Udlejer du din bil, båd eller campingvogn til andre private?
Du skal betale skat af det, du tjener på at udleje din bil, din båd eller/og din campingvogn. Det gælder, uanset om du udlejer gennem en app eller laver aftalen selv. Du skal også betale moms, hvis din samlede indtægt fra udlejning overstiger 50.000 kr. om året.
Hvilke fradrag kan du få?
Udlejningen er fradragsberettiget. Det betyder, at du kun skal betale skat af det beløb, der overstiger fradraget. Du kan vælge mellem to former for fradrag:
- Bundfradrag
- Regnskabsmæssigt fradrag
Brug vores beregner herunder for at beregne det beløb, du skal betale skat af.
Hvad er et bundfradrag?
Et bundfradrag er et fast beløb, du kan trække fra i skat, hvis du udlejer din bil, båd eller campingvogn via en indberetningspligtig platform (fx en app eller hjemmeside).
Hvilket bundfradrag har du ret til?
Ved udlejning af:
- almindelig bil, båd eller campingvogn er bundfradraget 12.000 kr. i 2025 (11.500 kr. i 2024).
- benzinbil eller dieselbil (inkl. milde hybridbiler uden plug-in, da deres CO2-udslip er over 50 g/km), er bundfradraget 12.000 kr. i 2025 (11.500 kr. i 2024).
- el-, brint- eller hybridbil med et CO₂-udslip under 50 g/km er bundfradraget 22.500 kr. i 2025 (21.600 kr. i 2024).
Bemærk
- Hvis du både udlejer almindelig bil/båd/campingvogn og el-, brint- eller hybridbil, har du ret til to bundfradrag, som skal opgøres hver for sig.
- Du betaler skat af 60 % af indtægten over bundfradraget.
- Du kan ikke trække udgifter fra, når du bruger bundfradrag.
- For årene 2023, 2024 og 2025 har du ret til bundfradraget, hvis du har udlejet via en indberetningspligtig platform – uanset om platformen har indberettet eller ej.
Kontakt platformen, hvis du er i tvivl
Er du i tvivl om, hvorvidt platformen er indberetningspligtig eller ej, skal du kontakte platformen. Du kan se de oplysninger, som platformen har indberettet, i dine Skatteoplysninger i TastSelv
Tjek din bils CO₂-udslip
- Gå til Motorregisteret.
- Søg på din bils registreringsnummer.
- Se under "Tekniske oplysninger" → "Forbrug".
- Hvis CO₂-udslippet er under 50 g/km, har du ret til bundfradraget på 22.500 kr.
Hvis CO₂-udslippet ikke er registreret
Hvis der ikke står noget ud for 'Samlet beregnet CO2-udslip', skal du se under 'Målenorm':
- Målenorm = WLTP: Brug det tal, der står under CO₂-udslip.
- Målenorm = NEDC: Beregn samlet CO₂-udslip ved at gange tallet med 1,21.
Hvis du har spørgsmål til korrektheden af CO2-udslip-værdier, skal du kontakte importøren af dit køretøj, dit synssted eller Færdselsstyrelsen.
Din platform har brug for dine personoplysninger
Ny EU-lov for digitale platforme
Hvis du sælger varer via en digital platform, kan du opleve, at den virksomhed, der driver platformen, kontakter dig med henblik på at få dit fulde navn, dit CPR-nummer, din bopælsadresse og andre personoplysninger.
Derfor beder platformen om dine personoplysninger
Et nyt EU-direktiv (DAC7), der trådte i kraft 1. januar 2023, pålægger digitale platformsoperatører at indberette nye oplysninger om deres brugere til Skattestyrelsen eller en udenlandsk skattemyndighed.
Oplysningerne skal gøre det muligt for de europæiske skattemyndigheder at identificere platformenes brugere og at få indblik i de beløb, brugerne tjener via platformene.
Hvis platformen ikke får dine personoplysninger
Hvis virksomhederne ikke får dine personoplysninger, kan de blive pålagt at stoppe udbetalingerne til din konto.
Du kan se de indberettede indtægter i dine skatteoplysninger, når du logger på TastSelv.
Hvad er et regnskabsmæssigt fradrag?
Med det regnskabsmæssige fradrag kan du trække faktiske udgifter fra, der knytter sig til udlejningen, fx:
- Forsikring
- Vedligeholdelse og service
- Afsætning af bilens værdi (afskrivning).
Det skal du være opmærksom på
- Du skal bruge fradraget på dine samlede indtægter fra udlejning af bil, båd og campingvogn.
- Du kan ikke senere skifte til bundfradrag.
- Du kan ikke bruge det regnskabsmæssige fradrag på indtægter fra fx biludlejning og så bruge bundfradraget på indtægter fra fx bådudlejning.
Husk at føre regnskab og kørebog
Før regnskab og gem dine kvitteringer. Brug kørebogen til at udregne den del af udgiften, der knytter sig til udlejningen.
Hent skabelon til en kørebog her
Fradrag for udgifter til drift og vedligeholdelse
Du kan få fradrag for den del af dine udgifter til drift og vedligeholdelse, der knytter sig til udlejningen. Du finder fradraget ved at opgøre, hvor stor en procentdel, udlejningskørslen udgør af den samlede kørsel.
Hvis udlejningskørslen udgør 10 pct., kan du fratrække 10 pct. af dine udgifter til service, dæk, grøn ejerafgift, forsikring mv. Du kan ikke fratrække udgifter til benzin.
Fradrag for årets skønnede værditab
Du har ret til fradrag for en procentmæssig del af årets skønnede værditab på din bil, båd eller campingvogn. Du finder fradraget ved at opgøre, hvor stor en procentdel udlejningskørslens udgør af den samlede kørsel.
Du kan ikke få fradrag ved at afskrive efter reglerne i afskrivningsloven - det kan man kun, hvis der er tale om erhvervsmæssig virksomhed.
Beregn din skattepligtige indtægt
- Træk bundfradraget fra din samlede lejeindtægt
- Fratræk herefter 40 % (også kaldet 40 % reduktion)
- Så har du det beløb, du skal betale skat af
- Oplys det skattepligtige beløb på din årsopgørelse i rubrik 20 og forskudsopgørelsen i felt 250.
Bemærk
Du kan ikke anvende bundfradraget på indtægter, du har fra biludlejning (fx), og så benytte det regnskabsmæssige fradrag på indtægter, du har fra bådudlejning.
Ret årsopgørelsen og forskudsopgørelsen:
- Log på TastSelv
- Vælg Ret årsopgørelsen/ oplysningsskemaet
- Gå til rubrik 20 (Anden personlig indkomst)
- Skriv din indtægt efter fradrag.
Find forskudsopgørelsen i TastSelv ved siden af årsopgørelsen. Skriv den skattepligtige indtægt i felt 250.
Læs om Årsopgørelsen | skat.dk
Læs om Forskudsopgørelsen | skat.dk
Hvornår skal du betale moms?
Hvis din samlede udlejningsindtægt overstiger 50.000 kr. inden for 12 måneder, skal du momsregistreres og betale moms. Hvis du allerede nu ved, at du kommer over de 50.000 kr., skal du momsregistreres fra start.
Du registrerer dig for moms på indberet.virk.dk
Bemærk:
- Du skal oplyse din lejeindtægt ekskl. moms i rubrik 20 på årsopgørelsen.
- Kun registrerede udlejningsbiler kan få momsfradrag
- Vær også opmærksom på, om din udlejningsaktivitet får karakter af erhvervsmæssig virksomhed.
Læs om erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig virksomhed
Fradrag for moms kun ved indregistrerede udlejningsbiler
Som udgangspunkt er der ikke fradrag for moms af anskaffelse og drift af personbiler. Men du kan få fradrag for momsen, hvis din personbil er indregistreret og forsikret som udlejningsbil.
Hvis du også bruger bilen til privat kørsel, gælder der særlige regler for opgørelse af momsfradraget.
Læs om de mere specifikke fradragsregler (Den juridiske vejledning)
Læs om privat brug af indregistrerede udlejningsbil (Den juridiske vejledning)
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Udlejning af bil, båd eller campingvogn