Efter VSL § 1, stk. 1, 1. pkt., kan skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, anvende reglerne om virksomhedsordningen på indkomst fra virksomheden.
  Denne bestemmelse indebærer, at det er en betingelse for at anvende virksomhedsordningen, at den skattepligtige er selvstændigt erhvervsdrivende, og at lønindkomst ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Visse honorarer med direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed kan indgå i virksomhedsordningen.
  Hverken VSL eller anden lovgivning, herunder PSL, indeholder en definition af begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed, men det er forudsat, at begrebet i overensstemmelse med hidtidig praksis fortolkes ens i alle skattemæssige relationer.
  Den grundlæggende afgrænsning af indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende) i forhold til indkomst i et tjenesteforhold (lønmodtagere) er beskrevet nærmere i E.A.4.
  Fra praksis kan henvises til TfS  1995, 458 (VLD) om en assurandør, der i relation til ét forsikringsselskab blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende og i relation til et andet forsikringsselskab blev anset for lønmodtager.
  En lønmodtager havde en mindre landbrugsejendom, hvor han boede, og hvor størstedelen af de 2,8 ha var tilplantet med juletræer. Han havde anvendt virksomhedsordningen på beplantningen og bl.a. medtaget to udhuse på indskudskontoen samt fratrukket disse huses andel af prioritetsrenter. Myndighederne havde ikke godkendt dette fradrag i den personlige indkomst, men overført rentefradraget til kapitalindkomst. Landsskatteretten statuerede, at virksomheden med juletræer ikke kunne anses for erhvervsmæssig, og skatteyderen var som lønmodtager derfor ikke berettiget til at anvende virksomhedsskattelovens regler, Skat 1990.9.703 (TfS 1990, 418 (LSR)).
  Musikere, der betragtes som honorarmodtagere, anses ikke for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. Landsskatterettens kendelse i TfS 1997, 562 (LSR). I den konkrete sag var der tale om en musiker, som i en årrække havde ernæret sig ved engagementer som solomusiker. Han havde aftalt at spille til et fast honorar, ligesom han havde modtaget et fast beløb for kørsel. Den pågældende musiker kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende, men derimod som honorarmodtager i relation til arbejdsvederlaget.
Ny tekst startSe endvidere TfS 1999, 391 (LSR). Denne kendelse omhandler en musiker, som var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester og derudover havde oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Musikeren havde selvangivet A-indkomsten fra symfoniorkestret som optjent i lønmodtagerforhold, mens de øvrige indtægter var selvangivet som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at indtægterne fra musikskolen i lighed med indtægterne fra symfoniorkestret var at anse for lønindkomst. De øvrige honorarindtægter anså Landsskatteretten ikke for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men for erhvervet ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, som i skatteretlig henseende skulle behandles på samme måde som hobby.Ny tekst slut
  En skuespiller, der udover en fast lønindtægt oppebar honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. Landsskatterettens kendelse i TfS 1997, 541 (LSR). Landsskatterettens flertal lagde ved afgørelsen vægt på, at klagerens driftsudgifter i det pågældende indkomstår hverken i art eller omfang oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom disse udgifter ikke kunne siges at være afholdt uden sikkerhed for indtægt, idet honorarerne havde været fastsat på forhånd. Endvidere lagde flertallet vægt på karakteren af arbejdsopgaverne.
 
I/S eller K/SEjes en virksomhed af flere personer, f.eks. i interessentskabsform, kan de enkelte personer uafhængigt af hinanden vælge, om de vil anvende virksomhedsordningen. En interessent kan således uafhængigt af de andre interessenters beslutning om udbetaling af interessentskabets overskud vælge at lade sin andel af overskuddet forblive i sin egen virksomhed. Denne virksomhed består af interessentens andel af aktiver og passiver i interessentskabet samt de eventuelle aktiver og passiver, der i øvrigt indgår i virksomheden. Tilsvarende gælder for kommanditister, når kommanditselskabsformen anvendes. Der henvises dog til VSL § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter virksomhedsordningen ikke kan anvendes på anpartsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13. Se herom i E.G.2.1.3.