Opdateret
14 Jul 2021 19:32
Type
Information
Driftslog
Pension
Meddelelse

Her gives svar på spørgsmål om oprettelsesdatoen. Spørgsmålet blev rejst på Årsultimomødet i juni 2021.

Spørgsmål
Hvad angår forsikringspolicer, er det så tegningsdatoen, der er gældende for alle skattekoder - uanset at de måske er kommet til over tid?

Svar
Det er aftaledatoen for den enkelte skattekode, der skal indberettes som oprettelsesdato.

Spørgsmål
Skal oprettelsesdatoen følge med ved flytning til andet pensionsinstitut?

Svar
Kravet om indberetning af oprettelsesdatoen skal ses i relation til reglerne om identifikation af pensionskunden. Det betyder, at en ændring af pensionsaftalen fra og med den 1. juli 2016 kræver indberetning af TIN-nr.

Der skal ske indberetning om TIN-nr., hvis en ordning den 1. juli 2016 eller senere er overført til et andet institut uden ændring af pensionsbetingelserne i øvrigt. Oprettelsesdatoen skal indberettes med datoen for oprettelsen i det nye institut. Det er fortsat datoen på det oprindelige oprettelsestidspunkt af ordningen/skattekoden, der er gældende i forbindelse med opgørelse af pensionsudbetalingsalderen.

Generel information om oprettelsesdatoen

For indkomståret 2021 og frem skal indberetningen til CPS i individerne 2250 og 2251 indeholde oplysninger om oprettelsesdatoen for pensionsordningen.

Oprettelsesdatoen skal anvendes til validering af kravene til indberetning af TIN-nr. for personer, der ikke bor i Danmark.

Det er aftaledatoen for den enkelte ordning/skattekode, der skal indberettes som oprettelsesdato.

Hvis oprettelsesdatoen på gamle pensionsordninger eller -konti er ukendt, anvendes oprettelsesdatoen 1900-01-01. Så ved vi, at der er tale om en ukendt dato.

Pligten til at indberette TIN-nr. gælder for ordninger, der er oprettet/aftalt fra og med den 1. juli 2016. Det gælder også, hvis en ordning, der var oprettet/aftalt før den 1. juli 2016, efterfølgende ændres eller udvides ved aftale mellem den indberetningspligtige og ejeren af pensionsordningen.

Ordninger oprettet eller aftalt efter 1. juli 2016

En valutaudlænding der efter 1. juli 2016 opretter en pensionsordning/-konto skal oplyse om identifikationsnummer (TIN) efter reglerne i det pågældende bopælsland.

Ændres eller udvides aftaler oprettet eller aftalt før den 1. juli 2016, fx ved ændringer i aftalen, skal der indhentes oplysning om identifikationsnummer (TIN). Ændring af kundens bopælsadresse ses ikke som en ændring eller udvidelse af kundeforholdet.

Hvis den, der skal indberettes om, ikke har oplyst TIN efter reglerne i den pågældendes bopælsland, men har oplyst TIN efter reglerne i det land, hvor pågældende er skattepligtig, accepteres dette TIN i indberetningen.

Indberetningspligten følger af Bekendtgørelse nr. 542 af 30. maj 2016 (Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven) og er videreført i Bekendtgørelse om skatteindberetning (SIB) § 3 stk. 2.

Når kravet om indberetning af oprettelsesdatoen skal ses i relation til reglerne om identifikation af pensionskunden, betyder det, at en ændring af pensionsaftalen fra og med den 1. juli 2016 fordrer indberetning af TIN-nr., men datoen for oprettelsen af ordningen/skattekoden er fortsat det oprindelige tidspunkt.

I forbindelse med ændring i aftalegrundlaget har instituttet været i kontakt med kunden og er derfor forpligtet til at få evt. manglende identifikationsoplysninger til at opfylde omfanget af indberetningspligten, som trådte i kraft fra 1. juli 2016.

Eksempelvis skal der indberettes om TIN-nr., hvis en ordning den 1. juli 2016 eller senere er overført til et andet institut uden ændring af pensionsbetingelserne i øvrigt. Oprettelsesdatoen skal i så fald indberettes med datoen for oprettelsen i det nye institut.

Se afsnit Identifikationsoplysninger i Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS) 2020 (skat.dk)

En pensionsordning må ikke oprettes, før der er afgivet identifikations-oplysninger

Det står i Skatteindberetningsloven § 52, stk. 2, nr. 3 og 4.

Følgende fremgår bl.a. af noterne til skatteindberetningslovens § 52 (220):

Der er ikke noget til hinder for, at identifikationsoplysningerne afgives af en anden end den, der skal indberettes oplysninger om. Der er således f.eks. intet til hinder for, at en arbejdsgiver i forbindelse med oprettelse af en pensionsordning i ansættelsesforhold afgiver oplysninger om den ansattes identitet ved oprettelsen af ordningen. I den forbindelse er den ansatte forpligtet til at give arbejdsgiveren de nødvendige oplysninger, da arbejdsgivers afgivelse af oplysninger sker på vegne af den ansatte.