Dato for udgivelse
28. april 2000
SKM-nummer
Ikke nummereret
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/99-4231-00420
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Resumé
Det er ikke muligt at straksafskrive på anskaffelsessummen for en pc'er, når pc'eren tilsluttes en netværksprinter og den samlede anskaffelsessum dermed overstiger beløbsgrænsen i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at pc'eren er bestemt til at fungere sammen med netværksprinteren. Det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om aktiver kan siges at være bestemt til at fungere samlet.
Redaktionelle noter
AL § 6, stk. 1, nr. 2 - LV 1999 E.C.2.4.5.2

Spørgsmål
1. Kan der afskrives på anskaffelsessummen for en pc'er efter reglerne i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2 , når denne indgår i et netværkssystem med netværksprinter og pc'erens anskaffelses sum ikke overstiger 9.200 kr. (1999)?
2. Er det afgørende for besvarelsen af spørgsmål 1, om den pågældende pc'er tilsluttes selskabets lokalnetværk?
 
Svar
Ad spørgsmål 1: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
Ad spørgsmål 2: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
 
Sagsfremstilling og begrundelse
Det er oplyst, at forespørger til brug for driften i selskabet påtænker at anskaffe en komplet pc'er for et beløb ikke over 9.200 kr. (1999).
 
Anskaffelsessummen inkluderer alt normalt tilbehør med undtagelse af en printer. Pc'eren skal indgå i selskabets lokalnetværk og skal tilsluttes en netværksprinter.
 
Det er ifølge forespørger ikke en betingelse for pc'erens drift, at den tilsluttes netværket. Pc'eren kan fungere som et selvstændigt driftsmiddel udenfor netværket.
 
Det er forespørgers opfattelse, at pc'eren vil kunne straksafskrives, da netværket ikke kan anses for ét samlet driftsmiddel, dels da pc'eren kan anvendes som et selvstændigt driftsmiddel udenfor netværket.
 
Den kommunale skatteforvaltning og Told- og Skatteregionen udtaler
 
Det fremgår af afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, således som den er affattet ved lov nr. 433 af 26. juni 1998 med virkning fra indkomståret 1999, at den skattepligtige kan vælge at fradrage (straksafskrive) hele købesummen i anskaffelsesåret for driftsmidler med en anskaffelsessum på et grundbeløb (1987-niveau) på 6.700 kr. eller derunder. Aktiver i et samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, anses for ét driftsmiddel. Aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, kan ikke straksafskrives, såfremt den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet. Forbedringsudgifter sidestilles med udgifter til anskaffelse af aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver.
 
Af bemærkninger til lovforslaget fremgår, at der foreslås en opstramning af anvendelsesområdet for straksafskrivning af småaktiver. Den faktiske anvendelse er, med den nye affattelse, ikke afgørende for adgangen til straksafskrivning, men afgørende skal alene være, om de enkelte aktiver efter deres konstruktion og indretning må anses for at være bestemt til at blive anvendt samlet. Det er efter bestemmelsen derfor ikke tilstrækkeligt, at et aktiv kan fungere selvstændigt
på den måde, at det vil kunne indgå som en funktionsdygtig del af forskellige driftsmidler, men afgørende er kun, om det pågældende aktiv må anses for at være bestemt til at fungere sammen med et andet aktiv. I så fald foreligger der ét driftsmiddel efter den foreslåede bestemmelse.
 
Efter den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis forværk og skillerum til spaltebokse i en landbrugsstald ikke kunne anses for selvstændige driftsmidler, idet de pågældende aktiver må anses for at være bestemt til at fungere samlet. Ligeledes vil sammenbyggede reoler, stilladser, husdyrbure, pc'er og printer - uanset at der er tale om flere separate aktiver - i konkrete tilfælde kunne anses for ét driftsmiddel.

I praksis i medfør af den tidligere bestemmelse i afskrivningsloven, jf. TfS 1996, 100, er pc'ere og printere anset for selvstændige driftsmidler, der kunne anvendes og afskrives hver for sig, og i TfS 1997, 182 er pc'er og skærm anset for selvstændige driftsmidler, der kunne anvendes og afskrives hver for sig. Med den foreslåede opstramning af anvendelsesområdet for straksafskrivning af småaktiver, er det - uanset der er tale om flere separate aktiver - alene afgørende, om aktiver er bestemt til at fungere sammen med et andet aktiv. Den nye afskrivningslov begrænser efter en konkret bedømmelse denne retspraksis med opsplitning i mindre enheder.
 
I det foreliggende tilfælde er det tilkendegivet, at pceren skal indgå i et lokalnetværk og at den skal tilsluttes en netværksprinter. Pc'eren kan fungere uden tilslutning til netværket.
 
Det må antages, at den pågældende pc'er er bestemt til at indgå som led i firmaets lokalnetværk, dvs. fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, herunder netværksprinteren. Der er således intet oplyst om, at pc'eren skal have særlig, enkeltstående funktion (f.eks. viruscheck af modtagne disketter), som kunne bevirke, at den ikke betragtes som sammenhørende med allerede anskaffede aktiver.
 
At pc'eren ikke faktisk tilsluttes lokalnetværket, er i denne forbindelse uden betydning, idet det, som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, ikke er den faktiske anvendelse, der er afgørende for adgangen til straksafskrivning.
 
De lokale skattemyndigheder er herefter efter en konkret bedømmelse af den opfattelse, at der kan besvares benægtende til såvel spørgsmål 1 som spørgsmål 2.
 
Told- og Skattestyrelsen udtaler

Spørgsmål 1
Som anført af den kommunale skatteforvaltning og Told- og Skatteregionen er der ved bestemmelsen i afskrivningsloven § 6, stk. 1, nr. 2, således som den er affattet ved lov nr. 433 af 26. juni 1998, tilsigtet en vis opstramning af anvendelsesområdet for straksafskrivning af småaktiver.
 
Tidligere var retstilstanden, at der kunne straksafskrives på aktiver som indgik i driftsmiddelsæt, hvis samlede pris oversteg beløbsgrænsen, og som kunne opdeles i mindre enheder, hvis den enkelte genstand efter sin bestemmelse kunne fungere som et selvstændigt driftsmiddel. Med støtte heri blev pc'ere og printere samt pc'ere og skærme anset som selvstændige driftsmidler, hvorved straksafskrivning var mulig, jfr. afgørelserne TfS 1996, 100 og TfS 1997, 182.
 
Opstramningen af retstilstanden kommer til udtryk i ordlyden af afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, hvorefter aktiver i et samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, skal anses for ét driftsmiddel. Desuden kan aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, ikke straksafskrives, såfremt den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet.
 
En ordlydsfortolkning tilsiger således, at der skal ske en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde af, om de pågældende aktiver er bestemt til at fungere samlet.
 
Som oplyst, er det ikke en betingelse for en pc'ers drift, at den tilsluttes et netværk. Pc'eren kan fungere som et selvstændigt driftsmiddel udenfor netværket. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid, at pc'eren skal indgå i selskabets lokalnetværk samt tilsluttes en netværksprinter. Den omstændighed, at pc'eren tilsluttes netværksprinteren betyder, at pc'eren er bestemt til at fungere sammen med et andet aktiv.
 
Under forudsætning af, at den samlede anskaffelsessum for pc'eren og netværksprinteren overstiger 9.200 kr. (1999), så er straksafskrivning efter afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, ikke mulig.
 
Spørgsmål 2
Afgørende for besvarelsen af spørgsmål 1 er ikke den pågældende pc'ers tilslutning til selskabets lokalnetværk. Afgørende er derimod det forhold, at pc'eren tilsluttes en netværksprinter, hvorved det kan udledes, at pc'eren er bestemt til at fungere sammen med et andet aktiv.
 
Ligningsrådet tilslutter sig de Told- og Skattestyrelsens indstilling.