Dato for udgivelse
12 Aug 2005 10:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
7. oktober 2004
SKM-nummer
SKM2005.346.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 152/2003
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Selskabstømning, selvfinansering, erstatningsansvar, hæftelse
Resumé

Højesteret fandt, at køberselskabet ikke forud for salget havde erhvervet værdipapirerne fra overskudsselskabet, hvorfor køberselskabet ikke disponerede over værdipapirerne ved salget, og at sælgerne ikke havde haft grundlag for at antage dette.

Højesteret fandt, at sælgerne burde have indset, at de stillede det solgte selskabs midler til rådighed for køber, hvorved anpartsselskabslovs § 84 stk. 2 om selvfinansiering blev overtrådt. Da tilbageførsel midlerne var udelukket, hæftede sælgerne for selskabets tab efter anpartsselskabsloven § 84, stk. 5.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom (SKM2003.532.VLR)

Reference(r)

Anpartsselskabsloven § 84, stk. 2 (dagældende)
Anpartsselskabsloven § 84, stk. 5 (dagældende)


Parter

A1
A2
A3 
A4 
A5 
A6
A7
A8
(advokat Torben Oxbøll for alle)

mod

Investeringsselskabet H1 ApS under konkurs
(kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg)

Afsagt af højesteretsdommerne

Herman, Torben Melchior, Per Sørensen, Per Walsøe og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 13. afdeling den 3. april 2003.

Påstande

Appellanterne, A1, A2, A3, A4, A5, A6, A7 og A8, har påstået frifindelse.

Indstævnte, Investeringsselskabet H1 under konkurs, har påstået principalt stadfæstelse, subsidiært betaling af 1.773.362 kr. med procesrente fra den 12. april 1998.

Der er enighed om, at appellanterne i forhold til konkursboet skal bedømmes under ét

Højesterets begrundelse og resultat

Ved købekontrakten af 18. december 1991 overdrog appellanterne og H2 ApS (sælgerne) den samlede anpartskapital i Investeringsselskabet af H1 ApS (Investeringsselskabet) til Handels- og Investeringsselskabet G1 ApS (køberselskabet) for ca. 25 mio. kr. Samme dag blev der indgået en aftale, hvorefter tre af appellanterne og H2 for i alt ca. 18 mio. kr. købte Investeringsselskabets værdipapirbeholdning. Ifølge denne aftale var det køberselskabet, som solgte værdipapirerne.

Ligeledes den 18. december 1991 sendte køberselskabet opgørelser til hver af sælgerne af Investeringsselskabet med angivelse af, hvilket beløb der ville blive betalt i forbindelse med salget af anparterne. I opgørelsen til de sælgere, som havde købt Investeringsselskabets værdipapirbeholdning, blev købesummen for værdipapirerne fratrukket.

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at køberselskabet ikke forud for salget af værdipapirerne havde erhvervet disse fra Investeringsselskabet, og køberselskabet kunne derfor ikke disponere over værdipapirerne ved salg. Højesteret finder endvidere, at sælgerne ikke har haft grundlag for at antage, at køberselskabet var ejer af værdipapirerne.

Under de anførte omstændigheder finder Højesteret, at sælgerne må have indset, at de stillede midler fra Investeringsselskabet til rådighed for køberselskabet i forbindelse med dette selskabs erhvervelse af anparterne i Investeringsselskabet. Sælgerne har derfor overtrådt § 84, stk. 2, i den dagældende anpartsselskabslov. Herefter, og da tilbageførsel af køberselskabet af selskabsmidlerne er udelukket, tiltræder Højesteret, at appellanterne hæfter for Investeringsselskabets tab efter § 84, stk. 5, jf. stk. 4.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A1, A2, A3, A4, A5, A6, A7 og A8 solidarisk betale 140.000 kr. til Investeringsselskabet af H1 ApS under konkurs.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.