Dato for udgivelse
30 Dec 2005 09:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Sep 2004 11:39
SKM-nummer
SKM2005.551.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
S-2182-04
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Kendelse, salærfastsættelse, skattestraffesag, forsvarerbistandsloven
Resumé

Landsretten traf kendelse om salær i en skattestraffesag. Den beskikkede forsvarer, advokat A.B., havde påstået, at det af retten fastsatte salær på 8.000 kr. + moms i det væsentlige skulle betales af statskassen. Advokat A.B. var den 13. september 2001 blevet beskikket som forsvarer for T's ægtefælle S og beskikkelsen blev senere ændret til at være for T. Af advokat A.B.'s salærredegørelse fremgik bl.a., at han efter beskikkelsen intet foretog sig i sagen, før han modtog ToldSkats brev af 16. september 2003, hvori det blev oplyst, at der endnu ikke var taget endelig stilling til hvilke punkter, der eventuelt burde drøftes med henblik på et eventuelt ansvar.

Landsretten herefter lagde til grund, at det arbejde, der var udført af advokat A.B. som beskikket forsvarer i det væsentlige havde vedrørt de 4 forhold, der senere delvist blev erkendt af T, hvorefter sagen blev afgjort med vedtagelsen af et bødeforelæg på 25.000 kr.

Under hensyn hertil og til at advokat A.B. ikke sammen med T's ægtefælle S og T havde deltaget i møder med skattemyndigheder til drøftelse af sigtelser eller forhold, der i øvrigt var fremhævet af skattemyndigheder som muligt strafbare, tiltrådte landsretten størrelsen af det fastsatte salær, og idet arbejdsopgaverne for den beskikkede advokat i det væsentlige havde omfattet de 4 nævnte forhold, fandtes det offentlige, uanset at T kun delvist havde erkendt forholdene, ikke at skulle afholde en del af omkostningerne til den beskikkede forsvarer. Landsretten stadfæstede byrettens beslutning om at tillægge den beskikkede forsvarer 8.000 kr. + moms i salær, og om at salæret skulle bæres endeligt af T.

Reference(r)

Forsvarerbistandsloven § 4


Vestre Landsrets kendelse af 24. september, S-2182-04

Anklagemyndigheden

mod

T

Afsagt af landsdommerne

Marie S. Mikkelsen, Torben Geneser og Jette F. Skole (kst.)

----------

Aabenraa byrets kendelse af 30. juni 2004, SS 72/2004

Salær til beskikket forsvarer

Ingen mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes brev af 21. juni 2004 fra den beskikkede forsvarer advokat A.B. med anmodning om fastsættelse af salær, efter at sigtede udenretligt har vedtaget et bødeforlæg på 25.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 13 .

Der fremlagdes endvidere brev af 24. juni 2004 fra ToldSkat med bilag.

Forsvareren havde i sit brev opgjort et tidsforbrug på ca. 16 timer og givet udtryk for, at den overvejende del af sagsomkostningerne skal betales af statskassen.

Rettens bemærkninger

Dommeren bemærkede hertil, at der tilsyneladende intet væsentligt var sket på grundlag af forsvarerbeskikkelsen den 13.september 2001, idet den væsentligste aktivitet i sagen fandt sted efteråret 2003, hvorefter denne aktivitet gav grundlag for den seneste forsvarerbeskikkelse af 16. februar 2004. Den strafferetlige side af skattesagen må antages at have været forholdsvis overskuelig i betragtning af, at forsvareren allerede før den seneste forsvarerbeskikkelse havde foreslået en bøde på 25.000 kr. for forsætlig overtrædelse af skattekontrolloven. Efter flere drøftelser blev sagen sluttet med denne bøde.

På denne baggrund blev den beskikkede forsvarer advokat A.B. for sit arbejde med den strafferetlige side af skattesagen tillagt et salær på 8.000 kr., der med tillæg af moms betales endeligt af sigtede, idet der ikke i retsplejelovens § 1008 er grundlag for andet.

Sagen sluttet.

----------

Vestre Landsrets kendelse af 24. september, S-2182-04

Ved brev af 16. november 2000 meddelte ToldSkat Retten i Sønderborg, at hele sagen blev overdraget til regionens lovadministration til bedømmelse af eventuelt ansvar. ToldSkats brev af 15. august 2001 til advokat A.B. var vedlagt et notat til landsskatteretten, hvoraf fremgik, at efter regionens opfattelse burde indkaldes til drøftelse af minimum 6 punkter, herunder forhold der senere blev delvist erkendt af T. Advokat A.B. blev den 13. september 2001 beskikket som forsvarer for S. Beskikkelsen blev senere ændret til at være for T. Af advokat A.B. salærredegørelse fremgår det, at han efter beskikkelsen intet foretog sig i sagen, før han modtog ToldSkats brev af 16. september 2003, hvor det blev oplyst, at der endnu ikke var taget endelig stilling til hvilke punkter, der eventuelt burde drøftes med henblik på eventuelt ansvar. Ved brev af 12. november 2003 meddelte ToldSkat, at de fandt grundlag for at indlede en sag mod S, og at hun måtte betragte sig som sigtet for de 4 forhold, som senere blev delvist erkendt af T.

Efter det oplyste har skattemyndighederne ikke før end i notatet til landsskatteretten nærmere konkretiseret forhold, der burde undersøges og drøftes nærmere. Efter salærredegørelsen har advokat A.B. ikke foretaget sig noget i anledning af notatet. Det må herefter lægges til grund, at det arbejde, der er udført af advokat A.B. som beskikket forsvarer, i det væsentligste har vedrørt de 4 forhold, der senere delvist blev erkendt af T, hvorefter sagen blev afgjort med vedtagelsen af et bødeforlæg på 25.000 kr.

Under hensyn hertil, og til at advokat A.B. ikke sammen med S eller T har deltaget i møder med skattemyndighederne til drøftelser af sigtelser eller forhold, der i øvrigt var fremdraget af skattemyndighederne som muligt strafbare, tiltræder landsretten størrelsen af det fastsatte salær.

Da arbejdsopgaverne for den beskikkede advokat i det væsentlige har omfattet de 4 nævnte forhold, findes det offentlige, uanset at T kun delvist har erkendt forholdene, ikke at skulle afholde en del af omkostningerne til den beskikkede forsvarer.

Landsretten stadfæster derfor byrettens beslutning om at tillægge den beskikkede forsvarer, advokat A.B. 8.000 kr. + moms i salær, og om at salæret skal bæres endeligt af T.

T h i   b e s t e m m e s

Byrettens beslutning stadfæstes.

Sagen sluttet.

Retten hævet.