Dato for udgivelse
6. oktober 2000
SKM-nummer
Ikke nummereret
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-4062-00056
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Resumé
Ligningsrådet fandt, at en offentligt ansat i forbindelse med udstationering i Estland kunne opnå skattelempelse efter ligningslovens § 33 A. Det fremgik af Finansministeriets cirkulære om løn- og ansættelsesvilkår for PHARE-eksperter, at lønnen var fastsat under hensyn til, at den var skattefri i Danmark.
Redaktionelle noter
Ligningslovens § 33 A LV 1999 D.C.2.6.

Spørgsmål
Vil forespørgeren i forbindelse med udstationering i Tallin, Estland opnå skattelempelse efter ligningslovens § 33 A?
 
Svar
Ja. Se efterfølgende sagsfremstilling og begrundelse.
 
Skatteyderen oplyser, at vedkommendes offentlige arbejdsgiver har budt på et EU-projekt i Estland.
 
Projektet er en del af EU-Kommissionens Twinning-program, der finansieres af PHARE-midler.
 
Endvidere at EU-Kommissionen i marts måned 2000 godkendte Estlands ønske om at Danmark, skal deltage som Twinning Partner i forbindelse med opbygningen af den konkrete aktivitet i Estland.
 
På den baggrund har myndighederne i Estland og i Danmark udarbejdet en projektkontrakt, som er fremsendt til endelig godkendelse ved møde den 22. september 2000 i Steering Committee i Bruxelles.
 
Ifølge kontrakten er skatteyderen foreslået som projekt leder og PAA (pre accession advisor). Aflønningen er fastsat i henhold til Finansministeriets cirkulære nr. 002-99 om Regulativ om løn- og ansættelsesvilkår for PHARE-eksperter. Det fremgår her under generelle bemærkninger, at lønnen er fastsat under hensyn til, at den er skattefri i Danmark efter reglen i ligningslovens § 33 A.
 
Told- og Skattestyrelsen kan oplyse, at det fremgår af ligningslovens § 33 A, at fuldt skattepligtige personer under ophold uden for riget i mindst 6 måneder kan få nedslag for den del af deres danske skat, som falder på den udenlandske indkomst. Opholdet må kun afbrydes af nødvendigt arbejde eller ferie og lignende her i riget på højst 42 dage, dvs. gennemsnitligt 7 dage om måneden.
 
I to henseender er der dog særlige betingelser for skattefritagelsen for offentligt ansatte.
 
For det første må offentligt ansatte ikke modtage ydelser efter ligningslovens § 7, litra r eller § 9 A, dvs. udsendte, der opnår et skattefrit udetillæg, eller som er ansat på dagpengevilkår.
 
Endvidere kan offentligt ansatte ikke anvende ligningslovens § 33 A, hvis lønnen er fastsat i henhold til en kollektiv aftale, og det ikke udtrykkeligt fremgår af denne aftale, at lønnen er fastsat under hensyn til, at den er skattefri. Det fremgår af § 8, nr. 2 i lov nr. 312 af 17. maj 1995 om ændring af forskellige skattelove (International beskatning).
 
Da lønnen i udstationeringsperioden er fastsat under hensyn til, at den er skattefri, er det Ligningsrådets opfattelse, at forespørgeren, forudsat at ligningslovens § 33 A øvrige betingelser opfyldes, er berettiget til lempelse af skatten.