Dato for udgivelse
15 Jun 2005 16:26
SKM-nummer
SKM2005.251.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
05-000907
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Principskifte, igangværende arbejder, fremmed regning, værdiopgørelsesprincip, "ufrivilligt" regnskabsmæssigt principskifte, årsregnskabslov, skatte- og regnskabsmæssige opgørelsesprincip
Resumé
Ligningsrådet fandt, at et selskab kunne få lov til at skifte fra fakturerings- til produktionsprincippet ved opgørelsen af igangværende arbejder, da selskabet som følge af ændringer i årsregnskabsloven måtte foretage et ”ufrivilligt” regnskabsmæssigt principskifte. Da selskabet fortsat ønskede at anvende samme regnskabs- og skattemæssige princip, tillod Ligningsrådet et skattemæssigt principskifte.
Reference(r)
Statsskattelovens § 4
Statsskattelovens § 6
Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 E.B.2.6.2.1.

Anmodning

Der blev anmodet om tilladelse til principskifte vedrørende den skattemæssige opgørelse af igangværende arbejder for fremmed regning fra og med indkomståret 2003 for A A/S.

Afgørelse

Ligningsrådet imødekom anmodningen.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S drev virksomhed med udvikling af teknologiløsninger til trådløse telefoner for store telefonproducenter. Udviklingen skete normalt for fremmed regning i henhold til indgående udviklingskontrakter.

A A/S havde hidtil anvendt faktureringsprincippet som skattemæssigt periodiseringsprincip for udviklingskontrakterne, hvorfor selskabet havde indtægtsført honorarer for kontraktsudvikling i takt med, at kunderne var faktureret. Bortset fra refunderede udlæg havde selskabet alene faktureret i henhold til opnåede ”milestones”. Udgifterne vedrørende kontraktsudvikling var fradraget i takt med, at de var afholdt. Samme principper var fulgt regnskabsmæssigt i A A/S’s eksterne årsregnskaber til og med årsregnskabet 2001/2002.

Som følge af den nye årsregnskabslov, der trådte i kraft den 1. januar 2002, havde A A/S ændret regnskabsmæssigt princip for igangværende udviklingsarbejder for fremmed regning. Fra og med indkomståret 2003 (regnskabsåret 2002/2003) anvendte selskabet produktionskriteriet i årsrapporten. Dette indebar, at arbejderne blev aktiveret til salgsværdien af det udførte arbejde. Salgsværdien blev typisk opgjort på baggrund af færdiggørelsesgraden på balancedagen og det samlede forventede udviklingshonorar på det enkelte udviklingsarbejde. Dette regnskabsprincip medførte, at A A/S regnskabsmæssigt aktiverede de direkte omkostninger, de indirekte omkostninger og acontofortjeneste som værdi af igangværende udviklingsarbejder for fremmed regning.

A A/S anmodede derfor om tilladelse til, at selskabet fra og med indkomståret 2003 også skiftede skattemæssigt opgørelsesprincip for igangværende udviklingsarbejder, således at den skattemæssige værdi heraf blev opgjort som summen af de direkte omkostninger, de indirekte omkostninger og acontofortjeneste. Herved kunne selskabet også fremover anvende samme regnskabsmæssige og skattemæssige princip ved periodiseringen af igangværende udviklingsarbejder for fremmed regning.

Ansøgningen om principskifte var begrundet i rent administrative forhold, idet selskabet ikke ønskede at opgøre værdien af igangværende udviklingsarbejder efter to forskellige principper. En sådan opgørelse ville være byrdefuld for selskabet rent administrativt og dermed omkostningskrævende, idet der så ville blive tale om to sideløbende registreringsforløb.

Selskabets revisor oplyste endvidere, at der ikke lå skattemæssige hensyn bag ønsket om principskifte. Principskiftet medførte en forøgelse af A A/S’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 på 4,2 mio. kr.

Skatteforvaltningen fandt, at anmodningen om principskifte for opgørelsen af igangværende arbejder fra og med indkomståret 2003 kunne imødekommes, såfremt opgørelsesprincippet blev anvendt på samtlige igangværende arbejder. Skatteforvaltningen henså til, at ansøgningen var begrundet i rent administrative forhold, samt at der ud fra de foreliggende oplysninger ingen skattemæssige hensyn sås at ligge bag ønsket om principskifte.

Told- og Skatteregionen tiltrådte skatteafdelingens udtalelse. 

Told- og Skattestyrelsen udtalte, at det fremgår af Ligningsvejledningen 2005-2, afsnit E.B.2.6.2.1, at det én gang valgte princip for opgørelsen af værdien af igangværende arbejder skal anvendes uændret år for år. Udgangspunktet er således, at der ikke kan ændres princip. Efter ansøgning tillades principskifte dog, når det skønnes rimeligt under hensyn til virksomhedens forhold.  

Det var oplyst, at selskabet hidtil havde anvendt faktureringsprincippet ved opgørelsen af igangværende arbejder både regnskabsmæssigt og skattemæssigt. Som følge af den nye årsregnskabslov, der som hovedregel har virkning for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2002 eller senere, skulle A A/S anvende produktionsprincippet ved den regnskabsmæssige opgørelse af igangværende arbejder. Derfor ønskede selskabet samtidigt også at ændre det skattemæssige opgørelsesprincip til produktionsprincippet, således at selskabet fortsat kunne benytte samme regnskabs- og skattemæssige princip for værdiansættelse af igangværende arbejder.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001 om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven), der trådte i kraft den 1. januar 2002, og ændringsloven hertil, der trådte i kraft den 1. april 2004, har fået betydning for regnskabsaflæggelsen vedrørende igangværende arbejder.

Selvom det ikke fremgår helt klart af hverken lovteksten eller bemærkningerne til lovforslaget til den nye årsregnskabslov, er det såvel Erhvervs- og Selskabsstyrelsens som de store revisionsfirmaers opfattelse, at årsregnskabsloven forudsætter, at igangværende arbejder for fremmed regning opgøres efter produktionsprincippet. Dette støttes af årsregnskabslovens § 49 samt kravet om aktivering af igangværende arbejder som et tilgodehavende, hvilket forudsætter opgørelse til salgsværdi. Det fremgår af årsregnskabsloven, at det som hovedregel kun er virksomheder og selskaber i regnskabsklasserne B – D inkl., der har pligt til at udarbejde et årsregnskab, hvorfor det alene er virksomheder og selskaber i disse regnskabsklasser, der skal anvende produktionsprincippet ved opgørelsen af værdien af igangværende arbejder.

A A/S’s revisor havde overfor Told- og Skattestyrelsen oplyst, at selskabet var omfattet af regnskabsklasse D. Selskabet skulle derfor regnskabsmæssigt opgøre sine igangværende arbejder efter produktionsprincippet.

Da A A/S hidtil havde benyttet faktureringsprincippet regnskabsmæssigt, medførte den nye årsregnskabslovs krav om anvendelse af produktionsprincippet et ”ufrivilligt”, regnskabsmæssigt principskifte for selskabet. Ved den skattemæssige opgørelse af igangværende arbejder havde selskabet hidtil ligeledes anvendt faktureringsprincippet, da man havde ønsket at anvende samme regnskabs- og skattemæssige princip herfor. A A/S’s anmodning om tilladelse til at skifte skattemæssigt opgørelsesprincip fra fakturerings- til produktionsprincippet, måtte derfor efter styrelsens opfattelse anses for en afledet konsekvens af ændringerne i årsregnskabsloven.

Som følge heraf fandt styrelsen, at det ansøgte burde imødekommes.

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.