Dato for udgivelse
29. februar 2000
SKM-nummer
Ikke nummereret
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-4312-00126
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Resumé
Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens afslag på anmodning om sambeskatning, idet det udenlandske datterselskab ikke havde samme regnskabsår som det danske moderselskab.
Redaktionelle noter
SEL § 31 TS-CIR 1999-46 af 23. december 1999

Told- og Skattestyrelsen gav ikke tilladelse til, at et 100 % udenlandsk datterselskab kunne inddrages i en allerede eksisterende sambeskatning mellem det danske moderselskab og flere af dettes datterselskaber, idet det udenlandske datterselskab ikke havde samme regnskabsår som den øvrige koncern.
 
Det udenlandske datterselskab var beliggende i et land, hvor der stilles et ufravigeligt krav om, at selskabers officielle regnskabsperioder følger kalenderåret.
 
Moderselskabet og den øvrige koncern havde alle regnskabsår fra den 1.7 til den 30/6. Det var oplyst, at man forinden havde søgt de udenlandske myndigheder om tilladelse til at omlægge regnskabsåret for dette ene selskab, henset til at omlægning af regnskabsåret for hele den øvrige koncern ville være nærmest umulig.
 
Ansøgningen blev afslået af de udenlandske myndigheder.
 
Det udenlandske datterselskabs officielle årsregnskaber blev udarbejdet pr. den 31.12. Til brug for udarbejdelse af koncernens årsregnskab udarbejdedes der pr. 30/6 koncernregnskabsrapporteringer, der på linie med normale årsregnskaber blev revideret af koncernens revisorer og påført deres revisionspåtegning. I forbindelse med ansøgningen blev det tilbudt, at såfremt det måtte være et ønske fra myndighedernes side, ville der være mulighed for, med et halvt års forskydelse, at afstemme det udenlandske selskabs reviderede officielle årsregnskab til de reviderede årsrapporteringer, der blev aflagt i overensstemmelse med koncernens regnskabspraksis.
 
Ligningsrådet fandt ikke, at der var hjemmel til at dispensere fra den i SEL § 31 angivne betingelse om, at sambeskattede selskaber skal have samme regnskabsår. Kravet om, at sambeskattede selskaber skal have samme regnskabsår blev stillet allerede, da sambeskatningsinstitutet alene hvilede på en ført retspraksis, og det blev indført ved lov i hovedloven 1960.255. Baggrunden for reglen er begrundet både i det rent praktiske ved, at det er resultater fra samme regnskabsperiode, der sammenlægges ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten, men også især at hindre mulighed for skatteplanlægning, bl.a. i form af indkomstransaktioner eller indkomstforskydninger efterhånden som selskabernes resultater bliver kendte.

I relation til selskabets tilbud om med et halvt års forskydelse at afstemme de officielle udenlandske årsregnskaber til de reviderede årsrapporteringer bemærkede Ligningsrådet, at såfremt et selskab med et i forhold til den øvrige koncern forskudt regnskabsår fik tilladelse til en "periodeforskydning", ville det vanskeliggøre eller nærmere umuliggøre en forholdsmæssig beregning ved en eventuel senere lempelse for dobbeltbeskatning.