Få lavet et skattekort og et skatte-personnummer (cpr-nummer)
Du skal have et skattekort, så du betaler den rigtige skat af din danske løn. Har du ikke et skattekort, skal du betale 55 % af din løn i skat.
Da du endnu ikke har en opholdstilladelse, skal vi også lave et skatte-personnummer (cpr-nummer) til dig. Det er dit personlige identifikations-nummer.
Et skattekort er digitalt
Et skattekort er et digitalt kort, der fortæller din arbejdsgiver, hvor meget du skal betale i skat. Vi laver det og sender det til din arbejdsgiver.
Et skatte-personnummer er dit personlige ID-nummer
Alle danske myndigheder, banker, læger og arbejdsgivere bruger dit skatte-personnummer (cpr-nummer) til at identificere dig. Vi laver det og sender det til din arbejdsgiver, som giver det til dig.
Dit skatte-personnummer (cpr-nummer) består af 10 tal. De første 6 tal er din fødselsdato (dag, måned og år), mens de sidste 4 tal er tilfældige. Eksempel: 010185-1234.
Sådan gør du
Du får et skattekort og et skatte-personnummer (cpr-nummer) ved at udfylde en digital blanket.
Du kan få din arbejdsgiver til at hjælpe dig.
Hav en kopi klar af disse dokumenter:
- Kvittering fra Udlændingestyrelsen på, at du har 1) søgt om opholdstilladelse og 2) fået taget fingeraftryk og ansigtsfoto (biometri) til din opholdstilladelse
- Kontrakt, der er underskrevet af dig og din arbejdsgiver
- Pas eller nationalt ID-kort med foto
- Vielsesattest, hvis du er gift
Ansøg om et skattekort og et skatte-personnummer (cpr-nummer)