Sådan registrerer du din virksomhed for moms
Lovændring om momsregistrering pr. 1. januar 2025
Fra 1. januar 2025 skal din virksomhed momsregistreres, når du sælger momspligtige varer og ydelser for mere end 50.000 kr. inden for et kalenderår og ikke inden for en periode på 12 måneder, som det har været tilfældet tidligere.
Din virksomhed skal momsregistreres, når virksomheden sælger momspligtige varer og ydelser for mere end 50.000 kr. inden for et kalenderår.
Sælger du for mindre end 50.000 kr. inden for et kalenderår, er det valgfrit, om du vil registrere din virksomhed for moms.
Sådan registrerer du din virksomhed for moms hos Erhvervsstyrelsen:
- Gå ind på Erhvervsstyrelsens hjemmeside (virk.dk)
- Vælg Start virksomhed, hvis du endnu ikke har et cvr-nummer. Vælg Ændre virksomhed, hvis du allerede har et cvr-nummer.
- Vælg Start selvbetjening og følg guiden.
- Godkend med MitID
Husk at indberette og betale moms i TastSelv Erhverv
Når du har registreret din virksomhed for moms, skal du indberette og betale moms i TastSelv Erhverv.
Bemærk, at når du er momsregistreret, skal du altid indberette inden fristen. Det gælder også, hvis din momspligtige indkomst er under 50.000 kr., og selvom du ikke har solgt momspligtige varer i perioden. Det sidstnævnte kalder vi en ”nulindberetning”.
Læs mere, om hvordan du indberetter og om nulindberetninger.