Dato for udgivelse
19 Nov 2021 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Nov 2021 10:51
SKM-nummer
SKM2021.621.HR
Myndighed
Højesteret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-55722/2019
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Fedtafgift
Emneord
Smøreolieafgift, tilbagebetaling, EU-retten, formueretlig, afgørelse, overvæltede afgift
Resumé

Sagen drejede sig om en række virksomheder, som i perioden 1993-2001 havde købt og forbrugt olieprodukter, hvoraf der var blevet opkrævet smøreolieafgift efter den dagældende mineralolieafgiftslov. Det viste sig efterfølgende, at afgiften var opkrævet i strid med EU-retten. Virksomhederne havde ikke selv betalt afgift af olieprodukterne, der var købt fra olieselskaber, som havde betalt afgift af produkterne til statskassen. Ifølge virksomhederne havde olieselskaberne overvæltet afgiften på virksomhederne i priserne på de solgte olieprodukter. Virksomhederne fremsatte derfor krav over for SKAT om tilbagebetaling af beløb svarende til den overvæltede afgift, jf. SKM2014.44.VLR og SKM2015.733.SKAT

SKAT afviste kravene med henvisning til, at virksomhedernes eventuelle krav var forældede. Virksomhederne påklagede SKATs afvisning af deres krav til Landsskatteretten, som imidlertid afviste klagerne med den begrundelse, at de ikke vedrørte afgørelser omfattet af den i skatteforvaltningsloven fastsatte klageadgang til Landskatteretten. Virksomhederne indbragte herefter sagerne for domstolene. 

Højesterets dom er en deldom vedrørende det spørgsmål, om at landskatteretten har kompetence efter skatteforvaltningsloven til at behandle klagerne over SKATs afvisning af virksomhedernes krav. 

Højesteret fandt, ligesom landsretten, at virksomhederne krav må klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti, og at SKATs beslutninger om at afvise kravene ikke havde karakter af forvaltningsretlige afgørelser. Beslutningerne kunne derfor ikke påklages til Landskatteretten efter skatteforvaltningslovens regler, hvorefter kun afgørelser kan påklages til Landskatteretten. 

Højesteret var desuden enig med landsretten i, at beslutningerne heller ikke kunne påklages til Skatteministeriets departement

Højesteret afviste - ligesom landsretten- virksomhederne indsigelser om, at manglende administrativ klageadgang var i strid med EU-retten, herunder det EU-retlige ækvivalensprincip, det EU-retlige effektivitetsprincip og et EU-retligt ligebehandlingsprincip. 

Højesteret var endvidere enig med landsretten i, at der ikke var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen som begæret af virksomhederne. 

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2021-2  A.A.1.7.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Østre landsret, B-55-18

Højesterets dom kan tilgås via dette link: Dom