Forskuds- og årsopgørelse
Din lønseddel, forskuds- og årsopgørelse
Hvert år får du som skatteborger i Danmark to opgørelser, som du kan se i TastSelv:
- Forskudsopgørelse: offentliggøres i november og er dit budget for det kommende år
- Årsopgørelse: offentliggøres i marts og er dit regnskab for det år, der lige er gået.
Hvis du har et job, får du en lønseddel hver 14. dag eller hver måned. Den er bl.a. dit bevis for, at du har betalt skat.
Forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er dit budget. Det kigger fremad og viser din forventede indkomst og skat for det kommende år.
Derfor er det vigtigt, at du retter forskudsopgørelsen, hvis din økonomi ændrer sig. Det kan fx være, hvis du starter på studie, får nyt job, eller du får kortere eller længere vej til arbejde.
Hvis du ikke husker at ændre din forskudsopgørelse, så risikerer du at få en restskat, hvilket betyder, at du skal betale penge tilbage i skat i det efterfølgende år.
Årsopgørelsen
Din årsopgørelse er dit regnskab. Den kigger bagud og viser, hvad du tjente og betalte i skat i året, der er gået. Hvis du i løbet af året har betalt det rigtige beløb i skat, går du i nul.
Hvis du har betalt for meget, får du overskydende skat, som vil blive udbetalt til dig i løbet af april.
Hvis du derimod har betalt for lidt, får du en restskat, som du skal betale tilbage.
Vidste du?
Du kan indbetale din restskat på TastSelv.
Det er en fordel for dig, hvis du betaler din restskat senest den første hverdag i juli.
Gør du det, så betaler du en lavere rente, end hvis du gør det efter den første hverdag i juli.
Eksempel 1: hvis du skylder 3.000 kr. i restskat for 2023, og du betaler i midten af maj 2024 til en rente på 5,5 %, så skal du betale 3.062 kr. i alt.
Eksempel 2: hvis du skylder 3.000 kr. i restskat for 2023, og du betaler efter den første hverdag i juli 2024, så er renten på 7,5 %. Du skal derfor betale 3.225 kr. i alt.
Eksempel 3: lader du i stedet de 3.000 kr. blive indregnet i din skatteberegning for det efterfølgende år, så får du 269 kr. mindre udbetalt hver måned i det år.
Hvad oplyses automatisk, og hvad skal du selv gøre?
Banker og virksomheder sender oplysninger om bl.a. din løn og investeringer til Skattestyrelsen. Oplysningerne kaldes for tredjepartsindberetninger, og dem bruger Skattestyrelsen bl.a. til at lave din årsopgørelse.
Oplysninger om fx løn og investeringer sendes altså automatisk til Skattestyrelsen, uden du skal gøre noget. Det er dog altid en god idé, at du løbende tjekker og retter din forskudsopgørelse, mens du én gang om året skal tjekke din årsopgørelse grundigt. På den måde er du sikker på, du hverken betaler for meget eller for lidt i skat. Det er især vigtigt, at du selv tjekker og retter din forskuds- og årsopgørelse, hvis der sker ændringer i dit liv. Får du fx nyt job, eller stopper du med at modtage SU, så skal du ændre dine indkomstoplysninger i TastSelv.
Eksempel
Quiz!
Tag quizzen for at se, om du kan huske, hvad du lige har lært.
Antal spørgsmål: 8