Når du bor i Danmark, skal du som udgangspunkt betale skat til Danmark af udbetalinger fra en udenlandsk pensionsordning. Skatten afhænger dog af, om der er en dobbeltbeskatningsaftale med det pågældende land, og pensionstypen kan også have betydning.

Pension fra udlandet kommer ikke automatisk med på oplysningsskemaet. Vær derfor opmærksom på, at du selv skal skrive det på dit oplysningsskema for udenlandsk indkomst. Der findes tre typer pension:

  • Social pension, fx folkepension, førtidspension, ATP
  • Privat pension, fx pension der er optjent under et ansættelsesforhold, eller indbetalt privat i en bank/et forsikringsselskab.
  • Offentlig pension, fx når du har været ansat ved det offentlige, herunder tjenestemandspension.

En social pension kan være en lovbaseret obligatorisk eller frivillig ordning, som fx svarer til dansk folkepension eller ATP Livslang Pension. Dvs. pensionsordninger, som er en del af den sociale sikring i alderdommen.

I de dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark har indgået, fremgår det, om du skal betale skat til Danmark eller til det land, som udbetalingen kommer fra.

Private pensionsordninger er fx en arbejdsmarkedspension eller privat pension via forsikringsselskab, pensionskasse eller bank.

Her afhænger beskatningen fx af, om der løbende har været fradrag for pensionsbidraget i lønnen. Som udgangspunkt betaler du skat til Danmark, men der er en række undtagelser, som fremgår af de dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark har indgået med andre lande.

Danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler (Den juridiske vejledning)

Offentlige pensioner er indskud til pensionsordninger fra en ansættelse som tjenestemand eller tilsvarende. Skatten skal oftest betales til det land, hvor indkomsten stammer fra, men der kan være undtagelser.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.