Den grønne check er ikke en egentlig check, men et beløb, der automatisk bliver regnet med på din forskudsopgørelse. Beløbet afhænger af din indkomst:

  • Årligt beløb for pensionister: 875 kr. i 2022 (875 kr. i 2021). 
    Beløbet aftrappes med 7,5 procent af den del af topskattegrundlaget, der overstiger 429.200 kr. i 2022 (424.200 kr. i 2021) - efter am-bidrag på 8 procent er trukket fra.
     
  • Årligt beløb for andre over 18 år: 525 kr. i 2022 (525 kr. i 2021).
    Beløbet aftrappes med 7,5 procent af den del af topskattegrundlaget, der overstiger 429.200 kr. i 2022 (424.200 kr. i 2021) - efter am-bidrag på 8 procent er trukket fra.

Du skal være fuldt skattepligtig (eller grænsegænger) den første dag i indkomståret, og ved indkomstårets udløb være fyldt 18 år, for at få den grønne check.

Betaler du skat efter forskerordningen, får du ikke en grøn check.

Du får et tillæg til den grønne check, hvis du tjener mindre end 250.800 kr. i 2022 (247.900 kr. i 2021).

  • Årligt tillægsbeløb: 280 kr. i 2022 (280 kr. i 2021).

Udover den grønne check får du supplerende grøn check, hvis du har børn. Beløbet afhænger af din indkomst, og hvor mange børn du har:

  • Årligt beløb for pensionister for hvert barn, dog højst for 2 børn: 100 kr. i 2022 (200 kr. i 2021).
  • Årligt beløb for andre over 18 år for hvert barn, dog højst for 2 børn: 60 kr. i 2022 (120 kr. i 2021).

I 2022 bliver den supplerende grønne check delt lige mellem forældre, der har fælles forældremyndighed. Det betyder, at begge forældre får udbetalt en halvdel hver, derfor er satserne halveret fra 2021 til 2022.

Der er følgende betingelser for at få grøn check for sine børn:

  1. Personen skal være fuldt skattepligtig (gælder også grænsegængere) den første dag i indkomståret
  2. Barnet skal være under 18 år ved indkomstårets udløb.
  3. Barnet skal være født senest den første dag i indkomståret.
  4. Barnet skal opholde sig her i landet den første dag i indkomståret, med mindre der er tale om et kortvarigt ophold i udlandet. Opholdsbetingelsen er dog også opfyldt, hvis barnet midlertidigt opholder sig i udlandet som led i et uddannelsesforløb, der har til formål at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet.
  5. Barnet må ikke have indgået ægteskab.
  6. Barnet må ikke være anbragt udenfor hjemmet, være optaget i en døgnforanstaltning eller i øvrigt forsørges af offentlige midler.
  7. Personer, der har valgt beskatning efter forskerordningen, kan ikke få supplerende grøn check.

For personer med høje indkomster sker der en aftrapning af den supplerende grønne check.

  • For pensionister sker der aftrapningen med 7,5 procent af indkomster over 440.867 kr. i 2022 (435.867 kr. i 2021) - efter am-bidrag er trukket fra.
  • Er du ikke pensionist sker der aftrapningen med 7,5 procent af indkomster over 436.200 kr. i 2022 (431.200 kr. i 2021) - efter am-bidrag er trukket fra.

Barnets mor får som udgangspunkt indregnet den supplerende grønne check i sin forskudsopgørelse for indkomståret 2021. Dog indregnes den hos:

  1. Faderen, hvis det kun er ham, der har forældremyndigheden over barnet.
  2. Faderen, hvis barnet bor hos ham - uafhængigt af, hvem der har forældremyndigheden.
  3. Plejeforældre, jf. § 78 i lov om social service.

Fra indkomståret 2022 bliver den supplerende grønne check som udgangspunkt indregnet i forskudsopgørelsen hos den eller de forældre, som har forældremyndigheden over barnet, og som derfor modtager børne- og ungeydelse. Modtager den ene forælder alene børne- og ungeydelse, eksempelvis ved fuld forældremyndighed, modtager denne forælder alene supplerende grøn check for det pågældende barn.
Desuden gives supplerende grøn check til plejeforældre, jf. § 78 i lov om social service.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.