Del 2: Lav en lønseddel og bogfør lønnen
Du skal lave en lønseddel, når selskabet udbetaler løn til dig. Lønsedlen er selskabets dokumentation for, at lønnen er udbetalt. På samme måde som en faktura er selskabets dokumentation for, at selskabet har købt en vare eller en ydelse.
Når dit selskab er nystartet, kan det fra måned til måned være meget forskelligt, hvor meget selskabet kan udbetale i løn. For at finde ud af, hvor meget selskabet kan udbetale, skal du kigge i selskabets bogføring.
Læs mere om bogføring
Det kan være svært at gennemskue, hvordan man laver en lønberegning.
Hver gang selskabet udbetaler løn til dig, skal du lave en lønseddel.
Lønsedlen skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at den giver et korrekt billede af din løn. Hvor mange oplysninger der er på lønsedlen, er forskelligt afhængig af din ansættelsesaftale. Der er dog oplysninger, som er obligatoriske at have med. Det gælder:
- Navn, adresse og cvr-nummer eller se-nummer på selskabet, der udbetaler lønnen
- Lønmodtagers navn, adresse og cpr-nummer
- Lønperiode.
- Lønbeløb
- Beløb til A-skat og am-bidrag, som arbejdsgiveren har tilbageholdt på baggrund af medarbejderens skattekort.
Bruger du en bogholder eller revisor, vil de også kunne bogføre lønnen for dig. Hvis du selv skal bogføre selskabets lønudbetalinger, er det godt at have lidt viden om debet og kredit.
Få hjælp under Del 2: Bogfør løbende
Sådan bogfører du lønnen
Hvis du tager udgangspunkt i lønsedlen ovenover, så fordeler beløbene sig på debet og kredit som vist nedenfor.
Under debet:
- Lønnen
- ATP
Under kredit:
- Skyldig ATP
- Skyldig AM-bidrag
- Skyldig A-skat
- Nettolønnen
Bogfør med udgangspunkt i lønsedlen
Inden du går i gang med at bogføre lønnen, skal du have oprettet alle relevante konti (fx Løn, ATP-bidrag, Skyldig ATP, Skyldig A-skat, Skyldig AM-bidrag).
Når du skal bogføre lønnen, skal der være bilagsnummer på bilaget og dato for den dag, lønnen bliver udbetalt. Beløbene skal tilknyttes de relevante konti.
Når du har bogført selskabets samlede lønomkostning på fx 25.000 kr., hvoraf fx 17.113 kr. er hævet i banken, står resten af beløbet stadig i regnskabet, som skyldig A-skat, AM-bidrag og ATP, indtil beløbene forfalder til betaling. Når du betaler de skyldige poster (A-skat, am-bidrag og ATP), skal du ligeledes bogføre det ved at hæve pengene i banken (kreditere banken) og debitere de skyldige poster, så de udlignes.
Lær mere om hvordan du betaler under Del 3: Indberet og betal skat.
Vi ved, at der er mange nye begreber, når du skal til at indberette løn. Her kan du læse, hvad et par af dem betyder.
A-skat er den skat, som du betaler af en A-indkomst. Det kan fx være arbejdsløn, men det kan også være dagpenge, pension eller SU. Skattens størrelse er afhængig af indkomstens størrelse. Jo mere du tjener, jo mere betaler du i skat. Det er arbejdsgiverens opgave at indberette og indeholde A-skat.
Am-bidrag (arbejdsmarkedsbidrag) er en skat, men i modsætning til A-skat betaler du kun am-bidrag af løn og anden personlig indkomst. Du betaler altså ikke am-bidrag af fx dagpenge, pension eller SU. Bidraget er altid 8 %, og det trækkes fra din løn, før der trækkes A-skat af lønnen.
ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) er en pensionsordning for alle danske lønmodtagere, som arbejdsgivere er forpligtet til at indbetale til. Størrelsen af bidraget afhænger fx af hvor mange timer du arbejder. Du får normalt pensionen udbetalt, når du bliver folkepensionist.
Har du spørgsmål om ATP, kan du læse mere på atp.dk eller kontakte ATP på telefon 70 11 12 13.
Det er arbejdsgiverens opgave at indeholde, indberette og betale A-skat og am-bidrag. Det vil sige, at arbejdsgiveren skal trække A-skat og am-bidrag fra den ansattes løn, indberette beløbene i eIndkomst i TastSelv Erhverv, og til sidst betale beløbene til Skattestyrelsen.
Det er også arbejdsgiveren, der skal sørge for sammen med lønnen, at indberette ATP-bidrag i eIndkomst. I enkelte tilfælde kan beløbet indberettes og betales direkte til ATP.