Indberet din handel med udlandet
Du skal indberette værdien af din handel med udlandet, når du indberetter moms i TastSelv Erhverv.
De tal, du skal indberette, finder du på de særlige konti, du skal have i dit regnskab, når du handler med udlandet. Klik på spørgsmålstegnet og se vejledning i, hvilke rubrikker tallene skal indberettes i i TastSelv Erhverv.
Moms af varekøb i udlandet (både EU og lande uden for EU)
Moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt
Købsmoms (indgående moms)
Rubrik A - varer. Værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande (EU-erhvervelser)
Rubrik A - ydelser. Værdien uden moms af ydelseskøb i andre EU-lande
Rubrik B - varer. Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande. Skal også indberettes til systemet EU-salg uden moms
Rubrik B - varer. Værdien af varesalg uden moms, der ikke skal indberettes til systemet EU-salg uden moms, fx værdien af installation og montage, fjernsalg og nye transportmidler til ikke-momsregistrerede kunder i andre EU-lande.
Rubrik B - ydelser. Værdien af visse ydelsessalg uden moms til andre EU-lande. Skal også indberettes til EU-salg uden moms
Rubrik C. Værdien af andre varer og ydelser, der leveres uden afgift her i landet, i andre EU-lande og i lande uden for EU. (Gælder også visse salg i Danmark. Se hjælpeteksten)
Du skal indberette oplysninger om EU-salg uden moms, når du sælger varer og ydelser uden moms til både momsregistrerede og momsfrie købere fra andre EU-lande, der er registreret til at købe varer.
Du skal bruge kundens momsnummer til indberetningen. Nummeret står på dine salgsfakturaer.
Indberet værdien af salget to steder i TastSelv Erhverv:
- På momsindberetningen indenfor de normale frister, der gælder for din virksomhed
- Under EU-salg uden moms senest den 25. i hver måned
Du kan enten taste oplysningerne eller uploade en fil. Men vær opmærksom på, at værdien af salget skal være det samme begge steder.
Log på og indberet værdien på momsindberetningen
Log på og indberet EU-salg uden moms
Du indberetter salget som et samlet beløb per kunde for perioden, hvor du udskrev fakturaen - opdelt på henholdsvis salg af varer, ydelser og trekanthandel. Trekanthandel er varer, som en mellemhandler i Danmark indkøber i et EU-land og får videresendt direkte til en virksomhed i et andet EU-land.
Ydelser, du skal indberette i rubrik C i stedet for i rubrik B
Du kan sælge visse ydelser momsfrit til virksomheder i andre EU-lande, som ikke skal indberettes i rubrik B-ydelser, men derimod i rubrik C. Det gælder:
- Ydelser vedrørende fast ejendom, som ligger i andre EU-lande (fx byggeydelser)
- Personbefordring, der foregår i andre EU-lande
- Restaurations- og cateringydelser, som udføres i andre EU-lande
- Korttidsudlejning af transportmidler, som bliver stillet til rådighed for kunden i et andet EU-land
Læs mere om de konkrete frister for at indberette.
Hvis din virksomhed er tilmeldt én af Moms One Stop Shop ordningerne, skal salg af varer og ydelser til private personer, der er omfattet af disse ordninger, indberettes i den særlige angivelse for Moms One Stop Shop.
Momsen skal afregnes i det land, hvor dine kunder bor/ det land, hvor dine kunder modtager varerne/ det land, hvor ydelsen benyttes.
Moms One Stop Shop ordningerne videresender dine momsindbetalinger til de andre EU-lande.
Læs mere under Moms One Stop Shop.
Sælger du nye transportmidler til virksomheder eller privatpersoner i andre EU-lande, skal du indberette det til Skattestyrelsen.
- Når du som momsregistreret virksomhed sælger nye transportmidler til momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande, skal du indberette salget på momsindberetningen via TastSelv Erhverv i Rubrik B - varer - Værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande. Indberettes til EU-salg uden moms.
- Når du som momsregistreret virksomhed eller momsregistreret privatperson, sælger nye transportmidler momsfrit til privatpersoner eller ikke momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande, skal du sende kopier af salgsfakturaerne til Skattestyrelsen i elektronisk form via TastSelv Erhverv under Kommunikation.