Dato for udgivelse
18 Mar 2021 12:45
Til
Borgere og virksomheder
Sagsnummer
21-0026087
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Motorstyrelsen modtager jævnligt henvendelser fra borgere og virksomheder i forbindelse med handel med køretøjer. De spørger ofte om, hvordan man skifter ejer af et brugt køretøj, hvis der ikke medfølger en registreringsattest til køretøjet. 

Motorstyrelsen orienterer i dette nyhedsbrev om, hvad man skal gøre, hvis man skal skifte ejer af et køretøj og ikke har registreringsattesten. Vi orienterer desuden om de generelle regler for ejerskifte af køretøjer i forbindelse med handel.

Nyhedsbrevet indeholder to dele. Første del beskriver, hvad du skal gøre, hvis du har købt et køretøj, men ikke har køretøjets registreringsattest, som du skal bruge til at skifte ejer på køretøjet. I anden del kan du læse nærmere om reglerne for ejerskifte af køretøjer.


Sådan skifter du ejer uden registreringsattest

Når et køretøj skifter ejer, skal køretøjet omregistreres i Motorregistret hurtigst muligt og senest indenfor 4 hverdage. Det er den nye ejer, der har pligt til at omregistrere køretøjet. 

Hvis registreringsattesten ikke fulgte med køretøjet i forbindelse med handlen, er der flere muligheder for at skifte ejer af køretøjet:

  • I Motorstyrelsens app Ejerskifte kan man skifte ejer på en bil i forbindelse med selve handlen, selvom man ikke har registreringsattesten. Bemærk, at appen kun kan bruges af privatpersoner.
  • Den nye ejer kan møde op i én af Motorstyrelsens ekspeditioner.
  • Den nye ejer kan bestille en ny registreringsattest ved Motorstyrelsen via TastSelv.

Hvis du ikke kan nå at omregistrere køretøjet indenfor 4 hverdage, fordi du ikke har registrerings-
attesten, skal du kontakte Motorstyrelsen indenfor 4 hverdage for at anmelde ejerskiftet.

Du skal dokumentere, at du ejer køretøjet

Hvis du henvender dig til Motorstyrelsen for at blive registreret som ny ejer af et køretøj, der tidligere har været registreret, og du ikke har registreringsattesten, skal du dokumentere, at du er den nye ejer. Du skal også sandsynliggøre, at du ikke kan fremskaffe den originale registreringsattest.

Motorstyrelsen kan udstede en ny registreringsattest, hvis én af de tre betingelser nedenfor er opfyldt:

  1. Registreret ejer afgiver erklæring

    Den, der er registreret som ejer af køretøjet i Motorregistret, afgiver en erklæring til Motorstyrelsen om, at den originale registreringsattest, eller en del af den (fx del 1 eller del 2), er blevet væk.
    Den registrerede ejer kan også aflevere den originale registreringsattest i beskadiget stand.
    Denne mulighed kan kun bruges af den registrerede ejer, og det skal derfor ske, før ejeren eventuelt sælger køretøjet.
  2. Ny ejer har udskrift fra fogedbog, dombog eller lignende 

    Den nye ejer har udskrift fra fogedbog, dombog eller lignende, som dokumenterer ejerskabet, selvom det ikke fremgår af Motorregistret.
    Den nye ejer skal sandsynliggøre, at den originale registreringsattest ikke kan fremskaffes. Det kan fx være i tilfælde, hvor den tidligere ejer er død, eller hvis det er et henstillet køretøj, hvor det ikke er muligt at dokumentere, hvem den tidligere ejer var.
  3. Ny ejer har erklæring fra registreret ejer

    Den nye ejer har en skriftlig erklæring fra den registrerede ejer, som dokumenterer ejerskabet. Det kan fx være en slutseddel.
    Den nye ejer skal desuden sandsynliggøre, at den originale registreringsattest ikke kan fremskaffes.

Du kan læse nærmere om reglerne i boksen nedenfor: Regler for ejerskifte af køretøjer.

Bestil en ny registreringsattest via skat.dk

Du kan bestille en ny registreringsattest via skat.dk, hvis du har NemID.

Sådan gør du:

  1. Betal gebyret på 100 kr. via netbank, i banken eller på posthuset. Brug denne betalingslinje:
    +73, kontonummer 89341671. 
    Skriv registreringsnummer og stelnummer samt cvr- eller cpr-nr. i meddelelsesfeltet på indbetalingskortet.
  2. Log på TastSelv med NemID.
  3. Vælg Kontakt og Skriv til os.
  4. Vælg først emnet Bil og motor, derefter Registrering/nummerplader og til sidst Registreringsattest.
  5. Skriv, hvilket køretøj det drejer sig om.
  6. Vedhæft følgende dokumenter:
    • Kvittering for, at der er betalt 100 kr.
    • Dokumentation for ejerskab.

Registreringsattesten bliver sendt med posten.

Hvis dokumentationen er fyldestgørende, modtager du en registreringsattest med posten. Sagsbehandlingstiden er cirka 30 dage. 

Hvis dokumentationen ikke er fyldestgørende, foretager Motorstyrelsen en høring af den registrerede ejer for at sikre, at denne har solgt eller overdraget køretøjet. Sagsbehandlingstiden er cirka 30 dage.

Krav til dokumentation for ejerskab

Når du bestiller en ny registreringsattest, skal du vedhæfte følgende dokumentation:

  • Dokumentation for, at du ejer køretøjet, fx en slutseddel eller en faktura. Hvis køretøjet er købt hos et auktionshus, kan du dog nøjes med at sende fakturaen fra auktionshuset. Hvis du ikke kan skaffe dokumentation, skal du skrive det i din ansøgning.
  • Dokumentation for, hvem der tidligere har ejet køretøjet. Hvis køretøjet har været købt og solgt flere gange, skal du vedhæfte alle slutsedler eller fakturaer, hvis du kan fremskaffe det. Hvis du ikke kan finde frem til de seneste ejere, skal du skrive det i ansøgningen.

I nogle tilfælde skal din ansøgning også indeholde andre dokumenter:

  • Hvis du søger på vegne af et dødsbo, fx i forbindelse med salg af køretøjet, skal du også vedhæfte en kopi af skifteretsattesten eller en fuldmagt fra alle arvinger.
  • Hvis du selv har overtaget køretøjet fra et dødsbo, skal du vedhæfte dokumentation for, at du har overtaget køretøjet fra dødsboet.
  • Hvis du søger på vegne af registreret ejer af køretøjet, skal du vedhæfte en fuldmagt. 

Du kan læse nærmere om reglerne for ejerskifte af køretøjer nedenfor.