Dato for udgivelse
15 Dec 2020 13:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Oct 2020 14:11
SKM-nummer
SKM2020.528.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Sagsnummer
BS 39516/2019
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Standsningstidspunkt, Afgiftspligtigt, Ikke opfyldt,
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten som fører af en Y1-land indregistreret Bilmærke-1, hæftede for betalingen af dansk registreringsafgift som følge af, at bilen ubestridt var taget i brug her i landet. 

Ejeren af bilen havde ubestridt bopæl i Danmark på standsningstidspunktet, hvorfor bilen som udgangs- punkt var afgiftspligtigt her til landet. Appellanten gjorde både for by- og landsret gældende, at betingelserne for afgiftsfritagelse efter registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1-3, var opfyldt, idet ejeren af bilen angiveligt havde overladt brugsretten til appellanten ved en skriftlig aftale, og idet appellanten havde bopæl i Y1-land. For landsretten gjorde appellanten desuden gældende, at betingelserne for en førers hæftelse iht. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, ikke var opfyldt. 

Retten i Roskilde havde ved dom af 14. august 2019 fundet, at betingelserne for afgiftsfritagelse ikke var opfyldt. 

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Det, der var kommet frem for landsretten, kunne ikke føre til et andet resultat. Det kunne således heller ikke føre til et andet resultat, at nogle teleoplysninger vedrørende appellantens mobiltelefon var udgået af sagen. 

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom. 

Reference(r)

Registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1-3

Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2 I.A.5.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2 I.A.1.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byretten, SKM2019.443.BR

Tidligere instans: Landsskatteretten, Ej offentliggjort


Parter

A

(v./ advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Josefine Farver Kronborg)

Dommen er afsagt af landsdommerne Thomas Lohse, Jacob Waage og Bjarke Gano 

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at den af SKAT gennemførte afkrævning af A af registreringsafgift på 957.329 kr. skal bortfalde.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten gjort de samme bevisligheder gældende som for byretten. Dog er parterne enige om, at teleoplysningerne vedrørende As mobiltelefon, der var fremlagt i byretten, skal udgå af sagen grundet potentielle fejlkilder og usikkerheder.

Forklaringer

A har afgivet supplerende partsforklaring. SM har som nyt vidne for landsretten afgivet vidneforklaring.

A har forklaret, at forslaget til afgørelsen i forbindelse med fraflytningsbeskatningen af 17. oktober 2012 fremkom efter en egentlig sagsbehandling hos SKAT. SKAT kan derfor ikke have været i tvivl om, at han var flyttet til Y1-land.

Det er rigtigt, at han pendlede mellem sin bopæl i Y2-by og sin virksomhed i Y3-by i en dansk indregistreret bil. Af forskellige årsager kunne det ikke betale sig at lade den omregistrere til Y1-lande plader.

Han har kun kørt i Danmark i Bilmærke-1 3-5 gange. Han havde, inden han begyndte at køre i Danmark, nøje undersøgt reglerne om kørsel i en udenlandsk indregistreret bil, og han var derfor sikker på, at han godt måtte køre i Bilmærke-1 i Danmark. Han havde også drøftet spørgsmålet med flere venner, herunder andre bilentusiaster, som også var bosiddende i Y1-land. Han følte sig derfor på sikker grund. Han ville aldrig være kørt ind i Danmark, hvis han havde i tvivl om, at han måtte.

Det var ham, der bestemte, at der skulle stå Navn-1 på nummerpladen. Det var bare en sjov gimmick. I Y1-land er det ikke omkostningstungt at skifte nummerplade. Det kan man gøre fra dag til dag.

Det er rigtigt, at UR købte Bilmærke-1 den 6. februar 2012, og at han kort tid efter stillede den til rådighed for ham. For UR var det en investering, da han kunne købe bilen til en fornuftig pris, og da der var god grund til at tro, at den ville stige i værdi. UR havde solgt en virksomhed i Danmark, så han havde råd til at købe både bilen og lejligheden i Y2-by.

Det var for ham en meget vanskelig tid med skilsmisse mv., og UR ville gerne hjælpe ham. UR havde desuden tidligere været skyld i, at han blev invalideret i en færdselsulykke, så UR følte nok, at han skyldte ham noget.

Eventen G1 i Y4-land, hvori han deltog i 2014, er en årlig tilbagevendende begivenhed for erhvervsdrivende. Han har været med som tilskuer i mange år, og der er tale om netværksarbejde. Det er hverken velgørenhed eller forlystelse. Betaling for eventen skete til en Y1-land konto i F1-bank.

Han kender SM fra perioden, hvor han boede i Y2-by. De luftede hund sammen. SM havde boet i Y2-by lidt længere tid, end ham selv. De boede lige i nærheden af hinanden. SM er med tiden blevet en ven. De har ikke direkte forretningsmæssig forbindelse, men SM har lejet sig ind i ledige lokaler hos G2 ApS. De har desuden stadig en fælles interesse for biler og hunde.

SM forklarede, at han i dag bor i Danmark. Han har tidligere boet i Y1-land. Han flyttede til Y1-land efter et forlist forhold, fordi han havde lyst til at prøve noget nyt. Han drømte om havudsigt og havde mulighed for at udleve drømmen i Y1-land. Han købte sin andelslejlighed i Y2-by i slutningen af 2012 og solgte den igen i 2018. Lejligheden kostede 1.200.000 Y1-lande kroner.

Han lagde ikke mærke til A de første par år, han boede i Y2-by, og han mener først, at A flyttede til kvarteret et par år efter, at han selv gjorde. Han tror, at A fraflyttede igen omkring 2016. Han kender ikke UR.

Han kender A fra danskermiljøet i Navn-2. De havde begge hunde og stødte ofte på hinanden. De havde et venskabeligt forhold og har også gået et par ture sammen. A kørte i en større, mørk Bilmærke-2 med lyst interiør. Han lagde ikke mærke til, om han kørte i andre biler. Han har dog en enkelt gang set ham i en rød Bilmærke-1, men det er ikke hans indtryk, at det var én, som A brugte meget. Han har ikke set Bilmærke-1 på As daværende bopæl. Han havde indtrykket af, at A overnattede i Y1-land. De mødtes i hvert fald flere gange om morgenen, hvor han nødvendigvis må have sovet i Y2-by.

Anbringender

A har i sit sammenfattende processkrift af 3. september 2020 gjort følgende anbringender gældende:

"Registreringsafgiftspligt ikke indtrådt

Det fremgår af registreringsafgiftslovens §1, at der skal betales registreringsafgift af et køretøj, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret.

Det følger af § 7, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer, at et køretøj skal registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted i Danmark. Dette gælder ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 2, dog ikke, hvis 1) der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet, 2) ejeren i brugsaftalen har givet afkald på brugsretten til køretøjet i brugsperioden, og 3) brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Det gøres gældende, at disse 3 betingelser er opfyldt i nærværende sag. Det fremgår således af erklæringen afgivet af UR … sammenholdt med de afgivne forklaringer for byretten, at der forud for standsningstidspunktet den 20. august 2015 var indgået en aftale om overdragelse af brugsretten til A.

Videre fremgår det af sagens omfattende mængde bilagsmateriale, at A på standsningstidspunktet havde bopæl i Y1-land. Skattemyndighedernes - meget forudindtagede og usaglige sagsbehandling - kan ikke tillægges betydning. Det er dokumenteret, at A overnattede fast i lejligheden i Y1-land, at han havde sit normale fritidsliv i Y1-land, og at både de Y1-lande og danske myndigheder betragtede ham som værende fraflyttet Danmark og havende bopæl i Y1-land på standsningstidspunktet.

Derfor var der ikke pligt til at lade bilen registrere i Køretøjsregisteret, og derfor var bilen følgelig ikke registreringsafgiftsafgiftspligtig efter registreringsafgiftslovens §1.

Fra praksis henvises bl.a. til SKM2019.446.SR og SKM2019.447.SR. Det følger videre af EU-dommen afsagt den 26. april 2012 C-578/10 - C580/10 (red.navn fjernet), at der ikke skal betales registreringsafgift i en situation som den foreliggende, hvor en bil udlånes mellem personer med familiemæssige eller venskabelige bånd. Følgende er således fastslået ved denne dom:

"Artikel 56 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter de i denne stat bosiddende personer, der har lånt et motorkøretøj, som er indregistreret i en anden medlemsstat, af en person, der er bosiddende i denne anden stat, ved den første anvendelse af dette motorkøretøj på det nationale vejnet pålægges fuld betaling af en afgift, der sædvanligvis skal betales ved indregistrering af et motorkøretøj i den første medlemsstat, uden at det tidsrum, hvor det pågældende motorkøretøj er blevet anvendt på dette vejnet, tages i betragtning, og uden at denne person kan gøre en ret til fritagelse eller tilbagebetaling gældende, når samme motorkøretøj hverken i det væsentlige skal anvendes varigt på førstnævnte medlemsstats område eller faktisk anvendes på denne måde." (mine fremhævninger)

Højesteret har ved dommen offentliggjort i SKM2018.77.HR i en sag der omhandlede skattemyndighedernes fortolkning af registreringsafgiftsloven i meget klare vendinger fundet anledning til at påpege, at "en forvaltningsmyndighed skal endvidere overholde proportionalitetsprincippet, når den træffer afgørelse".

Der er efterhånden mange eksempler i praksis på, at SKAT (i dag Motorstyrelsen) indenfor motorområdet ikke altid overholder det anførte princip.

Ej grundlag for at pålægge appellanten hæftelse

Såfremt landsretten når frem til, at bilen er registreringsafgiftspligtig i Danmark, gøres det i anden række gældende, at A i givet fald ikke hæfter for registreringsafgiftskravet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at det er en betingelse for at pålægge en fører eller bruger af et køretøj hæftelse for et registreringsafgiftskrav, at den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Det fremgår således udtrykkeligt af lovens ordlyd, at det er en betingelse for pålæggelse af hæftelse i forhold til en fører eller en bruger af et køretøj, at denne på standsningstidspunktet havde positiv viden om, at der ikke var betalt retmæssig registreringsafgift af køretøjet.

Det fremgår af praksis på området, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at betingelserne for pålæggelse af hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 er opfyldt. Det påhviler således i nærværende sag Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at A på standsningstidspunktet den 20. august 2015 havde positiv viden om, at der rettelig skulle have været betalt registreringsafgift til Danmark af den omhandlede bil.

Det gøres gældende, at Skatteministeriet ikke har løftet sin bevisbyrde i nærværende sag. Det følger af Østre Landsrets dom offentliggjort i SKM2018.412.ØLR - som blev stadfæstet af Højesteret ved dommen offentliggjort i SKM2019.542.HR med samme begrundelse at der påhviler Skatteministeriet en tung bevisbyrde for, at den omhandlede bruger af køretøjet havde viden om, at der i strid med reglerne ikke er betalt registreringsafgift.

Skatteministeriet forsøger i nærværende sag at løfte sin bevisbyrde ved blot at henvise til, at der efter reglerne er indtrådt registreringsafgiftspligt - altså at der reelt er tale om et objektivt ansvar.

Det følger meget klart af systematikken i registreringsafgiftslovens § 20, at man ikke pålægger en fører eller bruger hæftelse på objektivt grundlag.

Det er heller ikke tilstrækkeligt, at den pågældende fører eller bruger har været i ond tro. Det følger således af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 4, at en efterfølgende ejer hæfter, hvis denne vidste eller burde have vidst, at der i strid med reglerne ikke er betalt registreringsafgift.

Men efter den i nærværende sag relevante bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 følger det klart af ordlyden, at hæftelse kun pålægges, hvis den pågældende fører eller bruger havde egentligt positiv viden om, at der i strid med reglerne ikke er betalt registreringsafgift. Der skal således i realiteten foreligge forsætlig unddragelse af registreringsafgift, før end registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 kan anvendes.

A ville i sagens natur aldrig været kørt ned på Y5-havn den 20. august 2015, hvis han på nogen måde var i tvivl om, hvorvidt det kunne udløse et registreringsafgiftskrav på næsten 1 mio. kr. Han var i god tro om, at han gerne måtte køre ind i Danmark i bilen - uden at det ville udløse registreringsafgift."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 3. september 2020 gjort følgende anbringender gældende:

"Til støtte for den nedlagte påstand om stadfæstelse gøres det overordnet gældende, at der er indtrådt registreringspligt og dermed registreringsafgiftspligt for den omhandlede Bilmærke-1, og at appellanten hæfter solidarisk med ejeren af bilen for betalingen af registreringsafgiften.

Således er bilen registreringsafgiftspligtig i Danmark som følge af ibrugtagningen her i landet, idet ejeren ubestridt havde bopæl i Danmark (afsnit 3.1), og idet betingelserne for afgiftsfritagelse ikke er opfyldt (afsnit 3.2), da det hverken er godtgjort, at appellanten var bruger af bilen (afsnit 3.2.1), eller at han ikke var hjemmehørende i Danmark i registreringsmæssig henseende (afsnit 3.2.2). Appellanten hæfter for registreringsafgiften som fører af bilen (afsnit 3.3).

3.1  Køretøjets ejer havde bopæl i Danmark

Det følger af registreringsafgiftslovens § 1, at der skal svares afgift af motorkøretøjer, som skal registreres i køretøjsregistret. Registreringsafgiftspligten indtræder, når et registreringspligtigt køretøj tages i brug på færdselslovens område med henblik på en i det væsentlige varig anvendelse her i landet, jf. herved UfR 2016.3701 H.

Det er i den foreliggende sag ubestridt, at Bilmærke-1 er taget i brug i Danmark, og opgørelsen af afgiftens størrelse er heller ikke bestridt.

Det følger af § 7, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 (registreringsbekendtgørelsen), at et køretøj skal registreres i Køretøjsregistret, hvis køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet. En ejer eller bruger af et køretøj, der etablerer bopæl her i landet, har pligt til at registrere køretøjet i Køretøjsregistret inden 30 dage efter flytningen, jf. bekendtgørelsens § 12.

En person, der er registreret i CPR-registret med bopæl her i landet, anses for at have bopæl her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Da ejeren af Bilmærke-1, UR, siden den 22. oktober 2012 har været registreret med dansk bopæl, skulle køretøjet have været registreret i Køretøjsregistret senest 30 dage herefter, og registreringsafgiftspligten var derfor indtrådt på tidspunktet for kontrollen den 20. august 2015.

3.2  Betingelserne for undtagelse fra registreringspligt er ikke opfyldt

Ifølge registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 1-3, er et køretøj - hvis ejer er bosiddende i Danmark - undtaget fra registreringspligt, når tre kumulative betingelser er opfyldt. Køretøjet skal således ikke registreres, hvis 1) der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet, 2) ejeren af køretøjet har givet afkald på brugsretten, og 3) brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Appellanten har ikke godtgjort, at disse betingelser er opfyldt.

3.2.1  Der er ikke indgået en skriftlig aftale om brug af køretøjet

Det er ikke godtgjort, at appellanten var bruger af bilen i registreringsbekendtgørelsens forstand, idet der ikke var indgået en skriftlig aftale om hans brug af bilen, hvilket er et udtrykkeligt krav, for at undtagelsen fra registreringspligten finder anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1, jf. herved SKM2014.840.BR og SKM2011.77.BR.

Den fremlagte e-mail af 3. oktober 2016 …, hvori UR blot oplyser, at han har afstået brugsretten til Bilmærke-1 i perioden 2012-2016, indebærer ikke, at appellanten var bruger af køretøjet i registreringsbekendtgørelsens forstand. Der er tale om en efterfølgende udarbejdet, ensidig erklæring og dermed ikke en skriftlig aftale mellem ejeren og brugeren, som bekendtgørelsen udtrykkeligt kræver. Indholdet af erklæringen er i øvrigt i direkte modstrid med, at appellanten i forbindelse med kontrolaktionen den 20. august 2015 oplyste til SKAT, "at han ikke havde noget med bilen at gøre ud over at han havde lånt den i dag" ...

Appellanten var i øvrigt heller ikke registreret som bruger af bilen hos den Y1-lande transportstyrelse ...

På denne baggrund var appellanten på kontroltidspunktet alene fører - og ikke bruger - af den omhandlede Bilmærke-1. Allerede af denne årsag er betingelserne for registreringsfritagelse i registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, ikke opfyldt, og bilen var derfor registreringspligtig her i landet - uanset hvor appellanten i øvrigt havde bopæl, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

3.2.2  Appellanten havde ikke bopæl eller hjemsted i Y1-land

Det gøres endvidere gældende, at betingelsen i bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 3, om, at brugeren ikke har bopæl eller hjemsted i Danmark, heller ikke er opfyldt.

I en situation som den foreliggende - hvor appellanten har haft bopæl i Danmark og efterfølgende angiveligt fraflytter landet for derefter at flytte tilbage til Danmark igen - er det appellanten, der bærer bevisbyrden for, at han reelt opgav sin bopæl i Danmark, jf. f.eks. UfR 2001.1459 H, SKM2018.398.ØLR og SKM2015.93.ØLR, SKM2015.452.VLR.

Appellanten har ikke godtgjort, at han reelt var fraflyttet Danmark på kontroltidspunktet den 20. august 2015.

At appellanten i det danske CPR-register var registreret som udrejst til Y1-land godtgør ikke i sig selv, at han reelt var fraflyttet Danmark. Registreringen er således ikke understøttet af nogen form for objektiv dokumentation, som eksempelvis en lejekontrakt, kontoudskrifter, korrespondance med de Y1-lande myndigheder eller lignende.

Det er ikke godtgjort, at appellanten lejede lejligheden i Y2-by, endsige at han opholdt sig der i det påståede omfang. Der er ikke udarbejdet en lejeaftale i forbindelse med det påståede lejemål, men derimod alene fremlagt en ensidig erklæring udarbejdet i oktober 2016 - hvilket vil sige flere år efter det påståede lejemåls begyndelse og også lang tid efter registreringsafgiftssagens opståen. Appellanten har ikke godtgjort, at han regelmæssigt har betalt husleje for lejemålet i Y1-land, og han har heller ikke opfyldt ministeriets opfordring til at dokumentere, at han har afholdt udgifterne til el, vand og varme i lejligheden. De fremlagte elregninger, som viser, at der har været et vist elforbrug i lejligheden, godtgør ikke, at det er appellanten, der har beboet lejligheden, jf. herved SKM2018.398.ØLR.

Hertil kommer, at appellanten aldrig har oprettet en konto i en Y1-land bank, og han har ikke opfyldt ministeriets opfordring til at fremlægge fuldstændige kontoudskrifter fra sin danske bankkonto til dokumentation for, at han har haft udgifter til opretholdelse af en almindelig livsførelse i Y1-land.

Appellanten er heller aldrig blevet registreret som bosiddende i Y1-land af de Y1-lande myndigheder, og han har aldrig modtaget et Y1-land CPRnummer eller haft nogen former for korrespondance med de Y1-lande myndigheder.

Desuden var han pr. den 26. august 2015 - altså mere end tre år efter han angiveligt udvandrede til Y1-land - fortsat registreret som bosiddende i Danmark i erhvervsregistret BiQ ... Han var hovedanpartshaver og direktør i det danske selskab G2 ApS, til hvis adresse han også anmodede om at få sendt registreringsattesten til sin dansk indregistrerede bil to måneder før kontrolstandsningen i sommeren 2015.

Endelig bemærkes, at den omhandlede Bilmærke-1 - som angiveligt til daglig holdt parkeret ved lejligheden i Y2-by - siden den 1. april 2015 har haft kørselsforbud i Y1-land. Bilen er samtidig af SKAT blevet observeret i Danmark ved flere lejligheder ...

I tilfælde af at landsretten måtte anse det for godtgjort, at appellanten reelt udrejste af Danmark i 2012, gøres det subsidiært gældende, at appellanten alligevel har bopæl i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand, da det må lægges til grund, at han har opholdt sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2. Betingelserne for ikke at skulle registrere bilen i Danmark er derfor under alle omstændigheder ikke opfyldt, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 3.

SKAT har ved gennemgangen af de fremlagte oplysninger om bropassager konstateret, at mindst én af kontoens brugere ved 230 lejligheder har overnattet i Danmark i perioden fra den 14. september 2014 til den 28. august 2015, hvorimod der blot 150 gange er overnattet i Y1-land i samme periode ...

Kontoen blev efter det oplyste anvendt af både appellanten og hans tidligere kæreste SA, men da kun SA ifølge de Y1-lande myndigheder var tilmeldt adressen i Y1-land, må det lægges til grund, at appellanten har foretaget langt størstedelen af overnatningerne i Danmark, og at han således har overnattet mere end 185 gange i Danmark i den omhandlede periode. Dette gør sig særligt gældende i lyset af, at appellanten - på trods af ministeriets opfordringer - ikke har fremlagt dokumentation for, hvem de enkelte passager er foretaget af, hvilket navn kontoen hos G3 er oprettet i, eller hvem der har betalt for bropassagerne.

Appellantens forklaring om, at han har opholdt sig i Y1-land i det påståede omfang er ikke underbygget af objektive oplysninger, og det forhold, at skattemyndighederne i anden sammenhæng ikke har anfægtet appellantens oplysning om, at han var udrejst af Danmark, fritager ikke appellanten fra at skulle godtgøre, at han reelt havde bopæl i Y1-land og også opholdt sig der i det påståede omfang.

Efter Skatteministeriets opfattelse må det under alle omstændigheder lægges til grund, at appellanten havde bopæl i Danmark.

Det påhviler appellanten at godtgøre, at der er tale om dobbeltdomicil, og det forhold, at han måtte råde over en bolig i Y1-land, fører ikke i sig selv til, at der er tale om dobbeltdomicil, jf. herved SKM2015.452.VLR.

For det tilfælde, at retten måtte finde det godtgjort, at appellanten også havde reel bopæl i Y1-land (dobbeltdomicil), gøres det gældende, at han skal anses for hjemmehørende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, og 2.

I en situation med dobbeltdomicil anses en person for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, hvilket vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Med henvisning til de foreliggende oplysninger, herunder om bropassager, må det lægges til grund, at appellanten - i hvert fald i 2015 - i overvejende grad har overnattet i Danmark frem for i Y1-land. Han havde da også som hovedanpartshaver og direktør i det danske selskab G2 ApS sin erhvervsmæssige tilknytning til Danmark, ligesom han på tidspunktet for kontrolaktionen i august 2015 efter det oplyste var kæreste med passageren i bilen, som er dansker og bosat i Danmark.

Appellanten havde derfor privat og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, og han havde dermed sit midtpunkt for livsinteresser her i landet. Han lod sig da også formelt registrere som flyttet tilbage til Danmark pr. den 1. januar 2016 - altså kun få måneder efter kontrolaktionen.

3.3  Appellanten hæfter for registreringsafgiften som fører af bilen

En fører eller bruger af et registreringspligtigt køretøj hæfter for betaling af registreringsafgift, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den påkrævede registreringsafgift af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Efter bestemmelsen skal der - på baggrund af en almindelig bevisbedømmelse, hvor samtlige forhold og omstændigheder tages i betragtning - foretages en vurdering af, hvorvidt det må lægges til grund, at føreren havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift, jf. UfR 2020.78 H.

I den foreliggende sag ligger det fast, at appellanten var bekendt med, at den omhandlede Bilmærke-1 var indregistreret i Y1-land og bar Y1-lande nummerplaner, og at ejeren af bilen var bosiddende i Danmark. Lægges det bevismæssigt til grund, at appellanten ikke reelt havde bopæl eller var hjemmehørende i Y1-land, fordi han ikke reelt var udrejst af Danmark og opholdt sig her i landet i mindst 185 dage inden for en periode på 12 måneder - hvilket er en forudsætning for, at bestemmelsen og hæftelse i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, bliver relevant - må det i sagens natur også lægges til grund, at appellanten var bekendt med dette.

Appellanten havde under denne bevismæssige forudsætning viden om de faktiske omstændigheder, som fører til, at der skulle være betalt dansk registreringsafgift - nemlig at han selv og ejeren af bilen havde bopæl i Danmark - og han havde samtidig viden om, at der ikke var betalt dansk registreringsafgift, idet bilen var indregistreret med Y1-lande nummerplader.

På denne baggrund må det lægges til grund, at appellanten havde kendskab til, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift af bilen, og appellanten hæfter derfor for registreringsafgiften af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5."

Parterne har under hovedforhandlingen i det væsentligste procederet i overensstemmelsen med ovenstående afgivne anbringender.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelse herfor.

Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan således heller ikke føre til et andet resultat, at teleoplysningerne vedrørende As mobiltelefon er udgået af sagen.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inklusiv moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb og hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 60.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.