Alle, der har am-bidragspligtig løn eller overskud af virksomhed, får automatisk et beskæftigelsesfradrag:

  • Beskæftigelsesfradraget er på 10,65 % og kan højst være 41.600 kr. i 2022 (10,60 % og 40.600 kr. i 2021).

Alle, der har am-bidragspligtig løn eller overskud af virksomhed får også automatisk et jobfradrag:

  • Jobfradraget er på 4,50 % af indkomsten over 202.700 kr. og kan højst være 2.700 kr. i 2022 (4,50 %, 200.300 kr. og 2.600 kr. i 2021).

Beskæftigelses- og jobfradraget beregnes som en procentdel af din indkomst. Der er dog en grænse for, hvor store fradrag du kan få.

Beskæftigelsesfradrag
År Sats Fradrag er højst Beløb, du mindst skal tjene for at få fuldt fradrag
2021 10,60 % 40.600 kr. 383.018 kr.
2022 10,65 % 41.600 kr. 390.610 kr.
Jobfradrag
År Sats Fradrag er højst Beløb, du mindst skal tjene for at få fuldt fradrag
2021 4,50 % af indkomst over 200.300 kr. 2.600 kr. 258.077 kr.
2022 4,50 % af indkomst over 202.700 kr. 2.700 kr. 262.700 kr.

Fradragene beregnes automatisk af din løn (inklusive am-bidrag) eller fx overskud af din virksomhed.

I 2022 er beskæftigelsesfradraget til enlige forsørgere, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven, på højst 23.700 kr. (6,25 procent)(23.400 kr. og 6,25 procent i 2021). 

Hvis du bliver enlig forsørger

Skattestyrelsen får automatisk besked fra Udbetaling Danmark, hvis du bliver enlig forsørger, så du får automatisk det ekstra fradrag. Udbetaling Danmark orienterer os en gang i kvartalet. Når vi har fået besked om, at du er enlig forsørger, får du automatisk en ny forskudsopgørelse.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.