EF-domstolen har i sag C-98/98 (Midland Bank plc.) taget stilling til momsfradragsretten for advokathonorarer for juridisk bistand til en bank. Spørgsmålet i sagen var, om de juridiske tjenesteydelser havde forbindelse til transaktioner, for hvilke der var fradragsret for moms, eller om tjenesteydelserne også vedrørte bankens generelle transaktioner, for hvilke der ikke var ret til fradrag for moms.

Domstolen fastslog, at art. 2 i første momsdirektiv og artikel 17, stk. 2, 3 og 5, i sjette momsdirektiv (nu Momssystemdirektivets artikel 1, stk. 2 samt artiklerne 168, 169 og 173) skal fortolkes således, at en direkte og umiddelbar forbindelse mellem en bestemt indgående transaktion og en eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt er nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække købsmomsen, og for at omfanget af denne ret kan fastlægges. Domstolen bestemte også, at det tilkommer den nationale domstol at bruge kriteriet om den direkte og umiddelbare forbindelse på de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag.

EF-domstolen har i sagen C-400/98 Birgitte Breitsohl afgjort, at når en momspligtig person handler som en sådan, har vedkommende ret til straks at fratrække den moms, der skyldes eller er betalt for de omkostninger, der er afholdt til brug for de transaktioner, som han har til hensigt at gennemføre, og som giver ret til fradrag, uden at han skal afvente påbegyndelsen af virksomhedens faktiske drift. Se også dommen i sagerne C-110/98 og C-147/98 Gabalfrisa og dommen i sagen C-396/98 Grundstückgemeinschaft Schlossstrasse. Se endvidere Den juridiske vejledning, afsnit D.A.3.1.4.3.

I SKM2003.312.ØLR fandt Østre Landsret, at en ultralydsscanningsklinik ikke havde fradrag for udgifter afholdt i 1995 vedrørende en af indehaveren tidligere dreven cafe-virksomhed, da cafe-virksomheden var ophørt i 1991. Udgifterne vedrørte derfor ikke den momsregistrerede ultralydsscanningsklinik.

I SKM2004.253.LSR havde et tidligere produktionsselskab aktivitet med udlejning af fast ejendom. Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, og selskabet havde ikke været frivilligt momsregistreret for udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom efter momslovens § 51. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet i den påklagede periode derudover havde udøvet aktivitet med møbelgrebproduktion, ligesom den påberåbte hensigt om påbegyndelse af aktivitet med import fra Spanien ej heller kunne anses for godtgjort. Selskabet havde derfor ikke drevet selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3 med momspligtige aktiviteter. De afholdte udgifter måtte således anses at have tilknytning til dels den momsfritagne aktivitet, dels til aktiviteter af privat karakter. Selskabet var således allerede som følge heraf ikke berettiget til de foretagne momsfradrag efter momslovens § 37.

I SKM2006.72.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til undersøgelse og oprensning af en forurenet grund afholdt i årene 2003-2004 ikke kan anses for afviklingsomkostninger, der har en direkte og umiddelbar forbindelse til den forretningsmæssige virksomhed. Landsskatteretten lagde til grund, at virksomheden med salg af akkumulatorer var solgt i 1995, og at den private ejendom i den forbindelse er overgået til privat anvendelse, samt at udgifterne til undersøgelse og oprensning afholdes 7 år efter salget af virksomheden. Det fremgår endvidere af kendelsen, at det er C's ægtefælle, som har drevet virksomheden og at alle fakturaerne er udstedt til C's søn.

Vestre Landsret fandt i SKM2006.286.VLR, at det forhold, at en virksomhed er blevet momsregistreret, ikke afskærer myndighederne fra senere at vurdere, om forudsætningerne for registreringen fortsat er opfyldt. Det fremgik, at sagsøgeren i 2000 og 2001 havde en samlet omsætning på 14.648 kr. og omkostninger på 248.854 kr. Efter bevisførelsen lagdes det til grund, at sagsøgeren i samme periode hverken solgte eller købte både og ej heller formidlede handel hermed. Herefter og efter det i øvrigt oplyste om sagsøgerens aktiviteter, fandt landsretten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at han efter den 31. december 1999 opfyldte betingelserne for at drive selvstændig økonomisk virksomhed jf. momslovens § 3, stk. 1. Sagsøgeren havde heller ikke for landsretten godtgjort, at myndighedernes nægtelse af fradrag for 1999 var urigtige. Det bemærkedes herved, at det som nævnt ikke var bevist, at sagsøgeren havde selvstændig erhvervsvirksomhed med køb og salg af både, og at hovedparten af det omstridte beløb vedrørte moms i forbindelse med køb af en båd.

Landsskatteretten fandt i SKM2006.666.LSR, at et selskab, der drev international rederivirksomhed, kunne fradrage momsen af udgifter til børsintroduktion i USA.

I SKM2009.578.LSR blev et selskab, der var nægtet tilladelse til momsregistrering, da selskabet ikke havde stillet sikkerhed som krævet af SKAT, nægtet fradrag for indgående moms.

Selskabets anmodning om momsregistrering af 23. januar 2007 blev afslået den 13. marts 2007, idet selskabet ikke havde stillet sikkerhed for momsen, som skattecentret havde krævet.

De omhandlede omkostninger blev afholdt i 1. kvartal 2007 med henblik på udvikling og senere levering af en leasingydelse til datterselskabet H2 ApS. Leasingkontrakten var ikke udfærdiget på tidspunktet for udgifternes afholdelse, men påtænkes indgået med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2007.

På baggrund af den nægtede registrering og formålet med de afholdte udgifter finder Landsskatteretten ikke, at de omhandlede leverancer kan anses for indkøbt udelukkende med henblik på anvendelse til brug for selskabets momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1. Selskabets hensigt om at drive momspligtig virksomhed, som de afholdte udgifter kan knyttes til, ses således ikke i tilstrækkelig grad bestyrket af objektive forhold. Selskabet har derfor ikke fradragsret for købsmomsen af omkostningerne.

I SKM2010.816.LSR fandt Landsskatteretten, at et dansk holdingselskab, som opkøbte produktionsmaskiner her i landet og indskød disse som apportindskud i forbindelse med en kapitalforøgelse i selskabets udenlandske datterselskab, ansås for at foretage afgiftspligtige transaktioner efter momslovens § 4, stk. 1. Selskabet kunner derfor fratrække købsmomsen, jf. momslovens § 37, stk. 1.

xI SKM2012.333.LSR fandt Landsskatteretten, at de omhandlede omkostninger havde haft en direkte og umiddelbar forbindelse til projekter, som ikke var genstand for salg, herunder ej heller et momspligt salg. Landsskatteretten tiltrådte derfor SKATs afgørelse om, at selskabet ikke har fradrag for moms af omkostningerne, jf. momslovens § 37, stk. 1, modsætningsvist. Omkostningerne kunne heller ikke anses for at udgøre generalomkostninger allerede af den grund, at omkostningerne kunne henføres til bestemte udgående transaktioner.x

Konkursboer
Styrelsen har i TfS 2000, 739 udtalt, at konkursboer efter tømte overskudsselskaber ikke kan anses for at være omfattet af momslovens § 3. Boerne kan herefter ikke opnå fradragsret for eller refusion af moms af udgifter, som disponeres af boerne. I TfS 2000, 812 har styrelsen uddybende meddelt, at ændringen vedrørende fradragsret/refusion efter tømte overskudsselskaber, har virkning for de konkursboer, hvor skifteretten den 1/10 2000 eller senere modtager udkast til afsluttende boregnskab m.v., jf. konkurslovens § 148.

Landsskatteretten har i SKM2001.458.LSR truffet afgørelse om, at et momsregistreret konkursbo ikke kunne indrømmes fradrag for moms af advokatomkostninger til førelse af en retssag, da der konkret ikke var tale om advokatomkostninger, der knyttede sig til afviklingen af konkursboets momspligtige aktiviteter. Retssagen mod A A/S under konkurs vedrørte spørgsmålet om en af A A/S afgivet erklæring til banken gav grundlag for at pålægge A A/S at friholde banken for tab opstået i forbindelse med A A/S`datterselskabs aktiviteter med valutaterminsforretninger, som var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Landsskatteretten fandt, at A A/S´afgivelse af erklæringen ikke har en direkte tilknytning til den momspligtige aktivitet, der blev udøvet i selskabet, og at de momsbelagte udgifter, der har været forbundet med retssagen har en sådan direkte og umiddelbar tilknytning til afgivelsen af erklæringen, at der i overensstemmelse med EF-domstolens dom i sag C-4/94 BLP Groupe plc ikke efter momslovens § 37 kan foretages fradrag for moms af disse udgifter.

Landsskatteretten lagde i SKM2007.392.LSR til grund, at det omhandlede konkursbo måtte anses for at have drevet økonomisk virksomhed, jævnfør herved momslovens § 3. Afgørende for, om hvorvidt konkursboet herefter havde fradragsret efter momslovens § 37, stk. 1, for momsen på boomkostninger, herunder kuratorsalæret, måtte være, at disse omkostninger knyttede sig til en sædvanlig afvikling af konkursboets momspligtige aktiviteter. Det kunne ikke i denne forbindelse anses som en forudsætning, at disse momspligtige aktiviteter også havde været fortsat efter indtræden af konkurs, jf. Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 13. juli 2000 (TfS 2000, 739), næstsidste afsnit, modsætningsvis. Det kunne ikke tillægges vægt, at der før konkursens indtræden kun havde været drevet momspligtig aktivitet i en kort periode, ligesom det ikke kunne tillægges vægt, at denne periode havde ligget et stykke tid før konkursens indtræden, idet det blev bemærket, at der ikke efter indstillingen af restaurationsvirksomheden havde været drevet andre aktiviteter i virksomheden frem til virksomheden blev begæret tvangsopløst og senere gik konkurs. Forholdet her kunne heller ikke sammenlignes med forholdene i selskabstømmersagerne, idet der her syntes at være tale om virksomhedsophør med baggrund i en underskudsgivende drift, og ikke med baggrund i en tømning af selskabet for værdier.

Landsskatteretten fandt i SKM2007.927.LSR, at klagerens konkurs og den deraf følgende kuratorbehandling skyldtes manglende økonomisk bæredygtighed ved driften af momspligtig virksomhed i årene 1995-2001, hvorfor klager som udgangspunkt havde ret til fradrag i henhold til momslovens § 37, stk. 1. Dog fandt Landsskatteretten, at den del af udgifterne der relaterede sig til klagerens private aktiver, ikke kan anses for at være direkte og umiddelbart forbundne med klagers virksomhed eller afviklingen heraf. Der var derfor ikke fradrag for momsen af den del af kuratorsalæret, der var medgået dertil.  

Betalingsstandsning
SKM2008.249.LSR omhandlede et tilfælde, hvor et selskab, inden en betalingsstandsning havde udskilt sin hidtil drevne virksomhed til et nystiftet datterselskab. Herefter var aktiviteten i selskabet koncentreret om besiddelse og salg af aktier og fordringer. Selskabets aktivitet kunne derfor ikke under betalingsstandsningsperioden karakteriseres som økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, og var således ikke berettiget til fradrag for moms af de i betalingsstandsningsperioden afholdte advokatudgifter m.v.

I TSS-cirkulære nr. 2005-26, har Told- og Skattestyrelsen ændret praksis vedrørende fradrag for moms af lejeudgifter m.v. i forbindelse med ophør af virksomhed som følge af en uopsigelig lejekontrakt.

Praksisændringen er sket på baggrund af, at Højesteret i SKM2005.341.HR har afsagt dom på baggrund af EF-domstolens afgørelse af 3. marts 2005 i sagen C-32/03 I/S Fini H.

Fini H er et interessentskab, der blev dannet i 1989 med det formål at drive restaurationsvirksomhed. Med henblik på udøvelse af denne virksomhed indgik selskabet en lejekontrakt for lokaler fra den 20. maj 1988. Lejekontrakten, der var indgået for 10 år, var uopsigelig frem til den 30. september 1998.Fini H's restaurationsvirksomhed ophørte i slutningen af 1993, og lokalerne stod derefter ubrugte hen. Fini H forsøgte at opsige lejekontrakten, hvilket udlejer modsatte sig under henvisning til, at der ikke i kontrakten fandtes en bestemmelse om opsigelse før tid. Fini H fandt desuden ikke en ny lejer, der kunne overtage kontrakten, som først udløb på det i kontrakten fastsatte tidspunkt. Fra slutningen af 1993 til den 30. september 1998 var Fini H fortsat momsregistreret, selvom selskabet ikke længere udøvede restaurationsvirksomhed. Fini H fortsatte med at fratrække indgående moms forbundet med omkostningerne ved det pågældende lejemål, dvs. husleje samt varme-, elektricitets- og telefonudgifter. I september 1998 traf Told- og Skatteregionen afgørelse om tilbagebetaling af de beløb, som den havde udbetalt til Fini H som negativ moms mellem oktober 1993 og marts 1998. Told- og skatteregionen besluttede ligeledes, at endnu ikke udbetalte beløb for perioden 1. april 1998 til 30. september 1998 ikke skulle udbetales. Told- og Skatteregionen anførte i den forbindelse, at Fini H ikke siden tredje kvartal 1993 havde drevet momspligtig virksomhed.

EF-domstolen udtaler i præmis 19-35 i sag C-32/03, hvilket fremgår af cirkulærets punkt 6-22, at:

"Det skal bemærkes, at efter ordlyden af sjette direktivs artikel 4, stk. 1, er begrebet afgiftspligtig person defineret i relation til begrebet økonomisk virksomhed. Det er nemlig eksistensen af en sådan virksomhed, der begrunder kvalifikationen af en afgiftspligtig person, som i medfør af sjette direktiv er tillagt fradragsret.

I artikel 4 opregnes i stk. 2 de former for virksomhed, der kan anses for »økonomisk virksomhed«, herunder bl.a. alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Udtrykket »alle former for virksomhed« i denne bestemmelse indebærer, at den pågældende økonomiske virksomhed kan bestå af flere på hinanden følgende transaktioner.

Det følger ligeledes af retspraksis, at begrebet økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand ikke nødvendigvis består i en enkelt handling, men kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger (jf. bl.a. dom af 14.2.1985, sag 268/83, Rompelman, Sml. s. 655, præmis 22).

Forberedende handlinger skal således anses for økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand. Enhver, der udfører forberedende handlinger, skal følgelig anses for at være en afgiftspligtig person i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 4, og har ret til fradrag (Rompelman-dommen, præmis 23, og dom af 29.2.1996, sag C-110/94, INZO, Sml. I, s. 857, præmis 18). Retten til dette fradrag bevares, selv om det senere, henset til resultaterne af en undersøgelse af rentabiliteten, besluttes ikke at gå videre til den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således at den påtænkte økonomiske virksomhed ikke var forbundet med afgiftspligtige transaktioner (INZO-dommen, præmis 20).

For så vidt angår overdragelse af en samlet formuemasse har Domstolen fastslået, at når den afgiftspligtige person ikke længere gennemfører transaktioner efter anvendelsen af de leverede tjenesteydelser, skal udgifterne til disse tjenesteydelser anses for dele af virksomhedens samlede økonomiske virksomhed før overdragelsen, og der gives ret til fradrag. Enhver anden fortolkning vil skabe en vilkårlig sondring mellem udgifter til brug for en virksomhed før påbegyndelsen af dennes faktiske virksomhed og udgifter afholdt under denne virksomhed og udgifter til brug for afslutningen af denne virksomhed (jf. dom af 22.2.2001, sag C-408/98, Abbey National, Sml. I, s. 1361, præmis 35, og af 29.4.2004, sag C-137/02, Faxworld, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39).

De samme hensyn bevirker, at transaktioner såsom de betalinger, som Fini H fortsat har måttet foretage i perioden med afviklingen af restaurationsvirksomheden, skal anses for at være del af den økonomiske virksomhed i sjette direktivs artikel 4's forstand.

En sådan fortolkning er begrundet i den fradragsordning, som Domstolen gentagne gange har fastslået tilsigter helt at aflaste den afgiftspligtige for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med al økonomisk virksomhed. Det fælles momssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er fuldstændig neutral over for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat at sådan virksomhed i sig selv i princippet er momspligtig (jf. i denne retning Rompelman-dommen, præmis 19, dom af 15.1.1998, sag C-37/95, Ghent Coal Terminal, Sml. I, s. 1, præmis 15, af 21.3.2000, forenede sager C-110/98 - C-147/98, Gabalfrisa m.fl., Sml. I, s . 1577, præmis 44, og af 8.6.2000, sag C-98/98, Midland Bank, Sml. I, s. 4177, præmis 19, samt Abbey National-dommen, præmis 24).

Imidlertid er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den indgående moms, og for at omfanget af denne ret kan fastlægges (jf. Midland Bank-dommen, præmis 24).

Hvad angår hovedsagen skal det fastslås, at Fini H's pligt til at betale leje for erhvervslokaler og omkostninger vedrørende en ejendom, som selskabet havde lejet med henblik på at udøve restaurationsvirksomhed indtil udløbet af det i lejekontrakten fastsatte tidspunkt på grund af en uopsigelighedsklausul, i princippet kan anses for at være direkte og umiddelbart forbundet med restaurationsvirksomheden.

For så vidt som lejekontrakten blev indgået af Fini H med henblik på at råde over et lokale, der var nødvendigt for udøvelsen af restaurationsvirksomheden, og under hensyn til den omstændighed, at dette lokale faktisk blev anvendt til dette formål, må det fastslås, at selskabets pligt til fortsat at betale leje og andre omkostninger efter virksomhedens ophør direkte udspringer af denne virksomhed.

Under disse betingelser er varigheden af pligten til at betale leje og omkostninger vedrørende lokalet uden betydning for, om der foreligger økonomisk virksomhed som omhandlet i sjette direktivs artikel 4, stk. 1, for så vidt som dette tidsrum er strengt nødvendigt for gennemførelsen af afviklingen.

Det følger heraf, at for den betaling af leje og omkostninger vedrørende det lokale, der tidligere blev anvendt til udøvelse af restaurationsvirksomhed, som blev erlagt i løbet af den periode, hvor restauranten ikke blev drevet, dvs. fra oktober 1993 til september 1998, skal den afgiftspligtige person have ret til momsfradrag på samme grundlag som i perioden fra restaurationsvirksomhedens start indtil tidspunktet for denne virksomheds ophør, idet disse lokaler under hele lejekontraktens løbetid havde en direkte og umiddelbar forbindelse med den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed.

Der skal således indrømmes ret til momsfradrag som følge af afvikling af virksomheden, for så vidt som udnyttelsen af fradraget ikke giver anledning til svig eller misbrug.

Domstolen har allerede fastslået, at fællesskabsretten ikke kan gøres gældende af borgerne med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (jf. bl.a. dom af 12.5.1998, sag C-367/96, Kefalas m.fl., Sml. I, s. 2843, præmis 20, og af 23.3.2000, sag C-373/97, Diamantis, Sml. I, s. 1705, præmis 33). Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis Fini H, samtidig med at udnytte retten til momsfradrag vedrørende betalingen af leje og øvrige omkostninger for perioden efter restaurationsvirksomhedens ophør, fortsat anvender det lokale, der tidligere blev anvendt til restauranten, til rent private formål.

Hvis afgiftsmyndigheden konstaterer, at fradragsretten er blevet udnyttet på svigagtig måde eller misbrugt, kan den med tilbagevirkende gyldighed kræve de fratrukne beløb godtgjort (jf. bl.a. Rompelman-dommen, præmis 24, INZO-dommen, præmis 24, og dommen i sagen Gabalfrisa m.fl., præmis 46).

Den nationale domstol skal under alle omstændigheder nægte at indrømme ret til fradrag, hvis det på grundlag af objektive momenter er godtgjort, at påberåbelsen af denne ret er udtryk for svig eller misbrug.

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at sjette direktivs artikel 4, stk. 1-3, skal fortolkes således, at en person, der ophører med at drive forretningsmæssig virksomhed, men som fortsat betaler leje og omkostninger vedrørende det lokale, der har været anvendt til denne virksomhed, fordi lejekontrakten indeholder en uopsigelighedsklausul, kan anses for en afgiftspligtig person og derfor kan fradrage moms vedrørende de således erlagte beløb, for så vidt som der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem denne betaling og den forretningsmæssige virksomhed, og det er godtgjort, at der ikke foreligger hensigt til svig eller misbrug."

Told- og Skattestyrelsen udtaler i TSS-cirkulære nr. 2005-26, at Højesterets dom i SKM2005.341.HR ændrer praksis vedrørende fortolkning af begrebet økonomisk virksomhed og dermed udstrækningen af fradragsretten.

Den ændrede praksis betyder, at virksomheder der ophører med at drive forretningsmæssig virksomhed, men som fortsat betaler leje og omkostninger vedrørende de lokaler, som har været anvendt til denne virksomhed, fordi lejekontrakten indeholder en uopsigelighedsklausul, kan anses for en afgiftspligtig person og derfor kan fradrage moms efter momslovens almindelige regler af de således erlagte beløb, for så vidt der eksisterer en direkte og umiddelbar forbindelse mellem denne betaling og den forretningsmæssige virksomhed og det er godtgjort, at der ikke foreligger hensigt til svig eller misbrug.

Det kan på baggrund af EF-domstolens afgørelse i sag C-32/03 lægges til grund, at fradrag for udgifterne til husleje m.v. i forbindelse med afvikling af en virksomhed skal vurderes efter følgende kriterier:

a. Varigheden af den indgåede lejekontrakt er uden betydning. Det har derimod betydning, at afviklingsperiodens længde har været strengt nødvendig for gennemførelsen af afviklingen.

Virksomheden har opsagt lejekontrakten på det tidligste mulige tidspunkt, hvor dette kan lade sig gøre, ellers har virksomheden ikke fradragsret efter det tidspunkt, hvor virksomheden kunne have afviklet lejemålet.

Hvis virksomheden har haft mulighed for at opsige eller afhænde lejemålet uden tab, vil der efter dette tidspunkt ikke være adgang til fradragsret.

b. Udnyttelsen af fradraget må ikke give anledning til svig eller misbrug, eksempelvis ved at lejemålet har været benyttet til private formål, hvilket skal bedømmes på grundlag af objektive momenter.

Det vil bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder om betingelserne for fradrag er opfyldt.

Landsskatteretten har i kendelsen SKM2005.478.LSR, under henvisning til EF-dommen C-32/03 Fini H fundet, at der var fradragsret for moms af en virksomheds huslejebetalinger i henhold til en uopsigelig lejekontrakt, efter at virksomhedens aktiviteter med detailhandel, som blev drevet fra det pågældende lejemål, var ophørt. Virksomhed med detailhandel var påbegyndt ultimo 2000, og til brug herfor havde virksomheden lejet et lokale. Lejemålet var i henhold til lejekontrakten uopsigeligt i 5 år. Virksomheden lod sig afmelde fra momsregistrering pr. 1. september 2001, hvor den ophørte med detailhandel, hvilket skyldtes, at den ikke kunne betale sine kreditorer. Som følge af lejekontraktens bestemmelse om uopsigelighed betalte virksomheden husleje frem til 2003, hvor lokalet blev genudlejet.

Landsskatteretten anfører i kendelsen, at da lejekontrakten blev indgået af virksomheden med henblik på at råde over et lokale, der var nødvendigt for udøvelsen af detailhandelsvirksomheden, og da dette lokale rent faktisk blev anvendt til dette formål, så udspringer virksomhedens pligt til fortsat at betale leje efter detailhandelsvirksomhedens ophør direkte af denne virksomhed. Der var endvidere ikke tale om, at udnyttelsen af fradraget gav anledning til svig eller misbrug, idet virksomheden eksempelvis ikke havde anvendt det lejede lokale til rent private formål i afviklingsperioden. Dermed var virksomheden berettiget til at fradrage momsen af udgifter til husleje, afholdt efter ophøret af den momspligtige virksomhed som følge af en bestemmelse om uopsigelighed i den indgåede lejekontrakt. Det var endvidere uden betydning, at virksomheden havde afmeldt sig fra momsregistrering i forbindelse med ophøret af den momspligtige virksomhed den 1. september 2001.