Gå til indhold

Del 3: Afslut året

Oplys årets resultat

En gang om året skal selskaber oplyse årets resultat. Fristen for at oplyse er 6 måneder efter indkomstårets (regnskabsårets) udløb.

Hos de fleste selskaber følger regnskabsåret kalenderåret. Disse selskaber har indberetningsfrist den 30. juni. Selskaber, hvor regnskabsåret slutter den 30. juni, har frist den 31. december.

Udover oplysningsskemaet har selskabet også en række andre opgaver, når regnskabsåret slutter. Fx skal I lave selskabets årsregnskab, og hvis overskuddet skal udbetales til selskabets ejere, skal I udlodde udbytte. Det skal gøres, inden I indsender selskabets årsrapport og oplysningsskema.

Det afhænger af selskabets regnskabsår, hvornår opgaverne falder. Hvis regnskabsåret følger kalenderåret, falder opgaverne sådan:

  • 30. juni: Indsend årsrapport til Erhvervsstyrelsen
  • 30. juni: Oplys resultat til Skattestyrelsen
  • I oktober: Tjek årsopgørelsen
  • 20. november: Betal skat

Følger regnskabsåret ikke kalenderåret, falder opgaverne på andre tidspunkter, men rækkefølgen er den samme.

Du kan se start- og slutdatoen for selskabets regnskabsår på dets registreringsbevis, som du finder ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Profil > Registreringsbevis > Hent registreringsbevis.