Dato for udgivelse
21 Dec 2020 14:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Sep 2020 08:16
SKM-nummer
SKM2020.540.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-29607/2018-ARH
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
godtgørelse, uberretiget afskedigelse, bindende svar, skattepligtig
Resumé

En tjenestemand blev ved dom tilkendt en godtgørelse på 300.000 kr. som følge af en uberettiget afskedigelse. Tjenestemanden anmodede herefter om bindende svar på, om godtgørelsen var skattepligtig, hvilket SKAT og Landsskatteretten besvarede bekræftende med henvisning til, at der var tale om en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U og ikke en tortgodtgørelse.

Tjenestemanden indbragte herefter Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Retten, der var besat med 3 dommere, fandt også, at godtgørelsen var en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse.

Ud over ordlyden af og forarbejderne til ligningslovens § 7 U henviste retten til, at det fremgik af præmisserne i dommen i den forudgående retssag om godtgørelsen, at godtgørelsen blev tilkendt tjenestemanden "som følge af den uberettigede afskedigelse". Retten henviste videre til, at det var ubestridt, at tjenestemanden under den forudgående retssag ikke gjorde gældende, at han havde været udsat for en krænkelse af sin ære eller person, ligesom han ikke gjorde gældende, at han som følge deraf var berettiget til godtgørelse for tort. Retten fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at godtgørelsen eller nogen del af denne reelt var en godtgørelse for krænkelse af sagsøgerens ære eller person, jf. erstatningsansvarslovens§ 26 eller principperne heri. Der var herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter godtgørelsen er omfattet af ligningslovens § 7 U. Skatteministeriets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.

Reference(r)

Ligningslovens § 7 U

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2  C.A.3.5.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, C.A.2.5.2.22

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, C.A.3.5.2.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans:

Landskatterettens afgørelse, jr.nr. 17-0988580  (Ej offentliggjort)


 Parter 

A (v/advokat Henriette La Cour)

mod

Skatteministeriet, Departementet (advokat Mattias Chor)

Afsagt af byretsdommerne:

Anne Segato og Anne Rode samt retsassessor Jimmy Bøgh Veitland

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en godtgørelse, som sagsøgeren, A, blev tilkendt ved Vestre Landsrets dom af 13. maj 2015, er helt eller delvist skattefri, eller om godtgørelsen i sin helhed er skattepligtig.

Sagen er anlagt den 15. august 2018.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Skatteministeriet skal anerkende, at spørgsmål l i As anmodning om bindende svar af 9. september 2016 besvares bekræftende.

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at spørgsmål 2 i As anmodning om bindende svar af 9. september 2016 besvares bekræftende.

Tertiært: Skatteministeriet skal anerkende, at spørgsmål 3 i As anmodning om bindende svar af 9. september 2016 besvares bekræftende.

Mere tertiært: Skatteministeriet skal anerkende, at spørgsmål 3 besvares med "Nej, men det kan bekræftes, at kr. 186.500,anses for skattefri godtgørelse, mens kr. 113.500,anses for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse".

Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 16. maj 2018 følgende afgørelse:

"…

Sagsnr. 17-xxxxxxx

I afgørelsen har deltaget:       Poul Bostrup, Mette Vestergaard Huss og Steffen Kjærulff-Schmidt

Klager:   A

Klage over:                                SKATs bindende svar af 6. april 2017

Cpr-nr.:                                      xxxxxx-xxxx

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1: Kan SKAT bekræfte, at Spørger ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U af den udbetalte godtgørelse fra Spørgers tidligere arbejdsgiver?

Spørgsmål 2: Såfremt SKAT svarer benægtende til spørgsmål 1, kan SKAT da bekræfte, at et beløb på kr. 243.219,30 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens §  7 U?

Spørgsmål 3: Såfremt SKAT svarer benægtende på spørgsmål 1 og 2, kan SKAT da bekræfte, at et beløb på kr. 214.828,95 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U?

på følgende måde:

Spørgsmål 1: "Nej"

Spørgsmål 2: "Nej"

Spørgsmål 3: "Nej"

Landsskatteretten stadfæster SKATs bindende svar.

Møde mv.

Der har været afholdt møde mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom klagerens repræsentant har udtalt sig på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Af fakta oplysninger fra SKATs bindende svar fremgår:

"Spørger var indtil september 2011 tjenestemandsansat som billetkontrollør hos G1. Spørger havde på dette tidspunkt været ansat iG1 og det tidligere G2 i 12 år.

Ved skrivelse af 29. juni 2011 blev Spørger opsagt med fratrædelse ved udgangen af september 2011 på grund af påståede samarbejdsvanskeligheder. Opsigelsen skete i henhold til tjenestemandsregulativets § 26. Klager modtog sædvanlig løn i opsigelsesperioden.

Forud for opsigelsen blev Spørger politianmeldt for angiveligt at have truet en anden medarbejder hos G1 på livet. Politiet indstillede efterforskningen uden sigtelse i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Herefter indledtes en disciplinærundersøgelse, idet G1, trods den undladte sigtelse, mente, at Spørger havde handlet i strid med tjenestemandsregulativets decorumkrav. Forhørslederen konkluderede, at Spørger ikke havde optrådt utilbørligt eller på anden vis havde handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Spørger blev på trods af dette afskediget umiddelbart herefter med henvisning til samarbejdsvanskeligheder. Spørger havde ikke forinden været tilbage i arbejde igen.

Den 2. februar 2012 anlagde R1 på vegne af Spørger sag an ved Retten i Århus med påstand om betaling af kr. 409.201,63 med tillæg af procesrente, med henvisning til, at afskedigelsen var uberettiget. Spørgers årsløn var forud for afskedigelsen på kr. 340.684,20. Spørgers påstand er nærmere opgjort på side 4 i bilag 1. Som det fremgår heraf, er påstanden bygget op omkring Spørgers daværende årsløn med visse tillæg.

Retten i Århus tilkendte Spørger en godtgørelse på kr. 300.000 med den begrundelse, at der ikke var grundlag for en diskretionær afskedigelse af Spørger. Der blev lagt vægt på, at det “frie skøn" i afskedigelsen af tjenestemænd fortsat er underlagt de forvaltningsretlige grundsætninger herunder at afskedigelsen skal være sket under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Det fandtes ikke at være tilfældet, hvorfor de retssikkerhedsmæssige foranstaltninger, som forvaltningsretten udgør, var krænket, jf. i det hele bilag 1.

Dommen blev af G1 anket til Vestre Landsret. Vestre Landsret stadfæstede, jf. bilag 2, side 15, byrettens dom og godtgørelsesfastsættelse.

Den tilkendte godtgørelse blev i maj 2015 overført til Spørger af G1, idet G1 dog indeholdt A-skat af beløbet, da det erG1s opfattelse, at beløbet er skattepligtigt i henhold til ligningslovens § 7 U. Af denne grund anmoder Spørger om et bindende svar om den skattemæssige behandling af godtgørelsen til afgørelse af mellemværendet mellem Spørger ogG1, hvor godtgørelsen er udbetalt som følge af forvaltningsretlige mangler i forbindelse med afskedigelsen.

Følgende fremgår af dom fra Retten i Århus på i alt 52 sider (uddrag):

 

"DOM

 

afsagt den 28. november 2013 i sag nr. BS 5-243/2012:

A

… mod

G1

….

Sagens baggrund og parternes påstande

 

Denne sag, der er anlagt den 2. februar 2012, drejer sig om, hvorvidt A har krav på godtgørelse i anledning af påståede retlige formelle og/eller materielle mangler i forbindelse med, at G1 diskretionært opsagde A fra dennes stilling som tjenestemandsansat buskontrollør.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte,G1, til sagsøgeren tilpligtes at betale 409.201,63 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Sagsøgte,G1, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A blev ved skrivelse af 29. juni 2011 i medfør af tjenestemandsregulativets § 26 (bestemmelsen om diskretionær afskedigelse) opsagt med pension fra sin stilling som tjenestemandsansat billetkontrollør til fratrædelse ved udgangen af september måned 2011. Pensionsalderen udgjorde pr. 30. september 2011 12 år, 11 måneder og 27 dage. Afskedigelsen var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, og der blev om begrundelsen nærmere henvist til et høringsbrev, som var fremsendt til A den 19. maj 2011. Den nærmere baggrund for opsigelsen var som følger:

Den 3. maj 2010 var der en diskussion i billetkontrollørenes pauselokale vedrørende udfyldelse af overarbejdssedler. Den 5. maj 2010 skrev afdelingsleder SJ et notat til vicedirektør OM om, at A under diskussionen til en kollega UM på arabisk skulle have udtalt: “Hvis nogen er årsag til, at jeg bliver fyret, så slår jeg dem ihjel." Den 7. maj 2010 blev A politianmeldt og fritaget for tjeneste. Med virkning fra 2. juni 10 blev han suspenderet fra sin stilling som billetkontrollør. Den 12. juli 2010 indstillede politiet efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Der blev herefter indledt disciplinær undersøgelse i henhold til tjenestemandsregulativet § 17, stk. 2, idet G1 betragtede episoden som en overskridelse af tjenestemandsregulativets decorumkrav.G1 opretholdt suspensionen under disciplinærundersøgelsen. Den 14. december 2010 blev der afholdt tjenstligt forhør. Forhørsleder landsdommer Hans Jørgen Nymark fastslog i sin beretning dateret den 11. maj 2011, at det ikke kunne anses for godtgjort, at A var fremkommet med trusler om at ville slå nogen ihjel eller trusler med et lignende indhold på hverken dansk eller arabisk. Forhørslederen udtalte endvidere i sin konklusion, at As anvendelse af et arabisk udtryk ((at “knalde" personens søster) under diskussionen ikke kunne anses for at have haft karakter af en trussel eller for i øvrigt at have haft et voldeligt eller krænkende sigte. Der var heller ikke grundlag for at anse A for i situationen ved udtalelsen at have optrådt utilbørligt eller i øvrigt at have handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Den 19. maj 2011 fremsendteG1 til A partshøringsskrivelse om påtænkt afskedigelse. Af skrivelsen fremgik blandt andet, atG1 tog forhørslederens konklusion om, at A ikke havde truet sin kollega, til efterretning.G1 vurderede imidlertid, at As verbale udfald mod UM den 3. maj 2010 ikke var enkeltstående og henviste til følgende yderligere episoder:

1.

En episode under et teambuildingkursus på Y1-adresse i oktober 2009, hvor A skulle have optrådt verbalt aggressivt overfor en kollega NM (herefter NM).

2.

En episode under et konflikthåndteringskursus den 2. december 2009, hvor to kolleger, ON og NG, skulle have opfattet sig som truet og verbalt forulempet af A.

3.

En episode den 7. april 2010, som afdelingsleder SJ fulgte op med en samtale med A dagen efter.

Af høringsskrivelsen fremgår som sammenfattende konklusion: “Direktionen vurderer sammenfattende at

-        der i hvert fald i perioden oktober måned 2009 til maj måned 2010 har været samarbejdsvanskeligheder mellem UM og NM på den ene side og dig og øvrige af dine kolleger på den anden side

-        samarbejdsvanskelighederne har givet sig udtryk i, at du ved flere lejligheder har anvendt en verbalt aggressiv udtryksform både overfor kollegerne UM og NM og en enkelt gang overfor pensioneret billetkontrollør NG.

-        samarbejdsvanskelighederne har en negativ virkning for driften afG1, idet din aggressive samarbejdsform overfor kolleger, som ikke er enige med dig, selvsagt skaber utryghed hos (i hvert fald) disse medarbejdere

-       G1 ikke har kunnet løse problemerne i forhold til dig, hverken med de regler for god adfærd, som du kender, eller de samtaler, som SJ har ført med dig.

-        du i kraft af at det er dig, der har antaget den aggressive kommunikationsform, og at driftsleder SJ udtrykker bekymring over din mulige tilbagevenden til jobbet som billetkontrollør, bærer den væsentligste del af skylden for de samarbejdsvanskeligheder, som eksisterer mellem UM og NM på den ene side og dig på den anden.

Som nævnte har direktionen vurderet mulighederne for at omplacere dig, men ikke fundet dette muligt.

G1 finder herefter ikke, at vanskelighederne kan løses på anden måde end ved at indlede denne afskedigelsessag mod dig.

Den 15. juni 2011 anmodede R1 på vegne A om nedlæggelse af fogedforbud mod fuldbyrdelse af opsigelsen. Fogedretten nægtede at fremme sagen, hvilket Vestre Landsret stadfæstede ved kendelse af 27. september 2011.

A blev afskediget ved brev af 29. juni 2011.

Sagsøgeren har opgjort sit krav, svarende til 12 måneders løn, således: Årsløn              340.684,20 kr.

2/3 holdtillæg                                                  11.562,54kr.

Særlig feriegodtgørelse heraf                       6.868,81 kr.

Pension                                                            50.086,08 kr.

i alt                                                                 409.201,63 kr.

G1 er enig i, at årslønnen kan opgøres til 340.684,20 kr.G1 er derimod principielt ikke enig i opgørelsen af 2/3 holdtillæg, idet der ved beregningen skal reduceres for 6 ferieuger.

Forklaringer 

A oplyste, at han er indforstået med at afgive forklaring. Han forklarede, at han har været ansat iG1 og tidligere G2 i 12 år…

Gruppekoordinator i den sagsøgte virksomhed, SJs forklaring under det tjenstlige forhør den 14. december 2010, er gengivet således:

Han var ikke til stede under episoden i pauselokalet den 3. maj 2010, og han hørte første gang om episoden den 5. maj 2010, hvor UM henvendte sig til ham og fortalt, at han var blevet truet af A i pauselokalet… Herefter havde A på arabisk og direkte henvendt til UM udtalt: "Hvis nogen er skyld i, at jeg bliver fyret, slår jeg ham ihjel". Vidnet lavede et notat om, hvad UM fortalte ham…

Vidnet talte med HR-afdelingen og sin chef, vicedirektør OM, om episoden, og besluttede herefter at anmelde hændelsen til Politimesteren i Århus. Vidnet afleverede anmeldelsen personligt den 7. maj 2010 og talte i den anledning med en betjent, som tog sig af anmeldelsen. Da A mødte på arbejde senere samme dag, meddelte han A, at A var fritaget for tjeneste, så længe undersøgelsen stod på. Inden politianmeldelsen havde vidnet også talt med NM, der havde bekræftet UMs forklaring om det passerede. Herudover havde vidnet ikke talt med øvrige ansatte om episoden, idet han vurderede, at politiet var den rigtige instans til at afdække det passerede på grundt af sagens alvorlige karakter. Fra tidspunktet for politianmeldelsen foretog vidnet sig ikke videre i anledning af hændelsen, så længe politiet efterforskede sagen. Han hørte først til sagen igen, da han fik besked om, at politiet havde opgivet sagen. Han anså den påståede mordtrussel for meget alvorlig og vurderede, at det var en sag, de ikke selv kunne behandle…

SJ har supplerende under et retsmøde den 29. oktober 2013 forklaret…

Efter forhørsleder landsdommer Hans Nymark Becks beretning vedrørende det tjenstlige forhør togG1 til efterretning, at A ikke havde truet kollegaer. Baggrunden for afskedigelsen af A var således As omgangsform, truende adfærd og sprogbrug generelt. Han kan ikke se, at situationen med A kunne være løst på en mindre indgribende måde end ved afskedigelse.

LR har forklaret, at hun i perioden 1. januar 2007 til den 31. december 2011 var leder af HR funktionen i G1…

Da der opstod en ny episode den 3. maj 2010 gik det op for hende, at problemerne med As opførsel var mere alvorlige, end hun hidtil havde antaget, og at hun var nødt til at undersøge omfanget. Efter episoden 3. maj 2010 følte ledelsen, at det var nødvendigt at slutte samarbejdet med A…

Efter episoden den 3. maj 2010 valgte hun ikke at høre As version.G1 har nultolerancepolitik over for vold og trusler, og det var hendes opfattelse, at sagen bedst kunne undersøges hos politiet. Da politiet frafaldt sigtelsen den 12. juli 2010, mente hun fortsat ikke, at der var behov for en samtale med A. Forholdet skulle undersøges under tjenstligt forhør, og det videre forløb burde foregå i dette regi. Efter forhørslederens beretning, hvoraf fremgik, at det var forhørslederens opfattelse, at ingen havde været udsat for trusler, valgte hun, at der fortsat ikke skulle være samtale med A. Der var nu gået så lang tid, at det ikke gav mening. I stedet for udsendteG1 et formelt høringsbrev vedrørende afskedigelse. Det er korrekt, at det af "mål for billetkontrollører" fremgår, at al dårlig opførsel på arbejdspladsen straks giver anledning til en samtale. Dårlig opførsel omfatter imidlertid ikke regulære trusselsforhold, som giver anledning til politianmeldelser.

…"

Rettens begrundelse og afgørelse

 

De enkeltstående episoder

 

I oktober 2009 blev der afholdt et teambuildingkursus på  Y1-adresse, hvori størstedelen af billetkontrollørerne deltog. NM har forklaret, at A under kurset i kursuslokalet i forbindelse med NMs forslag om at nedlægge den faglige klub udtalte: “Jeg tror, jeg slår ihjel", imens har kiggede direkte på NM. UM har delvist støttet denne forklaring, idet han har forklaret, at han har hørt A udtale, at han ville slå NM ihjel. Hertil bemærkes, at NM under det tjenstlige forhør den 14. december 2010 forklarede, at han (udover en episode den 3. maj 2010) ikke kunne huske, at nogen på arbejdspladsen tidligere havde truet med at ville slå nogen ihjel. Ingen af de øvrige vidner, der deltog i kurset, har hørt eller set A true NM. Kursusleder SC har forklaret om en anden episode, hvorA på arabisk skulle have overfuset en helt tredje kollega, Haluk, hvilket ingen af de øvrige vidner har forklaret om. Der er ikke anmeldt nogen episode i forbindelse med kurset, ligesom der ikke er udarbejdet noget notat herom. Det er herefter ikke godtgjort, at A har truet NM eller andre under teambuildingkurset. Efter SC forklaring må det derimod lægges til grund, atA har optrådt verbalt aggressivt på kurset. Det bemærkes, at der på dette tidspunkt var et dårligt arbejdsmiljø og en generelt dårlig tone såvel mellem kontrollørerne indbyrdes som mellem disse og ledelsen. Det er ikke godtgjort, atG1 specifikt har påtalt As tone under eller efter kurset.

Den 2, december 2009 blev der afholdt et konflikthåndteringskursus. Det lægges til grund, at der på kurset var en diskussion om håndteringen af problemer i forbindelse med grupper af indvandrere i busserne, og at A blev vred, idet han følte, at der blev talt dårligt om indvandrere og muslimer generelt. Det er imidlertid ikke godtgjort, at A i denne forbindelse truede ON eller andre. Ingen af vidnerne har oplevet A som truende under kurset. Det er uklart, hvad der er sagt. Det er ikke godtgjort, at der efter kurset blev rejst kritik afAs tone, hvilket understreges af de notater, SJ udarbejdede i forbindelse med episoden samt af LRs forklaring om, at  ON, var kommet med bemærkninger, som givetvis ikke var i orden.

Afdelingsleder SJ har forklaret om en samtale, han skulle have haft med A den 8. april 2010 vedrørende en episode den 7. april 2010. SJ har ikke kunnet forklare nærmere om episoden eller om, hvad der skulle have udløst denne, bortset fra at det drejede sig om høj rystet tale. Der er fremlagt et notat dateret den 8. april 2010, hvoraf frem går, at SJ under en samtale med A den 8. april 2010 har påtalt dennes tone. A har bestridt at der har fundet nogen episode med højrystet tale sted den 7. april 2010, ligesom han har bestridt at have været til samtale hos SJ den 8. april 2010. Det ovenfor nævnte notat befandt sig ikke på As personalesag, da der blev begæret aktindsigt i forsommeren 2011. Ingen andre vidner har kunnet forklare om den omhandlede episode. Under disse omstændigheder finder retten ikke at kunne tillægge denne vægt.

Vedrørende episoden den 3. maj 2010 lægges det til grund, at A under en ophedet diskussion om overtidssedler på arabisk udtalte: "Hvis nogen gør noget mod mig på min arbejdsplads, vil jeg knalde hans søster". En arabisk tolk har under det tjenstlige forhør forklaret, at der er tale om et almindeligt anvendt arabisk udtryk, der anvendes for at understrege, at man er vred på en person. Udtalelsen kan således ikke anses som en trussel og var hverken efter sit indhold eller efter sin karakter egnet til at fremkalde frygt.

Foreningsfrihed og ytringsfrihed

 Afskedigelsen var begrundet i, at A udviste en uacceptabel adfærd og anvendte en aggressiv tone. Der er derfor ikke i forbindelse med afskedigelsen sket en krænkelse af As ytringsfrihed efter grundlovens § 77 og den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Der er heller ikke efter det foreliggende grundlag for at antage, at afskedigelsen reelt var begrundet i foreningsforhold.

Forvaltningsretlige mangler

 Efter tjenestemandsregulativets § 26, jf. tjenestemandslovens § 28, kan en tjenestemand afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Efter ordlyden kan tjenestemænd afskediges efter et frit skøn. Dog er skønnet undergivet almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herunder skal afskedigelsen være sket på et sagligt grundlag, og proportionalitetsprincippet skal være iagttaget.

En afskedigelsesbeslutnings alvorlige karakter tilsiger, at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedigelsesbegrundende samarbejdsproblemer er sikkert. Retten finder efter gennemgangen af de episoder, der lå til grund for afskedigelsen, ikke, at der forelå et sådant sikkert grundlag. Der er herved lagt vægt på, at samarbejdsklimaet i G1 på det pågældende tidspunkt var dårligt, og at det ikke var usædvanligt, at der blev anvendt en hård tone. Det er ikke godtgjort, at hverken de påberåbte konkrete samarbejdsproblemer eller samarbejdsproblemerne i virksomheden generelt alene eller hovedsageligt kunne tilskrives A.

Retten finder således ikke, at G1 har haft et sagligt grundlag for at afskedige A i medfør af tjenestemandsregulativets § 26, jf. tjenestemandslovens § 28.

Retten finder heller ikke, at G1 udfoldede tilstrækkelige bestræbelser på at løse de samarbejdsproblemer, man mente kunne tilskrives A, med mindre vidtgående skridt end afskedigelse. Det bemærkes herved, at der ikke i hvert fald ikke formelt er givet A en advarsel eller en påtale for hans tone, adfærd eller sprogbrug, og der er således ikke givet ham mulighed for at forholde sig hertil og eventuelt ændre sin tone og adfærd.

Der var således ikke grundlag for en diskretionær afskedigelse af A. Som følge heraf tages R1  som mandatar for As påstand om en godtgørelse til følge. Godtgørelsen fastsættes skønsmæssigt under hensyn til sagens omstændigheder og As ansættelsestid til 300.000 kr.

…"

Følgende fremgår af dom fra Vestre Landsret på i alt 16 sider (uddrag):

"D O M

afsagt den 13. maj 2015 af Vestre Landsrets 5. afdeling … V.L. B-3045-13

G1

(v/advokat Jørgen Vinding, København) mod

R1  som mandatar for A (advokat Jacob Sand, Aarhus)

Retten i Aarhus har den 28. november 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 5-243/2012).

Påstande 

For landsretten har appellanten,G1, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, R1 som mandatar for A, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende oplysninger

Der er for landsretten fremlagt en række nye dokumenter, herunder en fuldstændig version af SJs notat af 28. december 2009.

Forklaringer

Procedure

 Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

G1 har i forbindelse med afskedigelsen af A på grund af samarbejdsproblemer henvist til fire konkrete episoder.

Landsretten kan tiltræde byrettens bevisvurdering vedrørende de pågældende episoder med følgende ændringer og tilføjelser:

Y1-adresse

 I forlængelse af byrettens bevisvurdering lægges det efter bevisførelsen for landsretten til grund, at LT under kurset på Y1-adresse overværede et skænderi i spisesalen mellem A og NM. LT fandt ikke anledning til at gribe ind i skænderiet, og han drøftede ikke episoden med nogen. UM og NM har for landsretten forklaret, at "alle" var til stede, da A fremsatte en trussel på livet mod NM. Desuagtet har ingen af de øvrige vidner kunnet bekræfte, at A har truet NM, og UMs og NMs forklaringer herom må også efter bevisførelsen for landsretten tilsidesættes. Det lægges endvidere til grund, at SC under kurset havde en samtale med A i forlængelse af, at A havde optrådt verbalt aggressivt over for en anden kollega. SJ fandt - uanset at han umiddelbart efter episoden blev orienteret af SC - ikke anledning til at påtale forholdet over for A.

Konflikthåndteringskurset den 2. december 2009

 NG har for landsretten forklaret, at A i forbindelse med konflikthåndteringskurset blev meget ophidset over nogle bemærkninger, som ON fremkom med om udlændinge, og at A under en efterfølgende diskussion med ON i en rygepause sagde, at han "ville komme efter dem alle sammen". Dagen efter fastholdt A over for hende, hvad han havde sagt dagen før, hvilket gjorde hende utryg. Ifølge SJs notat af 9. december 2009 skulle ON have oplyst til SJ, at A under episoden havde sagt "Hvis du ikke passer lidt på, sker der noget". ON har for landsretten forklaret, at han ikke følte sig truet af A, og at han godt kunne forstå, at A var blevet stødt og ked af det, da ON bl.a. havde brugt ordet "perker". Det lægges på denne baggrund til grund, at A den 2. december 2009 har fremsat en ubestemt trussel mod ON, og at denne blev fremsat som reaktion på en provokerende udtalelse med fremmedfjendsk indhold. Der er ikke grundlag for at anse truslen som en trussel om anvendelse af vold. Det må også efter bevisførelsen for landsretten lægges til grund, at As udtalelser ikke blev påtalt over for ham, selv om SJ var bekendt med forholdet.

Den 7. april 2010

 Med hensyn til den påberåbte episode den 7. april 2010 tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten med samme begrundelse, som byretten har anført, at denne episode ikke kan tillægges vægt.

Den 3. maj 2010

 Det er ubestridt, at A under en diskussion med UM den 3. maj 2010 på arabisk udtalte, at han ville "knalde hans søster".G1 har i agterskrivelsen af 19. maj 2011 anført, at G1 ikke kan acceptere en samarbejds og kommunikationsform, hvor A udtaler, at han vil forgribe sig seksuelt på en kollegas søster. På baggrund af tolkens forklaring i forbindelse med det tjenstlige forhør må det imidlertid lægges til grund, at udtalelsen ikke kan anses som udtryk for noget, man vil gøre (foretage seksuelt overgreb på søsteren), men alene en talemåde, der anvendes for at understrege, at man er vred. Der er således ikke grundlag for at lægge til grund, at A har givet udtryk for, at han ville forulempe UMs søster seksuelt. Landsretten er endvidere enig i byrettens vurdering af, at udtalelsen ikke kan anses for en trussel, og at den ikke var egnet til at fremkalde frygt.

Efter SJs forklaring, som til dels støttes af WH  forklaring for byretten, må det i øvrigt lægges til grund, at SJ på afdelingsmøder i perioden fra oktober 2009 til maj 2010 en eller få gange har bedt A om at dæmpe sig på samme måde, som det må antages at være sket over for andre medarbejdere.

Det var helt overvejende samarbejdsvanskeligheder mellem A på den ene side og UM og NM på den anden side, der var baggrunden for afskedigelsen. Det må antages, at G1 i den forbindelse har lagt afgørende vægt på UMs og NMs klager over trusler fra As side. Der har imidlertid vist sig ikke at være bevismæssigt grundlag herfor.

Det må herefter lægges til grund, at de faktiske omstændigheder, som blev påberåbt som begrundelse for afskedigelsen af A, på helt centrale punkter har været forkerte.

Det må derfor antages, at G1, hvis man havde lagt det faktum til grund, som nu er fastslået, alene ville være skredet ind med en advarsel, idet en afskedigelse måtte anses for et uforholdsmæssigt skridt.

På denne baggrund og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at der ikke har været grundlag for den diskretionære afskedigelse af A.

Det tiltrædes endvidere, atG1 som følge af den uberettigede afskedigelse skal betale en godtgørelse til A. Henset til As ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og efter politiets indstilling af efterforskningen indledt tjenstligt forhør mod A, tiltrædes det, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

…"

Følgende fremgår af de foreliggende indkomstoplysninger:

 

G1 har for A-skatteperioden juli 2015 angivet og indberettet følgende:

·        Angivet A-skat                                           99.749,00 DKK

·        AM-bidrag                                                  23.360,00 DKK

·        Jubilæums/fratrædelsesgratiale           300.000,00 DKK

G1 har for A-skatteperioden august 2015 angivet og indberettet følgende:

·        Angivet A-skat                                                   -352 DKK"

Klagerens repræsentant har tilføjet følgende til de faktiske oplysninger: "…

Pensionsalderen udgjorde pr. 30. september 2011, 12 år, 11 måneder og 27 dage.

Af Politiets begrundelse for at indstille efterforskningen mod klager den 12. juli 2010 (bilag 5) fremgår af selve anmeldelsesrapporten side 4, at politiet finder at "sagen kan på ingen måde bære (straffelovens) § 119, idet der ikke foreligger nogen trussel imod forurettede i forhold til tjeneste eller med hensigt at tilbageholde noget''. Herudover fremgår det af brevet fra Politiet, at " ''jeg (Politiet) finder endvidere ikke, at udtalelser af den pågældende karakter fremsat under en diskussion mellem arbejdskollegaer er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, medmindre der er oplysninger om andre omstændigheder, der sandsynliggør, at udtalelserne skal tages alvorligt. Da der ikke i sagen foreligger såldanne oplysninger, har jeg besluttet at indstille efterforskningen "

Det fremgår endvidere af selve anmeldelsesrapporten, at der på arbejdspladsen var to grupperinger, hvoraf klager tilhørte den ene.

Endelig følger det specifikt af afhøringsrapporten at den pågældende påståede "forurettede" (UM) var blevet udspurgt af politiet. Han svarede således, "Adspurgt om forurettede var bange for A svarende han klart nej". og videre fremgår af rapporten at "Forurettede forklarede, han på ingen måde havde modtaget trusler fra A efter episoden. "

Herefter og uanset dette indledtes en disciplinærundersøgelse i henhold til tjenestemandsregulativet§ 17, stk. 2, idetG1, trods den indstillede politiefterforskning, mente, at A havde handlet i strid med tjenestemandsregulativets decorumkrav.

G1 opretholdt suspensionen under disciplinærundersøgelsen. Den 14. december 2010 blev der afholdt tjenstligt forhør. Forhørslederen konkluderede den 11. maj 2011 i sin beretning, "at A ikke havde optrådt utilbørligt, eller fremkommet med trusler, eller på anden vis havde handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver".

A blev på trods af dette afskediget umiddelbart herefter den 19. maj 2011 med henvisning til samarbejdsvanskeligheder. Det fremgik blot, atG1 tog forhørslederens konklusion til efterretning samtidig med, at de agerede modsat forhørslederens konklusion.

…"

SKATs bindende svar

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1: Kan SKAT bekræfte, at Spørger ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U af den udbetalte godtgørelse fra Spørgers tidligere arbejdsgiver?

Spørgsmål 2: Såfremt SKAT svarer benægtende til spørgsmål 1, kan SKAT da bekræfte, at et beløb på kr. 243.219,30 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens §  7 U?

Spørgsmål 3: Såfremt SKAT svarer benægtende på spørgsmål 1 og 2, kan SKAT da bekræfte, at et beløb på kr. 214.828,95 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U?

på følgende måde:

Spørgsmål 1: "Nej"

Spørgsmål 2: "Nej"

Spørgsmål 3: "Nej"

Der er til støtte herfor anført: "…

Begrundelse for svaret på spørgsmål 1:

 

Der ønskes svar på, om SKAT kan bekræfte, at Spørger ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U af den udbetalte godtgørelse fra Spørgers tidligere arbejdsgiver.

Spørger begrunder sin opfattelse med, at når der henses til Vestre Landsrets begrundelse og til den øvrige praksis, er det efter Spørgers opfattelse utvivlsomt, at den tilkendte godtgørelse udgør en tortgodtgørelse som kompensation for svie og smerte som resultat af den unødvendige politianmeldelse, tjenstlige forhør mv.

SKAT er af den opfattelse, at såfremt godtgørelsen på kr. 300.000 enten helt eller delvist er skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, har det

den betydning, at spørgsmål 1, uanset størrelsen af den skattepligtige andel, skal besvares med nej.

Det følger af ordlyden af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, at alle ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, er skattepligtige, i det omfang de årligt overstiger 8.000 kr.

Lovbemærkningerne til ligningslovens § 7 U støtter ordlyden af bestemmelserne, da det fremgår, at alle ydelser, på nær uddannelsesydelser, der udbetales i anledning af en medarbejders fratræden skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Endvidere fremgår det af lovbemærkningerne, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratræden af en stilling, ligeledes vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejder fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser.

Det fremgår af dommen fra Byretten i Århus, at en tjenestemand kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned efter et frit skøn. Dog er skønnet undergivet almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herunder skal afskedigelsen være sket på et sagligt grundlag, og proportionalitetsprincippet skal være iagttaget.

Det fremgår af byrettens dom, at arbejdsgiveren ikke har haft et sagligt grundlag for at afskedige Spørger i medfør af tjenestemandsregulativets § 26, jf. tjenestemandslovens § 28.

Det fremgår videre af byrettens dom, at arbejdsgiveren ikke udfoldede tilstrækkelige bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end afskedigelsen af Spørger, eksempelvis ved en formel advarsel.

Endelig fremgår det af byrettens dom, at der ikke var grundlag for en diskretionær afsked af Spørger, hvorefter denne fik tilkendt en godtgørelse, der under hensyn til sagens omstændigheder og spørgers ansættelsestid skønsmæssigt blev fastsat til 300.000 kr.

Vestre Landsret anfører i sin begrundelse, at det må lægges til grund, at de faktiske omstændigheder, som blev påberåbt som begrundelse for afskedigelsen af Spørger, på helt centrale punkter har været forkerte.

Landsretten anfører endvidere, at arbejdsgiveren, hvis man havde lagt det faktum til grund, som nu er fastslået, alene ville være skredet ind med en advarsel, idet en afskedigelse måtte anses for et uforholdsmæssigt skridt.

Landsretten kom herefter til det resultat, at på denne baggrund og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, blev det tiltrådt af landsretten, at der ikke havde været grundlag for den diskretionære afskedigelse af Spørger.

Landsretten tiltrådte endvidere, at arbejdsgiveren som følge af den uberettigede afskedigelse skal betale en godtgørelse til Spørger. Henset til Spørgers ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og efter politiets

indstilling af efterforskningen indledt tjenstligt forhør mod Spørger, tiltrådte landsretten, at godtgørelsen skønsmæssigt skal fastsættes til 300.000 kr.

Landsretten stadfæstede med sine bemærkninger herefter byrettens dom.

SKAT er af den opfattelse, at både byretten og landsretten kommer frem til det resultat, at arbejdsgiveren ikke havde et sagligt grundlag for den diskretionære afskedigelse af Spørger, dvs. at afskedigelsen af Spørger er sket på et usagligt grundlag.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at godtgørelse for afsked, der hviler på et usagligt grundlag, efter fast praksis er skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

Se dom fra Østre Landsret i SKM2007.575.ØLR, hvor hele den særlige fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn, dvs. også for den del, der ikke kunne henføres til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, blev beskattet efter reglerne i ligningslovens § 7 U.

Østre Landsret begrundede dette med, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af den pågældendes ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26, hverken helt eller delvist.

I nærværende sag henviser såvel byretten som landsretten til Spørgers samlede ansættelsestid på i alt 12 år ved udmåling af godtgørelsen på 300.000 kr., samt til sagens omstændigheder.

SKAT er af den opfattelse, at henvisningen til den samlede ansættelsestid på 12 år har den betydning, at godtgørelsen på 300.000 kr., enten helt eller delvist, indeholder en godtgørelse for afsked på et usagligt grundlag, der er omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

SKATs netop anførte synspunkt finder indirekte støtte i Højesterets dom refereret i U.2005.578H. Dommen vedrører godtgørelse til en bortvist funktionær, med ret til tjenestemandspension, svarende til 4 måneders løn, da opsigelsen ikke var rimeligt begrundet, jf. funktionærlovens § 2 b.

Højesteret henviste i U.2005.578H ved udmålingen af godtgørelsen efter funktionærlovens § 2 b til ansættelsestidens længde, uden at der herved tilkendtes en godtgørelse for tort. Dommen indeholder efter SKATs opfattelse nogle af de samme elementer, som foreligger i nærværende sag herunder:

·        trusler,

·        uberettiget bortvisning og opsigelse,

·        advarsel kombineret med eventuel omplacering ville have været en passende og tilstrækkelig reaktion,

·        ansættelsestidens længde m.v.

Der fremgår følgende af resuméet i U.2005.578H:

"A, der var ansat hos S som funktionær på overenskomstvilkår, men med ret til tjenestemandspension, blev i januar 2000 bortvist, under henvisning til at han skulle have slået og truet en kollega på arbejdspladsen.

A fik ikke mulighed for at udtale sig om det passerede, før S traf beslutning om bortvisningen.

Det var A's opfattelse, at S hverken havde været berettiget til at bortvise eller opsige ham, idet han alene havde taget hårdt fat i kollegaens arm og skubbet ham væk, da kollegaen blandede sig utidigt i hans arbejde.

Han krævede derfor løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for opsigelse uden rimelig begrundelse i medfør af funktionærlovens § 2b.

For Højesteret erkendte S, at bortvisningen ikke var berettiget, og spørgsmålet var herefter alene, om A havde krav på godtgørelse.

Højesteret lagde til grund, at A ikke havde slået sin kollega, men alene taget hårdt fat i ham og skubbet ham bagud, og at baggrunden for A's handling var, at kollegaen havde blandet sig i A's arbejde, selv om A gentagne gange havde frabedt sig dette.

Der blev herudover lagt vægt på, at A havde været ansat i virksomheden i over 19 år, og at han ikke forud for episoden havde modtaget nogen udtrykkelig advarsel.

Herefter var en opsigelse ikke rimeligt begrundet, idet en advarsel, eventuelt kombineret med omplacering, ville have været en mere passende og tilstrækkelig reaktion.

A havde derfor krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, og godtgørelsen blev fastsat til et beløb svarende til 4 måneders løn under henvisning til ansættelsens varighed og til, at S ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig med at få sagen oplyst i forbindelse med bortvisningen."

Den i U.2005.578H tilkendte godtgørelse for usaglig afsked efter funktionærlovens

§ 2 b, der bl.a. er tilkendt under henvisning til ansættelsens varighed, vil, efter gældende praksis på skatteområdet, umiddelbart være skattepligtig efter bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

SKAT er af den opfattelse, at den godtgørelse som Spørger har fået tilkendt i nærværende sag på 300.000 kr. ligeledes indeholder et skattepligtigt beløb for afsked på et usagligt grundlag, der også skal beskattes i medfør af reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

SKAT begrunder dette med, at såvel byretten som landsretten i nærværende sag henviser til ansættelsestidens længde, hvilket har den betydning, at Spørger, selvom reglerne i tjenestemandsregulativet ikke indeholder bestemmelser herom, er tilkendt en godtgørelse for usaglig afsked.

Endelig er SKAT af den opfattelse, at ensartede forhold skal beskattes på samme måde, dvs. at godtgørelse for usaglig afsked skal beskattes efter bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, uanset om godtgørelsen er tilkendt efter funktionærlovens § 2 b eller efter principperne heri.

SKAT besvarer derfor spørgsmål 1 med: Nej.

Begrundelse for svaret på spørgsmål 2 og spørgsmål 3:

SKAT er af den opfattelse, at spørgsmål 2 og spørgsmål 3 skal besvares samlet.

Det fremgår af spørgsmål 2, at der ønskes svar på om SKAT, såfremt der er svaret benægtende til spørgsmål 1, kan bekræfte, at et beløb på kr. 243.219,30 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U.

Det fremgår af spørgsmål 3, at der ønskes svar på om SKAT, såfremt der er svaret benægtende på spørgsmål 1 og 2, kan bekræfte, at et beløb på kr. 214.828,95 af den samlede godtgørelse ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7 U.

Som det fremgår under besvarelsen af spørgsmål 1, er SKAT af den opfattelse, at den samlede godtgørelse på i alt 300.000 kr. indeholder en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse, der skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

SKAT har derfor besvaret spørgsmål 1 benægtende, dvs. med "Nej".

Det skal ved besvarelsen af spørgsmål 2 og spørgsmål 3 herefter undersøges, om godtgørelsen på 300.000 kr. også indeholder en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Såfremt godtgørelsen på 300.000 kr. ikke indeholder en godtgørelse for tort kan spørgsmål 2 og spørgsmål 3 besvares samlet.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, har følgende ordlyd:

"§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort."

Som det ses af bestemmelsen har man krav på godtgørelse for tort, hvis man har været udsat for en retsstridig krænkelse, dvs. en culpøs krænkelse af en vis grovhed, af ens frihed, fred, ære eller person. Udmåling af en eventuel godtgørelse for tort sker efter praksis under hensyntagen til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt.

Det følger af praksis på skatteområdet, at godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, der udbetales som et engangsbeløb til dækning af en ikke-økonomisk krænkelse, beskattes efter reglerne i statsskattelovens § 5, litra a.

Dette, uanset om godtgørelsen udbetales som led i en fratræden af stilling, hvor godtgørelsen også måtte være omfattet af bestemmelsernes ordlyd i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

Se byrettens dom i SKM2014.357.BR, hvor byretten fandt, at det tilkendte beløb ikke kunne betragtes som en erstatning for arbejdsgiverens misligholdelse, der er omfattet af ligningslovens § 7 U, men derimod som en erstatning givet som følge af en retsstridig krænkelse af sagsøgerens ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 26. Beløbet var derfor skattefrit efter statsskattelovens § 5, litra a.

Af dommen fra Byretten i Århus fremgår følgende konkrete hændelsesforløb:

Dato

Hændelse/bemærkning

07/05/2010

Spørger blev politianmeldt angiveligt for at have truet en anden medarbejder hos arbejdsgiveren på livet med følgende udtalelse: "Hvis nogen er årsag til, at jeg bliver fyret, så slår jeg dem ihjel.". Spørger blev samtidig fritaget fra tjeneste.

02/06/2010

Spørger blev suspenderet fra stillingen som billetkontrollør.

12/07/2010

Politiet indstiller efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.

12/07/2010-

 

14/12/2010

Der blev herefter indledt disciplinær undersøgelse i henhold til tjenestemandsregulativets § 17, stk. 2, idet arbejdsgiveren var af den opfattelse, at Spørgers udtalelse "Hvis nogen er årsag til, at jeg bliver fyret, så slår jeg dem ihjel" var en overskridelse af tjenestemandsregulativets decorumkrav. Suspensionen fra stilling som billetkontrollør blev opretholdt under disciplinærundersøgelsen.

14/12/2010

Afholdelse af tjenstligt forhør.

11/05/2011

Forhørsleder landsdommer X fastslog i sin beretning, at det ikke kunne anses for godtgjort, at Spørger var fremkommet med trusler om at ville slå nogen ihjel eller trusler med et lignende indhold på hverken dansk eller arabisk. Forhørslederen udtalte endvidere i sin konklusion, at Spørgerens anvendelse af et arabisk udtryk (at "knalde" personens søster) under diskussionen ikke kunne anses for at have haft karakter af en trussel eller for i øvrigt at have haft et voldeligt eller krænkende sigte. Der var heller ikke grundlag for at anse Spørger for i situationen ved udtalelsen at have optrådt utilbørligt eller i øvrigt at have handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stilling kræver.

19/05/2011

Arbejdsgiveren fremsender partshøringsskrivelse om påtænkt afskedigelse og henviser til episoden den 3.

 

maj 2010 og henviste til 3 yderligere episoder, henholdsvis Y1-adresse, Konflikthåndteringskurset og episoden den 7. april 2010.

29/06/2011

Arbejdsgiveren fremsender brev om afskedigelse i medfør af tjenestemandsregulativets § 26 (bestemmelser om diskretionær afskedigelse) opsagt med pension fra stilling som billetkontrollør til fratrædelse med udgangen af september måned 2011.

30/09/2011

Spørger fratræder sin stilling som tjenestemandsansat billetkontrollør.

SKAT er af den opfattelse, at det konkrete hændelsesforløb viser, at der, udover den usaglige afsked omfattet af besvarelsen af anmodningens spørgsmål 1, er to separate forhold, som skal vurderes i forhold til tortbestemmelserne i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, henholdsvis:

·        politianmeldelse, og

·        indledning af den disciplinære undersøgelse.

Vedrørende politianmeldelsen:

Af retsplejelovens kapitel 67 fremgår de almindelige bestemmelser om efterforskning.

Af retsplejelovens § 742 fremgår, at anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet, og at politiet iværksætter efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Af retsplejelovens § 743 fremgår, at formålet med efterforskningen er at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

Af retsplejelovens § 749, stk. 1, fremgår, at politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.

Det fremgår, at politiet indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. pkt., dvs. at politiet har truffet beslutning om, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen, hvorfor efterforskningen indstilles.

SKAT kan dermed lægge til grund, at Spørger ikke har været sigtet, hvilket kan udledes af retsplejelovens § 749, stk. 2, 2. pkt., idet bestemmelsen i 2. pkt. henviser til lovens § 721 og § 722, der alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor der foreligger en sigtelse.

SKAT kan endvidere lægge til grund, at Politiet har fundet, at der med udgangspunkt i politianmeldelsen var grundlag for at indlede en efterforskning af eventuelle strafbare forhold begået af Spørger, idet anmeldelsen ikke blev afvist af politiet i medfør af i retsplejelovens § 749, stk. 1.

Det bemærkes, at politiets beslutning om at efterforskningen indstilles og politiets underretning herom, jf. retsplejelovens § 749, stk. 3, ikke er fremlagt i nærværende sag.

Højesteret har i U.2016.1830H afsagt dom vedrørende tortgodtgørelse. Højesteret fandt, at politianmeldelsen, der gengav de faktiske forhold, som begrundede K’s opfattelse af, at A havde begået bedrageri, ikke kunne begrunde et krav på godtgørelse for tort, selvom politiet senere opgav sagen. Af dommen fremgår (uddrag):

"…

Af brev af 20. maj 2008 fra Københavns Politi til A fremgår blandt andet:

»Jeg har i dag i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, besluttet at opgive påtale mod Dem for overtrædelse af straffelovens § 279, bedrageri eller forsøg herpå, i forbindelse med S' udsendelse af regninger til en række kommuner i sommeren 2006, selv om S havde modtaget betaling fra Københavns Kommune for de samme ydelser, som regningerne vedrørte.

Begrundelsen for afgørelsen er, at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at De findes skyldig til straf.«

Højesterets dom

A har ikke krav på tortgodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, da kommunen havde rimelig grund til at indgive politianmeldelse mod ham. Det var således kommunens opfattelse, at han førte eller forsøgte at føre omegnskommunerne bag lyset ved at fakturere dem for betalingen, selv om dette var i strid med driftsaftalen, og selv om han var bekendt med, at kommunerne allerede havde truffet aftale om betalingen for disse kursister med Københavns Kommune. Det lykkedes ham derved at opnå dobbeltbetaling af et millionbeløb og derved udsætte de pågældende kommuner og Københavns Kommune for risiko for tab i en situation, hvor S var tæt på konkurs. Under disse omstændigheder kan det ikke begrunde et krav på tortgodtgørelse, at kommunen antog, at der var tale om et strafbart forhold, og at man derfor indgav politianmeldelsen, selv om Københavns Politi senere valgte at opgive sagen.

…"

Det kan udledes af U.2016.1830H, at i de tilfælde, hvor der foreligger "en rimelig grund" til at indgive en politianmeldelse, som har givet anledning til en sigtelse af en person, kan der i den situation, hvor politiet opgiver sagen, ikke tilkendes en godtgørelse for tort.

Det samme gør sig gældende i en situation, hvor gennemførelsen af en "korrekt partshøring" kunne have medført, at en kommune havde undladt politianmeldelse. Kommunens handlemåde blev fundet kritisabel, men der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at tildele en godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens §

26. Se Sø og Handelsrettens dom i U.2010.2021S, resumé (uddrag):

"…X Kommune indkaldte derfor AT med kort varsel til et møde. AT var ikke før dette møde blevet gjort bekendt med mistanken mod ham. X Kommune fandt ikke grundlag for bortvisning, men opsagde i stedet på mødet AT med sædvanligt opsigelsesvarsel. Kommunen indgav endvidere politianmeldelse; politiet opgav påtalen 10 dage senere. Henset til sagens alvorlige karakter fandt retten, at X Kommune burde have udsat sagen på partshøring og derved givet AT mulighed for at søge sagkyndig bistand, således at han herefter kunne være fremkommet med sine bemærkninger. X Kommunes partshøring af AT på mødet var derfor utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 19… Korrekt partshøring kunne endvidere have oplyst sagen på en sådan måde, at den havde fået et andet forløb… og det kunne ikke udelukkes, at korrekt partshøring havde medført, at X Kommune havde undladt politianmeldelse. X Kommunes handlemåde blev fundet kritisabel, men der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at tildele AT en godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26…"

SKAT er af den opfattelse, at det med udgangspunkt i dommene fra Højesteret i U.2016.1830H og Søog Handelsretten i U.2010.2021S skal undersøges, om der i nærværende sag foreligger "en rimelig grund" til at indgive en anmeldelse til politiet.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at såfremt der foreligger "en rimelig grund" til at anmelde forholdet til politiet i nærværende sag, vil dette have den betydning, at godtgørelse for tort, begrundet i politianmeldelsen, må anses for udelukket, idet der herved ikke er sket en retsstridig krænkelse af Spørgerens frihed, fred, ære eller person.

Det fremgår af dommen fra Byretten i Århus, at gruppekoordinator i den sagsøgte virksomhed SJ har afgivet følgende forklaring under det tjenstlige forhør den 14. december 2010 (uddrag):

"…

Han var ikke til stede under episoden i pauselokalet den 3. maj 2010, og han hørte første gang om episoden den 5. maj 2010, hvor UM henvendte sig til ham og fortalt, at han var blevet truet af A i pauselokalet…Herefter havde A på arabisk og direkte henvendt til UM udtalt: "Hvis nogen er skyld i, at jeg bliver fyret, slår jeg ham ihjel". Vidnet lavede et notat om, hvad UM fortalte ham…

Vidnet talte med HR-afdelingen og sin chef, vicedirektør OM, om episoden, og besluttede herefter at anmelde hændelsen til Politimesteren i Århus. Vidnet afleverede anmeldelsen personligt den 7. maj 2010 og talte i den anledning med en betjent, som tog sig af anmeldelsen. Da A mødte på arbejde senere samme dag, meddelte han A, at A var fritaget for tjeneste, så længe undersøgelsen stod på. Inden politianmeldelsen havde vidnet også talt med NM, der havde bekræftet UMs forklaring om det passerede. Herudover havde vidnet ikke talt med øvrige ansatte om episoden, idet han vurderede, at politiet var den rigtige instans til at afdække det passerede på grundt af sagens alvorlige karakter…"

SKAT er af den opfattelse, at det umiddelbart kan udledes af ovennævnte uddrag af SJs forklaring, at der forelå "en rimelig grund" til, at SJ, på arbejdsgiverens vegne, og efter drøftelse med sin overordnede, anmeldte forholdet til politiet:

·  dels fordi den der er truet på livet selv har henvendt sig til ledelsen, dvs. SJ, og samtidig har redegjort for truslen på livet, og

·  dels fordi 3. mand har bekræftet det passerede over for SJ, og

·  dels fordi en trussel på livet er en sag af alvorlig karakter, der skal efterforskes af politiet.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at politianmeldelsen på det foreliggende grundlag, ikke kan give anledning til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idet det ud fra de foreliggende oplysninger må kunne lægges til grund, at der forelå "en rimelig grund" til at anmelde forholdet til politiet, da SJ, som sagen er oplyst, umiddelbart ikke havde grund til at betvivle de oplysninger, han fik fra den truede, da oplysningerne også blev bekræftet af 3. mand.

SKAT er dermed af den opfattelse, at der ved politianmeldelsen ikke er sket en retsstridig krænkelse af Spørgers frihed, fred, ære eller person, hvorfor bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, ikke finder anvendelse.

SKATs opfattelse finder støtte i principperne vedrørende "en rimelig grund" i de nævnte domme i U.2016.1830H og U.2010.2021S, og det faktum, at hverken byretten eller landsretten ved udmåling af godtgørelsen i nærværende sag henviser til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Vedrørende den disciplinære undersøgelse:

SKAT er af den opfattelse, at det skal undersøges, om der i nærværende sag foreligger "en rimelig grund" til at indlede en disciplinær undersøgelse efter regulativets § 17, stk. 2, jf. §§ 18-22.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at såfremt der foreligger "en rimelig grund" til at indlede en disciplinær undersøgelse, vil dette have den betydning, at godtgørelse for tort, begrundet i den disciplinære undersøgelse, må anses for udelukket.

Det fremgår af "Det kommenterede tjenestemandsregulativ" (kommenteret regulativ), 2. udgave, 1. oplag 2016, af Niels Nørby Pedersen og Steen Ballegaard, at der er en høj grad af retsenhed mellem bestemmelserne i tjenestemandsregulativet og de tilsvarende bestemmelser i tjenestemandsloven. Se side 49, sidste afsnit, hvor følgende fremgår:

"Medmindre andet er anført under de enkelte bestemmelser, lægger forfatterne derfor til grund, at regler i tjenestemandsregulativet og tjenestemandsloven, der er formuleret ens eller indholdsmæssigt må antages at være ens, bl.a. på baggrund af en analyse af reglernes tilblivelse, også fortolkes ens."

Det fremgår af Tjenestemandsregulativet af 2008 for kommuner inden for KL’s forhandlingsområde (regulativ), § 10, at tjenestemanden samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling, og vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Regulativets § 10 er nærmere omtalt i det kommenterede regulativ, side 87ff, og det fremgår, at tjenestemanden vedrørende decorum skal udvise en passende adfærd i stillingen, som efter tidens normer og den almindelige samfundsopfattelse anses for acceptabel for en tjenestemand i den pågældende stilling. Herudover fremgår:

"For at kunne hævde, at en tjenestemand har forbrudt sig mod decorum og dermed begået en tjenstlig forseelse, der kan forfølges disciplinært, kræves det, at tjenesteforseelsen kan tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller uagtsom.

Der skal således objektivt foreligge en tjenesteforseelse, og forholdet skal endvidere subjektivt kunne tilregnes tjenestemanden som forsætligt eller uagtsomt…"

Reglerne om disciplinære undersøgelser fremgår af regulativets §§ 17-22.

Det følger af regulativets § 17, stk. 1, at en tjenestemand kan suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, når pågældende har pådraget sig grundet mistanke om et forhold, der betager tjenestemanden den tillid, som bestridelsen af stillingen kræver, eller som i øvrigt gør det betænkeligt, at pågældende vedblivende udfører sit hidtidige arbejde.

Af det kommenterede regulativ, s. 164, note 2, fremgår vedrørende § 17, stk. 1:

"2. Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret, 2. udg., 2010, s. 353, antager, at formuleringen af stk. 1 og almindelige proportionalitetsbetragtninger indebærer, at suspension må forudsætte en mistanke om en tjenesteforseelse, der kan medføre afsked af disciplinære årsager…"

Af regulativets § 17, stk. 2, følger det, at forhold, der medfører indskriden efter  stk. 1, og som ikke gøres til genstand for strafferetlig forfølgning, behandles ved disciplinær undersøgelse efter reglerne i § 18-22.

Af det kommenterede regulativ, s. 167, fremgår vedrørende § 17, stk. 2 (uddrag):

"Hvis sagen er gjort til genstand for en strafferetlig forfølgning, sættes den disciplinære sag i bero indtil straffesagen er afgjort, hvad enten denne resulterer i en fældende eller frifindende dom…

En person, der sigtes og/eller tiltales i en straffesag efter retsplejelovens regler, har en række retsgarantier. Rejses der tiltale, er det anklagemyndigheden, der har bevisbyrden for at godtgøre, at den tiltale har begået et strafbart forhold, og den tiltalte har - i modsætning til vidner - ingen pligt til at tale sandt under straffesagen.

En tjenestemand, der er sigtet eller tiltalt, kan derfor ikke tjenstligt pålægges at give oplysninger, der reelt medfører, at ovennævnte retsgarantier tilsidesættes. Hvis der indledes tjenstligt forhør mod en tjenestemand, der er sigtet eller tiltalt, vil pågældende være berettiget til ikke at udtale sig og kræve, at forhøret bliver udsat og sagen behandlet som en straffesag efter § 20, stk. 3."

Som det fremgår af dommen fra Byretten i Århus, har lederen af HR funktionen forklaret, at det var hendes opfattelse, at episoden den 3. maj 2010 bedst kunne undersøges af politiet. Da politiet frafaldt sigtelsen, dvs. indstillede efterforskningen, den 12. juli 2010, mente hun, at der fortsat ikke var behov for en samtale med Spørgeren, idet forholdet skulle undersøges under tjenstligt forhør, og det videre forløb burde foregå i dette regi.

Som det ses af regulativets § 18, stk. 2, anmoder kommunalbestyrelsen præsidenten for vedkommende landsret om at udpege en forhørsleder.

Af bemærkninger i det kommenterede regulativ til § 18, stk. 2, side 185, fremgår det, at en forhørsleder inden for det kommunale område altid er en dommer, dvs. at forhørslederen er uafhængig i forhold til kommunen.

Det fremgår af regulativets § 19, stk. 2, at forhørslederen træffer beslutning om vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder.

Det fremgår af kommentarerne til regulativets § 20, stk. 3, s. 208-209 (uddrag):

"…Hvis anklagemyndigheden vurderer, at der ikke kan rejses strafferetlig tiltale for det pågældende forhold, har ansættelsesmyndigheden ikke afskåret sig fra at rejse en disciplinær sag.

…Selv om en tjenestemand er blevet frikendt i en straffesag eller har vedtaget et bødeforlæg, som ikke betragtes som en dom,5 kan der stadigvæk være et tjenestemandsretligt grundlag at gå videre med, fx om tjenestemanden har handlet i overensstemmelse med decorum, jf. § 10."

En disciplinær straf kan i medfør af regulativets § 22 bestå af afsked, degradering, overførelse til andet arbejde, advarsel, irettesættelse, bøde m.v.

Det fremgår af hændelsesforløbet, at Spørger blev suspenderet fra stillingen som billetkontrollør den 2. juni 2010 som led i politianmeldelsen, og at suspensionen af Spørger blev opretholdt under disciplinærundersøgelsen.

Politiet indstillede sin efterforskning den 12. juli 2010 i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, og arbejdsgiveren indledte herefter en disciplinær undersøgelse, jf. regulativets § 17, stk. 2.

Forhørslederens beretning af 11. maj 2011 er ikke fremlagt, og det lægges derfor til grund, at forhørslederen har undersøgt de forhold, der fremgår af dommen fra Byretten i Århus, dvs.:

·        At det ikke kunne anses for godtgjort, at Spørgeren var fremkommet med trusler om at ville slå nogen ihjel eller trusler med et lignende indhold på hverken dansk eller arabisk.

·        At Spørgerens anvendelse af et arabisk udtryk ((at “knalde" personens søster) under diskussionen ikke kunne anses for at have haft karakter af en trussel eller for i øvrigt at have haft et voldeligt eller krænkende sigte. Der var heller ikke grundlag for at anse Spørgeren for i situationen ved udtalelsen at have optrådt utilbørligt eller i øvrigt at have handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

SKAT er af den opfattelse, at det forhold at politiet indstillede efterforskningen ikke afskærer arbejdsgiveren fra, efterfølgende, at gennemføre en disciplinær undersøgelse, hvilket understøttes af kommentarerne til regulativets § 20, stk. 3, s. 208209, hvoraf fremgår:

·        "Hvis anklagemyndigheden vurderer, at der ikke kan rejses strafferetlig tiltale for det pågældende forhold, har ansættelsesmyndigheden ikke afskåret sig fra at rejse en disciplinær sag."

·        "Selv om en tjenestemand er blevet frikendt i en straffesag eller har vedtaget et bødeforlæg, som ikke betragtes som en dom,5 kan der stadigvæk være et tjenestemandsretligt grundlag at gå videre med, fx om tjenestemanden har handlet i overensstemmelse med decorum, jf. § 10."

SKAT er endvidere af den opfattelse, at arbejdsgiveren, på det foreliggende grundlag, havde en rimelig grund til at indlede en disciplinær undersøgelse efter regulativets § 17, stk. 2.

Dette begrunder SKAT med, at der, som sagen var belyst, fortsat var en formodning for:

·        at Spørger var fremkommet med trusler om at slå nogen ihjel eller trusler med et lignende indhold, dog uden at dette gav anledning til strafferetlig forfølgning, og

·        at Spørger som en trussel eller for i øvrigt at have et voldeligt eller krænkende sigte havde udtalt, at han under nærmere givne omstændigheder "ville knalde personens søster", og

·        endelig om Spørger, vedrørende de netop nævnte forhold, herved havde forbrudt sig mod decorum kravet i regulativets § 10.

SKAT er dermed af den opfattelse, at det forhold, at der indledes en disciplinær undersøgelse, ikke kan give anledning til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idet det, ud fra de foreliggende oplysninger må kunne lægges til grund, at der forelå "en rimelig grund" til at indlede den disciplinære undersøgelse. Der er herved ikke sket en retsstridig krænkelse af Spørgers frihed, fred, ære eller person.

SKAT henviser i den forbindelse til de principper vedrørende "en rimelig grund", der kan udledes af dommene refereret i U.2016.1830H og U.2010.2021S, som begge er omtalt ovenfor, og det faktum, at hverken byretten eller landsretten ved udmåling af godtgørelsen henviser til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

SKATs bemærkninger til Spørgers opfattelse og begrundelse:

Spørger har i sin opfattelse og begrundelse, pkt. 4.5, henvist til dom fra Vestre Landsret refereret i U.1993.434V, og i den forbindelse anført, at manglende efterlevelse af de retssikkerhedsgarantier, som forvaltningsretten indeholder, berettiger til tortgodtgørelse.

SKAT er af den opfattelse, at Vestre Landsrets dom i U.1993.434V ikke er relevant for nærværende sag.

SKAT begrunder sin opfattelse med, at der i nærværende sag netop er gennemført en disciplinær undersøgelse, hvilket ikke var tilfældet i U.1993.434V, hvor sagsøgte, en amtskommune, afskar den pågældende tjenestemand for et tjenstligt forhør. Sagsøgeren fik herefter tilkendt følgende:

·        200.000 kr. for uberettiget afskedigelse, der, efter nugældende ret, ville være omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, og

·        25.000 kr. i tortgodtgørelse med den begrundelse, at sagsøgtes uberettigede afskæring af sagsøgeren fra afholdelse af et tjenstligt forhør med de retssikkerhedsgarantier, der er forbundet hermed blandt andet ved valget af en eventuel disciplinær reaktion, må karakteriseres som en så alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet og dermed af sagsøgeren, at denne findes berettiget til godtgørelse for tort.

Spørger har i sin opfattelse og begrundelse, pkt. 4.6 og pkt. 4.7, henvist til dom fra Højesteret i U.1991.973H, og der er anført følgende bemærkninger til dommen:

" 4.6 Ligeledes er det i U1991.973H fastslået, at en uberettiget afskedigelse af en tjenestemand blandt andre faktorer medførte en sådan svie og smerte for den afskedigede, at vedkommende blev tilkendt en tortgodtgørelse på kr. 250.000.

4.7 I U1991.973H havde sagsøger nedlagt påstand om “erstatning for forstyrrelse af stilling og forhold"; et begreb der udgik fra tortbestemmelsen ved dennes overgang fra straffeloven til erstatningsansvarsloven i 1984. Begrebet blev i stedet absorberet i de øvrige bestemmelser i erstatningsansvarsloven.

På trods heraf udtalte Østre Landsret i sagen: “På denne baggrund findes sagsøgte i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 at burde betale sagsøgeren en godtgørelse for ikkeøkonomisk skadet...]", hvilket blev tiltrådt af Højesteret."

SKAT kan ikke tilslutte sig til Spørgerens fortolkning af dommen fra Højesteret i U.1991.973H i pkt. 4.6 og pkt. 4.7.

SKAT kan i den forbindelse bemærke, at Østre Landsret udtalte følgende i U.1991.973H vedrørende erstatningsansvarsloven § 26:

"Det må, som sagen foreligger oplyst for landsretten, lægges til grund, at den uberettigede afskedigelse har påført sagsøgeren en meget betydelig psykisk belastning. Retten har herved også henset til indholdet af sagsøgtes skrivelse af 16. januar 1979 til sagsøgeren, hvorefter eventuelle ansøgninger fra ham om anden præstestilling i folkekirken ikke vil kunne tages i betragtning.

På denne baggrund findes sagsøgte i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 at burde betale sagsøgeren en godtgørelse for ikke økonomisk-skade, der skønsmæssigt fastsættes til 100.000 kr. Dette krav findes ikke forældet."

SKAT kan endvidere bemærke, at Højesterets flertal udtalte følgende i U.1991.973H vedrørende skrivelsen af 16. januar 1979:

"Ved skrivelsen af 16. januar 1979 tilkendegav appellanten, at eventuelle ansøgninger fra indstævnte om anden præstestilling i folkekirken ikke ville kunne tages

i betragtning. Da der ikke var grundlag for afskedigelsen af indstævnte på grund af tjenstlige forseelser, var også denne tilkendegivelse uberettiget. Den heri liggende udelukkelse indebar et alvorligt indgreb over for indstævnte, som berettiger ham til en godtgørelse. Da tilkendegivelsen først blev tilbagekaldt, efter at Folketingets Ombudsmand havde afgivet sin udtalelse den 10. december 1984, kan dette krav ikke anses forældet. Godtgørelsen fastsættes skønsmæssigt til 250.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente."

SKAT kan endelig bemærke, at som det ses af Højesterets udtalelse i U.1991.973H har Højesterets flertal ikke tiltrådt Østre Landsrets begrundelse vedrørende den psykiske belastning, skrivelsen af 16. januar 1979 og henvisningen til erstatningsansvarslovens § 26. Højesteret udmåler alene en godtgørelse vedrørende skrivelsen af 16. januar 1979, og de heraf afledte konsekvenser omkring udelukkelse fra andre stillinger m.v.

SKATs samlede besvarelse af spørgsmål 2 og spørgsmål 3

SKAT mener, ud fra ovenstående at kunne lægge til grund, at arbejdsgiveren havde en rimelig grund til at indgive en politianmeldelse og til efterfølgende at indlede en disciplinær undersøgelse af sagen.

Arbejdsgiveren har derved ikke foretaget en retsstridig krænkelse af Spørgerens frihed, fred, ære eller person, hverken som følge af politianmeldelsen eller som følge af gennemførelsen af den disciplinære undersøgelse, der forestås af en uafhængig dommer.

SKAT besvarer derfor spørgsmål 2 og spørgsmål 3 samlet med: Nej." Af SKATs udtalelse fremgår endvidere:

"Under henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 17. juli 2017 vedrørende klage

fra A (Klager) over SKATs afgørelse af 6. april 2017 kan det oplyses, at der er fremsendt nye oplysninger i forbindelse med klagen.

De nye oplysninger dokumenterer grundlaget for politiets indstilling af sagen m.v., jf. klagens bilag 5.

Forhørslederens beretning af 11. maj 2011 ses ikke vedlagt klagen.

I klagen fra R2, rejses der betydelig kritik af SKAT, idet klagers repræsentant bl.a. gør gældende, at det er overraskende og direkte kritisabelt, at SKAT som en del af begrundelsen for det bindende svar uden dokumentation i øvrigt herfor argumenterer for, at der bl.a. var "rimelig grund" til, at politianmelde klager m.v.

SKAT anmoder på denne baggrund Skatteankestyrelsen om, at Skatteankestyrelsen, snarest muligt, indhenter en kopi af Forhørslederens beretning af 11. maj 2011 hos Klager eller dennes nye repræsentant, således at SKAT, på et fuldt oplyst grundlag, enten kan vurdere, om der er grundlag for at genoptage af det bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, LBK nr. 1267 af 12. november 2015, eller om der er grundlag for en udtalelse til klagen.

SKAT kan i øvrigt bemærke, at Klagers tidligere repræsentant R3, på Klagers vegne, anmodede om et bindende svar, fremgik, bilagt dommene fra Byretten i Århus og fra Vestre Landsret.

Sidstnævnte har den betydning, at oplysningerne fra politiet, jf. klagens bilag 5, og forhørslederens beretning af 11. maj 2011 ikke er dokumenteret som led i anmodningen.

Imidlertid fremgår det af SKATs udkast til bindende svar, der er sendt i høring den 17. marts 2017 hos Klagers tidligere repræsentant R3 at følgende materialer ikke er fremlagt (hhv. s. 25 og s. 29):

·    "Det bemærkes, at politiets beslutning om at efterforskningen indstilles og politiets underretning herom, jf. retsplejelovens § 749, stk. 3, ikke er fremlagt i nærværende sag."

·    "Forhørslederens beretning af 11. maj 2011 er ikke fremlagt…" Klagers tidligere repræsentant R3 fremsendte ikke, som led i høringen, de manglende materialer, men tilkendegav i mail af 5. april 2017, at de ikke havde bemærkninger til SKATs udkast til bindende svar, og at de imødeså endeligt bindende svar.

SKAT har på denne baggrund truffet afgørelse i overensstemmelse med høringsudkast til bindende svar."

I supplerende udtalelse til Skatteankestyrelsen har SKAT anført:

"SKAT har følgende bemærkninger til klagen og de nye materialer:

Der henvises indledningsvis til SKATs begrundelse for svaret på spørgsmål 1-3 i det bindende svar af 6. april 2017.

1. SKATS bemærkninger til politianmeldelsen m.v.:

Det fremgår af den skriftlige anmeldelse af mordtrussel mod kollega af 7. maj 2010, jf. klagens bilag 5:

·        at billetkontrollør A har fremsat en mordtrussel mod billetkontrollør UM, og

·        at mordtruslen blev fremsagt på arabisk og direkte til UM den 3. maj 2010, og

·        at, UM er meget utryg ved den fremsatte mordtrussel, og

·        at NM har valgt at stå frem og støtte UM, hvilket han gør med sin underskrift på selve anmeldelsen, der bekræfter rigtigheden af indholdet af anmeldelsen vedrørende mordtrussel mod kollega, og

·        at SJ på G1s vegne også har underskrevet anmeldelsen af forholdet vedrørende mordtrussel mod kollega.

SKAT finder, at G1, med udgangspunkt i den foreliggende anmeldelse af mordtrussel mod kollega, ikke havde anden udvej end at anmelde forholdet til

politiet, idet en trussel på livet er en sag af alvorlig karakter, der skal efterforskes af politiet, samtidig med at 3. mand, dvs. NM, med sin underskrift på politianmeldelsen har bekræftet forholdet og dermed hændelsesforløbet.

SKAT finder videre, at politianmeldelsen ikke kan give anledning til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idet det kan lægges til grund, at G1 ikke havde grund til at betvivle de foreliggende oplysninger, da oplysningerne om hændelsesforløbet blev bekræftet af 3. mand.

SKAT er dermed fortsat af den opfattelse, atG1 ved sin politianmeldelse af A ikke er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af As frihed, fred, ære eller person efter bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, om godtgørelse for tort.

SKAT kan fremhæve følgende vedrørende politiets indstilling af efterforskningen, jf. brev fra Østjyllands Politi af 12. juli 2010 til UM:

·        Det fremgår, at Østjyllands Politi indstiller efterforskningen i sagen mod A for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 - subsidiært § 266, ved den 3. maj 2010 ca. kl. 16.30 i et pauselokale iG1s lokaler at have sagt, "at hvis nogen iG1 er skyld i, at jeg bliver fyret, så slår jeg Dem ihjel" eller lignende.

·        Det fremgår videre af brevet fra Østjyllands Politi, at forholdet ikke er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, idet udtalelserne ikke var fremsat under udførelsen af tjenesten som buskontrollør m.v.

·        Østjyllands Politi fandt endvidere ikke, at udtalelser af den pågældende karakter fremsat under en diskussion mellem arbejdskollegaer er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, medmindre der er oplysninger om andre omstændigheder, der sandsynliggør, at udtalernes skal tages alvorligt. Da der ikke i sagen forelå sådanne oplysninger, besluttede politiet at indstille efterforskningen for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 266.

SKAT er af den opfattelse, at politiets indstilling af efterforskningen, der er baseret på anmeldelsen og de efterfølgende gennemførte afhøringer m.v., ikke har indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidtG1, som led i politianmeldelsen, er ansvarlig eller ej for en retsstridig krænkelse af As frihed, fred, ære eller person, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, om tort.

Dette begrunder SKAT med, at G1, som ovenfor anført, ikke havde grund til at betvivle de foreliggende oplysninger på anmeldelsestidspunktet, da oplysningerne blev bekræftet af 3. mand, der med sin underskrift på politianmeldelsen, bekræftede hændelsesforløbet.

2. SKATS bemærkninger til Forhørslederens beretning af 11. maj 2011:

 Forhørslederen kommer i sin beretning frem til, at det efter bevisførelsen ikke er godtgjort, at A under diskussionen hverken på dansk eller arabisk har truet med at slå UM eller andre ihjel, eller har fremsat trusler med et lignende indhold.

Forhørslederen kommer endvidere frem til, at der efter bevisførelsen ikke er grundlag for at anse As anvendelse af et arabisk udtryk (at “knalde" personens søster) under diskussionen for at have haft karakter af en trussel eller for i øvrigt at have haft et voldeligt eller krænkende sigte. Der er heller ikke grundlag for at anse ham for i situationen ved udtalelsen at have optrådt utilbørligt eller i øvrigt at have handlet på en måde, der er uforenelig med den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Sammenfattende er det derfor forhørslederens opfattelse, at A ikke er skyldig i tjenesteforseelse, herunder har handlet på en måde der er uforenelig med decorumreglen.

Forhørslederen indstiller derfor, at undersøgelsen sluttes uden ikendelse af disciplinærstraf.

SKAT er af den opfattelse, at det forhold at politiet indstillede efterforskningen ikke afskærerG1 fra, efterfølgende, at gennemføre en disciplinær undersøgelse.

SKAT er endvidere af den opfattelse, atG1, på det foreliggende grundlag, havde "en rimelig grund" til at indlede en disciplinær undersøgelse efter regulativets § 17, stk. 2.

Dette begrunder SKAT med, at der, som sagen var belyst, fortsat var en formodning for:

·        at A var fremkommet med trusler om at slå nogen ihjel eller trusler med et lignende indhold, dog uden at dette gav anledning til strafferetlig forfølgning, og

·        at A som en trussel eller for i øvrigt at have et voldeligt eller krænkende sigte havde udtalt, at han under nærmere givne omstændigheder "ville knalde personens søster", og

·        endelig om A, vedrørende de netop nævnte forhold, herved havde forbrudt sig mod decorum kravet i regulativets § 10.

SKAT er dermed af den opfattelse, at det forhold, at der indledes en disciplinær undersøgelse, ikke kan give anledning til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idet det, ud fra de foreliggende oplysninger, kunne lægges til grund, at der forelå "en rimelig grund" til at indlede den disciplinære undersøgelse.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at det forhold, atG1 indleder en disciplinær undersøgelse ikke kan føre til det resultat, atG1 er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af As frihed, fred, ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idetG1 netop havde "en rimelig grund" til at indlede den disciplinære undersøgelse.

Det forhold, at forhørslederen indstiller, at den disciplinære undersøgelse sluttes uden ikendelse af disciplinærstraf ændrer ikke ved SKATs opfattelse af, at der ikke er grundlag for en tortgodtgørelse efter principperne i erstatningsansvarslo-

vens § 26, stk. 1, da der forelå "en rimelig grund" til at indlede den diciplinære undersøgelse.

3. SKATs bemærkninger til klagen

 SKAT fastholder, at der ikke er grundlag for tilkendelse af en tortgodtgørelse efter principperne i erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1, hverken for så vidt angårG1s anmeldelse af A til Østjyllands Politi eller den efterfølgende indledning af Forhørslederens disciplinære undersøgelse.

SKAT er dermed af den opfattelse, at A, selvom reglerne i tjenestemandsregulativet ikke indeholder bestemmelser herom, er tilkendt en godtgørelse for usaglig afsked, jf. principperne i funktionærlovens § 2 b.

SKAT begrunder dette med, at såvel Byretten i Århus som Vestre Landsret kommer frem til det frem til det resultat, atG1 ikke havde et sagligt grundlag for den diskretionære afskedigelse af A, dvs. at afskedigelsen af A er sket på et usagligt grundlag.

SKAT er endvidere af den opfattelse, at godtgørelse for afsked, der hviler på et usagligt grundlag, efter fast praksis er skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2.

4. SKATs indstilling til Skatteankestyrelsen

 SKAT indstiller, med ovennævnte bemærkninger, at det bindende svar på spørgsmål 1-3 stadfæstes."

Af bemærkninger af 5. februar 2018, til Skatteankestyrelsens forslag fremgår:

"SKAT er ikke enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og indstiller, at SKAT’s bindende svar af 6. april 2017 fastholdes i sin helhed.

SKAT er således ikke enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af spørgsmål 3, hvor Skatteankestyrelsen foreslår, at svaret på spørgsmål 3 delvis ændres.

SKAT fastholder, at der i nærværende sag ikke foreligger en retsstridig krænkelse af klagers ære eller person, og at godtgørelsen på 300.000 kr. derfor ikke indeholder en skattefri godtgørelse for tort efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, hverken helt eller delvist.

SKAT skal i den forbindelse præcisere, at klager og dennes mandatar (R1) ved sagens anlæg ved Byretten i Århus ikke har nedlagt selvstændig påstand om godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og herudover er kravet om godtgørelse opgjort som svarende til 12 måneders løn.

SKAT skal fremhæve, at SKAT, under henvisning til dom fra Højesteret i U.2016.1830H og til dom fra Søog Handelsretten i U.2010.2021S, i sin begrundelse for det samlede svar på spørgsmål 2 og 3, har undersøgt, omG1 havde en rimelig grund til at anmelde A til politiet, og omG1 også havde en rimelig grund til efterfølgende at indlede den disciplinære undersøgelse.

SKAT har i den forbindelse vurderet, at G1 havde en rimelig grund til såvel at anmelde forholdet til politiet som til efterfølgende at indlede en disciplinær undersøgelse. Der henvises i den forbindelse til SKAT’s redegørelse herfor i klagesagens materialer.

SKAT fastholder derfor, at der i nærværende sag ikke er grundlag for en godtgørelse for tort efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, hverken helt eller delvist, hvilket finder støtte i de principper, der kan udledes af ovennævnte domme fra henholdsvis Højesteret og fra Sø og Handelsretten.

SKAT er derfor af den opfattelse, at Skatteankestyrelsens forslag til delvis ændring af svaret på spørgsmål 3 ikke er overensstemmende med resultatet i dom fra Østre Landsret i SKM2007.575.ØLR, hvor landsretten fandt, at hele godtgørelsen skulle beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U, da der i landsretssagen ligeledes ikke forelå omstændigheder, som kunne godtgøre, at der forelå en retsstridig krænkelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at det bindende svar skal ændres til "ja" for spørgsmål 1, således at spørgsmål 2 og 3 bortfalder.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal spørgsmål 2 besvares med "ja" og spørgsmål 3 bortfalder.

Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende, skal spørgsmål 3 besvares bekræftende.

Til støtte herfor har repræsentanten anført: "

4.3  litteraturen (inkl. henvisninger til domspraksis) samt enkelte bemærkninger dertil

 

Det fremgår af Jens Poulsen i bogen, "Afskedigelse, Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt", almindelig del, 1. udgave, 2015, "at tortgodtgørelse er noget, som en arbejdsgiver kan være forpligtet til at betale i tilknytning til en opsigelse af en lønmodtager ud over, hvad der fremgår af egentlig arbejdsretlig lovgivning".

"For at det kan komme p& tale at udbetale tortgodtgørelse, skal der være tale om en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person. Tortgodtgørelse kan blive relevant på baggrund af arbejdsgiverens retsstridige handling overfor lønmodtageren."

Poulsen refererer i bogen bl.a. til U2007.6920, hvor der blev idømt tortgodtgørelse, selvom der var der tale om en lidt særegen situation, "idet der ikke var nævneværdig tvivl om, hvad lønmodtageren havde gjort. Det er situationer, hvor der ikke foreligger en erkendelse, og specielt i situationer, hvor der ikke rejses tiltale eller hvor der er rejst tiltale frafaldes, vil arbejdsgivers frihed for at skabe ro og orden på institutionen eller arbejdspladsen være begrænset, idet arbejdsgiveren i særdeleshed, når denne er en offentlig arbeidsgiver (min understregning), har pligt til ikke uberettiget at miskreditere den lønmodtager, som er opsagt på baggrund af beskyldninger om en mulig krænkelse. Tilsvarende gælder i andre sager, hvor der foreligger personbeskyldninger som ikke kan bevises."

 

·        Bemærkningerne er netop relevante i nærværende sag, idet hverken politianmeldelsen førte til noget i favør for arbejdsgivers beslutning eller det tjenestelige forhør. Forhørslederen konkluderede endog, at klager ikke havde optrådt utilbørligt eller fremkommet med trusler eller på anden vis havde handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver, men på trods heraf blev klager fritaget for tjeneste/suspenderet og afskediget.

Det fremgår også af Jens Poulsen i Afskedigelse, Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt, pkt. 3.3 om tjenestemænd på side 541, "at specielt i tjenestemandslovgivningen lægges der uhyre stor vægt på at formalia, og herved forstås retssikkerhedsgarantier, er på plads inden der iværksættes afskedigelse. Selv objektivt set ubetydelig tilsidesættelse af retssikkerhedsgarantierne vil medføre, at afskedigelser erklæres ugyldige."

 

Tilsvarende fremgår af Juristen nr. 8, 2008, side 235, "at forvaltningsretlige garantier, der bliver krænket, skal udløse godtgørelse for tort ."

 

Det følger videre af Jens Poulsens bog, "at det er således, at tjenestemænd ikke er værnet mod usaglig afskedigelse, som det er tilfældet for funktionærer ifølge funktionærlovens§ 28 (om godtgørelse for en afskedigelse, der ikke kan anses for rimeligt begrundet i den ansattes eller virksomhedens forhold). Funktionærlovens § 2 b gælder ikke for tjenestemænd."

 

·         Det er modsat det synspunkt, som SKAT advokerer for, jf. mere herom nedenfor.

Rasmus Skovgaard Haugaard, Bech Bruun Dragsted, Juristen nr. 5, 2002 har også skrevet om erstatning, godtgørelse og kompensation i offentligretlige afskedigelsessager. Det følger af artiklen pkt. 2, side 166, "at godtgørelse for ikke økonomisk skade kan antage flere former. Den type der er relevant for denne artikel er godtgørelse for tort. Tort kan defineres som den ydmygelse eller fornedrelse, der følger af et angreb på den pågældende persons stilling som værdig med andre ligeberettigede samfundsborgere."

 

Forfatteren mener, "at erstatningsansvarslovens § 26 må ses i lyset af tort definitionen, hvilket betyder, at krænkelse af det pågældende gode skal kunne bevirke fornedrelse, ydmygelse eller lign. i forhold til den krænkede persons følelse af selvværd mv. Det gode der krænkes ved en uberettiget afskedigelse kan være den pågældendes ære, fred eller person, og der er næppe tvivl om, at afskedigelse er egnet til at medføre en krænkelse af et eller flere af disse goder."

Det bemærkes ligeledes i artiklen "at i de offentligretlige afskedigelser, vil retsstridighedsbetingelsen som oftest være opfyldt, hvis afgørelsen om afskedigelse lider af en væsentlig retlig mangel. Er den retlige mangel derimod af en sådan karakter, at den ikke kan antages at have haft indflydelse på afgørelsens indhold og lovlighed, vil den formentlig ej heller være retsstridig efter erstatningsansvarslovens § 26. Efter bestemmelsens ordlyd er det endvidere et krav,

at retsstridigheden forårsager den fornedrende krænkelse. I afskedigelsessager vil et relevant kriterie for udmålingen af godtgørelsen bl.a. være graden af ulovlighed, herunder hvorvidt denne er af materiel eller formel karakter. Endvidere kan det spille en rolle, om den afskedigede selv har været skyld i afskedigelsen, om en eventuel afskedigelsesgrund f.eks. uduelighed eller uegnetheder blevet offentligheden bekendt. Der er her tale om godtgørelse for ikke økonomisk skade."

Endelig nævner artiklen på side 174, "at i forhold til praksis på ansættelsesområdet for funktionærer og funktionærlovens § 28 er udmålingsfaktorer i de offentligretlige afskedigelsessager markant forskellige. For det første er grundlaget for tilkendelse af godtgørelse/kompensation væsentlig forskellig, idet kompensationstilkendelsen i de offentligretlige sager hviler på erstatningsretlige principper.

Således kan der tilkendes kompensation ved sagsbehandlingsfejl, selv om afskedigelsen isoleret set ikke er usaglig. For det andet er udmålingen ikke bundet af grænserne i funktionærlovens § 28 ."

Forfatteren henviser også til U1996B.513, U1996B.470 og U1996B.324 og anfører: "Heri erkendes, at vurdering med hensyn til tilkendelse af tort, godtgørelse for tjenestemænd (efter erstatningsansvarslovens§ 26) sandsynligvis er mindre restriktive end tilfældet er for funktionærer og ikke tjenestemænd. Dette kan man udlede af de domme, som er refereret i U1991 .973H og U1993.434V. Det særlige ved tjenestemænd er, at der ikke er fuld klarhed over på hvilket grundlag, domstolene tilkender pengebeløb i form af godtgørelse/erstatning i forbinde/se med afskedigelser. Det hænger sammen med, at der ved tilsidesættelse af en afskedige/se sker en form for konstatering af ugyldighed, og udbetaling af en erstatning for afskedigelse sker af et organ, som i princippet ikke var tillagt afskedigelseskompetence. Resultatet kan bl.a. ses i dommen U1992.191, hvor løn til en tjenestemand i en del af den periode frem til fratræden, hvor tjenestemanden var fritaget for tjeneste, i skattemæssig henseende, blev betragtet som godtgørelse og ikke løn."

· I nærværende sag bemærkes, at klager fik løn i perioden, hvor han var fritaget for tjeneste og derfor er ingen del af godtgørelsen betalt for en "opsigelses/fritagelsesperiode".

 

Forfatteren fastslår, "at man baseret p& de mange afgørelser, ikke kan udelukke, at der i praksis (også eksisterer en ulovbestemt adgang til at yde godtgørelse til tjenestemænd. Den kan baseres på procedurekrænkelse og/eller usagligt skøn. Det er ikke afgørende om hjemlen er den ene eller anden, når der er tale om offentligretlige arbejdsgivere, som deraf har en udvidet proceduremæssig forpligtelse i forbindelse med afskedigelser.

Manglende overholdelse af regler eller manglende saglighed, hvor retsgarantierne forbundet med at være ansat af en offentlig myndighed afskæres, m& uanset hvad karakteriseres som en så alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet, at tortgodtgørelse er berettiget" .

Af Juristen nr. 8, 2008, side 235 fremgår det til støtte for, hvad der i øvrigt er nævnt ovenfor, at:

 "Det forekommer en anelse akademisk at diskutere, om en krænkelse af forvaltningsretlige garantiforskrifter skal udløse en godtgørelse for tort eller en mere uspecifik forvaltningsretlig godtgørelse af tortlignende karakter, når den skattemæssige subsumption i øvrigt er den samme. Den skatteretlige praksis som Landsskatteretten knæsatte i kølvandet p& U1999.1337H, er fortsat gældende."

4.4  Praksis samt enkelte bemærkninger dertil

 Der findes to overordnede domme på området om uansøgt afskedigelse af tjenestemand og det er henholdsvis U1991.973H (Præsten fra Venø) og U1993.434V (Den tyvagtige assistent). Domme om afskedigelse af funktionærer er ikke relevante i nærværende sag uanset SKAT's talrige henvisninger dertil i det bindende svar.

 

I U199 1.973H, hvor der blev udbetalt en særdeles høj tortgodtgørelse, blev det fastslået, at en uberettiget afskedigelse af en tjenestemand, blandt andre faktorer, medførte en sådan svie og smerte for den afskedigede at vedkommende blev tilkendt en tortgodtgørelse på 250.000 kr. Der var ikke noget strafbart i arbejdsgivers handling.

 Der var heller ikke noget strafbart fra arbejdsgivers side i U1993.434V. I denne sag udtales vedrørende tort:

 ''At sagsøgtes (amtskommunens) uberettigede afskæring af sagsøgeren (tjenestemanden), for afholdelse af tjenesteligt forhør med de retssikkerhedsgarantier der er forbundet hermed, bl.a. ved valget af en eventuel disciplinær reaktion, m§ karakteriseres som en s§ alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet, og dermed af sagsøgeren (tjenestemanden), at denne findes berettiget til godtgørelse for tort."

 

I U1991.973H havde sagsøger nedlagt påstand om "erstatning for forstyrrelse af stilling og forhold"; et begreb der udgik fra tortbestemmelsen ved dennes overgang fra straffeloven til erstatningsansvarsloven i 1984. Begrebet blev i stedet absorberet i de øvrige bestemmelser i erstatningsansvarsloven.

I U1991.973H var krænkelsen bl.a., at Kirkeministeriet overfor præsten havde tilkendegivet, at præsten ikke kunne påregne ansættelse overhovedet indenfor Kirkeministeriets ansættelsesområde. Det var alene i Landsskatterettens præmisser, at der blev henvist til erstatningsansvarslovens§ 26 (det gjorde Højesteret ikke).

Jens Poulsen udtaler om denne sag i bogen; "Afskedigelse, Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt", at uanset om præmisserne omfatter eller omtales i erstatningsansvarslovens § 26, anses der i sådanne tjenestemandssituationer, hvor der er tilkendt godtgørelse "at være en generel formodning for, at det er erstatningsansvarslovens § 26, der er hjemlen for udbetaling af godtgørelse for tort."       

Dette modsiger direkte SKAT's synspunkt om, at en godtgørelse i nærværende sag ikke kan være tilkendt efter erstatningsansvarslovens § 26, hvis dette ikke er nævnt i dommen.

Jens Poulsen fastslår videre, på side 542, at opfattelsen af, at der i U1993.434V skulle være "tale om, at den ydede godtgørelse svarer til begrundelsen for at yde

 godtgørelse i funktionærlovens§ 2 B's forstand ikke kan tiltrædes". Jens Poulsen er i øvrigt enig med en anden forfatter, Lennart Konows betragtninger herom i U1996B.470V.

 Begge forfattere, med ekspertise i forhold omkring tjenestemænd, er således uenige i SKAT's synspunkt, side 22, om at godtgørelse svarer "ganske godt" til begrundelsen for at yde godtgørelse i funktionærlovens § 2 B. Dette synspunkt kan SKAT hverken finde støtte for i litteraturen eller i retspraksis.

"Selv om en opsigelse er et alvorligt indgreb, i forhold til alle øvrige arbejdsgivertiltag, bortset fra bortvisning, er der intet i vejen for," ifølge Jens Poulsen, side  543, "at også mindre vidtgående tiltag end opsigelse kan udløse krav om godtgøre/se, jf. U2005.1089Ø om en skoleinspektør, der modtog påtale i anledning af nogle udtalelser i en lokalavis. I denne sag fandtes skoleinspektøren at være berettiget til godtgørelse, uden at erstatningsansvarslovens § 26 var nævnt ." Jens Poulsen antager, "at hjemlen var erstatningsansvarslovens § 26."

I en afgørelse fra 2005, side 1.089/2ØL, blev en skoleinspektør fritaget for tjeneste som følge af et indlæg i en lokal avis. Det blev tilkendegivet, at sagen ville blive forelagt kommunens økonomiudvalg, og indstillet til tjenesteligt forhør og disciplinærforfølgning. Byrådet besluttede dog, at der ikke skulle indledes disciplinærforfølgning, men at tjenestefritagelsen skulle opretholdes. Østre Landsret fandt i 2005-sagen, at det måtte påhvile kommunen at godtgøre, at der kunne ske tjenestefritagelse, og at dokumentere at der forelå samarbejdsvanskeligheder af et omfang, som kunne begrunde, at skoleinspektøren ikke kunne genoptage sin tjeneste. Det fandt retten ikke, at kommunen kunne godtgøre, og herefter fandtes skolelederen berettiget til en godtgørelse. Det er ikke i dommen nævnt, efter hvilken bestemmelse godtgørelsen blev udbetalt, herunder med hvilken hjemmel. Jens Poulsen antager i ovennævnte bog også her, at det er underforstået, at hjemlen er erstatningsansvarslovens § 26.

Både retspraksis og litteraturen antager altså, at tortgodtgørelse kan tilkendes uden en specifik henvisning til erstatningsansvarslovens § 26, fordi tortgodtgørelse er et almindeligt begreb i sager, hvor der ydes godtgørelse  ud over, hvad der følger af andre regler. Det er således hverken med baggrund i retspraksis eller litteraturen, når SKAT anfører som en af begrundelserne for, at afvise tortgodtgørelsen, at Vestre Landsret i nærværende sag ikke har henvist specifikt til erstatningsansvarslovens § 26.

Afgørelsen i U2005.1031Ø, vedrører ikke en tjenestemand, men nævnes alligevel. Det var en kassemedarbejder, der blev bortvist på grund af mistanke om tyveri. I afgørelsen fik medarbejderen tortgodtgørelse for arbejdsgivers (offentlige) opslag om bortvisning på grund af tyveri, uanset at bortvisningen fandtes at være sket med rette. I en sådan situation var der ikke noget retsstridigt i det, der var gjort, men der var tale om en krænkelse af den pågældendes fred, ære eller person. Arbejdsgiver blev dømt til at udbetale tortgodtgørelse.

Generel begrundelse for positivt svar på spørgsmål 1 hhv. spørgsmål 2 hhv. spørgsmål 3

Den godtgørelse, som er tilkendt i nærværende sag af Vestre Landsret sker bl.a. på følgende præmisser:

 

 

·         Det må lægges til grund, at de faktiske omstændigheder, som blev påberåbt som begrundelse for afskedigelsen af A, på helt centrale punkter har været forkerte.

 

·         Det må derfor antages, atG1, hvis man havde lagt det faktum til grund, som nu er fastslået, alene ville være skredet ind med en advarsel, idet en afskedigelse måtte anses for et uforholdsmæssigt skridt.

 

·         Det tiltrædes endvidere, atG1 som følge af den uberettigede afskedigelse skal betale en godtgørelse til A.

 

·          Henset til As ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder

 

o       og det langvarige forløb,

o       herunder at der blev indgivet politianmeldelse,

o       iværksat suspension

o       og efter politiets indstilling af efterforskningen

o       indledt tjenstligt forhør mod A

 

tiltrædes det, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr.

·          Det er åbenbart, at godtgørelsen, som er tilkendt på ovennævnte grundlag ved udtrykkelig henvisning til  forkert begrundelse, at afskedigelse  var et uforholdsmæssigt skridt og endvidere, at udtrykkeligt oplistede forhold af bebyrdende karakter for klager intet slægtskab har med hverken jubilæumsgratiale eller anden godtgørelse i forbindelse med en fratræden, som arbejdsgiver udbetaler til medarbejder  uden at  være pålagt  dette ved dom (af pønal karakter).

·          I tilknytning til bemærkningen ovenfor, følger der af teorien, at arbejdsgivers frihed for at skabe ro og orden på institutionen eller arbejdspladsen er begrænset, idet arbejdsgiveren i særdeleshed, når denne er en offentlig arbejdsgiver, har pligt til ikke uberettiget at miskreditere den lønmodtager, hvor der foreligger personbeskyldninger som ikke kan bevises. Det, som Midttraffik gjorde mod klager var utvivlsomt en voldsom miskreditering, hvilket tydeligt fremgår af landsretsdommen.

·        Gennemgangen af de mange afgørelser med tjenestemænd involveret  har vist, at man ikke kan udelukke, at der i praksis eksisterer en ulovbestemt adgang til at yde godtgørelse til tjenestemænd. Den kan baseres på procedurekrænkelse eller usagligt skøn. Det er dog ikke afgørende, om det er det ene eller det andet, når der er tale om offentligretlige arbejdsgivere, som har en udvidet proceduremæssig forpligtelse i forbindelse med afskedigelser. Manglende overholdelse af regler eller manglende saglighed, hvor retsgarantierne forbundet med at være ansat af en offentlig myndighed afskæres, kan uanset hvad karakteriseres som en så alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet, at tortgodtgørelse er berettiget . Det er der utvivlsomt tale om i nærværende sag, hvor landsretten netop har fundet det vigtigt at understrege (i præmisserne) samtlige de forhold, som er direkte personog ærekrænkende og derfor har ført til tilkendelse af en endnu større godtgørelse end i sagen fra 1991 med præsten og Kirkeministeriet .

·        Hvis det var sådan, at en godtgørelse  ikke kunne  anses for  torterstatning i en situation, hvor procedurekrav som sådan er overholdt, men hvor arbejdsgiver i realiteten "lader hånt" både om, at politianmeldelse efterfølgende af politiet indstilles og en forhørsleders konklusion, og uanset disse forhold alligevel fritstiller og suspenderer klager, vil reglen om tortgodtgørelse være indholdsløs. Det er i nærværende sag utvivlsom, at godtgørelsen er udbetalt, fordi klagers ære eller person er krænket dette ikke mindst som følge af, at klager er af udenlandsk herkomst med andre æresog stolthedsbegreber.

·        Det er i teori og praksis uden betydning, om der er henvist til erstatningsansvarslovens § 26 eller ej, fordi torterstatning er udtryk for en retsnorm uanset specifik hjemmelsangivelse.

·        Erstatningsansvarslovens § 26 er gældende og anvendes i sager, hvor en arbejdsgiver dømmes til udbetaling af godtgørelse, hvor der sker personkrænkelser (og dette udløser erstatning for ikke-økonomisk tab, som er skattefrit), uanset tilstedeværelsen af ligningslovens § 7 U og uanset, at det følger af lovforsalget til  §  7 U, at "alle ydelser, der i fremtiden  udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved skatteberegningen, med mindre der er tale om uddannelsesydelser.

 

·         Det forekommer akademisk at diskutere, om en krænkelse af forvaltningsretlige garantiforskrifter skal udløse en godtgørelse for tort, eller det er en mere uspecifik forvaltningsretlig godtgørelse af tortlignende karakter, når den skattemæssige subsumption i øvrigt er den samme.

·         Det er både i litteraturen og praksis fastslået, at i tjenestemandssager kan der ikke henvises til principperne for godtgørelse efter § 2b i funktionærloven, hvilket herefter heller ikke kan lede til brugen af ligningslovens § 7 U for udbetalt godtgørelse. SKAT's anbringender om det modsatte, kan derfor ikke tiltrædes.

5.2 Som yderligere specifik begrundelse for, at spørgsmål 1 skal besvares med "ja

•        Af juridisk vejledning pkt. C.A.3.7 følger, at man for at kunne afgøre beskatningen af en erstatning skal skelne mellem om erstatningen er 1) en løbende ydelse, eller 2) et engangsbeløb. Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal denne beskattes på samme måde som det, den træder i stedet for. Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri, og hvis den er kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelsen, er den skattepligtig. Det fremgår yderligere, at erstatninger udbetalt som engangsbeløb som kompensation for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som f.eks. svie og smerte, varigt men og tort, er skattefri.

•        Det er i øvrigt almindeligt anerkendt i både praksis og teori, at tortgodtgørelse er skattefri, jf. også SKM2007.575ØLR og Juristen nr.  8,  2008, side 235, hvori det med henvisning til SKM2001.281LSR, som dog vedrører en funktionæransat, udtales: "Det resterende beløb, som var den del af kompensationen, der lå ud over godtgørelse efter funktionærlovens regler, anså Landsskatteretten som "...

kompensation for retsstridige fejl, der må sidestilles med tort, der efter praksis er skattefrit efter statsskattelovens §§ 4 og 5"".

Der er som fremhævet ovenfor i teori og praksis intet belæg for, at en tjenestemand i relation til en godtgørelse skal behandles efter strengere principper end en funktionær tværtimod vil hele godtgørelsen for en tjenestemand (i ovennævnte situation) efter litteraturen og praksis være som tortgodtgørelse.

•        Som det fremgår af Vestre Landsrets dom i nærværende sag, er der ingen sammenhæng mellem klagers årsløn og den tilkendte godtgørelse.

·        Der skal ikke lægges vægt på en manglende sammenhæng mellem baggrund og form for den påståede godtgørelse og den faktisk tilkendte godtgørelse. Det er altså ikke til hinder for, at en godtgørelse skattemæssigt behandles som en tortgodtgørelse, at den indledende påstand var baseret på årsindkomst. Dette er også illustreret i SKM2001.536LSR hvor klager en række medarbejdere i Told & Skat havde påstået skattefrihed for en udbetaling på 25.000 kr., som blev udbetalt som følge af en manglende partshøring i forbindelse med overflytning til et nyoprettet kontrollørkorps. Klagerne havde i deres stævning anført, at klager var berettiget til erstatning efter forvaltningsretlige regler som følge af, at klager uden forudgående høring blev overført til et kontrollørkorps. Subsidiært gjordes det gældende, at overførslen var usaglig i henhold til funktionærlovens § 2b, hvorfor klager var berettiget til godtgørelse (afgørelsens side 12). Ligeledes fremgik det af sagen, at  tortgodtgørelse hverken var nævnt i nogen korrespondance med klager, eller i aftalen mellem Toldog Skattestyrelsen og klage vedrørende godtgørelsen.

På trods af dette fandt Landsskatteretten, at der var tale om en skattefri tortgodtgørelse. Det samme gør sig gældende i nærværende sag, hvor klager rent faktisk har påstået godtgørelsen opgjort efter sin årsløn. Alligevel kommer Vestre Landsret frem til følgende i sin begrundelse, som dækker betydeligt flere krænkende hændelser end blot krav på godtgørelse for uberettiget afsked efter mange års ansættelse: "Det tiltrædes endvidere, at G1, som følge af den uberettigede afskedigelse, skal betale en godtgørelse til A.

Henset til As ansættelsestid, sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og efter politiets indstilling af efterforskningen indledt tjenstligt forhør mod A, tiltrædes det, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr." (Min understregning)

·        Klager modtog som anført sædvanlig løn i opsigelsesperioden på 3 mdr. Det er dermed udelukket , at en del af den tilkendte godtgørelse udgør en erstatning for manglende lønudbetaling, hvilket klager heller ikke har påstået. Det fremgår heller ikke i Vestre Landsrets begrundelse for tilkendelsen af godtgørelse, at der skulle være henset til klagers lønforhold.

Henset til Vestre Landsrets begrundelse, jf. ovenfor, og til den øvrige praksis, er det efter klagers opfattelse utvivlsomt, at den tilkendte godtgørelse udgør en tortgodtgørelse som kompensation for svie og smerte som resultat af den unødvendige politianmeldelse, tjenstlige forhør mv.

5.3.           Som yderligere specifik begrundelse for, at spm. 2 (hvis spm. 1 besvares benægtende) skal besvares med "ja

·         Såfremt SKAT ikke måtte være enig i, at den samlede godtgørelse er en skattefri tortgodtgørelse, jf. ovenstående redegørelse, gør klager gældende, at et beløb svarende til mindst 214.828,95 kr. er skattefri tortgodtgørelse.

·         Klager var ansat på tjenestemandsvilkår, og var derfor ikke omfattet af funktionærlovens § 2b. Da der ikke i tjenestemandsreguleringen findes en metode til udregning af godtgørelse for usaglig opsigelse, kan det anføres, at Vestre Landsret ved udmålingen af godtgørelsen alligevel skulle have henset til de vejledende satser, der findes  i funktionærlovens §  2b. Klager  havde ved den uretmæssige opsigelse været ansat i 12 år på sin arbejdsplads. Det følger således af funktionærlovens § 2b, stk. 2, 1. pkt., at klager, såfremt han havde været funktionær, havde været berettiget til maksimalt 4 mdrs. løn i godtgørelse for usaglig opsigelse. I  praksis udmåles  godtgørelsen i henhold til ovenstående bestemmelse sædvanligvis til mellem halvdelen og trefjerdedele af den maksimale godtgørelse, jf. eksempelvis "Afskedigelse Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt, alm. del", 1. udgave, 2015, af Jens Paulsen, side 528.

Det følger heraf, at klager, såfremt denne havde været funktionær, må antages at ville blive tilkendt 2-3 mdrs. løn i godtgørelse for usaglig opsigelse.

Som anført i bilag 4 var klagers årsløn på tidspunktet for opsigelsen på 340.684,20 kr. Klager ville derfor være berettiget til mellem 56.780,70 kr. (svarende til 2 mdrs. løn) og 85.171,05 kr. (svarende til 3 mdrs. løn) i godtgørelse for usaglig opsigelse, som skal beskattes efter ligningslovens § 7 U.

I klagers principale påstand gøres det gældende, at den tilkendte godtgørelse i langt overvejende grad blev tilkendt som følge af den krænkende behandling, der gik forud for afskedigelsen, det er klagers opfattelse, at kun en lille del af godtgørelsen eventuelt kan henføres til at være en fratrædelsesgodtgørelse.

·          Sammenfattende er det klagers opfattelse, at et beløb på maksimalt 56.780,70 kr. kan betragtes som skattepligtig godtgørelse for usaglig opsigelse, mens det resterende beløb er at betragte som skattefri tortgodtgørelse, jf. ovenfor.

5.4.           Som yderligere specifik begrundelse for, at spm. 3 (hvis spm. 1 og 2 besvares benægtende) skal besvares med "ja"

 ·         Mere subsidiært er det klagers opfattelse, at et beløb på 85.171,05 kr. kan betragtes som skattepligtig godtgørelse for usaglig opsigelse, mens det resterende beløb er at betragte som skattefri tortgodtgørelse, jf. ovenfor pkt. 5.4

·         SKAT har i det bindende svar SKM2014.354SR og senere i styresignalet SKM2014.801 fastlagt en ny, skærpet praksis på området for godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven. Det er praksis, at godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven beskattes som fratrædelsesgodtgørelser efter ligningslovens § 7 U. Idet begrundelsen for det bindende svar og styresignalet er meget kon-

krete, og udelukkende forholder sig til godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven, er det klagers opfattelse, at den ændrede praksis ikke påvirker nærværende sag.

Praksisændringen opstiller udelukkende en definition af den skattemæssige behandling af godtgørelser i henhold til forskelsbehandlingsloven, og der kan ikke med praksisændringen tiltænkes en ændring af den generelle skattemæssige definition og afgrænsning af tortgodtgørelse.

o     Klager replicerer således på SKAT's særlige begrundelser:

 ·         På side 22 anfører SKAT som begrundelse for, at svaret til  spørgsmål 1 er "nej", at SKAT er af den opfattelse, at den godtgørelse, som klager har fået tilkendt i nærværende sag på 300.000 kr., indeholder et skattepligtigt beløb for afsked på et usagligt grundlag, der skal beskattes i medfør af reglerne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2. SKAT begrunder dette med, at såvel byretten som landsretten i nærværende sag henviser til ansættelsestidens længde, hvilket har den betydning, at klager, selvom reglerne i tjenestemandsregulativet ikke indeholder bestemmelser herom, er tilkendt en godtgørelse for usaglig afsked. SKAT er af den opfattelse, at godtgørelse for usaglig afsked, skal beskattes efter bestemmelserne i ligningslovens § 7 U, stk. 1 og stk. 2, ligesom hvis godtgørelsen var tilkendt efter funktionærlovens § 2b eller efter principperne heri.

·         Som det fremgår ovenfor, kan der ikke henvises til funktionærlovens § 2b i sager om tjenestemænd, og som det også fremgår af landsrettens dom (som er den endelig dom), er ansættelsestiden længde blot et af de mange forhold, som landsretten vurderer på ved udmåling af godtgørelse.

·        SKAT's begrundelse for et "nej" til spørgsmål 1 må i det hele afvises.

·        Som begrundelse for "nej" til spørgsmål  2 og 3 anfører SKAT på side 23, at der skal være sket en strafbar krænkelse, for at der kan være tale om tortgodtgørelse (efter erstatningsansvarsloven § 26). Dette er forkert . Det er ikke længere en betingelse, at krænkelsen er strafbar, jf. betænkning 1971 601 67 f. Desuden er der heller ikke i de to domme U1991.973H og U1993.434H belæg for SKAT's bemærkning om, at tortgodtgørelse forudsætter, at "der foreligger en decideret strafbar krænkelse, eller hvad der grænser ganske tæt  heropad". I teorien herunder Jens Poulsen i Afskedigelse mv. fra 2015 og i Lennart Konow i U1996B.470V fastslås, at der intet belæg er for, at tortgodtgørelse forudsætter, at "der foreligger en strafbar krænkelse".

·          Den omstændighed at SKAT fra side 24 til 30 går ind og realitetsbedømmer tjenestemandsforholdet herunder både politianmeldelsen og den disciplinære undersøgelse, som Vestre Landsret har pådømt og medtaget som nogle af kriterierne for at dømme arbejdsgiver til godtgørelsesbetaling er overraskende og direkte kritisabel taget i betragtning af SKAT's (manglende) rolle i den konkrete sag. SKAT anfører bl.a. på siderne 26 og 27 modsat Vestre Landsrets afgørelse og politiet, at "der var rimelig grund" til, at foretage anmeldelse til  politiet. SKAT tillader sig -  uden dokumentation  herfor  at lægge til grund, at Politiet har fundet, at der med udgangspunkt i politianmeldelsen var grundlag for, at indlede en efterforskning af eventuelle strafbare forhold begået af klager, idet anmeldelsen ikke blev afvist af politiet

i medfør af i retsplejelovens § 749, stk. 1. Dette er en helt uforståelig fortolkning af forholdene og disse spekulationer er helt uden støtte i denne sag, dommen fra landsretten eller Politiets rapport. Det er sådan, at Politiet er nødt til seriøst at behandle anmeldelser, der går på personer i offentlig tjeneste, herunder især personer, der har et hverv, som involverer offentligheden, som eksempelvis en buschauffør. Anmeldelsen er således behørigt behandlet af Politiet, fordi de er nødt til det. Det fremgår med al tydelighed af både brevet til "den forurettede" og anmeldelsesrapporten (bilag 5), at anklagerne mod klager var grundløse, som i øvrigt også konkluderet af forhørslederen under tjenstligt forhør. Hvis Politiet havde ment, at der var konkret mistanke, havde de sigtet klager. Det har Politiet ikke gjort" SKAT's insisterende argumentation er ikke mindst kritisabel, både fordi Politiet har fundet anklagerne grundløse (bilag 5) og forhørslederen i sin beretning konkluderede, "at A ikke havde optrådt utilbørligt, eller fremkommet med trusler, eller på anden vis havde handlet på en måde, der var uforeneligt med den agtelse og tillid, som stillingen kræver''. Retssikkerheden lider et alvorligt "knæk", når SKAT således uden dokumentation herfor eller indsigt i sagen i øvrigt, modsiger både Vestre Landsret, Politiet og forhørslederen.

SKAT benytter disse (udokumenterede) spekulationer til at argumentere for, at bl.a. politianmeldelsen ikke er en krænkelse af klagers frihed, fred, ære eller person, således at der ikke er lidt nogen "tort" (igen med den forklaring, at domstolen ikke specifikt henviser til erstatningsansvarsloven § 26) for dermed at kunne afvise samtlige begrundelser for et positivt svar på spørgsmål 2 hhv. 3 i anmodningen om bindende svar.

·        Klager går ud fra, at Landsskatteretten i det hele bortser fra SKAT's egne vurderinger og spekulationer på side 24-30 om de forhold, der er pådømt af Vestre Landsret som del af begrundelsen for godtgørelse, og dermed også SKAT's konklusion på side 31 om, at anse politianmeldelse mv. som foretaget "med rimelig grund", når både landsretten, Politiet og forhørslederen er kommet til det modsatte resultat .

Af bemærkninger til SKATs udtalelse fremgår:

"Under henvisning til Styrelsens brev af 12. september 2017 skal jeg hermed fremkomme med kommentarer og bemærkninger til SKAT's udtalelse til klagen af 4. september 2017 som supplerende bemærkninger til klagen indsendt 6. juli 2017, hvortil der i øvrigt henvises.

SKAT's bemærkninger er opdelt i konkrete bemærkninger dels til politianmeldelsen og dels til forhørslederens beretning af 11. maj 2011. SKAT fastholder, at de mener der var "rimelig grund" til begge foranstaltninger. Dette kan forskellige parter rimeligvis have forskellige meninger om og holdninger til, men det er blot denne sag helt uvedkommende, for Vestre Landsret taget stilling til det og har afsagt dom.

I denne sag kræves derfor ikke, at SKAT foretager en særskilt vurdering af, hvorvidt SKAT mener, at der var "rimelig grund" til, at der blev indgivet politianmeldelse og for den sags skyld indledt tjenstligt forhør. Landsretten har som sagt taget stilling til dette og af præmisserne kan det læses, at der netop ikke har været en "rimelig grund" til disse foranstaltninger. SKAT’s bemærkninger er derfor overordnet set irrelevante for nærværende sag.

Det, der skal tages stilling til, er, hvilken karakter denne godtgørelse har, når der sker fastsættelse heraf med et så højt beløb som 300.000 kr. baseret på Vestre Landsrets dom, hvorefter Landsretten tiltræder: "at der ikke har været grundlag for den diskretionære afskedigelse af A".

 

Domstolen udtaler sig ikke direkte om, hvorvidt der skulle/burde foretages politianmeldelse eller tjenstligt forhør, bortset fra, at Landsretten rent faktisk, jf. lige herunder, i fire forhold udtaler, at der netop ikke var grundlag for påtale. Det, som domstolen herudover i præmisserne fastslår, er, at "der ikke var grundlag for den diskretionære afskedigelse, og at der skal betales godtgørelse, og størrelsen er fastsat under hensyn til As ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension efter politiets indstilling af efterforskningen og indledt tjenstligt forhør mod A."

Vestre Landsret nævner ikke, hvilke dele af disse omstændigheder der vejer tungest i fastsættelsen af godtgørelsen, men det er hævet over enhver tvivl, at disse omstændigheder og det, som A har været udsat for, har været af så indgribende karakter, at domstolen er nået til det resultat, at der skulle udbetales en særdeles stor godtgørelse. Så vidt det ses af praksis er godtgørelsen endog 50.000 kr. højere end den godtgørelse på 250.000 kr., der i praksis hidtil er udråbt som den største tortgodtgørelse nogen sinde set i sådanne tjenestemandssager (se U1991.973H).

Dommen er omtalt i bogen "Kommunal ansættelse" af Niels Nørby Pedersen og Nanna Steenbjerg Kolze, begge på udgivelsestidspunktet i 2016 ansat i KLs personalejuridiske afdeling. Forfatterne skriver følgende om dommen: "… Landsretten vurderede, at der ikke var bevismæssigt grundlag for de påberåbte samarbejdsvanskeligheder, og lagde til grund, at de faktiske omstændigheder, som begrundede afskedigelsen af billetkontrolløren, på helt centrale punkter var forkerte. …"

 

For at gøre dommen endnu mere klar har Landsretten oven i købet i præmisserne fulgt op på de fire forhold/episoder, der er tale om og konkluderet, at der ikke var grundlag for den påtale, som var sket.

1.      Vedrørende Y1-adresse fremgår det, at der ikke var anledning til påtale over for A.

2.      I forhold til konflikthåndteringskurset den 2. december 2009 finder Landsretten heller ikke, at der er grundlag for at anse truslen som en trussel om anvendelse af vold.

3.      Episoden den 7. april 2010 kan efter domstolen heller ikke tillægges vægt, og endelig er

4.      Episoden og udtalelsen den 3. maj 2010 ikke anset som en trussel, der er egnet til at fremkalde frygt.

Landsretten lægger altså til grund, at begrundelsen for afskedigelsen på helt centrale punkter derfor var på forkert grundlag samt, at der rent faktisk ikke var grundlag for at politianmelde mv.

I tilknytning til dette skal der erindres, som anført side 16 ff. i klagen, at det følger af teorien, at arbejdsgivers frihed for at skabe ro og orden på arbejdspladsen er begrænset, idet arbejdsgiveren i særdeleshed, når denne er en offentlig arbejdsgiver, har pligt til ikke uberettiget at miskreditere den lønmodtager, hvor der foreligger personbeskyldninger, som ikke kan bevises. Det, som G1 gjorde mod klager var utvivlsomt en voldsom miskreditering, hvilket tydeligt fremgår af Landsretsdommen.

Det er tillige både i litteraturen og praksis fastslået, at i tjenestemandssager kan der ikke henvises til principperne for godtgørelse efter § 2b i funktionærloven, hvilket herefter heller ikke kan lede til brugen af ligningslovens § 7 U for udbetalt godtgørelse. SKAT erkender tilsyneladende nu også selv på side 4 i deres be- mærkninger (modsat tidligere), at tjenestemandsregulativet netop ikke indeholder bestemmelser som i funktionærlovens § 2b. Desuagtet påberåber SKAT sig stadig, at principperne er anvendt i denne sag. Dette savner enhver mening og må derfor tilsidesættes som argument.

For at tydeliggøre, at SKAT’s henvisning til reglerne savner mening, kan man se på en opsigelse af en funktionær efter 12 år på sin arbejdsplads. Det følger af funktionærlovens § 2b, stk. 2, 1. pkt., at såfremt der ville have været tale om en funktionær, ville pågældende alene være berettiget til maksimalt 4 mdrs. løn i godtgørelse for usaglig opsigelse. I praksis udmåles godtgørelsen i henhold til ovenstående bestemmelse sædvanligvis til mellem halvdelen og trefjerdedele af den maksimale godtgørelse, jf. eksempelvis “Afskedigelse - Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt, alm. del", 1. udgave, 2015, af Jens Paulsen, side 528.

Som også nævnt i klagen side 20 ville klager, såfremt denne havde været funktionær og dette "alene" blev anset som "usaglig afskedigelse" alene antages at kunne blive tilkendt 2-3 mdrs. løn. Dette ville have været et niveau på mellem ca.

60.000 og 85.000 kr. Dette taler for sig selv og understreger igen, at Landsretten har ment, at der i nærværende sag var basis for en helt anden form for godtgørelse.

Endelig skal det understreges, at gennemgangen af de mange afgørelser med tjenestemænd involveret (som beskrevet i klagen) har vist, at man ikke kan udelukke, at der i praksis eksisterer en ulovbestemt adgang til at yde godtgørelse til tjenestemænd. Den kan baseres på procedurefordrejning eller usagligt skøn. Det er dog ikke afgørende, om det er det ene eller det andet, når der er tale om offentligretlige arbejdsgivere, som har en udvidet proceduremæssig forpligtelse i forbindelse med afskedigelser. Manglende overholdelse af regler eller manglende saglighed, hvor retsgarantierne forbundet med at være ansat af en offentlig myndighed afskæres, kan uanset hvad, karakteriseres som en så alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet, hvorfor tortgodtgørelse er berettiget. Det er der utvivlsomt tale om i nærværende sag, hvor Landsretten netop har fundet det vigtigt at understrege (i præmisserne) samtlige de forhold, jf. ovenfor, som er direkte person og ærekrænkende og derfor har ført til tilkendelse af en endnu større godtgørelse end i sagen fra 1991 med præsten og Kirkeministeriet.

Hvis det var sådan, at en godtgørelse ikke kunne anses for torterstatning i en situation, hvor procedurekrav som sådan er overholdt, men hvor arbejdsgiver i realiteten "lader hånt" både om, at politianmeldelse efterfølgende af politiet indstilles og en forhørsleders konklusion, og uanset disse forhold alligevel suspenderer klager, vil reglen om tortgodtgørelse være indholdsløs. Det er i nærværende sag utvivlsom, at godtgørelsen er udbetalt, fordi klagers ære eller person er krænket - dette ikke mindst også som følge af, at klager er af udenlandsk herkomst med andre æresog stolthedsbegreber."

Af bemærkninger til SKATs udtalelse af 5. februar 2018 fremgår:

"Under henvisning til Styrelsens brev af 5. februar 2018 skal jeg hermed fremkomme med kommentarer og bemærkninger til SKAT's udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af 5. februar 2018. Nærværende bemærkninger skal anses som supplerende bemærkninger til klagen indsendt 6. juli 2017 og yderligere bemærkninger indsendt den 12. oktober 2017, hvortil der i øvrigt henvises.

SKAT gentager i brev af 5. februar 2018 sine bemærkninger i relation til politianmeldelsen og forhørslederens beretning, som fremgår på side 15 ff. i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 5. januar 2018. SKAT fastholder, at de mener, at der var "rimelig grund" til begge foranstaltninger. SKAT udtaler at: "SKAT skal fremhæve, at SKAT under henvisning til U2016.1830H og U20102021 S har undersøgt (min understregning) omG1 havde rimelig grund til at anmelde A ME til politiet og omG1 også havde rimelig grund til efterfølgende at indlede den disciplinære undersøgelse".

 

SKAT skal ikke foretage en sådan undersøgelse. SKAT's egen holdning til, om foranstaltningerne var rimelige eller ej, er denne sag uvedkommende, fordi Vestre Landsret har taget stilling til, om der var "rimelig grund" til begge foranstaltninger på baggrund af den mængde dokumentation og de konkrete udtalelser, som på daværende tidspunkt blev fremlagt, og som er en del af landsretssagen. På det grund lag har landsretten afsagt dom, hvor det af præmisser-  ne utvetydigt fremgår, at der netop ikke var "rimelig grund" til disse foranstaltninger.

Landsretten fastslår i præmisserne, at der ikke var grundlag for politianmeldelsen, jf. nedenfor, herunder at der ikke var grundlag for den diskretionære afskedigelse, og at der skal betales godtgørelse som er fastsat under hensyn til As ansættelsestid sammenholdt med

·        sagens omstændigheder og

·        det langvarige forløb,

·        herunder at der blev indgivet politianmeldelse,

·        iværksat suspension efter politiets indstilling af efterforskningen og

·        indledt tjenstligt forhør mod A."

For at gøre dommen endnu mere klar fulgte landsretten oven i købet i præmisserne op på de fire forhold/episoder, der er tale om, og konkluderede, at der ikke var grundlag for den påtale, som var sket.

1        Vedrørende Y1-adresse fremgår det, at der ikke var anledning til påtale over for A.

2        I forhold til konflikthåndteringskurset den 2. december 2009 finder landsretten heller ikke, at der er grundlag for at anse truslen som en trussel om anvendelse af vold.

3        Episoden den 7. april 2010 kan efter domstolen heller ikke tillægges vægt, og endelig er

4        Episoden og udtalelsen den 3. maj 2010 ikke anset som en trussel, der er egnet ti l at fremkalde frygt.

Landsretten lægger altså til grund, at begrundelsen for afskedigelsen på helt centrale punkter derfor var på forkert grundlag.

SKAT kan ikke tilsidesætte landsrettens vurdering af, om der var  "rimelig  grund " til politianmeldelsen og tjenstligt forhør, lige så lidt som SKAT kan fremkomme med sin egen "dom", vel at mærke uden nogen for form baggrundsdokumentation, når forholdet allerede er pådømt af Landsretten.

De to afgørelser, som SKAT henviser til, dels U2012.1830H og U2010.2021S, er helt konkrete afgørelser, hvor hhv. Højesteret og Sø-og Handelsretten på baggrund af de enkelte hændelsesforløb tager stilling til, om der var rimelig grund til politianmeldelse. I begge sager finder domstolen på baggrund af konkrete forhold, at der netop var rimelig grund til politianmeldelse, og derfor kunne tortgodtgørelse ikke begrundes i disse sager. I de to sager nåede domstolen således til det direkte modsatte resultat end i nærværende dom i A-sagen.

Uanset udfaldet af disse sager i øvrigt giver disse afgørelser intet belæg for, at SKAT ensidigt kan/skal foretage en sådan "rimelig grund"-vurdering.

SKAT gentager herefter sin henvisning til SKM 2007.575ØLR. Se side 12 i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 5. januar 2018. Som SKAT selv refererer, fandt landsretten i denne sag, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse for en skattefri godtgørelse for en krænkelse af den pågældendes ære og person. Det er igen modsat resultatet i nærværende sag, hvor det af præmisserne fremgår, at  der  var tale om sådanne omstændigheder.

Den tilføjelse, som fremgår af SKM2007.575.ØLR, om at kompensationen ikke kan være omfattet af statsskattelovens § 5, fordi der ikke er tale om et formuegode, er bemærkelsesværdig, når der henses til den praksis, der rent faktisk har udviklet sig. Anvendelsesområdet for statsskattelovens § 5 er i dag mere end  blot formuegoder i formueret lig forstand; f.eks. er sumerstatninger for tab af erhvervsevne, svie og smerte, tort mv. omfattet, idet skader på en persons krop og sind i praksis sidestilles med en formueskade, ligesom f.eks. godtgørelse for mistet indkomstgrundlag i form af en stilling kan være omfattet af statsskattelovens § 5.

Som helt grundlæggende opsummering, ud over hvad der er redegjort for tidligere i denne sag, kan man sige, at der i skatteretten ikke findes specifikke regler, der generelt regulerer beskatningen af erstatninger. Der tages derfor ud-  gangspunkt i de grundlæggende principper i statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig lovhjemmel. Der skal således foretages en konkret vurdering af, hvad erstatningen træder i stedet for. Erstatninger, der udbetales for mistede skattepligtige indtægter, vil således være skattepligtige efter statsskattelovens § 4, f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. På samme måde vil erstatninger for formuetab eller formuegevinster, der ikke henregnes til den skattepligtige indkomst, være skattefrie efter statsskattelovens§ 5a, f.eks. erstatninger for privat indbo eller erstatninger for personskade som f.eks. for svie, smerte samt tort, som i praksis sidestilles med en formueskade, idet man

anser det som en skade på selve indkomstgrundlaget, når en  person skades.  Ved tort forstås den immaterielle skade, som forvoldes ved krænkelse af en anden persons selvog æresfølelse, dvs. den forurettedes opfattelse af eget værd  og omdømme (ydmygelsen), jf. erstatningsansvarslovens § 26.

Det er problematisk, hvis man i administrativ praksis, blot fordi en godtgørelse er udbetalt på baggrund af en bestemt lov eller bestemmelse heri, fast slår, at så er alle godtgørelser generelt skattepligtige efter ligningslovens § 7U. Det må antages, at det ikke var hensigten med lovændringen, at også godtgørelser for rettighedskrænkelser skulle inddrages under beskatningen i ligningslovens § 7U, således at der løbende sker en udvidelse af anvendelsesområdet for ligningslovens § 7U og samtidig sker en indskrænkning af området for skattefrie erstatninger, der vil have været omfattet af statsskattelovens § 5a. Den skattemæssige behandling af en godtgørelse må afhænge af, hvad godtgørelsen skal dække i  det konkrete tilfælde, ligesom grovheden i krænkelsen må have stor betydning. Hertil kommer, at det kan virke krænkende for retsbevidstheden, at en godtgørelse for en rettighedskrænkelse behandles forskelligt, afhængig af hvornår den udbetales.

Hvis det er sådan, at en godtgørelse ikke kan anses for tort godtgørelse i en situation som denne, hvor arbejdsgivers afskedigelsesbeslutning lider af så markante forvaltningsretlige mangler, vil reglen om tort godtgørelse være indholdsløs.

Det følger utvetydigt af byrettens dom (hvis grunde landsretten tiltræder), at  der for det første ikke var noget sagligt grundlag for suspensionen, og for det andet at proportionalitetsprincippet var tilsidesat. Det følger af præmisserne, at en beslutning om afskedigelse er så alvorlig, at der kræves et sikkert bevismæssigt grundlag, og at dette bevismæssige grundlag ikke var tilvejebragt. Arbejdsgiver lod i realiteten "hånt" om, at der ikke var fornødent grundlag for deres politianmeldelse og traf på trods af en forhørsleders konklusion i en disciplinærundersøgelse efterfølgende beslutning om afskedigelse på diskretionært grundlag på baggrund af samme hændelsesforløb. Det nærmer sig procedurefordrejning, og domstolene har utvetydigt givet udtryk for, at de forvaltningsret lige mangler ved kommunens fremgangsmåde indebar, at beslutningen om afskedigelse var usaglig og uproportional.

Som det fremgår både af byrettens og landsrettens domme var det bevismæssige grundlag for suspensionen ikke til stede, jf. side 7 og 9 i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 5. januar 2018. Herudover er både byret og landsret enige   om det manglende hensyn til proportionalitetsprincippet, idet arbejdsgiver på ingen måde havde udfoldet bestræbelser på at løse konflikten, jf. også side 7 og  9 i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 5. januar 2018. Dette må anses for at være årsagen til landsrettens opsummering af nedennævnte årsager til fastsættelsen af den  ikke ubetydelige godtgørelse, herunder sagens omstændigheder  og det langvarige forløb, at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension efter politiets indstilling af efterforskningen og indledt tjenstligt forhør mod A.

Det er i nærværende sag derfor utvivlsomt, at det høje godtgørelsesbeløb er fastsat, fordi klagers ære og/eller person er krænket, herunder som følge af en fuldkommen tilsidesættelse af alle forvaltningsretlige garantier og i den forbindelse også som følge af, at klager er af  udenlandsk herkomst med  andre æresog stoltheds begreber."

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Dette fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis en erstatning dækker et ikke-fradragsberettiget formuetab eller et tab af indkomstgrundlaget som efter princippet i statsskattelovens § 5 a er indkomstopgørelsen uvedkommende, er erstatningsbeløbet tilsvarende skattefrit.

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig hjemmel.

Godtgørelse, der udbetales til dækning af et konkret løntab er skattepligtig som almindelig indkomst efter statsskattelovens § 4.

Godtgørelse for eksempelvis svie og smerte, varig men, tort og erstatning af indkomstkilde er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a.

Godtgørelse, der betales ud over lønnen/lønkravet med relation til fratræden, er skattepligtig efter ligningslovens § 7 U. Heraf fremgår det, at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.

Det følger af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, L88 fremsat den 4. november 1999 vedrørende skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., under bemærkninger til de enkelte bestemmelser, nr. 11, at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser."

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, som en medarbejder måtte få, afhænger herefter af, om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen er blevet afskediget i strid med den respektive lov, eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov.

Af dommen fra Vestre Landsret fremgår blandt andet, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr., henset til klagerens ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder, at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og indledt tjenstligt forhør mod klageren. Af dommen fremgår ikke, hvor stor en del, der er udbetalt som følge af klagerens ansættelsestid og hvor stor en del der vedrører øvrige forhold.

Det fremgår ikke af dommen, at erstatningen er ydet i henhold til erstatningsansvarslovens § 26.

Tort er i teorien betegnet som den ikke-økonomiske, immaterielle skade, som forvoldes ved en krænkelse af en persons selv og æresfølelse.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden finder det ikke for godtgjort, at nogen del af erstatningen er ydet som tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at godtgørelsen ifølge præmisserne i Vestre Landsrets dom udtrykkeligt tilkendes "som følge af den uberettigede afskedigelse", hvorefter godtgørelsen som udgangspunkt skal henføres til ligningslovens § 7 U jf. SKM2007.575.ØLR og på, at det ikke i sagen ved byog landsret var gjort gældende fra klagers side, at der skulle ydes tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.

Et retsmedlem finder, at et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til 2 måneders løn, beregnet af klagerens årsløn på 340.684,20 kr., svarende til 56.750 kr. anses for at være skattepligtig indkomst jf. ligningslovens § 7 U, mens den øvrige del anses at være skattefri godtgørelse.

Retten træffer afgørelse efter stemmeflertallet. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs bindende svar på spørgsmål 1 til 3.

…"

Det er oplyst, at As anmodning til skattemyndighederne om bindende svar blev fremsat den 9. september 2016.

Forud for Landsskatterettens afgørelse havde Skatteankestyrelsen den 5. januar 2018 forslået besvarelsen af de stillede spørgsmål 1 og 2 stadfæstet og besvarelsen af spørgsmål 3 delvist ændret. Skatteankestyrelsen havde i sit forslag til afgørelse nærmere anført følgende:

"Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Dette fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis en erstatning dækker et ikke-fradragsberettiget formuetab eller et tab af indkomstgrundlaget som efter princippet i statsskattelovens § 5 a er indkomstopgørelsen uvedkommende, er erstatningsbeløbet tilsvarende skattefrit.

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig hjemmel.

Godtgørelse, der udbetales til dækning af et konkret løntab er skattepligtig som almindelig indkomst efter statsskattelovens § 4.

Godtgørelse for eksempelvis svie og smerte, varig men, tort og erstatning af indkomstkilde er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a.

Godtgørelse, der betales ud over lønnen/lønkravet med relation til fratræden, er skattepligtig efter ligningslovens § 7 U. Heraf fremgår det, at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.

Det følger af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, L88 fremsat den 4. november 1999 vedrørende skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., under bemærkninger til de enkelte bestemmelser, nr. 11, at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser."

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. l, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, som en medarbejder måtte få, afhænger herefter af, om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen er blevet afskediget i strid med den respektive lov, eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov.

Af dommen fra Vestre Landsret fremgår blandt andet, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr., henset til klagerens ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder, at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og indledt tjenstligt forhør mod klageren. Af dommen fremgår ikke, hvor stor en del, der er udbetalt som følge af klagerens ansættelsestid og hvor stor en del der vedrører øvrige forhold.

Det fremgår ikke af dommen, at erstatningen er ydet i henhold til erstatningsansvarslovens § 26.

Tort er i teorien betegnet som den ikke-økonomiske, immaterielle skade, som forvoldes ved en krænkelse af en persons selvog æresfølelse.

Når der henses til dommen fra Vestre Landsret, anses for godtgjort, at en vis del af godtgørelsen er ydet efter principperne i erstatningsansvarslovens § 26 og udgør erstatning for tort. Ved bedømmelsen heraf, er der lagt vægt på, at det af dommen fremgår, at der ved fastsættelsen af godtgørelsen blandt andet er henset til sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder, at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og indledt tjenstligt forhør mod klageren. I mangel af oplysninger om den nærmere fordeling af godtgørelsen, må dette fastsættes efter et skøn.

Klageren var ansat som tjenestemand og dermed ikke omfattet af funktionærlovens bestemmelser om godtgørelse. Ved udøvelse af skønnet over, hvor stor en del af godtgørelsen, der kan anses som løn, har Skatteankestyrelsen dog henset til principperne i funktionærlovens § 2b, hvorefter en funktionær med en ansættelsestid på 12 år, ville være berettiget til en godtgørelse svarende til 4 måneders løn.

Skatteankestyrelsen finder herefter, at et skønsmæssigt beløb svarende til 4 måneders løn, beregnet af klagerens årsløn på 340.684,20 kr., svarende til 113.500 kr. anses at være skattepligtig indkomst jf. ligningslovens § 7 U, mens den øvrige del anses at være skattefri godtgørelse".

Parternes synspunkter

 A har i det væsentlige procederet i overenssstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført følgende:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand 1.1 gøres det navnligt gældende, at der i ligningslovens § 7U ikke er hjemmel til at beskatte den godtgørelse på 300.000 kr., som sagsøger blev tilkendt ved Vestre Landrets dom af 13. maj 2015 (bilag 8). Godtgørelsen blev tilkendt bl.a. på grund af arbejdsgivers overtrædelse af forvaltningsretlige grundprincipper, som i særlig grad skal beskytte offentligt ansatte, jf. præmisserne: "Retten finder således ikke, atG1 (sagsøgers arbejdsgiver) har haft et sagligt grundlag for at afskedige

 

sagsøger i medfør af tjenestemandsregulativets § 26, jf. tjenestemandslovens § 28". Landsretten har således gjort det klart, at godtgørelsen bl.a. er fastsat, fordi de faktiske omstændigheder påberåbt af sagsøgers tidligere arbejdsgiver på helt centrale punkter var forkerte, og at arbejdsgiver ikke har ageret på sagligt grundlag, ligesom arbejdsgiver har ikke har overholdt proportionalitetsprincippet.

Landsrettens præmisser indeholder ud over en henvisning til arbejdsgivers overtrædelse af forvaltningsretlige grundprincipper også henvisning til en lang række krænkende (og grundløse) indgreb over for sagsøger under ansættelsen herunder politianmeldelse, der efterfølgende blev indstillet, jf. RpL § 749, stk. 2, 1. pkt., efterfulgt af tjenstligt forhør, som konkluderede, at sagsøger ikke havde handlet utilbørligt, samt opretholdt suspension i strid med proportionalprincippet. Det er en krænkelse af den betryggelse, som tjenestemandslovgivningen skal give, og dermed en krænkelse af sagsøgers ære og person under ansættelsen. Erstatning for skade, som forvoldes ved krænkelse af selvog æresfølelsen, er ubestridt skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a, jf. erstatningsansvarslovens § 26 om tort og princippet heri.

Det gøres i tilknytning til det ovenfor nævnte gældende, at der kan foretages følgende karakteristik af godtgørelsen: For det første er godtgørelsen positivt afgrænset til at være godtgørelse for en række specifikt beskrevne krænkende forhold (i relation til 4 episoder) under ansættelsen, som samlet set kan anses for forhold, der har bidraget til mistet selvagtelse for sagsøger. For det andet er godtgørelsen negativt afgrænset derved, at den ikke omfatter indtægtstab/mistet lønindtægt. Det følger således utvivlsomt af præmisserne, at godtgørelsen ikke omfatter indtægt. Det retlige grundlag for godtgørelsen er erstatningsansvarslovens § 26.

At der var tale om en betydelig grovhed i de retsstridige krænkelser af sagsøger og dermed tale om tort, følger utvetydigt af Landsrettens præmisser: "En afskedigelsesbeslutnings alvorlige karakter tilsiger, at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedigelsesbegrundende samarbejdsproblemer er sikkert. Retten finder efter gennemgangen af de episoder, der lå til grund for afskedigelsen, ikke, at der forelå et sådant sikkert grundlag". Herudover tiltræder Landsretten byrettens præmisser, hvorefter Landsretten " ikke finder at G1 udfoldede tilstrækkelige bestræbelser på at løse de samarbejdsproblemer, man mente kunne tilskrives sagsøger, med mindre vidtgående skridt end afskedigelse. Det bemærkes herved, at der ikke i hvert fald ikke formelt er givet sagsøger en advarsel eller en påtale for hans tone, adfærd eller sprogbrug, og der er således ikke givet ham mulighed for at forholde sig hertil og eventuelt ændre sin tone og adfærd".

 

Det gøres gældende, at synspunktet om, at der er tale om tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, fremgår direkte af Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten, jf. bilag 3, hvoraf det fremgår, at det "anses for godtgjort at en vis del af godtgørelsen er ydet efter principperne i § 26. Ved bedømmelsen er der herved lagt vægt på, at det af dommen fremgår at retten har lagt vægt på sagsøgers ansættelsestid sammenholdt med sagens omstændigheder og det langvarige forløb, herunder at der blev indgivet politianmeldelse, iværksat suspension og efter politiets indstilling af efterforskningen indledt tjenstligt forhør mod sagsøger, tiltrædes det, at godtgørelsen skønsmæssigt er fastsat til 300.000 kr." Skatteankestyrelsens indstilling er udtryk for en indstilling til, at Landsskatteretten skulle give medhold i en påstand svarende til påstand 1.4.

Det gøres endvidere i den forbindelse gældende, at Skatteankestyrelsens indstilling direkte støtter synspunktet om, at der har været tale om ærekrænkende behandling af sagsøger under dennes ansættelse, hvorfor Skatteankestyrelsen anså godtgørelsen for delvist skattefri, jf. indstillingen: "Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, som en medarbejder måtte få, afhænger herefter af, om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen er blevet afskediget i strid med den respektive lov, eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov."

Endelig gøres det i den tilknytning gældende, at synspunktet om, at godtgørelsen er delvis skattefritaget i medfør af statsskattelovens § 5, litra a, også støttes af dissens i Landskatterettens kendelse (bilag 2), hvor det fremgår, at den dissentierende landskatteretsdommer mener, at alene 56.750 kr. skulle anses som skattepligtig indkomst, jf. ligningslovens § 7U, mens " den øvrige del af godtgørelsen må være skattefri godtgørelse".

 

Særlige anbringender relateret til tjenestemandsansættelse og egenpension ctr. Funktionærlovsansættelse

 Det gøres på baggrund af en gennemgang af praksis gældende, at der i relation til sager om afskedigelse af tjenestemænd foretages en betydeligt strengere vurdering af, om (den offentlige) arbejdsgiver har forsøgt at efterleve og overholde de forvaltningsretlige regler, der regulerer en tjenestemandsansættelse. UfR 1991.973H er bl.a. udtryk for, at der er en betydeligt strengere vurdering, når der er tale om en offentlig arbejdsgiver, der bør gå forrest i overholdelsen af de forvaltningsretlige grundprincipper.

Hvis den offentlige arbejdsgiver trods dette ikke overholder grundlæggende principper, er det en krænkelse af de retssikkerhedsmæssige garantier, der ligger i disse regler, og netop derfor er tilsidesættelse af reglerne æreog personkrænkende for sagsøger. Sagsøger er i hele forløbet blevet behandlet respektløst, og dette er for sagsøger særligt ydmygende set i lyset bl.a. af hans rolle som tjenestemand.

Det gøres gældende, at den af Landsretten tilkendte godtgørelse hverken er en almindelig afskedigelseskompensation for usaglighed eller en form for § 2bgodtgørelse (efter en analogibetragtning), da sagsøgte allerede modtager en fuldt skattepligtig kompensation for afskedigelsen i form af egenpension ifølge tjenestemandsregulativet § 2. I U1991.273H blev den afskedigede præst også tilkendt egenpension, som udgør en fratrædelsesgodtgørelse for en tjenestemand efter mindst 10 års tjeneste. Den tilkendte godtgørelse til sagsøger er derfor også af denne årsag et beløb, der ikke træder i stedet for almindelig fratrædelsesgodtgørelse (eller et beløb, der skal behandles på samme måde som en §2B-godtgørelse), og derfor gøres det tillige på det grundlag gældende, at den ikke skal beskattes efter ligningslovens § 7U.

Det er både i litteraturen og praksis fastslået, at i tjenestemandssager om uansøgt afskedigelse kan der ikke henvises til principperne for godtgørelse efter § 2b i funktionærloven, hverken direkte eller efter en analogi, herunder fordi der intetsteds i reglerne om tjenestemandsansættelser er henvist til funktionærlovens regler, ligesom domstolene ikke anvender funktionærlovens regler, når der skal ske bedømmelse af tjenestemandsretlige sager.

Endelig gøres det gældende, at det følger af lovforslag L88 - bilag 13 (skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg) - at ligningslovens § 7U er tiltænkt at omfatte især godtgørelser efter funktionærlovens §§ 2a og 2b samt godtgørelser udbetalt efter ligebehandlingslovens § 9 og godtgørelser udbetalt efter § 4a i lov om beskyttelse mod afskedigelse for foreningsforhold. Uanset denne liste ikke er udtømmende, og uanset at anvendelsesområdet for ligningslovens § 7U efter seneste retspraksis er udvidet, er den konkrete godtgørelse til sagsøger væsensforskellig fra godtgørelser, som udbetales efter ovennævnte regler, herunder funktionærloven, som ikke finder anvendelse for tjenestemænd. Skatteministerens indledning i svaret, som er: "Ifølge praksis er udbetalinger, der af den hidtidige arbejdsgiver udredes i umiddelbar forbindelse med og direkte som følge af fratræden eller en væsentlig ændring af ansættelsen blevet anset for at være fratrædelsesgodtgørelser. De foreslåede ændringer ændrer ikke ved denne praksis.", støtter tillige de foranstående anbringender om, at ingen del af godtgørelsen til sagsøger som tjenestemand er fratrædelsesgodtgørelse omfattet af ligningslovens § 7U.

Anbringende relateret til erstatningsansvarsloven som retsnorm

 I teori og praksis er det uden betydning, om der er henvist til erstatningsansvarsloven

§ 26, fordi tortgodtgørelse er udtryk for en retsnorm uden specifik hjemmel, og derfor gøres det gældende, at det ikke kan tillægges nogen betydning, at Vestre Landsret ikke har henvist til erstatningsansvarslovens § 26.

Til støtte for den nedlagte påstand 1.2 gøres det gældende, at skulle domstolen ikke være enig i, at den samlede godtgørelse er en skattefri tortgodtgørelse, gør sagsøger gældende, at alene et beløb svarende til 56.780,70 kr. kan anses for skattepligtig godtgørelse, mens den øvrige del anses som skattefri godtgørelse;

at uanset at der i tjenestemandsregulativet ikke findes bestemmelser om tilkendelse af godtgørelse for usaglig opsigelse, kan der, hvis der besluttes analogt til de vejledende satser, der findes i funktionærlovens § 2b, maksimalt beregnes 4 måneders løn i godtgørelse for usaglig opsigelse. Sagsøger havde ved opsigelsen været ansat i 12 år. I praksis udmåles godtgørelsen i henhold til ovenstående funktionærretlige bestemmelse sædvanligvis til mellem halvdelen og trefjerdedele af den maksimale godtgørelse, jf. eksempelvis “Afskedigelse - Arbejdsgiverens ledelsesret og ledelsespligt, alm. del",

1. udgave, 2015, af Jens Paulsen, side 528, hvorfor et beløb maksimalt svarende til 2 til 3 måneders løn ville kunne anses for skattepligtig godtgørelse;

at synpunktet om, at godtgørelsen er delvist skattefritaget i medfør af statsskattelovens § 5, litra a, fremgår af dissens i Landskatterettens kendelse (bilag 2), hvor den dissentierende landsskatteretsdommer alene anser 56.750 kr. som skattepligtig indkomst, jf. ligningslovens § 7U, " den øvrige del af godtgørelsen må være skattefri godtgørelse", jf. pkt. 3.4 ovenfor. 3.9.

Til støtte for den nedlagte påstand 1.3 gøres det gældende:

at skulle domstolen ikke være enig i, at den samlede godtgørelse er en skattefri tortgodtgørelse, eller alene et beløb svarende til 56.780,70 kr. kan anses for skattepligtig godtgørelse, gøres det gældende, at et beløb på 85.171,05 kr. kan anses som skattepligtig godtgørelse, mens den øvrige del anses som skattefri godtgørelse (svarende til anerkendelse af spørgsmål 3). 3.10. Til støtte for den nedlagte påstand 1.4 gøres det gældende:

at skulle domstolen ikke være enig i, at spørgsmål 3 skal besvares med "ja", gør sagsøger gældende, at et beløb på maksimalt 113.500 kr., som indstillet af Skatteankestyrelsen i deres indstilling til Landskatteretten, er skattepligtig indkomst, mens det øvrige beløb er skattefri godtgørelse, jf. anbringende 3.3.

4. ARGUMENTATION

 Spørgsmålet om beskatning afgøres uden for de lovregulerede tilfældegrupper ud fra de grundlæggende regler i statsskattelovens § 4 om skattepligtige indtægter og § 5 a om skattefrie formuegevinster. For så vidt angår spørgsmålet om beskatning af godtgørelse/erstatninger mv. gælder det såkaldte substitutionsprincip, som lader den skatteretlige bedømmelse være bestemt af, hvilken type tab godtgørelsen/erstatningen dækker. Udbetales erstatningen mv. for mistede skattepligtige indtægter, er beløbet skattepligtigt i medfør af statsskattelovens § 4, hvorimod erstatningen mv. er skattefri, hvis den udbetales for et formuetab, en mistet økonomisk fordel som vedrører formuesfæren, eller for tab af eller skade på selve indkomstgrundlaget, jf. statsskattelovens § 5 a. Skader på en persons krop og sind sidestilles i praksis med formueskade, og erstatning for personskade i form af svie og smerte, tab af erhvervsevne samt tort er således skattefri. Der skal således efter substitutionsprincippet foretages en konkret vurdering af, hvad erstatningen/godtgørelsen træder i stedet for. Sagsøgers godtgørelse træder ikke i stedet for løn i opsigelsesperioden.

Ligningslovens § 7U, som foreskriver en lidt lempet beskatning (skattefri bundgrænse på 8.000 kr.), vedrører efter sin ordlyd i stk. 1, 1. pkt., “gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum….", og bestemmelsen definerer eller afgrænser ikke, hvilke godtgørelser i forbindelse med en medarbejders fratræden der omfattes af bestemmelsen. Der er alene i den efterfølgende ordlyd den negative afgrænsning, at beløb, som træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i opsigelsesperioden, og beløb, der ikke udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen, ikke er omfattet.

Selvom ligningslovens § 7U er bredt formuleret, har den karakter af en undtagelsesbestemmelse. Det er både i skattemyndighedernes praksis og i retspraksis fastslået, at bestemmelsen ikke gælder, hvis godtgørelsen kompenserer for tortlignende forhold.

4.3. Bestemmelsen i ligningslovens § 7U om fratrædelsesgodtgørelser blev vedtaget

i 1999. Forud for 1999-loven havde Skatterådet adresseret en omsiggribende spekulation, der blev foretaget i de dagældende regler om fratrædelsesgodtgørelse (bilag 9). Det handlede om, at mange forsøgte at kamuflere løn som fratrædelsesgodtgørelse/ gyldne håndtryk med lavere beskatning til følge.

Der var ikke med 1999-loven tiltænkt nogen ændring af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Lovforslaget havde - i tråd med Skatterådets vurdering - alene til formål at standse den omtalte spekulation i at omkvalificere løn til fratrædelsesgodtgørelse.

Skatteministeriets fortolkning, hvorefter “alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratrædelse er anses for at være fratrædelsesgodtgørelser", stemmer ikke med bestemmelsens baggrund. Det gør heller ikke Skatteministeriets supplerende synspunkt om, at det er alle ydelser fra arbejdsgiver, der er skattepligtige, medmindre “der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af [medarbejderens] ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26". Tilføjelsen er i øvrigt helt uomtalt i lovforarbejderne. Der er tale om en udvidende fortolkning af det, som reelt kom ind i lovgivningen for mange år siden som en undtagelsesregel. Dette er i strid med princippet om, at undtagelsesregler skal fortolkes indskrænkende - ikke udvidende. Det ville tillige føre til uantagelige resultater, hvis godtgørelser/erstatninger af samme art kunne blive beskattet forskelligt afhængigt af, om eksempelvis en retssag mod arbejdsgiver for lovovertrædelse anlægges under en ansættelse eller i forbindelse med ansættelsesophør.

Det er almindeligt anerkendt i både praksis og teori, at godtgørelse for overtrædelser af forvaltningsretlige regler og tortgodtgørelse er skattefri, jf. også SKM2007.575ØLR og Juristen nr. 8, 2008, side 235, hvori det med henvisning til SKM2001.281LSR, som dog vedrører en funktionæransat, udtales: “Det resterende beløb, som var den del af kompensationen, der lå ud over godtgørelse efter funktionærlovens regler, anså Landsskatteretten som ... kompensation for retsstridige fejl, der må sidestilles med tort, der efter praksis er skattefrit efter statsskattelovens §§ 4 og 5".

Det er i teori og praksis uden betydning, om der er henvist til erstatningsansvarslovens § 26 eller ej, fordi tortgodtgørelse er udtryk for en retsnorm uanset specifik hjemmelsangivelse, og derfor forekommer det akademisk at diskutere, om en krænkelse af forvaltningsretlige garantiforskrifter skal udløse en godtgørelse for tort, eller om det er en mere uspecifik forvaltningsretlig godtgørelse af tortlignende karakter, når den skattemæssige subsumption i øvrigt er den samme. Det skal derfor bestrides, at erstatningsansvarslovens § 26 ikke skulle kunne finde anvendelse, blot fordi den ikke er nævnt i Vestre Landsrets præmisser.

I Vestre Landsrets dom er der ingen sammenhæng mellem sagsøgers årsløn og den tilkendte godtgørelse. Godtgørelsesbeløbet svarer ikke til 12 måneders løn og har i øvrigt ingen tilknytning til et beløb baseret på sagsøgers konkrete månedsløn. Sagsøger modtog almindelig løn i suspensions-/afskedigelsesperioden og oppebar som følge af afskedigelsen umiddelbart efter fratrædelsen tillige egenpension fra arbejdsgiver efter

§ 2 i tjenestemandspensionsregulativet (tilsvarende i lov om tjenestemandspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 489 af 6. maj 2010, med senere ændringer), hvorfor ingen del af godtgørelsesbeløbet til sagsøger træder i stedet for løn. Derfor skal det heller ikke beskattes som løn. Retten til egenpensionen er normalt anset som en afskedigelsesbeskyttelse for tjenestemænd, hvor funktionærlovens § 2b er en afskedigelsesbeskyttelse for funktionærer.

Der er ikke noget til hinder for, at en godtgørelse behandles som tortgodtgørelse, selvom den indledende påstand er var baseret på årsindkomst, jf. SKM 2001.536 LSR.

4.10. Det bestrides, at afgørelsen refereret i SKM.2007.575Ø kan begrunde sagsøgtes påstand. For det første vedrører nævnte afgørelse en funktionær - ikke en tjenestemand. For det andet er afgørelsen udtryk for en konkret vurdering, hvor sagens faktum ikke har lighedspunkter med nærværende sag. Det, der dog kan udledes af SKM.2007.575Ø - modsat sagsøgtes anbringende - er, at domstolen kan vurdere, om en godtgørelse er omfattet af erstatningsansvarslovens § 26 eller ligningslovens § 7U. Derfor konkluderer dommen netop ikke, at alle ydelser, der udbetales af en arbejdsgiver i forbindelse med afskedigelsen, skal anses som fratrædelsesgodtgørelse omfattet af ligningslovens § 7U.

I tjenestemandssager, herunder den principielle dom i UfR 1991.973H, er det en krænkelse af sagsøgers ære og person under ansættelsen, hvis de forvaltningsretlige retssikkerhedsgarantier tilsidesættes. Krænkelsen var bl.a., at Kirkeministeriet over for præsten havde tilkendegivet, at præsten ikke kunne påregne ansættelse overhovedet inden for Kirkeministeriets ansættelsesområde. I U1991.973H blev der udbetalt en særdeles høj tortgodtgørelse på 250.000 kr. Der var ikke noget strafbart i arbejdsgivers handlinger, men de var retsstridige. Der var tale om tort, uanset at Højesteret ikke omtalte tort i præmisserne. Godtgørelsen i nærværende sag er tilsvarende ekstraordinært høj i forhold til offentliggjort praksis i øvrigt, og som i 1991-præstesagen må dette vurderes at være sket på baggrund af de særdeles grove tilsidesættelser af forvaltningsretlige regler. I U1993.434V agerede arbejdsgiver også i strid med de forvaltningsretli-

ge grundprincipper (uden at der var noget strafbart forhold fra arbejdsgivers side). I denne sag udtales vedrørende tort: "At sagsøgtes (amtskommunens) uberettigede afskæring af sagsøgeren (tjenestemanden), for afholdelse af tjenesteligt forhør med de retssikkerhedsgarantier der er forbundet hermed, bl.a. ved valget af en eventuel disciplinær reaktion, må karakteriseres som en så alvorlig krænkelse af ansættelsesforholdet, og dermed af sagsøgeren (tjenestemanden), at denne findes berettiget til godtgørelse for tort."

Med støtte i retspraksis om tjenestemænd, herunder den principielle dom i UfR 1991.973H samt principperne i Landsskatterettens kendelse af 23. august 2016

(j.nr. 15-2525977), kan disse retsstridige krænkelser af sagsøger også anses som krænkelser af sagsøgers ære og person under ansættelsen. Den omstændighed, at Vestre Landsret også nævner, at godtgørelse idømmes i forbindelse med fratræden, er alene udtryk for, at arbejdsgivers manglende overholdelse af forvaltningsretlige retssikkerhedsgarantier også var relevant i forhold til arbejdsgivers beslutning, som munder ud i afskedigelsen af sagsøger. At krænkelserne af sagsøger fandt sted og blev opretholdt under ansættelsen, var netop Skatteankestyrelsens anbringende for at anse godtgørelsen som delvis skattefri.

…"

Skatteministeriet, Departementet, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført følgende:

"…

 

Skatteministeriets hovedsynspunkt

Skatteministeriets hovedsynspunkt er, at A er skattepligtig af hele godtgørelsen på de 300.000 efter ligningslovens § 7 U, stk. 1, idet den tilkendte godtgørelse har karakter af en fratrædelsesgodtgørelse.

Det fremhæves i den forbindelse, at det fremgår af bestemmelsens forarbejder (lovforslag nr. 88 af 4. november 1999, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11), at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejder[s] fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser (min understregning), og at A til støtte for godtgørelseskravet gjorde gældende, at "retsvirkningen af ugyldighed i nærværende sag bør væreG1s betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn" (bilag 7, s. 45, tredjesidste afsnit, og bilag 8, s. 13, 2. afsnit); min understregning).

Den godtgørelse, som A er blevet tilkendt, er altså en retsvirkning af ugyldighed og ikke, at han har lidt tort, som han nu hævder.

I forlængelse heraf fremhæves det yderligere, at afgørelsen af nærværende sag beror på en (bevismæssig) vurdering af, om den godtgørelse, som A blev tilkendt ved Vestre Landsrets dom (bilag 8), konkret har karakter af en fratrædelsesgodtgørelse og/eller en tortgodtgørelse. Der skal derimod ikke foretages en ny (retlig) vurdering af, om der kunne have været grundlag for tilkende A en godtgørelse for tort, hvilket As processkrifter i vidt omfang angår.

Skatteministeriet skal derfor frifindes.

Uddybning af, hvorfor godtgørelsen er skattepligtig

 Efter ligningslovens § 7 U, stk. 1, 1, pkt., skal godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31.

Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, stk. 1, jf. lovforslag nr. 88 af 4. november 1999, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11, at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejder[s] fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser" (min understregning).

Formålet med indførelsen af en bestemmelse om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser var således også at gennemføre en "rimelig og ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden af en stilling udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning" (min understregning), herunder i tilfælde hvor "engangsudbetaling helt går fri for beskatning, nemlig hvis den kan betragtes, som det man kalder "erstatning for tab af stilling", jf. de specielle bemærkninger til § 11 i lovforslag af 5. november 1957 til lov om påligningen af indkomstog formueskat til staten m.m. (Folketingstidende

1957-1958, Tillæg A, sp. 437 ff. og særligt sp. 439).

Det fremgår af forarbejderne til den nuværende affattelse af ligningslovens § 7 U, stk. 1, at "Lovforslaget […] ikke [ændrer] ved den hidtidige praksis for, hvad der er omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse", jf. lovforslag nr. 88 af 4. november 1999, de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

I overensstemmelse med forarbejderne følger det af SKM 2007.575 Ø, at en fratrædelsesgodtgørelse alene anses for skattefri, hvis modtageren godtgør, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af modtagerens ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26.

Den godtgørelse, som A fik udbetalt på baggrund af Vestre Landsrets dom af 13. maj 2015 (bilag 8), er ydet i forbindelse med As fratræden af sin stilling hosG1 og er derfor skattepligtig, medmindre A godtgør, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af hans ære eller person. A har ikke godtgjort, at det er tilfældet.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort.

Der kan ikke sættes lighedstegn mellem den omstændighed, at A er tilkendt en godtgørelse for usaglig afskedigelse, og at der er tale om en tortgodtgørelse eller en tortlignende godtgørelse.

Tort forudsætter efter retspraksis en krænkelse af betydelig grovhed, og den omstændighed, at der er begået en fejl, er ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger en "krænkelse" i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1s forstand, jf. f.eks. UfR 1992.385 H, UfR 2004.720 H og UfR 2016.1830 H. Der skal foreligge retsstridige og særligt krænkende, ydmygende eller hånende omstændigheder, der er egnede til at krænke selvog æresfølelsen.

Det betyder i nærværende situation, at den usaglige afskedigelse, som A blev udsat for, skal have været af særligt krænkende, ydmygende eller hånende karakter, således at den har været egnet også det nedenfor anførte om godtgørelser efter funktionærlovens § 2 b.

Den omstændighed, at den godtgørelse, som A har fået, også måtte have karakter af "kompensation for bl.a. den forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse", der skyldes opsigelsen, fører ikke til, at der herved er tale om en retsstridig krænkelse af As frihed, fred, ære eller person efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, jf. udtrykkeligt UfR 2020.1517 H.

Dertil kommer, at hverken As egne anbringender under godtgørelsessagen, Retten i Aarhus’ dom (bilag 7) eller Vestre Landsrets dom (bilag 8) giver støtte for, at A er tilkendt en tortgodtgørelse eller en godtgørelse, der kan sidestilles hermed.

A gjorde selv gældende, at "retsvirkningen af ugyldighed i nærværende sag bør væreG1s betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn" (bilag 7, s. 45, tredjesidste afsnit, og bilag 8, s. 13, 2. afsnit); min understregning).

Den tilkendte godtgørelse er således en retsvirkning af ugyldighed og ikke en retsvirkning af, at A har lidt tort som følge afG1s ageren, jf. herved retsplejelovens § 338. Det ses også derved, at As godtgørelseskrav var baseret på hans løn, der i sagens natur ikke har noget med tort at gøre. Det var også først i forbindelse med afskedigelsen, at A rejste krav om godtgørelse

- og ikke på tidspunktet for politianmeldelsen og det tjenstlige forhør, som han nu påberåber sig som grundlag for, at han har lidt tort.

De omstændigheder, som Retten i Aarhus og Vestre Landsret henviser til i deres bemærkninger om godtgørelsens størrelse, dækker ikke andet end en usaglig afskedigelse. Tort blev heller ikke omtalt i dommenes præmisser.

Der er herefter ikke grundlag for at anse dommene for baseret på, at der under As ansættelse hos eller afskedigelse fraG1 er sket en krænkelse af As ære og person, herunder at A "også henset til hans stolthedsog æresbegreber som person af udenlandsk herkomst" skulle være blevet krænket betydelig grad (stævningen, s. 22, næstsidste afsnit, og s. 23, 2. afsnit). Det bemærkes herved også, at der ikke grundlag for at opstille forskellige æresbegreber alt efter ansættelsesform (replikken, s. 5, 3. afsnit).

Den godtgørelse, som A er blevet tilkendt, skal behandles på samme måde som en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b for usaglig afskedigelse, som efter forarbejderne til ligningslovens § 7 U udtrykkeligt er anset for skattepligtige, jf. bemærkningerne til høringssvarene til lovforslag nr. 88 af lovforslaget.

Der er ikke forskel på de momenter, der tillægges betydning ved en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b og usaglig afskedigelse af en tjenestemand, idet der i begge tilfælde lægges vægt på medarbejderens anciennitet og sagens samlede omstændigheder, herunder graden af usaglighed fra arbejdsgivers side, jf. f.eks. UfR 2005.578 H og UfR 2006.1660 V omhandlende funktionærer sammenholdt med Vestre Landsrets afgørelse i den foreliggende sag.

Højesteret har også i UfR 2018.1766 H tiltrådt, at en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b i det væsentlige kompenserer for de samme forhold, som en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, der kompenserer for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse, jf. også ovennævnte UfR 2020.1517 H. Der er ikke holdepunkter for at antage, at den godtgørelse, som A har fået tilkendt, skal kompensere for forhold, der afviger fra dem, der kompenseres for efter funktionærlovens § 2 b, og som udtrykkeligt er anset for skattepligtige i forarbejderne til ligningslovens § 7 U, jf. ovenfor.

Ad parternes subsidiære påstande

Der er ikke grundlag for at anse en mindre del af As godtgørelse for skattefri. En forudsætning herfor er, at A beviser, at en nærmere angiven andel af godtgørelsen har karakter af tort eller lignende, jf. herved UfR 2014.1193 H og UfR 2014.2113 H. A har heller ikke løftet den bevisbyrde.

Hvis retten finder, at der er behov for at foretage en fornyet administrativ behandling af sagen, f.eks. fordi der skal foretages et skøn efter retningslinjer udstukket af retten, skal sagen hjemvises til Skattestyrelsen i overensstemmelse med Skatteministeriets subsidiære påstand.

…"

Rettens begrundelse og resultat

 

Det følger af ordlyden af ligningslovens § 7 U, at alle ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, er skattepligtige, i det omfang de overstiger 8.000 kr. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det med denne bestemmelse var tilsigtet at indføre en ensartet og neutral beskatning i alle tilfælde, hvor der i forbindelse med fratræden af stilling udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning.

Ved Vestre Landsrets dom af 13. maj 2015, som stadfæstede Retten i Aarhus’ dom af 28. november 2013, blev sagsøgeren, som den 29. juni 2011 var blevet afskediget fra sin stilling som tjenestemandsansat hosG1, tilkendt en godtgørelse fra arbejdsgiveren på 300.000 kr. Af landsrettens præmisser fremgår, at landsretten ligesom byretten fandt, at der ikke havde været grundlag for afskedigelsen af sagsøgeren, og at godtgørelsen blev tilkendt ham "som følge af den uberettigede afskedigelse".

Det er ubestridt, at sagsøgeren i sagen modG1 hverken for byretten eller for landsretten gjorde gældende, at han havde været udsat for en krænkelse af sin ære eller person, ligesom han ikke gjorde gældende, at han som følge deraf var berettiget til godtgørelse for tort. Retten lægger videre til grund, at spørgsmålet om en eventuel krænkelse ikke var et tema under afhøringen af sagsøgeren.

På den anførte baggrund finder retten ikke grundlag for at fastslå, at godtgørelsen eller nogen del af denne reelt var en godtgørelse for krænkelse af sagsøgerens ære eller person, jf. erstatningsansvarslovens § 26 eller principperne heri, med den følge, at godtgørelsen helt eller delvist er fritaget for beskatning. De nærmere omstændigheder, som Vestre Landsret har anført som begrundelse for godtgørelsens størrelse, kan ikke føre til en anden vurdering.

Der er herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter godtgørelsen er omfattet af ligningslovens § 7 U, hvorfor sagsøgtes frifindelsespåstand tages til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøgeren betale sagens omkostninger til sagsøgte med 45.000 kr. Beløbet er inklusive moms og fastsat under hensyn til sagens forløb og værdi.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

 Sagsøgte, Skatteministeriet, Departementet, frifindes.

Inden 14 dage skal A til Skatteministeriet, Departementet, betale sagens omkostninger med 45.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.