Har du mistanke om skattesnyd eller sort arbejde, kan du anmelde det til Skattestyrelsen.

Du kan også anmelde mistanke om, at en virksomhed fx har ulovlig arbejdskraft, udfører sort arbejde, mangler at skilte på en byggeplads eller en udenlandsk virksomhed ikke er registreret.

Du kan enten sende os en besked via TastSelv, ringe eller sende et brev til os.

Hvis du vil være anonym, skal du ringe med skjult nummer eller sende et anonymt brev.

Anmeldelsen skal indeholde:

  • Navn og adresse på den anmeldte
  • Eventuelt andre oplysninger om den anmeldte
  • Konkret beskrivelse af, hvad det drejer sig om
  • Eventuelt hvor og hvornår det er sket

Send din anmeldelse via TastSelv:

  1. Log på og anmeld mistanken
  2. Vælg Indsend\indberet til os
  3. Vælg Skattesnyd og sort arbejde og skriv din anmeldelse
  4. Afslut ved at trykke Send

Ring eller send et brev, hvis du vil anmelde anonymt

Vil du gerne være anonym, kan du enten ringe eller sende et brev til os.

Hvis du ringer, skal du skjule dit nummer (ved at taste #31# efterfulgt af telefonnummeret) og undlade at præsentere dig med navn.

Du kan anmelde ved at ringe til 72 22 28 11.

Du kan sende din anmeldelse med posten til:

Skatteforvaltningen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing

Når Skattestyrelsen modtager en anmeldelse, kontakter vi den anmeldte og oplyser om anmeldelsen.

Den anmeldte har ret til at vide, hvad anmeldelsen handler om og hvem, der har sendt anmeldelsen.

Hvis anmeldelsen har været anonym, får den anmeldte kun besked om, hvad anmeldelsen handler om.