Du skal betale en løbende afgift af køretøjer på danske nummerplader. Afgiften afhænger af køretøjet og bliver opkrævet forud.

Alle køretøjer betaler enten vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift.

Derudover er der afgifter, som kun skal betales af nogle køretøjer: udligningsafgift, partikeludledningsafgift, vejbenyttelsesafgift og privatbenyttelsesafgift. Læs mere om andre afgifter.

Find oplysninger om afgifter på et køretøj

Du kan beregne, hvor meget du skal betale i løbende afgift med én af vores beregnere.

Personbiler drevet af benzin, diesel eller el (også hybrid og plug-in-hybrid)

Beregn vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift

Denne beregner er under udvikling og vil løbende blive opdateret med flere typer køretøjer.

Benzin- og dieseldrevne køretøjer indregistreret før 30. juni 2021

Beregn vægtafgift og grøn ejerafgift

Denne beregner kan ikke udregne CO2-ejerafgift.

Fra 1. juli 2021 er der tre typer løbende afgifter, som er bestemt af, hvornår dit køretøj er registreret første gang: vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift.

Vægtafgift

Vægtafgift gælder for personbiler, der er registreret første gang i Danmark før 1. juli 1997, og for varebiler registreret første gang i Danmark før 18. marts 2009.

Vægtafgift bliver beregnet ud fra køretøjets vægt. Jo tungere køretøjet er, jo højere bliver vægtafgiften.

Grøn ejerafgift

Grøn ejerafgift gælder for personbiler (busser undtaget), der er registreret første gang i Danmark mellem 1. juli 1997 og 30 juni 2021, og for varebiler, der er registreret første gang i Danmark i perioden mellem 18. marts 2009 og 30. juni 2021.

Grøn ejerafgift beregnes ud fra, hvor langt køretøjet kører pr. liter brændstof. Jo længere det kører, jo lavere bliver den grønne ejerafgift.

CO2-ejerafgift

CO2-ejerafgift gælder for person- og varebiler (busser undtaget), der er registreret for første gang 1. juli 2021 eller senere, uanset om første registrering er sket i Danmark eller udlandet.

CO2-afgiften beregnes ud fra, hvor mange gram CO2 køretøjet udleder pr. kilometer. Jo mindre CO2, der udledes pr. kilometer, jo lavere bliver afgiften.

Hvis du mener, km/l er registreret forkert

Hvis dit køretøj er registreret første gang 5. juni 2012 eller 10 år tilbage, kan vi undersøge, om km/l er opdateret korrekt. Vil du have km/l undersøgt, skal du skrive til os.

  1. Log På med NemID
  2. Vælg Kontakt og Skriv til os.
  3. Vælg Bil og motor, så Afgifter og så Ejer- og vægtafgift.
  4. Skriv hvilket køretøj, det handler om.
  5. Vedhæft eventuel dokumentation for dit oplyste km/l forbrug.
  6. Tryk Send.
  7. Er dit køretøj registreret den 6. juni 2012 eller senere, kan ændring af km/l kun ske ved, at du får synet dit køretøj ved en synsvirksomhed. Synsvirksomheden vil ud fra din dokumentation vurdere, om de kan rette km/l. Hvis synsstedet er enig i at rette km/l, sker det direkte i Motorstyrelsens Motorregister. Herefter sker der en automatisk regulering af din periodiske afgift.

    Find nærmeste synsvirksomhed

Du betaler grøn ejerafgift af din elbil eller plug-in-hybridbil, hvis den er registreret før 1. juli 2021. Se nedenfor, hvordan vi beregner den grønne ejerafgift.

Er din elbil eller plug-in-hybrid registreret 1. juli eller senere, betaler du CO2-ejerafgift.

Sådan beregner vi grøn ejerafgift for el- og plug-in-hybridbiler

  • Bilens elektriske forbrug (Wh) pr. km omregnes til antal km pr. liter benzin.
  • Bilens elektriske forbrug oplyses af fabrikanten og bliver indtastet, når bilen oprettes i Motorregistret.
  • Omregningen fra energiforbrug målt i Wh pr. km til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km foretages ved at dividere det oplyste energiforbrug målt i Wh pr. km med en fast faktor på 91,25.
  • Er der ikke oplysning om energiforbruget målt i Wh pr. km, fastsætter vi energiforbruget i liter benzin pr. 100 km.
  • De fleste el- og plug-in-hybridbiler vil blive indplaceret på den laveste sats med en halvårlig afgift på 330 kr. (i 2021).

Eksempel på omregning af elektrisk forbrug til km/l for elbiler

Du har en elbil med et elektrisk forbrug på 158 Wh/km. Ved omregning giver det et brændstofforbrug på 57,8 km/l, som er det, du i dette eksempel skal betale grønne ejerafgift af.

Elforbrug

158 Wh/km

Omregning af elforbrug til liter benzin/100 km

158 Wh/km / 91,25 Wh/l = 1,73 l/100 km

Omregning til km/l

100 / 1,73 l/100 km = 57,8 km/l

Eksempel på omregning af elektrisk forbrug til km/l for plug-in-hybridbil på el og benzin

Du har en plug-in-hybridbil med et benzinforbrug på 0,6 l/100 km og et elektrisk forbrug på 115 Wh/km. Ved omregning giver det et brændstofforbrug på 53,8 km/l, som er det, du i dette eksempel skal betale grøn ejerafgift af.

Elforbrug

115 Wh/km

Benzinforbrug

0,6 l/100 km

Omregningsfaktor elforbrug til benzinforbrug

91,25 Wh/l

Omregning elforbrug til liter benzin/100 km

115 Wh/km / 91,25 Wh/l = 1,26 l/100 km

Samlet benzinforbrug

(1,26 0,6) l/100 km = 1,86 l/100 km

Omregning til km/liter benzin

100 / 1,86 l/100 km = 53,8 km/l

Se de aktuelle satser (skm.dk)

Afgifterne opkræves hos ejer eller bruger

Afgiftsregningen bliver sendt til den registrerede ejer. Er der registreret en primær bruger af køretøjet, bliver opkrævningen dog sendt til denne bruger. Begge hæfter for afgiften.

Afgiftsperioden er på 12, 6 eller 3 måneder afhængigt af køretøjstypen. Du kan ikke ændre periodens længde. Se de aktuelle perioder hos Skatteministeriet.

Sådan betaler du afgiften

Når du har modtaget et indbetalingskort, kan du vælge at:

  • Tilmelde betalingen til Betalingsservice. Du skal bruge indbetalingskortet, første gang du betaler. Næste gang du skal betale, vil betalingen så optræde på din betalingsoversigt fra banken. 
  • Betale indbetalingskortet via netbank eller mobilbank.

Når du betaler indbetalingskortet i din netbank eller mobilbank, skal du anvende betalingslinjen nederst på indbetalingskortet.

Bemærk, at det ikke er muligt at betale motorafgifter via Skattekontoen. Det er heller ikke muligt at betale motorafgifter fra en udenlandsk bankkonto.

Afgiftssatser

Afgiftssatserne bliver reguleret årligt, og du kan se de aktuelle satser på skm.dk

Ejerskifte eller afmelding af køretøjet

Du skal ikke betale afgift, når du har afmeldt dit køretøj, eller når det er blevet registreret til en ny ejer.

Læs mere om omregistrering og ejerskifte

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.