afvisning af ansøgningen om momsgodtgørelse.

Reference(r)

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, § 8
Momslovens § 45, stk. 1

Henvisning

-


Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har afvist selskabets ansøgning om momsgodtgørelse på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018, idet ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt.

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger
Skattestyrelsen modtog den 30. september 2019 en ansøgning om momsgodtgørelse fra R1 SARL (herefter repræsentanten). Ansøgningen var indsendt på vegne af det i land Y1 etablerede selskab H1 Ltd (herefter selskabet). I ansøgningen anmodede repræsentanten om momsgodtgørelse på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018.

Ansøgningen var indgivet på blanket 31.004 "Tilbagebetaling af moms til udenlandske virksomheder". På blanketten var repræsentanten anført som fuldmagtshaver og modtager af momsgodtgørelsen.

Skattestyrelsen afviste selskabets ansøgning ved den påklagede afgørelse af 1. oktober 2019, idet ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt.

Skatteankestyrelsen modtog selskabets klage over Skattestyrelsens afgørelse den 23. oktober 2019. Klagen var vedlagt en fuldmagt, hvor repræsentanten er angivet som fuldmægtig og modtager af momsgodtgørelsen. Fuldmagten er underskrevet af selskabet med angivelse af datoen 11. september 2019.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved afgørelse af 1. oktober 2019 afvist at imødekomme selskabets ansøgning om momsgodtgørelse på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018, idet ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt.

Skattestyrelsen har i afgørelsen anført følgende:

“…
The Danish Tax Agency (Skattestyrelsen) is unable to grant the company's application.

Under § 8 of the Danish Public Administration Act (Forvaltningsloven), Consolidated Act no. 433 of 22.04.2014, you are required to submit a Power of Attorney to The Danish Tax Agency (Skattestyrelsen).

It appears from the Application, that R1 has forwarded and signed the Application, and that the VAT refund has be paid to R1.

The power of attorney must indicate that R1 is entitled to sign the Application and to also to receive the VAT refund.

A Power of Attorney is valid until revoked, unless otherwise specified.

For practical reasons both the VAT number of the applicant and the agent must be stated on the Power of Attorney.

Please do not state any bank details on the Power of Attorney.

The legislative references that have been applied in connection with the handling of this case may be forwarded on request or they may be viewed in their entirety at the official online legal information site of the Danish State: www.retsinfo.dk. Please note that the site is only available in Danish.

The company may appeal this decision. An appeals guideline is attached.
…"

Skattestyrelsen har under sagens behandling den 8. november 2019 udtalt følgende til klagen:

"…
Skattestyrelsen har i sin afgørelse af 1. oktober 2019 afvist en refusionsansøgning med den begrundelse, at ansøgningen ikke var behørig dokumenteret.

Refusionsansøgningen var ikke vedlagt en gyldig fuldmagt udstedt til R1 s.a.r.l, som efter ansøgningen må underskrive ansøgningen og modtage refusionsbeløbet.

Den manglende fuldmagt, der er et materielt krav til ansøgningen, er først fremlagt i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen den 23. oktober 2019.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er fremkommet nye faktiske oplysninger, der kan ændre den trufne afgørelse.

Det forhold, at klagers repræsentant i forbindelse med sin klage til Skatteankestyrelsen har indsendt den manglende fuldmagt, ændrer ikke ved dette faktum.

Ved en fejl fremgår det af afgørelsen, at ansøgningen er modtaget hos Skattestyrelsen den 1. oktober 2019 - ansøgningen er påstemplet som modtaget af Skattestyrelsen den 30. september 2019.
…"

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at ansøgningen om momsgodtgørelse på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018 skal imødekommes.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført følgende:

"…
In terms of the aforementioned letter, our offices have been advised that the Danish Tax Agency is unable to grant the company's application on the basis that a Power of Attorney was not provided.

We sincerely apologize that the Power of Attorney was not provided; and for any inconvenience that this may have caused.

Please find hereto attached an original Power of Attorney as well the original claim documentation, marked as Annexure "B".

Taking the aforementioned into account, kindly consider our client’s claim accordingly.
…"

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har undladt at imødekomme selskabets ansøgning om momsgodtgørelse på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018.

Der skal nærmere tages stilling til, om forvaltningslovens § 8 indeholder hjemmel til at afvise en ansøgning om momsgodtgørelse med den begrundelse, at ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt.

Af momslovens § 45, stk. 1, fremgår følgende:

“Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, ikke er registreringspligtige her i landet og hverken er valgfrit eller frivilligt registreret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun, i det omfang den afgiftspligtige persons transaktioner berettiger til fradrag i det land, hvor vedkommende er etableret, og i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven. For en virksomhed, der er etableret i et land uden for EU, som ikke har et merværdiafgiftssystem, der svarer til det, som findes her i landet, indrømmes godtgørelse kun, i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvaret efter loven."

Af forvaltningslovens § 7, stk. 1, fremgår følgende:

"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."

Af forvaltningslovens § 8 fremgår følgende:

"Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov."

Offentlige myndigheder har i medfør af officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Der skal videre tages hensyn til principper om proportionalitet og momsmæssig neutralitet.

Videre fremgår det af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger heraf, at Skatteforvaltningen skal vejlede borgerne om, hvordan en formel mangel kan rettes.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Skattestyrelsen den 30. september 2019 modtog en ansøgning om momsgodtgørelse fra selskabets repræsentant på 1.151,13 kr. for perioden januar 2018 til december 2018. Ansøgningen var indsendt på vegne af det i land Y1 etablerede selskab. Ansøgningen var ikke vedlagt en fuldmagt.

Skattestyrelsen traf afgørelse dagen efter - den 1. oktober 2019, hvorefter Skattestyrelsen afviste selskabets ansøgning om momsgodtgørelse, idet ansøgningen ikke var vedlagt en fuldmagt. Skattestyrelsen henviste herved til, at det fremgår af forvaltningslovens § 8, at selskabet er forpligtet til at indgive en fuldmagt til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen oplyste i afgørelsen, at selskabet havde mulighed for at klage over afgørelsen.

Landsskatteretten finder, at det ikke var med rette, at Skattestyrelsen afviste selskabets ansøgning om momsgodtgørelse.

Der er herved lagt vægt på, at forvaltningslovens § 8 ikke indeholder hjemmel til at afvise en ansøgning om momsgodtgørelse med den begrundelse, at ansøgningen ikke er vedlagt en fuldmagt. Der er videre lagt vægt på, at offentlige myndigheder i medfør af officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) har en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Endvidere skal offentlige myndigheder efter vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, yde vejledning og bistand til personer, herunder vejlede borgerne om, hvordan formelle mangler kan rettes.

Skattestyrelsen burde således have kontaktet selskabet med henblik på at indhente en fuldmagt, forinden der blev truffet afgørelse.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at Skattestyrelsens afgørelse på grund af den manglende hjemmel til at afvise en ansøgning om momsgodtgørelse med den begrundelse, at ansøgningen ikke er vedlagt en fuldmagt, er behæftet med væsentlige retlige mangler, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Idet der er tale om en sag, hvor selskabet har ansøgt om momsgodtgørelse, hjemviser Landsskatteretten sagen til Skattestyrelsen med henblik på at træffe en ny afgørelse.